kom her, jeg har noget at vise dig. Tystys! Der er ikke for alle og enhver...( Alane)

Hun betragtede ham, et eller andet sted var hun bange for at dette ikke var det svar han søgte eller havde håbet på hun ville give men uanset hvad så var det sådan hun havde det. Frygten for det han havde gjort lå stadig i hendes underbevidsthed men det var ikke noget hun lod komme frem eller lade sig mærke af. Alane havde trods alt besluttet sig for at give ham en chance mere og hvad nyttede den hvis hun blot hang i fortiden og hvad han havde gjort den gang. "Det er rigtig sødt af dig Sean. Jeg sætte pris på du bekymre dig om min sikkerhed". Let lænede hun sig op og skubbede blidt sine læber mod hans i et blidt, let men varmt og kærligt kys. Hendes øjne gled i i den korte stund kysset nu ellers varede. Derefter tog hun selv sit glas og smilede til ham, et smil der nåede hendes øjne. Han fik hende til at glemme alle de ting der foregik omkring i verdenen, det var rart, ingen bekymringer om noget. Hun tog en tår af vandet, den kølige væske gjorde hendes has godt og så var det også bare rart med noget køligt hernede i denne varme. Hun placerede derefter glasset på bordet og lod en hånd glide igennem hendes lange hår mens hun holdt sit blik rettet mod Sean. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt flabet til ham. "Åh jamen jeg er vidst ikke den eneste der har fået mig et lag tæsk".. Hun kiggede på ham med drillende øjne men besluttede sig for at svare hans spørgsmål. "Jeg er begyndt i 'lære' hos en for ikke særlig lang tid siden men jeg ikke lige hvordan det kommer til at fungere nu med alt det med udøde og sådan noget". Alane kiggede på ham med et lille smil på læben.

Han så lidt på hende med sine mørke øjne. Hans finger gled ubevidst over først en af hans ar, så over hans armbånd på den ene arm, før han lod hånden glide ud og nusse Alane forsigtigt. En blid bevægelse, som alligevel fortalte han holdte af hende og ønskede at være tæt på hende. Han så lidt nysgerrigt på hende.
"I lære? Hos hvem og med hvad?" spurgte han nysgerrigt. Han kunne ikke undgå hans blik gled over hende et øjeblik, som så ofte før, lagde mærke til de små detaljer. Selv tæsket var hun lækker at se på, helt klart en af den slags piger der ville være højest på hans menukort. Han tænkte kort på Camille, der mente at han knap nok kunne lade en pige flytte ud, før han lod den næste komme ind. Hun forstod det ikke, hun så og tolkede tingene som hun ønskede. Luce var ikke hans kæreste eller sexpartner på nogen måde og havde aldrig været det. Det var sandt hun flyttede ud og Alane ind, men det var kun for en tid.
"Forresten. Jeg har et lille barn derhjemme, Connor. Han er et dæmonbarn jeg har overtaget for en...bekendt. Han er ikke min egen, men jeg agter at opdrage ham og forhåbentlig, med lidt held, bliver han en arving til hele det her en dag" han så lidt på Alane. Selv om Connor ikke var hans egen, frygtede han alligevel Alane skulle blive sur over det. Børn var trods alt...et farligt emne blandt dem alle tre. Alane, Neph og Sean.
"Min nevø, Elyas, bor der også. En uregerlig teenager. Jeg passer på ham..." han studerede hendes ansigt efter tegn på...tanker, angående disse ting.
"Og endelig... Nephthys, det vil aldrig gentage sig med hende. Jeg er klar over du måske stadig frygter det. Men jeg har snakket med hende og ærlig talt...Er hun nu mere som en søster for mig. Og netop derfor...Men altså, der burde ikke være fare for i ses, hun er rejst fra byen..." Hans blik gled ned på hans armbånd et øjeblik, med et vedhæng af vinger. Den ene side var der en engelvinge, den anden side en dæmonvinge. Der var tekst på vedhænget, meget småt. Det var tydeligt tingene...Mellem Alane og Neph og ham selv trykkede ham. Og at Neph var rejst derfra, og med de ord hun havde brugt, havde været smertefulde for ham, men han ønskede ikke at vise det for Alane, i frygt for hun ville misforstå det.

Hun kiggede på ham og kunne ikke lade være med at følge hans bevægelser og til sidst landede hendes blik på hans armbånd men hun gav det ikke den store tanke, hun snagede ikke i hans liv. De grønne øjne indholdt en varme og nogle dybe følelser for ham, positive følelser. Hvordan hun kunne stole på ham efter det han havde gjort mod hende, hun vidste det ikke men det gjorde hun altså. Selv hvis han stadig så kvinden så var hun ligeglad dog var hun også ret sikker på hvis han gjorde det igen ville han aldrig få en chance hos hende mere. Slanke kiggede op på ham som han snakkede, "Han hedder Tristan og han træner mig i kamp, både våben og uden". Alane havde et stort smil på læberne som hun nævnte det, hun var stolt af at være Tristans elev men også at hun endelig ville lære at forsvare sig selv. Hun kiggede på ham med et smil og lænede over og kyssede ham hvor hans ar var, det var måske ment som mere men hun sagde ikke noget om det. Hun blev lidt stiv i det ved barnet men det havde ikke noget med deres fortid at gøre. Alane var bare ikke god med børn eller det mente hun selv, det havde altid været en ting hun mente hun aldrig skulle have. "Okay, jeg håber da han bliver det så og at han lever op til dine forventninger. Men Sean jeg er nok ikke særlig god til børn, jeg har i hvert fald den overbevisning om at jeg ikke skal have dem medmindre det virkelig er manden i mit liv som jeg kan se mig selv slå mig ned med, blive gammel og grå og med tiden dø". Hun kiggede på ham med et forsigtigt men varmt smil. Da han begyndte at snakke om Nephthys tog hun hans hånd og gav ham et forsikrende klem. Hun løftede blidt hans hage og så ham i øjnene. "Sean, jeg stoler på dig, du må se hende lige så meget som du vil, jeg er glad for at i er blevet venner og er kommet igennem det her. Jeg bekymre mig ikke om at du går og er mig utro, ikke med hende. Ikke med nogen". Hun kiggede på ham med et smil der viste hendes følelser og hun lænede sig over mod ham og gav ham et kærlig kys, intimt kys som viste hun holdt af ham. "Og når forresten jeg glæder mig til at møde din Nevø. Jeg er vel stadig ikke helt kommet mig over mine teenage år endnu", det var tydeligt hun drillede ham men hun mente det med hun glædede sig til at møde hans Nevø.

Han havde været lidt nervøs for hendes reaktion, for hendes svar. For at være ærlig, var Alane en af de eneste der kunne fremkalde nervøsitet hos ham. Måske fordi han stadig mente han ikke var god til forhold og helst ikke ville klokke i det. Han blev dog en smule beroliget af hun i det mindste ikke sprang op og forlod ham eller skældte ham - noget han dog godt viste Alane ikke ville gøre. Først smilte han let. Han kendte Tristan. Men det var sært han havde indvilliget i et lære et væsen op, han var jo dusørjæger. Men igen, han havde endnu ikke prøvet at dræbe ham selv.
"Tristan er en fin fyr" nikkede han let. Han lyttede til hvad hun ellers sagde. Han så lidt på hende...
"Jeg havde på intet tidspunkt forventet du involverede dig i projektet. Selv er jeg også dårlig til børn, til at lege familie generelt, så mine tjenere tager sig af ham. Du skulle bare vide det, så du var forberedt når du kommer hjem til mig" smilte han let og kommenterede ikke hendes snak om en drømmemand, som man døde sammen med. hele det scenario var umuligt for ham.
Han gengældte overrasket kysset. Hun accepterede det og det, om noget, gjorde ham glad. Nok var Neph rejst fra byen, faktisk for stedse som hun havde sagt, men i det mindste var Alane her. Hvad skulle han så bruge en stædig vampyr til? Han kunne ikke narre sig selv. Det gik ham stadig på. Men han havde det stadig bedre med det. Han grinte lidt af hendes sidste kommentar.
"Han kunne godt bruge lidt flere venner...Som jeg også godkender, vel at mærke" han blinkede let til hende.

Hun var egentlig ret sikker på at Tristan troede hun var menneske, hun lignede jo ikke ligefrem et væsen eller afgav en særlig stor aura af noget der mindede om det men på den anden side havde Alane ikke tænkt over at fortælle ham det, han havde jo aldrig spurgt og derfor havde hun ikke følt det havde været relevant at fortælle ham det. De grønne øjne gled over Sean med et smil, han havde jo ikke rigtig følt han var den rigtige til at træne hende så derfor havde hun valgt at opsøge en anden og Tristan havde virket som et ret oplagt valg. Egentlig vidste hun ikke engang at Tristan var dusørjæger så det havde aldrig slået hende at han måske havde et andet formål end bare at træne hende og eftersom hun stadig ikke kendte til det var det jo bare træning. Han svarede ikke, undgik det vidst men nu havde det heller ikke været myntet på ham. Atter engang kunne hun mærke et lille stik bag ribbenene, et lille stik i hjertet. Hun ville dø, svinde bort og blive gammel og rynket og så ville Sean i hvert fald ikke have hende længere. Hun rystede det hurtigt af sig og havde ikke lyst til at tænke på den slags. "Okay men i hvert fald tak for advarslen, det kunne godt være jeg kiggede lidt underligt hvis bare pludseligt så en baby kravle rundt i huset". En hånd gled op igennem hendes hår og hun rodede let rundt i det hvide hår så det blev en smule pjusket. Umiddelbart skød de fleste væsener hende til at være engel første gang de så hende eftersom hendes ydre nærmest skreg det med det hvide hår og den lettere bleglige hud men så snart folk så den dyriske og vilde glød i hendes øjne ændrede de mening. Alane kunne ikke lade være med at grine og kigge på ham med et drillende smil. "Jeg skal nok tage mig rigtig godt af ham", sad hun og sagde mens hun var tæsket, sort og lilla. Han ville nok forstå joken i det. Håbede hun da.

han smilte og grinte let. Rystede let på hovedet. Elyas var ikke typen der gad at have folk rendende efter sig. på det punkt mindede han meget om...Ja, ham selv. Sikkert også sin far, hans bror. Han kunne og ville klare tingene selv.
Sean så smilende på Alane...
Da nogen pludselig bankede hastigt på døren og den lidt efter blev nærmest flået op. En ældre mand, Jimmy, trådte ind af døren med en mørk kappe hvirvlende efter sig. Hans grå hår var samlet i en hestehale, han havde et langt ar tværs ned over ansigtet og han virkede både barsk og mildt på samme tid. Han drejede sig om mod dem, da han havde scannet rummet for at finde Sean. Han bukkede let, men ikke for meget. Han var trods alt højre hånd og var lige under Sean af rang.
"Herre. Der er problemer i den sydlige del af byen. Vagterne har fanget to af vores medlemmer og nogle opdagede det og ville redde dem...Jeg har modtaget besked om at flere vagter er på vej og det godt kan blive blodigt" Først nu opdagede han at Sean havde selskab. Han blinkede en smule uforstående, så så han pligtskyldigt ned i jorden.
"Tilgiv mig. Jeg viste ikke De havde fornemt selskab"
Sean klappede hurtigt Alane på hånden, før han let skubbede sig op af sofaen og gik hen foran Jimmy, nikkede let som om Jimmy havde fuldstændig ret i at han havde forstyrret.
"Det er derfor man banker på" han sendte Jimmy et lille smil, der viste at han stolede på Jimmy og var venskabelig over for ham.
"Dette..." han vendte sig om mod Alane med en lille armbevægelse.
"...Er en kvinde der skal være i sikkerhed og lyttes efter. Hun er mig nær. Dette, min kære, er Jimmy, min højre hånd" han kunne ikke huske om de havde set hinanden før, men nu var han i hvert fald på den sikre side.
"Og nu. Tag en deling med. Tag deling C og omring dem. Slå de vagter ihjel der er brug for, men lad resten leve. Bare sørg for at få alle hjem...I live" tilføjede Sean i en alvorligere tone. Jimmy nikkede let, så bukkede han let. Først for Sean, så for Alane, før han skyndte sig ud af døren igen, lukkede den efter sig. Sean vendte sig om mod Alane med et lille undskyldende smil.
"Undskyld. Jeg arbejder fuldtid..." han trak let på den ene skulder.
"Hvis vi virkelig ønsker at være alene, må vi nok finde et andet sted at være"

Hun kiggede på ham og lod blikket glide over ham, de grønne øjne var varme og kærlige, hun var så glad for Sean og endnu mere glad for at de havde fundet ud af det sammen igen. Alt der var sket mellem dem førhen var fortid og nu ville hun kun fokusere på nutiden og så måtte hun tage tingene som de nu engang kom. Let kørte hun en hånd gennem håret men rettede med det samme blikket mod døren da der blev banket febrilsk på den hvorefter den blev flået op og næsten flået af hængslerne. Alane lod øjnene glide over den middelaldrende mand der nu stod i døren, han så barsk ud men samtidig også mild ud, det var en underlig blanding som man normalt ikke ville se på et menneske men her stod han jo. Herre? Hun var slet ikke vant til alle de fine titler og navne der åbenbart var her nede og hvad overraskede hende mere var at han faktisk bukkede for Sean og det var vist først der det gik op for ham at hun var der. Alane rejste sig op i sin fule højde hvilket ikke var særlig meget, hun var en lille person, ikke at det generede hende. Roligt og med flydende bevægelser gik hun hen mod Sean og stillede sig let ved hans side, hun gik en smule besværet men det var ikke noget hun ikke kunne holde ud, altså smerten. "Rart at møde dig Jimmy, jeg er Alane", hun rakte hånden frem mod ham og ventede så på om han ville tage den eller ej, hvis ikke lod hun den glide ned langs hendes side igen, hvis han derimod tog den ville hun give hans hånd et let klem. Hun sendte ham et smil og kiggede let efter ham som han forsvandt. Alane vendte nu opmærksomheden mod Sean og kiggede på ham med et smil. "Du skal ikke undskylde, det gør mig skam intet, jeg syntes faktisk det er spændende at høre om de ting der sker. Hvis du gerne vil være alene kan vi sagtens, jeg ville ikke have noget imod at være alene med dig men det gør heller ikke noget at vi er her". De grønne øjne kiggede op på ham med en dejlig glød som hun sendte ham et varmt smil.

Jimmy tog let Alanes hånd og kyssede hende galant på hånden. Så rettede han sig op igen, bukkede og forsvandt.
Sean smilte let til Alane og studerede hende lidt. Så nikkede han kort for sig selv og gjorde tegn til døren.
"Det er spisetid. Lad os spise med mine mænd, så skal du i virkeligheden se den magt jeg har" smilte han drillende. Hvis hun virkede overrasket over dette lille optrin, ville hun nok være noget nær mundlam, når hun så hvordan tingene faktisk fungerede. Desuden mistænkte han hende for at være sulten.
Han holdt døren for hende.

//Ville ikke fortsætte med at skrive at de gik derhen, hvis det viser sig Alane i virkeligheden ikke gider. Så jeg stopper mit svar der, for at give dig din spillefrihed //

Alane virkede helt forfjamsket da Jimmy bøjede sig ned og kyssede hendes hånd. Den slags opførsel var hun slet ikke vant til så hun vidste ikke engang hvordan hun skulle reagere på dette og kiggede bare derefter over på Sean som bare stod og smilede. Alane gik over til Sean og lænede sig op og gav ham et kys, kysset var dybt og betydningsfuldt men til gengæld var det relativt kort. Let sendte hun ham et varmt smil, hun følte sig heldig at have Sean.
Hun kiggede på ham med et dejligt smil og grinede lidt af det, han havde sikkert ret, hans magt ville sikkert overraske hende en del, ligesom bare dette møde med Jimmy havde, han udviste en stor respekt som Alane ikke rigtig var vant til at se den slags respekt. Dog gjorde det hende et eller andet sted stolt at Sean havde opnået det her.
Roligt gik hun over mod døren som han holdt for hende og let lod hun sine fingre glide blidt over hans mave i en drillende og sensuel måde, hun elskede at drille ham, elskede deres lege sammen. Hun stoppede dog ude i gangen og ventede roligt på ham der.

//Det er helt okay, men hun valgte nu at gå med ham :p//

//Fair //

Han gengældte kysset. Lod hånden glide drillende ned over hendes krop, forsigtigt for ikke at give hende smerte. Ude på gangen lod han døren glide i og låste den. Stedet var fuld af erfarne tyveknægte og det første de lærte når de kom var ikke at bryde ind i låste rum. De ville ikke bare miste en hånd, men livet. Smertefuldt. En enkelt havde følt sig dristet og Sean havde gjort en scene ud af det. Lige siden havde ingen prøvet, selv om han ikke tvivlede på nogle af dem ønskede det. Bare som en udfordring.
Han viste vej ned til den store spisesal. Salen var et stor rum som bestod af to langborde med en masse stole og bænke til. Mange mænd og kvinder sad eller stod der allerede, mens andre sørgede for at bære store fade ind med mad eller kander med vand. Sean serverede aldrig alkohol, han ville sikre sig hans mænd var duelige.
Han trådte ind i rummet med Alane, gik langs de to langborde, op til toppen af det ene langbord, hvor der var en stol som var lidt højere end de andres. Folk hilste, bøjede hovedet eller satte hånden for hjertet, som en hilsen og tegn på respekt da han gik forbi. Mange så nysgerrigt på Alane, enkelte mænd endda med et lidt for glubskt blik. Oppe ved toppede stoppede Sean op og sørgede for der blev anbragt en blød stol ved siden af hans, hvor Alane kunne sidde. Han smilte let til hende, da han med en næsten drillende bevægelse gjorde gestus til at stolen var til hende, før han med en håndbevægelse fik en til at komme med en kande vand og en fad med mad. Der blev hældt vand op til dem, men kun Alane fik tilbudt mad. Sean spiste aldrig foran sine mænd, af forskellige grunde. Han satte sig dog ikke selv endnu.
Til sidst havde alle fundet en plads, men ingen tog mad eller drikkelse, de fleste så afventende op mod Sean. Dette var en af de ting han nød...At se alle disse sultne folk, ventende som tålmodige skolebørn, ventede på tilladelse til at spise og drikke.
Han hævede venstre hånd og folk blev stille. Dette var et tegn til at han havde noget at sige.
"Mænd og kvinder. Endnu en dag med varm med og rent vand. Krigen er på vej, så nyd det. Jeg vil gerne præsenterer en ganske speciel kvinde, som står mig nær. Enhver der lægger hånd på hende, vil miste den, hvis ikke selve livet. Enhver der ser forkert på hende, vil få stukket øjnene ud. Enhver der ikke gør som hun befaler, vil selv miste deres tunge" han så rundt på dem, for at lade ordene synke ind og sørge for de alle forstod det. Til sidst smilte han svagt.
"Velbekomme!" Da han satte sig, lød der omgående skramlen fra bestik, da folk tog mad til sig og snak, da folk begyndte at snakke. Sean selv satte sig godt tilpas og lod kort blikket glide over sin klan, før han så tilbage på Alane.
"Klanen er ret stor. Her inde sidder kun nogle af de bedste, dem der har været i klanen i længst tid eller som på anden måde har en stilling som gør dem betydningsfulde for klanen. At sige tingene til dem, er som at sige det til alle. Resten spiser andre steder eller når de kommer tilbage fra opgaver" smilte han roligt.

Alane kunne ikke lade være med at sukke blidt da hans hånd gled over hendes krop men hun tog sig hurtigt i det da hun ikke ville lade ham vinde deres lille leg som hun nu havde startet. Hendes øjne blev en smule større da de trådte ind i spisesalen, hun var helt benovet over den måde som folk behandlede Sean på, den respekt de udviste ham ved enten at bukke eller gjorde andet som viste et stort tegn på respekt. Hun kiggede på stolen der blev hentet til hende, sikke blød den så ud, Alane var på ingen måde vant til at blive opvartet som hun gjorde her, det var næsten en helt forkert følelse hun fik. Alane følte sig ikke bedre end de mænd og kvinder der sad herinde tværtimod følte hun sig meget ligeværdig med dem hvorimod at Sean nok følte sig hævet over dem, ikke at det nødvendigvis var skidt eller godt. Hun lagde godt mærke til det glubske blikke mange af mændende gav hende og kuldegysninger spredte sig over hendes krop, hun var ikke vant til at blive kigget på som et stykke kød, det var helt underligt. Roligt satte hun sig ned da Sean gjorde tegn til det og sendte ham et dejligt smil som nåede hendes øjne. Alane rystede blidt på hovedet med et smil da hun fik tilbudt mad, hun turde næsten ikke tage noget hun ønskede ikke særbehandling og det ville det være hvis hun tog imod maden før de andre. Hendes øjne gled op på Sean som han snakkede og kunne ikke lade være med at bide sig i læben som han omtalte hende. Hendes øjne gled over folkene omkring bordet da de begyndte at spise, sultne var de i hvert fald! "Okay, men hvorfor er det sådan at de er delt op i rang eller hvad?". Hun kiggede på ham med et smil.

Folk begyndte at spise og Alane fik endnu engang tilbudt mad. ingen havde sagt hun skulle begynde at spise det, kun at hun kunne tage det. Sean lod kort blikket glide over dem og tog en tår af det kølige vand, før han så tilbage på Alane. Så nikkede han let.
"Ja. Jeg har enkelte ranke, som de kan opnå. Dette er nyttigt, men gør også at mine mænd har noget at opnå. En ny rank, ny magt, nye muligheder. Den øverste er selvfølgelig mig og næstefter kommer min højrehånd, som er Jimmy..." han gjorde en gestus til en plads ved siden af sig, med en stol der også virkede en anelse mere behagelig end resten af bænkende.
"Derefter kommer der en...Lidt uofficiel rank, "den inderste cirkel", som mest består af...Meget dygtige og meget farlige folk. Men ellers så kommer der rådgiverne. De er erfarne tyve, røvere, mordere...Hvad de nu end går op i. De rådgiver mig og holder øje med andre praktiske ting. F.eks. an en af dem være chef for økonomien, mens en anden laver noget andet. De hjælper med at holde det hele kørende. Så er der de mere praktiske rank, hvilket mest bare er et navn på hvad de er. Magiker, læger, Doyer...Doyer er folk i byerne, som hjælper mine mænd, når de mangler eller har brug for noget. Enkelte er en del af klanen, andre er mere frie forbindelser. Til sidst er der resten. Jeg har endnu ikke haft brug for flere rank" han smilte let og så ned på Alane.
"Jeg går dog op i at tingene er ret lige, så mine mænd ikke får grund til at brokke sig. Dog gør jeg visse ting...Tydelige. F.eks. er min og Jimmys stol lidt større og blødere end de andres. Dette gør jeg ganske enkelt for at vise dem hvem der bestemmer" han trak let på den ene skulder. Det var tydeligt han var stolt over det han havde her.

Atter engang takkede hun pænt nej til maden. Hun var egentlig ikke rigtig sulten og hendes appetit blev ikke bedre af mange af de nysgerrige øjne som lå på hende. Hun vidste godt at der ikke var noget slemt ment med det, folk var jo bare nysgerrige men det hjalp ikke på hendes appetit at folk sad og kiggede på hende hele tiden og højst sandsynligt dømte hende på hver eneste ting hun gjorde. Alane kiggede på Sean som han forklarede, der var meget information og hun var nødt til at spidse øre og koncentrere sig for at få det hele med og ikke mindst forstå det hele der blev sagt. Hendes øjne udviste stadig den samme glød af nysgerrighed og varme som de havde gjort siden han havde taget hende med herned. Hun vidste udemærket godt hvor stort et skridt for Sean det her var og hun følte sig taknemmelig for at han gav hende chancen for at se det her, at han simpelthen stolede nok på hende til at lade hende se det her. "Okay, jeg forstår hvad du mener, det er vigtigt at folk har nogen at se op til og følge eller det er det i hvert fald for mange fordi oftest bryder kaos ellers ud".
Alane havde kunne mærke hvordan nogle af de ribben hun havde brækket var begyndt at gøre mere og mere ondt, hun kunne mærke hvordan det ene skrabbede mod hendes lunge men hun sagde ikke noget. Tog sig blot til maven og bed sig i læben af smerte men de andre kunne ikke se hvordan hun tog sig til maven eller smerten i hendes øjne. De kunne kun se hvordan hun bed sig i læben og fortrak en lille mine.

Han nikkede let og lod blikket glide over sine mænd. Det var sært for ham, at blande fornøjelse og arbejde, men det så ud til at fungerer. En lille smule, i hvert fald. Han håbede hun viste hvilket...ansvar han faktisk gav hende. Visse folk ville dræbe for disse informationer. Og han håbede hun virkelig var så meget til at stole på, som han håbede og ønskede og følte hun var. At det ikke var endnu en der forrådte ham.
Han drejede hovedet og ville smile til hende, da han lagde mærke til smerterne. Hendes hånd der gled beskyttende hen over såret, hendes bid i læben, hendes lille, næsten usynlige mine. Det gjorde ondt på ham, at det gjorde ondt på hende. Selv om han aldrig ville indrømme det, var Alane nok hans største svaghed nu. Fordi han stolede på hende. Fordi han elskede hende. Han rejste sig op og vinkede kort til sine mænd om at de blot skulle spise videre. Han gik hen bag Alane og bukkede sig ned mod hendes øre.
"Skal vi tage hjem? Hjem til mig, hvor du kan få lov til at slappe af og komme dig?" hviskede han roligt og nussede hendes let med den ene hånd. De nærmeste kiggede imod dem, men de fleste havde pli nok til ikke at kigge eller bemærke noget. Det var trods alt cheffen og det skulle de ikke blande sig i.

Hvis hun havde kunnet tillade sig det havde hun haft knurret i ren smerte men lige besluttede hun sig for at det ikke var særlig smart og desuden ville det kun tiltrække yderligere opmærksomhed som hun egentlig ikke var interesseret i. Som Sean stillede sig bag hende gled hendes hoved mod hans krop, han ville kunne se det tynde fine lag sved der lå over hendes krop grundet smerterne. Alane kunne mærke hvordan ribbenet skrabbede mere og mere imod hendes lunge og nu kunne hun ikke holde grimassen af smerte tilbage mere. Hun kunne mærke hvordan den blev revet mere og mere op men hun sagde ikke noget. Kiggede bare stille op på Sean og nikkede. Man kunne se på hende at hun forsøgte at holde hovedet højt og ikke vise hvilken smerte hungik igennem, i hvert fald ikke til andre end ham. Dog fik han heller ikke lov til at se alt den smerte som vred sig rundt i hendes krop. Alane rejste sig stille op, hendes kropholdning rank men hun bar et venligt smil på læberne som hun gik ned mellem de to langborde, hun sørgede dog for at Sean var med hende så hun ikke gik helt alene. Det var først da hun kom udenfor og var sikker på at ingen andre end Sean og hende var der lod hun smerte skinne igennem hendes øjne. Hun bed sig i læben og støttede sig mod ham.

Han lod mænd være mænd og gik sammen med Alane, stolt over at hun trods smerten, som gjorde ham bekymret, gik ud med rank ryg. Han kommenterede kort at de ville trække sig tilbage og så lod han dørene glide i bag ham. Da de var dem selv, stoppede de op og hans blik gled hurtigt ned over hende for at bedømme hendes tilstand. Hun havde mange smerter, det var han ikke i tvivl om. Han kunne gå ind i hendes hoved og hjælpe hende med at tage nogle af hendes smerter fra hende, men han valgte at lade være. Han ville ikke gøre det uden hendes tilladelse.
Han lagde en arm om hendes og uden at spørge, lod han en anden arm fælde hende, så hun gled ned i hans arme og han bar hende af sted, så blidt som muligt. De havde læger her, men han ønskede at få hende hjem. Helt hjem. Til sig selv. Der ville de kunne være helt i fred. Hans ansigt var bestemt.
"Jeg kan hjælpe med at tage noget af smerten, hvis du ønsker det" tilbød han, mens han førte dem ned gennem nogle mere ensomme tunneller. Det var ikke til at vide hvor mange tunneller vi var kommet igennem da han endelig stoppede. Han kendte vejen hjem, selv nede i tunnellerne. Han stoppede først op da de var ved dækslet, som han viste ville være tæt på hans hjem, og dog viste han ingen tegn på træthed ved at have båret hende den vej alene. Han var stærkere end almindelige mennesker. Han ville tage hendes smerte på vejen, hvis hun ville have det. Han ville lade sine tråde, sådan forestillede han dem selv, glide ind i hendes hoved og omdirigerer hendes smerte, gøre så hun ikke mærkede den, selv om den stadig var der. Men kun hvis hun ville have det.
"Vi er ved mit hjem snart. Der ville vi kunne være i fred. JEg beklager den lange gåtur gennem tunnellerne. Men nu skal vi op herfra..." han satte hende forsigtigt ned på benene, tæt på stigen op.
"Du må enden selv prøve at komme op, med min støtte, eller du må holde dig fast på mig, mens jeg kravler op af stigen..." han så lidt på hende for at bedømme hvad hun mest havde lyst til og kunne holde til. Han havde ingen ide om hvor slemt det egentlig var. Han var ikke læge.

Hun stod lænet op af væggen som han fortalte sine mænd hvordan de ville trække sig tilbage for natten allerede nu eller på den anden side, hun havde ingen anelse om hvad klokken var, det forvirrede hende at være under jorden så hun besad ikke længere sin tidsfornemmelse. Alane gispede i smerte da han løftede hende op, det bøjede hendes mave sammen og hun kunne mære hvordan ribbenet prikkede et ganske lille hul i hendes lunge. Alane strakte sig med det samme ud og greb sig til maven hvor ribbenet var. Hun var en del sværere at bære sådan her men der var ikke noget at gøre ved det, det var bedre end at hun druknede hurtigere i sit eget blod mente hun i hvert fald. Alanes øjne gled i og hun nikkede stille til det han sagde med smerten. Hvis han tog noget af smerten ville det nok overvælde han var ondt hun egentlig havde og han ville måske eventuelt have følelsen af smerten ved at drukne ganske stille og roligt, det var sådan hun havde det. Da han satte hende ned var hun allerede ved at kollapse men hun stod stille og støttede sig med den ene hånd mod muren. "Du skal intet beklage, du gør det jo så hurtigt du kan.... Jeg kan sagtens selv krave op", hendes stemme var besværet, meget endda og en lille smule blod gled ned af hendes mundvig og hvis han kiggede ordentligt efter ville han se hvordan det skummede. Dette var et af de største tegn på at hun havde en punkteret lunge. Alane fik med besvær kravlet op af stigen men da hun endelig kom op kollapsede hun og lå nu bare på jorden, blodstrømmen ved hendes mund blev mere konstant og blodet mere og mere skummet. Hun stønnede i smerte men prøvede at skubbe sig selv op men kunne ikke.

//Jeg ved altså ikke lige hvad man gør ved sådan en lunge ^^//

Han nikkede hurtigt og lod hendes kravle først, ikke fordi han var glad for det, men fordi han ikke havde andet valg. Han støttede hende så godt han kunne og da de kom op, sørgede han for at lukke dækslet til igen, før han tog fat i Alane, tog hende i favnen, og gik hjem så hurtigt han kunne. Han fik besværligt skubbet hoveddøren op og bar hende indenfor i den store marmorhal. Han lod døren glide i bag dem med en lille klik. Han gik direkte mod køkkenet, velvidende at den der bedst kunne hjælpe, ville være Sigmund. Han havde set det før. Set hvordan folk hostede rødt skum op. Og han havde også set mange dø af det. Denne...skræk, nærmest, lammede ham overraskende nok. Han havde sjældent følt sig så...Handlingslammet. Hvad gjorde man ved sådan noget? Hvordan redde man en fra det? Trække vejret...De måtte på en måde sørge for at få ryddet luftvejene, så hun stadig kunne trække vejret med den anden lunge...Ikke? Han var ikke læge, men lige nu gad han godt at være det. Han skubbede til køkkendøren, så den gik op og trådte ind i køkkenet. Han lagde Alane på det store køkkenbord i midten.
"Sigmund!" kaldte han øjeblikkeligt. Mary kom snart, stærk forfulgt af Sigmund, som begge virkede overrasket.
"Hjælp hende..."
Han følte sig selv træt. Han brugte sjældent sin evne så meget som han havde gjort i dag. Han brugte sin koncentration på at holde smerten fra hendes bevidsthed så meget som muligt. Normalt brugte han kun sin evne i højst et par minutter, men nu var der gået længere tid. Men han satte sig ikke. Han ville være klar til at hjælpe...Med hvad som helst.

//Så vidt jeg ved skal det sys sammen men man er tilkoblet en fin maskine som suger blodet ud af lungen og holder luftrøret frit så man kan trække vejret imens

Alane lagde hovedet mod hans skulder som han løftede hende op atter engang, hun kiggede forsigtigt op på ham og selv gennem sine smerter fik hun sendt ham et forsikrende smil. Der skulle mere til for at få hende af vejen end en punkteret lunge. Desuden når de kom hjem til ham måtte der da forhåbentlig være nogen der kunne sprætte hende op og fikse det. Hun kunne selv stoppe blodet men hun valgte at vente indtil det blev kritisk nødvendigt, den evne tog rigtig meget på hendes energi og derfor kunne hun ikke bruge den særlig længe. Hendes arme gled omkring hans nakke og hun hev sig tæt ind til ham, hun prøvede at berolige ham lidt selvom hun selv kunne mærke en svag panik brede sig i hendes krop men ikke nok til at hun ikke kunne tænke klart. Som Sean lagde hende på bordet skubbede hun sig op på albuerne så blodet kunne løbe ud af hendes mund. Hendes øjne kiggede rundt på dem og hun hostede en smule blod op som klattede hendes trøje og bordet. "Jeg kan selv stoppe blødningen, der er bare en eller anden der skal sy mig". Hun havde meget besvær ved at tale men hun fik det frem, dog en smule svært at forstå da der kom nogle gurkle lyde fra hende.

Han så lidt på Alane, da hun snakkede. Sigmund stod også afventende, han viste ikke hvad der var sket og var lidt i tvivl om hvad han skulle gøre. Mary var van til at køkkenbordet blev brugt som operationsstue, det havde hun trods alt oplevet en del gange med Sean. Bla. da han kom kvæstet hjem efter at være endt under en vildfaren drage. Sean lod hånden glide igennem sit hår. Han var mere sikker på hvad der skulle til nu og genoptog rollen som den der udgav ordre.
"Mary. Varmt vand og klude. Sigmund, du er den der her mest styr på det at lege læge. Find tingene frem." De nikkede begge og forsvandt begge. Eller sådan kunne det virke, men i virkeligheden forsvandt Mary hen til komfuret og satte vand over ilden, for at få det varmt. Imens fandt hun en stabel viskestykker frem. Sigmund kom lidt efter gående med en taske med lægeudstyr, som Sean havde sørget for altid ville være i huset, da han selv ofte kom til skade. Sigmund begyndte at pakke de ting ud han skulle bruge. Sean gav sig til at fjerne tøj og forbindinger, som var i vejen på Alane, til at de ville kunne opererer hende. Han smilte beroligende til hende.
"Jeg vil sørge for at fjerne smerten undervejs. Sigmund til finde hullet og sy det. Det er alt vi kan gøre lidt nu og her. Du skal bare ligge stille" han så lidt på hende. Til sidst kom Mary over med en spand varm vand. Og så var de ellers klar.

Alane kiggede op på dem, eller primært Sean. Man kunne godt se den snert af frygt i hendes øjne som hun følte men samtidig havde hun tiltro til at Sean stolede på disse folk af en grund. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene i og greb omring hans ene hånd for noget støtte. Alane tog en dyb vejrtrækning og nikkede så til at de bare kunne gå igang. De første snit skar igennem hendes tynde, silkebløde hud og hun bed sammen i smerte. Det gjorde forbandet ondt og hvor ville hun ønske hun bare havde passet på sig selv, men hun ville nu ikke opgive hendes eventyr bare grundet skader. Hvis hun alligevel ville leve livet sikkert kunne hun lige så godt lade være med at leve. Der kom intet blod da snittet blev lagt i hende og blodet stoppede også med at komme ud af hendes mund, man kunne se hun koncentrerede sig grundet hendes øjenbryn trak sig sammen og hun fortrak både en mine i koncentration samt smerte. Man kunne se hvordan ribbenet var bukket så meget at det prikkede ind i hendes ene lunge men det var heldigvis ikke brækket. Efter ribbenet var blevet skubbet ordentligt på plads ville man endelig kunne se hullet hvilket ikke tog særlig lang tid da det ikke var særlig stort. Hendes greb omkring Seans hånd blev blidere og blidere, ikke fordi hun var ved at dø men det tog bare meget på hendes kræfter at bruge denne evne. Da det yderste sår endelig blev syet sammen besvimede hun, hendes greb omkring Sean hånd blev slapt men man kunne stadig se hvordan hun trak vejret. En mine af ro og fred gled over hendes ellers smertede ansigt som hun lå på køkkenbordet.

Han holdt om hendes hånd og sendte hende et beroligende smil. Han koncentrerede sig om at omdirigerer smerten, så den ikke føltes så slem igen, dog formåede han ikke at fjende den helt, for det ville kræve han tog den over på sig selv. Da Sigmund skar hul for at rette på skaden, kunne han dog ikke holde sig tilbage, men gjorde alt for at tage smerten fra hende, trods han selv fik en stigende smerte i siden, mellem ribbenene.
Han blik gled nervøst over Alane og det job Sigmund klarede med rolige hænder. Det var overraskende hurtigt overstået og Sigmund var i gang med at lægge en frisk forbinding, da Sean først blev rigtig bange. Sigmund skyllede sine hænder og så på dem...Og blev selv bleg.
Sean slap Alanes nu slappe hånd, han havde været nervøs lige siden hun begyndte at blive slap i hånden, men først nu....Nu mærkede han en ukendt smerte han ikke havde følt så længe! Den som en kniv der vred hans hjerte rundt.
"Nej...nejnejnej! Alane! ALANE!" først havde han dasket hende roligt, men så mistede han sin selvkontrol og ruskede hende mere hårdt, mens en svag snert af panik nåede hans stemme. Dette var hvad han havde frygtet...At hun ville dø fra ham og efterlade ham helt alene. Åh, hvorfor skulle han også vise hende klanen i dag? Han burde have forlangt hun slappede af...Det var hans skyld, han kunne have gjort noget mere! Han kunne have reddet hende...! Det var som...som...For så længe siden, hvor han havde...Billeder fra hans fortid gled igennem hans hjerne med rekordfart.
"Alane! Vågn op!" han ville gøre alt...alt...

Roligheden lå stadig over hendes ansigt, noget af hendes fine hvide hår klæbede mod hendes hals og pande grundet sveden som også lå over hende som et fint lag. Umiddelbart kom der ingen reaktion fra hende da Sean daskede til hende. Hun var stadig varm og trak forsat vejret, dog ikke helt perfekt eftersom hun var bevidstløs. Det værste af det hele var at hun kunne høre alt hvad der blev sagt, hun kunne bare ikke se, kunne ikke sige noget og kunne ikke røre sig. Alane ville så gerne råbe og skrige at hun stadig var her, at han ikke skulle være bange men det kunne hun ikke. Det skar i hjertet at høre Sean sådan her, høre ham falde fra hinanden. Sådan ville hun aldrig opleve ham igen, aldrig. Ikke engang på hendes dødsleje selvom hun tvivlede på at de ville være sammen når hun begyndte at blive gammel og grå.
Da han greb fat i hende og begyndte at ruske hende hårdt kom hun til sig selv, det kunne hendes krop ikke ignorere. Alane fløj op og kiggede på ham med store øjne. Hendes slanke fingre lagde sig mod hver sin kind og hun kiggede ham i øjnene. "Sean rolig, rolig jeg er her endnu!". Hendes stemme var kærlig og beroligende. Det stak hende i hjertet at se ham sådan der og det var også derfor hendes arme fløj omkring hans nakke og hev ham tæt ind mod sig. Det gjorde helvedes ondt i maven men det var fuldstændig ligegyldigt nu. "Der skal mere til for at slippe af med mig", det blev hvisket roligt mod hans hals. Hun ville forklare ham det omkring hendes evne men det måtte vente, lige nu var det ikke det rigtige tidspunkt.

Han nærmede sig grænsen til hysteri. Hvilket ikke ville have været godt, sidst han havde mistet kontrollen med sig selv var flere blevet skadet, for ikke at nævne alle de ting han havde ødelagt. Det var bare den nemmeste måde at afreagerer på: ved at lade det gå ud over andre eller hans nærmeste omgivelser. Sigmund trak sig tilbage. Hverken ham eller Mary havde set Sean sådan her før og de frygtede begge hvad dette ville betyde. En tåre gled ned over Marys buttede kinder, mens hun nervøst knugede sine hænder. Sigmund lagde tøvende en arm om hendes smårystende skuldre.
Sean ænsede dog ikke dette. Han var opmærksom på Alane og kun Alane. Han var lige ved at opgive det hele...Da hun bevægede sig. Hun bevægede sig!
Lidt efter satte hun sig op og rørte ved ham, en blid bevægelse, men hvor han glad for den! Han prøvede at kontrollerer sin vejrtrækning, da han lagde sine arme om hende for at støtte hende og for at holde hende ind til sig. "Alane..." mumlede han svagt ind mod hendes hals, da han kyssede hende på halsen, uanset den var dækket af sved og blod. Hun virkede en smule svag, men hun var i live! Han var lettet. Så usigelig lettet.
Han så på hende igen og indrømmede noget, han ikke havde indrømmet i alt for mange år.
"...Du gjorde mig bange"

Hendes lettere kolde fingre gled op i hans hår som hun let snogede omkring de slanke og smidige fingre hun nu engang havde. Hun prøvede vel at berolige ham men egentlig også lidt sig selv. Let lagde hun hovedet mod hans skulder så panden hvilede mod den og hendes læber kærtegnede skjorten han bar. Hele hendes krop sitrede stille af udmattelse, smerte og træthed. Det tog umådeligt meget på hendes kræfter at stoppe blødninger på den måde og endnu mere når det havde med hendes egen krop at gøre. Hun kiggede blidt op på Sigmund og Mary et kort øjeblik og sendte dem et taknemmeligt men også forsikrende smil, hun var okay nu. Hun løftede stille hovedet og kiggede op på ham da han sagde hendes navn. Dog kunne hun ikke lade være med at lade det dejlige smil glide frem på hendes læber da han kyssede hendes hals. Tænk hvis hun havde været død, tænk hvis hun aldrig skulle have set ham mere, nej hun ville slet ikke tænke på det, det gjorde for ondt og hun kom altid til at tænke på at hun en dag ville blive grå og gammel og dø mens han levede videre. Men heldigvis var der mange år til. Let gled hendes hånd blidt over hans kind i et kærligt kærtegn. "Det var aldrig min mening... Undskyld". Let lænede hun sig hen til ham og pressede blidt sine læber mod hans i et blidt, kærligt og intimt kys. Et kys der viste alle hendes følelser for ham.