Belejrings Tiden

Eric tabte både næse og mund. Selvom han ikke forstod hvad panorama vindue betød, var han klar over at det var frygtelig det hendes far havde udsat hende for. Han forstod slet ikke hvordan man kunne gøre det. "Det er ikke farligt, ikke når man er inde i byen." Forsøgte han at berolige hende med, mens han lage en arm omkring hendes skuldre og trak hende ind til sig. "En dag når det ikke tordner så voldsomt, så skal jeg vise dig at det er harmløs hvis man behandler det ordenligt." Han gav hende et lille klem, før han så svarede på hendes spørgsmål. 
"De sagde ikke så meget - de havde ikke tid til det." Han trak lidt i mundvigen før han så lod blikket hvile på hestene. "Vi snakker nok videre om det imorgen. Jeg ved det ikke rigtigt." Han hvilede sit hoved på hendes og hvis hun ikke brød tavsheden ville han ende med at falde i søvn igen. 
Bragene var aftaget, der var kun nogle i ny og næ og ellers kunne man kun høre lyden af regn tromme på taget. Hestene var også faldet til ro. Hvem der sov hurtigst af dem og Eric var ikke helt sikkert.

Hun nikke ja, det troede han jo nok på selv.Men Camille forstod intet af hans ord.
Han kunne ligeså godt have talt om affjedret forgafler .Hvad mente han med det var mindre farlig i byen? Og især med ' hvis man behandler det godt' ? Når det kom til torden og lyn, var man underlagt dets nåde.
Camille slappede en kende mindre af, da Eric lagde armen omkring hende og trak hende ind til sig.
Det føltes rart og dejligt, selv midt i kaos.
" Jeg er ked af alt er så underligt lige nu....også med dine forældre." Sagde hun stille.
De sad sådan noget tid inden , det stilnede af....da Camille talte igen var han faldet i søvn...
Så han hørte ikke tilbuddet om at de kunne ride ud den efterfølgende aften, hun ville skaffe dem penge så de kunne købe hestene tilbage...eller røve dem fri...whatever it took.
Det gik ham tydeligvis på.
Camille strøg sin hånd gennem det blonde hår og mumlede...." Hvorfor er kærlighed så ...hård?"
Hun sad længe sådan, henfaldet i egne tanker og lod ham sove.
Hun udnyttede også muligheden for at nusse lidt rundt i hans hår .
Selv da han snorkede som en hel krig, var det dejligt at sidde med ham op af sig.
Hen af kl 01' ville Camille nu gerne selv sove....helst i deres seng, så hun vækkede ham.
" Eric" hviskede hun...."ERIC" kom det lidt højere.
" Kan vi ikke godt gå i seng?"

Noget groggy kom Eric til sig selv, nikkede og kom op at stå. Der gik et par sekunder før han fik fodfæste og så gik i gang med at puste lyset ud. På vejen gav Carzador en godbid, for så at følge med Camille ud og op til deres værelse. Der fandt han et nyt tæppe til dem, for selvom regnen ikke havde været så slem som da de gik ud, ville han stadig ikke sove med det fugtige tæppe.
Efter det var ordnet krøb han op i sengen, rullede sig sammen og lukkede øjne, men sove kunne han ikke med det samme. Derfor blev han i lang tid liggende og kiggede på Camille og var hun ikke faldet i søvn efter noget tid, ville han bryde tavsheden med et spørgsmål. "Hvad skal jeg gøre for at blive tilgivet for min lille fadæse?" Han var sikker på at det nok skulle kunne se, meget, for Camille havde ikke totalt afvist ham de sidste par gange, men selvfølgelig kunne han ikke være helt sikker på det. Det kunne godt være at hun stadig var sur på ham, måske så sur at det var en meget dum idé at spørge.

At have en madress under sig igen, var guld værd.
Camille puttede sig med det samme, og lå stille med lukkede øjne, i den tro at Eric ville sove inden for ti sekunder.
Hun var næsten helt chokeret da han ikke gjore, og hans stemme lød.
" Hvad du skal gøre?" Mumlede hun søvndrukent, men blev dog mere vågen ved det spørgsmål.hvad skulle hun dog sige?
Flå mit tøj af og vis du er vild med mig....og KUN mig? Nej...det var da det eneste hun på ingen måde skulle sige noget der bare mindede om!
Eric...vendte op og ned på hendes følelser og hun kunne nogen gange slet ikke finde sig selv i dem, og var helt nervøs for at drukne.
Og Ruby ...skulle hun slet ikke starte med attale om.
" Lad vær at give mig løfter du ikke holder....jeg troede..at vi...i badeværelset...vi kyssede...jeg troede vi have snakket om der ikke skulle være andre." Hun hakkede sig ind på det meget ømme emne og sagde hurtigt " men det er selvfølgelig bare mig der fjollet havde misforstået det hele..." Hun prøvede at få det til at lyde muntret, men det var nok tydeligt at hun havde fået bildt sig selv ind...i en kort periode...at tiltrækningen havde været gensidig.
Det var indtil hun havde set hvordan Eric reagerede ....når det VAR tiltrækning." Sov nu bare" hun strøg hånden iver hans kind, som kærtegnede hun et elsket barn. Barn var han bare ikke.

Eric lå lidt stille i mørket og tænkte over det, men kom så frem til handling da han mærkede Camilles hånd. Han rakte ud efter den, stoppede den og fjernede den. Ikke fordi han ikke ville have det, men fordi han nu havde chancen for det. Han trak sig en smugle op og lænede sig ind over hende for at presse deres læber sammen, bare en lille smugle mere end et normalt kys i en forbifart. "Undskyld." Hviskede han efterfølgende, trak sig tilbage mens han slap hånden og lage sig så ned, for at rulle om på den anden side og forsøge at sove. 
Det var pludselig ikke så let, men kom der ingen forstyrrelser ville Eric efter lang tid langt om længe få tunge øjenlåg og falde i søvn. Tung og drømmeløs sovn ville den følgende morgen blive erstattet af en duft af mad nede fra køkkenet. Muligvis var det ikke det vilde mad, men Mira snakkede begejstret om tordenbrag og den lille hule Roy havde vist hende. Begejstringen ville ingen ende tage og hun fortalte gerne historien ti gange til samme person, hvis hun kunne komme af sted med det.

Camille kunne ikke stoppe ham. Og ønskede det nok heller ikke. Hun var fængslet af ham, da han tog et greb i hendes hånd og førte den ned langs siden. Al vejrtrækning var mere eller mindre ophørt da Eric kyssede hende og fik sagt undskyld.
Camilles øjne ville næsten tigge tavst om mere , men enten var det ham ligegyldigt ellers også var han natteblind? Det var ikke en undskyldning der krævede svar på nogen måde, og hendes hånd blev igen alene - og Eric lagde sig til at sove.
Camille lå lidt på ryggen med blikket rettet mod det bare loft.
Det eneste hun blev bevidst om var at det var svært for hende at være så tæt på ham. Ikke at det var ny viden. Men der var ingen skrift på vægen eller i loftet der forklarede hende hvad Erics tanker egenlig havde af indhold? Eller hans hjerte ?
Hverken den dag på badeværelset - eller nu .
Hendes læber føltes underlige efterladte , og sådan faldt hun i søvn.

De kærligt arme blev svøbt om Mira , da Camille fandt Roy og hende i færd med en portion havregrød den næste morgen. Hun satte sig ned , og imens en meget sort kop kaffe bragte hende tilbage til livet, lyttede hun med tålmodighed til Miras snakken og de få ord Roy fik klemt ind , en sjælden gang. Det glædede Camille at Miras sind ikke var så forkrøblet som Camilles eget. Hun satte koppen fra sig. Måske var det på tide at genfinde sin mentale form igen?
Hun var ikke en svækling. Hun var ... Eller havde været en mental stærk ung kvinde. Men nu... Nu følte hun alt vaklede i hende , og hun ikke længere kunne kende ret fra vrang.
Hun strøg en hånd gennem Miras hår og rejste sig for at hente mere kaffe. Hvis Eric kom herned, ville hun sætte sig ved siden af ham, og fortælle ham om brevene.
Hun havde modtaget et par breve fra en fyr... Dust, dæmon sandet... Det havde virket lidt besynderligt. Han havde bedt om hendes tåre.
Camille hævede et ironisk øjenbryn.
" Så gerne Dust .... Et badekar fyldt eller" mumlede hun let satirisk og forklarede videre ... Det skulle være for at kunne hjælpe en anden person.
Camille havde accepteret at lytte til hele fortællingen , hvis hun en dag mødte ham. Hun syntes bare Eric skulle vide det, hvis.... Øh hvis et eller andet gik galt. Nu havde hun øjnene på Eric. Hvad han mente om det hele ?

Eric lyttede tavs med og lod sit utilfredse udtryk fortælle hans mening omkring emnet. Da Camille var færdig nikkede han en enkel gang og rejste sig op for at få noget grød i maven. Tilbage med sin tallerken begyndte han at spise. Et par bider forsvandt før han sagde noget. "Hvad skal tåren præcist bruges til og hvorfor skulle netop dine være mere specielle end en andens?" Han lage hoved på sned og betragtede Camille mens han forsøgte at få en ske med grød ind i hans mund. Først da det var sket flyttede han blikket tilbage til sin tallerken.
"Men du afgør selv om du vil det. Men hvis du gør, så spørg lige fyren om hvem der har navngivet ham." Eric sendte et smil i retning af Camille, før han skovlede rasten af maden ind og forlod bordet for at se til hestene. Dem der nu en gang var tilbage. 
Det tog ikke længere lang tid at gøre det, så inden der var gået synderlig lang tid, var han tilbage igen og gik rastløst som en tiger i et bur. Normalt ville det tage i hvert fald til middag at få alle hestene ordnet, denne gang var det ikke mere end et par gode lange timer. Hvad han så skulle lave anede han ikke, hvilke han fandt dybt frustrerende.

Camille sad og funderede lidt over hans spørgsmål. Hun havde jo selv tænkt det samme...og frygtede svaret en lille smule." Det eneste jeg kan tænke er særligt er fe delen.rygtet sigervda fe blod har en helende effekt, og en meget arparte delikat smag, måske tåre også har værdi?" Hun kløede sig lidt fraværende i nakken." Feer er så tæt på at være uddøde, at min mor ville have mig med til deres residens for at...ja undskyld udtrykket...parre mig med en fuldblodsprins, og avle unger. Hun var ved at tage livet af mig, bokstaveligt talt, i min rigtige verden...indtil jeg fik lukket den dør."
Camille så forlegen ud. Eric måtte jo finde hende....åndsvag.
Hvorfor kunne hun ikke bare være som Ruby? Fræk og forførende, som kvindens eneste opgave var at stille manden tilfreds! * fordi du har en hjerne du ren faktisk forstår at bruge, modsat the red head* lød hendes tanker.
Hun trak hånden ud af sit hår med et suk..." Jeg tror tåren skal bruges til magi...og binde elelr kaste en besværgelse over mig. hvis der sker mig noget....så...så skal du love mig, aldrig at forlade Mira...ikke for nogen kvinde! Kan du det?" Spurgte hun med en lille udfordring i stemmen.
Så ville hun tage afsted...lede og søge efter necromanceren.
Og tiden ville gå....uden held af nogen art.mæske var det fordi hun var kvinde, at de klappede i som var de østers...uden perler?

Syv timer senere..
Camille var ikke tilfreds.der skete jo for fanden ingen fremgang. Hun var slet ikke tættere på ham der styrede de udøde, og hun havde lyst til at slå på nogen.Eric var desværre ikke nær, så det ud til....så istedet gik hun på gårdspladsen, hvor hun udstå sig en gren som målsikkerhed, og begyndte at smide uhæmmet med sten mod den, i en rasende fart, med telekinese.
Tilsidst var der en hel lille tornado af sten i sving, lyden af skrit kostede hende at miste koncentrationen, så det hele røg på jorden.Hun snurrede omkring , og håbede at se Eric....

Det sidste svarede Eric ikke på. han sad blot tavs og kiggede ud i luften til Camille var forsvundet. Han mente ikke at hans forhaven med en hvilken som helst kvinde var noget Camille skulle overvåge, ikke hvis de ikke var sammen. Så skulle han nok selv klare den og Mira skulle heller ikke hænge på ham hele livet. Det ville han i hvert fald ikke tillade for trods han elskede den lille pige skulle de begge have hver deres liv når tiden blev til det. Uanset om Eric så var sammen med Camille eller ikke.

Med lydløse skridt gik Eric om bag Camille med buen i den ene hånd og en pil i den anden. Han forsøgte så vidt muligt at trække vejret så lydløst som muligt, mens han spændte strengen og lod en pil suse forbi Camille og hen i målskiven som den ramte i midten. Det burde få hende kigge hen imod ham.
"Går det ikke frøken Camilles lille hoved?" Spurgte han i en drillende tone og begyndte at gå hen imod målet for at trække pilen ud af sit mål. "Jeg kan gætte mig til at du ikke fandt ud af noget." Med et hårdt ryk lykkes det ham at få pilen ud og vendte sig så imod Camille som han kort studerede med blikket.
"Måske skulle jeg tage med næste gang, det kan være jeg bringer held. Man ved jo aldrig." Pilen blev gemt væk i et koger hvor der var en håndfuld ekstra. De var alle brugt flittigt. Øvning var jo noget man måtte gøre hver dag, det sagde de kloge i hvert fald.
"Du kan selvfølgelig også bare opgive og så er du måske heldig nok til at støde ind i en der har noget info. Og hvad har du egentlig tænk dig at gøre med de der tårer?"

Camille klemte øjnene lidt i, som skulle hun lige overveje hvad hun havde set. Og det skulle hun faktisk!
Camille tabte pusten, idet hun så ham. Han havde sneget sig ind på hende...fysisk ..og med hans talenter.
Eric med bue og et listigt udtryk i hans øjne - og pilen der sad centreret i målet, uden at Eric synes at have gjort sig meget besvær.
En lille anerkendende fløjten lød fra hendes læber, og hun klappede i hænderne.
" Nej...ting har det med ikke at gå efter mit hoved...pisse anstrengende i længden" sagde hun tørt og holdte øje med ham,da pilen blev trukket ud.
" Jeg er ikke tættere på ham , nej....men ligepludselig er der en der ved noget....har hørt noget, eller måske møder jeg ham selv? Jeg har haft et flash af ham ved du...jeg kan kende bastarden hvis jeg støder ind i ham"
Hun jonglerede med et par småsten , telekinesisk, og lod dem drysse ned en halv centimeter fra Eric's ene skulder.Hun var stadig irriteret på ham. A flere grunde, og det gnavede i hende at hun ikke synes at kunne undvære ham.Derfor var hans forslag med til at udløse en lille næsten syrlig latter, fra hendes forvirrede sind." Så...nu vil du også med når jeg arbejder?" Hun greb ham om hagen og ruskede en smule hårdt.Camilles øjne ændrede sig til nuancen mørkere, da hun lyn hurtigt fik sit forsvar op på plads.Hun skulle passe på med ham her. " Desværre ...Valentine....det er kun for voksende...selv om din bue er flot!" Snappede hun af ham .
Hvorfor hun havde en lyst til at slå ud efter ham? Der var så mange tanker...følelser...lyster...ideer, og alle blev de presset, tiet ihjel, ignoreret eller tilsidesat....så det var ved at føre hende ud på et skråplan.
" Tårene ? ....nu skal jeg lige møde fyren først...så må vi se. Jeg har ikke besluttet mig, men er sagen ok ...kan jeg godt undvære et par tåre, jeg er sikker på der er flere hvor de kommer fra" lød det kryptisk fra Camille.
" Mmm Så Mira havde altså ret? Du er god med buen der.Jeg håber ikke du tror det betyder du skal ud og kæmpe Eric? Det er et helvede derude...kan du ikke blive her?" Bad hun stille.

Camilles reaktion kom bag på Eric og fik ham til at træde et skridt tilbage, hvis det havde været muligt. Det var ikke tilfælde. Istedet stod han bare og så til mens hele hans verden blev rustet godt sammen for øjne af ham. "For du kalder dig selv voksen?" Bed han igen, irriteret over at blive behandlet som et barn. Han skulle nok vise at han var mand nok til at klare sig selv og vise at han ikke var spor bange for en mand der kunne lege med de døde som var de dukker.
"Du kan jo prøve at forhindre mig." Han svang buen over skulderen, efter at have trukket sin hage til sig selv, snurret rundt på hælen og marcherede hen imod huset hvor han forsvandt ind.
Buen smed han på sengen da han kom ind på værelset, hvor efter han gik hen for at blive vasket. Nu skulle han ud og se om han var mere heldig end Camille, mest for at provokere hende. Efter badet trak han i noget nyt tøj og ville forlade gården, denne gang uden bue og pil.

" øh ja? Det gør jeg.Hvis vi laver en liste over hvad vi har oplevet i vores liv Eric, så kunne jeg være din tip tip tip tip top oldemors tip tip tip...ja du fanger nok pointen!" Hvad bildte han sig ind!
Hun havde deltaget i turneringer på liv og død, imens han striglede ponyer!
Og han skulle blive hos Mira, længere var den ikke.Ikke for Camille.
Forhindre ham? Hun ville fandme da binde ham til et træ, hvis det var hvad det påkrævede at få ham til at forstå det.
" Hold dog op....er du sur nu?" Råbte hun efter ham, imens hendes øjne skød lyn.
Camille lod ham vandre afsted. Havde hun været hård ved ham?
Måske? And so what? Var han ikke det hele tiden, med hans små kys der ingen mening havde?
Camille ruskede træets øverste grene, og fik et æble til at dumpe ned.Desværre var det halv råddent, så hun smed det fra sig, og gik mod gården.
Hun havde ikke lyst til at gå ind. Mira legede med Roy.Eric var sur og hans forældre ville gerne skyde hende.
Så hun hoppede op og satte sig på rækværket, for at lufte lidt ud på øverste etage.
Der sad hun da en velkendt skikkelse tronede frem.
" HOLDT VALENTINE! " råbte hun og lød meget myndig, i sine egne øre.
Hendes øjne løb over ham. Mmm ingen bue! Han var vel ikke SÅ fjollet at begive sig afsted uden.
" Hvad tror du lige at du laver?" Hun hoppede ned og gik ham imøde.
" Mørket er ikke langt væk....vær nu ikke fjollet , Eric .... Bliv her" bad hun og ville forsøge tage hans hånd.

Eric snurrede rundt på hælen og vente sin front imod Camille. Han betragtede hende i tavshed mens hun gik tætter på ham. Først da hun var fremme og forlangte at vide hvad han lavede, åbnede han munden for at svare, men fik ikke et ord ind før hun fortsatte. Tydeligt irriteret trak han sin hånd til sig.
"Jeg står og snakker med dig." Svarede han flabet, for så at gå videre forbi Camille og ud på gaden. Der stoppede han kort op for lige at få en idé om hvor han skulle tage hen, men da det ikke skete valgte han en vilkårlig vej og begyndte at gå ned af den.
Efter at have gået lidt rundt på må og få, endte han inde på en kro hvor han forsvandt ind i et hjørne med et glas ildelugtende stads. Han ville ikke drikke det, bare have det stående så han kunne blive inde i det dunkle røglugtende lokale.
Ved de fleste borde sad folk og stak hovederne sammen. Alle var de af den overbevisning at der var ingen der kunne høre dem, men for Eric der ikke sad og snakkede med nogle var det ikke svært at følge med i de samtaler der var omkring ham.

Camilles øjne blev store, da Eric valgte at svare igen.
Han vendte sig og gik....uden yderligere kommentager.Hun fnøs.Var han allerede solgt ud af ord og modstand ? Hun rystede på hovedet, over hans hovmod.Manden ville jo ikke holde et kvarter ude i den virkelige verden.
Hastigt løb hun mod huset.Her fik hun hentet nogle mønter, sin sorte kappe, sit sorte øjenblind og Erics bue med pile. Hendes egne våben , havde hun syet nogle lommer til invendig i kappen.Så hun let kunne tilkaldes dem sig, via telekinese.
Erics våben, gav hende et look der ville få quasimodo til at forelske sig på stedet, da de hang på hendes ryg, godt gemt under den store sorte kappe.
Camille optog jagten på Eric, fulgte i hans fodspor kunne man sige, og da han snart efter var inden for hendes synsfeldt, slog hun den store hætte op, så hun gik godt i skjul og ud i et med den begyndende nats mørke.

Kroen? Hvad skulle han dog der?
Hendes læber blev hvide , da hun pressede dem hårdt sammen.
Vemmeligt minder bumpede som hårde bøger ned i hendes skal.Om Ruby og Ham. Skulle han møde nogen? ...ville han møde nogen her?
Lige så diskret det lod sig gøre, sneg hun sig ind.
Et glas skummende mjød i et lerkrus , blev hendes støttehjul, da hun udså sig det fjerneste hjørne .Derfra kunne hun holde øje med ham.
På alle måder. Og hvis han så meget som have en tanke hun ikke brød sig om, ville hun vise ham det. Eric Valentine.....din opdragelse er begyndt, tænkte hun og selv om det var en spøjs lille munter tanke, der var udelukkende for sjov - så lur mig om den ikke rummede et gran af sandhed også.

Der blev ikke sagt noget af interesse for Eric, så langsomt gled han væk i sine egne tanker som bestod af irritation. Irritation over at Camille gik og troede han var et barn. Det kunne godt være at han på nogle punkter var det, men han ville også vise hende at han sagtens kunne blive en mand. Opføre sig som en og ligne en, om det så betød at han måtte gro sig noget skæg.
Camille virkede ikke som typen der afgjorde alt på det ydre og derfor håbede han ikke det blev tilfælde at han skulle have mere hårvækst, men lidt gjorde hun. Det gjorde alle, inklusiv ham selv, så måske var det slet ikke en så dårlig idé? Tanken blev vent et par gange, før han så gik videre og tænkte over hvad han ellers kunne gøre.
Der var den mulighed at han kunne melde sig ind i en krigergruppe, en af dem der tog sig af de udødelige. Han behøvede jo ikke nødvendigvis at kaste sig ud i marken med sværd og skjold. Han kunne stå på baglinjen og skyde med pile eller lege spion, men måske var det ikke mand nok for Camille? Hvad kunne hun tænkes at ville have?

Hun forholdte sig i ro...så længe hun kunne anyway.
Det var dog længe nok til at slå fast, at Eric ikke var kommet for at møde nogen.
I så fald var hans gæst ret forsinket, men det kunne jo også sagtens være tilfældet.
Det var dog ikke længe nok til at hun kom helt i balancen og hun kunne derfor  ikke lade være med at drille ham en lille smule.
Camille have set hans lille glas, og det var netop det hun kort lukkede sine øjne i, og fokuserede på.
Hvis Eric ellers var nogenlunde vågen, ville handlede at hans glas først gled lidt frem og tilbage på hans bord, mellem hænderne hans, ganske stille.
Herefter ville glasset , meget langsomt og ret tydeligt danne bokstaver, da det trak kondensvæsken hen over det mørke knastedetræbord,  for øjnene af ham ville en hilsen og et navn dukke op Hej Eric
Camille måtte næsten bide sig i tungen for ikke at begynde at fnise.

Eric holdte ikke fast i sit glas, han sad derimod næsten så langt væk som han kunne. Alligevel bemærkede han godt da det begyndte at hoppe og danse. Først sad han bare og stirrede på det, men da det begyndte at sjaske med væske greb han hårdt fast i kruset, for at presse det ned mod bordet og holde væsken indeni kruset.
Lykkes det ham, ville han begyndte at forsøge at finde en der kunne have travlt med at underholde sig selv.
Over i et hjørne af lokalet fandt han til sidst en Camille der syntes at være vældig underholdt, men også en der uden tvivl havde siddet og holdt øje med ham. Hva' skulle det nu til for! Hun så ham virkelig som et lille barn. Jamen det var da dejligt.
Irriteret tørrede hen sine hænder af i buksebenet, før han så forlod stedet næsten med damp ud af ørerne. Han ville finde et sted hvor hun ikke kunne finde ham og hvor han ville have muligheden for at vise at han ikke var et barn. Nogle ville kalde det et forsøg på at imponere, men det mente han bestemt ikke selv. Han ville bare gerne af med titlen som den lille dreng.

Da han fik vendt sig omkring, søgte hans øjne efter gerningsmanden.
Camille kunne se det og ventede spændt på at han skulle opdage hende.
Banko! Gevinst ved første øjekast...og hun smilede til ham.
Det vil sige inden hendes underkæbe røg på gulvet med et tungt klask.
Hvad pokker ? Eric så...han så virkelig ikke ud til det var sjovt.
Nææ, han lignede en der havde mest lyst til at befri Underworld for Camille, han  så edder sur ud.
Imens hun brugte to sekunder til at få samlet kæben op og sætte den på plads igen, var Eric skredet .
Camille kunne mærke at hun blev helt modløs, men følelsen af skuffelse og afmagt over ikke at vide hvordan hun skulle nå ind til ham, hvis hun overhoved kunne det ?- den følelse blev hurtigt pustet væk af en lille tyk klump vrede der maste sig frem istedet.
Nææ nej, om han skulle disse hende her uden et ord enda.
Hun kom hurtigt op at stå, og satte efter ham....ud i mørket, med den sorte kappe flagrende efter sig.
" Valentine....kom nu her...jeg bider ikke! .." Hun ventede med der var kun tavshed der kiggede tilbage på hende.
" Eric...please...kom nu" kaldte hun , og rørte en smule uroligt på sig, og gned med højre hånd lidt på sin albue og venstre arm, før hun skuttede sig lidt.
Gaderne var ikke sikkre, og slet ikke nu hvor mørket lå tykt som et tungt tæppe over dem.

Et syrligt smil vågnede op på Erics læber da han hørte Camille løbe efter ham. Hun skulle sikre at han ikke gjorde noget forkert, noget han ikke selv kunne håndtere. Men så var det jo fantastisk han havde store stærke Camille ved sin side, hende der kunne bekæmpe både dæmoner og engle.
Ha havde åbnet munden for at svare et eller andet flabet, men ombestemte sig i sidste sekund og pilede som en lille bus igennem gaderne. Hen imod noget mere larm hvor hans skridt kunne overdøves. Først da han fandt sådan et sted, ved et meget højtrystende værtshus, stoppede han op og begyndte at gå mere lydløst rundt for at finde et sted han kunne komme udenfor Camilles synsfelt, hvis hun havde øje på ham.
Til sidst besluttede Eric sig for at forsvinde ind på værshuset, kæmpe sig vej igennem det hobetal af mennesker der befandt sig der inde, for så at benytte et vindue til at komme ud på bagsiden og fortsætte sin lille rejse.

Hun åndede lettet op da Eric sagtnede farten . Hun hævede en hånd for at signalere til ham, for at bede ham vente - og ile op til ham.
Det var gået hendes næse forbi hvad grunden var til hans vrede. Så enten havde han en forklaring til hende. En god en. Eller også kunne han ... Ryge og rejse. Hvem han legede katten Og musen for at gøre tilfreds? det vidste hun ikke. Men hun dansede ikke efter hans pibe, ikke med mindre de sammen havde valgt melodien da.
Camille gloede ret dumt og begyndte selv straks at løbe , da Eric pludselig for afsted som han var på akkord.
Hvad fanden var nu det ? Camille gjorde sit bedste for at følge ham, men nogen stor løber havde hun nu aldrig været.
Inden mange sekunder var det lykkedes for ham at blive væk fra hendes synsfeldt og for hende bare at blive væk. Eller bare miste orienteringen da hun var endt i nogle mindre små gyder. En lille bænk af træ kaldte på Camilles trætte ben og stik i siden. Med et irriteret suk satte hun sig på den, efter at have iført sig sin sorte maske , al la zorro style.

Efter at være kommet udenfor Camilles rækkevide stoppede Eric op og begyndte at orintere sig. Det var slet ikke let i mørket hvor folk var begyndt at lave deres natteaktivivter. For nogle var det at stjæle med arme og ben, mens andre brugte den på knap så fornuftige måder.
Mens han gik holdte han en fart der var høj nok til at han ikke endte dvælende ved nogle, men heller ikke hurtig nok til at det virkede mistænksomt, forhåbentligt ikke.
Efter en lille times gang nåede han frem til ydreporten til byen. Bagved den lå det zoombiebefængte land, men også hans barndomshjem. Han brugte et halv minut på at beslutte sig for at forsøge at komme der ud. Ikke fordi det var vigtigt, men fordi han bare ville. Problemet var bare at døren ikke ligefrem stod åben.
En høj bygning nåede et godt stykke op af muren, så kunne han komme op på taget ville han sikkert også kunne komme op på muren. Derfra ville der nok være en mulighed for at finde et sted at komme videre fra.
Nemt var det ikke just at komme op på bygningen, men efter en besværlig vej op af stiger, kasser og andre mærkelige ting, lykkes det ham at komme op. Muren var til alt hel så hullet på indersiden at han med lidt snilde og kræfter i fingrene kunne hive sig op ved hjælp af de små huller i muren.
På den anden side fandt han til sin egen overraskelse en stald næsten for fødderne af ham, hvilke tag han sprang ned på. Det var længere ned end han brød sig om, men ned kom han og efter at have lusket rundt mellem hestene fandt han en gyldenbrun hest som han svang sig op på og red væk fra byen.

Camille havde en hård tid med at falde til ro. Hendes påtaget vejrtrækning og side stikken , var det første der efter lidt tid, aftog og gik i sig selv.
Hendes indre utilfredshed med at Eric var forduftet kunne hun ikke lige ryste af sig.
Efter små tyve minutter besluttede camille dog at gøre lidt nytte.
Hun optog derfor forfølgelsen af to støre brød , mænd der åbenlyst pralede højt og lavt over deres mønt beholdning. Og hun synes faktisk også at kunne høre Necromanceren nævnt i deres snak. Så derfor udvalgte de nærmest sig selv og tiggede om Camilles opmærksomhed.
I skyggerne fulgte hun dem... Indtil de ankom til byporten.
De tog mænd fulgte samme vej som Eric lidt tid forinden havde taget- og med mændene fulgte Camille , som en lille ulydig skygge.
I hendes job var tålmodighed en dyd og endnu fyrre minutter passerede til bens , før camille havde overhalet dem og lå på lur... Afventende ... Bag noget buskads.
" BLIV STÅENDE HVOR I ER!! DETTE ER ET RØVERI" hylede hun op, da hun strøg ud fra busken , med kappen blafrende bag sig , hætten slået op og den sorte maske på. Kun se meget klare øjne skinnede mændene imøde. Nå ja... Og så den kniv der lå mod den størstes rødmosset hals.

Efter at være kommet et stykke udenfor byen satte Eric hestens fart ned så den blot gik afsted i sit eget tempo. Hvor lang tid der var gået vidste han ikke, men på et eller andet tidspunkt blev han overhalet af to mænd der sad høj til hest. De ævlede løs om penge og damer, en samtale der ikke interesserede Eric videre. Han lod dem passere mens han forsøgte ihærdigt ikke at lade sig distrahere af deres larmene snak, der på ingen måde gav ro til sine egne tanker.
De var ikke kommet langt væk, før et eller andet sat i et hyl. Et langt snakkende hyl.
Eric sad og gloede lidt på de tre personer, de to af dem chokkeret og den tredje indhyldet i en flagrende kappe, der efter irriterende lang tid lage sig. Da den blottede personen bag, brød Eric ud i en hysterisk høj latter og havde nær trillet ned fra hesten.
Han burde egentlig have vidst hvad det hele handlede om, for kun Camille kunne finde på at forklare hvad det hele handlede om. Bare for at folk vidste det.
Det endte med at Eric lå og klamrede sig til sin hest mens han tørrede tårerne ud af øjne og ventede pænt på at Camille kunne blive færdig.

Bert , den uheldige af mændene.., ham med kniven for halsen var ret dygtig til at stå helt stille. Så var alt også sagt. Camille bemærkede at hans bukser blev våde foran , og hun tvivlede stærkt på det skyldtes hun have en helt fantastisk erotisk udstråling, at mænd kom bare ved at kigge på hende.
Hun mistede kort koncentrationen.. Åh den skide koncentration der var skyld i så meget ballade. Men pletten hylede hende ud af den, og Bert stod og var ved at tude imens han ævlede om børn og kone og at han var for ung til at dø.
Clive... Den anden mand... Benyttede muligheder til at forsøge overmande Camille og han kastede sig rent fysisk overrende , så hun væltede og lykkedes i både at snitte Berts hals - da hun væltede- og stikke i Clives arm da hun lå på jorden og han landede ovenpå.
Bert skreg... Og begyndte at løbe rundt som en høne uden sit hoved, da han opdagede at blod løb fra halsens snitsår.

// out.