Alene og forvirret.

Alian smilede blot til hende.
"Tak Blair" sagde han roligt og kyssede hende svagt på læberne.
Han ville altid være der for hende.
Og han elskede hende mere end noget andet.

Blair kunne slet ikke beskrive hendes følelser for ham, at elske beskrev ikke hendes følelser for ham. Men hun kunne ikke finde på andet at sige. "Du skal ikke takke." Sagde hun og gengældte hans kys. Aldrig nogensinde havde hun følt sig så tæt knyttet til en person.

Alian holdte hende igen ind til sig.
Han håbede inderligt at han ikke skulle forlade hende på noget tidspunkt.
Ordende var som før fuldstændig forsvundet fra hans læber.
"Blair du betyder alt for mig" sagde han til sidst.

Blair prøvede flere gange at få nogle frem, men det var umuligt for hende. Eftersom Alian heller ikke sagde noget gik Blair ud fra han heller ikke have noget at sige, eller også havde han ikke lyst til at sige noget. Blair blev genert over det han sagde. Men hun blev alligevel glad over det, rigtig glad.

Alian skilte dem igen lidt ad og så hende i øjnene.
Han rødmede et kort øjeblik.
"Jeg ved ikke helt... Men kan du lide at bo her?" spurgte han med en svag stemme.

Blair blev overrasket over spørgsmålet, men så alligevel ikke. Blair så ham i øjnene og trak på skulderne. "Nej.." Blair hadede at bo der, hun boede der kun fordi hun ikke havde andre steder.

Han rødmede nu igen og kløede sig lidt i nakken.
"Jeg ved godt at det ikke skal gå for hurtigt men... Jeg kan både høre og se på dig at du ikke just kan lide det her sted... Såe vil du overveje at flytte ind hos mig?" spurgte han stille og kikkede ned i gulvet.

Blair blev helt svimmel, havde han virkelig lige spurgt om det? Blair tog en hånd til sin pande. "Jeg.. Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er bare bange for det kan ødelægge det vi har, jeg vil ikke ødelægge det." Blair så ned.

Alian kikkede fortsat ned.
"Ja undskyld Blair jeg vil bare have at du er lykkelig..." sagde han og kikkede op igen.
Han kyssede hende svagt på panden.
"Du bestemmer det selv" afsluttede han.

Blair lukkede øjnene og tog en dyb indånding, hvorfor skulle han også være så sød? Det gjorde det hele meget sværere, hvis hun sagde ja risikerede hun at ødelægge det hele, hvis hun sagde nej ville hun få det dårligt med sig selv, og han ville ikke have hun havde det dårligt. "Jeg bliver nød til at tænke over det." Blair kunne slet ikke tænke klart nok til at svare på det spørgsmål.

Alian smilede og kikkede hende dybt i øjnene hvorefter han kyssede hende på munden igen.
"Du behøver ikke tage stilling til det nu... Du skal bare vide at min dør altid stå åben hvis der skulle være noget galt" sagde han og smilede venligt til hende.
Han var lidt irriteret på sig selv over at have spurgt så hurtigt om det.
Det var bare at han havde glemt det med at man ikke skal hoppe for hurtigt frem.
"Det er okay med et nej. Jeg vil ikke presse dig. Det var sådan bare af stilling til de forhold du nu lever under" sagde han roligt.

Blair gengældte hans kys og så ham i øjnene. "Jeg er også virkelig taknemmelig for det, og du skal ikke føle dig skyldig over noget som helst. Jeg vil bare ikke ødelægge det vi har. Så vil jeg hellere bo her." Blair ville for intet i verdenen ødelægge det de havde, hun elskede ham for meget til at lade sådan en ting ødelægge det.

"Okay" sagde han stille og nikkede forstående.
Det var fint nok med ham. Men nu vidste hun da at hun bare kunne komme hvis det var.
Alian kikkede lidt rundt i lejligheden og fik øje på et vindue.
Udenfor kunne han se at solen var ved at gå ned.
"Ved du tilfældigvis hvad klokken er?" spurgte han kort.

Blair havde ikke et ur, men hun havde lært at bruge solens placering som ur. Blair gik hen til vinduet og så på solens placering. "Klokken er omkring 7 om aftenen, tror jeg." Blari var ikke helt sikker, men hun var delvis sikker.

Alian gik hen til hende og lagde armene om hende.
"Okay så... Vil du med ud og spise?" spurgte han.
Klokken var jo ikke mange så der var ikke nogen grund til at han tog hjem.
Men han var blevet lidt sulten.

Blair blev nærmest panisk over det han spurgte hende om. Hun blev lige som et lille barn. "Ja." Hun hørte hvor meget hun lød til at være oppe og køre, så hun prøvede at bevare roen. "Ja, meget gerne." Blair slappede en smule mere af, fordi hun tvang sig selv til det.

Alian kikkede noget undrende på hende.
"Er der noget galt?" spurgte han.
Han undrede sig lidt over hendes første 'ja'.
Som om hun ikke rigtig ville?

Blair hostede kort, for ikke at virke så dum. "Nej, overhovedet ikke. Jeg blev bare begejstret, jeg bliver aldrg inviteret ud." Blair så ned i jorden og prøvede på ikke at rødme, det lykkedes dog ikke så godt. hun blev helt rød i hovedet.

Alian fniste kort.
"Vi skal jo have vores 'første date' på et eller andet tidspunkt" sagde han med et smil på læben.
De havde jo teknisk set ikke været på nogen date endnu.
Indtil videre var det bare 'tilfældige møder'.
"Såe vil du gerne?" spurgte han med et lidt fjollet smil og kikkede hende i øjnene.

Blair nikkede, de havde brug for en date på et eller tidspunkt. Blair så på ham med et smil. "Ja, jeg vil så gerne. Virkeligt gerne." Blair vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var så glad for alt han gjorde ti hende, han var der altid for hende og det gjorde hende glad, det gjorde hende lykkelig.

Alian smilede til hende.
"Okay skal vi så ikke komme af sted?" spurgte han og gik over til sine shorts.
De lå lige ved siden af madrassen så han smuttede lige i dem igen.
Han kikkede over på Blair igen.
Der var ikke så meget andet han kunne gøre for at 'gøre sig klar' han havde jo kun shorts på da han gik ind med Blair.

Blair så smilende på ham. "Kan du lige vente lidt, jeg skal lige gøre mig klar." Blair gik hen til sin kasse og rodede den igennem for at finde en kjole der passede bedre til middag. Hun fandt en af de længste hun havde, den gik dog kun til knæene. Blair tog den med ud på badeværelset og skiftede tøj, hun rettede lidt på makeuppen og håret og gik så ud til ham igen.

Alian gjorde som hun sagde og ventede.
Han stod og kikkede lidt rundt i rummet med hænderne i lommen.
*Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på tøj der kan udvide/passer til at forvandle sig? Nu må jeg jo gå i bar overkrop og bare fødder...* tænkte han kort mens hun var derude.
Da hun kom tilbage så han med et lidt måbende blik.
"Du ser... Godt ud" sagde han bare.
Han havde ikke lige regnet med at hun gjorde så meget ud af sig selv bare for at gå ned og spise.
"Du behøver altså ikke at gøre så meget ud af det. Vi skal bare ned og spise" sagde han roligt inden han gik hen og kyssede hende.

Blair så smilende på ham over hans kommentar, det var det hun havde håbet på han ville sige, eller noget i den stil. Hun gengældte hans kys. "Jeg gør det ikke fordi vi skal ned og spise. Jeg gør det for dig." Blair tog fat i hans hånd og ventede på at han ville føre vej, hun vidste ikke hvor der var nogle gode steder at spise. Blair havde aldrig haft så stærke følelser, og hun vidste at hun på en eller anden måde ville ødelægge det, hvis hun ikke passede på.

Han rødmede et kort øjeblik.
At hun gjorde det for ham...
Det fik ham lige til at elske hende lidt mere.
"Fint så vi skal forbi ulvene, op gennem hulen og ned under trækronerne" sagde han med samme fjollede stemme som hun havde brugt da han spurgte hvilken vej de skulle for at komme hen til deres lejlighed.
Han holdte hendes hånd og førte hende ud af døren.
Ude på gangen mellem lejlighederne var der en mand som lige skulede til dem.
Alian fik kort øjenkontakt til ham og kunne se at han havde en anelse om hvad der var sket i lejligheden.
Alian var dog ligeglad og sendte ham et kort vink inden han løb med Blair i hånden ud af bygningen.
Da de var derude stoppede han kort op.
"Hvad kan du bedst lide?" spurgte han og flettede sine fingre ind i hendes.