The Reason ~~ Camille

Der rasede og herskede så mange forskellige følelser igennemnhende, så det kunne i princippet gå hen og blive hvilken en en dem der slog igennem, lydmuren når hun åbnede munden. Men hun forsøgte ikke at græde, de fleste fyre gik i sort over sådan niget, desuden havde hun det bedst med at klare sådanne ting når hun var alene, og lukkede det sorte humør ud til fri leg.
There he went again.....de ord...de tre ord.
Aldrig havde de udtalt nogen løfter eller forpligtigelser overfor hinanden, og nu....nu var han så gavmild med sine ord og han efterlod hende....foruden .

" Jeg kan aldrig være bedre stillet uden dig, det må du da vide " hendes hånd faldt til ro, for en periode, på hans bryst og hun kunne mærke slaget af hans hjerte neden under hendes håndflade.Kunne de ikke bare være....dem? Glemme og lade alt det andet ...være. Det løste sig...før eller siden, det skulle det gøre. Men rom blev ikke bygget på en dag.

Han rystede bare på hovedet.
"Medmindre du fandt noget bedre der kunne gøre op for det?" Han bed sig i læben igen. En nasty vane han havde når han var nervøs - hvilket forekom meget sjælendt.

Han virkede sikkert underlig fra hendes syn lige nu, og sikkert også som en nar. Det var bare ikke lige nemt. Han synes han kunne tillade sig at være en nar når det fundament han byggede sit hus på gik fra hinanden.
"Undskyld... Havde jeg sagt de her ting før var det her nok ikke sket - det er min egen skyld." Afsluttede han og kiggede op imod solen der igen gled frem.

Han havde en gang set en film om en fyr der fik en chance til at rejse tilbage i tiden og gøre sit liv om.. Ville han selv gøre det hvis han kunne?

Måske kunne hun ikke adskille tingene. Hun kunne muligvis ikke tyde hvad der var vrede dedikeret til hende, selvbebrejdelse, følelser af kærlighed eller 9-14 andre navngivet følelser, men hun kunne se at han ikke var sit sædvanlige sprudlende jeg og hun vidste at hun var årsagen.
Hun hadede det, så let kunne det siges.Hun ville hellere se ham med glimt i øjet og smil på hans mund, og hendes hjerne gik på overarbejde for at finde en måde at give ham det tilbage på.
" Tristan... Tror du vi kan finde et sommerhus her? Bruger de sådan noget.? " hun duppede ham på næsen en enkelt gang,med spidsen af sin pegefinger.
Måske vidste de ikke engang hvad et sommerhus var her? Og måske var det verdens dårligeste ide der poppede op i hendes hoved, men hun var næsten desperat for at finde på noget, og tænkte ikke så langt over hvad det helt indebar.Men det kunne være et sted der var deres, på en måde.

Han snøftede en enkelt gang. Ikke fordi han var ved at græde - det ville han ikke gøre foran hende - men fordi vinden begyndte at blive kold når solen ikke var der.
"Et sommerhus?" Spurgte han forundret.
Han havde besluttet at stoppe hans følelsesmæssige krig lige nu. Den kunne altid gå i gang når han var alene og han kunne sidde og hade sig selv. Ikke nu.

"Jeg ved ikke om de ved af et 'sommerhus' er, men om ikke andet er der vel mindre huse på landet der kan være nok det samme... Leder du efter et sommerhus?" Spurgte han og satte sig lidt op som solen gled ud fra en sky igen og varmede hans ansigt og hans hår. Han følte sig faktisk en smule træt og sulten efterhånden, måske skulle de til at komme videre ... Enten hver til sit, eller sammen.

Hun lavede en lille rynken med næsen.Han misforstod og troede det bare var til hende.
Hun var nød til at prøve at forklare, uden det lød som hun var blevet ramt af sindssyge.
" jeg mener...måske ikke lige et sommer hus, men et lille hyggeligt sted.Et der var vores hvor vi kunne være, når vi.." åh gud, DET lød da bare helt forkert! Hun håbede han vidste hvad hun mente. Det ville jo nok ikke være toppen af hygge at inviterer ham med hjem, ikke der hvor hun boede nu, det ville ende galt- for det var muligt at Tristan ville kunne beherske sig langt hen af vejen, men hun tvivlede meget stærkt på at Aleck ville.
Hun såmop mod himlen, solen var på ' vej hjem' og havde stort set efterladt dem alene.
" er det en sindssyg ide synes du?" spurgte hun håbfuldt.

Han kiggede hurtigt ned i jorden med et let rødmende smil.
"Haha... 'Når vi..' går ikke ud fra du vil afslutte den" Drillede han åbenlyst og blinkede flabet til hende.
Han nikkede og trak på skulderen. "Jeg synes det er en helt fin ide.. At tilbringe noget tid sammen ville hjælpe på en del... Altså... Jeg burde måske overveje faktisk at flytte ind der... Jeg bor lige nu hos en gammel mand ved navn Asmodeus... Det var ham dragen truede.." Svarede han og kløede sig i nakken. Hans eget sted ville være helt fint.. Bare et lille sted han kunne pusle med.. Han kunne sågar selv sætte det i stand hvis det satte prisen ned.

Hun rystede opgivende på hovedet , satte hånden på hans overarm og puffede blidt da hun skyndte sig atvafværge yderliger kommentarer " Årh....hild nu op, det var jo ikke det jeg mente. "
Hun lyste helt tydeligt op og foldede hænderne foran sig.... " virkelig ? We can do that?"
Det føltes rigtigt, det føltes ...rart, mærkede hun instinktivt med det samme.
Og ville han ydermere bo der, var det jo også helt fint. altsår sålænge hun da også var velkommen, da det ligesom var hele ide grundlaget.
" jamen...så burde vi måske tjekke ud hvad der er af muligheder? "
Ivrig var hun måske nok en smule, men det var også længe siden de to , sammen, havde beskæftiget sig med noget sjovt og dejligt.

Han kom til at grine - en af de sjældne gange han havde gjort det idag.
"Jeg ved præcis hvad du mente" Drillede han lidt mere, men stoppede så med at grine og tog det lidt mere alvorligt.
"Selvfølgelig kan vi det... Men hvordan for vi pengene?" Spurgte han og havde faktisk slet ikke styr på hvad sådan noget kostede i denne verden. Han havde selv okay med penge .. Fra begge hans jobs... Ikke at hun skulle vide noget om dem lige nu. Det kunne vente.

"Hvor skal vi have det? Et fredeligt sted udenfor byen, eller måske i udkanten... Jeg er personligt lidt træt af byen og larm.. Måske et sted med noget vand.." Smilede han og vrøvlede lidt afsted.

Hun trak selv på smilebåndet.Om nogen vidste at hun aldrig ville forslå det sådan som det kunne forståes, var det ham, så ingen grund tilmpanik der.
Hun fikmet snedigt udtryk i øjnene, ikke at det var med vilje, faktisk ville det bok have været behændigt at undvære det, men det var snakken om hvor de skulle få penge fra.
" Jeg kan skaffe dem, hurtigt" sagde hun storsmilende, og tænkte at det ikke kunne skade at bruge også lidtnaf ' indtægterne' på dem selv og ikke kun på andre.
Hun vægtede hurtigt for og imod , byen eller lidt uden for.Nu boede hun jomsådanset i byen nu, i et pragt eksemplar af et hus, sikkert skabt af magi på et tidspunkt.
Men..et lille sted, uden for byen....hvor man kunne gå og rumsterer lidt...og der skullemjo også være plads til Luck.
" uden for byen, vand er helt fint....også for Luck, ikke ?" svarede hun og kom nu op at stå- og fik glattet lidt på tøj og hår.

Hans smil forsvandt et øjeblik da han kiggede en smule undrende på hende.
"Hvordan kan du skaffe penge så hurtigt? Noget Aleck drengen forære dig i hengivenheds gaver"? Spurgte han uden at kunne skjule sin utilfredshed helt, men ærligt talt, her måtte han være flabet hvis han ville.

"Udenfor byen ville være fint.. Kidding me? Luck elsker vand ligesom mig.. Hvor unormalt det så end er for kattedyr" Svarede han og lod det med pengene ligge.

Han hoppede slev hurtigt på benene og børstede noget græs ud af håret. Det stod ellers helt fint i kontrast til det orange hår.
"Nogen ide hvor vi skal spørge og hvem?" Afsluttede han og kiggede sig rundt som forventede han at se en ejendomsmægler lige om hjørnet.

Hendes øjne formørkedes et lille øjeblik, imens hun sendte et næsten vredt blik afsted mod ham.Hendes temperament kunne tåle en del, men at insinuerer atbhun modtog penge gaver .....jo altsår, det havde hun så fra Erics far,men det varbjonen helt anden sag og iforbindelse med et ikke vellykket røveri af Eric.....men ellers ville hun da aldrig!
" Ved du hvad darling jeg er faktisk istand til at skaff...øh tjene penge selv og just for the record, så forærer Aleck mig ikke gaver, af nogen art og heller ikke penge. Jeg har kun fået en ...killing...som dukkede op....så pak det der sammen" skændte hun på ham.

Da det tydede på de ikke skulle trække det i langdrag, med mindre en lyst til at give igen boblede inden i ham, kom næste udfordring.
" jeg har ingen ide...måske skal vi spørge...en eller anden"

Han rystede bare på hovedet.
"Ja undskyld jeg har en mindre lyst til at sende et par grimme ord hans retning, jeg troede det var en normal ting at forvente" Svarede han bare, men orkede ikke at rode i det og skabe dårlig stemning og ikke mindst miste sit humør igen.
Han havde lyst til at fyre hver en grim ting han kunne afsted imod denne Aleck, men var dig voksen nok til at tage sig sammen og lade vær.
"Jeg ved godt at du kan skaffe dine egne penge.. Det er bare mange penge.." Fortsatte han mere neutralt og begyndte roligt at gå i retning af byen.

"Kender du nogen vi kan spørge? Jeg tror jeg er lidt blank der..." Mumlede han tilbage imod Camille og rodede i det i forvejen strittende hår.

Først svarede hun ikke på det med Aleck.
Hun nikkede bare et lille ' ja ' og begyndte så at gå samme vej som ham.

Men selvfølgelig kunne hun ikke tie stille. Og der ville nok være en lang periode, ikke mindst imens dette uafklaret forholds relation stod på, hvor det jævnligt ville komme op.
Faktisk anede Aleck ikke ret meget om hendes forhold til Tristan, de havde aldrig talt om det, sådan rigtigt. I Alecks verden havde det ingen betydning,men det betød ikke han var dum eller arogant, det betød blot Camille aldrig have haft en anledning til sådan en snak, for de havde aldrig snakket ,rigtigt, om hendes følelser....indtil nu havde hun smuttet uden om hans lille sandheds evne, ved de helt store spørgsmål.

Hun så lidt på Tristan...og sagde så lidt mildt
" Hey...Jeg forstår godt du er gal, men det er mig du bør rette den vrede imod Tristan.
Aleck har jo dybest set ikke gjort noget galt.Han vidste jeg var alene, og han jo ikke ligefrem tvunget sig på mig.Det er mig du skal lange ud efter" om det var smart eller ekstremt dumt at pegeud, ville tiden vise.Hun følte det var sandt og hunnar sikker på han også var vred på hende, bare mere careful med at vise det. Måske skulle det ud, få renset luften? Eller måske skulle hun smide et stort låg på? Hvor var det forvirrende.

Så...hun ilede videre til næste emne, der var mere sikkert...
" nej...ikke udover Eric og Aleck, der ligesom bor i huse....men ...det nok ikke lige en hod ide.Måske skulle vi finde en kro og se om vi kan få nogen til at tale? "

Tristan rystede på hovedet igen. Han vidste da godt at det ikke var hans ret at blive sur på Aleck. Han vidste godt at den stakkels fyr ikke vidste hvem han rodede rundt med og han vidste godt at det nok ikke var fair.

Men hvor var han dog ligeglad.

Måske var det bare et mandligt instinkt at sigte efter andre mandlige parter.
"Jeg ved da godt at det er dig jeg burde være så, men misforstå mig ikke, jeg er vred på dig... Jeg vil bare ikke bruge begrænsede stunder jeg har med dig på at være vred på dig.. Så hellere denne Aleck.." Svarede han og fortsatte imod byen.

"Vi kan jo finde en kro som du siger.. Ejeren af sådan et sted burde vide noget om det... Nogen kendte kroer vi kan tage til?" Fortsatte han og smilede ud i luften. Vinden var dejlig frisk imod hans ansigt når den pustede hans hår tilbage.

Et lille finurligt strejf glimtede i hendes øjne da hun igen talte..
" Nårh...du ER altsår vred på mig.Det var godt! Du have mig lige bekymret der, for en tid ." Deres små snakke var ofte drysset gavmildt med ironi , så der var ikke den store ændring her.
Alligevel, trods hendes muntre svar, havde hans ord bidt lidt. Det var det rigtige at være vred på hende og ikke Aleck, men var der nigen hvis vrede hun ikke ønskede hækdt ud over sig , så var det nok hans. Så i sit stille sind, var hun glad for hans ' male thing' at han ikke fyrede det hele af overfor hende, og derved begyndte en endelang diskution.

Hun drejede hovedet lidt til siden, for at få et bedre kig på ham.
Hun havdebaltid været vild med hans atypiske look.Nok lige fra de stødte sammen på flyet, hvor han havde efterladt et vedvarende indtryk på hende. Hvor vildt at tænke på egenligt, denne tur....dette eventyr...de siden havde været fælles om.

Et blidt og næsten uhørligt suk, forlod hendes læber.
Men hendes vandrende tanker vendte ' hjem' da Tristan talte om at kroen var en fin ide.
" En rimelig gåtur herfra....der er en stor kro ...jeg husker ikke navnet på den " indrømmede hun.Det ville sikkert ikke overraske Tristan at hun dårligt kunne skilne de forskellige byers navne fra hinanden, og hvordan de var placeret geografisk.....og da slet ikke hvilke kroer der lå hvor. Var hun måske en gps? Hun smilede....men hun vidste der lå en kro!! ( og inden de fik set sig om, stod de foran den mørke egetræs dør dertil).

Han smilede sarkastisk tilbage af hendes svar. Han havde aldrig kunne være vred eller vise det overfor hende før hen, men nu kunne han godt. Om dte var en god ting vidste han ikke.. Det var vel godt at de kunne være ærlige overfor hinanden, han kunne stadig ikke lide at være vred på hende.

Alle de ting de havde været igennem sammen nu, dte var svært at huske det hele.. Måske var det derfor det gjorde så ondt indeni, alt det han havde kæmpet for at betyde hos hende og alt det han vidste han havde betydet, det fandt hun hos en fremmed hun knap kendte. Han hadede det. Han kunne ikke tage det.

Tiden gik med lidt småsnak. Hvad de havde lavet, hvem de havde mødt, og pludselig stod de foran en lille hyggelig kro i udkanten af byen.
"Her? " Spurgte han Camille, men ventede ikke på svar inden de nåee ind i denne lille kro.
"Hvem tror du vi skal spørge? manden bag baren?"

For hende var det vigtigt at de var ærlige overfor hinanden.Hun havde altid sat ærlighed i højsædet, og de ting der før havde været imellem dem var ting der omhandlede væsner og aftaler der på en eller anden måde berørte dette. Der var aldrig løgne, blot ting de havde undladt at fortælle . Men i de mere vigtige sager var det afgørende at de kun fødede hinanden med sandheden, for hvis også løgne og bedrag kom mellem dem- hvilke chance havde de så for at lukke distancen mellem dem? Så....selvom sandheden ikke altid var køn, så var det den hun støttede sig op af. Og sandheden var at hun var elendig over at tingene var så....kompliseret . Hun ville ønske hun bare kunne klamrer sig til til Tristan , og ...bang...så var alt som det plejede. Hun vidste at ingen fyr ville være bedre end ham.
Men hvorfor hun så ikke kunne ryste det med Aleck væk, det havde hn ingen ide om.

Nå....ind trådte de på kroen og alles blikke blev rettet mod dem og det var nok rimeligt pænt formuleret at sige at det ikke var begejstret miner de blev mødt med.
Camille stivnede helt og trådte vilkårligt et skridt nærmere Tristan, men hendes blik var fast og trodsigt, da hun stirrede tilbage på kroens gæster.
" Ja...lad os tale med krofatter....han må da vide noget?!"
hun nikkede mod baren, hvor en dværg betejente gæsterne.Han måtte have en skammel af træ, som han slæbte - eller sparkede frem og tilbage - bag baren, for at kunne nå op og betejene de fremmødte. Han så en smule muggen ud.

Mumlen i kroen havde stoppet da de trådte ind. Folk rettede blikket imod dem. De lignede ikke ligefrem typerne som ville befinde sig i en kro tæt på aften. De var begge unge og ordenligt klædt.. Han ville da betegne ham selv som okay og Camille var helt klart en smuk pige der fik andre kvinder på kroen til at kigge surt ned.
Det var derfor de ikke var forventelige sådan et sted.
De lignede unge mennesker i bedste alder til at sidde i en lys lille lejlighed, og muligvis være ved at planlægge polterabend, eller bare planlægge livet. Ikke til at stå midt i en dunkel kro.

Tristan tog et skridt frem imod baren hvor en dværg sussede rundt for at betjene kunder. Da han kom tættere på baren vendte en mand foran ham sig rundt og så først på ham, men synes meget hurtigt at rette blikket imod Camille, og ikke ligefrem hendes ansigt.
Han kiggede en smule irriteret på manden. Den gustne nar skulle ikke på hans pi---... Han rettede sig selv -- På Camille.

"Woops ! Sorry pal!" Udbrød Tristan da han 'kom til' at skubbe lidt for hårdt til manden da han skulle forbi op til baren, så manden næsten væltede ned fra hans stol. Man skulle ikke tro en 20 årig gut have sådanne kræfter når man så på ham, men skinnet kunne bedrage.
Mandne brummede og rykkede lidt væk og gloede ind imod baren igen.

Dværgen havde ikke misset noget så det ud til. Han kiggede fast på Tristan med et stift blik.
"Undskyld.. Jeg leder efter nogen som kan fortælle mig hvordan jeg køber mig en bolig her omkring .. Jeg er ikke herfra... kender de nogen steder man ville kunne købe et sted her omkring?" Spurgte han dværgen, med en mere høflig tone ..

Camille havde godt bemærket manden, men havde holdt en stikkende bemærkning inde, for ikke at starte kro opholdet med ballade. Hun havde dog meget svært ved at styrer det smil der vippede i mundvigen på hende, da Tristan derimod var fuldstændig ligeglad . Han stødte med fuld overlæg ind i manden og havde hun ikke nået at ' gribe stolen' med sin telekinese og sat den op igen, så havde han væltet ham lige i gulvet.
Istedet sad manden nu, da Tristan og Camille gled forbi, med et noget forvirret udtryk over den unge fyrs kræfter og over at stolen ligesom havde haft sit eget liv.
* der går nok lidt tid før han beslutter at generer os igen * smilte Camille til sig selv.

Oppe ved baren havde dværgen fået stillet sit spørgsmål.
Bart( som var hans navn) kløede sig lidt i det strittende halvlange skæg på hans firkantet hage, og så ind i Tristans øjne.
Man kunne næsten forstille sig at Bart, forsøgte knække en kode....omhandlende hans nye gæst, Tristan.
Bart havde ingen ide om hvad eller hvem han var, men han opfangede en aura omkring Tristan , en aura der var....anderledes og den lille vrissne dværg, var blevet nysgerrig.
Efter lidt betænkningstid svarede han , imens han tog fingerne ud af sit skæg og nikkede ned mod kroens ene krog " Du skal tale med Kaizer....den gamle nisse...han udlejer huse og lejligheder " , så satte han to krus øl på baren, skubbede dem mod Tristan og Camille - selv om de ikke havde bestilt noget.
" Min omgang....Men- ikke mere ballade!" lød hans brummende stemme og han så på dem begge.
Camille sendte ham et strålende smil og tænkte " yeah right?!"

Camille var som altid hurtig og mere fornuftih´g, havde hun ikke grebet den stol kunne det nemt havde endt i en "Barfight". Istedet for var manden nu bare forvirret og stirrede i hvert fald ikke.. Om han havde mistet interesse eller ikke vovede det var uvis.
Tristan kiggede tilbage på dværgen med et venligt smil, hans tone var helt ændret nu, i forhold til hvad den havde været før.
"Kaizer? .. Og hvor finder jeg ham?" spurgte han og blinkede et par gange. Han havde jo ingen ide om hvor han kunne finde en gammel nisse, de groede vel ikke ned fra træerne? Eller hvad vidste han.. I denne verden kunne de lige så godt..

To øl blev stillet foran dem og Tristan tog begge i hånden og skubbede - da han havde fået svar - Camille i retning af et frit bord i udkanten af baren. Da de gik forbi var der stadig folk og væsner som kiggede på dem, men det var ikke så slemt mere. Nu var det kun de åbenlyse der stadig ondede at sende dem blikke.

"Værsgo" Mumlede han og satte en øl på hendes side af bordet og sin egen satte han på den anden. Så satte han sig ned.

Dværgen forklarede Tristan at de blot skulle tage plads.
Kaizer sprang aldrig en aften over.Et besøg blev altid brugt til at afrunde hans dag og det daglige krus af uglepis, som han havde benævnt det hjemmebrygget brændevin, skulle hældes indebors, så hvis de bare udviste lidt tålmodighed....

" ja ja " mumlede Camille da Tristan puffede hende ned mod et ledigt bord. Hun tod lydigt plads og snuppede den øl, han havde sat til hende.
" jamen....så venter vi jo bare " sagde hun med et smil.
Så var det hun huskede drømmen fra forleden. Eller...det var sku nok nærmere et syn, selv hun mildest talt ikke var begejstret for det.Hvem var den kvinde? Og hvorfor ville hun få sådan en betydningsfuld rolle i hans liv?

Hun sukkede....som om de ikke have udfordringer nok.
Hun fangede hans øjne..og lidt forlegen startede hun undskyldende ud...
" altsår....jeg ....kom til at drikke noget...gift...som Mina gav mig.Jeg troede jeg var ved at blive sindsyg, men Mina forklarede det var små syn....af fremtiden...jeg fik"
Hun sad of fumlede lidt beklemt med sin øl. Hvor ville hun dog ønske hun var normal...og istedet bad ham lytte og vælge hvilken farve bluse hun skulle vælge at købe, istedet for al det her....shit.
" Og nu får jeg så de her syner...om ting der vil ske i fremtiden.Jeg kan ikke stille spørgsmål og ved ikke hvad det betyder, Tristan...men dette er hvad jeg så"

Camille refererede flashet...i en neutral og professionel tone...selv om hun var irriteret...eller måske bange? Inden i.

Hun stod midt i Tristans rum, og så ham ligge og sove så trygt. Natten var stille, og månen skinnede blidt ind på ham. Men så lød der en lille skraben af kløer hen imod køkkengulvet nede under. Tristan vågnede af det, men igen var natten så stille, som den plejede at være. Men så lød den igen nede i køkkenet. Deet var kun en lille lyd, men lyden i dette stille mørke virkede højt. Tristan sprang ud af sengen for at tjekke, hvad det var. Måske var det en indbrudstyv eller måske natten der spillede et plus. Nej lyden lød igen, og det var sikkert, at det ikke bare var natten og ens fantasi. Tristan kom ind i køkkenet, men intet fandt han. Han fandt kun vinduet på vidt gab. Men ellers syntes intet andet ha forandret sig, jo brødkurven manglede et franskbrød, men ellers intet andet. Tristan kiggede udenfor, og dernede langt ned af vejen imod Doomsville, der så han en kvinde med lys grå/hvid hud løbe væk, og som vendte blikket et par gange tilbage. I hånden havde hun noget der kunne ligne et franskbrød. Så skete noget underligt, lige pludselig blev denne kvinde til ung teenager. Man kunne ikke bedømme det på denne afstand, men nok omkring 12 år. Ved siden af hendes løb et stort hvidt firbenede dyr. Man kunne ikke se hvad det var, men det lignede en meget stor kat. Camille kunne på en eller anden måde føle, at dette pigebarn ville komme til at betyde utrolig meget for Tristan, som måske kunne omvælte hans liv.
Før Camille vågnede af drømmen så hun disse grønne øjne foran sig og en stemme der sagde. "Valetta"

" kender du en Valetta?" spurgte hun forsigtigt.

Tristan første roligt kruset op til læberne. Han lod den søde lyse væske glide ind og lige som han havde taget en ordenlig tår, måtte han næsten spytte den ud igen,.. Eller næsten... Han sank den hurtigt og hostede et par gange..
"khg..... Gift?!" Udbrød han skeptisk. "Hvorfor fanden drak du gift?!" Han hostede igen og tog sig til munden.

Den Mina fik da også pigen til de mest åndsvage ting..Ikke at han skulle blande sig i 'pige' ting..

Han lyttede til hendes fortælling og prøvede så vidt muligt at følge med. Han forstod det meste, men nogen steder måtte han dog stoppe op og ryste på hovedet.
"Så vent... Du for syner tit eller bare denne ene gang?" Spurgte han forvirret og lyttede videre.
Da hun var færdig lænede han sig lidt tilbage med et smørret og lidt ironisk smil og kunne ikke modstå at starte ud med:
"Sig mig... Fornemmer jeg en smule jalousy?" Hvor ironisk det end var med hende der rente rundt med en eller anden dæmon.

Hans tanker gled over på hans egen drøm og hans blik søgte diskret efter et eller andet hvidt smykke hun skulle have på. Pigen havde ændret alder? Lød så bekendt..
"Men nej... Jeg kender hende ikke..." Svarede han ærligt.

" rolig rolig" formanede hun da han begyndte at hoste.
Var der en samtale hun ikke havde tænkt sig at tage nu, var det den hvor hun skulle forklare at hun var hos Mina blandt andet for st få slettet alle sine minder om prince charming der, noget sagde hende atbhan ville trække en grænse ved det.
" Hun lovede at passe på mig og sagde det ville gøre mine syn mere anvendelige....en masse ævl om magt og at jeg skulle passe på at vælge rigtigt...men ja, jeg får disse syn ind imellem. Og som med telekinesen,kan jeg ikke styrer noget som helst, så du skal ikke begynde at blive morsom.jeg har ikke bedt om det her" sagde hun lidt tvært.

Hun kunne næsten ikke tro det smil. Det var så....urgh...så ham!
Ja ja, han ramte plet.Midt i kaos, var hun selv på ingen måde typen der ville dele.
Men ville hun indrømme det overfor ham? Nu? No way ...no freakin way.
Hun forsøgte så godt hun kunne...men hvor overbevisende det var, tvivlede hun på.
" Det kan jeg love dig jeg ikke er.jeg er ....bekymret for dig....en fremmed der snuser rundt....at det er en pige...betyder ikke spor"
Men de rosa farvede kinder ville nok fortælle en anden historie.

" du kender hende ikke, men det kommer du til...hun bliver vigtig for dig" pressede hun ud mellem læberne.

Han fnøs en smule irriteret og kiggede væk ved hendes svar. Siden hvornår var hun begyndt at lyve for ham? Det var jo så åbenlyst at hun ikke var helt glad ved kønnet af hans kommende bekendte.
På en måde glædede det ham at hun stadig var jaloux over ham. Ikke ville dele, men på en anden måde irritere det ham at hun rente rundt og viftede med skørtet foran en eller anden dum dæmon, og han måtte ikke så meget som at komme tæt på en anden pige.
Det var nok derfor han besluttede kan at vise det sidste og rodede lidt i hendes følelser med et:
"Jeg håber du forstår hvis jeg siger at det ville være rart lige nu med en anden vigtig person i mit liv.. " Han skød hende et hurtigt blik og kiggede så ned. Det var jo ikke fordi hun ikke betød hele hans verden. Hell, han havde efterladt hele sin egen verden for at starte på ny sammen med Camille, og han ville gladeligt gøre det igen.. Men lige nu... Lige nu når deres forhold hang i en tråd. En tråd en eller anden han ikke en gang kendte trak i for at få den til at knække.. Jamen så kunne han da ønsket at han følte noget andet, og at hun gjorde det samme. Det hele ville have været nemmere sådan.
Han tog sig til hovedet og stoppede sin tankegang. Den var åndsvag... Han elskede hende jo... Det havde han selv sagt.. Og han ville med glæde udkæmpe en krig for at få hende tilbage igen.

Selvfølgelig forstod hun.Udmærket.
Hun havde måske svært ved at udrede sine egne følelser, eller nærmere at stå ved dem.
Fordi hvis man bandt sig til en person, gav ham sin tillid og sit hjerte...skete der altid ting man ikke lige Så komme.
And guess what....det var netop de ting der afholdte hende fra at binde sig,fra at ( turde) tage beslutningen.Tænk om hun tog den forkerte,og endte op dybt ulykkeligt.
Hvad gør man hvis man ser en trussel nærme sig, uventet? Noget man ikke lige havde set komme.Som Valetta....eller måske fra en helt anden vinkel? Man dækkede sig til, hurtigt.
Hun så ind i de smukke gyldne øjne,hun elskede og tvang sine følelser væk...ned under gulvbrædderne i den lurvede kro.
" Jo...Tristan, jeg forstår...udmærket.Og det er da klart " hun vidste han også forstod.

Hun så ned på øllen.Hendes hånd havde et meget hårdt greb om den, knoerne var nærmest hvide.
Hun brød sig ikke om den vendning....tingene havde taget.
Men...det var der jo intet at gøre ved.Andet end hun kunne gå hjem .
Og det var hvad hun ville , efter denne Kaizer havde fortalt om leje af huse, når han engang dukkede op altsår.Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok.