Forgotten. -Nille-

Nille havde meget let ved at acceptere hans evne, den var en stor del af ham, ligesom hendes skammer evne var en stor del af hende. Hun lukkede atter øjnene, og lyttede til hans beroligende hjerteslag. Det var som sød musik i hendes ører. Hun sukkede lydløst, og ville egentlig bare gerne gemme sig hos ham forevigt. Hun åbnede øjnene da hun fornemmede der var noget galt. Hun rynkede svagt på panden og så op på ham. Hvad var der galt? Hun lagde sin hånd mod hans kind, og så på ham med et spørgende glimt i øjnene. Hun lukkede øjnene da han hviskede mod hendes øre. Hun sukkede igen lydløst. Da han trak sig ud af krammet, så hun igen spørgende på ham. Hun trådte et skridt tættere på.
"Hvad er der galt, Jacob?" Spurgte hun undrende. "Og lad vær med at lyve igen." Hun lagde hovedet lidt på skrå.

//Kreasvigt, sorry.

Han sukkede, kiggede ned i jorden og gjorde alt for at hun skulle undgå at bemærke hvordan han havde det. For han vidste virkelig ikke hvordan han skulle forklare det. Han vidste udmærket godt at det var en pligt for hende som skammer at få et barn, men han kunne mærke på sig selv at hvis han så en anden sammen med hende, ville hans hjerte blive koldt og han ville glemme sig selv. Hvordan han skulle forklare hende det vidste han ikke, for hver gang han prøvede at danne sætningen oppe i sit hoved, var det som om at det hele blev kludret sammen og ødelagde det hele. Til sidst måtte han dog give op og lade ordene strømme ud, om de så ville give mening eller ej. "Jeg ved at du siger du vil glemme din evne i morgen.. men.. hvad med de andre dage Nille?" Han så spørgende på hende, nærmest helt trist og ilde til mode. "Du har din pligt som skammer, den kan du ikke bare ignorere og det ved jeg.. jeg er glad for at du vil ofre bare en dag for mig.. men.. de andre dage, tanken om dem gør mit hjerte koldt," Han bed sig i underlæben og så ned i jorden. "Du kan ikke blive ved med at glemme din evne, det ved vi begge,"

De andre dage... Hans ord fik hende til at vige tilbage, som om han havde brændt hende. Hvilket dog ikke ville være muligt, da han jo var i besiddelse af is, ikke ild. Hun havde taget to skridt væk fra ham, så hun nu stod ved døren, klar til at brase ud hvis det endelig skulle være. Hun trak vejret hurtigere, tungere. Hun følte sig fanget. Hans spørgsmål havde ikke såret hende, nej, det var mere at hun ikke vidste hvad hun skulle svare! Og fordi hun frygtede at miste ham.. På en måde misforstod hun det til, at han ville give slip på hende. Hun så væk. 
"J-jeg..." Det var som om hendes hjerte gjorde ondt. Som om nogen klemte om hendes hjerte. Det gjorde så ondt. "Jeg ved det ikke!" Hun råbte det, uden at tage hensyn til at Josh eventuelt var der. "Jeg ved det ikke, okay?! Hvor mange gange skal jeg sige det! Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke! Jeg ved det jo ikke! De andre dage, betyder ingenting! Er en dag ikke nok for dig? Skal vi bare droppe den ene dag? Eller vil du hellere bruge den sammen med andre piger? Piger som ikke tænker på deres pligt? Fint!" Hun greb fat om dørhåndtaget, rev døren op og trådte udenfor. Hun lukkede den ikke efter sig, og var ligeglad med om han fulgte efter hende. Tårerne pressede sig på, men hun ignorerede dem. Hvorfor kunne han ikke bare vise sig tilfreds med en dag, i stedet for ingen? Han satte pres på hende. Hun følte sig kvalt. Det var forfærdeligt.
Hvad værre var, at hun følte sig ligegyldig. Egoistisk.

Hun havde åbenbart slet ikke hørt hvad han havde sagt om den ene dag. Sætningen lød at han var glad for at hun ville ofre en almindelig dag med ham, men at han var bekymret for hvordan det skulle gå de andre dage. Da hun råbte havde han en lille trang til at bede hende om at dæmpe sig, men i stedet beholdt han bare munden lukket og ignorerede trangen til at sige noget. Sammen med andre piger!? Hvad regnede hun ham for!? beskyldte hun ham nu også for at ville være sammen med andre!? Han ville knurre, råbe og skrige at hun skulle vare sin mund. Lyden af hendes skridt der forsvandt ud af døren var det der tændte ham af! Han knurrede arrigt, skubbede til en vase og lod den falde i tusind stykker ned på gulvet, hvor han derefter tog en stol og kastede den arrigt igennem rummet. Han ville ikke følge efter hende, hvorfor skulle hun altid gå fra ham! Det var altid ham der skulle følge efter hende, men hun gad han ikke længere, hvis hun elskede ham ville hun se hvad han virkelig havde ment med sine ord og ikke gået sin vej! Til sidst faldt han ned på knæ og gemte sit ansigt væk i sine hænder... En lille hånd blev lagt på hans skulder, hvilket fik ham til at kigge op og møde den unge Josh blik.
"Jacob?.. hvad er der i vejen?" Josh stemme var forsigtig og en anelse skræmt.
Jacob måtte tvinge sig selv til at smile til ham, for at han ikke skulle følge ubehag ved at være i nærheden af ham. "Ingenting Josh.. lad os.. lad os gå ud til Choice, skal vi?"
Josh nikkede forsigtigt og sammen gik de ud til sølvmaren der stod og græssede ude i haven. Det gjorde ondt på Jacob at hun endnu engang bare var gået fra ham..

Med tårer der løb ned af kinden, løb Nille ind i skoven. Hun satte sig op af træ, trak knæene op til brystet, lagde armene om benene, og gemte sit ansigt i armene. Tårerne løb lystigt ned af hendes kinder, mens hun gemte sig ved træet.

~ Få minutter senere ~ 

Rebecca gik mod JAcobs have, hvor hun kunne ane to skikkelser og en hest. Hun havde en hvid kjole, der gik hende til lidt over knæene, der tydelig viste hendes former frem. Hendes blonde hår var samlet i en høj heste hale. Hun havde fine hvide stiletter på. Det var ikke svært at genkende Rebecca. Hun var en sirene. 
"Man er vidst lidt vred idag, hva Jacob?" Rebeccas yndige stemme dansede let omkring luften, og nåede Jacob. Hun smilede falskt til ham. "Surprise, demon. I'm back." Hun slog ud med armene, som til et kram, hun dog ikke ville have.

Choice virkede pludselig urolig. Hun stampede hovene ned i jorden, trak mundvigen tilbage i et vrinsk så hun afslørede sin spidse tænder. Hendes vrinsken skar igennem luften som en kniv, rungede i både Josh og Jacobs øre. En anelse forvirret klappede han hende på halsen, hviskede beroligende ord til hende, lige indtil det gik op for ham hvad det var hun havde vrinsket af. Ikke så langt fra dem stod en archdemon, Rebecca. Han kiggede koldt hen på hende og stillede sig automatisk foran Josh, så han kunne beskytte ham med alt hvad han havde. En archdemon var stærk, Jacob var næsten chanceløs, men han var ligeglad, ingen skulle skade Josh. Ingen. Josh kunne derimod ikke skjule sin nysgerrighed overfor den ny ankommende, så bag Jacobs ryg satte han hovedet på skrå for at han kunne se hende.
"Hvad laver du her?" spurgte Jacob hende koldt. Et falsk smil, ingen tvivl, de to brød sig ikke om hinanden, så Jacob gad virkelig ikke spilde sin tid på at komme frem med et falsk smil til hende. Choice havde imellem tiden stillet sig tættere på Jacob. Under pelsen kunne man ane hvordan hendes muskler var klar til at spændes, hvis hun skulle angribe og forsvare Jacob. "Jeg mindes ikke at have inviteret dig ind på min grund," Jacobs stemme var skarp som en kniv..

Rebecca så kort på hesten, sølvmaren. Hun var ikke bange for den. Hvorfor skulle hun dog være det? Hvis den gjorde hende noget, ville der ske noget Jacob ikke ville bryde sig om. Rebecca smilede uskyldigt til ham, hun huskede udmærket sidst de havde snakket rigtigt sammen. Dengang hvor Rebecca havde haft kontrollen og Nille havde været i mørket. Rebecca stillede sig med fronten mod Jacob, Josh og sølvmaren.Hun foldede hænderne bag ryggen og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvilken fin sølvmare du dog har der! Gør den mig noget, vil du fortryde det." Det første blev sagt med glæde, det sidste alvorligt og truende.
"Jeg er her for at hilse på en gammel ven, nej ikke dig. Hun sårer dig vidst meget, hva? Ikke særlig underligt, du presser hende. Forestil dig at være hende. Ja, det er måske egoistisk af hende at opføre sig sådan, men er det ikke ret egoistisk af dig at du hele tiden minder hende om at hun ikke kan glemme sin evne alle dage?" Hun hævede et øjnebryn. "Nuvel, hvor er den fine skammer tøs henne? Jeg gør hende ingenting, jeg vil blot snakke med hende." Hun så spørgende på ham.

Han kiggede ikke længere på Rebecca, i stedet havde han rettet sit blik på Choices hals, som han med blide og rolige bevægelser kørte sin hånd ned af. Det var ikke fordi han forsøgte at berolige hende, for det vidste han godt at det var umuligt at skulle berolige en sølvmare, men faktisk var det mere for at berolige ham selv og at han ikke skulle fare i flæsket på Rebecca over hendes ord. Lyden af hendes stemme gav ham kvalme, en stærk kvalme som der var svær at holde nede. Jacob var ikke glad for hende, det havde han aldrig været og det kom han heller aldrig til at være! Han rettede dog til sidst blikket imod hende, et koldt blik tomt for følelser og tanker. Hendes snak omkring Nille fik det bare til at gøre endnu mere ondt på ham, han ønskede ikke at presse hende eller være egoistisk.. Selvfølgelig kunne han godt se det for hendes synsvinkel, det var hvad han havde gjort hele livet, altid set tingene fra andres synspunkter og bekymrede sig om dem, men der var ingen der gjorde det samme for ham! Han bed sig kort i underlæben, inden han slap den for at svare på hendes spørgsmål.
"Jeg ved det ikke," svarede han lavt og rettede blikket imod Choice hals igen. "Hun løb sin vej," Han sukkede og kunne mærke hvordan smertens hånd klemte om hans hjerte.

Løb sin vej? Rebecca hævede øjnebrynet. En lav latter forlod hendes læber og hun lagde armene over kors mens hun nikkede svagt. "Og nu er du ensom? Stakkels Jacob. Ensom, uelsket og kold." Hun grinede svagt. Hun løftede dog hænderne. "Ikke ondt ment, selvfølgelig. Men jeg har nok noget der kan hjælpe dig." Hun blinkede drillende til ham. Hun så rundt, mens hun tog noget kort men spids op fra sin stilet. Et barberblad. Hun rakte det mod ham. "Slå dig selv ihjel og dine bekymringer, smerter vil forsvinde." Hendes stemme var lokkende.

Nille rejste sig op. Der var noget galt. Hun gik mod Jacobs hus og fik øje på nogle skikkelser. Hun listede mod dem... Få sekunder efter stod hun bag Rebecca, med en af sine daggerter mod Rebeccas hals, og den anden mod hendes ryg. "Smid barberbladet." Hviskede Nille knurrende. Rebecca grinede nervøst og slap barberbladet så det faldt ned på jorden.

Hendes ord ramte ham, men som en facade der var stærk og stædig, kunne man ikke se det på ham og det skulle man heller ikke kunne, for den tilfredsstillelse skulle hun ikke have. Det var noget der var helt sikkert! Han kiggede koldt ned på kniven, overvejede kort at gøre det hun sagde, men med det samme kom han til at tænke på Josh der stod og kiggede op på ham med sine bedende øjne. Med et koldt blik og en hurtig bevægelse, som havde hun sat ild til ham gik han væk fra hende og så ind i hendes øjne. "Aldrig, det er mit liv alligevel for meget værd til at ville gøre!" det kom ud som en advarende knurren. Chocie reagerede på Jacobs knurren og vrinskede skingert, en kniv der skar igennem luften.
Pludselig kom Nille op bag Rebecca, så Jacob sværgede på at han kunne mærke sig selv gispe et kort øjeblik, men hurtigt fandt han modet frem igen og kiggede forvirret på Nille. Han vidste at Nille hadede hende, ligeså meget som han selv gjorde, måske endda mere.. Skiftevis kiggede han på rebecca og Nille..

Så gik det hele hurtigt!
Nille så kort på Jacob. "Hvis du slår dig selv ihjel, går der ikke længe før jeg møder dig i de dødes land." Sagde hun roligt, mens noget sårbart viste sig i hendes øjne. Derefter rev hun Rebecca med sig, få minutter efter kunne man høre Rebecca skrige højt, ikke af smerte men af gråd. 

- En uge efter -


Påklædning 1, profil.


Hun trak vejret dybt ind og trådte ind i Jacobs hus. Han havde ikke åbnet døren da hun havde banket på... Underligt.  Hun så rundt. Tomt. Hun kunne høre noget rasle og gik mod Joshs værelse. Forsigtigt åbnede hun døren, og så ind. Hun smilede svagt over den søde Josh der lå under dynen og sov. Hun åbnede forsigtigt døren igen. Okay, Jacob var ikke hjemme, ellers ville han have reageret på at nogen luskede rundt i huset. Hun sukkede svagt. Så måtte hun vente på ham. 
For de skulle altså snakke. Om han ville det eller ej! Hun gik ind i stuen og satte sig på sofaen. Hun ventede blot på at Jacob kom hjem eller at Josh vågnede.

Han kiggede forvirret efter dem, i tvivl om han skulle følge med dem eller ej. Til sidst besluttede han dog for at lade fornuften sejre og lade være med at følge efter dem. Nille kunne sagtens klare Rebecca, det vidste han godt, trods alt var hun jo stærk! Hurtigt tog han Josh med ind i huset, imens han prøvede at ignorere lyden af Rebeccas skrig der rungede igennem hele skoven. Han vidste nemlig ikke om han skulle smile af det eller få kuldegysninger over det.

Han kunne ikke genkende sig selv. Alt ved ham var forandret, eller heldigvis havde han stadig sin evne og personlighed, men hele hans udseende var forvandlet om! Det hvide hår var sort, den blege hud var brun, imens han var blevet en smule højere og hans krop var gået fra spinkel og hurtig, til muskuløs og.. han ville ikke kalde den langsom, for det var han ikke, så han droppede at finde et andet ord for kroppen. Desuden var det heller ikke så vigtigt, han skulle bare finde en modgift, medmindre han skulle forklare alle om sit nye udseende! takket være Victorias underlige væske, så havde han fået et helt nyt ansigt.. En glæde gik igennem ham, da han så sit hus og han luntede lykkeligt hen imod det. Selvom det var et nyt ansigt, så havde han stadig det samme smil og den samme glød i sine øjne. Choice sagde ikke engang noget til ham, hun måtte åbenbart kunne fornemme at det var ham, selvom han så helt anderledes ud. Han gik ind i huset og blev straks overrasket over at finde Nille der.
"Nille!" sagde han overrasket og smilte til hende, det samme smil som Jacob altid havde haft. "Godt at se dig, hvad bringer dig hid?" Han havde helt glemt at han så anderledes ud, så snart han så hende.

Nille lukkede øjnene med hovedet lænet bagover så hendes baghoved hvilede på sofaens ryglæn. Da døren blev åbnet åbnede hun øjnene og kiggede mod hvem der trådte ind. En... Meget pæn men ukendt fyr. Dog var der noget bekendt over ham, men ikke desto mindre vidste hun ikke hvem han var. Og, og, han kendte hendes navn?! Nille spærrede øjnene op og rejste sig brat op. Hun rakte ud efter et eller andet hun kunne kaste mod ham og det var netop lige en pude. Hun kastede hurtigt puden mod ham. 
"Hvem er du?!" Skreg hun, og trak begge sine daggerter op fra læderstøvlerne. "Hvor kender du mit navn fra?!" Hun gik truende mod ham.
Jaja, han var pæn, men hun kendte jo ikke fyren. HVorfor havde sølvmaren egentlig ikke stoppet denne fyr før? "Gå med dig! Eller jeg slår dig ihjel!" Snerrede hun.

Til at starte med kunne han ikke helt forstå hvorfor hun kiggede så forvirret på ham, som var han en fremmede der ønskede at skade hende. Til sidst kom han dog i tanke om sit nye ansig og var straks mere klar over hvorfor hun kiggede sådan på ham.
"Nille, nej vent det er mig Jacob!" Sagde han hurtigt og undvigede puden hun kastede efter ham. "Tag det helt roligt, det er bare mig ellers ville choice aldrig havde ladet mig komme ind," forsigtigt placerede han hænderne op foran kroppen, som forsøgte han at danne et skjold omkring sig. "Jeg ved godt at det lyder mærkeligt, og meget usandsynligt, men jeg kan forklare det hele," han rettede sig kort op efterfulgt af et suk. "Det hele startede med at Victoria havde en form for væske i et glas, som ved et uheld røg ud over mig, hvor det åbenbart rigtigt skulle have været røget over hendes konkurrent," han kiggede hende i øjnene, afslørede at han ikke løj overfor hende. "Lige siden den dag har jeg set sådan ud.. Spørg mig om hvad som helst og jeg skal svare på det.." Han smilte skævt til hende. "Jeg ved at jeg har en lillebror der hedder josh og at han desuden også er her fra fremtiden, og at vi to mødtes ved at politiet jagtede mig,"

Det overraskede hende lidt at Josh ikke var vågnet, men det kunne selvfølgelig være at han sov meget tungt. Hun holdte øje med den fremmede... Som lod som om han var Jacob! Hvor vovede han! Hun knurrede, blottede tænder, ligesom en panter. Hun knugede sine hænder om skæftet på de to daggerter, der var i hver hånd. Sandt, det ville Choice aldrig have ladet ham.. Medmindre han havde en eller anden besynderlig evne! eller, slået Choice ihjel! Nej nej, det var ikke muligt. Choice ville ikke have været helt stille i så fald. Han måtte have en form for evne, eller også var han en shapeshifter som kunne skifte form til et lille dyr! Nej... Han lugtede ikke af shapeshifter, men af sjæledæmon.
Hun trådte et truende skridt frem mod ham og strammede grebet yderligere om de to daggerter. Victoria. Politiet.
"Løgner! Du er tydeligvis en eller anden sindssyg fyr der har en eller anden underlig evne, måske kan du gøre dig usynlig!" Snerrede hun. Hadet gnistrede i hendes øjne, som lyn der slog ned på jorden. Åh gud, hans smil mindede hende om Jacob... Nej! "Du lyver..." Hun sukkede og slap de to daggerter så de landede på gulvet. Hun havde ikke brug for de to. Hvis han prøvede på noget havde hun sin evner. "Hvad hedder min mor?" Hun så spørgende på ham.

Selvfølgelig troede hun ikke på ham. Det ville han ikke engang selv gøre i den situation, han lignede slet ikke ham selv, ikke den mindste smule, alt der var blevet det samme ved ham var personlighed og evne. Uden han rigtig forstod hvorfor, så beroligede det ham en smule at hun lagde daggerterne fra sig, selvom han udmærket godt vidste at det var fordi hun ønskede at bruge sin evne i stedet. Han kiggede fortsat roligt på hende, sagde intet til alle de anklage der kom flyvende igennem luften. Hun vidste ikke at det var ham og måtte overbevises bedre. Forsigtigt gik han et skridt tættere på hende, et meget kort skridt, men et skridt. "Din mor hedder sylva og hele dit liv havde du troet at hun var din mormor," hans stemme var rolig og afslappet. "Dengang hun døde, hjalp jeg dig med at begrave hende udenfor dit hus i skoven som du havde engang," Et skævt smil voksede på hans læber. "Jeg lover dig Nille, det er mig Jacob," Han kiggede hende dybt i øjnene.. "Det er virkelig mig, du må tro mig,"

Da han gik et meget kort skridt tættere på hende, løftede hun den ene hånd med håndfladen mod ham, som tegn på spot, mens hun trådte et skridt tilbage. Han skulle ikke være tæt på hende. Hun havde med fødderne, fået daggerterne med sig, så der var en daggert på hver side af hende, klar til at hun hurtigt kunne bukke ned og tage dem, hvis det endelig skulle være. Da han var færdig med at snakke, kiggede hun først bare på ham, tomt. Hun tænkte. Okay okay, hvis han var Jacob... Nej, måske var det en eller anden stalker som lod som om han var Jacob, for at få fat i hende eller værre, Jacob eller Josh! Tanken om det fik hendes lysende gnistrende blå øjne til at blive sorte som helvede.
"Du lyver, din beskidte dusørjæger! Forsvind, du får ikke Jacob eller Josh! Ej heller mig!" Hun bukkede sig hurtigt ned og tog de to daggerter. "Skynd dig væk, inden jeg bruger min evne mod dig!" Snerrede hun.

Hun troede stadig ikke på ham? Hvad i alverden skulle han sige til hende, for at få hende til at tro på ham? Det var ikke til at finde rundt i, oppe i hans hoved søgte han ivrigt efter noget der kunne bevise overfor hende at det var ham og at han ikke var en skør dusørjæger. Med armene løftet, hænderne ved siden af sit hoved, gik han nogen skridt tilbage men stoppede ikke øjenkontakten. Hænderne var ved siden af hovedet, som et lille tegn på at han ikke ønskede at gøre hende eller Josh noget. De chokoladebrune øjne glimtede svagt i lyset fra vinduet, præcis som hans tidligere krystalblå øjne havde gjort.
"jeg er ikke en dusørjæger, jeg ønsker ikke at gøre dig eller Josh fortræd," fortalte han. Hans stemme var en smule dybere end den han før havde, ellers kunne de minde meget om hinanden også. Den samme varme og den samme rolighed. "Jeg har ingen våben på mig overhovedet, du må endda tjekke efter hvis du skulle være i tvivl," Forsigtigt tog han den sorte jakke af og lagde den roligt ned på gulvet. Under var der en hvid T-shirt og ingen steder var der et hint til om at der kunne gemme sig våben nogen steder. "Jeg lover dig, det er mig, mit navn er Jacob, jeg er en sjæledæmon, jeg er i stand til at fremtrylle is og endda dræbe folk ved at køle dem ned.. Min far og min mor behandlede mig som skidt, hvilket er en af grundene til at de begge er døde i dag, jeg dræbte dem, Caroline er min bedste veninde og hun er også din.." Han holdte pause et kort øjeblik. "Jeg elsker dig Nille 'skammer' Amnell Panara og det ved du," Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Hvis hun havde tænkt sig at angribe ham, så ville han ikke gå imod hende, for han vidste udmærket godt at hun ikke ville gøre det med vilje.

Nille måtte bruge en del af sin mentale styrke for ikke at falde grædende ned i gulvet. Resten af styrken gjorde hun klar til når hun engang brugte sin evne mod den forræderiske dusørjæger! De sorte øjne gnistrende af had, var vendt mod ham. Da han trak den sorte jakke han havde på af, skar hun tænder. Ville han nu også klæde sig af foran hende?! Klamt. Hun ville ikke se ham nøgen, helst ikke. Hun sank en klump. Skulle han nu også lige kende Caroline og Jacobs forældre? Mens han snakkede blev hendes øjne mere og mere lysende blå. Taget i daggerterne blev mere roligt... Men da han sagde hendes fulde efternavn, blev hendes øjne igen sorte, og taget om daggerterne blev forstærket. Hun knurrede rasende.
"Man behøver ikke altid våben for at kunne dræbe." Snerrede hun. "Bevis at du har is som evne og jeg vil overveje at skåne dig." Hun talte til ham som om han var en eller anden idiot der havde truet hende og nu stod på grunden til at dø. Og hun var den der dræbte ham.

Han sukkede kort og kunne godt mærke på hende at hun ikke var tryg overhovedet. Med en forsigtig hånd bevægelse fremtryllede han en istap i sin hånd og lagde den ned på gulvet.
"Den smelter ikke med det samme, eftersom min is evne er stærk, stærkere end noget andet is og jeg kan endda fange folk ved at fryse dem fast," tøvende bed han sig i underlæben og så op på hende igen. Armene havde han placeret langs sin side og han gjorde stadig ingen tegn til at ville angribe hende. Han kørte kort en hånd igennem det sorte hår, for derefter at kigge rundt i huset, for at se om han kunne få øje på sin lillebror, der ellers altid kom ud til ham og sagde hej når han kom hjem. Blikket blev dog hurtigt vendt imod hende igen. "Er der mere jeg skal bevise? Jeg ved alt om mig selv, for det er mig, jeg har bare fået.. en forbandelse over mig, eller en væske, jeg ved det ikke med sikkerhed, men spørg mig om hvad som helst som du tænker at kun Jacob ved," Han så hende endnu engang i øjnene.

Alle spor, udover hans udseende, pegede i retning af at han var Jacob. Men der var en ting kun Jacob, udover Isobel og muligvis også Caroline, kendte til. Det havde holdt dem adskilt. Det gjorde ondt på dem begge, vidste hun. Hun kiggede først på ham, dog ikke direkte ind i hans øjne. Så blev hendes øjne lysende blå med nogle tårer i sig. Hun bed sig hårdt i underlæben. Nok lidt for hårdt, så der kom blod. Hun knurrede svagt over sig selv og hendes tænder slap underlæben. Hun kiggede på Jacob, det var måske ham... Hvis han kunne svare på spørgsmålet, var hun sikker på at det var ham!
"Hvorfor har min evne holdt mig og Jacob adskilt?" Spurgte hun svagt, og lukkede øjnene.

//Kreasvigt.

Hvad adskilte dem? Det spørgsmål fik med det samme alle former for smil væk fra hans læber. Han hadede tanken om det, også selvom han vidste at det betød så meget for hende at være en rigtig skammer. Pligt frem fra kærlighed, eller også måtte man lære at adskille dem fra hinanden. Det han frygtede mest var at hun til sidst skulle vælge pligten og fuldstændig glemme alt om kærligheden. Hvis den dag nogensinde skulle komme, så måtte han være forberedt på den, selvom han ikke anede hvordan man skulle forberede sig på sådan noget. Han så kort ned i jorden, inden han tog en dyb indånding og svarede hende. "Fordi.. du ikke kan få et barn med en du elsker, din evne gør nemlig sådan at du let ved gøre skade på dem du elsker når du forenes med dem," Hans stemme var en smule hæs i det. "Og du vil også gerne føre skammeren videre og skal derfor have et barn med en du ikke elsker," Han så ned i jorden, kiggede på istappen der stadig ikke havde lagt an til den mindste smule at den var ved at smelte. Et kort øjeblik stirrede han bare på istappen, som ventede han på at den skulle sige noget til ham, men han rettede til sidst blikket op på hende igen.

Nille lukkede øjnene mens han snakkede. Det var som om ordene forlod Jacobs egne blege læber, hun kunne let forestille sig hvordan smerten var i hans krystalblå øjne... Som han ikke havde mere. Den mand var Jacob. Hun kunne benægte så meget som hun ville, men den mand var Jacob. Og Victoria havde ændret hans udseende... Kunne Nille lide det? Det vidste hun ikke. Ikke fordi hun var en der gik efter udseendet, men helt ærligt! Hun foretrak altså at Jacob var pæn, hvilket han såmænd også var lige nu, men kunne hun klare den forandring? Gud, ja! Men kunne han? Ingen anelse. Hun åbnede øjnene.
"Nemlig, Jacob." Mumlede hun. "Kom med." Nej, hun overfaldte ham ikke med et kram, nej hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det. Endnu. Hun havde tænkt sig at vække Josh, vågen eller ej drengen skulle op nu, så han vidste hvad der var sket med Jacob. Så han ikke blev forskrækket over at en vildt fremmed var i Jacobs hus. Hun gik mod Joshs værelse og bankede på døren. "Josh, er du vågen?"

Han nikkede til hende og fulgte med hende. Selvfølgelig skulle Josh have det at vide, for hvis han nu aldrig kom til at ligne sig selv igen, så måtte den kække lille dreng heller få det at vide. Et spørgsmål kørte igennem hovedet på ham, ville han beholde dette udseende, eller ville han forsøge at få sit eget tilbage igen? Han kunne ikke rigtig svare på det, selvom man fik et nyt udseende, ville man så ikke altid på en måde tilbage til det gamle endnu engang? Det måtte han finde ud af senere, lige nu måtte han heller fortælle sin lillebror om forbandelsen og af en eller anden grund, så vidste han at Josh nemmere ville tro ham end Nille havde gjort. Men selvfølgelig, Josh var også en lille dreng, hvilket mindede ham om den store, som nok også skulle have det at vide.. Det hele var en bunke rod! Han stod spændt og ventede på at Josh skulle åbne døren for dem.
"Ja! jeg kommer nu!" lød den uskyldige drenge stemme inde fra værelset af. Et øjeblik efter åbnede han døren og tittede frem med et smil på læben og strittende hår, der afslørede at han havde haft sovet. Han kiggede en anelse nysgerrigt på Jacob. Nu skulle det hele forklares igen..

-- Efter han har fortalt det --

Josh så på ham med store øjne, der var hverken skreg at han ikke troede på ham eller at han troede på ham. De sad begge to på sengen og Jacob havde gjort sig meget umage for at fortælle ham det hele, så han nemt ville kunne forstå det. Ikke fordi han var dum, men ja, han var trods alt kun et barn. Til sidst registrerede Josh situationen og krammede Jacob.
"Jeg tror på dig!" sagde han lystigt og trak sig ud af krammet igen. "Af de ting som du har sagt, de ord kan kun komme fra min storebror," Hans smil var bedårende som altid. Han kiggede hen på Nille og smilte stort til hende. "Hvornår kom du? jeg syndes ikke at du var her dengang jeg lagde mig til at sove," Han satte nysgerrigt hovedet på skrå. Jacob gjorde som ham og kiggede nysgerrigt hen på Nille, hvor han derefter rejste sig op. Selvom han kun var blevet et par centimeter højere, så havde han det alligevel som om at den var helt galt og at han var alt for højt oppe! Han bed sig i underlæben og ignorerede følelsen af at det hele var galt. Han var stadig sig selv, stadig sig selv! Med afslappede bevægelser gik han hen ved siden af Nille og sendte hende et kærligt smil.

Godt, Josh var vågen. Hun smilede træt til ham, da han åbnede døren.

Nille stod med ryggen lænet op af væggen, armene over kors, og så betragtende på dem mens de snakkede. Hun lyttede med til hele forklaringen, mens hun blev mere og mere træt. Åh gud, hun havde tænkt alt for meget.. Det gjorde hende altid så træt. Det var et mirakel at hun ikke faldt om af udmattelse. Man skulle heller lige glemme alle de følelser der raserede i hende, plus at hun nærmest hele dagen havde løbet. Hun kørte hænderne ned af ansigtet, da Josh endelig sagde at han troede på Jacob. Hun sukkede lydløst, og lagde så igen armene over kors. Hun rettede sig, så hun ikke længere stod lænet op af væggen. Hun kiggede skiftevis på dem, men så kun på Josh.
"Jeg ankom men du sov, jeg ville ikke vække dig, så jeg lod dig sove videre." Hun smilede skævt til ham. Hun ignorerede, bevidst, Jacobs kærlige smil. Ja, det var måske lidt ondt af hende, men... Var der ikke sket nok? Det sidste hun havde lyst til lige nu, var de begge to endte på sengen, uden tøj på. Så hun havde valgt ikke at lade sig forblænde af Jacobs vidunderlige væremåde, hans fært og hans... Nej! Hun slog straks tankerne om det ud! "jeg går ind i stuen." Sagde hun, træt og rimelig trist, og gik så ud af værelset. Hun fortsatte med at gå ind i stuen hvorefter hun satte sig tungt på sofaen.