Du må tilhører Zann vores Herre //Killia//

Sted:: Omegnen rundt om Doomsville City:: The Valley Of The Dead.
Omgivelser:: Gravsten og grankammer, sorte fulge, og mørke tærer.

Tid:: Send aften lige før det er nat.
Vejr:: Fuldmåne og stjerter, sygger over alt, og dejligt køligt.

En ung kvinde ved navn Kalinna, var komemt ud af sit fande skab, denne unge kvinde var en gang en meget sød og venlig engel, hun hjalp altid folk hvis de havde brug for de og mere til, hun var ikke bange af sig, hun havde ikke noget imod folk der drik eller begik voldlige handlinger, så længe det ikke gik ud hvor den kærlige Kalinna.
men det hele stoppede da hun engang kom til denne kirke for at finde svar på sine spørgsmål om livet, og hvorfor hun intet kunne huske, her mødte hun en sjældæmon som lavede om på hele hendes ilv, og nu tilhører hun denne sjældæmon til Zann, det var hende der gjord så han kunne komme til magten og nu ville hun være ved hans sige i alt evighed, Zann ødelade hende ikke, han hjalp hende med at komme væk fra det liv hun havde levet i i flere år, nu tilhører hun den mæørke side og vil altid gøre det.

Vinden var stille alt for stille, månen står højt på himlen og stjernerne er lyser så smukt og klart, denne Kalinna gik stille ned igennem kirkegården og så sig rundt for at finde noget at lave, nu var hun siddet inde i alt for langt tid, og ikke lavet andet end at gøre min herre glad, hun ville vise ham at hun ikke bare er en engel elelr hvad fanden hun nu er blevet til, Kalinna havde langt rødt hår på denne aften, og en stort læderjakke, og sorte busker, man skulle havde gode øjne hvis man skulle se hende i mørket.

Kalinna sang en lille snag for sig selv om hun har synget på i flere uger, hun bliver ved med at lave dem så ingen kan tage den fra hende, det er som om at sangen er hendes sjæl, ugen den sang ville hun ikke længer Kalinna men en slave Zann kan dræbe hvis det er det han ønsker, hun gik vider ned af en lille sti der viste vej hen til de to gravsted hun havde set på ingen hun blev fandet af Zann, hun satte sig ned og holdte om sig selv, hvorfor var hun taget ud den nat, hun skulle havde blevet hjemme så hvade hun stadig været sit gamle nej, nej hvorfor ville hun tilbage ti lden tid hvor hun intet kunne huske, hun elsker dette nye liv, dette iv med sin herre Zann, hun elsker at blive unyttet af sin mester, ingen skulle lave om på det ikke engang hendes egen bror.

Endnu en ung kvinde var kommet ud i måne lyset hendes navn var Killia og er vampyr, så på dette tidspunkt var det bedste for hende, Killia er ikke en hvilken som helst vampyr, hun har været slave siden hun var 5 og kan næsten ikke klare sig uden, før hun blev slave for Zann var hun slave for den vampyr som forvandlede hende til dette hun er i dag, Killia har været igennem meget så de sidste 20 år, hun har en dreng på 20 ved navn Rex, nu har hun ikke set ham siden sidste gang de sås, og hun tror heller ikke hun kommer til at se ham igen, Zann tog Killia som slave fordi en varulv ved navn Kukiu havde sagt til Zann at Killia kunne finde frem til personen hvis hun havde set denne person, Killia viste dårligt nok at hun kunne dette, og nu tilhører hun Zann endtil at nogen tager hende fra ham, hun vil stadig stå ved hans side i alt evig hed, for Zann er en helt anden end de andre hun har været slave for.

Killia kunne ikke rigtig mærke hvor køldig det var denne aften men hun kunne gætte sig til det var en dejlig aften, men næsten inden vind og stilhed, hun lukkede øjne lige ud foran et gravkammer, som hun var kommet op af, dette gravkammer tilhører Zann, hun har boet hos ham i noget tid nu, hun kunne ikke rigtig finde rundt i hvad dag det er og hvad klokken er, hun kunne ikke engang huske hvad dag hun var kommet her til, det eneste hun sådan kunne huske var at Kukiu havde gået med for at passe på hun ikke løb sin vej og fordi en eller anden engel var efter Zann så derfor lå opgaven til Kuki, Zann's hund.

Killia var ihørt et har slitte bukser som hun ikke har fået af i noget tid, sammen med det slitte bukser har hun en hvis bluse med blod plitter og huller over det hele man skulle næsten tror at tøjet kun lige holdte sammen imens hun var ude, hun havde ingen sko på for de var for længst godt i stygger, hendes lange mærke hår har ikke forandet sig siden hun kom, men hendes ansigt var noget andet, flere sår og ar var kommet, og hun linger ikke længer sit gamle jeg.

Hun kom gående med af en anden ski for at se lidt, og se om der var noget hun kente til, hun kunne hurtig dufte at der var en anden på denne kirkegård, hun stå hurtig til alle sider for at finde ud af hvor duften kom fra, denne duft havde hun ikke duftet før den var ny for hende, eller næsten alt var nyt for hende, hun gik hen imod denne mærkelige duft og så en kvinde stå ved to gravsten, Killia så med kolde øjne på kvinden og sagde med en lige så kold stemme, "Hvad laver du i mit hjem?" hun så stadig på hende og håbede på at kvinden ville gå sin vej ved synet af hende.

Kalinna smilede ondt da hun kunne begynde at hører nogen komme hen til hende, *Dejligt noget at lave* tænkte hun før sig selv, det var længe siden Kalinna havde set en anden person end Zann og han onde soldat, hun så bare med kolde blikke imod de to hvide gravsten, og stillede sig op, men i det hun var kommet op at stå kom en stemme ind i hendes hoved, hun så hen på personen som snakkede til hende, hun så med et meget koldt blik på denne kvinde som nok var en vampyr eftersom hun ikke havde særlig noget tøj på, Kalinna synes det var meget sjovt at se en anden kvinde med blod på tøjet så kunne hun se hvordan Kalinna havde hadt det hos Zann hendes herre, men hvad fanden snakkede denne kvinde om at det var hendes hjem, det var sku da ikke kvindes hjem det var Kalinnas hjem, eller vent havde Zann andre slaver end hende, måske måske ikke, Kalinna kom frem så de to hvide gravsted nu stod bag hende og ikke foran hende, hun smilede ondt til hende og sagde med en ligeså ond stemme som hendes smil, "Dit hjem, det er lige så meget mit som det er dig!" Kalinna hvade det godt, en hun kunne snakke med og være ond imod, dejligt nu skulle hun ikke være alene i aften, hun havde fudnet sit legetøj som hun skulle torturer ligesom Zann havde torturet Kalinna.

Killia smilede ligeså ondt som hun havde gjort til den køter som havde givet hende til Zann, Killia var glad for sin gave som hun havde fået fra den vampyr som havde forvandlet hende, det gjord hende istand til at læse hvad andre folk tænker, hvis hun huskede rigtig kunne denne køter snakke med andre igennem sine tanker, Killia kune bare læse dem, dejligt at finde ud af, så hvade hun et våben imod denne ulv som Zann holder så meget af, eftersom han ikke har slået den ihjel endnu, måske skulle Zann bruge denne hund til noget, hvem ved, Killia så med onde øjne på kvinden som var kommet frem fra de to hvide gravsted som stadig stod foran hende, Killis nikkede svagt og sagde med en kold stemme, "Jeg har været her i længer tid end dig! og dette er mit hjem forsvind eller jeg kalder på min herre!" Killai virkelige virklig sur men det var hun overhovedet ikke, hun var stille og rolig efetr en vampyr at være, hun kunne bare kalde på Zann hvis dennekvinde ikke snart forlod denne kirkegård, ellers skulle Killia nok få hende at til gå sin vej enden for den næste halve time.

Kalinna grinede ondt til denne vampyr som nok tror hun er noget her i verden, men det skulle Kalinna nok lave om på, hun skulle nok vise denne vampyr at der er andre i denne verden som er langt stærkere end hende, hun skulle ikke komme her om sige hvad Kalinna skulle og hvad hun ikke skulle, dette var ligeså meget hendes hjem som det var vampyrens hjem, "Hør din lile myr! Dette er også mit hjem, jeg kender dig godt Zann har snakket om dig!" Kalinna havde det meget sjovt med at råbe til hende den anden, hvis hun ikke kunne forstå hvad Kalinna sagde skulle hun nok få det hele i hovede, hun skulle nok vise hende hvem der er herre over dem, hvem som kommer først, det var jo Kalinnas skyld at Zann kom til magten, hvis hun ikke havde givet sig til ham havde han aldrig fået sin fulde styrke, Kalinna så igen hen på hendes kvinden foran hende hun smilede ondt til hende og sagde med en meget kold og ond stemme, "Sig mig hvem tror du han holder mest af!"