En slave ejers liv(Lillith)

To følelser i hende begyndte at kæmpe med hinanden, de kunne ikke samarbejde da han først havde fortalt sin historie, medlidenheden og lysten til at trøste ham, kæmpede imod den frygt som hun stadig følte for ham. Havde denne mand været en hver anden, ville hun på nuværende tidpunkt have givet ham et kram, men hun turde ikke, ikke helt sikker på om han ville ende med at knuse hende hvis hun endelig gjorde. På mange måder forstod hun ham godt, men der var ting hun slet ikke forstod.
”Så ved at dedikere dit liv til hende, vil du gøre en god handling? Men du skal hjem til hende først, noget som slet ikke er sikkert du kan før om århundreder? Når de engang har fundet krystaller som kan klare din krop?” hendes stemme havde mistet en del af frygten, i stedet var det forvirring og søgen efter et svar som fyldte den

Da han tog hendes hånd og sagde ordene om Satuiner, kunne hun ikke længere holde sig tilbage, et eller andet klikkede og frygten tabte sin lille kamp, hurtigt trådte hun et skridt tættere på og gav ham et kram som skulle indeholde den medlidenhed hun havde over hans barndom, og den tro hun havde på at der stadig var noget godt i ham, selv hvis det lå dybt begravet.
”Det er et spørgsmål om træning.. jeg tror på de kommer igen, at du før eller siden mærker dem, både glæde sort og kærlighed, om ikke andet så igennem dine instinkter” hun slap ham og trådte et skridt væk.

”Jeg var ved at få revet øret af førstegang jeg forsøgte at stjæle efter jeg var sluppet fra herren” selv i dag kunne hun ikke udtale manden ved navn, det blev altid til herren. Hendes hånd røg hurtigt op til det højre øre, da hun mindede den måde manden havde haft fadt i hende. Og hvordan han havde trukket hende igennem byen, for til sidst at smide hende ind i en vogn og sagde hun ikke kom ud før hun havde vasket sig. den mand var endt med at tage hende til sig, endt med at blive den far hun ikke havde.

Hun lod hovedet falde lidt på skrå mens hun iagttog ham ”Du burde prøve at finde følelserne inden du kommer tilbage til dit skytsvæsen, ikke at jeg skal blande mig, men tror det vil være en glædelig ting for hende”

"Faktisk har jeg kun indtil 3. verdenskrig begynder, for så snart den første atombombe bliver kastet, vil det forårsage at alle krystaller, bliver ødelagt efterhånden som jorden bliver mere og mere inficeret, med radioaktivitet!" sagde han stille "Hvis jeg ikke kan finde en vej tilbage, før det sker har jeg kun en måde, hvorpå jeg kan komme tilbage til min tid, og det den metode kan have sine fejl marginaler, og være utroligt farlig for mit vedkommende!"

Det kom faktisk som en overraskelse for ham, da hun pludselig gav ham et kram, fyldt med den medlidenhed hun havde for ham, hendes følelse var stærk nok til, at han kunne mærke den både i hendes kram, såvel som gennem hendes skygge, der for en skyggedæmon som ham var som et vindue, ind til ejerens inderste følelser. Han fandt det naturligt at lægge armene om livet på hende, imens han stille stod og lyttede til hendes ord. Han slap hende samtidig med at hun slap ham, og trådte et skridt tilbage, og derved tog en smule afstand til ham igen.
"Hvor er det sødt af dig, at tro sådan på mig!" sagde han roligt, og smilede et af hans tomme smil, der nu virkede langt mindre uhyggelige, nu hvor de lige så stille kom på bedre talefod med hinanden.

Dust lyttede efter da hun fortalte, om hendes første forsøg på at stjæle, og kom faktisk i tanker om sit eget første forsøg, der var endt en del mere voldeligt, end hendes første gang.
"Min første gang endte med, at en hel kro overbefolket med fulde mennesker, gik amok i en stor slås kamp, og jeg forlod stedet, med et utal af skader, 4 skygger mæt og med et par brækkede fingre!" sagde han tænkende "Men man lære vel af sine fejl, selvom det nok kan sige sig selv, at man ikke hamre sin hånd for fuld smadder ind i en væg, i stedet for at ramme det menneske man prøvede at slå!"

En perlende forfriskende latter forlod hende da han kommenterede at man ikke skulle smadre sin hånd ind i en væg. En enkelt tåre fremkaldt af latteren forlod hendes øje ”Jeg kan altså godt forstå hvis det har gjort ondt” hun kiggede ned på sine egne fingre. ”Har kun brækket en, og det var som en straf, så lærer man hurtigt ikke at tabe tallerknerne” hun kunne ikke lade være med at skære en grimmasse ved tanken om den smerte der var gået igennem hendes hånd. Hun trak lidt i den højre del af ansigtet så grimassen så lettere komisk ud.

Hun rettede sit ansigt på plads igen og sendte ham et smil som lyste ud af hendes øjne. Den største svaghed hun havde ifølge Cleo, hun kunne ikke se noget ondt i andre væsner, selv ikke dem som havde skadet hende. ”Du ved, hvis du nogen sinde vil have hjælp, så bare sig til.. vil gerne forsøge at hjælpe dig med at komme hjem, eller bevise at du har følelser inde under alt det sand” hun trippede lidt på fødderne, ikke sikker på hvordan han ville reagere på et så direkte tilbud, hun regnede med at han ville sige nej. Hvorfor skulle han tage imod hjælp fra hende, det var jo slet ikke sikkert hun kunne, eller joh hun havde faktisk en ide om hvordan det kunne ske

Som hun trådte lidt forkert, endte hun med at falde forover og ind i ham, i ren reaktion endte hun med at gribe fadt i ham, så hun ikke faldt, så da hun pludselig stod med armene halvt omkring ham, kunne hun ikke lade være med at give ham et knus mere, denne gang et som var fyldt med varme og håb, for hun troede virkelig på at han kunne hvis han virkelig ville

Dust bemærkede straks den tåre, der undveg hendes øje da hun grinede, og lyttede til hvad hun fortalte om hvordan hun havde fået, en brække en finger. Han lagde let hovedet på skrå, mens han holdt øje med den tåre, der lige var nået ned til det øverste punkt af hendes kind. Da hun sagde at han bare kunne sige til, hvis han havde brug for hendes hjælp, skulle han lige til at spørge hende om den tåre, der langsomt sneg sig ned af hendes kind, men så kom hun til at træde forkert så hun faldt forover, og videre ind i ham. Han gengældte det knus hun gav ham, mens han tog en lille kolbe frem fra hans rejsekappe, tog låget af uden at bruge sin anden hånd der lå rundt om livet på hende, og han nåede lige at redde tåren, før det var forsent.

"Jeg tror faktisk lige, du har gjort noget for mig, som er langt mere værdifuldt, end at skaffe mig en tidsportal krystal!" sagde han roligt mens han holdt den lille kolbe op, og betragtede tåren der så mere ren ud, end nogen anden flydende væske der eksisterede "Tåre skabt af rene følelser lige som denne, der er skabt af din latter, indeholder en utroligt kraftig magi ulig selv de mest sjældne genstande! Jeg har først for nyligt opdaget deres magiske potentialle, men jeg håber på at de måske kan hjælpe mig, med at finde min vej hjem!"

Dust lukkede let kolben, før han gav Lillith et ordentligt kram med begge arme. Da han slap hende igen, smilede han et af hans følelses forladte smil til hende, mens han nussede hende kort over kinden.
"Nu hvor du virker til, at have det bedre i mit selskab, hvad siger du så til at vi får set på dit forstuvede ben, inden det kommer til at give dig permanente skader?" spurgte han roligt, mens han lagde hovedet på skrå, og så hende i øjnene, mens han stadig smilede til hende.

Hun kiggede undrende på ham, kunne ikke forstå hvad han skulle bruge en almidelig tåre til, dem kom hun med hele tiden, så selv hvis de havde en form for magi, så måtte hendes have mistet deres kraft for længe siden, sikker allerede før hendes lærer slap hende fri i verden ”Jeg er ikke sikker på at jeg forstår hvad du mener, tårer indeholder da ikke magi, eller er jeg gået glip af noget” hun lagde hovedet lidt på skrå da hun kiggede på ham ”jeg gør den slags hele tiden” både grinte og græd, så hun fandt ikke den store mening.

En lettere gysen flød igennem hendes krop ved hans smil, der var noget ved de tomme øjne hun ikke brød sig helt om, men hun var sikker på at det kunne ændres på en eller anden måde, om det så skulle være ved tvang, så burde det kunne lade sig gøre, eller også kunne det være han behøvede en ven. Det var underligt, hun følte ikke rigtigt for at blive venner med den fremmede, men noget i hende sagde at hvis det var hvad der skulle til, bare for at få en smule følelse ind i de øjne og det smil

Da han nussede hende kort over kinden, kunne hun ikke lade være med at lukke øjnene og komme med en lille lyd, noget underligt noget alt taget i betragtning, men hun gjorde sådan hver gang nogen nussede hende et eller andet sted.
Hun åbnede øjnene igen og kiggede på ham, øjne fyldt af den glæde hun følte over den slags små berøringer. ”Jeg tror du har ret, men vil gerne love dig at Cleo forsøger at æde dig” hun stillede sig lidt på foden ”Intet er brækket, det er vidst bare en mild forstuvning, et par dage uden løb skulle nok gøre den god som ny” hun sendte ham et lille smil ”Men burde nok sige ja til din hjælp, for tror ikke jeg kommer så langt hvis der er flere af de kryb” hun sendte et ondt blik til de døde kroppe af edderkopper

Dust kunne godt forstå på hende, at hun havde den samme holdning til tåre, som han selv havde engang, men han var blevet klogere på det område, og han havde erfaret at lige meget hvor mange tåre man i sit liv havde grædt, så ville hver enkelte tåre stadig være lige så stærk, som den tåre der kom før den.
"Lige meget hvor mange tåre, der er undfanget dine smukke øjne, er ikke en af dem mindre værd end en anden af dem!" sagde han på en nærmest poetisk måde "Selv denne tåre jeg har her, er lige så stærk som den første tåre, der faldt fra dit øje, og jeg ville blive beæret hvis jeg fik mulighed for, at fylde denne lille beholder, hvis du på et senere tidspunkt skulle frigive dine yndige tåre, gennemsyret af en ren følelse!"

Dust bemærkede godt hvordan det gøs i hende, og han regnede med at det var på grund af de manglende følelser, i hans øjne såvel som i hans smil, men lige nu var den eneste måde han kunne give disse følelser, var hvis hans vrede blev vækket i ham, og begyndte at gennemsyre hans krop, eller hvis han var sammen med sit skytsvæsen, hvilket jo lige i øjeblikket, ikke var en mulighed. Men Dust havde ikke noget imod at lade hende prøve, hun virkede trossalt som et godt væsen, og han ville gerne være på god fod med hende.

Den lille lyd hun lavede, da han nussede hendes kind, var da ret kært af sådan en lille santuine som hende, så han kunne da ikke lade vær med at nusse hende over kinden, et par ekstra gange bare fordi han syntes, at hun var så kær.
"Ja hun kan bare prøve, hvis altså hun har lyst til, at få munden fuld af sand, men jeg tager gerne chancen, for at hjælpe dig, nu du så godsindet har tilbudt, din hjælp til mig!" sagde han roligt "Og hvis din fod blot er forstuvet, skal du stadig holde den i ro, ellers kan du ende med at få varie problemer og smerter! Og siden du ikke må overbelaste dig selv, vil jeg ikke tillade dig at gå!" Det sidste sagde han mest, for at få hende til at grine, og for at sikre sig hun opfattede det som lidt drilleri, så løftede han hende op i sine arme som vejede hun intet, og begyndte at se sig omkring.
"Øhm Lillith hvor skal jeg gå hen, for at finde hjem til dig?" hviskede han på en sjov måde.

Hun kunne ikke lade være med at le, da hun forestillede sig Cleo som bed ham, bed og fik munden fuld af sand, som hun lettere desperat ville forsøge at fjerne fra tungen af. Hvis dette møde blev ved at udvikle sig på denne måde, ville hun ende med at få mere ond i mavemusklerne af at grine, end hun normalt fik af at løbe 20 km i spurt. ”Du må ikke sige sådan noget” latteren i hendes stemme var nem at høre.

Da han tog hende op i armene inden hun selv nåede at registrerer det, lagde hun i rent chok armene omkring hans hals og klyngede sig ind til ham, bange for at falde ned på jorden. En underlig reaktion da hun kort efter begyndte at grine af hans handling, samt hans manglende viden om hvor hendes hjem var henne. ”Mon ikke det havde været en ide at spørge om det inden du besluttede dig for at tage mig i armene” hun kunne ikke lade være med at grine, det var en sød handling han havde lavet, men hun kunne virkelig godt gå selv, det ville ikke blive noget problem.

Hun kiggede sig lidt rundt i skoven, mest for at finde de mærker hun normalt gik efter når hun var langt fra sin lejer, men bedrøvet måtte hun indse at de dumme edderkopper havde fået slået hende mere ud af kurs end hun havde regnet med, der ville være mindst to timers vandring hjem til lejren, og det var kun hvis hun huskede helt korrekt og turen blev foretaget med hurtig gang. ”Jeg kan godt gå selv Dust” hans navn faldt underligt på hendes læber, som om hun burde sige det på samme måde som han selv var, uden følelser, men på en måde kom hendes egen glæde ind over den måde hun sagde navnet på, fik det til at lyde anderledes i hendes egne øre. Hun gemte hurtigt tankerne væk igen før hun kiggede på ham.

Glæden i hendes ansigt var underlig, for om hun var glad for at være i live, eller hun bare var glad generelt, stod ikke klart. ”Det er den vej, men der er langt, så du behøver ikke at bære mig” hun pegede i en retning som lå skråt fra den hun var kommet fra tidligere. Et smil lå som altid på hendes læber. ”Men jeg ved ikke om der er flere edderkopper i den retning


//Undskyld der gik så længe før du fik svar

Dust havde godt nok ikke prøvet før, at nogen grinede så meget i hans nærvær, men syntes nu alligevel at hun var ret kær, når hun var i dette glade humør. Han smilede tomt af hende, og lagde hovedet på skrå da hun sagde, at "han ikke måtte sige sådan noget" men han var nu engang sådan, han kunne sagtens finde på bare at sige det første, der pingede ind på hans lystavle.

Da han samlede hende op, og han pludselig fandt hende med armene om hans hals, mens hun gemte sig ind til ham, smilede han roligt af hende og forstod godt at hun igen begyndte at grine.
"Nej jeg mener helt personligt, at det var det rigtige at gøre tingene i den rækkefølge!" sagde han med stor selvsikkerhed i stemmen "Først samle ungmø i fare op, og først bagefter tænke over hvad jeg skal gøre! Det er det mest logiske din superhelt, nogensinde har gjort i hele sit liv!" han lavede sådan et komisk ansigts udtryk, som om han var totalt stolt over sin logik lige meget hvor skør den var. Da hun pegede vejen an for ham, begyndte han bestemt at gå i den retning.

"Du kan glemme alt om at jeg sætter dig ned, du er en sart lille ungmø i fare, og jeg er din prins på den hvide hest, så nu er det mit job at sørge for du kommer sikkert hjem!" sagde han selvom denne alternative virkelighed han spyttede ud, strittede mod alt logik og virkelighed hvilket kun gjorde situationen, en hel del mere sjov. Da det så var sagt, begyndte han uden problemer at løbe fremad i den retning hun havde peget an, og det gik faktisk utroligt hurtigt, som om han var vant til at bevæge sig i omgivelser, hvor tyngdekræften var langt hårdere, og han var vant til at transportere store mængder af vægt.

//Det går skam nok ^^

Det var længe siden hun havde grinet så meget. Men hele denne situation virkede så underlig komisk, en fremmed mand som bar hende igennem skoven, i en fart som kunne tyde på at han gjorde sådan noget oftere end han burde. Hans underlig malplacerede kommentarer om prinsen på den hvide hest var lige ved at få hende til at begynde at græde af grin, men hun fik kontrol over sig selv.

"du ved jeg har ikke været en sart ungmø siden jeg var 3 år og stadig var uskyldig" hun følte det var underligt at blive kaldt ungmø, det havde hun jo aldrig været, og hjælpeløs var hun heller ikke. Som faren steg klamrede hun sig lidt mere til ham, ville undgå at falde ned på jorden.
"prinsen på den hvide hest er død, har du ikke hørt det, nu er der dæmoner som er in"

"Jamen lige nu, er du min uskyldige ungmø som skal reddes!" sagde han med en tone som om, han bare lige havde bestemt sig for, at nu skulle verden altså hænge sammen, ifølge hans hoved og hverken himmel eller helvede kunne få ham til, at ændre den mening. Han mærkede at hun klamrede sig mere ind til ham, da han øgede farten så han holdt mere betryggende om hende, for at vise hende at hun var i sikkerhed hos ham, og at han nok skulle passe på hende.

"Og tja prinsen på den hvide hest, har jeg dræbt så det er vist meget godt, at jeg er en dæmon siden det er, det sidste nye hit hvad angår, det folk håber på redder dem!" sagde han roligt og smilede til hende "Så nu er jeg din rednings dæmon, og du er min sarte ungmø som jeg skal redde! Det er da bare helt perfekt, synes du ikke?" selvom hans smil var tomt, kunne man godt mærke på ham, at han prøvede at holde hende i et godt humør.
"Men selvfølgelig hvis du hellere vil have et andet tema, kan du jo bare sige til, der er masser at vælge imellem!" sagde han roligt drillende "Vi kan jo tage tarzan temaet, så er jeg din vilde dæmon mand, der redder den uskyldige lille dame fra de onde skovdyr, lyder det ikke mere passende?"

Igen måtte hun trække på smilebåndet, da hendes fantasi begyndte at fremtrylle billeder af Dust iført et lændeklæde. ”Jeg tror du har alt for meget tøj på til det” selv da han ændrede den måde han holdte på hende, kunne hun ikke lade være med at føle en vis uro over den fat hun ville ramme jorden med, hvis han tabte hende. ”Men så igen, vi er i skoven så temaet ville passe glimrende.. Betyder det så jeg skal skrige efter hjælp? Eller må jeg godt bare holde fast?” hun stillede spørgsmålet med en let glæde i stemmen, men med alvor nok til at hvis han sagde hun bare kunne begynde at skrige, så ville hun skam gøre det.

Hun så hvordan træerne nærmest susede forbi hende imens han løb. Med den fart ville det sikkert kun tage en times tid, måske halanden. Hun spekulerede lidt over hvorfor han gjorde det, hun havde jo været i sikkerhed, edderkopperne var væk og hun kunne da gå selv. ”Hvorfor bliver du egentlig ved med at kalde mig sart, min rednings dæmon?” hun løftede hovedet og kiggede lidt på hans ansigt, det var underligt at være så tæt på et andet væsen, specielt fordi hun både var tæt på, men også så langt væk, hun anede intet om dette væsen når alt kom til alt, hun vidste kun at der måtte være noget godt et eller andet sted inden i ham ”Are you a lost case?” hun kiggede på hans ansigtstræk, overvejede at røre, men hun følte ikke for at slippe imens han løb, desuden kunne man ikke bare røre ved andre

Dust smilede tomt af hende, men fjernede ikke blikket fra den retning de bevægede sig i, da en lille fejl kunne gøre at han mistede kontrollen over situationen, og endte med at hun kom mere til skaden end hvad godt var, men da det var hyggeligt at snakke med hende, ville han da ikke stoppe den del mens han løb.
"Jeg tænkte nu mere på, at du kunne takke din store stærke rednings dæmon, ved at være overdrevet fascineret af mig, mens jeg opføre mig som en gentleman agtig hulemand!" Sagde han med en tænkende drilagtighed i hans stemme, mens hans smil var regnet til hende.

"Jeg finder dig sart, fordi santuiner fra naturens side, ikke er skabt til at være stærke modsat andre racer, og iøvrigt får du mig til at tænke på en kær, og sart lille dame med et godt hjerte!" Sagde han roligt og tillod sig et kort øjeblik, at se hende i øjnene, før han så frem igen. Hendes spørgsmål om hvorvidt han var en lost case, havde han ikke fået fra andre før, så derfor var han ikke helt forberedt på hvad han skulle svare, men han kom da frem til noget efter at have tænkt lidt over det.

"Jeg vil ikke sige jeg er en lost case, jeg er nu nok bare en af dem der har oplevet en masse lort, og på grund af det er blevet gennemsyret af det mørke der omgiver mig til hverdag, for at få min hævn over dem jeg hader!" Sagde han stille "Og efterhånden som årene gik, gjorde mørket mig stærkere på den bekostning, at jeg ikke længere har evner som at stole på andre, føle andet end vrede, og sådan andre basale ting!" Mens de snakkede, var det lykkedes Dust at komme den første halve time af vejen, og det var som om tiden fløj lige så hurtigt som han bevægede sig gennem skoven.

”Så jeg skal takke dig ved at kommentere på hvor store dine muskler er, og hvordan dine øjne skinner i måneskinnets skær” den drillende tone var tilbage i hendes stemme, imens hun med den ene hånd lod den glide ned langs hans muskler på overarmen. Hun klemte den forsigtigt da hun holdte på den, mest fordi hun stadig ikke ville lande på jorden.

”Vi er da alt andet end sarte, vi er da skabt til at overleve” hun skar ansigt et kort øjeblik ”Vi er da bedre end almindelige mennesker, come on hvem kunne ikke bruge en Gepard til at holde styr på ens hverdag, eller til at jage maden” hun vendte hovedet en smule og kiggede på hans ansigt igen ”Bare fordi vi ikke er så robuste som dæmoner og varulve, er vi ikke sarte.. du store redningsdæmon” hendes stemme havde været seriøs til at starte med, men hun drillede igen da hun tiltalte ham.

”mørke er så nemt at gemme sig i, men så svært at komme væk fra igen.. hvorimod du ikke kan gemme dig i lyset, alt kan ses der og du kan intet gemme” hendes stemme sænkede sig et oktav ”Jeg burde slet ikke stole på dig, burde ikke lade dig bære mig eller bringe dig hen til min søster.. al min erfaring fra fortiden siger at jeg burde placere min kniv i halsen på dig og komme væk.. men selvfølgelig, det vil nok ikke virke meget når du er af sand.. pointen var at stole på andre er en farlig leg, som man altid vil tabe mere end man vil vinde, flere folk vil såre en end det burde være muligt, men alt man kan gøre er at komme op på hesten igen, og prøve igen” hun havde godt lagt mærke til hvordan tiden nærmest var fløjet afsted

"Ja, ja det skal du, det er hele meningen med din rolle, som min skønjomfru i nød!" Sagde han med en komisk bestemt mine, og så på hende med et tomt smil "Mens mit job er at redde dig, sørge for du har det godt, og af ulogiske grunde kravle op af en væg ved hjælp af dit hår, i tlfælde af du bliver fanget i et tårn! Åh ja og i tilfælde af at du bliver forvandlet til en lama, kan det ske at jeg kun spiller en stærk birolle, i din redning og forvandling tilbage til santuine!"

Dust lyttede til hvad hun fortalte, om santuinerne og deres bedre sider, og på sin vis kunne han godt forstå og se det, fra hendes side af, men på den anden side ville han aldrig kunne forestille sig, en santuine malplaceret i et liv som hans. Dust havde i næsten hele sit liv, designet sig selv til at være et våben, og en hver fordel han kunne tilegne sig var taget i brug, en hver svaghed han havde prøvede han at afkompensere, og det havde gjort ham til den han var i dag.
"Jeg tror nu bare ikke, at jeg kan forestille mig en santuine og væsnets tvilling, ville være i stand til at klare sig, hvis de blev placeret i en hård situation, så som min så derfor mener jeg at i er en mere sart race!" Sagde han roligt drillende.

"Jeg forstår dig godt, en som mig ville hellere have prøvet at klare sig selv, lige meget hvad det ville koste mig, så længe det ikke bragte mit hide out eller mine nærmeste, i nogen form for fare!" Sagde han roligt og flyttede hende op sin ryg, så hun hang godt fast med armene om hans hals og hendes ben, om hans hofter. Han løb uden varsel direkte op af en træstamme, for så at sætte af og hoppe fra gren til gren.
"Som skyggedæmon høre jeg til i mørket, og med min livs historie er jeg blot, blevet mere opslugt af det i min lyst til hævn!" Han stoppede på en gren hvor de havde god udsigt, og kunne se op på himlen "Jeg lever og ånder for mørket og hævn, og når jeg har opnået mit mål i livet, har jeg ikke længere nogen grund til at leve, udover mit skytsvæsen tilbage i min tid!"

”Dine muskler er så store, jeg har aldrig set det sådan hos en anden mand før” hendes stemme var drillende og hendes smil lettere provokerende ”Det vil i hvert fald være ulogiske grunde hvis jeg bliver fanget i et tårn, eller det er vel bare at drille den rigtige heks.. Hvorfor pokker skal det være en lama, så meget spytter jeg da heller ikke, men mange tak for din stærke birolle i min tilbage forvandling, bliver det så dig som skal finde prinsen som skal kysse den spyttende lama, eller skal du lege dæmonen på den hvide hingst?” hun kunne ikke lade være med at kigge drillende på ham, kigge ind i de tomme øjne han besad.

”Vi klarer os fint, normalt ville en sådan edderkop heller ikke have været det største problem i min verden, jeg er mere bekymret for de væsner som har to ben og som taler.. med dem er det et spørgsmål om tid før de forsøger at dræbe dig, med edderkoppen ved man i det mindste at den vil gøre det” hun kunne ikke lade være med at tænke på alle de gange hun havde været nød til at flygte fra andre mennesker, bare fordi hun var hvad hun var.

Da han begyndte at flytte rundt på hende, hjalp hun så godt som hun kunne, holdte hele tiden fast så hun ikke pludselig landede på jorden med et bump. Hun følte sig en smule som en abe da hun sad med armene omkring hans hals og benene omkring hans hofter, det var ikke lige frem sådan hun normalt sad på fremmede, heller ikke på folk som hun kendte. Hele følelsen af at være en abe, kulminerede da han begyndte at klatre op i et træ, eller rettere løb op af et. Hun lyttede til hvert et ord han sagde, og forstod på sin vis godt at han så sit skytsvæsen som det eneste lyspunkt, det var jo sådan hun så sin søster, det eneste væsen hun stolede på med hver en fiber af sin krop, alle andre blev aldrig lukket helt ind, det var for farligt i det her univers. ”Selv i mørket er der lys” hun pegede imod himlen, hvilket gjorde hendes stilling på hans ryg, lettere ustabil ”stjernerne oplyser nattehimlen sammen med månen.. dit skytsvæsen er vel den måne som oplyser din nat, nu skal du bare finde nogle stjerner” hun kiggede lidt rundt i området, nød udsigten ”Du var jo både skyggevæsen og skytsengel, så du skal bare finde balancen igen, balancen imellem mørke og lys”

Dust kunne ikke lade vær, med at smile roligt, da hun med drillende tone i hendes stemme, kommenterede hans store muskler, efterfulgt af at hun snakkede om det med, at hun nok ikke lige ville blive fanget i et tårn.
"Jamen godt de kan lide, din rednings dæmons store muskler ungmø!" sagde han med stolthed i stemmen, mens han hoppede fra gren til gren "Og nej du skal da ikke kysses, for at blive forvandlet tilbage fra lama, du skal bruge en magisk eliksir, og den skal jeg hjælpe dig med at finde, på en rejse der vil udvide din horizont, af en eller anden grund!"

"Tja ikke menneskelignende væsner, er meget mere instinktive, og derfor meget nemmere at regne ud på forhånd, hvorimod menneskelignende væsner er i stand til at tænke, og gøre ting man ikke altid kan forudse, hvilket gør os en del mere farlige overfor hinanden, såvel som alt omkring os!" sagde han tænkende "Bare se på sådan en som mig, jeg har kæmpet hele mit liv, for at blive til et omvandrende våben, og med min morderiske tankegang, og trang til at føle mig i live, ved at dræbe andre væsner omkring mig, gør det mig langt mere farlig, end de dyr du finder i naturen!" der var noget filosofisk, over den måde han forklarede dette på, som om han havde haft meget tid, til at tænke på den slags filosofiske ting.

Dust så op på himlen, da hun pegede der op, mens sand fra hans krop kom ud af ham, og holdt hende ind til ham, lidt lige som sikkerhedsseler, så hun sad sikkert på hans ryg igen, mens hun fortalte om balance og sådan. Det fik hans tanker til at flyve, mens hun forklarede i metaforer, og hun havde faktisk virkelig fat i noget.
"Du har virkelig fat i noget, men du må forstå noget om jævnere som mig!" sagde han stille, mens han så op på himlen en gang imellem, men mest holdt øje med hvor han bevægede sig hen "Når man vælger hævnens vej, vælger man en meget formørket vej, og jo længere man går af den vej, jo mørkere bliver ens sind! Mit sind er nu så gennemsyret af mørke, at intet lys kan gennemtrænge det, selv når mit skytsvæsen er i nærheden, kan jeg mærke hvordan det lys hun bringer med sig, er omgivet af mørke og hævnlyst! Jeg lever for hævnen, og når det er overstået, har jeg intet at leve for, derfor vil jeg dedikere mit liv til hende, da hun er det eneste der betyder noget for mig!"