What are you doing!? ~ Jacob

"Jeg ved godt at det ikke rager mig, men nu hvor de også har forsøgt at dræbe mig, syndes jeg at jeg har ret til at vide hvad det er de ønskede," sagde han roligt. Han skiftede med at kigge sig omkring, til at se hen på hende med et spørgende blik, der tydeligvis søgte efter svar. Egentlig vidste Jacob ikke hvad han havde rodede sig ud i ved at hjælpe Dany. Det kunne jo ende med at gå grueligt galt hvis de begyndte at være efter ham også, hvis der begyndte at komme en dusør på ham. Ved hans tidligere udseende havde politiet og en konge været efter ham, det kunne han ikke lade ske igen! Selvom, det nok var svært da han var typen der formåede at rode sig ud i ting der ikke var meningen at han skulle rode sig ud i!
Til sidst tillod han sig at sætte sig ned på jorden, imens han ventede på at Dany skulle forklare hvad de kappeklædte mænd ville med hende.

// i orden :3

Hun så på ham, så snart han spurgte ind til hende.
Denne gang, var det Lockheart der reagerede for hende, ved at knurre truende af Jacob.
''Det er ligemeget hvad de vil. Det er kun mig de vil noget.''
hendes svar var tydeligvis for at få ham til at blande sig udenom.
Hun kunne ikke tillade folk at komme tæt på. Lukkede hun op for Jacob, kunne hun risikerer at hun ville forelske sig. Never again.
Hun så på Lockheart, der tårnede sig over Jacob, og med en mild, beroligende lyd, fik hun Lockheart til at lægge sig.
Hun var tydeligvis mere hans mor, end hans ven. Lockheart var hendes barn, ingen tvivl. Han var hendes ét og alt.

''jeg stak af... Det har jeg gjort hele mit liv.'' Hun satte sig ned selv, og så lidt ned.
''mine forældre og min bror blev brændt levende, og jeg stak af. Senere blev jeg taget til slave, der stak jeg også af. Så fandt min... en ven, mig. Jeg blev indhentet af fortiden, og taget til slave af samme mand som før. Det er ham der jager mig nu... Han vil have hvad der tilhører ham. Og hvem vil ikke have en drage i sin besiddelse?..'' hun så ned på Lockheart. Hendes sidste sætning fik det til at lyde som om hun udelukkende beskyttede Lockheart.

Måske syndes hun ikke at hun burde få det at vide, men det mente han nu altså at han godt kunne! Trods alt havde de lige jagtet ham igennem byen og forsøgt at skubbe ham af Choice! Nok var det kun Dany de ville have haft på, men havde man først truet ham, så havde han også ret til at vide hvorfor de opførte sig som de gjorde. Han kunne jo ikke vide om de blot var vrede over at hun ikke kom hjem til tiden, eller om de faktisk var vrede over en forbrydelse hun havde gjort. Egentlig kunne han ikke vide om hun var en forbryder. Det var ret underligt at tænke på. Lige som han skulle til at sige noget til hende, satte hun sig ved siden af ham og besluttede sig for at snakke med ham. Han lyttede til hvert et ord der kom ud af hendes læber. Blikket var rettet på hende med et svagt smil på læben. Selvom han vidste at de havde været efter hende, havde han ikke troet at det var af den grund, men det var det altså og han fortsatte med at lytte interessant med. Kort kiggede han ned på Lockheart, der tydeligvis stadig holdt øje med ham og sørgede for at han beholdte hænderne for sig selv. "En drage er et fantastisk væsen, så det forstår man godt," Han kiggede op på hende igen. "Hvad har du så gjort for at undgå dem i hele dit liv?"

Undgået dem? Var det det han troede?
''jeg undgik dem ikke. Det meste af tiden, gemte jeg mig - ja. Men efter Lockheart kom ind i mit liv, har jeg ikke kunnet gemme mig. Det er for farligt for ham. Hellere konfronterer hvem end der er efter mig den givende dag, og så tage dagene en dag af gangen...'' hun krøb lidt sammen.
Det var tydeligt at se på hende, at hun ikke havde haft det nemt.
Hun var blevet mishandlet i flere år. Og den første nat hun stak af fra sin såkaldte ejer, havde hun mødt Sean... Alt var blevet så... underligt.
Hun trak vejret dybt.
''jeg vil hellere dø, end at se dem tage Lockheart fra mig.'' sagde hun stille, og ved de ord krøb Lockheart hen til hende og lagde hovedet i hendes skød. Hun aede ham blidt over skællene.
''Det er dræb eller dø i denne verden..'' sagde hun stille.

Han lyttede til hende, slugte hvert et ord og forhindrede ikke hende i at fortælle om sig selv. Det lød måske underligt, men Jacob elskede at lytte til når andre fortalte om dem selv. Nogen historie rørte ham mere end andre. Det blev også ved med at minde ham om, at han ikke var den eneste i verden hvis liv ikke havde været det bedste fra start af. Selvfølgelig havde hans forældre behandlet ham som skidt, men det havde andre også oplevet og Jacob så ikke sig selv som noget specielt, han så sig ikke som en alle skulle have ondt af, for når det kom til stykket, så havde andre det jo ligeså hårdt som ham selv.
Svagt nikkede han på hovedet, viste at han lyttede til hvert et ord hun sagde.
"Nogen væsner er udholdelige," mumlede han svagt med en halv skrøbelige stemme. Med blikket rettet på Lockheart, kunne han ikke lade være med at fremtrylle et smil da han så hvordan hovedet blev lagt på Dany's skød. Følelsen af at man ville gøre alt for at beskytte nogen, kendte han udmærket til. Desværre, havde han allerede mistet en som ikke skulle have været død. Josh havde ikke fortjent sådan en død. Skulle Jacob være ærlig, fortjente Josh mere at leve end han selv gjorde. "Det er skræmmende hvad man vil gøre for dem der betyder noget for en," De halv lysende øjne kiggede kort i Dany's, for derefter at kigge hen på den smukke Choice, hvis pels glitrede svagt i solens stråler. "Ja, det er det og det kan man ikke sige imod," Pludselig forvandlede den skrøbelige stemme sig om til at være stærk. "En må dø, for at andre kan leve,"
Med et svagt smil på læben, kiggede han hen på hende og rejste sig derefter op. "Lad os komme længere væk, det skulle ikke undre mig hvis de forsøger at komme efter dig igen,"

Hun stivnede, da hun hørte hans stemmeleje ændre sig.
''Det er det de siger. At nogen skal dø, hvis andre vil leve. Tror du på det?..'' hun så direkte på ham, med sine nærmest violette øjne.
''Lockheart har ikke bedt om at blive jaget. Han har ikke bedt om at være som han er - og han skal ikke lade et liv, for at jeg kan leve. Heller ikke omvendt. Jeg ville give mit liv, hvis det redede ham. Men det er ikke meningen at vi skal leve uden hinanden.'' hun så ned på dragen.
Lockheart havde åbnet øjnene og så direkte på Jacob. De gyldne øjne, som flydende guld og ild, kunne virke hypnotiserende.
''Jeg elsker ham... Jeg opgav min eneste chance for at få en familie, for at beskytte ham.'' mumlede hun stille

Han så fra Dany, ned til dragen og dets hypnotiserende øjne. Han forstod at de flygtede. Det hele, han forstod det hele og kunne relatere sig til det. Om han troede på det. Det var ikke det nemmeste at svarede på. Selvfølgelig måtte nogen væsner miste livet for at andre kunne leve. Det gav på en måde sig selv. Desværre, det var hårdt men det var sandheden.
Han så hen på hende med de svagt lysende øjne. "Jeg ved det ikke Dany, jeg går ikke ind for det du har været ude for, langt fra og jeg respektere dig for hvert et ord du siger, jeg ville også gøre alt for min lillebror, beskytte ham med mit liv og jeg.." han slugte sine egne ord. Det var svært at få dem ud. Jeg fejlede.. Tøvende kiggede han hen på hende igen. "Og jeg fejlede, jeg mistede ham," han så ned på Lockheart. "Så jeg ved hvad det vil sige at man vil gøre alt for dem der står en nær," Forsigtigt satte han sig ned ved siden af hende igen. "Hvor kommer du egentlig fra Dany?"

Hun så lidt ned på Lockheart. Hun kom herfra.. Fra Underworld, lige udenfor Firewood Village... Fra en familie, som hun på et eller andet punk var sikker på elskede hende... Eller, det håbede hun.
''Jeg kommer fra det meste af vores verden. Men jeg er født lige udenfor Firewood Village.'' sagde hun stille.
''min familie var en rig Shapeshifter-slægt... Men de have ingen ting at have deres hovne opførsel i...'' sagde hun stille.
Lockheart kom med en lav kurrende lyd, et tegn på at han nød den afslappende stemning.
''Min familie blev slagtet, brændt, da jeg var lille. Jeg stak af, og har levet for mig selv hele mit liv. Der var en periode, hvor jeg var sammen med min 'storebror' hele tiden, men jeg stak af.. Og nu er jeg her...'' hun sukkede opgivende, inden hun så lidt op på himlen. De lilla øjne blev en tone mørkere når hun talte om Sean. Så mange blandede følelser, der ingen rette havde i hendes krop.
''Hvad med dig?''

Med hænderne foldet på lårene og blikket rettet ned imod jorden, lyttede han til hvert et ord hun fortalte og nød på en måde den rolige stemning der var vokset imellem dem. At dømme efter Lockhearts kurrende lyd, tydede det på at han også nød stemningen ikke længere var anspændt, så det føltes som et elestik strammede om sit håndled. Efter det sidste hun fortalte, løftede han blikket og så på hende. "Det gør mig ondt det med dine forældre," De svagt lysende brune øjne viste rolighed og ømhed, et tegn på at han ikke ønskede at gøre hende noget ondt eller havde i sinde at give hende til de mænd der var efter hende.
"Jeg blev født i Ashen Wood forest, jeg har hele mit liv boet i skoven og jeg elskede det, nu er jeg så tvunget til at være herinde i byen pga. zombierne," fortalte han og lod blikket hvile ned i jorden endnu engang. "Mine forældre afskyede mig, derfor forlod de mig som elleve årig, lige siden har jeg været alene og klarede mig selv," Tøvende løftede han blikket, spejdede ud imod horisonten. "I skoven mødte jeg også min partner og mine venner.. Men, selvom jeg ved at de er der, så føler jeg mig ensom, det er underligt ikke?" Han kiggede spørgende hen på hende med et skævt smil. Blikket blev rettet ned på Lockheart. "Hvor bor du så nu?"

Hun lukkede øjnene, og bed sig stille i læben, mens han fortalte om hans liv.
Han havde venner, familie... Og alligevel var han ensom?
Hun trak vejret tungt ind.
''Jeg bor ingen steder. Dette er mit hjem, på flugt. Det er for farligt for Lockheart hvis jeg bliver boende et enkelt sted.. De kunne jo fange ham...'' hun så ned på Lockheart, og aede ham over de grove skæl på hans hoved.
''Jeg var engang forelsket. Men det gik ikke. Der kom så meget kaos af det... Så jeg stak af, efterlod ham... Igen... Og igen, og igen...'' hun sukkede. Hun lukkede øjnene kort.
''jeg har ikke brug for et hjem... Jeg kan ikke have et hjem.'' sagde hun stille. Var dette svar nok?

Han nikkede til det hun fortalte ham. Ikke så langt fra dem stod Choice med ørene højt løftet. Der var ingen tvivl om at hun var på vagt. Bare den mindste lille lyd fik hende til at dreje det elegante hoved hen imod lydens kilde. Jacob kunne dog se om det var noget farligt eller ej, på når hun trak mundvigen tilbage og afslørede et par skarpe tænder, der nærmest glinsede som ny faldet sne. Han smilte svagt, kiggede hen på Dany og satte hovedet en anelse på skrå. Det med at være forelsket var ikke det nemmeste, det kendte han alt til! Tøvende adskilte han læberne for at spørge hende omkring det. "Hvorfor stak du af fra ham?" Spørgsmålet kom tøvende ud imellem hans læber. Trods alt ønskede han ikke at grave alt for meget i hendes baggrund, hvis hun trods alt ikke ønskede det.

''Det... Det er svært at forklare...'' hun så lidt ned igen, lukkede de lilla øjne og nærmest bad til at hendes minder om Sean ville trække sig tilbage, ikke bruse frem som de gjorde nu.
''Han gengældte ikke mine følelser. Ikke på den måde. Jeg har været væk i lang tid, og faktisk var jeg på vej hjem til ham nu. Jeg savner ham... Vi var bedste venner - det tætteste vi kom på familie.'' hun så lidt på ham, tøvende.
''Jeg var bange for ham, engang... Han forandrede sig så mærkant, at jeg var bange for om han kunne finde på at tæve mig... Han har dog aldrig rørt mig, fysisk... Det kunne han aldrig finde på...'' sagde hun stille.
Hun sukkede frustreret. Lockheart så på hende, med klare øjne, som om den var på vagt overfor hende.
Hun aede den bare over hovedet og så på himlen.

Tingene gik desværre ikke altid som man ville have det. Det galte også forelskelser. Det var ikke rart at høre hende fortælle denne fortælling om at han aldrig kom til at føle det samme. Noget sagde ham at Dany havde været ude for meget. På den måde kunne de minde meget om hinanden. Jacob blev dog bare ikke jagtet af nogen.. Choice vrinskede skingert, advarede dem om at der var fare på vej. Hurtigt var Jacob oppe at stå, det varede heller ikke længe før den smukke Choice kom hen ved siden af ham. Dets muskler var spændte. Der var ingen tvivl om at den var nervøs..
"lad os komme væk herfra," sagde han stille til Dany. "Noget siger mig at mændene ikke er givet op på at finde dig,"

Lockheart reagerede i samme takt som Choice, ved at rejse sig, og kalde skingert.
Dany rejste sig.
''Jeg tror vores veje skilles her.'' sagde hun og så på Jacob.
''Jeg har en person der venter på mig.'' - ikke helt sandt. Sean vidste intet om hendes ankomst.
Men hun var nødt til at komme hjem igen, hun savnede ham så skrækkeligt meget. Lockheart var dog af en anden overbevisning. Han ville med Jacob, og havde til det formål sat sig på hans skulder.
''Lock, her, nu!'' knurrede Dany hurtigt, da det lod til at mændene kom tættere på.

Inden han overhovedet kunne nå at sige noget, havde den unge vampyr åbenbart allerede besluttet sig for at det deres veje skulle skilles. Han havde ikke lyst til at gå fra hende nu. Hendes selvskab havde været noget så.. behagelig. Bedre end alt andet de sidste par dage. Choice så ikke ud til at have noget imod at de skulle skilles. Under den skinnende pels gemte der sig et par stærke muskler, klar til at løbe som vinden og klar til at forsvare sit eget skind. Jacob ønskede dog ikke at de skulle skilles allerede. Desuden, var han en smule for utryg ved at han vidste mændene var på vej og at de ville gå efter hende, og at han ville være en kylling og stikke af. Det var ikke hans problem, men han var heller ikke god til at vende ryggen til det, når først man havde haft rodet ham ind i det.
I det øjeblik han skulle til at sige noget, satte Lockheart sig på Jacobs skulder og viste overfor ham at den sikkert havde det på samme måde. Det fik et smil frem på hans smalle læber. Følelsen af den lille drage på hans skulder, gjorde at han følte sig mere sikker i sin sag om at de ikke bare kunne skilles på denne måde! Nu kunne Choice ikke vente mere, hun vrinskede skingert og lod det skære som en kniv i ens øre. Jacob så skiftevis fra Dany til Choice.
"Personen må vente lidt længere," sagde han roligt. "Jeg hjælper dig ud af denne knibe, om du vil have det eller ej," Han smilte roligt til hende. Der var noget stædigt over smillet. Selv øjnene lyste svagt af stædighed og gav et lille tegn på at han ikke bare sådan gik fra hende. Hurtigt tog han hendes hånd i sin, trak hende med hen i en gyde og satte sig på hug. Udenfor gyden kunne man høre et par tunge læderstøvler ramme stenene, så det nærmest rungede og gav ekko fra sig. I et kort øjeblik holdt Jacob vejret. Han vidste at bare en lille lyd ville afsløre deres tilstedeværelse.
"Throw," hviskede han for sig selv. Det var som om ordene kom ud af sig selv. Bare rullede hen af hans tunge uden han forstod hvorfor.. Ordet fulgte med vinden, hen imod Choices øre, der svagt rørte på sig ved lyden af det. Pludselig stejlede det enorme dyr, satte i galop hen imod en af mændene og inden den stakkels mand overhovedet nåede at se sig for, havde hun omsluttet sine stærke kæmper om hans hals og gennemboret de sylespidser tænder ind i hans hals. Mandens øjne blev hvide, hans mund stod på vidt gab og ned af halsen kunne man se hvordan blodet strømmede ud af den ødelagte puls ved halsen..
Throw.. Et ord der kunne styre Choice til at dræbe.. En anelse skummelt, men også fascinerende..

HUn havde ikke meget at skulle have sagt, og inden hun vidste det, var Choice i gang med at dræbe én af dem der jagtede dem.
I et gisp, stoppede Dany med at trække vejret. Blodet flød, og hendes hals snørrede sig sammen af sult. Hendes læber formede en tynd streg, for at skjule hendes hjørnetænder der langsomt blev længere.
Lockheart, den lille drage, lod sig ikke stoppe, og hoppede direkte på den blødende mand. Liget blev hurtigt kasseret, men blodet blev slubret i sig, af den lille drage. Misundelsen lyste nærmest ud af Dany's øjne. Blod, friskt blod. Ikke det samme som det hengemte sprøjt hun havde levet af i 2 måneder på et skib. Ad!

Choice vrinskede højt, det skingrende skrig fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de andre mænd og alt imens skræmte synet af den lille drage, der var ved at slubre blod i sig fra liget, dem fra vid og sans, så de automatisk daskede til hestens flanke og inden længe forsvandt i horisonten. Selvom Jacob ikke var vampyr, så kunne han sagtens fornemme på hende at blodet, ikke så langt fra hende, fristede hende mere end noget andet. Med et svagt smil på læben, gik han hen imod liget og nåede lige at stjæle mandens sjæl. Det ville være spild af mad hvis den bare forsvandt ud i det blå. Han tog sjælen imellem sine fingre, legede lidt med den, inden han førte hånden op til sine læber og sugede sjælen ind. Roligt kiggede han hen imod hende, gjorde et nik ned imod liget. "Du kan sagtens tage noget af blodet,"

Hun så på ham, men rystede blot på hovedet. Hun var nødt til at komme hen til Sean, inden der gik mere galt. Ikke nok med at hun havde snakket med Jacob - og han nu kunne beskrive hende, men solen stod på himlen, og ødelagde hendes hud, bagte hende til døde.

Hun bakkede lidt væk, uden et ord. Hun skulle væk, inden hun fik mere brug for blod end hun allerede havde.

Det undrede ham at hun pludselig bakkede væk fra ham. Hurtigt kom han dog i tanke om at hun havde sagt at hun skulle mødes med ind og at hun var nød til at smutte. Egentlig ønskede han ikke at hun skulle gå, men han ville ikke holde hende tilbage fra at møde den hun skulle møde. En smule nysgerrig om hvem det var hun skulle møde, strejfede ham med et af sine drilske pust, dog lykkedes det ham at holde spørgsmålene nede. Choice kom op ved siden af ham, så han automatisk placerede sin hånd på hendes hals og i en blid kærtegnelse kørte den op og ned. "Nå men, så ses vi måske en anden gang?" Han sendte hende et venligt smil..