Markulius, we need to talk!

Han trak vejret dybt. Han var stadig svag. Meget. Svagt begyndte han at ryste på hovedet. Og så op på hende. "Blod." Hviskede han og lukkede svagt øjnene. "Jeg lover det er første og eneste gang jeg ber dig om dette. Men kan du fange et dyr til mig. Så jeg kan få en kortvarende energi. Bare indtil min krop er kommet op på toppen. Så jeg selv kan finde et bytte." Spurgte han roligt. Og rettet blikket op imod hendes ansigt igen. Smilende. Han var så lykkelig over at kunne se hende igen.

Blod. Okay, han havde brug for blod. Mon han kunne tage af hendes? Selvom hun var... Nej vent. Var hun egentlig en Sjæledæmon? Hun følte sig anderledes og ikke kun fordi hun havde fået en ny krop. Hun følte sig anderledes. Nå, det problem måtte hun tage senere.
"Kan du drikke mit blod?" Hun så spørgende på ham. Rebecca så derefter rundt. "Eller skal du have dyreblod..." Hun spurgte egentlig mere sig selv. Okay, hun fandt ham bare noget dyreblod. Hun rejste sig op. "Vent her." Hun smilede kort ned til ham.
Hun løb mod skoven indtil hun hørte en lyd. Hun stoppede op og så rundt. "Kom, lille ven.." Hviskede hun og fløjtede. Et egern løb mod hende for at komme væk, men Rebecca greb fat i egernet. Så løb hun tilbage til Markulius.
"Her." Hun rakte ham det levende egern. "Jeg ved ikke om det er nok.." Rebecca bed sig i underlæben.

Svag som han var tog han roligt imod egernet. "Jeg er ligeglad om det er levende." Hviskede han. Og greb fat om hovedet og kroppen på det. "Eller dødt." Et svagt knæk kom og egernet var med det samme stendød. Det var nakken. Markulius havde hevet nakkehvirvlerne fra hinanden. Derefter hævede han det til tænderne. Og bed. Et par sekunder efter fjernede han egernet igen. Og lagde det ved siden af ham. Hvorefter han langsomt begyndte at rejse sig. Han var stadig svag. Men stærk nok til at kunne gå selv. Hvorefter han roligt vendte blikket imod hende. Satte sig roligt op. Og gjorde noget dristigt. Noget han havde glædet sig meget til. Han kyssede hende. Direkte på hendes læber. Selvom han stadig havde lidt blod ned af mundvigen. Kunne han ikke lade være.

Rebecca rejste sig op, mens han dræbte egernet. Hun så væk da han begyndte at drikke af det. Hun ville helst ikke se på Mark med tænderne i et egern. Nej, det ville hun gerne være fri for... Helst. Hun så på ham igen da han rejste sig op, og hun smilede roligt til ham. Et chok fór igennem hendes krop da hun mærkede hans læber på sine. Rebecca lukkede blidt øjnene og gengældte kærligt kysset, mens hun lagde sine arme om hans nakke. Dog trak hun sig væk.
"Du må ikke dræbe Nille." Det skulle lige slås fast at det måtte han ikke. Rebecca så bedende på ham.

//Kreasvigt.

Han smilede roligt. Hun gengældte hans kys. Hvor var det fedt. Alt var tilbage i ham. Han var næsten sig selv. Næsten. Der manglede stadig en ting. Han havde dyret. Det var en del af hans sjæl nu. Han ville forblive det som andre ville kalde sindssyg. Sådan var det bare. Roligt lagde han en blid arm om hendes liv og holdte hende tæt ind til ham. Da hun fjernede sig og sagde han ikke måtte slå Nille ihjel sukkede han svagt. "Jeg kan ikke. Jeg er forbundet til hende. Dyret kan. Men jeg kan ikke. Og så længe jeg forbliver mig selv så er det sådan det fungere." Hviskede han svagt med et roligt og så på hende blidt.

Rebecca vidste ikke helt hvad hun skulle mene om at hun var tilbage... Hun vidste ikke hvilken race hun var, hun vidste ikke hvilken evne hun havde. Hun følte at hun manglede en del af sig selv, en stor del. Hun kunne ikke lade være med at se irriteret på ham da han sukkede. For hende var det som om han var irriteret over det.
"Godt så." Hun overvejede at vende ryggen til ham og gå, selvom hun egentlig bare havde lyst til at overfalde ham af glæde. Hun gik hen til ham igen og lagde sin hånd mod hans kind. "Vil du forklare mig hvordan du har forandret dig sådan?" Spurgte hun roligt.

Han så på hende roligt. Tænkende. Og valgte så at fortælle historien. "Som du ved så rejste jeg til en skov. Langt væk herfra." Han så på hende blidt. Prøvede at sætte ord på det. "Jeg havde boet der en halv måned. Da det blev fuldmåne. Varulve. I store strømme angreb mig. Det lykkedes mig at kæmpe godt igen. Men så omringede de mig." Han sukkede svagt igen. "Jeg hørte stemmen igen. Dyret indeni mig. Spurgte om jeg ville leve. Jeg ville hellere dø. Men så brugte hun den ene ting som er min svaghed. Dig. 'Vil du virkelig dø fra Nille?' Hun mente selvfølgelig dig Rebecca. Men dengang vidste jeg ikke at i var to. Jeg troede det var en dårlig undskyldning. Jeg svarede selvfølgelig ja. 'Så bliv et med mig.' Jeg ofrede halvdelen af min sjæl. For at forbinde mig med dyret. Det gjorde mig stærkere. Hurtigere. Mere opfattende. Sammen vandt vi over varulvene. Men så skete der noget underligt. Jeg var der i halvanden måned efter det. Og dag for dag. Blev jeg mere og mere sindssyg. Jeg hørte hende snakke konstant. Jeg begyndte at ændre mig. Ved den sidste fuldmåne. Dræbte jeg ikke bare de angribende varulve. Men alle varulve i hele skoven. Selv dem der var tvunget. Hver eneste. Bare fordi jeg kunne." Hviskede han svagt og så roligt på hende med sørgmodige øjne.

Rebecca hørte roligt med, mens hun blidt strøg ham ned af kinden, og så ind i hans øjne. Han betød meget for Rebecca, men hun var ærlig talt begyndt at tvivle på sine følelser for ham.. Hans grusomhed mod Nille sidst havde skræmt hende fra vid og sans, hun havde jo hørt, set og mærket det hele. Tanken om det fik hende til at rømme sig og kort skære ansigt. Så rystede hun på hovedet og vendte sin opmærksomhed mod Markulius igen. Hun brød sig ikke helt om at have sådan en tætsiddende kjole på, der tydeligt fremhævede hendes former, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun tog sin hånd til sig, og lagde armene om sig selv. Hun så ned, væk fra ham.
"Så du ville dø?" Hun sukkede svagt. "Det forklarer stadig ikke hvorfor du var så grusom mod Nille og mig sidst." Mumlede hun og så på ham igen. "Jeg er bange, Mark." Hun var ikke bange for ham, selvfølgelig ikke. Hun var bange for sig selv. Hun vidste intet om sig selv. Det hele var sket så hurtigt. Lige nu ville hun snakke med Nille, så de kunne finde ud af det hele med Rebecca... Men hun ville også gerne være hos Markulius, så hun var splittet.

Han så på hende roligt. "For jeres beskyttelse. Hvis uhyret fandt ud af du er min største svaghed. Vil han misbruge den til at tage den smule kontrol jeg allerede havde. Jeg måtte ha jer væk fra mig. Den nemmeste løsning var at få dig til at frygte min nye side." Sagde han roligt før han langsomt kyssede hende blidt på kinden

//kreasvigt.

Rebecca vidste ikke helt om hun skulle være vildt glad for at hun var hans største svaghed, eller vildt ked af det. Hun foretrak ingen af delene, så hun valgte neutral. Hun så ned, væk fra ham, igen. Hun kunne ikke se på ham lige nu. Tankerne fór gennem hendes hoved og hun valgte at overgive sig til dem. Hun var forvirret. Hun havde brug for at tænke. Hun kiggede på ham da han havde kysset hendes kind.
"Jeg frygter dig ikke." Hun smilede svagt. "Og det kommer jeg heller aldrig til." Hun rystede svagt på hovedet og sukkede over sig selv. "Du skræmte mig fra vid og sans." Hun lukkede øjnene.

Han sukkede svagt. Langsomt og blidt hævede han sine arme. Og roligt lagde dem over hende og krammede hende blidt. Egentlig kunne han godt forstå hende. Han var selv skræmt over han kunne få sig selv til det. Men han var nød til det. Hvis han ikke gjorde det. Ville hun nok blive skubbet til siden. Dengang så det ud som en god idé. Men kort efter han havde gjort det. Havde han fortrudt. Han var pludselig usikker på om det havde været en god idé. Sådan var det jo. Først bagefter tænker man over hvad man har gjort.

Rebecca vidste ikke hvad pokker hun skulle gøre. Hvis Markulius lagde mærke til det, var hun mere lokkende nu. For hun var en sirene, hun vidste det bare ikke. Faktisk, havde hun en underlig trang til at springe i noget vand.. Hmm... Hun knugede sig ind til ham, og lukkede øjnene.
"Mark... Vil du gøre mig en tjeneste?" Uden at vente på svar fortsatte hun, "vil du føre mig til havet?" Hun ville se vandet, gerne nu.
Hun så spørgende på ham. Hun havde brug for at se vandet, hun vidste virkelig ikke hvorfor. Hendes øjne var mere matte, mere trætte. Rebecca var begyndt at tvivle på sine følelser for ham, hun følte sig ikke tryg ved ham... Ikke længere.

//Og da jeg er Rebecca som før blev brugt som NPC i dette emne, kan jeg sagtens være med. Nille er out.  //

Han nikkede roligt. Og knugede hende lidt hårdere ind til ham. Hvorefter han roligt rejste sig svagt op. Derefter begyndte hans vampyrfart at tage over. Og bevægede sig med en utrolig hastighed direkte imod havet.

Da de nåede havet stoppede han roligt op et par meter før vandet og så direkte på hende. "Er dette godt nok." Hviskede han svagt og så direkte på hende. På trods af hans barske udseende. Og hans voldsomme træk. Virkede han pludselig meget mere som sig selv. Han var rolig og hans bevægelser var ærbødige. Ligesom dengang.

Hun havde brug for vand. Ikke at hun havde brug for noget at drikke, men vand omkring sig! På sin hud, mærke dens rolige brusen. Hun vidste ikke hvorfor! Hendes arm blev helt tør, som om den kunne blive til støv snart. Hun holdte sig ind til ham, hans dejlige varme omfavnelse var rar. Hun sukkede svagt.

Hun spærrede øjnene op da hun hørte havets brusen. Hun skyndte sig ud af hans omfavnelse, løb mod vandet uden at svare på hans spørgsmål. Hun krængede på vejen ned til vandet sin kjole, alt sit tøj af. Da hun nåede vandet sprang hun i. Hun mærkede sine ben forsvinde og en glitrende blå hale komme frem i stedet. Hun svømmede op til overfladen. "Åh gudskelov..." Mumlede hun.

Et kort øjeblik stod han bare og så måbende på hende. Hvad skete der her?. Var hun begyndt at forvandle sig til en fisk. Han havde aldrig i sit liv set en sirene før. Han troede ikke de eksisterede. Langsomt satte han sig ned ved vandkanten og så undrende på hende. Overrasket over hvad det var han stod og gloede på lige nu. Hvad var dette han så på. Hvorfor havde han aldrig set noget så smukt før. Roligt rejste han sig op. Og begyndte langsomt at gå ud i vandet. Skridt for skridt. Med alt tøjet på. Bare fordi han ville hen til hende. Se om det virkelig stadig var Rebecca.

Selvfølgelig gjorde denne 'forvandling' kun Rebecca smukkere, mere forførende. Hendes stemme var mere forførende, langt mere. Sirener var jo skabt til at lokke mænd ud i deres død. Så selvfølgelig var de smukke og forførende. Hun kørte en hånd igennem sit blonde hår, der var en anelse mørkt da det var vådt. Hun vendte sig om mod Markulius, der var på vej mod hende. Hvorfor... Hun så lidt spørgende på ham og derefter ned. Det syn der mødte hende der fik hende til at hyle kort op og til at svømme ned under vandet. Hun var en sirene! Wow...
Hun svømmede op til overfladen. Hun kiggede på Markulius.
"Dit tøj bliver vådt..." Var det første hun lige kunne sige til det.

Han grinte svagt mens han fortsat så på hende roligt. "Det er jeg da fuldstændig ligeglad med." Hviskede han svagt og svømmede roligt ud til hende for at tage fat i hendes hænder. Og bare se på hende. Direkte ind i hendes øjne. Før han til sidst ikke rigtig kunne dy sig. Og bukkede sig fremad og lod roligt sine læber sigte efter hendes. Og bare komme nærmere og nærmere. Hun kunne bare flytte sig hvis hun ville. Men han var sikker på en ting. At han ville kysse hende. Mærke hendes vidunderlige bløde læber. Han var helt sikker på at det var den kvinde han dengang forelskede sig i. Dengang han mødte 'Nille' første gang. Det var den kvinde som var lige foran hende nu. Rebecca var hendes navn nu. Hendes udseende var anderledes. Men hendes øjne. Hendes sjæl som han kunne se igennem hendes øjne. Havde ikke ændret sig overhovedet.

Rebecca skulle vænne sig til at have en hale, en glitrende blå smuk hale. Det var svært for hende at tro på at hun faktisk var en sirene, en af havets mystiske men dog, dragende væsner. Hun fulgte ham med øjnene, da han svømmede mod hende. Hun lod ham tage hans hænder, men noget var galt. Hun følte ikke længere den glæde over at han var hos hende. Da hans læber var på hendes, følte hun ikke den dejlige varme der havde bredt sig i hendes krop hver gang, han havde kysset hende.
Først gjorde hun intet, men derefter trak hun sig væk, løftede sin hånd op til hendes læber hvor hendes fingre nænsomt rørte ved hendes underlæbe. "undskyld." Mumlede hun. "Vi ses." Hun så kort på ham, inden hun hurtigt svømmede væk.

//Out. Du laver det nye emne, jeg lavede dette. xD//