Forgotten. -Nille-

Josh nikkede bare og sagde ikke mere derefter, da han kunne mærke på hende at hun ikke var i det bedste humør og var der noget han havde lært, så var det at man skulle lade kvinderne være når de ikke var i det bedste humør. Eller, det havde Jacob i hvert fald fortalt ham eftersom han selv havde oplevet op til flere gange at komme ud for at blive råbt af og endda smidt ind i en mur. Jacob smilte kort til Josh, inden han gik hen til ham og satte sig på hug foran ham.
"Hvad siger du at gå ud og fodre choice for mig? Så kommer jeg om lidt og måske," Han gemte sin mund bag sin hånd, for at skærpe for lyden, som skulle han fortælle ham en stor hemmelighed. "Får du lov til at ride på hende," Så snart den sætning havde forladt Jacobs mund, blev han overrasket over at Josh lyste op og var hurtigere op at stå, end et byttedyr der havde opdaget et rovdyr, imens det havde lagt op slappet af.
"fedt!" jublede Josh og med et enkelt blink fra øjet var han ude af døren for at finde Choice. Jacob rystede kærligt på hovedet, hvor han derefter gik ud til Nille i stuen, så kort på hende inden han åbnede munden for at sige noget til hende. "Det er ikke fordi jeg ikke er glad for at se dig og at du ikke må være her, men.. Hvorfor er du kommet? noget bestemt du gerne vil drøfte med mig?" Han smilte skævt og foldede armene under brystet.

Hmmm... Hvordan skulle hun få det sagt? Være nådig og skåne ham for det? Eller bare skrige ham i ansigtet om at alt er forkert og de straks burde slå op! Åh gud, nej! Ikke slå op! Hun rystede og fik lyst til at græde bare ved tanken om det! Åh gud, de måtte aldrig slå op... Aldrig! Medmindre... Medmindre at Jacobs personlighed virkelig var forandret, så han hellere ville have en anden end en forvirret problemfyldt skammer. Åh gud... Hun spjættede i kroppen da hun hørte Josh juble. Hun sukkede lavmælt, ikke fordi der var noget galt med Josh eller noget, mere fordi hun var så træt. Hun lagde sine hænder mod sit ansigt og hvilede ansigtet i hænderne. Hun hørte svagt Jacobs stemme. Nå, så nu måtte hun ikke bare besøge ham fordi hun gerne ville?! Nej nej. Vent. Nu skulle hun ikke tage det ilde op! Hun tog hænderne væk fra ansigtet. 
"Vi skal snakke om vores forhold, hvilket jo, er meget vigtigt." Hun så på ham. Tårerne i hendes øjne var tydelige. "Jeg er så ked af det... Lige siden jeg kom brasende ind i dit liv, er alting gået ned af bakke... Undskyld, hvis jeg er egoistisk, men det bare... Jeg frygter at jeg mister dig, og mig selv."

Han kiggede kun på hende, fokuserede kun på hende og hendes ord, selvom det gjorde ondt på ham at høre dem. Det kunne føles lidt som knive der stak igennem din hud, pindede dig for at få dig til at skrige og når du endelig besluttede dig for at skrige, så var kniven allerede nået ind til knoglen. Et kort øjeblik lukkede han øjnene i, stadig med et skævt smil på læben. Det varede dog ikke længe før han åbnede øjnene igen og kiggede ind i hendes smukke blå øjne. De skulle snakke om deres forhold, ja det var helt sikkert noget de skulle, for i følge ham syndes han ikke at det var gået for godt for tiden. Det var som om at de gled længere og længere fra hinanden, uden egentlig at ville det. Et enkelt suk undslap hans læber og forsigtigt gav han sig til at læne op af væggen, fortsat med armene på kors. "Alting er ikke gået ned af bakke Nille, du er nok noget af det bedste som er sket for mig," Han bemærkede godt hvordan hendes øjne langsomt var ved at blive våde, hvilket bare fik ham til at have det dårligt omkring hele situationen. "Jeg undskylder også hvis jeg er egoistisk, jeg forstår godt at det er hårdt og jeg gør ikke andet end at presse dig.. men, du skal vide at lige meget hvad du gør, så mister du mig aldrig," Han kiggede hende dybt i øjnene. "jeg ønsker jo heller ikke at du mister dig selv, det ønsker jeg langt fra,"

Det hele var så... ARGH! Frusterende, stressende! Hun vidste ikke hvor meget længere hun kunne klare sit liv. Men hun måtte og skulle klare det! Koste hvad det vil! Æhm, måske lige bortset fra at miste dem hun holdte af, det ville hun helst ikke. Hun satte sig bedre til rette på sofaen og kiggede så igen på ham. Åh, hvor hun dog elskede ham, selv når han havde et nyt udseende. Tanken om at hun ikke længere var sammen med ham, gjorde bare alt for ondt til at hun kunne klare det. Hun så ned. Hun kunne ikke helt klare at se på ham, når tanken om at miste ham var så forfærdelig. Hvordan kunne han stadig smile? Han havde smilet da hun havde kigget! Hun lukkede øjnene.
"Jo alting... Jeg har forvoldt dig så megen smerte." Det var sandt. Det vidste hun. Hun havde såret ham, på mange måder. "Du er aldrig egoistisk... Du tænker altid på andre, det er en af de bedste ting ved dig." Hun sukkede svagt og åbnede øjnene. "Jeg er den sidste rigtige skammer. Isobel har mistet sin evne..." Hun bed sig hårdt i underlæben.

Han smilte ikke rigtig længere, der var ikke rigtig noget at smile af over sådan en situation. Han ønskede jo for pokker ikke at miste hende, men han vidste heller ikke hvor meget længere han kunne klare tanken om at de ikke måtte være sammen og hun blev nød til at få et barn med en hun ikke elskede, bare fordi hun ikke ønskede at skade ham. De brune øjne var rettet imod gulvet, hjertet pumpede ind imod hans bryst, så han næsten frygtede at man ville kunne høre det i hele skoven. Han havde ingen anelse om hvor denne samtale ville føre hen, om det ville blive et farvel eller et på gensyn når de engang skiltes ad igen. I hele hans hjerte, håbede han på at det blev et på gensyn, for han ønskede ikke at sige farvel til hende. Det kunne han ikke. Forsigtigt satte han sig ned ved siden af hende, kiggede hende i øjnene og ville ønske at han kunne smile bare en lille smule, men det kunne han ikke. "Du har ikke forvoldt mig meget smerte Nille, selvfølgelig har der været lidt, men du glemmer at du også har forvoldt mig en masse lykke," Han kiggede ned i gulvet, gav sig til at trille tommelfingre. "Jeg ved at det må være hårdt for dig og det forstår jeg.. Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe dig, men.. Jeg kan fornemme på det hele at jeg ikke vil være til den store hjælp," Til det hun sagde om Isobel, fik ham til at kigge op på hende igen med et spørgende glimt i sine øjne. "Hvor.. hvordan kunne hun miste den?"

Forhåbentlig blev det et 'vi ses'. Dog var håbet om det ved Nille ikke særlig stort. Heldigt for ham, kunne hun ikke høre hans hjerte. Hun stirrede tomt ned i gulvet, masserede sine tindinger træt, og overvejede at lægge sig til at sove - lige nu. Men det ville være ret dumt.  De var jo igang med at snakke, og hun var hjemme hos Jacob. Hun skulle være på vagt, selvom han var der. Eller lige præcis grunden til at hun skulle være på vagt var ham. Hun ville sikre sig, at han ikke kom for tæt på og hvordan han kiggede på hende. Da han satte sig ned ved siden af hende, overvejede hun at rejse sig, men blev siddende. 
"Du lyver for dig selv. Den gang vi var sammen, i sengen, mistede jeg kontrollen. Jeg fortalte dig det ikke, jeg lukkede bare øjnene og bed mig hårdt i læberne for ikke at bruge skammer stemmen. Jeg kan ikke lade dig komme for tæt på, ikke mere. Endnu engang forvolder jeg dig smerte, hvis du hellere vil have en pige, der ikke forvolder dig så megen smerte, forstår jeg det godt." Nej, hun ville ikke forstå det, kunne ikke forstå det, hvis det var! "hjælp er ikke lige altid det man har brug for." Hviskede hun svagt. Hun sukkede svagt over hans spørgsmål. "Vi blev fanget, af nogle underlige mænd, de ville først tage mig som eksperiment men Isobel trådte imellem og fik overbevist dem om at bruge hende først. Hvordan og hvorledes de gjorde det, ved jeg ikke. Men i hvert fald, de fjernede hendes evne, vi slap fri, jeg blev den sidste rigtige skammer, mere stress lægger hos mig nu. Jeg kan ikke tillade mig at følge kærlighedens vej, når jeg har en pligt!" Hun havde rejst sig op, og gik hvileløst rundt.

Han kunne mærke på hende at hun ikke ønskede at han kom for tæt på hende, hvilket holdt ham tilbage fra overhovedet at rykke en centimeter tættere på hende. Selv trætheden kunne han se over hende, men det var som om at hun ikke turde at lægge sig til at sove, som om hun ville holde vagt med ham. Hvad troede hun dog om ham, at han kunne finde på at røre ved hende imens hun sov, for så tog hun grueligt fejl! Det ville han aldrig nogensinde i sit liv gøre imod hende! Han følte sig pludselig en smule utilpas ved tanken om at hun måske tænkte sådan om ham.. En lille knurren voksede op inde i ham, omkring det med at han heller ville have en anden pige. Han ønskede ikke en anden pige, han ville kun have hende! Selvom hun forvoldte ham problemer som hun selv sagde, så ønskede han ikke at miste hende. "Jeg lyver ikke for mig selv, jeg vil ikke have andre end dig," Det kom ud som en svag hvisken, efterfulgt af et suk. Han kiggede nysgerrigt rundt efter hende, da hun begyndte at gå hvileløst rundt, som et dyr i et alt for lille bur. "jeg er da glad for at i slap væk," Han kiggede frem for sig igen. Pligt, hun kunne ikke vælge kærlighed når der var pligt. Til det vidste han ikke helt hvad han skulle sige, han turde næsten ikke sige noget, han vidste ikke med sikkerhed hvor hun ville hen med den sætning. Om hun ville vælge pligt og sige farvel til kærligheden.. Han bed sig tøvende i underlæben, ville sige noget, men kunne ikke få et eneste ord ud igennem sine læber. De snørede sig sammen på hans tunge. "Jeg.. jeg.." Han sukkede og stoppede sin egen sætning..

Det gjorde ondt. Så forbandet ondt. Hun var så træt... De tunge øjnelåg ville skjule de blå øjne, men hun holdt dem oppe. Hun var så forbandet træt, at det gjorde ondt. Hun havde mest af alt bare lyst til at ligge sig ned, lukke sine øjne og sove. Dog kom hun væk fra tanken om det rimelig hurtigt. Der var ikke tid til det! Hun foldede hænderne bag ryggen og gik så rundt i cirkler. Hun lyttede til hans få ord, havde han intet mere at sige? Hun skævede mod ham, men sagde så intet. Hun ventede lidt. Hun skulle finde de rette ord, for ikke at slå splinter i hans hjerte. Det lød ondt, men ja. Havde hun andet valg? Hun kunne ikke finde på andet.
"Du lyver for dig selv, du vil bare ikke indrømme det. Gang på gang, har du skuffet dine forældre, og det skammer du dig over?! Du vil ikke indrømme over for dig selv, at det var dine forældre der burde skamme sig, ikke dig. Du har intet at skamme dig over at du gjorde ting forkert. Men. Som alle i denne verden skammer du dig over ting, selv de mindste ting, du ikke ville regne med at jeg kunne gøre til et stort forfærdeligt problem." Hun sagde det koldt. "Du kan ikke fuldføre din egen sætning, hvorfor? Fordi du ved jeg har ret?" Hun ville drive ham til vanvid, til han blev vred og sagde det han ville. "Du elsker mig, jaja, men det er sikkert bare en midlertidlig forelskelse." Hun vendte sig mod ham. Hendes øjne glimtede af had, falskt men det var ikke til at se at det var falskt. "Der findes ikke kærlighed der varer evigt. En dag, Jacob, en dag vil vi ikke længere elske hinanden. Den dag lurer om hjørnet." Hun mente det ikke. Hun ville bare have ham til at sige hvad han ville... Hun stod rank, kold og næsten ond, og holdte øje med hans bevægelser.

Lige som han troede at tingene ikke kunne skrappe længere hen ad bunden i et mørkt hul, suste hendes ord forbi og sørgede for at han røg under bunden i det sorte hul, så der slet ikke længere var noget tilbage. Han måtte bide sig i underlæben for at forhindre sig selv i at knurre af hende, eller i det hele taget at kaste noget efter hende. De seneste par dage havde han fået sig et MEGET stort temperament, et man ikke skulle lave numre med, medmindre man ønskede at komme tilbage. Hurtigt var han oppe at stå, så på hende og kunne ikke længere kende den pige der stod foran ham med had i sine øjne. Hun havde valgt pligt, så skulle hun heller ikke regne med at få den største bunke kærlighed. De chokoladebrune øjne lyste af vrede og i krogene kunne man ane hvordan en sort bølge langsomt var ved at æde alt det brune. Hver en muskel i hans krop var spændt, hendes ord havde gjort ham rasende! Fordi det var hende sprang han ikke på hende eller gik truende hen imod hende, i stedet blev han bare stående med en truende aura over sig og en svag knurren fra hans krop. "Jeg indrømmer gerne at jeg har ting at skamme mig over! jeg er enig med at det er dem der burde skamme sig også, men du forstår ikke hvad det er jeg egentlig skammer mig over omkring dem!" Hans stemme var truende. "Jeg skammer mig over at være barn af dem! At de ikke ville have mig og at jeg aldrig burde have eksisteret! jeg skammer mig over at være mig!" Langsomt knyttede han sine hænder, så hans knoer blev helt hvide. "Og til det du siger nu, hvis det er sådan du tror om mig, at det kun er en midlertidig forelskelse, hvorfor kom du så overhovedet! Det er ikke bare en forelskelse, jeg elsker dig og det ved du, eller nej, det gør du måske ikke alligevel!" Han kiggede ned i gulvet, for at køle en lille smule ned, selvom det ikke rigtig virkede. "Er.. er det virkelig sådan du har det.. syndes du at vores kærlighed bare er noget der kan forsvinde hvert øjeblik det skal være.." han kiggede igen op på hende, øjnene var ikke længere vrede, i stedet var de fyldt med sorg. "Hvis det er sådan du har det.. så vil jeg gerne bede dig om at gå," Det gjorde ondt på ham at sige det.. Men hvis hun opførte sig sådan, så han ingen grund til at hun skulle være der..

Hvert ord han sagde var som splinter i hendes hjerte. Selvom han var direkte truende overfor hende trådte hun et skridt tilbage og så på ham med store overrasket øjne. Især det sidste han sagde var det der skulle til for at tårerne løb ned af hendes kinder. Først efter et minut adskilte hun sine læber og sagde noget. "Du er ikke Jacob." Hun rystede på hovedet, mens hun ihærdigt prøvede at tørre sine tårer væk. "Jacob ville aldrig nogensinde nogensinde snakke sådan til mig. Du er ikke den Jacob jeg forelskede mig i og elsker." Hun lukkede kort øjnene. "Han ville aldrig nogensinde tale truende til mig, aldrig." Hun åbnede øjnene. "Hvert ord jeg lige sagde var for at få det du ville sige ud. Jeg mente ikke et ord." Hun rankede sig yderligere, viste hvilken kvinde hun faktisk var. "men jeg går alligevel. Jeg forlanger ingen undskyldning, jeg forlanger ingenting. Jeg vil bare have Jacob tilbage." Det gjorde så ondt... Og hun var så træt... Hun vendte ryggen til ham, men kunne ikke få sig selv til at gå. *Gå så!* Forlangede hendes indre stemme hende. *Inden han bliver mere rasende og angriber dig.* DEt fik hende til at gå mod døren.

Han var ikke Jacob. De ord fik ham til at spærre sine øjne forskrækket op, imens en masse tanker kørte igennem hovedet på ham. Selvfølgelig var han Jacob, men hvad havde hun regnet med? At han ville krybbe i støvet som en anden lille hundehvalp og accepterer alt det hun sagde til ham? Han ville bare ikke finde sig i at hun snakkede sådan til ham, han ville ikke finde sig i at nogen snakkede sådan til ham. "Jeg er Jacob," Hans stemme var rolig endnu engang, men han kiggede blot ned i jorden. "Jeg finder mig bare ikke i at nogen snakker sådan til mig, og hvorfor pokker laver man sjov med sådan noget?" han så spørgende hen på hende. "Jeg kunne jo ikke se på dig at alt det du sagde var falsk vel?" han sukkede og foldede armene over brystet. "Eller, laver sjov med, lyver omkring det for at få mig til at sige noget," Han kiggede ned i gulvet igen. Lige så meget som det gjorde ondt på hende, gjorde det også ondt på ham. Han bed sig tøvende i underlæben, inden han gik hen og satte sig ned i sofaen, gemte ansigtet væk i sine hænder. Lidt efter kom Josh ind, så spørgende frem og tilbage på dem begge to. Selvom han var lille, så kunne han sagtens mærke den spændte stemning, hvilket fik ham til at fjerne det smil der ellers var plantet på hans læber.
"Det er da også bare sjælendt at der er gode tider tilbage," mumlede han for sig selv, inden han luntede udenfor til Choice igen.

Han sårede hende, mere end andre nogensinde havde gjort før. Hun havde ikke forventet at han ville krybe i støvet, men han forstod tydeligvis ikke hvad hun faktisk sagde, hvad han selv sagde. Lavede sjov med det?! Hun havde ikke lavet sjov med det! Hun trådte yderligere et skridt væk. Hun lukkede kort øjnene, samlede sig. Hun trak vejret dybt ind og pustede så ud. Hun åbnede øjnene, styrken bag disse øjne var tydeligt lige nu. Hendes øjne havde sorte prikker i sig, hun havde ranket sig og knyttet hænderne.
"Jacob," selv hendes stemme indeholdte styrke, næsten som om skammer stemmen var fremme, "jeg har intet sagt om at jeg lavede sjov. Jeg sagde, at jeg prøvede at få de ord du ikke kunne sige frem. Du fuldførte ikke dine sætninger, jeg bestemte mig for at gøre dig vred, så du kunne sige det du ville. Men jeg havde ikke regnet med at du ville sige at du gerne ville have at jeg gik." Hun sukkede. 
Da Josh kom ind, kiggede hun tomt på ham. Det han sagde var sandt. Der var sjældent gode tider. Og det var hendes evnes skyld. Hun kiggede på Jacob da Josh var gået ud. "Ønsker du virkelig at jeg går?"

Han hørte godt Josh lille kommentar, hvilket bare gav ham en endnu dårligere smag i munden over hans opførsel. Josh fortjente en familie, en far, en mor og måske nogen få søskende han kunne fjolle rundt med. Det eneste Jacob kunne give ham, var en bror der alligevel sjælendt var hjemme, men som elskede ham meget højt og ønskede det bedste for ham. Han fjernede hænderne fra sit ansigt, skubbede den tanke væk. Uanset hvad, så ville han ikke kunne være i stand til at give Josh væk. Bare tanken om at knægten ikke var der når han kom hjem, gjorde at han følte sig tom og et stort hul. Han kiggede op på Nille, mødte hendes vrede øjne og smagen i munden blev bare endnu værre. Det havde lykkes hende at gøre ham vred, men det var en meget forfærdelig måde at gøre det på hvis man skulle spørge om hans mening. "Det lykkes dig.. jeg blev vred og trist for den sags skyld," han så ned i jorden, bed sig tøvende i underlæben. "Nej, jeg ønsker ikke at du går, langt fra.." han så op på hende igen. "Jeg blev vel bare vred og sagde ting jeg ikke mente,"
Lyden fra et lyn der slog ned, fik ham til at rette blikket udenfor, hvor regnens kraftige dråber slog imod glasset på ruden. Det varede ikke længe før Josh kom gående ind, men i stedet for at sige noget, luntede han bare ind på sit værelse og lukkede døren. Jacob kiggede kort efter ham, inden han kiggede hen på Nille igen, med et roligt og dog så forvirret blik. Hvad skulle der blive af dem? De ønskede ikke at sige farvel, men det var også som om at der ikke var noget som fik dem til at smile længere.

Nille tørrede de sidste tårer væk mens han snakkede. Hun fulgte Josh med øjnene da han gik ind men gik direkte ind på sit værelse igen. Ærlig talt, forstod hun ham godt. Han var ked af det, det kunne hun se. Og vred, han virkede også ret vred.  Hun fik lyst til at gå ind til Josh og snakke med ham,i stedet for Jacob der sagde ting han ikke mente. 
"Vred og trist?" Endnu engang løb tårerne ned af hendes kinder. "Jeg kan ikke holde ud at være her lige nu, fordi der er så... Trist og vredt!" Hun slog opgivende ud med armene, og satte sig ned på gulvet. "Hvis du ikke ønsker jeg går, så skulle du aldrig have sagt det!" Hun gemte sit ansigt i hænderne. "Jeg tror på at en forelskelse varer hele livet... Dette er ikke bare en midlertidlig forelskelse. Den er evig, det kan jeg mærke... Det triste er bare at lige nu, er vi kun kede af det og vrede." Hun sukkede.

Alting var virkelig nede i kuldkælderen og det var ikke til at holde ud! Josh var nok den klogeste af dem lige nu, han gik bare ind på sit værelse indtil det hele var drevet over. Der var bare et problem, hvordan skulle tingene drive over? Nille havde sin pligt som betød meget for hende, den kunne hun vel ikke bare lade ligge. Hvis det stod til Jacob, så havde han ladet pligten ligge og rådne op i mørket, hvis det var det er skulle til for at kunne være sammen med dem man holdte af. Men, han forstod jo på sin måde også godt Nille, specielt nu hvor Isobel ikke længere havde evnen og det hele nu hvilede på Nille. Med et enkelt suk gik han forsigtigt hen til hende, satte sig på hug foran hende og sendte hende et forsigtigt og meget svagt smil. "Vores forelskelse er evig, det er jeg også sikker på," han kiggede hende i øjnene og skabte en øjenkontakt, præcis som han altid havde gjort imellem dem. "Så.. hvad siger du til at vi tager den en smule med ro? At.. vi ikke er triste og vrede, men vi i stedet er afslappet omkring hinanden.. Jeg ved godt at du har en pligt og at den betyder meget for dig, du følger dit hoved og det elsker jeg ved dig, men.. hvad siger du til at tage den med ro? Altså.. at når vi er i nærheden at hinanden, skal du ikke være bange for at miste mig eller dig selv.. At du skal have lov til at tænke og bare slappe af?" Hans stemme var rolig. Forsigtigt rejste han sig op igen. "Og med det mener jeg også at.. jeg nok skal lade være med at kysse dig eller andre former for kærlige kontakt, da jeg ved det forvirre dig endnu mere," Han smilte svagt og så ned på hende. "Hvad siger du? skal vi prøve?"

Nille hvilede træt sit baghoved op af væggen som hun også havde ryggen mod. Hun trak vejret stødende, som om hun var mega udmattet, hvilket hun jo var. Hun kiggede på ham, træt og udmattet, da han satte sig foran hende. Hun sank en klump. Hun spærrede forskrækket øjnene op da han sagde, at han nok skulle lade være med at kysse hende eller være kærlig mod hende... Hun lagde sine hænder på hans skulder... Og skubbede ham bagover. Hun rejste sig op.
"Nej." Sagde hun blot. "Enten er vi sammen, eller også er vi ikke. Hvis vi ikke er kærlige overfor hinanden er vi jo venner, så på den måde, har vi jo teknisk set slået op." Hun så på ham, og gik lidt væk. "Medmindre det er hvad du ønsker?" Hendes stemme var hård, vred.

Han sukkede og foldede armene på kors endnu engang. Selvfølgelig var det ikke det han ønskede, men hvad pokker ville hun have ham til at gøre? Hun havde jo selv sagt før at hun ikke måtte lade ham komme for tæt på hende alligevel. Hendes vrede stemme gjorde ikke tingene bedre.
"Nej, det er ikke det jeg ønsker," sagde han og kiggede derefter ud af vinduet. "Jeg vil bare gerne.. Jeg vil bare gerne have at vi skulle kunne være i nærheden af hinanden uden at der hele tiden skal være en anspændt stemning imellem os," han kiggede hen på hende igen, et svagt smil på hans læber. "jeg prøver bare at fortælle dig at jeg ikke vil miste dig, hvad skal jeg gøre for at tingene skal gå rigtigt imellem os?" Han kiggede ud af vinduet igen, betragtede regnen der hamrede imod ruden. Han vidste snart ikke hvad han skulle gøre længere, Nille var en af det mest forvirrende personer han kendte.

Nille gad ikke den diskussion mere, men hun kunne ikke bare lade det være. Det handlede jo om deres forhold. Hun sukkede svagt, og kørte hænderne igennem sit hår, men fingrene undgik omhyggeligt den hvide fjer i hendes hår. Hun ville bare ud, ud af det her hus! Der var så anspændt, og vrede. Sorg. Smerte. Åh, hun kunne ikke holde det ud! Hun måtte udenfor, men det regnede jo! Hun var fanget her. Hun kiggede på ham.
"Være i nærheden af hinanden uden der er anspændt?! Her er ikke anspændt, her er fyldt med sorg og smerte, vrede! Jeg kan ikke holde det ud!" Hun sukkede svagt. "Undskyld, Jacob.." Hun lukkede øjnene. "Men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad du kan gøre, så lad vær med at spørge." Hun lagde armene om sig selv. "Jeg vil ikke være sur på dig, men det er svært, når her er så fyldt med vrede, sorg og smerte." Hun bed sig i underlæben.

Han hørte hvert et ord hun sagde, det kunne ikke undgås og det ville han jo heller ikke. Hendes ord gjorde ham både vrede og trist. Selvom han prøvede at være der for hende, så ville hun jo ikke have det og når han forslog at hun sagtens kunne være hos ham, uden at hun skulle tænke på den skammer pligt, blev hun bare vred og troede han forsøgte at sige de skulle slå op. Hvad skulle han gøre? Hvad kunne han gøre? Hvorfor skulle det være sådan.. Et nyt lyn slog ned, oplyste rummet og Jacobs skikkelse. Han sukkede og kiggede hen på hende, selvom hun sagde undskyld, så hjalp det ikke overhovedet. Hun ønskede ikke at være der, så kunne hun blive fri. Om han så forsøgte at hjælpe, så tog hun ikke imod den og skubbede ham bare væk, som var han affald. En lille solstråle ramte ind i stuen, så han endnu engang kiggede ud af vinduet. Det regnede ikke længere, nu kunne hun gå sin vej, hvis det var det hun ville. Med armene langs sin side gik han helt hen til vinduet, kiggede ud og betragtede haven. Græsset var vådt, det samme med bladene på træerne. Han kiggede hen på hende igen, øjnene lyste svagt af sorg. "ja, her er skam fyldt med de ting," Hans stemme var hæs. "Jeg vil heller ikke være sur på dig, men det er svært når det virker til at du ikke ønsker at tage imod den hjælp jeg nu prøver at give,"

Nille satte sig tungt ned på gulvet. Hun var så skide forvirret. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hans hjælp var ikke nogen hjælp for hende. Hans løsninger var ikke nogen løsninger for hende. Hun ville bare... Væk. Væk fra denne verden. Hun kunne ikke mere. Hun ville væk. Hun kunne bare ikke tage væk. Hun måtte ikke. Hun spjættede forskrækket i kroppen da en tanke slog ned i hende. *Find Rebecca.* Nej! Hun ville ikke finde den tøjte! Men hun fik intet valg, da pludselig døren blev sparket ind. En kappeklædt person trådte ind. Nille rejste sig op. Rebecca trak den sorte hætte tilbage, hendes blonde hår var samlet i en høj hestehale. Hendes læber var formet til et kækt smil. Nille snerrede. "Ro på, snuske." Sagde Rebecca. "Jeg kan allerede regne ud hvad der er galt. Evner er ikke nemme at have med at gøre. Dette er hvad i skal gøre; Jacob du bliver nød til at putte bind for øjnene af hende, når i..." Rebecca smilede skævt og vippede med øjnebrynene, og hun nikkede hende imod Jacobs soveværelse. Nille rødmede dybt.

Pludselig blev døren åbnede op med et brag, så det rungede igennem hele huset. Jacob henvendte sig med det samme til døren, spændte hver en muskel og var forberedt på hvad eller hvem der kom ind af døren. Udenfor bemærkede han Choice vrinske højlýdt så det skar igennem luften. Hun var ikke glad for at Rebecca var kommet. Han sendte Rebecca et falsk smil og kiggede hende i øjnene, imens han foldede armene over brystet. "Hvad bringer dig så til mit hjem endnu engang, for jeg husker ikke at have inviteret dig," Hans stemme var ru og truende. Han huskede tydeligt deres sidste møde, dolken hun havde rakt frem imod ham og den måde hendes stemme havde lokket ham til næsten at have ladet den snitte hans hud. Tanken fik ham til at få små kuldegysninger og han bed sig i underlæben for at komme på andre tanker. De ord hun sagde fik ham bare til at hæve et øjenbryn. "Hvad skal du nu blande dig i det for?"

Hvis Jacob gjorde Rebecca noget, ville Nille med garanti blive vred på ham. Rebecca så koldt på Jacob, og hævede et øjnebryn over hans ord. Nille trådte hen til Rebecca og så bestemt på Jacob. Hun så på Rebecca med interessante øjne, da hun ville høre hvad Rebecca havde at sige. Faktisk var Nille også ret nysgerrig over hvordan Rebecca vidste hvor hun var... Hmm... Nå. Ja, det var jo intet mysterium. Rebecca havde nok holdt øje med hende, hørt deres skænderi, eller noget i den stil. Det kunne godt være, det var det eneste hun lige kunne finde på lige nu. Det var også sandheden.
"Nej, du har ikke inviteret mig, men jeg har ikke brug for nogen invitation. Så flet næbet, jeg prøver at hjælpe jer." Snerrede Rebecca, og kneb øjnene lidt sammen. "Kan du ikke være ligeglad? Jeg vil hjælpe, for jeg har selv haft den byrde Nille har levet med, dengang hun var i mørket." Rebeccas øjne blev fyldt med frygt. "Og jeg ved hvordan det er ikke at kunne være sammen med den man elsker. Jeg oplevede det selv, da jeg midlertidligt havde hendes evne. Så jeg ønsker at hjælpe. Så enten tager du imod hjælpen eller også er du en dårlig kæreste!" Rebecca så udfordrende på Jacob.

Han ønskede ikke at hun skulle være her, men der var noget over Nille's opførsel overfor Rebecca der gjorde at han ikke kunne smide hende ud eller bede hende om at gå. For han havde det som om, at hvis han bad Rebecca om at gå, så ville Nille også se det som at hun skulle gå og følge med hende. Det skulle i hvert fald ikke undre ham, og det orkede han ikke at skulle diskutere lige nu! Faktisk orkede han ikke rigtig noget, han ville bare have at tingene for en gangs skyld skulle ordne sig, så både ham og Nille kunne få en normal tid igen. På den måde kunne Josh også få det en smule bedre ved at han ikke skulle være omringet at negativitet. Så hvad end denne Rebecca ville gøre for at hjælpe, så han ikke nogen grund til ikke at tage imod den, selvom han ikke brød sig om hende overhovedet. Han måtte følge sætningen: Du må tage det sure med det søde.
Han sukkede og lod derefter armene falde langs sin side, som lukkede han sit skjold op og lod Rebeccas ide trænge ind på ham. "Fint, hvordan tror du at du kan hjælpe os?" hans stemme var rolig igen og han så spørgende på hende med et roligt blik.

Rebecca var ærligtalt ligeglad med Jacob. Hun ville hjælpe Nille, ikke ham. Men hvis hun skulle hjælpe Nille, skulle hun hjælpe Jacob, selvom hun ikke brød sig om det. For Nille elskede Jacob, selvom Rebecca ikke brød sig om det. I Rebeccas øjne var det som om Jacob ikke elskede Nille, men bare udnyttede hende, men det var jo forkert. Og det vidste Nille. Rebecca var bare helt sikker på det, men hendes ord ændrede ikke Nilles mening om Jacob. Nille så på Jacob og smilede da han endelig lod Rebecca hjælpe. Hun gik over til ham og lagde sine arme til ham, til et kram. Men hun ville ikke give slip. For det turde hun ikke.
"Som sagt, bind for øjnene når i har.. JA i ved." Rebecca smilede svagt. Hun satte sig mageløst ned på sofaen og betragtede dem roligt. "Hvis hun har bind for øjnene kan hun ikke se dig, dermed vil hendes skammer stemme ingen virkning have på dig. Så hendes evne vil ikke blive brugt mod dig, plus, det er mere nydelse for hende med bind for øjnene." Hun blinkede drillende til Nille som straks gemte sig ved Jacob. Lige nu var Nille som en pige der havde mistet al sin styrke, hun var jo træt. "Og du, " Rebeccas blik blev hårdt da hun så på Jacob, "du skal stoppe med at presse hende. Hun har ikke svarene på dine spørgsmål." Rebeccas stemme var kold.

Han vidste ikke om det Rebecca ville komme med var brugbart eller om det bare var noget som de kunne smide direkte ud i skraldespanden igen. Men han havde intet valg, der var intet at miste lige nu, så de kunne lige så godt lytte til denne pige selvom han ikke rigtig brød sig om hende. Om han nogensinde ville komme til det var et helt andet spørgsmål, som han ikke orkede at besvare lige nu. Indtil videre så svaret ud til at hælde imod nej. Følelsen af en omfavnelse var det der skulle få ham til at komme ud af tankerne og straks blev han mødt ved synet af Nille der omfavnede hende. Han fik et kærligt smil på læben og lod sine egne arme glide om hende til en beroligende omfavnelse. Selvom han var i en helt ny krop, så var han stadig kold som altid. Trods alt havde han stadig sin evne, der dog ikke længe var så tydelig på det nye udseende, som han stadig ikke han vendt sig til. Hvis han nogensinde kom til at vende sig til det. Han kiggede ned på Rebecca og kunne godt mærke en lille rødmen brede sig på de solbrune kinder, men han skubbede den hurtigt væk og prøvede i stedet at fokusere. Dog undrede det ham at det pludselig virkede til at Rebecca var den kæphøje og Nille var den tilbageholdne. Hun var helt sikkert træt, så han valgte ikke at spørge mere ind til det. I stedet nikkede han bare til det Rebecca sagde og ignorerede fuldkommen at hun både kiggede koldt på ham og snakkede til ham som var han en seriemorder. Han kiggede derfor ned på Nille, sendte hende et skævt smil og adskilte sine læber for at sige noget til hende. "Jeg lover at jeg ikke vil presse dig mere og stille spørgsmål," han kiggede hende dybt i øjnene, så hun kunne se at han mente det.