Hej nice style girl (Cassadee=privat)

Han smilede blidt mens han så på hende kærligt. "Ja for evigt skat. Jeg har eksisteret i 1500 år og aldrig været forelsket. Jeg er dybt forelsket i dig. Jeg ved at du vil være mit livs kærlighed." Sagde han blidt og nussede hendes hånd i hans mens han så på hende med et forelsket blik. Og tænkte kort at det var underligt hun betvivlede hans kærlighed til hende. "tror du da ikke vi holder evigt?" Spurgte han svagt og drejede hovedet lidt. Hans øjne blev roligt skyede og lidt hvide i det. Så han kunne se hendes aura. Se hvad hun mente om de ville holde for evigt. Om hun troede på det.

Hun smilede stort til ham da han sagde ja, de skulle være sammen for evigt! Hun var rigtig glad for det, og hun ville helt sikkert også være sammen med ham for evigt, det ville hun ikke have noget imod.
Hun kiggede undrende på ham, og smilede blidt til ham. "Jov da, men jeg vidste bare ikke om du ville have det skulle vare evigt, eller om det bare var sådan noget midlertidigt for dig.." sagde hun og kiggede lidt ned.

Han så hendes aura lyse i en lykkelig farve. Og begyndte at smile. "Vil du gerne se hvor seriøs jeg er angående at vi skal være sammen for evigt?" Spurgte han roligt og så på hende med et kærligt smil. "Lad os spise færdig så vil jeg vise dig det." Sagde han smilende og slap svagt hendes hånd. På en måde der viste hende at han egentlig helst ikke ville slippe den. Men hvis han skulle spise færdig så var han nød til det. "Jeg er helt ærlig over for dig når jeg siger jeg er 100 procent sikker på det er dig jeg vil ha for evigt." Sagde han og så på hende med et lykkeligt smil. Hvorefter han roligt begyndte at spise af sin brunch.

Hun troede nu på ham, men ja hun ville da gerne se hvor seriøs han mente det, hvor seriøst det var med hende. At hun ikke bare var et stykke legetøj, hun ville ikke være et legetøj. Hun kiggede hurtigt på tallerknen. "Ja" sagde hun, hun ville gerne se hvor seriøs han var.
Hun nikkede roligt da han sagde at han ville vise hende det bagefter maden. Hun begyndte at spise af maden, lidt hurtigt for hun var spændt på at se hvad det var han havde i tankerne.
Hun kiggede op på ham, i starten var der ikke rigtig noget smil, men det kom lidt efter. "Det er jeg glad for Reilly" sagde hun og smilede kærligt til ham, inden hun begyndte at spise igen.

Ligesom hende spiste han hurtigt. Han var også spændt over hvad det var hun ville sige til hans idé. Det var rimelig dristigt. Og nemt kunne gå galt. Hvis hun reagerede forkert på det. Men samtidig var han sikker i sin sag.

Efter godt og vel et kvarter var han faktisk færdig med maden. Og så på hende roligt med et blidt kærligt smil. Han ventede nu bare på hun var færdig. Og når hun var det. Ville hun sikkert få sit livs overraskelse. Og han håbede inderligt hun ville elske den. Ligesom han elskede hende.

Hun spiste hurtigt, og grinede lidt imellem forskellige bider, da han også spiste ret hurtigt. Det så så sjovt ud, fordi de begge spiste hurtigt, de så ud som hunde, som om de ikke havde fået mad i så lang tid.
Hun blev færdige kort tid efter ham, og kiggede afventende på ham. "Så, hvad ville du så vise mig" spurgte hun med et kærligt smil.

Han smilede roligt og rejste sig blidt op. Hvorefter han roligt rakte hende sin hånd så han kunne hjælpe hende op. "Det vil jeg vise dig. Ikke fortælle dig det." Han tog roligt en af restaurantens servietter. De tykke stof nogle. En ubrugt. Og foldede sammen så han roligt kunne binde den om hendes øjne. Hvilket var det han blidt gjorde. "Stol på mig. Jeg lover dig at der intet sker ved dig." Sagde han roligt og smilede blidt. "Andet end forhåbentlig en overraskelse du ville blive glad for." Langsomt tog han hendes hånd blidt. Og førte hende roligt og forsigtigt ud af restauranten. Fortalte hende når der kom et trin. Og sørgede for hun ikke slog sig nogle steder. Langsomt førte han hende op af gaden. Og drejede efter godt og vel 100 meter ind i noget der lød som en butik. Han stillede hende i midten af den butik. Stillede sig roligt bag ved hende. Og tog roligt servietten af hende. I det øjeblik han gjorde det var der sikkert mange ting der skindede hende i øjnene. Men det var også klart. For nu stod hun i midten af en guldsmed. Med forlovelsesringe i glasmontre hele vejen rundt om hende. Alt var så smukt. Nyt. Uberørt. Mens hun stadig havde ryggen til hende. STillede han sig blidt ned på knæ bag hende. Og ventede til hun vendte sig mod ham. Inden hun nåede at sige noget. Afbrød han hende. "Cassadee Angelic. Vil du gøre mig den fantastiske ære at for fremtiden blive kendt som Fru Reilly." Reilly var trods alt hans efternavn. Hans fornavn var Sean. Så hvis hun sagde ja til det. Ville hun hedde Cassadee Reilly. Eller Cassadee Angelic Reilly. Men han var gammeldags. Kvinden skulle tage mandens efternavn. Og han håbede på hun forstod ham. Han kunne mærke koldsveden glide ned af hans ryg. Af ren nervøsitet for hvad hun ville sige til ham. Han ville ikke miste hende. Og han vidste ikke om det var for tidligt. Men han ville være sikker på hun vidste hvor meget han elskede hende. Og hvor sikker han var på det var dem for evigt. Hans knæ som han var på. Begyndte at ryste. Ikke tydeligt. Men svagt. Han var så nervøs. Som om alle kræfter i hans krop bare forsvandt. Eftersom han ikke kunne tage hans spørgsmål tilbage. Han var ikke i tvivl om hans følelser. Men han var i tvivl på hendes reaktion. Om hun ville sige nej. Eller hvad hun ville sige. Om hun ville grine ham ind i ansigtet. Alt kunne ske. Og han havde aldrig været så nervøs for at få et nej for noget. Normalt tvang han jo bare kvinder til at acceptere det alligevel. Men Cassadee var hans eneste ene. Han kunne ikke bare tvinge hende til at gøre hvad han sagde. Det ville ikke være fair over for hende. Hun skulle ha sin frie vilje. "Du må vælge lige præcis den ring du vil ha. Hvis du siger ja." Sagde han blidt og så på hende nervøst.

Hun sukkede lidt da han sagde han ikke ville fortælle hende det, men vise hende det, hvilket betød at de nok skulle ud og gå en lille tur, først.
Hun tog hans hånd og kom op fra stolen, og stod roligt foran ham. Hun bed sig lidt i læben, og betragtede ham roligt.
Hun kiggede lidt usikkert på ham da han folede en serviet og bandt den om hendes øjne. Men hun vidste nu godt at han ikke ville kunne gøre noget imod hende som ville være ondt, det havde han lovet hende at han ikke ville gøre hende noget.
Hun smilede lidt da han sagde at hun skulle stole på ham. Hun nikkede lidt. "Jeg stoler på dig" sagde hun med et stort smil på læben.
Hun fulgte roligt med ham, og gjorde bare hvad han fortalte hende hun skulle, så hun ikke ramte ind i noget, hun ville ikke kunne være sikker på at han ikke var i drillehumør og lige tænkte på at lave sjov med hende, men det ville hun ikke tro ville være lige nu i hvert fald.
Hun glippede lidt med øjne da hun fik bindet af, hun kiggede sig rundt omkring, de var i en smykkebutik, ville han købe hende et smykke? Det behøvede han altså ikke.
Hun vende sig om, og i det hun vende sig om, spærrede hun øjne op da hun så hvad han lavede. Han stod på knæ, lige foran hende. Det største smil formede sig på hendes læber, han friede til hende? Han friede til hende!!
Hun var helt mundlam, hun vidste lige hvad hun skulle svare, men hun kunne bare ikke komme ud med det, det sad fast. Hun var så overrasket over dette, det var virkelig den bedste overraskelse, hun havde været ude for.
Men efter hun havde kigget på ham, med det største smil, nikkede hun så ivrigt og sprang i armene på ham. "Ja, for pokker, ja!" sagde hun glad og kyssede ham kærligt og lidenskabeligt.
Hun krammede sig ind til ham. Hun kyssede ham blidt på munden flere gange, til hun gik ned til hans kraveben, og så til hans hals. Hvor hun kyssede nogle gange.

Da hendes ja kom. Og hun hoppede ned og kyssede ham. Grinte han svagt. Og faldt bagover med hende i hans arme hvor han knuede hende ind. De lå nu på smykkebutikkens gulv. Og kyssede hinanden lidenskabeligt og kærligt. Mens hans hænder nussede hendes ryg kærligt. Dog kunne han ikke lade være med at føre sin højre hånd ned og tog hende på røven mens han kyssede hende. Han kyssede hende tilbage hver eneste af de kys hun gav ham på læberne. Og smilede lykkeligt over det samtidig. Da hun begyndte at kysse hendes kraveben og hals. Holdte han hende endnu tættere på ham. "Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg har kunnet leve uden dig." Hviskede han blidt ind i hendes øre. "Tror du nu på mig at vi skal være sammen for evigt?" Spurgte han blidt og så ned på hende. "Jeg er ligeglad med om du er menneske Cassadee. Jeg vil elske dig ligemeget hvor gammel du bliver." Sagde han og så på hende smilende. "Du er den eneste jeg vil være sammen med." Han kyssede hendes pande kærligt. Og så rundt på butikken. Og smilede blidt. Han var så glad for hendes svar. Hun kunne ha sagt nej. Men hun sagde ja. Og han vidste at hun var den rette. Det vidste han bare.

Det rørte hende ikke meget, at de røg ned og lå på gulvet i smykkebutikken, det så ikke ud til at der var mange. Hun smilede da hun blev knudet ind til ham, hun krammede sig bare ind til ham, og kyssede ham stadig. Hun gispede dog lidt da han tog på hendes røv, og hun kiggede lidt ned på ham. "Fy!" sagde hun, hviske råbende, og grinede så blidt til ham.
Hun smilede blidt imens hun kyssede hans hals. Hun kiggede på ham da hun gerne ville se på ham, imens han talte. Ja, det var lidt et mysterie at de havde kunnet leve uden hinanden, hun havde nu heller ikke levet indtil hun mødte ham, hun havde brugt hele sit liv i et hus, bare syne og skrive.
Hun smilede og nikkede. "Ja" sagde hun med et glimt af lykke i hendes øjne. De skulle være sammen forevigt, om hun så skulle tvinge ham det sidste stykke, hvis han nogensinde blev træt af hende.
Hun kiggede roligt på ham, lyttede roligt til det han sagde. Hun havde egentlig ikke tænkt på det med at hun var menneske. Hun ville dø før ham...! Så var det jo ikke evigt. Hun ville blive gammel og rynket, og selvom han sagde at han var ligeglad hvor gammel hun blev, var hun egentlig ikke ligeglad... "Jeg dør før eller siden, og så vil du stadig leve" sagde hun ulykkeligt.

Han grinte svagt af hendes måde og afvise ham på. Og han valgte at klappe hende på røven i stedet. Hvorefter han langsomt hævede sin hånd op omkring hende. Og lagde sin venstre på hendes skulder i stedet. Hvorefter han roligt nussede hendes skulder, Han holdte hende tæt ind til sig. Som om hvis han slap så ville hun forsvinde. Mens han roligt nussede hende videre. Han så kort på hende da hun svarede ja for at hun troede på ham. Han var så glad for det. Han ville ikke miste hende. Han elskede hende for højt til det. Langsomt kyssede han hendes pande blidt. "Skal vi ikke rejse os op så vi kan vælge din forlovelsesring?" Spurgte han roligt med et svagt smil. Mens han roligt nussede hendes skulder videre. Før han roligt slap hende lidt så hun kunne rejse sig. Og han selv kunne bagefter.
Hendes ord skar ham kort. Ikke fordi de betød noget for ham. Men fordi hun lød så ulykkelig mens hun sagde det. "Det er et menneskes cyclus. Det er ligegyldigt. Jeg vil elske dig til den dag du dør." Hviskede han blidt og så på hende svagt. Med et kærligt og forelsket blik.

Hun grinede og bed sig i læben da han klappede hende på røven. Hun bed ham blidt i halsen og kyssede ham så bagefter.
Hun holde sig blidt ind til ham, lige nu ville hun gerne ligge derhjemme sammen med ham, bare ligge sammen med ham, men det måtte hun vente med lidt endnu.
Hun smilede og nikkede. "Ja, og så hjem bagefter" sagde hun og kyssede ham lidenskabeligt inden, hun rejste sig op.
Hun kiggede på ham og sukkede."jeg vil ikke dø... Jeg vil være sammen med dig forevigt... Og der er kun en måde det kan lade sig gøre på, og den kender vi begge" sagde hun trist og kiggede ned i jorden.

Han grinte blidt med hende. Og lod hende bide hans hals. Mens han nuttede hende videre. Og lod hende roligt rejse sig op. før han selv rejste sig op. Da hun så på ham og begyndte at sige hun ikke ville dø. Og at der var en anden måde. Tog han roligt fat i hendes arme. "Cassadee. Hør på mig. Jeg er dæmon. Hvis vi nogensinde skal ha et barn sammen eksempelvis så kan vi kun nu. Hvis du gør det jeg tror du overvejer. Vil vi ikke kunne få noget barn. Er det virkelig det værd? Vi kan få hvad 60 lykkelige år endnu. Det fint med mig. Jeg har ikke noget imod at du bliver gammel. JEg vil elske dig alligevel." Sagde han roligt og smilede blidt. Hvorefter han lagde armene om hende og krammede hende ind til ham. "Skal vi finde den ring?" Spurgte han lykkeligt og kærligt.

Hun sukkede, men nikkede. Hun vidste godt de skulle have det barn, men så kunne det jo være efter det, det behøvede ikke at være nu. "Men... Jeg har ikke lyst til at blive ældre og ældre, mens du bare bliver som du er Reilly" sagde hun og kiggede ulykkeligt på ham.
Hun sukkede da han krammede hende, hun krammede ham dog igen, lidt svagt dog.
Hun nikkede. "Ja" svarede hun og kiggede lidt rundt.

Han sukkede svagt. "Skat hold nu op med at tænke på det. Der er mindst 60 år før du dør. Jeg tror godt vi kan overleve at vente." Hviskede han blidt i hendes øre. Og lagde armene om hende bagfra mens han nussede hendes mave. Og lagde hans hoved på hendes skulder med hovedet ind til hende. Mens han så ned på smykkerne "Jeg elsker dig som du er Cassadee. Jeg synes ikke du skal vide den smerte der kommer af at blive vampyr." Hviskede han blidt i hendes øre. Mens han nussede hende kærligt videre på maven.

Hun rystede på hovedet. "Og hvad så når jeg er død? Vil du så bare leve videre, finde en anden... Reilly det vil ik tillade, du er min, jeg er din, jeg vil ikke se nogen andre end mig i mit sted.." Sagde hun mens han stod bagved og nussede hendes mave.
Hun sukkede tungt og rystede på hovedet.
"Jeg vil gå igennem hver en smerte, hvis det betyder at jeg kan være sammen med dig, forevigt!" Sagde og kiggede på ham med et stift blik, men blødte så lidt op.
"Jeg elsker dig Reilly" sagde hun ulykkeligt. "Og jeg vil ikke dø fra dig"

Han så kort mod hende. "Der er ingen der får din plads. Jeg har levet 1500 år uden at blive forelsket. Jeg tror ikke på at jeg bliver det igen. Medmindre det er din aura igen. Ens sjæl genfødes jo. Jeg lover dig jeg vil lede efter dig når du dør. Finde din nye plads til din sjæl. Og elske dig lige så højt som før. På den måde kan vi være sammen for evigt." Hviskede han roligt i hendes øre. Og kyssede hendes kind blidt. "Jeg vil ikke ha du går igennem nogen smerte." Hviskede han roligt og så ned på smykkerne igen. "Jeg elsker også dig. Og når du dør bliver du bare genfødt. Jeg kan se din aura. Auraen ændre sig ikke. Jeg skal nok finde dig." Hviskede han blidt med et svagt smil.

Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ik dø... Reilly jeg vil ikke dø!" sagde hun med en hævet stemme og kiggede panisk på ham. "Jeg vil være den jeg er nu, og leve med dig forevigt, jeg har ikke lyst til at dø" sagde hun svagt og kiggede ned i gulvet.
Hun sukkede. "Men jeg vil gerne gå igennem den smerte, bare det betyder jeg kan være sammen med dig i alt evighed." sagde hun og kiggede op på ham.
Hun rystede på hovedet igen. "Jeg ikke ha du skal finde min anden krop i mit næste liv, jeg vil være den jeg er forevigt, sammen med dig Reilly" sagde hun med en svag stemme, der var så småt ved at knække over.

Han greb fat i hendes skuldre så han havde hende i ro. "Hør på mig Cassadee!!!" Sagde han hårdt så hun kunne høre på ham han var dybt alvorlig. "Alle dem der bliver forvandlet til vampyr har en mindre chance for at dø af det." Hans ansigtudtryk blev trist mens han så på hende. "Jeg vil ikke risikere du dør af det skat. Jeg vil ikke miste dig heller. Men at jeg har dig i 60 år før du dør en stille og fredelig død. Eller jeg har dig i et par dage og du dør en smertefuld død. Så vælger jeg hellere 60 år." Sagde han blidt og tog hende roligt ind til sig. Mens han roligt nussede hendes ryg. "Sååååhhh skat rolig. Jeg ville ønske der var 100 procent chance for du ville overleve. Så ville jeg lade dig. Så vi kan være sammen for evigt. Men det er der ikke. Det er en 50-50 chance for at du dør. Jeg vil ikke ha du dør." Hviskede han blidt. Og nussede hende kærligt videre.

Hun kiggede skræmt på ham da han tog fat i hendes skuldre, og havde en lidt hård tone.
Hun lyttede til hvad han sagde, men hun havde besluttet sig, hun ville blive vampyr, om han kunne lide det eller ej, om hun ville dø eller ej.
Hun skulle nok overleve at blive forvandlet, det var hun helt sikker på at det skulle hun nok.
Hun krammede sig ind til ham og begyndte svagt og lavt at hulke ind til ham.
"Jeg vil ikke blive gammel Reilly, jeg vil ik dø..." sagde hun ind til ham og gemte sig, klamrede sig til ham, hvis han nu ville prøve at træde lidt væk fra hende, men det ville han ikke få lov til, kun hvis han brugte kræfter på hende. Det tænkte hun nu ikke at han ville gøre.

Han så ned på hende kort mens han holdte hende tæt. "Skat jeg vil ikke risikere at du dør under forvandling." Hviskede han roligt og nussede hendes ryg blidt. "Jeg vil hellere ha du dør gammel end dør på grund af en dum forvandling. Som egentlig er ligegyldig. Jeg elsker dig som du er skat. Hvorfor kan du ikke forstå det?" Hviskede han blidt mens han nussede hendes ryg. Han havde ikke tænkt sig at skubbe hende væk. Han vidste det var hårdt for hende. Men han ville ikke ha det. Han nægtede at lade hende risikere sit eget liv. Bare fordi hun ville leve med ham for evigt. Ja det ville være dejligt at ha hende for evigt. Men hvad med det barn de skulle ha? Han ville ikke miste muligheden for at lave børn sammen med hende. Slet ikke. Han elskede hende. Han ønskede sig intet andet end bare et forsøg på en almindelig familie. Og det kunne han ikke hvis hun blev vampyr.

Hun krammede sig mere ind til ham. "Men hvad hvis nu jeg ikke gør" sagde hun og kiggede op på ham med tårefyldte øjne.
Hun begravede sit ansigt ved hans bryst. "Det kan jeg også godt forstå, men jeg vil bare gerne leve forevigt, som dig, sammen med dig" mumlede hun.
Hun sukkede tungt og trist. Hvad mon han ikke ville sige når hun kom til ham og hun faktisk var blevet vampyr, hvad ville han ikke gøre. Hun sukkede. Hun ville gøre det efter hun havde fået barnet, det havde hun besluttet sig for, og han behøvede jo ikke at vide noget indtil da.

Han så ned på hende. "Hvad hvis du ikke gør? Det er ikke vigtigt. Hvad hvis du gør? Det er det vigtige." Hviskede han roligt og kyssede hendes hovedbund. Hvorefter han nussede hendes ryg videre blidt. "Det ved jeg skat. Men hvis du er heldig vil du blive født som dæmon i dit næste liv. Eller engel. Så kan vi være sammen for evigt." Hviskede han blidt mens han nussede hende videre. "Men lad os droppe det emne skat. Lad os fokusere på at vi skal finde en ring til dig." Hviskede han bldit med et svagt smil.

Hun sukkede. "De er begge vigtige" sagde hun og kiggede op på ham, med en skælvende underlæbe.
Hun sukkede endnu engang, nu måtte han stoppe med det at blive født igen, hun ville ikke fødes igen, hun ville være som hun var nu, og sådan skulle det nok også blive.
Hun nikkede svagt da han sagde at de nok skulle vælge en ring. Hun gik lidt rundt og kiggede igennem de forskellige glasmontre, og fandt så til sidst en, en der var meget enkel.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Jeg vil gerne be om den" sagde hun til Reilly og pegede på den.
Den var virkelig flot, og der var ikke meget skinnende og bling over den, det kunne hun godt lide.

Han sukkede svagt. Og lod det så være i stedet. Han ville ikke blive ved med at diskuttere. Han ville ikke blive mere trist. Han ville gerne være glad sammen med hende. Han fulgte hende roligt hen hvor hun ville vælge en ring. Han smilede blidt af hendes valg. Han vinkede en af personalet hen. Som smilede. En lidt ældre mand. Som spurgte dem hvad det skulle være. Reilly pegede kort på ringen. Og smilede roligt. Hvorefter manden skyndte sig at fandt ringen frem og lagde på bordet foran dem. Roligt løftede Reilly ringen op og så på den kort betragtende. Og smilede så blidt. Hvorefter han vendte sig mod hende. "Prøv den." Sagde han roligt og løftede hendes hånd. Hvorefter han roligt lagde ringen om hendes finger. Da han opdagede den passede hende perfekt. Han smilede roligt og tog den så af hende igen. "Jeg vil gerne ha der bliver skrevet navn indeni den. Så hun ved at hun er den eneste jeg nogensinde vil forlove til." Sagde han roligt. Personalet nikkede kort. "Hvad er din unge smukke forlovedes navn?" Reilly kunne tydeligvis ikke li at manden skulle kalde hans forlovede smukke. Men ignorerede det. Hvorefter han vendte sig imod hende. "Det jo spørgsmålet skat. Hvad vil du gerne høre når vi bliver gift?" Spurgte han blidt og smilede kærligt.