I hope she comes (Rebecca=Privat)

S: Centeret i Doomsville. Ved en café
T: Lidt over tolv.
O: Masser af travle mennesker
V: Solskin... Hvis skyggerne var væk. Alt virker så gråt for tiden
P: Markulius havde sin gamle læderjakke på. Han havde ikke haft den på siden han flyttede ud i skoven i 6 måneder. Udover det havde han et par store militærbukser på. Indenunder den slidte røde trøje som han altid havde på. Men han havde for en gangs skyld ikke nogle af sine sværd med.

Klokken var lidt over tolv. I brevet stod der klokken 11. Og den mand der lige nu tålmodigt sad ude foran en café ved et café bord. Med en tom kop hvor der engang havde været kaffe i. En flaske dyr rødvin som stadig stod uåbnet. En tom tallerken. Fordi denne mand var blevet sulten da hun ikke var kommet de første 10 minutter. Han havde bestilt en af deres club sandwiches. Og havde spist den hele. Men selv efter 40 minutter var hun ikke kommet. Nu var der gået over en time. Og denne mand havde været der allerede en halv time før tid. For at være sikker på han var der til tiden. Men hun var ikke kommet. Han så imod det ur som var fra taget's loft af centeret og ned. Sukkede kort. Og så hen på den tomme plads. Hvor der var en kold kop kaffe. Han overvejede kort at gå. Men viftede i stedet en tjener hen og bestilte 2 nye kopper kaffe. Og fik ham til at fjerne hans tomme tallerken og den kolde kop kaffe. Denne mand. Var Markulius Dé auditoré. Også kendt som Mark af visse personer. Eller kendt som Killer i hans tidligere arbejde. Mark havde skiftet arbejde nu. Han ville ikke dræbe folk længere. Han var blevet noget helt andet. Kok på en restaurant her i centeret. Han kunne jo se ud i fremtiden om maden havde fået for meget eller for lidt. Og så på den måde sørge for at det blev lavet rigtigt. Desuden var han genial med knive. Han så mod uret igen. Og sukkede kort. *10 minutter mere og så kan jeg vel godt sige at hun ikke kommer.* Tænkte han kort. Han havde jo ikke fået noget svar. Han havde sendt et brev om hun ville møde ham der. Men han havde ikke efterladt en adresse hun kunne sende tilbage til. Så hun kunne jo ikke svare ham. Han håbede bare på hun ville komme alligevel.

Rebecca småløb hen mod centeret, da hun endelig fik øje på det. Hun kom alt forsent. Hun havde været i bad før hun tog afsted, men det havde taget længere tid end beregnet. Hun havde også fået mere travlt, da hun blev leder for sirenerne. Hun havde en halvanden time inden hun skulle i bad igen. Så hun kunne være i centeret i en time, og så tog det en halv time at komme hjem igen. Det passede fint. Hun begyndte at gå, da hun trådte ind i centeret. Nu skulle hun bare finde cafeen. Hendes blonde, lange hår var løst. Hun havde en hvid tanktop, en sort jakke, sorte jeans på, og sorte stilleter. Hun havde lynet jakken op, da solen blev skygget, og der var derfor en smule koldt. Hun fik endelig øje på cafeen. Hun gik lidt hurtigere hen imod cafeen. Hun fik øje på Markulius, der sad ude foran cafeen. Hun var lettet over at han stadig var der.
"Undskyld, at jeg kommer forsent." Hun satte sig hurtigt foran ham. Hun kørte en hånd igennem håret. Hun havde den halskæde på, som han havde givet hende. "Jeg skulle i bad og det tog længere tid end beregnet." Hun så undskyldende på ham. "Men, hvorfor ville du mødes?" Spurgte hun undrende. Hun huskede sidste gang, de havde mødt hinanden, hvor han havde kæmpet mod en engel. Hun håbede at han havde fået det bedre.

Da han så hende kunne han mærke hans hjerte hoppede. Han var så glad for at se hende. Og han rejste sig roligt op. Og gik hen ved siden af hendes plads for at hjælpe hende ned at sidde. Og da hun endelig sad ned gik han roligt foran hende. Og krammede hende kort. Bare for at vise hvor glad han var for at se hende. Før han satte sig ned på sin egen plads igen. "Du skal slet ikke undskylde smukke." Sagde han roligt og smilede venligt. Der var noget anderledes over ham. Han virkede glad. Han så ikke bare glad ud. Han virkede faktisk også glad. Og det var han også. Han hørte ikke den monstrøse stemme fra uhyret. Så han var virkelig glad. Han rejste sig roligt op igen. Og tog rødvinen. Åbnede den og hældte en smule op i hendes glas. Kun en smule så hun kunne smage den. Om hun kunne li den. "Jeg har glædet mig til at se dig siden jeg fik fri fra mit arbejde igår. Hvor jeg sendte dig brevet." Sagde han smilende og ventede til hun havde smagt rødvinen. For at se om hun kunne li den. Hvis hun kunne ville han hælde et glas op til hende. Og et til sig selv. Hvis ikke ville han sætte proppen på den igen. Og lægge den på bordet uden at vise nogen form for tristhed. Han var ligeglad. Det var tanken der talte. Efter det satte han sig roligt på sin stol og så på hende kort. "Jeg ville mødes med dig for at sige til dig at jeg har ændret mig. Jeg er ikke lejemorder mere. Jeg høre ikke den irriterende stemme fra uhyret længere. Jeg er glad. Og vigtigst af alt. Jeg har fået mig et normalt arbejde som kok. I en restaurant her i centeret." Sagde han smilende og så på hende kort. "Chefkok faktisk." Han så smilende på hende. "Og så har jeg intet hørt fra David. I over et år. Så jeg tror jeg endelig er ved at få mit gamle liv igen." Han smilede roligt og så på hende fortsat. Før han kom i tanke om noget. Og fandt en seddel frem. "Jeg har endda reserveret et bord til dig på restauranten i dag. Det er en dyr restaurant så der er mange mennesker. Så man skal stå i kø i dagevis. Men jeg fik en alligevel." Han rakte hende reservationen. "Bordet er til 2 så du må gerne tage en med." Han smilede roligt og så lidt rundt. Før han så på hende igen. "Ydermere er der et bad inde i baglokalet. Som jeg har fri adgang til. Så hvis du har brug for vand. Så er der rig mulighed for det." Han smilede fortsat og så på hende roligt. Han skulle ikke selv arbejde den dag. Det var hans fridag. Men han ville ikke lyde tvingende til at hun skulle tage ham med. Så han lod hende vælge frit selv.

Rebecca fik dårlig samvittighed igen, da han krammede hende, efter at have hjulpet hende ned og sidde. Hun havde dårlig samvittighed over at hun ikke elskede ham. Hun betragtede ham, da han havde sat sig foran hende. Hun bed sig i underlæben. Hun bemærkede at han virkede så glad. Hun derimod var anspændt. Hun kunne ikke slappe af. Hun tog glasset med rødvinen i og smagte forsigtigt på det. Hun smilede svagt og satte glasset på bordet igen. Vinen smagte udmærket. "Virkelig? Det er dejlige nyheder, Mark." Hun smilede blidt til ham. Hun havde en smule svært ved at forestille sig ham der stod et i køkken, men hun troede på ham. Hun tog igen en tår af vinen, og satte det på bordet igen. Der var ikke mere vin tilbage i hendes glas. "Så dit liv er fuldendt?" Hun så spørgende på ham. Hun var glad på hans vegne. "Hvad med Vaas?" Hun så spørgende på ham.
"Hvis vi er igang med at fortælle om hvad der er sket siden vi sidst mødte hinanden, så må jeg hellere fortælle hvad der er sket for mig. Jeg er blevet leder for sirenerne." Hun smilede svagt. Hun rynkede på panden, da han sagde at han havde reserveret et bord til hende på resturanten. Hun så væk fra ham. "Hvorfor reserverede du et bord til mig?" Spurgte hun. Hun virkede ikke glad for det. Hun var heller ikke sur over det. Hun fik bare mere dårlig samvittighed over at hun ikke gengældte hans følelser. Hun så på ham igen.

Han grinte roligt over hun tømte sit glas og hældte et helt glas op til hende. Før han hældte et glas op til sig selv og satte flasken på bordet og satte sig ned roligt. Han så kort på hende og smilede svagt. Før han så ned på sin kaffe roligt. "Vaas? Jeg har ikke snakket med ham siden jeg var i kamp mod Urox. Jeg føler lidt at han ikke rigtig gider snakke med mig. Han tog en tår af vinen roligt og så på hende kort. "Mit liv er ikke fuldendt. Mit liv er bare ved at komme på rette baner. Hvis det var fuldendt var jeg sammen med min drømmepige. Havde min bror ved mig. Og David ikke ville slå mig ihjel. Han er væk ja. Men han kommer igen." Sagde han og smilede roligt da han så på hende svagt. Han så lidt overrasket ud over hendes leder stilling. Men smilede så roligt. "Det jo fantastiske nyheder. Jamen så du jo over min liga. Langt over." Han grinte svagt og tog en tår af sin vin igen. "Så må jeg vel hellere kalde dig Frøken Silver." Han grinte svagt og hævede glasset. "Skål for de gode ting." Han smilede fortsat. Venligt ikke sødt som han plejede. Ikke forførende fordi han vidste det ikke ville hjælpe alligevel. Bare venligt. Han så kort på hende og smilede svagt. "Fordi jeg gerne ville gøre noget godt for dig. Og en anden hvis du vil tage en anden med. Bare rolig jeg skal ikke arbejde den dag. Så jeg vil ikke komme til at se hvis du tager en fyr med." Han grinte svagt og så på hende fortsat. "Er du sulten? Jeg har spist men du skal bare sige til så sørger jeg for der er noget mad til dig." Han smilede roligt. "Hvis du er heldig kan det være jeg selv laver den." Sagde han halvgrinende. "Eller uheldig." Et fjoget smil kom frem samtidig med at han holdte glasset oppe til en skål.

Rebecca smilede taknemmeligt til ham, da han hældte vin op i hendes glas igen. Hun betragtede glasset fraværende. Skulle hun fortælle ham det? Hun så på ham. "Eller også har han travlt." Sagde hun. Hun ville fortælle ham det, men ikke endnu. Hun så igen på vinglasset. Hun kunne ikke få sig til at drikke af det igen, selvom den smagte udmærket. Hun bed sig i underlæben, over det han sagde med at hans liv ikke var fuldendt. Hendes dårlige samvittighed blev værre. "Jeg ville ønske at jeg elskede dig." Hun så på ham. Det var tydeligt at se på hende at hun mente det. "Jeg er sikker på at du snart møder Vaas igen." Hun smilede opmuntrende til ham. Hun trak på den ene skulder over at han sagde, at hun var over hans liga. "Jeg foretrækker at du kalder mig Rebecca. Jeg er ikke en fremmede." Hun smilede roligt. Hun så på glasset, men kunne ikke få sig til at løfte det. Hun prøvede at tvinge sig til at tage glasset og løfte det, men hun kunne bare ikke. Hun så på ham. "Der er noget du må vide. Jeg ved godt, du har sagt  du ikke vil have sådan noget at vide, men du er nød til det. Vaas og jeg... har kysset, men kun en gang. Det varede heller ikke særligt længe." Hun blev ved med at se på ham. Hun svarede ikke på det med om hun var sulten.

Han så på hende roligt. Og sukkede så kort men valgte at tage en tår af sin vin. "Rebecca." Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Men valgte at sige sandheden. "Jeg er jaloux det kan jeg ikke benægte. Men vi er ikke sammen. Så jeg kan ikke tillade mig at blive sur." Han sukkede svagt og tog en tår mere før han lænede sig tilbage i sin stol og så ned i sin vin. Han kunne mærke hans krop nærmest gik i stykker. Hans hjerte. Det føltes som om det blev knust. Men han ville ikke vise det. Så han opretholdte et ansigtsudtryk som ikke viste nogle følelser overhovedet. Mens han fortsat så på hans vin. "Selvom jeg selvfølgelig ønsker at vi kan være sammen." Han så på hende roligt og smilede svagt. "Men jo længere tid der går desto mere sikker lyder det som om du bliver over at du ikke elsker mig mere." Han grinte svagt. Og tog en tår af sin vin. "Og jeg kan ikke ændre det."

Rebecca lænede sig tilbage i stolen, og så væk fra ham. Hun bed sig i underlæben. Hun ville helst ikke se på ham. Hun skammede sig helt forfærdeligt meget over det. Det var som om at hun ikke kunne få fred for at føle skam. Hun skammede sig over at hun ikke gengældte hans følelser, og hun skammede sig over at have kysset med hans bror. Hvorfor skammede hun sig sådan over det, når de ikke var sammen? Hun så tøvende på ham igen, da han sagde det med at, jo længere tid der gik, jo mere lød det som om hun ikke elskede ham. "Hvordan kan det så være at jeg skammer mig sådan, over at jeg ikke gengælder dine følelser? Jeg kan ikke være sammen med nogen, uden at jeg pudselig skammer mig over det." Hun så igen væk fra ham. "Jeg takker nej, til det med resturanten. Beklager." Hun rejste sig op. Det var som om at hver gang de snakkede sammen, kom der altid en dårlig stemning. Det syntes hun i hvert fald. "Tak for vin. Jeg tror at jeg tager hjem nu." Hun smilede svagt, selvom det var svært for hende.

Han rejste sig op med det samme og gik hen foran hende. "Hvorfor skulle du skamme dig? Nille det er dit eget liv du bestemmer selv. Jeg vil bare gerne gøre dig glad. Sørge for at du føler dig tryg. Ellers ville jeg jo være ligeglad med at miste min dyriske side. Men jeg er glad for det. Lykkelig ligefrem. For så kan du føle dig mere tryg nær mig. Måske skammer du dig fordi du holder af mig og ikke vil ha jeg bliver såret. Men jeg har indset at jeg ikke kan få dig tilbage. Så jeg vil bare gerne være din ven i stedet. For et liv uden dig er et helvede. Et liv med dig som ven. Er en velsignelse." Sagde han smilende og så på hende roligt. "Lad mig i det mindste have den fornøjelse at følge dig hjem." Sagde han smilende og så på hende afventende på hendes svar om at han måtte følge hende hjem. Eftersom at han ikke ville ha de skulle forlade hinanden på den her måde. Der kunne jo gå uger før de sås igen. Han ville gerne ha så meget tid som muligt med hende.

Rebecca betragtede hans ansigt. Nu lød det som om, han ikke ville være sammen med hende. Hun bed sig i underlæben, og så væk. Hun havde svært ved at se på ham, selvom hun egentlig gerne ville. Det gjorde bare ondt. Hun lagde armene over kors. "Jeg synes det lyder som om, du ikke vil være sammen med mig." Mumlede hun lavt. Hun var ikke sikker på om, han havde hørt det. Måske følte hun noget for ham? Det var så forvirrende. Hun holdte uden tvivl af ham som en ven, men hun var ikke sikker på om hun elskede ham. "Måske elsker jeg dig." Hun sagde det hurtigt. Hun turde ikke se på ham. "Okay, men det tager en halv time at komme derhen." Sagde hun. Hun tvang sig selv til at se på ham, selvom det var så svært. Hun gik udenom ham og begyndte gå. Hun forventede lidt at han fulgte med hende.