Hej nice style girl (Cassadee=privat)

S: Gågaderne
T: Lidt over midnat
V: Gråligt men synbart så man kan se i gågaden
O: Ikke ret mange de fleste sover.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Stilheden var klyngende. Det var som om alting gav en lyd samtidig. Og så alligevel ikke. Der var bare så stille at alt gav et pus. Den eneste lyd der var var fodtrin. En mand kom gående. Hvid tanktop. Mørke cowboybukser med huller ved knæende. Håret løst og uglet omkring hovedet. Tatoveringer ned langs armene. Og en cigaret i munden. Som han gik og tog nogle små sug af engang imellem. Langsomt kiggede han rundt efter et nyt bytte. Han var sulten. Denne gående person var sulten. Ikke efter mad. Ikke efter blod. Men efter sjæle. Denne person var en inscubus. En mand der levede af at æde sjæle igennem sex.

Mandens navn var Alexander Reilly. Men blev for det meste bare kaldt for Reilly. De få minutter før han havde ædt dem. Blikket gled rundt. Hvorfor var der ingen ude på denne tid af natten. Sikke et kedeligt sted han havde fundet. Ingen fester. Intet sjov. Ingenting. Og så var det det ramte ham. En aura. Menneskelig aura. Dette ville blive for let. Langsomt smilede han. Og begyndte roligt at følge den menneskelige aura.

Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Cassadee slændrede roligt ned af gaderne af Doomsville City, klokken var egentlig meget, men eftersom hun havde været inde hele dagen og skrevet musik og spillet lidt så var det på tide for hende at komme ud, og når så der ikke var mange på gaderne på denne tid om natten, så var det perfekt for hende som ikke rigtig var den mest sociale pige i hele verden. Vejret var nu ikke så slemt, lidt koldt, gråt, men ikke slemt, hun havde i hvert fald intet problem med at holde varmen i sine sorte leggins og sin lange trøje. Hendes hår holdt oss godt på varmen da det var ret stort og tykt. Der hang hende ned af hendes små skuldre og bevægede sig roligt imens hun gik og bevægede de små sårebare skuldre.
Hendes grønne øjne kiggede over de grålige gå gader, hendes øjne skinnede nærmest igennem mørket. De havde den smukkeste nuance, de var helt igennem syrlige grønne, meget smukke at kigge i, det var som man blev helt svimmel hvis man kiggede for lang tid ind i dem. Men nu var det ikke fordi hun var meget selvglad at hun tænkte sådan om sig selv.
Hun gik imens og nynnede en melodi hun skulle kunne huske til når hun kom hjem til sin guitar. den skulle hurtigt skrives på papiret før den gik fortabt.
Stille var der i gaderne, ærlig talt for stille. Hun havde det ikke godt med det. Hun rystede helt af nervøsitet for at der kom nogle. Hun kiggede mange gange bagved sig og rundt omkring sig for at se om der var nogle, men hun kunne ikke få øje på nogle. Men det fik hende ike til at lade vær med at kigge efter nogle. Hun var bange for mærket, hun var så lille og svag som hun gik der i mørket.
Hun gav et piv fra sig da hun pludselig trådte forkert på foden og den vred sig. Ikke at den blev brækket, i dog nej, men den blev vredet om på. Hun stod lidt og ømmede sig inden hun gik videre igen.

I en skygge ikke langt derfra stod denne mystiske Inscubus. Reilly. Kiggede efter hende. Fulgte hende igennem skyggerne. Da hun vred om. Smilede han svagt. Hun kiggede sig ikke for hvor hun gik hen. Det kunne bruges. Han kiggede længere frem foran hende. Og så en flise som var blevet sat forkert i. Så den stak cirka fem centimeter op. Hvis han timede det ordenligt. Ville han kunne gå hen imod hende. Uden hun så ham. I tids nok til hun kiggede bagud. Så ham. Og ville falde over stenen. Så han kunne hjælpe hende. Men timingen skulle være perfekt. Men det var den jo osse altid. Reilly havde aldrig i sit liv tabt. I noget som helst. Og dette skulle ikke være dagen. Han begyndte en nedtælling. Fem. Fire. Tre. To. En. Nu. Reilly kom frem fra skyggerne. Og gik halvhurtigt. Med ansigtet skjult i håret. De nærmede sig stenen. Lige om lidt ville hun kigge bagud. Se ham. Sikkert blive overrasket. Og så falde. Og hvis det skete om han havde forestillet det. Ville han gribe hende. elegant. Og perfekt. Med begge sine hænder. en på maven. Og en på den ene skulder. Så hun automatisk ville dreje rundt. Og ligge i hans arme med fronten op imod ham. DEt var nu. Han satte tempoet lidt mere op. Så nu ville det ske hvis det skete. Han var næsten ved siden af hende nu.

Cassadee var så klodset nogen gange, hun var bare ikke god til at se hvor hun gik helt præcist, og da slet ikke i mørket, der gik hun og var koncentreret om alt muligt andet, alt hvad der mon forgik derude i mørket. Men inders inde viste hun egentlig godt at det bare var hende som fantaserede alt det, skygger i mørket der bevægede sig, skikkelser, men når der var mørkt, så var det bare mørkt, man ville ikke kunne se skygger i mørke, for skygger var mørke og det var mørke oss, så de ville bare gå i et med hinanden. Men alligevel var hun bange, og det var det, de fleste ikke kunne forstå ved hende, hun var så mærkelig.
Hun gik dårligt med sin fod, hun haltede en anelse på den og den gjorde ret ondt, men ikke så ondt som hvis den var brækket. Hun frygtede det dog en smule, men ville det ikke havde gjort mere ondt. Hun trak på skulderne, af sin egen tanke, forever alone, men ja det var hun jo.
I det hun havde syntes det var lidt lang tid siden hun havde kigget tilbage, kiggede hun så tilbage, og lige pludselig, så var der en, hun vidste det, der var nogen der, hun fik et chok uden lige, hun gispede ynkeligt og i det hun ikke koncentrerede sig om jorden faldt hun over noget, som hun ikke helt kunne placere. Men i det samme hun skulle til at falde var der noget der greb fat i hende og forhindrede hendes fald. Et lettelses suk blev givet fra hende og som hun åbnede øjne stødte hendes øjne på en brystkasse. Hun kiggede op på personene som havde reddet hende fra faldet. Hun gispede, det var ham der havde stået bag hende. Hun smilede svagt og var ret mundlam. Men fik så frem stammet nogle ord. "Tak.. Umm" hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige.

Han smilede roligt. Før han roligt og langsomt rejste hende op. Da han var sikker på hun ikke faldt. Slap han hende roligt og smilede svagt. En smuk mystisk og forførende stemme kom fra de fyldige læber. Hvor 2 sølvringe var placeret på den nederste læbe lige ved siden af hinanden. "Det var så lidt frøken. Jeg var bare heldig. Jeg kom ud fra en gyde længere nede. Og skyndte mig af sted. Fordi jeg ikke kan li mørket. Da det så var du faldt." Sagde han smilende. Hendes aura fortalte ham at hun var bange for mørke. Med andre ord en af hendes svagheder var mørke. Og lige nu var der meget mørkt. Derfor var det hun hele tiden kiggede rundt. "Jeg øhh. Hader at være alene så sent på aftenen. Kan det lade sig gøre at jeg som tak for jeg hjalp dig. Kunne be om dit selvskab hjemme hos mig. Bare til imorgentidlig." Spurgte han blidt og vendte blikket roligt imod hendes øjne. Hans øjne var mørkebrune med et svagt rødligt skær. Et næsten ubemærkeligt skær. Det eneste som egentlig virkede underligt ved ham.

Hun kiggede svagt op på ham da han roligt slap hende igen, hun rettede lidt på sit tøj efter som han havde haft fat rundt om hendes mave og det var blevet lidt krøllet, mere end det skulle i hvert fald. Hun smilede roligt da han nævnte det med at han var bange for mørke, så var hun altså ikke den eneste. Hun nikkede roligt "well... jeg er i hvert fald glad for du nåede at få fat i mig" sagde hun med sin blide stemme.
Hun gik lidt i stå af hans spørgsmål... Han ville have hende til at komme hjem til ham og være hos ham til morgen.. Hun vidste ikke helt, hun var ikke så tryg ved det, hun var faktisk meget bange for det. Men på den anden side, han havde lige hjulpet hende. Hun tøvede nervøst og kiggede bange op på ham. Hun vidste helt seriøst ikke hvad hun skulle svare ham. "Um... Tjo.. Je.. Jeg ved...Oki.. Men hvor bor du" svarede hun nervøst og meget usikkert.

Et svagt smil kom frem da hendes svar endelig kom ud efter al den stammen. Imens hun stammede begyndte han at se trist ud. Det virkede jo som om hun prøvede at finde på en dårlig undskyldning. Men da svaret endelig kom smilede han glad. Langsomt begyndte han at gå efter hendes hånd. Nervøst. "Må jeg tage din hånd så jeg kan føle mig lidt mere tryg ved mørket?" Spurgte han svagt smilende. "Ikke så langt herfra det lover jeg det er lige rundt om hjørnet." Sagde han smilende og så hende direkte i øjnene. Det det perfekte falske nervøsitet. Reilly havde mange talenter. Han var en genial skuespiller. En super god guitarspiller. Og en ond bass spiller. Mest for at score piger. Sjovt nok var hende her. Osse en musik kvinde. Interessant. "Jeg har nogle musik instrumenter. Så vi ikke kommer til at kede os." Sagde han roligt med et svagt smil. "Det er kun 3-4 timer så burde solen begynde at stå op." Sagde han halvnervøst. Og kiggede sig grundigt rundt.

Hun gispede svagt da han gik efter hendes hånd, hun følte sig virkelig ikke trygt ved det her, ved ham her, han virkede så uskyldig, men på samme tid, virkede han meget skræmmende, som om han ville hende noget ondt og det gjorde hende virkelig bange, det burde han osse kunne se på hende, hun rystede jo nærmest. Hun kiggede nervøst op på ham, og han kiggede nervøst på hende. Hun nikkede dog til sidst og gav ham lov til at tage hendes hånd.
Hun nikkede svagt da han sagde det ikke var langt derfra og da han nævnte det med musikinstrumenterne så det lidt mere lyst ud for hende, "Guitar?" spurgte hun hviskende og kiggede ud i den blå luft.
Hun kiggede op på ham da han nævnte hvor lang tid der var til at solen sådan cirka stod op. "Okay, jeg går bare der så" sagde hun hviskende

Han smilede svagt. Stadig nervøst. Og lod roligt sin hånd gribe fat i hendes. Hvorefter han roligt og langsomt begyndte at følge hende af sted mod hans hjem. Der var lidt længere nede af gaden. Da hun nævnte ordet guitar vidste han præcis hvad det var hun mente og nikkede roligt. Så hun kunne se at han havde en. Faktisk havde han 2 guitarer. Men det var ikke noget han behøvede at sige. Han skulle bare følge hende hjem til ham så kunne hun se det hele. Han så op mod himlen og smilede svagt. Før han roligt vendte blikket imod hende. Stadig lige så nervøs som altid. Men virkede en smule tryggere. "Det bestemmer du endelig selv." Hviskede han roligt før han roligt vendte blikket bagud. Som om han holdte udkig efter mulige trusler. Men kiggede egentlig bare om der var nogen der fulgte efter dem.

Hun gispede svagt da han tog hendes hånd, hun kiggede op på ham og fulgte efter ham som han gik gennem gaderne. Og gik meget tæt på ham da det føltes for hende at mærket kom tættere. Hun kiggede op på ham da han nikkede til at han havde en guitar. Hun smilede svagt g fugte med mens hun nærmest klamrede sig op af ham, hun hade mørket.
Hun kiggede op på ham da han pludselig vende sig om mod hende, hun kiggede forvirret på ham og nikkede, "Oki..." Sagde hun svagt. Kiggede sig over skulderen og så på ham igen. "Kan vi gå videre" hun ville gerne væk fra gaden nu

Han smilede roligt. Og fortsatte derefter så sin gågang. Indtil de nåede et gammelt boligkompleks. Roligt åbnede han døren. Og kiggede ned langs gaden. Så hun kunne komme ind. Og han kunne virke stadig lige så nervøs. Bare lige indtil de kom op. Han ville virke mere rolig når de var oppe. For så var han jo hjemme hos ham selv. Alle følte sig jo mere tryg hjemme. Da hun var kommet ind lukkede han døren efter ham selv. Og førte hende op på anden sal og til lejligheden til højre. En lille lejlighed. Ikke særlig stor. Og specielt ikke særlig stor eftersom der var instrumenter over alt.

Han kiggede tøvende på ham men hun gik stadig efter ham, lige i hælende på ham da han havde fat i hendes hånd. Hun kiggede på det gamle boligkompleks som de var kommet til, et stød gik igennem hende da han åbnede døren for hende. Hun overvejede ikke at gå ind men gjorde det så alligevel, det var det med ikke at kunne sige nej til noget. Hun hørte døren lukke bag sig og gispede svagt. Hun fulgte med ham op til en lille lejlighed. Men hun forholde sig bare helt tavst. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

Han stod lidt og drejede sin fod mod gulvet. Afventede egentlig hun ville sige noget til hans lejlighed. Men da det ikke virkede som om hun ville sige noget spurgte han så nervøst. "Hvad synes du?" Før han roligt gik mod en dør som var køkkendøren. Han var blevet lidt tørstig og ville tage sig noget af drikke. "Er du tørstig?" Spurgte han roligt og kort efter gik han igennem døren og begyndte at rode med glas.

Hun kiggede på alle se mange instrumenter han havde stående overalt i lejligheden. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede op på ham med et svagt smil. "Øhm... Du har mange instrumenter" hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, det var det hun havde lagt mærke til.
Hun kiggede efter ham da han gik. Hun gik forsigtigt efter ham og stod lidt bag ham i det han spurgte om hun var tørstig. "Um... Nej det er jeg ik" sagde hun og kiggede lidt tøvende på ham.

Et svag træk på skulderen. Og han hældte et glas vand op til sig selv. "Du må godt bruge en af instrumenterne. Bare giv den gas." Sagde han roligt og tog en blid tår af sit vand. Og hældte bundsjatten ud. Hvorefter han roligt gik tilbage imod hende. Og stoppede op foran hende. Hvor han roligt bare stod og kiggede på hende med et roligt smil. Stadig nervøst. Men mere trygt.

Hun kiggede på de forskellige instrumenter da han sagde hun godt måtte spille på dem. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle vælge, der var jo så mange. Hun smilede svagt og nervøst på ham da han kom hen til hende. Hun kiggede op på ham men så hen på en guitar. Hun lagde hovedet på skrå. Gik roligt hen mod den, og tog den op. Hun kiggede lidt på den, overvejede at spille lidt... Men stillede den så tilbage hvor den stod før. Hun kiggede hen på ham igen med et svagt smil.

Et roligt smil kom frem på hans læber. Før han roligt satte sig ned i en af de eneste møbler i lejligheden. Der var en seng gemt væk bag nogle instrumenter. En blød lænestol som han sad i nu. Og en sofa. Flere møbler var der ikke i dette rum. Han så fortsat på hende med et roligt smil. Tænkende over hvad han kunne bruge hende til. Og valgte at gennemsøge hendes Aura for at se om der var noget at misbruge. Bare den mindste ting.

Hun kiggede lidt videre på de forskellige instrumenter han havde, så mange, blev han aldrig sindsyg af ikke at kunne komme til for alle de instrumenter. De var jo et stort rod. Cassadee havde fået bygget en kælder til hendes instrumenter. Og hvad hvis han lige pludselig kom til at vælte et af dem. De var altså meget skrøbelige sådan nogle instrumenter.
Hun kiggede lidt tilbage på ham før hun vende sig om og kiggede videre på alle de forskellige instrumenter. Der var dog ikke nogen hun ikke havde hørt om.

Langsomt fandt han en lille fløjte frem fra ved siden af hans stol. Som han roligt stak for læberne. Og begyndte at fløjte i. denne fløjte var en speciel fløjte. En Ocarina fløjte. Et sjældent instrument at spille på. Men han fløjtede på den uden problemer. Det der var speciel ved denne fløjte var. At den havde en evne til at døse folk i søvn. De blide toner fik ens krop til at blive meget træt. Alle andre end fløjteren selv ville blive søvnige og langsomt falde i søvn. Medmindre selvfølgelig de havde en abnorm stor viljestyrke.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun vende sig langsomt om mod ham igen idet han begyndte at fløjte. Hun lagde hovedet på skrå da hun så fløjten men i det samme som hun skulle til at sige noget afbrød et gab hende. Hun holde sig for munden. Sjovt nok følte hun sig lige pludselig træt. Det var sjovt... Fordi lige før var hun så vågen. Hun kunne mærke hendes øjenlåg blive tunge og hvor søgning hun egentlig blev. Hun tog en dyb indånding og i det samme kunne hun mærke hendes øjne lukkede i. Og langsomt gled hun i søvn. Hun sov ikke helt endnu, det var derfor hun egentlig stadig kunne holde sig stående, hun var stadig en anelse ved bevidsthed.

Roligt slap læberne fløjten så den stoppede med at spille. "Du må godt lægge dig i sofaen hvis du føler dig træt." hviskede han roligt. Før han placerede læberne for fløjtens munding igen. Og begyndte roligt at spille igen. Så den søvnige melodi kom igen. Jo længere tid han fløjtede. Desto stærkere blev den. Før eller senere ville hun ikke kunne holde sig vågen længere. Det var sådan hans plan var. Og så kunne han virkelig hygge sig. Han kunne virkelig have det sjovt.

Hun hørte lige hva han sagde til hende. Hun åbnede øjne selvom det var lidt hårdt da hun var så træt. Hun gik over mod sofaen og lagde sig i den, krøllede sig helt sammen, gemte hovede nede mellem hendes krop og sofaen ryglæn. Hun hørte fløjten igen og med et som hun tog en dyb indånding faldt hun i søvn. Dog som andre nok ville slappe af når de sov gjorde Cassadee det ikke. Hun slappede aldrig af fordi hun var så bange for om der pludselig skulle komme en og gøre hende ondt. Derfor vågnede hun altid i den samme position som hun faldt i søvn i. Helt sammen krøllet og gemt væk.

Melodien havde gjort sit arbejde. Roligt slap han fløjten og gemte den væk igen. Før han rejste sig op. Og fandt nogle reb frem. Hvorefter han begyndte at binde hende op. Om benene. Om armene på ryggen. Og om halsen. Derefter bandt han alle tre bindinger sammen i et reb. Så hun ikke kunne bevæge armene eller benene uden at kvæle sig selv lidt. Derefter tog han fløjten frem og begyndte at spille en anden sang. En sang som var beregnet til at vække folk fra deres trance fra hans forrige melodi. Mens han sad på sofaryglænet ovenover hende. Så det første hun ville se var ham. Og hans selvtillid. Han havde droppet skuespillet nu. Han lignede sig selv. En dæmon med så meget selvtillid at man skulle tro det var løgn. Han havde vundet. Hun havde tabt. Som altid var Reilly ubesejret.

Sovesangen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

vågnesangen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun vågnede ikke lang tid efter, det lod ikke til at være særlig lang tid efter. Hun åbnede øjne og fik øje på manden som havde fulgt hende hjem til ham side og kigge ned på hende. Hun sank en klump. Hun kiggede lidt rundt... Og i det samme fandt hun ud af at hun var bundet. Og det var ikke bare lige hurtigt det var gjort, nej det var armene som var omme på ryggen, det var benene og så halsen.
Hun vende øjne op mod ham med skræk i hendes øjne. Hun havde faktisk stolet på denne mand, hun havde stolet på en, hun stolede ikke på nogen, men ham her havde hun stolet på lidt på og se hvad det førte til. Hun blev bundet og hvem vidste hvad der skulle ske med hende nu. Ville han torturere hende... Eller værre. Tåre begyndte at rende ned af hendes kinder. Hvordan kunne hun havde været så dum at stole på en. At stole på ham, en helt fremmed.. Han havde dog virket så sød til at starte med... Men han var ond var han. Hun begyndte at vride sig men i det samme strammede rebet om hendes hals og hun begyndte at hoste. Hun stoppede med at vride sig og begyndte at hulke. Hun havde på inden måde fortjent det her, hun havde ik gjort ham noget. Hvad skulle det her til for. "Slip mig fri" halvråbte, halv kvalt i hendes hulk

Et svagt smil kom frem da hun vågnede. Skrækken i hendes øjne. Han kunne allerede se sjælen indeni hende skrige. Fornemmelsen af hendes sjæl gjorde ham vildere. Langsomt kiggede han roligt på hende med et ondt smil. Og tog fat i hendes ene bryst. Allerede nu kunne han svagt smage hendes sjæl glide over i ham. "Du smager godt." Hviskede han med en dyrisk stemme. Hvorefter hans øjne så direkte på hende. "Jeg bliver nød til at afsløre noget. Jeg er ikke menneskelig. Jeg er en Incubus. En dæmon der lever af sjæle. Igennem sex." Sagde han ondt. Før han roligt bukkede sig fremad og begyndte at kysse hendes hals. Fortsatte med at smage på hendes sjæl. Med et ondt smil. Og et dyrisk grin.