Hej nice style girl (Cassadee=privat)

Hun kiggede på den ældre mand som kom til dem, og hun fik prøvet ringen. Hun kiggede op på Reilly imens han gav hende den på. Hun elskede Reilly, det gjorde hun virkelig, det var grunden til hun allerede vidste at hun blev nød til at gøre dette, han ville ikke blive glad, men hun håbede han ville kunne se lykken i det, når hun var glad.
Hun smilede da den passede perfekt, og kiggede så på manden igen.
Et større og kærligt smil blev sendt i Reillys retning, og rødmede lidt over det han sagde.
Hun rødmede lidt mere af det manden sagde, og smilede mildt til manden.
"Øhm... Jeg vil gerne have dit efternavn" sagde hun og kiggede på Reilly.

Han smilede kærligt mens han så på hende. Nussede hendes kind roligt. Han elskede Cassadee så højt. Det var derfor han ikke ville risikere hun døde. Så ville han jo miste hende. Og det nægtede han at gøre. Han så kort mod ringen med et blidt smil. Vendte blikket kort mod hende. Lyttede til hendes svar. "Cassadee Angelic Reilly." Sagde han roligt og så på juvelmanden. Som nikkede og gik så med ringen. Hvorefter han vendte sig imod hende med et blidt smil. "Jeg kommer ned og henter den imorgen skat." Sagde han med et blidt smil og lagde så en hånd på hendes kind. Og kyssede hendes læber kærligt med et blidt smil.

Hun kiggede efter manden som gik med ringen efter hvad Reilly havde fortalt hvad der skulle stå, indgraveret.
Hun smilede blidt til Reilly, og nikkede. Hun klædet sig vildt meget til at hun skulle have den ring på, at hun skulle giftes med ham, det var det bedste der var sket for hende.
Hun gengælde blidt kysset.

- Big time jump *hopper forbi, bryllup, barnets ankomst og de første dage som vampyr for Cassadee. (blev bidt af NPC)* -

Hun havde klaret det igennem, hun levede stadig, og hun var endelig blevet vampyr.
Hun kunne leve sammen med Reilly forevigt nu, hun behøvet ikke at være bange for at blive gammel, og dø før ham. Hun ville se præcist som hun så ud nu, i mange, mange år.
Og om Reilly var glad for dette, eller ikke, var hun egentlig ligeglad med, hun var glad for nu at kunne være sammen med ham og hendes datter forevigt, i stedet for at hun skulle dø, og det skulle de ikke.
Hun sukkede tungt.
Hun var på vej hen til Reilly's lejlighed nu, hun havde været væk i nogle dage nu, og Reilly var sikkert ude af sit gode skind af bare bekymring, for hun havde nemlig ikke sagt noget om at hun var taget afsted. Og hun havde bare ladt ham alene med barnet. Når nu hun tænkte over det, var det meget uansvarligt, men hun havde en ting hun bare skulle havde klaret, og den var endelig blevet klaret, og hun var klar til at komme hjem.

Hun gik ind i opgangen, og gik roligt op af trapperne, indtil hun nået hans dør, og hun bankede roligt på den, før hun roligt trådte ind. Man kunne jo egentlig godt sige at hun boede der, de var jo gift, og var ved at stifte familie allerede.

Da hun kom ind af døren var Reilly inde i soveværelset og ved at lægge Natacha i seng. Deres elskede datter. Hun voksede så hurtigt. Hans dæmoniske side var begyndt at blive set i hende. Hun var flippet og kastet med ting 2 gange idag. Men lige nu lå hun rolig. Han sad ved siden af hendes lille køjeseng. Og roligt gyngede den med foden. Mens han sad med en guitar. Og blidt spillede en rolig godnat sang for hende. Det var det eneste der kunne få hende til at falde til ro. Cassadee og Reilly's musik. Han så kort imod gangen da han hørte nogle bange. Og genkendte ikke auraen med det samme. Den var kold og vampyrisk. Han drejede hovedet kort. Før han roligt rejste sig op. Og knyttede roligt næverne. Han lagde blidt sin guitar fra sig. Og begyndte at gå imod døren ud af deres datter's soveværelse. De var flyttet ind i en lejlighed med 4 værelser. 2 soveværelser en stue og et køkken der hang sammen og et hobbyrum hvor Cassadee og Reilly's instrumenter var. Han kom langsomt ud af værelset. Lukkede døren efter sig. Han stod nu i stuen. Bag ham var 2 døre. Det ene var Natacha's soveværelse. Og det andet Reilly og Cassadee's soveværelse. Der var et åbent køkken ved hans højre side. Og til venstre var deres hobby værelse. Men lige for enden. Var der en lille gang hvor der nu var nogle indeni. Han tog roligt sit sværd ned fra væggen. Og trak det. Hvorefter han gik hen og hev døren op til gangen. Med sådan en kraft at dørkarmen svagt gav en knirkende lyd fra træet gav efter. Da han opdagede at Cassadee stod i gangen. Stivnede han kort. Sværdet gled ud af hans hænder og ned på gulvtæppet og lagde sig der. "Cassadee?" Spurgte han chokeret og så på hende med en åben mund.

Hun begyndte at tage sine sko og overtøj af, hængte det, og stillede det, før hun fik lidt af chok da døren til den gang hun stod i, blev flået op. Hun kiggede hurtigt op og så Reilly stå med et sværd, men som han lod falde til jorden kort tid efter. Hun kiggede lidt op og ned af ham. Han lignede fuldstændig sig selv, men selvfølgelig gjorde han det.
Hun smilede blidt til ham. "Hej Reilly" sagde hun, lidt tøvende, for han måtte kunne se, at alt ikke var ved det gamle ved hende, han måtte også kunne lugte det.

Han så chokeret på hende. Gik lidt nærmere. Før hans øjne ændrede sig. Og pressede hende imod væggen ved at tage fat i hendes skuldre. Og holdte hende fast. "HVAD HELVEDE HAR DU GJORT!!!" Råbte han. Vreden strålede frem fra ham. Han kunne godt se hvad hun havde gjort. Og han var vred over det. "Cassadee! Jeg sagde du ikke skulle!" Sagde han hårdt og så på hende. Vreden blev skiftet med sørg. Han kunne ikke blive sur på hende. Han vidst hvorfor. Men han kunne ikke lade det der gå ustraffet for. Han havde aldrig skældt hende ud før. Men hun fortjente det. Hun var gået bag hans ryg. Han følte sig så ekstremt såret. Men skjulte det med vrede i stedet.

Hun blev chokeret da hun blev presset mod væggen, og prøvede desperat at komme væk fra ham da han råbte af hende. For selvom hun var blevet vampyr, betød det slet ikke at hun havde ændret sin skrøbelige personlighed.
Hun kiggede skræmt på ham, hun vidste han ikke var særlig glad for dette, men hun havde ikke regnet med at han... Ville råbe sådan af hende.
"Jeg ville bare være sammen med dig forevigt" sagde hun ulykkeligt og skræmt. Hun prøvede at nå ind til, at kramme ham, men hun vidste ikke om han havde lyst til det.

Han så stadig med en dulmende vrede på hende. "Du efterlader mig og din datter i en uge. For at skride hen til en eller anden og blive vampyr?! På trods af jeg sagde til dig det var for risikabelt?" Spurgte han med en hård tone. Hvorefter han hamrede sin næve ind i væggen ved siden af hende. Styrken fra slaget gav et kort lufttryk som sikkert ville få hendes hår til at bevæge sig lidt. Hvorefter han skubbede sig væk fra væggen og gik ind i stuen. Hvor han gik rundt. Han var så glad for at han havde gjort Natacha's værelse lydtæt. Han havde placeret en radio ved døren så han stadig kunne høre hende hvis det var. Og så kunne han se hendes aura hele tiden. Af en grund så kunne Reilly se Natachas aura ligemeget hvor langt væk han var. Som om han var forbundet til hende. Hvilket han jo også var. Han så vredt på Cassadee. Begyndte at gå rundt i cirkler mens han tog sit til hoved. Rystede over hele kroppen af vrede. Og stoppede så op. Hans blik så hendes skræmte ansigt. Han valgte roligt at gå forbi hende. Hvorefter han begyndte at tage sine sko af. "Jeg skal ned og ryge jeg kommer igen." Cassadee vidste godt hvad han mente. Han skulle ned og ryge nogle af hans urter. Han havde ikke rørt det siden de blev gift. Men hvis han skulle falde til ro måtte han ha lidt. Han gik ud af lejligheden og smækkede døren efter sig. Hvorefter han begyndte at gå ned af trapperne. Da han nåede ned af gangen. Og ud. Gik han direkte hen imod det gamle kvarter. Det voldelige. Det var ikke langt derfra. Men for Cassadee's skyld var de flyttet hen til et lidt pænere kvarter. Han løb nærmest hen til hans gamle kvarter hvor han kunne købe nogle af de berusende urter han skulle bruge. Da han nåede derhen. Købte han det hurtigste der var i nærheden. En færdig rullet. Og lukkede øjnene kort. Før han sukkede og tog den i munden og tændte det. Tog et kraftigt langt sug. Og holdte det så inde. Og pustede det så roligt ud.

Hun kunne ikke holde sine tåre tilbage længere, og lod dem derved falde ned af hendes kinder. Hun skreg overrasket da han hamrede sin næve ind i væggen, hun tog armene op foran ansigtet, i frygt for at han måske også ville slå lidt på hende.
Hun lod armene sænke sig og kiggede efter ham da han gik væk fra hende, hun turde ikke at gå efter ham, hun havde været ude for at han var ond ved hende, de var da de lige havde mødtes, og hun vidste godt at han ville kunne gøre det igen. Selvom han havde sagt han ikke ville, kunne hun ikke rigtig sige om han mon ikke ville gøre det, når nu han var så sur.
Hun krøb sammen i et hjørne, hvor hun sad lidt i forsvarstilling, da han så vredt på hende.
Et stød gik igennem hende da han gik hen mod hende, men så gik forbi hende, og begyndte at tage sko på. Hun sukkede da han sagde han skulle ned og ryge, men hun ville ikke sige noget til det lige nu, hun var meget bange for ham. Lige nu overvejet hun faktisk stærkt om hun faktisk burde havde kommet tilbage.
Da han var gået, brød hun med det samme ud i gråd. Hun kunne ikke rigtig holde det inde mere. Hun sad lidt og græd for nogle minutter, indtil hun kom vaklende på benene, og gik lidt rundt i lejligheden.
Hun valgte at gå hen til deres datter, i hendes soveværelse. Hun kiggede på hende imens hun lå og sov, så fredfyldt. Hun smilede af det, men gik så lidt efter ind i stuen og satte sig i sofaen. Hun kiggede lidt rundt, hendes kinder var hævet og røde, hendes øjne det samme, og det sveg ret meget.
Hvorfor blev han så sur, han vidste hvor meget det betød for hende, kunne han ikke være glad på hendes vegne. Hun sukkede tungt, og trak sine ben op til sig, og begravede sit hoved mellem hendes knæ.

Efter at ha taget et sug eller to så han kort på rullen af papir med urter i. Og sukkede svagt. Hvad havde han gang i? Han smed den på jorden. Og begyndte at løbe tilbage mod lejligheden. Han vidste godt hvorfor hun havde reageret sådan. Hvorfor var han sådan en idiot. Han skyndte sig ind i opgangen. Og løb op af trapperne. Og nåede døren. Et kort øjeblik stivnede han. Hvad nu hvis hun ville forlade ham på grund af det? Han sukkede og valgte at bide sorgen sammen. Håbede på hun ikke var igang med at pakke. Han åbnede roligt døren. Og gik ind. Skubbede kort sine sko af. Og skubbede dem hen til siden hvor han altid havde sine sko liggende. Roligt lukkede han døren efter sig. Og gik roligt ind i stuen. Da han så hende siddende der på sofaen. Med røde kinder. Mistede han al luft. Han kunne ikke snakke. Han blev helt stiv. Han havde aldrig set hende så rød på kinderne efter gråd. Han trak vejret kort. "Undskyld Cassadee." Hviskede han svagt og så på hende med et svagt rystende blik. Der tydede på at han var ked af det. Han gik roligt hen og satte sig på skamlen til hans lænestol som var ved siden af sofaen. Og så på hende roligt. "Unskyld Cassadee. Det var ikke meningen at gøre dig så bange. Jeg... Jeg kunne bare ikke fatte du gik bag min ryg. Og for hvad? Så vi kunne være sammen for evigt? Du kunne være død." Hviskede han svagt og så kort ned på sine svagt spredte fødder. Hvor han holdte sit blik. Han kunne ikke få sig selv til at se på hende.

Hun kiggede op da hun hørte Reilly's stemme, hun kiggede hen mod ham, men hun smilte ikke til ham eller noget. Hun var ikke direkte sur på ham, hun var mere bange for ham, og havde ikke den store lyst til at være særlig tæt på ham lige nu.
Hun tog ikke imod hans undskyld, hun så bare ned igen, så hun ikke behøvede at kigge på ham. Hun ville ikke kunne holde ud at se ham ked af det, hun ville bare tilgive ham med det samme, og selvom han var meget ked af det, havde han ikke fortjent en tilgivelse.
Hun rykkede en smule på sig, da han satte sig på en skammel, ved siden af sofaen. Hun kiggede lidt op på ham, og tørrede sine øjne meget forsigtigt, da det gjorde ret ondt.
"Jeg troede du gerne ville være sammen med mig forevigt, så hvorfor kan du ikke bare være glad, du kan være sammen med mig forevigt nu, og jeg døde ikke!" sagde hun lidt højt, men sukkede så tungt, og gemte bare sit ansigt.

Han sukkede svagt mens han så på hende. Og så kort ned. Før han så op på hende svagt. "Cassadee jeg kunne ha mistet dig uden at vide det. Hvordan ville du ha det hvis jeg bare forsvandt og du senere fandt ud af jeg var død? Jeg kunne ikke li tanken. Den skræmte mig. Jeg ved jeg reagerede voldsomt. Men du ved lige så godt som jeg at jeg har et stort temperament." Han havde før blevet vred på hende af småting. Men aldrig noget så stort som dette. Aldrig en så kraftig vrede. "Undskyld Cassadee jeg ved godt du gjorde det for Natacha og min skyld. Men stadig. Du gik uden at give mig besked. Og kommer tilbage en uge efter som vampyr. Jeg fik et så stort chok at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle reagere. Og endte med at reagere voldsomt." Han rejste sig op og gik hen og satte sig ved siden af hende svagt. Med lidt afstand så hun ikke følte sig at han trængte på. "Men hvis det er en trøst så er jeg glad for du er i live. Og for at vi kan være sammen for evigt." Hviskede han svagt. Og så lidt på hende svagt.

Hun sukkede og kiggede irriteret på ham, men også ked af det. "Men jeg er ikke død, jeg er LIGE her" sagde hun og kiggede på ham med et stift blik.
Hun kiggede hurtigt ned igen, og krammede på en måde sine ben. Hun lagde sin kind mod hendes knæ, mens hun kiggede på ham.
Hun kiggede dog bare ned til sidst. "Jeg var bange for at du skulle slå mig.. Ved du godt det?" sagde hun og kiggede såret på ham.
Hun kiggede op på ham da han kom hen og satte sig i sofaen med lidt afstand.
Hun trak lidt på skulderne. "Det er lidt en trøst" sagde hun og kiggede på ham med et svagt smil.

Han så på hende roligt. Og sukkede svagt. "unskyld jeg er lidt af en sortseer." Hviskede han svagt og så lidt på hende. Før han lænede sig ind til hjørnet. Hvis hun ville havde han gjort plads til hun kunne ligge sig op af ham. Men kun hvis hun ville. Han lukkede svagt øjnene kort. Og sukkede kort. Han så lidt på hende. "Slå dig? Aldrig i livet." Sagde han med et dybt alvorligt ansigt. "Jeg kunne aldrig finde på at slå dig Cassadee. Aldrig." Sagde han svagt og så lidt ned igen. Hendes svage smil og hendes ord om det var lidt en trøst fik ham til at smile lidt. Han så på hende med det samme forelskede blik han altid havde på når han så på hende. "Cassadee jeg elsker dig. Det ved du. Og jeg ved godt det kan være svært at tilgive mig. Jeg kan ikke engang tilgive mig selv lige nu." hviskede han svagt. Før han så ned igen.

Hun kiggede lidt på ham og lagde hovedet på skrå, ja han var noget af en sortseer. Hun sukkede tungt, og betragtede ham lidt som han lænede sig lidt mod hjørnet af sofaen.
Hun sukkede kort, og nikkede. Hun vidste godt inderst inde at han ikke ville slå hende, men hun vidste virkelig ikke hvad han ikke ville gøre når han var så vred. "Jeg ved godt du ikke vil slå mig, men du gjorde mig bare så bange, jeg vidste slet ikke hvem du var, jeg vidste virkelig ikke rigtig hvad du ikke ville kunne finde på at gøre ved mig." sagde hun og kiggede lidt skræmt på ham.
Hun smilede lidt til ham, og sendte ham det samme forelskede blik. Hun krøb lidt hen til ham, og lagde sig op af ham. Hun smilede blidt til ham. "Du kan starte med at give mig et kys, så kommer du nok tættere på din tilgivelse" sagde hun og smilede drillende til ham.

Han så på hende roligt. "Ligemeget hvor vred jeg er så kan du være sikker på at jeg højest slår på ting. Eller nogle af bøllerne hende fra mit gamle kvarter. Aldrig på dig." Han lod hende roligt lægge sig ind til ham. Og lagde blidt en arm om hende. Nussede hendes skulder kærligt. Da hun vendte blikket op imod ham. Han smilede hende blidt tilbage. Og kyssede hende så kærligt på læberne. Holdte kysset så lang tid hun ville. Hun fortjente et godt og langt kys. Han havde sådan overreageret. Og han ville vise hende hvor ked af det han var. Han kyssede hende sjældent længe. Ikke fordi han ikke elskede at kysse hende. Men fordi han ikke var så vild med at kysse længe. Men lige nu kyssede han hende så længe hun ville ha det. Hun fortjente det.

Hun smilede blidt til ham, hun tænkte nok at han ikke ville slå hende, men man kunne ikke bebrejde hende det, at hun faktisk var lidt bange for at han måske gjorde det.
Hun gav et nydende suk fra sig da han kyssede hende. Hun fik sig sat lidt op, så hun til sidst sad oven på ham, mens hun kyssede ham kærligt og lidenskabeligt. Hun slap blidt hans læber, og kyssede ham ned til hans hals, som hun slikkede på og kyssede flere gange, i stedet for at bide, for det ville hun nok ikke kunne klare, det plejede hun ellers at gøre som menneske, men det kunne hun måske også godt, længere ude i fremtiden.

Han så kort på hende. Da hun valgte at sætte sig ovenpå ham. Han kyssede hende videre nydende. Og lod roligt hende slippe hans læber og begynde at kysse og slikke hans hals. Han grinte svagt. "Skat? Vil du ikke nok drikke mit blod?" Hviskede han roligt. Og så lidt ned på hende. "og kun mit. Jeg ønsker ikke at du skal skade nogle. Så drik mit. Jeg er ligeglad med at du tager mit." Hviskede han blidt og så hende roligt i øjnene så hun kunne se han var fuldstændig seriøs med hun skulle drikke hans blod. "Desuden så vil jeg ikke ha du har andres blod end mit i dig." Hviskede han blidt med et roligt smil.

Hun kiggede lidt overrasket på ham da han spurgte om hun ikke nok ville drikke hans blod. Var han seriøs, hun kiggede chokeret på ham, men nikkede så lidt da han forklarede hvorfor. "Øhm jov, okay så, det bliver nok bare ike nu, jeg er ikke sulten." Sagde hun og smilede lidt, inden hun lod sine hænder køre ind under hans trøje, og kælede for hans brystkasse og mave.

Han så på hende svagt med et blidt smil. "Jeg elsker dig Cassadee. Jeg vil ikke ha du har mord på samvittigheden." Hviskede han blidt men kunne ikke undgå at tænke. *Ligesom mig.* Eftersom han havde dræbt i alle de 1500 år han havde levet. Og ikke gjort andet end skade folk. Nu når hun var kommet ind i hans liv. Var han begyndt at få en samvittighed. Og han var begyndt at mærke smerten af at ha dræbt så mange mennesker. Da hun begyndte at nusse hans mave. Lukkede han blidt øjnene af ren nydelse. Og lod hende.

Hun smilede blidt til ham, og grinede svagt. "Jeg tror ikke jeg kan have nogle døde fugle på samvittigheden" sagde hun og kyssede ham blidt på munden. Hun havde skam kun drukket menneskeblod en gang, men så havde hun drukket dyre blod for resten.
Mest fordi hun ikke rigtig kunne lide smagen af menneskeblod.
Hun løftede hans trøje lidt op, og begyndte at plante nogle små kys på han mave og bryst.
Hun kiggede lidt op på ham med et smil på læben, inden hun begyndte at kyssede ham igen, og begyndte langsomt at åbne hans bukser.

Han smilede roligt mens han så på hende. Hendes kommentar fik ham til at grine svagt. "Nej skat. Men du ved vel lige så godt som jeg at en vampyr ikke kun kan leve på dyreblod. Tænk over hvis nogen bliver skadet i nærheden af dig." Sagde han blidt og så på hende roligt. Med et svagt smil. Hvorefter han roligt lukkede øjnene. Da hun begyndte at plante kys ned af hans bryst og åbne hans bukser. Langsomt nussede han hendes arme uden at stoppe hende. Han kunne ikke. Det føltes så godt.

Hun kiggede på ham. Folk kom til skade i hendes nærhed, hun trak på skulderne. "Så må det vel gå udover nogen som har fortjent det" sagde hun og kiggede på ham med et blidt smil.
Hun trak langsomt hans bukser ned, samt hans underbukser. Hun kyssede sig vej ned af hans mave, til hun nåede mellem hans ben.
Hun smilede lidt op til ham, inden hun tog hans lem i munden, og bevægede sine læber frem og tilbage.

Han smilede roligt ved hendes kommentar. "Jeg fortjener det. Sådan som jeg flippede på dig." Sagde han med et roligt smil. Hvorefter han lukkede øjnene hårdere da hun begyndte at trække hans bukser ned. Og lod hende. Løftede sig lidt så hun bedre kunne. Før han mærkede hendes læber om hans lem. Et svagt nydende suk kom fra hans læber. Da han langsomt lagde sin hånd ovenpå hendes hoved. Og tog lidt fat. Og begyndte selv at rykke hendes hoved. Så det gik hurtigere. Flere nydende suk kom fra ham. Mens han smilede blidt.

Hun smilede lidt og nikkede. "Ja, du fortjener det lidt" sagde hun og smilede blidt til ham.
Hun blev lidt overrasket da han sådan tog fat i hendes hoved og begyndte at rykke, så det gik lidt hurtigere. Hun kiggede lidt op på ham, og gjorde det bare så hurtigt som han nu ville have det.