Alene og forvirret.

Alian kyssede hende lige efter hun havde trukket sig tilbage.
Det var rigtig nok... Nu havde han hende.
Alian havde ikke været mere glad siden dengang han var en del af sin tidligere lykkelige familie.
Han stoppede kysset og så hende i øjnene.
"Der er lige en ting du nok skal vide så... Du skal nok kende min hajform..." sagde han stille og lukkede øjnene for en kort stund.

Blair følte sig så befriet med Alian, der var ikke noget hun behøvede at bekymre sig om. Blair så ham i øjnene da han stoppede kysset. En hajform? Det lød underligt i Blairs øre, men hun dømte ham ikke, hun ville støtte ham.

"Okay."

Blair vidste ikke helt om han mente lige der, eller bare på et tidspunkt, men det ville være underligt der, hajer skulle da have vand, ikke?

Han satte hende fra sig og rejste sig op.
"Hajformen... Det er hvad jeg kalde monsteret... Det er nok bedst at du ser væsnet i stedet for at du ikke kender mit indre jeg. Bare du tiltaler mig ved navn så vil jeg vågne op indeni og ville kunne kontrollere monsteret bedre end normalt" sagde han og gik et par meter baglæns fra hende.
"Er du klar til det?" spurgte han for at være sikker.
Han ville ikke nyde noget af at hun blev forskrækket eller noget da dyret gik efter frygt...

Blair vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, selvom hun var ret sikker på hun var klar. Men hvad så hvis hun blev panisk når han faktisk blev til hajformen? Men så alligevel, Blair havde set en varulv, det kunne umuligt være værre.

"Jeg er klar."

Sagde hun og bed tænderne sammen. Hun var nervøs for om hun blev skræmt, han omtalte det som et monster. Det kunne umuligt være godt.

Alian kikkede alvorligt på hende og nikkede.
"Okay men husk tiltal mig ved mit navn" sagde han og stilte sig ned på alle fire.
Dan han først var ned og strakte ryggen så han en sidste gang ind i hendes øjne inden hans blev hvide.
Hans knogler blev støre, han fik fiskeskæl i stedet for hud, der kom svømmehud mellem hans fingre og tær, alt hans tøj sprækkede da hele hans krop blev meget større, hans hoved blev formet som til en spis, alle hans tænder blev erstattet af knivskarpe hugtænder, en hale skød ud af hans krop og en stor rygfinne kom frem i nakken af ham...
(se profiltekst for billede af hajen)
Monsteret stod nu på alle fire med højre forben løftet og knurrede svagt.

Blair nikkede da han sagde hun skulle sige hans navn. Men så blev hun skrækslagen af det syn der ramte hende. Hun havde ikke regnet med det ville være sådan. Det var langt fra hvad hun regnede med. Blair kravlede tilbage, hendes hjerte steg op i hendes hals. Hun var nervøs, det var tydeligt at se. Hun prøvede at bevare roen, men det var ikke så lige til. Blair så på ham hele tiden, hun blev nød til at virke rolig. Men det var hun ikke, og det strålede ud af hende.

Monsteret kikkede sig lidt omkring for at vænne sig til lyset og alle de lugte der var i nærheden.
Den havde opfanget en lille lugt... Den var ikke af meget men Blairs lugt af frisk kød pirrede lidt i den.
Dog så foretræk den ikke menneskekød da det var alt godt fra havet den gik efter.
Den gik ned på alle fire og krummede ryggen mens den knurrede af Blair.
Lige nu opførte den sig mere som en dum hund der lige havde set en fremmede mand træde ind på dens ejers grund.
Indeni sank Alians personlighed mere og mere væk.
Hvis Blair ikke vækkede ham ville uhyret slippe løs.

Blair havde glemt alt hvad Alian havde sagt til hende. Det hele var bare så overvældende, hun vidste slet ikke hvad hun skulle tænke om væsenet der stod foran hende. Blair hørte den knurrende lyd der kom fra 'monsteret' men Blair forsøgte at ignorere det. Så længe 'monsteret' ikke angreb, ville der da ikke ske noget, vel? Blair sad som sten og stirrede på 'monsteret,' hun bevægede sig ikke ud af flækken, hun ville ikke gøre ham vredere end højst nødvendigt.

Monsteret kravlede tættere på hende med langsomme skridt.
Dens knurren blev ved da den nu var få centimeter fra Blairs hoved.
Da den var ti centimeter fra håret kunne man se at den snusede til det.
Den knurrende lyd svandt ind og den puffede i stedet 'kært' til hendes skulder med snuden.
Lugten der kom fra hende kunne monsteret genkende så den havde ikke tænkt sig at angribe.
Selvom den ikke havde mødt Blair før så genkendte den lugten.
Da Alian havde været sammen med hende så var hendes lugt smittet af på ham så hajens skarpe sanser senere kunne lugte det og betragtede det som noget der betød meget for den selv.

Blair vidste hun havde dummede sig da monsteret kom nærmere hende. Hun ville sikkert ikke kunne nå at kalde Alian tilbage. Da han duftede til hendes hår stivnede hun, selv vejret holdte hun. Men da den så let puffede til hendes skulder, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Blair betragtede det dog som noget venligt. Hun vidste ikke helt om hun kunne røre ved ham, når han var hajform. Blair ville dog tage chancen, hun aede ham forsigtigt over hovedet. Hun håbede bare hun kunne være tryg når han var hajform også.

Da hendes hånd lagde sig på hovedet kom der en svag... Spinden??
Som om den var tam... Eller en spinden kunne man ikke kalde det men det var som om den spant som når katte bliver aget.
Den havde i hvert fald allerede mærket båndet som Alian og Blair havde.
Og nu tog den det til sig.
Dens øjne forandret sig svagt fra kridhvidt til de normale brune igen.
Alians personlighed var så småt ved at komme tilbage.

Blair vidste ikke rigtig hvad der skete, hun var overbevidst om han ikke var sig selv når han var hajform, så det virkede meget underligt for hende. Men stadig rart. Blair trak sin hånd til sig og lagde den på sit knæ. Hun vidste stadig ikke hvordan hun skulle reagere, så hun sad der bare og kiggede på ham. Hun rodede kort i sit hår og så op på ham igen, han var fantastisk, lige meget hvilken form han havde.

Den tog nu sin ene hånd og lagde på Blairs for at kærtegne den.
Alians personlighed var vågnet i den så han rejste sig på to ben igen.
"Blair... Er du... Ikke... Bange for mig?" kom stille ud fra hans talebånd.
Hans stemme var meget dybere end normalt men han kunne så småt tale når hans personlighed var vågnet.

Blair så ned på deres hænder og smilte. Blair så at han rejste sig og gjorde det samme. Hun havde ikke nogen grund til at være bange for ham, det vidste hun. Selvom han sikkert ville fortælle hende at monsteret ville tage over, men det troede Blair ikke på. Der ville altid være en del af mennesket i ham.

"Jeg har ikke nogen grund til at være bange for dig. Mennesket er stadig derinde."

Blair lagde en hånd på der hvor hans hjerte sad, på et menneske i hvert fald.

Hans hjerte hamrede afsted.
Alle hans organer sad hvor de plejede da det kun var det ydre der ændrede ham.
Alian tog hendes hånd så godt som han nu kunne med svømmehud mellem fingrende.
"Du er den dejligste person jeg har mødt i mit liv" sagde han.
Nu havde han helt kontrol over hajformen.

Blair fjernede sin hånd fra hans hjerte og over til hans hånd, personligt var hun større fan af hans menneskehånd, men det betød ikke noget for hende. En rød farve gled atter over hendes kinder. Hun ville aldrig blive vant til komplimenter. Blair så på ham uden at vide hvad hun skulle sige. Skulle hun sige i lige måde, skulle hun finde på noget andet eller?

"Tak. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det. Men hver gang du holder om mig, føler jeg mig bare tryg, det føltes som om intet kan gøre mig ondt.

Man kunne se at et lille smil kom frem på hajmunden da hun talte.
"Jeg bliver nød til at komme i vandet inden der er gået en halv time Blair" sagde han roligt og så ned i hendes klare øjne.
Han nussede hendes skulder lidt forsigtigt med den anden hånd.
"Vil du med? Jeg kan give dig et lift" sagde han stille.
Hans stemme var stadig dyb... Den blev først normal når han var ved at forvandle sig tilbage til menneske.

Blair tænkte nok han blev nød til at komme i vandet på et eller andet tidspunkt. Blair så på ham med et forstående nik.

"Ja, jeg vil gerne med."

Blair ville gerne være sammen med Alian så meget som muligt, men de skulle heller ikke ødelægge noget ved at være for meget sammen. Så Blair ville ikke være for klistrende.

Alian gav slip på hende og stilte sig ned på alle fire.
"Hop op du kan holde fast i min rygfinne" sagde han og pukkede sig ned så hun kunne komme til.
Han var glad for at hun ville med ham og hendes forståelse for hans hajform.
Generelt så var han bare glad for hende.

Blair vidste ikke rigtig hvad hun skulle tænke, skulle hun ride på ham? I den sammenhæng var hun ikke så tryg ved det. Men alligevel hoppede hun op, og holdte fast i hans rygfinne. Hun var meget usikker på hvad der skulle ske. Hvordan skulle han komme frem ad, og hvor hurtigt ville det gå? Flere spørgsmål som dem hang i Blairs hovede, hun var ikke nervøs, bare mere.. Usikker. Det var noget ukendt, og mennesket havde aldrig været god til at håndtere nye ting.

Lige inden Alian skulle til at løbe stoppede han op og tænkte over det.
*Hvad nu hvis jeg taber hende? Mine skæl er jo forholdsvis glatte...* tænkte han bekymret.
Det var jo ikke godt hvis han kom op på sine 75km/t og hun så faldte af...
"Blair jeg tror faktisk det er bedre af jeg bære dig... Jeg vil ikke risikere at du falder af" sagde han og lod hende langsomt glide ned af hans ryg.
Han rejste sig igen på to ben og tog hende op som han havde gjort da han bar hende væk fra klippekanten.
Med en arm under hendes ryg. Og en under hendes ben.

Blair ventede på at komme af sted, hun var forberedt på at det ville gå vildt til sig, men der skete ikke noget. Blair lyttede til det han sagde og lagde sig indtil hans skællede brystkasse, ingen tvivl om hun fortræk ham som menneske. Men hun ville acceptere alle hans sider. Blair så op på ham. Hvad havde hun gjort for at fortjene en som ham? Hun mente i hvert fald ikke hun fortjente det. Men hun havde lavt selvværd, og det ville nok ikke ændrer sig, ikke sådan lige.

Alian trykkede hende ind til sig og begyndte at løbe lige så stille.
Jo længere han løb, jo mere satte han tempoet op.
Men han holdte hende så stille som muligt så det ikke blev ubehageligt for hende.
Efter noget tid kom de til Soul River hvor han stadsede ved en bænk.
Alian lagde hende på bænken og gik over til vandet.
Han satte sig i vandet så hans overkrop var løs.
"Jeg er nød til at være her i en time før jeg kan blive normal igen" sagde han stille.
"Beklager..."

Blair kunne regne ud det ville blive en rystetur, men Blair var ligeglad, hun nød bare at være sammen med Alian. Blair vidste ikke hvor de var på vej hen, men det gik op for hende, da Blair blev placeret på en bænk. Hun så over mod Alian og lyttede til hvad han sagde.

"Du skal ikke beklage, jeg bliver her sammen med dig."

Blair ville gøre alt hun kunne for at vise hun støttede ham. Om det så betød at hun skulle vente der i en time.

Alian smilede så godt som han nu kunne med hajmunden.
"Tak Blair det betyder meget for mig" sagde han med den dybe hajstemme.
Han kikkede lidt ned på vandet.
"Hvor bor du egentlig henne i Doomsville?" spurgte han så.
Det var noget han ikke havde fået fat i.
Dog kunne han huske at hun havde sagt en lejlighed i Doomsville... Bare ikke hvor.