The Reason ~~ Camille

Han sagde ikke noget, men lænede sig tilbage. Han vidste godt et eller andet sted at han lige nu opførte sig som jordens største nar. Han var fyldt med så mange følelser.. Han var såret, han var knust, mest af alt elskede han hende, og alligevel var det eneste der kom ud vreden.
Han kunne jo se hun var såret og ked af det. Så hvorfor kunne han ikke bare rede det hele ud.. Give hende et knus. Pladsere sine læber på hendes og forsikre hende at alt nok skulle blive godt igen? Det var jo det han ville.

"Hvad er der osse sket med os?" Spyttede han lidt halv irriteret og skubbede sin øl lidt væk.. Han havde ikke brug for alkohol lige nu. Dette skulle nødig blive værre end det var. Stemningen var en helt anden nu..
Det han ville var at få det hus sammen. Være sammen. Han ville bare have hende tilbage igen og det frustrerede ham mest af alt at han ikke havde den fjerneste ide om hvad han skulle gøre. Han havde aldrig haft problemer med at få en pige før.. Men nu.. Det var jo ikke bare en hvilken som helst pige. Han kunne ikke bare sige undskyld også var alt som før.. Han skulle virkelig sende alt ind nu.. Men hvad havde han at sende ind som nogen andre ikke kunne slå?
Han bed sig i læben og stjal et blik af pigen foran ham. Han kunne have haft en arm rundt om hende lige nu. God, hvor var han en idiot.

Hendes hjerte holdt op med at slå.
Eller det var den følelse det gav i hendes bryst.En spændning først, der så blev til en smerte der strålede fra hjertet, og ud i alle lemmer.
Hun følte , som så mange gange før at han var som sand mellem hendes hænder, uanset hvad hun forsøgte så lykkedes det ikke at holde på ham.
Hun var for tæt på ilden...det brændte utæmmet og hun måtte hjem inden det gik galt.
Hun så på ham...stadig med følelserne trampet så godt ned, som var muligt for hende.
Og så svarede hun som hendes virvar af følelser bød hende...
" Med os Tristan? Der er ikke sket en skid med os....fordi du ...fordi du...ikke forstår en meter! Du har for travlt med at redde verden, så du er her aldrig...vi bor i hver sin ende af landet og nu...nu du vred over at en anden så mig og ville bo sammen med mig? Og ja...men ved du hvad... Det betyder ikke en disse nu.Vi er begge videre i vores liv, ikke sandt ? " hun smilede og rejste sig op, meget hurtigt.
Hun næsten løb ud fra kroen...tårene pressede sig på.intet var gået som det skulle.
Intet Var som det skulle. Fanden tage dem alle.

// out

Han kiggede op igen. På hende.
Hun var for første gang rigtig vred. Han kunne se det på hende. Han rynkede brynet og kiggede forvirret på hende.. Det ene hårde slag efter det andet, og han kunne bare se til.
" Nej jeg.." Prøvede han at få ind, men før han kunne nå at fortsætte havde hun rejst sig med et yndefulgt smil og havde forladt ham til ensomheden.

Hvad var der sket.. Han sad et par sekunder uden at gøre noget, men bare kiggede efter hende.. Måske skulle han ikke have skubbet den øl så langt væk.. Han kunne bruge den nu..
Først blev han en smule vred, men det aftog hurtigt og blev erstattet af fortvivlelse..
"Nej jeg elsker dig jo..." Mumlede han desperat efter hende, men døren havde allerede smækket i efter hende.
Han kiggede ned på den gyldne drik i hans glas.. Et par mere af dem ville med sikkerhed få ham til at glemme. Han rakte med en smertende følelse overalt ud efter alkoholen, men lige som han tog fat om glasset fangede hans opmærksomhed de andre på kroen. Flere havde rettet blikket imod ham. De så medlidende på ham.. Han slap glasset og rejste sig med et set.
"Jeg har ikke brug for jeres medfølelse... Jeg har ikke tænkt mig at give op så let.." Sagde lavt, mest til sig selv og stormede beslutsomt ud af kroen.

//Out ~~//

// indsamler emner * haps*