Power and control ~Jacob&Nille~

Kira var udmattet, hun kunne snart ikke mere, så da Nille sprang op på for at få hende væltet, kunne hun ikke stritte imod og lod sig falde ned på siden. Det hele gik så hurtigt for hende, inden længe kunne hun mærke en smerte i sit ben, faktisk kunne hun mærke at benet forsvandt. selvom det var en voldsomt smerte, så var hendes skrig svage og udmattet, hun kunne intet gøre og måtte se døden i øjnene. Lige som da hun rettede blikket op imod de tre unge væsner, fik hun øjenkontakt med hendes søn og selvom hun vidste at han sagtens kunne finde på at dræbe hende, så bad hun ikke om nåde. Hendes øjne strålede nærmest om at han skulle slå hende ihjel, gøre en ende på hendes elendige liv og lidelser! Jacob beholdte øjenkontakten i få sekunder, inden han formede en istap i sin hånd og med lynets hast havde stukket den igennem hendes hjerte. Kira skreg et sidste skrig, inden hun lukkede sine øjne i og langsomt blev til sin menneskeskikkelse. Med et forpustet åndedræt og et hjerte der sad i halsen, smed han istappen fra sig og kiggede skiftevis på Caroline og Nille. Han ville sige noget, men kunne ikke få et ord fremført, hvad sagde man lige efter sådan en situation? Hurtigt henvendte han sig dog til Caroline. "Du.. har noget at forklare fr. kan gå i sollys!" Hans stemme var forpustet og forvirret.

Og igen gik det hele ufatteligt stærkt. Da Nille havde væltet Kira, rullede hun til side og rejste sig hurtigt op.  Hun så mod Kira, Jacob og Caroline. Hun skar ansigt da Caroline let og uden besvær rev Kiras ben af. Hun stillede sig hen ved siden af Caroline, og så kort på det afrevet ben. Hun så nedladende på Kira, men kunne ikke lade være med at have lidt medlidenhed med hende... Hun lukkede øjnene da Jacob stak en istap i Kiras hjerte. Skriget fra Kira, Nille ville dog ikke indrømme det, gjorde ondt. Hun åbnede øjnene og så ikke på liget. Hun kiggede på Jacob og Caroline.
Først sagde hun ingenting, men så adskilte hun sine læber. "Og det mærke..." Nille kiggede på mærket med store øjne. "Hvordan er det sket?"

Caroline så på Jacob der dræbte Kira, normalt ville de øjne og det skrig give hende en knude i maven af medfølelse. Men det havde hun ikke ligenu, det var længere tid siden hun havde haft det.. Caroline kiggede på Jacob da han kommenterede hendes 'gå i sol' og Nille kommenterede 'mærket'. Caroline skar kort ansigt og kiggede skiftevist på dem begge to.
"Altså jeg fandt noget kaldet Elona'dals blod, og det gjorde mig immun for sollys og helligelys genstande." Svarede hun nemt, og så Jacob lige ind i øjnene. Det med mærket var ikke hårdt eller svært at tale om, Caroline var stærk nok til at snakke om ting som det uden at gå en form for sorg ind over. Hun holdt hovedet koldt i næsten alle former for situtrationer.
"Denne her Dæmon Oliver, jeg mødte ham ret uheldigt. Han satte sit slavemærke på mig, da han faktisk købte mig. Han sagde han vil finde mig når han har brug for mig, men jeg vil æde min hat på med det samme jeg ser ham. Så er han død." Svarede hun og kiggede igen skiftevis på dem.
"JEg skal bare finde en måde at få det fjernet på, men ja. Det skal nok gå alt sammen."

Slavemærke og engle gudindes blod. Det lød alt sammen som noget man kunne finde på at fortælle i en legende! Noget der startede med: For længe siden, i et fjernt, fjernt land. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det. Normalt ville han have ladet sine ord strømme ud af munden som et vandfald, men lige nu var han så træt og udmattet, at hele hans mund føltes som en ørken og tungen en strandede hval. Han sendte derfor et smil i stedet og begyndte langsomt at gå hen imod Kira. Med en rolig bevægelse satte han sig på hug ved siden af hende. Dog følte han at han skulle sige et par ord til Caroline, så han sugede derfor lidt luft ind, for at kunne få sin stemme til at lyde rolig i stedet for hæs og udmattet. "Sikke noget Care, det ene er positivt og det andet er negativt," han kiggede op på hende, imens han fortsat sad på hug og måtte knibe øjnene en smule sammen, for ikke at lade solstrålerne blænde ham. "Det er skønt at du fik fat i hendes blod, det må ikke have været nemt! og med det andet, det lyder meget som noget Josh har været ude for.. ha, måske har i mere tilfælles end man skulle tro," Det sidste kom ud som en lille mukken, fordi han vidste at Caroline var meget vred på Josh over det han havde gjort imod hende, for et par måneder siden. Han kiggede derefter ned på Kira, der stadig havde øjnene åbnet og selvom de burde at være fuldt med smerte og sorg, så var de i stedet fyldt med kulde og ligegyldighed.. I det øjeblik han kørte en hånd henover hendes ansigt, for at lade øjenlågene dække hendes øjne, gik det op for ham hvad det var han egentlig havde gjort. Han havde dræbt Kira.. Hans mor.. Tanken fik ham til at tænke tilbage og han måtte kigge op på Nille og Caroline, for at fokusere på hvor han egentlig var henne. Han tog armene ind under Kira, løftede hende op i sine arme som vejede hun ikke mere end en fjer og langsomt begyndte han at gå ind imod skoven. Der gik dog ikke længe før han stoppede op og vendte sig om til Caroline og Nille. Han sendte dem et skævt smil. "Jeg kan ikke bare lade hende ligge der, ond eller ej, hun skal ikke lægge der og rådne," Det var en lille spørgsmål til om de ville med eller ej, om de ville gå deres vej eller vente der indtil han kom tilbage igen.

Åh gudinde. Det med at hun kunne gå i solen var godt, rigtig godt. Det med mærket var noget rigtig dårligt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun kiggede først på Caroline, derefter Jacob, og derefter ned i jorden. Tro det eller ej, hun følte sig omgivet af fremmede. De havde alle tre forandret sig, det kunne hun mærke, det skræmte hende lidt. Men hun måtte tage det med løftet hage. Hun sukkede svagt. "Jeg siger det samme, det er godt du kan gå i solen." Hun smilede roligt til Caroline. "Og du sagde dæmonen hed Oliver? Ved du hvad hans efternavn er?" Hvis man kendte Nille godt, ville man vide hvad hun havde i tankerne. Denne Oliver skulle bøde for hvad han havde gjort. Det var Nilles pligt som Skammer og som ven, at få Oliver til at bøde for at have gjort det mod Caroline. Nå, i det mindste var Jacob ikke helt ond.
"Enig." Mumlede hun blot. Men alligevel var hun for træt til at bevæge sig, men hun gik over til Kira og trak sine to daggerter ud af hendes ryg. Hun tørrede blodet af i græsset og stak dem derefter ned i læderstøvlerne, i deres gemmested. "Jeg venter her." Hun smilede til dem.

Caroline nikkede lidt og smilte til dem begge to, utroligt nok at det smil kunne blomstre selvom hun havde været igennem så mange ting. For ændret sig, det havde de allesammen.. Og alligevel stod de der stadigvæk, blot meget stærkere end nogensinde før! Caroline kiggede på Nille.
"Jeg kender ikke hans efternavn, jeg ved bare han er dæmon. Og en ret død en næstegang jeg ser ham." Svarede hun og kiggede imod Jacob, han havde ret. De burde fjerne liget, derfor nikkede hun til ham forståeligt.
"Vi bliver her, bare giv dig den tid du behøver." Svarede hun og smilede let samt blidt til Jacob. Hun vidste ikke om han alligevel havde det godt med at begrave sin egen mor.. Caroline havde aldrig haft problemer med sine forældre.. Og havde sammen med Sean begravet dem.. Hende og Sean havde det godt i selsskab med hinanden, ikke noget Nille og andre behøvede at vide noget om. Der var jo ting man ikke sagde til andre.. Caroline gik ud i køkkenet og vaskede sine hænder, der var lidt blod fra Kira på.. Og det ønskede hun enlig bare at komme af med. Hun kiggede da Jacob var gået, og tog så den ødelagte trøje af.
"Jeg hugger seriøst et eller andet, jeg vil ikke have folk skal se det mærke. Det klæder mig ikke ligefrem." Svarede hun da hun kom ind i stuen igen, hun grinte kort af sig selv da hun passerede Nille. Hun smuttede ind i soveværelset og rodede rundt i Jacob's tøj til hun fandt en hættetrøje. Hun tog den på og gik ud i stuen igen. Heldigt havde hendes sorte shorts ikke taget skade. Så slog hun armene omkring Nille bagfra, bare fordi hun lige havde lyst. Hun lagde sit hovede på Nilles skuldre, og grinte kærligt.

Han nikkede til dem begge, sendte dem et blidt smil og vendte ryggen til dem for at gå ind i skoven. Jacob var ikke ond, langt fra, men man kunne sagtens sige at han havde forandret sig fra dengang hvor han bare så hele livet som en leg. I stedet var nu mere ansvarlig og handledygtig. Ansvaret han havde fået over Josh havde gjort ham klogere, samt alle de ting ham og Nille var gået igennem. Han var stadig sig selv, men var blot blevet en smule mere voksen og stærkere i sit sind! Trods alt havde han besejret både Nethan og Kira, med hjælp fra dem der stod ham nær selvfølgelig og alligevel var han sluppet helt skindet fra det. Det samme var dem der stod ham nær. Tankerne om fortiden gjorde ham helt ør i hovedet, han ønskede bare at glemme det hele og fokusere på det han altid havde fortalt sig selv. Man skulle ikke dvæle ved fortiden, i stedet skulle man fokusere på fremtiden og det den havde at give, hvad enden om det var godt eller dårligt, man var nød til at tage imod det. Han fortsatte med at gå igennem skoven, vinden blæste kraftigt og en velkendt snævre duft i luften lagde an til at det snart blev regnvejr. I midten af skoven kom der en lille lysning, hvor træerne dannede en cirkel, som en gruppe væsner der holdte om hinanden og sang om et lejrbål. I lysningens midte lagde der en bunke sten der var stablet ovenpå hinanden. Den var formet som en Kuppel og det var tydeligt at den gemte på noget. Jacob vidste hvad kuplen gemte og det behøvede andre ikke at vide. Inde bag stenenes mure lå Nethans døde krop og forsvandt med naturen. Inden længe ville Kira lægge ved siden af ham i sin egen kuppel af sten..
Han lagde Kira ned og langsomt gav han sig til at finde stenene der skulle bruges. Et par enkle dråber ramte ham og inden længe var hele skoven dækket af regndråber der faldt imod jorden på en blid måde. Vinden tog forsigtigt fat i træerne i lysningen, så det kunne ligne at de holdt om hinanden og svajede, for at minde Kira en sidste gang.

Der gik måske lidt tid, men inden længe var Jacob tilbage i hytten med drivvådt tøj og en mund der ikke havde lyst til at smile. Han kørte irriteret en hånd igennem det våde hår, inden han gik ind i stuen og kiggede rundt efter hvad Caroline og Nille lavede.
Josh sad på gulvet og spillede en form for brætspil. Han smilte over hele hovedet og lod til at more sig fint.

Selvom de lige, eller rettere sagt Jacob havde slået Kira ihjel, var Nille stadig rørt af at hun havde ladet Jacob komme for tæt på igen. Hun kørte hænderne igennem sit hår, mens hun gik mod huset, da Caroline gjorde. Hun så kort rundt, det havde ikke ligefrem været en behagelig morgen, måtte hun indrømme. Hun foretrak at alle fortalte hende sandheden, selv hvis de undgik at fortælle hende noget, ville hun vide det. Hvis ikke hun vidste det så ville hun ikke vide hvem hun måtte dræbe, hvem hun måtte sin bruge evne mod. Uanset hvad, ville hun bare vide sandheden. Skammerne gik efter sandheden. Således gjorde Nille også. Nille nikkede blot til hvad Caroline sagde, mens hun var fanget i sine egne tanker, som var de lænker der holdte hende fast.
Nille så ud af vinduet, da hun pludselig mærkede at Caroline krammede hende bagfra. Nille smilede svagt, Carolines gode humør havde altid kunnet smitte af på Nille, men lige nu var det svært at gøre Nille glad. Det var dog en lettelse for hende at ingen rigtig lod sig mærke af det. Hun kiggede på Jacob da han kom ind igen. "Fandt du et sted at begrave Kira?" Selvom det nok var tydeligt at han havde, så spurgte hun alligevel, for ikke at være total tavs.

Regnen som var begyndt at falde ned på det der ellers så ud til at blive sådan en god dag.. Alt havde lige pludselig taget et sving på hovedet. Caroline ønskede ikke at den triste stemning skulle blive ved med at hænge over hovederne på den, hun opfangede Jacob på vej hen imod døren. Og kiggede derhen imod da han trådte ind, hun kunne se på ham at han ikke var glad.. Og Nille var heller ikke helt glad, Caroline gik hen til Josh som sad på gulvet og ulede ham i håret. Hun kiggede op imod Jacob, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kiggede skiftevis imod Nille og Jacob, og sukkede så lidt.
"Jacob gå ind og skift til noget tørt tøj.." Sagde hun bare så var han fri for at tage sig af at hende og Nille var i hans hus. Bare få nogle minutter inde i soveværelset til sig selv, det kunne han måske bruge.. Caroline pustede tungt ud, og nikkede lidt for sig selv..
"Lige da man troede dagen kunne gå godt, så vender alt sig på hovedet." Svarede hun og hvis de havde tænkt sig at opfører sig videre på den måde, så ville Caroline sprede smil andre steder.. Men kun hvis de ikke kunne prøve at skubbe tristheden til side.. Caroline havde øvet sig i det, men det betød jo ikke andre kunne finde ud af det.. Hvilket var en stor skam.. Det krævede nogle gange noget af hende at forstå at alle ikke kunne gøre ligesom hende. Caroline lignede en som ikke var blevet påvirket overhovedet af sagen, hun så ikke kold ud. Man kunne bare ikke se der var sket det helt store, hun kunne godt ligne en der var ligeglad.. DEt var hun ikke, hun var bare rolig. Caroline ønskede ikke at holde det med Sean hemmeligt, men han havde jo reddet hende to gange. Første gang var nærmere en hjælp, men han valgte at redde hende den andengang hvor han kunne have løbet hvis han havde været ligeglad.. Så hvorfor ødelægge gode forbindelser, desuden var det jo ikke noget som indgik andre, så derfor var ikke noget hun behøvede at fortælle. Bare fakta som hun undlod at sige til nogen.
Caroline gik hen og satte sig i sofaen, og lænede sig tilbage med et lille smil på læben, regnens lys var dejlig rolig og rar for hendes forstærkede hørelse. Den hun var nu, var den person hun altid havde drømt om at blive. Hun havde aldrig nogensinde troet at hun skulle blive så stærk som hun var nu..

Josh kiggede med et smil op på Caroline, rettede kort det pjuskede hår inden han rettede opmærksomheden imod brætspillet endnu engang. Jacob smilte til dem begge, for at vise tingene nok skulle ordne sig og at de ikke skulle være nede og skrabe bunden. "Ja, det samme sted Nethan er, så kan de i det mindste være der sammen selvom de hadede hinanden," hans smil blev en anelse svagere, men han rettede det hurtigt til at være en smule bedre igen. Langsomt begyndte han at gå ned imod sit værelse, men kort inden han gik ind bag dets mure, kiggede han sig over skulderen og smilte til dem. "Tak for at i var der, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden jer," Han nikkede taknemligt til dem, inden han forsvandt bag døren og ind i det værelse hvor han tilbragte sine nætter. Så snart Jacob var ude af syne, kiggede Josh op fra gulvet og skiftevis hen på Caroline og Nille. De chokoladebrune øjne søgte efter svar, eller bare noget som han kunne fortælle dem, så de ville måbe. Han lod sig falde bagover, så han lå på ryggen og kiggede op i loftet.
"Det har du ret i Caroline, men desværre er det en del af livet," sagde han imens han fortsat lå ned på gulvet. Med et var han dog oppe at sidde igen og kiggede skiftevis på dem begge endnu engang. "i er dem der står Jacob meget nær, så vil i love mig noget?" Han kiggede spørgende på dem begge. "Lov mig at lige meget hvad der sker, så vil i holde sammen, jeg vil hverken nyde at se jer eller Jacob bukke under over at have mistet en," Han smilte skævt, inden han lod sig falde ned på gulvet igen. Han vidste at hvis Jacob ville miste Care og Nille, så var der meget stor sandsynlighed for at han bukkede under og det ønskede han ikke.. Ung, men ikke dum og det skulle ingen tro.
Lidt efter kom Jacob ud, med andet tøj på og så skiftevis på dem begge. "Noget jeg kan byde jer på? frugt, te eller.. kaffe?" Han løftede spørgende på skuldrene og så skiftevis på dem begge to.

Jacobs smil hjalp ikke Nille, ej heller ville Carolines smil. Hun var faldet ned i hendes tanker, hvilket ikke kunne ende godt. Hun overvejede at smutte, bare for at slippe fra de tanker der omgav hende, ved at være her. Hun havde lyst til at kaste sig tudende ind i ens arme, for at blive trøstet, men det var hun alt for stolt til. Hun havde ranket ryggen, armene over kors, og så ud af vinduet, mens hun brugte sine andre sanser end øjnene til at vide hvad der skete i huset. Hun sagde intet, hun smilede bare over Jacobs ord, da hun ikke kunne få et ord ud.
Hun vendte sig om mod Josh da han begyndte at snakke, og hun smilede over hans ord. Ja, Josh var lille, men han var ikke dum. Han var klog af sin alder, hvilket til tider overraskede Nille, men hun var begyndt at vænne sig til det. "Jeg lover det." Nille kiggede på Caroline med et skævt smil.
Hun kiggede på Jacob da han kom ind igen. "Nej ellers tak." Hun brød sig ikke helt om at få det spørgsmål, da hun altid følte sig som en fremmede, når folk spurgte hende. Hun sukkede svagt og kiggede ud af vinduet. Der var en ret akavet situation syntes hun..

Caroline havde altid vist Josh var klog, hun havde kendt ham længere end nogen af de andre. Hun havde altid sørget for at han skulle se så lidt frygt af alle kvinderne så muligt. Hun havde endda prøvet at virke tapper når hun havde været mest bange, for hans skyld. Den lille Josh var som en søn for hende når hun så hans smil, den store var som en bror. Det var nok fordi hun havde det mærkeligt med at kigge på ham når han var fra fremtiden. Caroline nikkede til Josh.
"Lover jeg din lille trold." Svarede hun og rejste sig op, hun brugte sin fart til at løbe hen og kaste ham lidt op i luften. Men ikke for højt som hun nok kunne, hun svingede ham lidt rundt inden hun så krammede ham. Hvem vidste måske var det sundt for ham at se hvordan hun havde udviklet sig? Hun vidste jo at den ældre ham faktisk lignede hende lidt på personligheden, men han var selvfølgelig også vokset op med hende og havde set hende i nogle perioder. Men Jacob var vist hans nye forbillede nu, og selvom det var mærkeligt for hende inderst inde.. Var det ikke noget hun gik og tænkte på andet når hun var i nærhver med Josh. Han var jo engel, hun kunne sagtens fornemme hans færd. Caroline satte ham ned og smilede skævt til ham. Hun rettede blikket op imod Jacob, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Nej tak, jeg kan skam vente med at forsyne mig til senere." Hentydning til hun havde brug for blod, eller ikke brug for det. Men det var nok den delikatese hun fortrak mest frem for alt. Caroline kastede sit blik imod Nille.
"Søtte kom herover og sid, ellers så kommer jeg og svinger dig over skuldren! Jeg kan regne ud du er lidt fraværende, men kom herover og sid ved mig!" Sagde Caroline og smilede til Nille, Nille vidste udemærket at Caroline ville komme over og kaste Nille over sin skulder hvis der ikke var nogen anden måde at få Nille derover på. Hun kastede et hurtigt blik over til Jacob, og hævede et bryn. Tydeligt at hun vil have ham til at slå måsen i sæddet. Hendes blik skreg nærmest 'sit'.

Josh nikkede tilfredst til dem begge. Et smil blomstrede på det uskyldige barneansigt. Selvom han sjælendt så dem alle tre sammen, så vidste han at de havde et bånd som ikke kunne brydes af andre. Det bånd kunne kun brydes af dem selv, hvis en af dem skulle vise sig at trække ud og give op, hvilket var det Josh ikke ønskede. Inden han overhovedet noget at blinke, mærkede han et sus i sin mave og kunne ikke længere mærke jorden under sine fødder. Han undslap en latter, imens han krammede sig kærligt ind til hende, gemte sig væk og nød den varme af glæde hun sendte igennem ham. Jacob var et nyt forbillede for Josh, men Caroline betød stadig meget for ham. Hvis der skete hende noget, ville der også ske ham noget! Hun var en søster, en af dem man kunne komme hen til når man havde brug for at snakke.. Da han kunne mærke jorden under sine fødder igen, kiggede han op på hende. Øjnene af strålede af glæde og et kærligt smil spredte sig over hele hovedet. Den glade aura spredte sig rundt i rummet. Jacob kunne endda mærke den da han kom der ind.. Den varmede ham og langsomt begyndte han at slappe af igen. Carolines blik fik ham kort til at ryste kærligt på hovedet, inden han gjorde som blikket skreg og satte sig ned.. Nysgerrigt kiggede han fra Nille og Caroline. Det var længe siden at de tre havde været sammen på samme tid, måske kunne det rent faktisk være en god ide.. Selvom Jacob ikke var meget for at snakke om problemer, så kunne det være at en rolig snak med de to bare var det der skulle til. Han kløede sig kort i nakken, så sig omkring.. Hele rummet havde en god stemning over sig..

End ikke Joshs glade aura mildnede Nilles uro, hun blev ved med at se uroligt, anspændt, ud af vinduet. Hun kunne ikke forholde sig til, hvad hun havde ladet ske. Hun kunne ikke glæde sig over at de alle tre var sammen på samme tid, det.. hendes pligt var ved at få for stor betydning for hende, noget hun helst ikke ville indrømme overfor Jacob og Caroline.
Hun smilede kort til Jacob, men kun kort, for hurtigt blev hendes smil væk, og hun så ud af vinduet igen med den triste mine, eller rette, den urolige, anspændte mine. Hendes tanker strøg omkring hvad hun kunne gøre ved det hele, måske hvis hun...
Så skar Carolines stemme igennem hendes tanker, så hun blev nød til at ryste på hovedet for at genopfatte fatningen. Hun vendte sig om mod Caroline med ryggen lænet op af væggen. Hun smilede skævt. "Meget vel." Hun rettede sig op, og gik mod Caroline, for derefter at sætte sig ved siden af hende. Hun trak benene op til sig, slog armene om dem, og gemte sit ansigt. Ikke fordi hun græd, men hun havde stadig brug for at tænke.

awww, vidunderet ved at samle emner sammen! Man finder disse xD//