The Reason ~~ Camille

Hun fulgte ham lydig. Hans læber og deres bevægelser og også da det blev...mere intenst. Hun kunne sikkert have kysset ham indtil det blev juleaften og de skulle have snaps og sild, men det sluttede selvfølgelig. Hans hånd , så kærtegnende og styrende fandt hendes og hun var glad for han ikke trak sig helt væk. Faktisk var lettet nok mere beskrivende, for kysset kunne jo have været et øjebliks svaghed der var eftergivet, inden han ville sige sit farvel. Det tydede det dog ikke på, gud ske lov.
lidt usikkerhed men også af forelskelsens særlige kulør , lå over de læber der lige havde kysset ham forinden.

" Du behøver ikke sige noget, vi tager et skridt af gangen " sagde hun mildt og ville næsten øske hun kunne filme det på den mobil der var helt død for strøm. det var sjællent at netop han var tør for ord.

Han lod sin tommelfinger kærtegne hendes håndryg. Kiggede ned på deres hænder. Når han tænkte over det så var han faktisk ikke helt tør for ord. De ord han havde var bare uden formål. Han ville råbe, på en gang at han var det lykkeligste menneske lige nu, og på den anden gang være vred og forvirret fordi det hele måske var væk imorgen .

"Hvis du vælger ham så..." Begyndte han, men bed sig i læben og tav. Ordene var væk igen, og havde han fundet dem, så var han snublet over dem, det var han sikker på.
Der var meget han kunne runde af med. 'Så hader jeg dig' ville være løgn at sige. 'Så er jeg ligeglad' ville i den grad være løgn. 'Så bliver jeg aldrig hel igen' var nok også løgn.. Han var ikke sikker.

"...Så ved jeg ikke hvad jeg gør" Svarede han ærligt. Det var ikke sikkert der var mere for ham her så. Han kunne vende tilbage til sin rolle som dusørjæger leder, eller bare tage hjem til sin gamle familie, måske finde den nye. Der ville ikke være nogen at se tilbage på som han ville hjem til.. Ikke at det var et ønske han havde.. At være alene.

Hun tænkte på alle de fælles minder de havde.Deres sjove stunder, deres kampe for overlevelse - side om side , deres småskænderier når han var for mandeagtigarrogant samt deres små gnistrende stjerne stunder.Havde han regnet med hun kunne glemme? I så fald blev han skuffet.
Men hun kunne ikke kaste sig over ham og claime ham, det var ikke hendes ret , ikke så længe hun var caught up in the middle med Aleck også.
Egenlig var der ikke så vildt meget hun havde ret til, men nogen gange....bare nogen gange føltes det såå godt- at være slem.
Hun rystede tankerne bordt, og de blev optaget ,blendede ind med luften omkring dem.

Hun løftede Tristans hånd op til sine snude, snusede ind og satte sine læber på hpndfladen og pressede et kys derind.
" Vil du ikke godt lade vær med at tale ...like that...det er ikke sat op sådan i mit hoved 'hvem jeg vælger' jeg skal bare have lidt tid til at udrede det hele,få styr på dette hold Aleck har over mig og forstå hvad der sker når jeg er sammen med ham.Men Tristan, jeg lover dig...jeg vil aldrig vende dig ryggen og jeg vil altid være din " .

Hun mente hvert et ord der forlod hendes læber.Hun var blevet næsten hjernevasket til ikke at forsøge stikke uden om med små hvide løgne, grundet Alecks evne der så straks ville tilføje hende smerter.
Det var let , pære let at beskrive hendes følelser for Tristan , hun elskede ham.
Problemet med det var, hvorfor....hvorfor følte hun så som hun gjore sammen med Aleck? Var det normalt? Var hun underlig? Var hun manipuleret på en eller anden vis? Eller havde hendes hjerte simpelt hen delt sig i to næsten lige store stykker, et til dem hver? Og HVIS dette var tilfældet, kunne hun så leve med et delt hjerte? Kunne de?
Eller var hendes undergang nær?

Hun blev pludselig skræmt og så med bange øjne på Tristan imens hun klemte mere hårdt om hans hånd.

" Jeg har fået en mordtrussel , et brev" sagde hun ud af den blå luft.

Ligesom han ikke ville lyve overfor hende, så ville han heller ikke lyve for sig selv. Jaloux var et meget godt ord. Han var jaloux, for en gangs skyld.. En forfærdelig følelse faktisk, den fik ham til at tænke de ondeste ting, føle de værste ting. Det var ikke noget han ville leve med fremover, og det var derfor det hun sagde ikke gav mening. Der var et valg, hun kunne ikke holde dem begge to i snor, uden i hvert fald han selv brød lænkerne og var væk.
*Hvordan kan du ikke se det som et valg når det er det?!* Havde han lyst til at råbe, men nikkede istedet bare som svar.

Stemningen forandredes ved hendes strammen om hans hånd. Han rynkede brynene. Et brev med en mordtrussel? Lød det ikke som?
Han spærrede overrasket øjnene op og begyndte ferbrilsk at kigge sine lommer igennem i sin jakke. Hvor havde han lagt det .. Han havde lige modtaget det denne morgen.
Han fiskede et stykke papir op.. Elegante sorte bogstaver snoede sig hen over brevet.
"Lad mig gætte... Noget i samme genre?" Svarede han Camille og folede brevet ud, begyndte at læse op:

"Roses are black, violets are blue, demons are hunting you.
The girl of your dreams are about to end, as I wake you up, with gun to her head.
Valentinesday you two wasted on fight, now my vengeance will send you into eternal night.
Give up in try, give me my price, or kiss both your asses goodbye. "

Han sank en klump og kiggede op fra papiret.
"Det er adresseret som sendt fra Rafael Dominatrix" Sagde han til sidst og kiggede bekymret på Camille. Han havde stadig en underlig stor klump i halsen der næsten brændte, men lige nu, ignorerede han det.

At han ikke ræsonnerede lige som hun , var hun helt opmærksom på.
Hendes logik var vel i bedste fald...privat, når det kom til sager som dette.
Det lød også en smule ...underligt, men hun ville bare ikke stå i den situation at skulle såre nogen, og tiden havde det med at komme op med løsninger, og HVIS dette ikke virkede? Ja...så måtte hun jo selv på en eller anden måde få løst problemet.
Men for nu måtte begge de to unge mænd finde sig i at hun skulle have genskabt en balance .

Hun ventede hans reaktion på brevet, og gjore store øjne over hvad han havde at byde ind med.Endnu et brev....fra Rafael?

Hun stirrede ind i Tristans øjne...og havde lyst til at blive der...men alvoren i brevene tvang hende retur til virkeligheden.

" Det minder om det.Dit brev truer os to og det jeg fik truede , udover mig , også Aleck....men skrev at jeg var den første der ville ryge.Det freaker mig lidt ud det her ! Jeg har MØDT Rafael og mente faktisk at han var blevet en ven.Det giver ikke mening.Og hvorfor skulle han være efter os alle tre?" En kulde af nervøsitet omkrandsede hende.Hvad helvede skulle hun stille op med de breve, havde hun ikke problemer nok i forvejen ?

Tristan nikkede næsten ivrigt, og folede hurtigt brevet sammen for at hun ikke skulle se det sidste der stod i brevet.

"Så han truer altså os selv og nogen vi..." Han sank en klump og pressede det sidste ud ".. Holder af.. ".
Tristan vukkede lidt frem og tilbage, bed sig i læben. Camille havde fået en simpel dødstrussel og det samme havde mr loverboy nok. Hans eget brev havde været lidt mere ... specifikt... I de sidste linjer.
Han kørte diskret en hånd ind til sin inderlomme for at mærke om pakken stadig var der. Han havde haft den på sig siden han havde fået den i den anden verden for flere måneder siden.

"Vent er Rafael er?" Spurget han undrende og mente da ikke han havde haft nogen planer om at flytte.
"Jeg ved ikke hvad han vil have.. " Løj han til sidst og kørte en hånd igennem sit hår. Han skulle nok få Rafael ned med nakken hvis det var sådan de legede, og på egen hånd.

Hun sendte ham et lille smil.
" Det er meget underligt.Jeg har gemt brevet under min hovedpude, sammen med min heckler.Idet hun sagde det, blev hun opmærksom på hvor ekstremt stupidt det var.Hun måtte da have den på sig, med pentagram patronerne.Men den var skjult for Aleck, hun vidste ikke helt hvad han ville synes om at have den i huset.Men på den anden side når det var hendes sikkerhed det galt? Hun var i tvivl.
" jeg fik det sammen med en buket blomster....hvide liljer" fortalte hun og så på ham.
Han sad lidt uroligt.Var han mere bekymret end hun antog og HVIS han var , hvad var så årsagen?

Skjulte han noget?

" Tristan ?" Hun tog hans hånd i begge hendes og nussede den lidt .
" jeg er nød til at vide alt....det er måske dit brev ,men jeg synes jeg har en rimelig central rolle i det " forsøgte hun at udforske ham.Han virkede ikke så...snaksagelig.

"Du burde da have din heckler på dig.." Sagde han og rystede lidt fjollet på hovedet. "Især når du bor med en dæmon" Tilføjede han hurtigt. Et kort øjeblik fangede han sig selv i næsten at ønske hun ville blive nød til at bruge den imod dæmonen. Han rystede diskret på hovedet. Hvad var han dog for en forfærdelig person?

Det overraskede ham ikke hun kunne se igennem ham. Normalt var han ikke en transparent person, men når det kom til hende var han glass-like. Nu lå problemet for hende bare der at dette ikke lige var tidspunktet han havde det store til overs for at hjælpe.. Ikke fordi han ikke ville, han ville bare hellere gøre det selv. Hurtigt og næsten smertefrit, så kom hun ikke til skade, og hvis han selv gjorde så havde hun stadig denne .. Aleck.. Til at passe på hende.

"Du ved det hele. Jeg kan ikke se hvad jeg ellers skulle sidde inde med" Svarede han lidt halv akavet og kiggede ned på bækken.

Hun ville have slugt det hele.
Han så faktisk helt overbevisende ud denne gang.
Dog kunne hun mærke pulsen blev svagt sat op , da hun havde et par fingerspidserne på hans håndled, og så var der lige den sidste sætning.
Hvad skulle den gøre godt for ?' Hvad skulle jeg ellers ligge inde med?'
Hun slap hans hånd, lidt hårdt lod hun den droppe ned i hans skød.

Der var..ting...mellem dem nu...men hun ville ikke have flere hemmeligheder, ikke overfor ham.
Hendes stemme var både blid men også uden tøven , da hun spillede bolden tilbage til ham .
" You tell me ! Hvad mere kan der være Tristan?" Og hun ville ikke slippe hans blik denne gang, så hun lagde et par fingre under hans hage, og holdt lidt fast...bare for at vise at hun havde færden af....et eller andet.

Han hånd faldt til hans skød, som noget der ramte ham hårdt i ansigtet. Han strammede hånden en smule og følelsen af bare at ville tage fat i hendes hånd igen, undskylde og fort

Han hånd faldt til hans skød, som noget der ramte ham hårdt i ansigtet. Han strammede hånden en smule og følelsen af bare at ville tage fat i hendes hånd igen, undskylde og fortælle det hele. Bare spilde det hele. Han ville ikke holde noget hemmeligt for hende, men hvad skulle han sige, han anede jo ikke en gang hvad den dumme halskæde Rafael ville gøre godt for?

"Camille..." Startede han, men hendes fingre på hans hage stoppede ham.
"Han vil have noget af mig okay? Og jeg er ikke sikker på hvad det er, jeg ved bare at det vil redde os alle sammen at give ham det." Sagde han så og trak sin hånd helt til sig. Han havde sagt det meste, bare undladt det med halskæden.

Hvorfor havde han det sådan nu? Prøvede at være fejlfri og bøje efter hendes pibe? Han vidste jo det ikke vil få hende til at synes bedre om ham.. Det var jo ikke ham.. han havde aldrig taget imod ordre... Og overholdt dem i hvert fald.

Hun forsøgte forstå hvad han sagde , men det var lidt svært at finde hoved og hale i.
Måske skulle hun selv aflægge ham , Ragael et besøg? Ja, det ville hun gøre! Og spørge hvd fanden der var meningen med at true dem alle tre.Hun troede han var hendes ven, hvad havde ændret sig?
Og hvis der var noget han ville have fra Tristan, var han så så naiv , så afsporet at han troede han ville få Tristan til at makke ret ved at true dem alle på livet?

" Hvad i al verden vil han dog have af dig ? Jeg forstår det virkelig ikke.Jeg var accepteret som en ven af ham.Jeg tror ikke på det er ham" hun begyndte at blive lidt skødealøs med hendes anlyser, søgte og ledte efter en legal grund til at opsøge den potientielle afsender af de voldsomme breve.

" Ved du hvad....vi gør ikke mere før jeg har snakket med ham! Han slog to tre ihjel for at passe på mig , da Isabellas folk ville tage mig med, dem der har din mor...han hjalp mig! Det giver jo ikke mening at han nu vil se mig død.Jeg aflægger ham et besøg! Tror du jeg bør fortælle Aleck om truslerne, de er jo også rettet mod ham, såå ?"

Tristan førte en hånd til panden og gnubede beroligende sit hoved. Han havde hovedpine.. Ved siden af hvor forfærdeligt han allerede havde det. Han kunne mærke det på sig selv. Han sad ikke så ret og stolt som han plejede, og hans øjne spejdede ikke rundt, eller smilede.. Han så derimod bare træt og slidt ud.. Sådan følte han sig og også. Hun havde lovet ikke at ville forlade ham.. Men hvordan kunne hun være sikker ? Det kunne hun ikke. Et eller andet sted følte han sig svigtet, og alligevel kunne han ikke tillade sig det.

"Aner det ikke.. Han har altid været en spøjs fætter" Tristan så tænksom ud. "Jeg ved sku ikke.. Der stod det var ham, men man ved jo aldrig om det er en bedrager.. Det er bare typisk Rafael at udtrykke sig med digte.. Tilbage som dusørjæger leder fik jeg en gang imellem officielle breve fra ham.. I form af digte... Man følte sig helt... Smigret" Han kneb et smil frem.

"Han dræbte tre af Isabellas folk... Du siger Isabella er en heks.. Og hvis han synes det samme, ville han ikke være bleg for at dræbe dem uden grund.. En fjendes fjende er ikke nødvendigvis en ven ya'know" svarede han og puffede til jorden med den ene fod.
"Du aflægger ham intet besøg! Og slet ikke alene!" udbrød Tristan pludselig da hun ville besøge ham, og bare et øjeblik havde han fundet beslutsomheden igen.
"Fortæl Aleck hvad du har lyst til" Afsluttede han mere roligt og kontrolleret.

"Jeg ved godt det med en vens vens ven ven " vrøvlede hun og vifte lidt med sin hånd " Men Tristan....jeg...der ...vi blev venner den aften, så meget han formår at have venskaber.Jeg er klar over at Rafael er en meget...lunefuldhed dæmon, men også en mand af stor ære, og jeg tror en snak med ham er...påkrævet.Ønskede han mig død,havde han gjort det den aften,er jeg sikker på ,for jeg kom på en måde til at give ham lidt af en skideballe." hun rystede på hovedet af sin egen dumdristighed

Hun gled lidt væk fra snakken om brevene og hendes tanker kredsede omkring Tristan, som bier om en sød kande saft. Han så træt ud, afkræftet ud. Var det hendes skyld-eller var der mere...ja, altsår udover mordtrusslerne? Som om det ikke var nok!

Hun fik tiltet ham og hende, så de begge væltede ned.Der var ingen bagtanker , ingen undertoner, udover en lyst.....en trang...til lidt nærhed og tryghed....sammen med ham.
Planen var at snige sig tilsat ligge lidt i hans ene arm og misse med øjnene op mod himlen.
" slå lige armen ud til siden?!" bad hun, klar til at rulle ind i position, hvis han adlød,hvilke ikke skete al for ofte faktisk.

Tristan rystede bare stædigt på hovedet af det hun sagde.
"Glem det - Jeg snakker med ham... Civiliseret, promise.." Svarede han, mere som en konstatering, end en forespørgsel. Hun skulle ikke ud og snakke med en dæmon der højst sandsynligt havde planer om at slå hende ihjel.

Han rystede opgivende på hovedet af hende.
"Du er også altid så besværlig at have med at gøre" Udbrød og kunne ikke skjule et smil, inden han sekundet efter blev rullet om i græsset - uforudset.
"Ey!" Udbrød han og kom til at grine. "Hvad har du nu gang i skøre kvinde?!"

"Huh?" Svarede han bare forvirret og skød armen ud til siden som hun sagde han skulle. Hun burde nyde han for en gangs skyld fulgte orde. Det kunne meget vel være første og sidste gang i lang tid.

" Men Tristan, du er ikke på den officielle venneliste, det er jeg! Eller rettere det var
Jeg, nu må jeg have afklaret hvad der gik galt , om jeg skulle have sendt blomster eller noget ?" forsøgte hun at joke lidt for at tage lidt af alvoren væk.
" nå...men så må det blive en fælles opgave mr. Wonder eftersom ingen af os har tænkt sig at lade den anden gå på egen hånd og takle de udfordringer der kunne ligge , alene"
Denne gang var hendes tone bestemt, det stod ikke til debat, enten fulgtes hun med ham - eller hun gik alene, deri lå valget.

Hun kom hurtigt på plade i hans arm, og rullede sig ind så hun lå tæt op af ham. normalt ville hun have tænkt at ligge en hånd på hans bryst, men .....hun havde ingen ide om helt hvordan han havde det med dette, ikke før og slet ikke nu, så istedet lå hun bare stille ind mod ham, med snuden mod hans hvide trøje og snusede ind. hun lukkede øjnene ...selv trøjen duftede tydeligt af ham. Et lille smil lå over hendes mund da hun mumlede..." jeg har savnet dig....forfærdeligt"

Han fnøs og rodede lit i hendes hår. "Fint! Så siger vi det!" Det kunne han da gå med til. Så kunne han altid holde øje med hende og holde hende lidt i snor.
"Du kan da ikke se dig tilfreds med at jeg bare gør det..." Beklagede han sig jamrende og lod hende rulle ind til sig, for at ligge en arm rundt om hende.
Lidt af hendes hår landede på hans ansigt. Som ville det angribe ham. Han fjernede det roligt med sin frie hånd.

"Jeg har også savnet dig.." Svarede han og krammede hende lidt ind til sig. Han mente det, mere end han helst ville indrømme, men det var ikke det hans tanker skreg lige nu. Lige nu forvirrede de ham og havde lyst til at tvinge ordene ud: *Var det derfor du gjorde det? Du savnede mig?*
Han ville gerne tro det var derfor, men det var det jo ikke.
"Der er sket så meget"

Hans arm omkring sig, var som balsam for en oprørt sjæl.
Hun vidste der ville gå noget tid, før alt igen var på plads mellem dem.
Og hun håbede at han ville have den nødvendige tålmodighed tildelte, til hende.
Men som alt andet i verden, var der ingen garantier, det vidste hun kun altforglemmende godt.
Et lille suk .
" ja....der er sket meget. Tristan, det er vigtigt for mig at du forstår noget. Jeg var meget ked af det, alene og forvirret.Jeg bar mit hjerte uden på tøjet og havde ikke dig til....til at være sammen med og ikke dig til at hviske i mit øre når jeg var på afveje. Aleck trådte til, hjalp og passede på mig og jeg lovede ham...ting ...i den periode,ting jeg ikke bare kan skippe nu. Han er faktisk god nok og....men ....det var aldrig sket hvis vi ikke havde været fra hinanden, døren til mit hjerte have ikke stået og blafret , det var nemmere at komme ind....og det var mit held at det var Aleck og ikke en der ville mig ondt,der sparkede døren helt ned. Tilgiv mig."
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hvad eller hvormeget han havde lyst til at vide,men hun ville svare ham ærligt, havde han spørgsmål.

Den der boblende følelse igen. Den blusede under huden. Han kunne mærke vreden banke på. Denne ville ud. Denne ville råbe og skrige. Trampe i jorden.
Han sukkede og kiggede på hende, prøvede at holde masken som om han var mere ligeglad end han var - usikker på om det lykkedes.
"Hvad har du lovet ham?"
Sagde han bare. Koldt. Kontant, og kiggede så væk igen- op imod himlen.

"Tilgiv dig? Selvfølgelig gør jeg det... men lige nu forvirre det hele mig. Jeg troede du havde en form for tiltro til mig. Jeg lovede at finde dig igen. Var der slet ikke en lille ting inde i dig der holdte dig tilbage? .. Nej dte skal du ikke svare på.. For det var åbenbart ikke nok til at holde dig tilbage.." Begyndte han. For første gang rigtig viste sin frustration. Han prøvede at holde det tilbage, men var samtidig sikker på at hun kunne høre det på ham.
"Var jeg ikke nok?" Afsluttede han desperat og tog sig til hovedet på den frie arm. Han var ikke så trist lige nu. Bare frustreret og irriteret.

Camille bevægede lidt uroligt på sig. Hun havde underskrevet en kontrakt med ham , en der påkrævede at hun blev boende der i 12 måneder. Og hun havde været glad for at have fået løst sit bolig problem og igen....heldig at det var hos ham.Men hun var ikke sikker på Tristan ville se det sådan.Så hun Tøvede lidt da hun gav ham sit svar...
" Jeg kan ikke flytte de næste 12 måneder "
Hun lagde nu hånden på hans bryst, det var tydeligt han var ved at ændre lune og ikke til det bedre , desværre, måske det kunne berolige ham lidt?
" jeg har også lovet at hjælpe ham meda at opretholde balancen i ham, så han.....altsår at sige hvor jeg er for eksempel " dette løfte var afgivet fordi han blev meget urolig når hun pludselig ikke var at finde....noget med et beskytter trang....og hun overholdte det- for det meste.

Hans ord gjorde ondt på hende og hun løftede sig lidt opfodr at kunne se på ham....
" Tristan....j-jeg du ved....vi to...du ved jo godt du betyder alt for mig, men du ...
Var væk og desuden afslog du selv at bonsaien med mig, selv om jeg pointerer at det ikke var sammen sammen, men med seperat indgang, selv det var formeret, så ....drop det med du ikke var nok, det var nok nærmere mig der var - eller havde behov for for meget." hendes stemme havde udover et sårbart skær også spor af indestængt vrede, for hun talte stort set ikke med nogen om disse ting,hun smækkene altid et låg på og helst meget hurtigt.

Det var da bare skønt. Som det ikke kunne blive værre så havde han jo allerede ingen chance de næste 12 måneder... Hvad skule han gøre ? han kunne jo ikke gøre noget ved det. Det lød til og med som om dæmon-dreng vidste hvad han lavede. Han skulle vide hvor hun var hele tiden- Som at sætte snor på. Han hadede det, ikke at han ville sige sine tanker højt. Der var ikke nogen der bare skulle komme og sætte en snor på Camille. Hun var mere værd end det.

"Okay." Svarede han bare. Var han sur nu? På overfladen måske og det var det der viste sig nu.

"ja jeg afslog ! Jeg panikkede.. Følte mig bundet et sekund, og jeg fortrød ordene så snart de havde forladt min mund... " Prøvede han at formulere sig. Denne gang mere roligt.
"Hvad du siger er præcis det samme som jeg sagde. Jeg er er ikke nok fordi du kræver noget mere? Hvis jeg ikke havde panikket den gang hvad så nu?" Han lagde sin frie hånd hen over sine øjne. Lukkede lyset ude et øjeblik. Prøvede at få styr på alle tingene og følelserne der hamrede og ville ud.

Hun blev liggende så at hun stadig kunne se ham, se hans reaktion og oh Boy holdte han igen.
Camille overvejede faktisk om hun skulle skubbe til ham, lade ham provokeres så det hele om ud, usødet.
Lidt som at åbne et sår , får materie ud af det og rense det inden det sutureres igen?
Men hun stolede ikke på sig selv, på hendes egne reaktioner, lige nu , så hun ville vente og lige se...

" Tristan....det er ...lidt ord fordrejning , du har altid været alt jeg ønskede, og vi kan ikke skrue tiden tilbage så hvad betyder det svar ? Men....var vi ikke blevet adskildt på det tidspunkt og havde vi fundet et fællessted at bo, var jeg nok aldrig flyttet ind hos Aleck, men jeg havde ingen sted at bo og ingen sted at gå hen.Du kender mig Tristan...jeg sov i en lade og lignende, ville ikke bare gå med folk hjem,men så kom hele den episode med barbaren jeg dræbte og fik en halv by på nakken,som Aleck fik os væk fra....og der fik jeg husly."

Hun lagde sig ned, puttede sig igen ind til ham.Hun vidste det VAR noget de måtte snakke om sammen, forholde sig til, men hvor meget den snak skulle fylde lige nu, var hun ærlig talt i tvivl om, den skulle nødigt skubbe ham længere væk, det var ikke meningen.

Han bed lidt hårdede om sin læbe. Idiot. Han var en idiot.
Han var så desperat for at få hende tilbage. Den person han havde kæmpet for. Den eneste der havde betydet nok for ham tilbage i den anden verden, og nu lå han her og teede sig som et barn, men han var faktisk ligeglad. han havde bare lyst til at te sig som et barn, og ikke være den vokse til at slippe og sige: "Okay okay, jeg kan undvære den røde racerbil".

"Jamen jeg har intet problem med at han giver dig husly. Jeg har et problem med at jeg rendte rundt i 3 uger i frysene kolde skove og ugæstfri byer og andet.. At have sultet og kæmpet, kun for at finde ud af at den eneste person jeg havde her har en anden. " Svarede han simpelt. Ingen vrede i stemmen mere. Det kunne ikke høres i hvert fald.

"Jeg tvivler på om det var bedst for nogen af os at jeg fandt dig igen.. Du havde ikke stået i nogen konflikt, og jeg havde ikke skulle igennem det her heller." Selvfølgelig havde han savnet hende og var uendelig glad for at se hende igen.
Men hvis han aldrig havde fundet hende. Ja så havde han blevet i den tro at hun ventede på ham, og hun havde bare kunne frit vælge denne Aleck - I den tro han sikkert selv var død.

Camille lod hånden ligge på hans bryst og havde også hoved puttet ind til ham der, så nu kunne hun faktisk ikke se hans ansigt- og visa versa.
Hun ville netop til at modargumenterer og irette sætte ham...lidt.
Jo...der var en anden, havde hun afgivet ham løfter, var de et officielt par ? Nej var svaret. Hun var ' på papiret' stadig single, selvom hendes hjerte og tanker var optaget.
Men da Tristan forsatte stivnede hver en muskel i hendes spinkle krop. Han sagde Hvad det ville have været bedst om han ikke havde fundet hende!
Hun mærkede hendes hjerte gøre ondt, som havde han sat det i klemme i en dør og nu stod og masede på den, for at få den til at lukke.En stor klump af uforløst smerte og frustration sad i hendes hals og hun måtte synke gentagende gange, imens hendes hånd klappede på hans brystkasse lidt rasteløst, og hun kæmpede indædt med at blinke tårene væk.
Hun havde aldrig i sit liv påtvunget sit selvskab til nogen, og fanden tage ham om hun havde tænkt sig det nu.
Skulle hun gå ? ville han være bedre stillet uden hende?
Hendes stolthed befalede hende at forsøge holde masken...lidt endnu.
" hvis du har det sådan..." forsøgte hun med stemmen knækkede over, og hun takkede den gud hun ikke troede på for at hun lå , så han ikke kunne se hendes ansigt og øjne, eller mærke at hans trøje langsomt blev fugtig, den var thank god , for tyk.

Han rystede på hovedet.
"Det har jeg ikke... Jeg elsker dig, det er simpelt.. Men det lyder som om du ville have været bedre tjent uden det her valg" svarede han roligt og kunne mærke hendes krop give en skælven af anstrengelse for at holde noget tilbage.
Om det var tåre, eller lysten til at slå ham - det vidste han ikke. Han havde selv lyst til at slå sig.. Give sig selv et ordenligt slag han ville kunne mærke helt ind i næste uge.. Det var ikke.. fint ... sagt.. Det kunne han godt ske, han prøvede bare at se det fra hendes side.

"Undskyld..." Mumlede han og betragtede himlen. En sky var gledet for solen og der var lidt koldt igen, men varmen fra Camilles krop over hans gjorde det ligegyldigt.
"Jeg ved bare for en gangs skyld ikke hvad jeg skal gøre af mig selv"