Dont worry Rebecca im here. (Privat)

S: Havene.
T: Lidt over solmørkelse.
O: Mange udøde som altid.
V: Skyfrit og månen sidder højt på himlen.
P:


Som om alting ikke kunne blive værre. Hans sjæl delt i 2 hvor den ene del bare bliver stærkere og stærkere. Og det ikke ligefrem den del han bedst kan lide. Rebecca som endelig fik sin egen krop. Som han endelig kunne mærke. Og så skrider hun. Rygterne om at hans bror er tilbage. Det går bare ikke hans vej mere.

For en gangs skyld havde han sin rustning på. Hvid som sneen. Nyvasket. Og klar til kamp. Denne pludselige krig over det hele mod udøde har gjort at han for første gang i lang tid. Altid gik rundt med våben. Og han kunne mærke han var i live. Det var grunden til at han kæmpede så meget. Normalt ville han kæmpe det halve. Men han kæmper hele tiden nu. Fordi jo mere han kæmpede. Desto mere alene følte han sig. Det var en velsignelse. Og en forbandelse...

Han følte sig velsignet over at føle sig alene på grund af det forbandede monster til det uhyre han deler sjæl med. Men han følte sig forbandet fordi han samtidig blev mindet om at Rebecca ikke var nær ham. Men det var nødvendigt.

På hans bryst var 2 pistoler fastspændt. Dobbeltløbet. Det betød at de havde 2 skud. På hver hofte havde han et sværd. Det ene en katana med en bund som et dragehoved. Og den anden et mærkeligt sort korsformet sværd. På lårene på håndledende og langs siderne ved brystkassen var der fastspændt masser af kasteknive.

Han var næsten lige blevet færdig med den første kamp. Da han begyndte at bevæge sig mod havet. Da nogle flere kom imod ham. Han havde givet dem navne. 3 bueskyttere. Bullseye'er. 5 krigere. Crunches'es. Og 2 magikere. Tryllekunstere. Roligt tog Markulius fat i sin katana. Hev det langsomt ud af holderen. Hævede det kort. "Med min fars sværd. I hans æres navn. Beder jeg om kræfter til at nå vandet." Først stod han helt stille. Mens de nærmede sig mere og mere. Da bueskytterne så skød efter ham. Og så skete det. Vampyrfarten satte ind. Han bevægede sig så hurtigt at det så ud til pilene bevægede sig langsomt. Han skar pilene over på midten. Som om han havde været mester i det i årtier. Da han så løb direkte imod dem alle sammen. Farten gjorde han nåede dem hurtigt. De 3 bueskyttere mistede hovedet. Samtidig med Markulius hev sit andet sværd frem. Og de 2 magikere stoppede pludselig op. Fordi Markulius stod med et sværd igennem brystet på hver af dem. Han hev sværdene ud. De faldt. Og han vendte sig så roligt imod de sidste 5 crunches. Satte det sorte sværd på plads igen. Hævede katanaen. Men valgte at grine og være flabet. Han tog den ene pistol ud af holderen. Løb hen og stak sværdet igennem brystet på den ene. Og skød så sine pistolskud af i hovedet på 2 af dem. Slap sværdet så crunches'en faldt med sværdet igennem brystet på ham. Markulius trak den anden pistol. Og skød de 2 andre skud af i hovedet på de 2 sidste crunches. Tog sværdet op af crunchen på gulvet. Og begyndte så roligt at gå imod havet igen. Samtidig med at han satte sin katana i holderen igen.

Det havde været svært at få tilladelse til at gå ud af Doomsville, men det havde lykkedes hende. Hvordan det havde lykkedes hende.. hun havde blot narret vagterne og så ellers bare løbet afsted. Hun ville se havet! Det havde været tortur for hende! Hendes blonde hår var løst, hun havde en åben læderjakke på, og korte shorts.. Hun havde bare fødder, hun havde ikke brug for sko! Hun skulle jo bare hoppe i vandet og så gemme sig dér, indtil alt det zombie-halløj var overstået. Bare det var så nemt som det lød.. Hun løb hen imod havet, hun lagde slet ikke mærke til at nogle zombier var tæt ved hende, hendes opmærksomhed var kun rettet imod havet, der blot ventede på hende.. Så mærkede hun noget gribe fat om hendes ben og hun faldt ned i sandet. Hun vendte sine blå øjne mod... en zombie! Iiiih!!! Hun skreg op og sparkede ivrigt med benene, og ramte zombien i ansigtet så den gav slip og hvæste. Hun var ikke bange for zombierne, hun havde bare fået et chok, hun mente selv at hun kunne klare dem.. Markulius havde hun ikke tænkt på længe, for hun gad ikke have dårlig samvittighed. Hun ville have lov til at være single, være fri... Men det fik hun aldrig lov til. Beklageligvis. Hun fik rejst sig op og så rådvildt på zombien der kæmpede for at stå op. Hun var ingen kriger, men en tøset pige var hun heller ikke! Hun sparkede zombien i hovedet, for så at opdage at der var flere af dem. Hun så sig over skulderen mod vandet.. Måske kunne hun nå at løbe derover og svømme væk? Måske.. Hun kiggede på zombierne, hun havde troet de var længere væk, men en af zombiernes ansigt var lige foran hende, få centimeter væk.. Hun spærrede øjnene op og klynkede lavmælt.. og hendes instinkt fik gjort sådan at hun havde sparket zombien mellem benene. Zombien knurrede og det virkede ikke til at det havde gjort ondt.. Hun tænkte på Nille... Nille som ville have dræbt dem.. hun ville ikke have stået og være skrækslagen.. Rebecca knyttede den ene hånd, mens den anden bevægede sig som havet... Hun gav zombien en knytnæve i maven, og lige da det så ud til at zombien ikke ville reagere, fløj en form for vand slange mod zombien og kylede ham væk. Vandet havde formet sig til en rigtig slange, kunne man sige, men slangen der var lavet af vand, var væk. Zombien var drivvåd og Rebecca.. Var pludselig helt udmattet. Det havde tæret utroligt meget af hendes energi. Hun faldte om af udmattelse og nu havde zombierne chancen for at spise hende, eller hvad de nu end gjorde.. En af dem greb fat i hendes arm og skulle til at bide, da hun pludselig skreg så højt hun kunne. En af de andre zombier havde kradset hendes arm med sine negle så dybt at det begyndte at bløde. Smerten havde overvældet hende, for hun havde ikke set det komme. Hun hørte nogle skud, men hendes øjne var lukket. Der lå hun så, og fem zombier var ovre ved hende, de ville dræbe hende..

Af ren reaktion for skriget. Blev det ellers lige tilbage satte sværd hevet ud af holderen igen. De ellers mørkeblå øjne begyndte at blive røde. Og så ramte lugten af ham. Et kort øjeblik faldt han i staver. Duftene til den duft der kom til ham. Før han sukkede. Sænkede sværdet kort. Før han hævede det igen. *Det kan godt være det ikke er klogt. Men jeg vil ikke lade hende dø. Ikke uden at følge hende i graven. Ligemeget hvad.* Med de hurtige vampyriske skridt. Satte han i et hurtigt løb. Han nåede godt og vel 200 meter langs stranden. Før hans øjne fangede hende. Liggende. Udøde ovenover hende. Ved at bide af hende. "IKKE PÅ MIN VAGT." Skreg han med hævet sværd før han hoppede op lige før han trådte på hende. sparkede den udøde som var ved at sparke hende. Så han faldt bagover. Vendte sig rundt samtidig med at han trak sit andet sværd. Og hoppede så op samtidig med at han drejede rundt i en spiral formation. Og skar hovedet af 2 af dem. Så hovederne hoppede af baglæns så de ikke ramte hende. Mens kroppene osse faldt bagover. Før han landede med den ene fod på den ene side af hendes krop. Lige ud for skulderen. Og havde knæet i jorden lige ud for den anden skulder af hendes. Med hævede sværd. Kiggende på de udøde soldater. Cruncher's alle sammen. 3 tilbage. Det ville være hurtigt. Han satte sværdene ned i jorden ved siden af hans ben som ikke var på knæ. Det forreste. Og tog så 3 kasteknive op af holderne rundt om armene. Kastede 2 af dem i hovedet. Før han opdagede at den 3 var bag ham. Og stak en kniv i ryggen på ham. Før han kastede kastekniven bagud. Ramte crunchen i hovedet. Uheldigvis havde han stadig kniven i ryggen. Og langsomt begyndte han at læne sig fremad i smerte. Og faldt af den beskyttende stilling ovenover hende. og landede i lodret retning i forhold til hende på maven. Svagt stønnende af smerte. Det var første gang han var blevet ramt idag. Og det gjorde ondt.

Det hele gik så hurtigt. Hun hørte en skrige ikke på min vagt, og derefter hørte hun nogle andre lyde, som hun ikke kunne sige hvad var. Hun havde stadig lukket øjne og blodet fra den arm der var blevet kradset løb ned til sandet og gjorde det rødt.. Hun havde ikke nok kræfter til at åbne sine øjnelåg og se rundt, for at vide hvad der skete. Hun vidste ikke engang hvem det var der havde skreget. Hun blødte også fra hoften, hvor hun også var blevet kradset. Hun trak vejret svagt, hun havde mistet en del blod på kort tid, da sårene var dybe.. Dog ikke dødelige. Om hun ville få ar var ikke til at vide, det ville dog ikke gøre hende grim, hun ville forblive smuk. Derefter mærkede hun en tung vægt på ovenover sig og det tog luften fra hende. Hendes øjnelåg løftede sig svagt og hendes blik søgte automatisk hen til havet. Hun havde mistet energi over at have brugt sin evne og kræfter ved at bløde så kraftigt. Hun knurrede af smerte og så på.. Markulius? Det gav hende et chok. Hun spjættede i kroppen. Han lå på hende! Han skulle væk, væk, væk! Hun havde bare ikke kræfterne til at skubbe ham væk. "Markulius..." Hviskede hun svagt og løftede sin hånd og lagde dne på hans skulder. Hun ruskede svagt i hans skulder og fik så øje på kniven i hans ryg. Hun løftede hånden op til kniven og trak den ud. Derefter pressede hun sin hånd mod såret, for at stoppe blødningen så godt hun kunne... Samtidig rev hun et stykke af sin trøje i stykker med den anden hånd og tog stoffet op til hans sår, hvor hun pressede det sammen mod såret.

Der gik et lille stykke tid hvor han lå stille. Mørket begyndte at trænge sig ind igen. Han var ikke dødeligt i fare. Han var bare lidt svag. Men det hjalp ikke at havne i det mørke rum. Han så kort rundt. Og så hende så. En lille dæmonisk djævel kiggede på ham. Med de rødeste øjne man kunne forestille sig. Et svagt smil kom frem og de vampyriske hugtænder kunne ses. *Hvorfor er jeg her igen. Jeg troede ellers lige jeg var sluppet af med dig.* Et svagt grin kom fra den lille pige. *Jo mere du er i nærheden af Rebecca. Desto stærkere bliver jeg. Din vrede. Din jalousi. Din tristhed. Det er alt sammen noget jeg bliver stærkere af.* Markulius begyndte at bevæge sig imod den lille pige. *Men der er mere. Og det ved jeg gør ondt på dig dæmon. Jeg føler kærlighed over for hende. Det ved du. Jeg føler lidenskab. Jeg føler mig lykkelig nær hende. Det er alt sammen noget som gør dig svagere. SÅ SKRID." I det øjeblik han råbte forsvandt dæmonkvinden ud i luft. Hvorefter Markulius kunne mærke at blive trukket tilbage i sin egen krop. Så snart han var tilbage. Spærrede han øjnene op. Opdagede hurtigt hvor han egentlig var. Og drejede så hurtigt af hende. landede på maven ved siden af hende. Hvor han gik i stå. Smerten i ryggen begyndte igen. Såret healede sig unormalt hurtigt. Men smerten var tilgengæld osse dobbelt så høj.

Hun var bange for at han havde taget alvorlig skade, han bevægede sig slet ikke. Hun blev urolig, men blev ved med at trykke det stykke stof mod hans sår. Hendes trøje var ødelagt, men hun kunne altid få en ny trøje, det betød ikke så meget. Hun lukkede øjnene og mærkede hvordan hendes hud blev en anelse tør.. Hun skulle ned i vandet snarest, tiden var snart inde til at hun skulle være i vandet, ellers ville hun tørre op. Hun mærkede hans vægt forsvinde og hun åbnede forvirret øjnene. Hun så på ham men sagde intet. Hun rejste sig fortumlet op, hun var stadig påvirket af blodtabet og kradsemærkerne gjorde stadig ondt. Hun fik sig dog hen til vandet og hun smed læderjakke mod stranden. Resten tog hun ikke af. Hun faldte omkuld i vandet og fik hurtigt en hale. Hun fik sig slæbt ud i mere dybt vand..
Hun så mod ham og var tæt nok på til at kunne se ham tydeligt og høre ham. " er du okay?" Hun havde hævet stemmen lidt.

Langsomt efter længere tid. Fik han endelig taget sig sammen til at skubbe sig op og sidde. Og da han endelig sad op. Havde han den største lyst til at lade sig falde ned igen. Hans krop havde ikke flere kræfter. Såret havde heldigvis helet sig helt. I det mindste var det kun en kniv han havde fået stukket ind i ryggen. Han kunne lige forestille sig at det havde været et bid. Eller noget værre. Han vidste ikke hvad der kunne ha været værre end et bid fra dem. Men der var sikkert noget. Han stak hånden i lommen. Og frembragte en lille kasse. Han åbnede den. Og fandt frem fra den. En lille blodrød kapsel. Som han puttede i munden. Og tykkede på. Derefter kunne man høre han slugte. Hvorefter han mærkede hans krop begyndte at få mere energi. Han tog en til i munden. Ventede lidt. Og kunne så endelig rejse sig. Han rejste sig roligt op og vendte sig så imod den vidunderlige velkendte stemme som kom bagfra ham. Han så roligt på Rebecca. Tænkende. Før han roligt smilede. "Jeg har det fint." Sagde han roligt og trak roligt på skulderen. Og gik så hen og satte sig lige ved vandkanten. Og så ud på hende blidt. Sukkede så svagt og så ned mod sandet lidt.

Vandet var hverken koldt eller varmt hos hende. Hun holdte øje med hvad han lavede. Hvad var det for en slags kapsel? Hun dykkede ned, og svømmede ned til bunden. Hun havde ikke haft brug for hans hjælp, hun havde klaret det helt fint! Det mente hun da selv. Hun ville helst ikke være tæt på ham. Hun var ikke tryg ved ham. Hun svømmede hurtigt op igen og så hen mod ham. Nu havde han sat sig.. Hun nikkede da han sagde at han havde det fint. Hun så ned i vandet.
"Hvorfor hjalp du mig?" Hun kom i tanke om... Vaas... "Hvorfor har du aldrig fortalt mig at du har en bror?" Hun så mod ham.

//Kreasvigt.

Et svagt suk kom frem fra hans stemme. Hvorefter han roligt rejste sig op og gik hen til hvor han havde ligget før. Tog sine sværd. Satte katanaen i holderen på hans hofte. Og det andet sværd på ryggen. Hvorefter han gik rundt og tog sine kasteknive fra de udøde som var blevet dræbt. Hvorefter han gik tilbage og satte sig hvor han havde siddet før. Og så roligt på hende blidt. Før han sukkede svagt. "Fordi selvom du ikke elsker mig. Så elsker jeg stadig dig Rebecca." Sagde han roligt og så på hende. "Jeg prøver alt hvad jeg kan for at blive mig selv igen. Og det virker faktisk." Hviskede han blidt. Og grinte svagt. "Jeg taler kun meget få gange med uhyret. Kun når jeg er besvimet." Han rejste sig roligt op og så på hende roligt. "Bror? Vaas? Hvor ved du fra jeg har en lillebror?" Spurgte han overrasket. Han trak svagt på skulderen. "Jeg så det ikke nødvendigt når man tænker på han har været død i 110 år." Sagde han svagt og sukkede roligt. Stak roligt hænderne i lommerne. "Jeg kan se på dig du ikke er tryg ved jeg er her. Såååååhhhh." Han pegede baglæns med tommelfingeren over sin skulder. Og sukkede så svagt. "Jeg må hellere gå. Bare så du ved det. Efter at se dig udenfor Nille's krop. Har du gjort mig til et bedre menneske." Et svagt grin kom roligt frem før han begyndte at gå væk fra hende.

Da han begyndte at gå rundt og tage sine våben igen, svømmede hun hen til kanten af stranden. Hendes hale var stadig i vandet og hendes overkrop var mod sandet. Hun fulgte ham med øjnene og så ned. Hun pillede ved sandet og bed sig i underlæben. Da han satte sig igen, trak hun sig lidt væk, men ikke meget. Hun sukkede opgivende, ja han elskede hende stadig.. Hun så væk. "Og tror du at du på et tidspunkt kommer over din forelskelse i mig?" Spurgte hun og så på ham. "Nej. Du er ikke dig selv." Det var måske en smule hårdt sagt, men hun syntes det var sandheden.  Uhyret var grunden til hun ikke helt stolede på Markulius og ikke turde være tæt hos ham. "Vaas er ikke død. Jeg har mødt ham to gange nu, han leder efter dig." Hun så en anelse blidt på ham.
Hun trak sig igen lidt tilbage da han begyndte at gå. Hun fnøs lavt. "Jamen tak da for snakken." Mumlede hun sarkastisk. Hun havde ikke tænkt sig at stoppe ham, hvis han ikke ville snakke, så fint!

Et svagt blik vendte sig imod hende. Da han stoppede op ved hendes spørgsmål. Et svagt smil kom frem. Han rystede opgivende på hovedet. "Hvis den ville forsvinde tror du så ikke den havde gjort det efterhånden? Nej. Den forsvinder aldrig." Han trak på skulderen. "Og ærlig talt så jeg glad for det. For tanken om dig er det eneste der holder uhyret tilbage til kun at komme når jeg besvimer. Jeg kan aldrig komme af med uhyret. Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at det ikke skal styre mig igen. Tro mig hvis jeg kunne fjerne uhyret. Så ville jeg gøre det." Sagde han roligt og vendte blikket imod hende igen svagt. Et hurtigt strejf af overraskelse kom over øjnene på ham. Før han rystede på hovedet. "Hvis det virkelig er sandt hvad du siger. Så sig til ham at han skal holde sig fra mig. Jeg er ikke interesseret i at han skal se mig sådan her." Sagde han roligt. Før han vendte roligt om på hælen. Smilede svagt. Før han roligt bukkede sig kort for hende. Ærbødigt og respektfuldt. "Jeg kan kun sige det samme skønjomfru. Medmindre du gerne vil snakke videre?" Spurgte han roligt med et svagt halvforførende smil.

Rebecca var i vildrede, hun kunne ikke stole på ham, kunne hun? Hun var meget usikker på det, hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun sukkede svagt og så ned i sandet. Hun lyttede roligt til hvad han sagde, ethvert ord, var som en kniv mod hendes hjerte. Hun havde forfærdelig skyldfølelse for at hun ikke længere følte det samme for ham. "Markulius..." SKulle hun fortælle ham det? SKulle hun fortælle ham at hun ikke længere elskede ham? Nej, han vidste det vel.. "Undskyld. Jeg er ikke den samme, det ved du vel. Der må findes en måde at komme af med uhyret på." Sagde hun og så på ham. Årh, hvor ville hun dog gerne gengælde hans følelser! Men hun kunne ikke.
"Jeg tror det bliver svært for mig at fortælle ham det... han vil vidst virkelig gerne se dig..." Hvorfor skulle hun gøre det? Hvorfor kunne hun ikke bare holdes udenfor? Hvorfor følte hun en trang til at beskytte Markulius mod alt, som han sagtens selv kunne klare? *Selvom du ikke elsker ham, holder du stadig af ham...* Tænkte hun svagt. Da hun så hans smil, trak hun sig lidt væk, længere ned i vandet. "Markulius.. Jeg vil gerne snakke." Men ikke på den måde! Bare som venner! - ville hun sige, men hun kunne ikke det sagt.

Han så på hende kort og grinte svagt. "Uhyret gør mig stærkere. Den ejer halvdelen af mine kræfter. Hvis jeg fjerner det uhyr. Så mister jeg halvdelen af mine kræfter. Og for hvilken nytte? Den eneste grund til jeg spærre uhyret inde er fordi jeg elsker dig. Men at give afkald på mine kræfter. Det gør jeg ikke. Selvom jeg elsker dig. Ikke når jeg ved du ikke elsker mig." Sagde han svagt og satte sig ned i sandet. "Og jeg forstår ikke hvorfor du ikke elsker mig. Den aften vi brugte sammen. Den nat vi elskede. Jeg har aldrig været mere lykkelig. Og jeg ved du heller aldrig har været mere lykkelig." Hviskede han svagt og sukkede dybt. Før han roligt kiggede helt ned i sandet. "Alting var meget lettere dengang. Bare dig og mig." Hviskede han blidt.

Rebecca sukkede svagt og trak sig lidt tilbage. Hendes hale rørte vandet, hun hvilede hagen på armene der var foldet sammen på sandet, hendes øjne hvilede roligt på Markulius. "Du forstår ikke hvorfor jeg elsker dig?" Hun rynkede på panden. "Jeg elsker dig ikke fordi at jeg er en ny person, jeg kan ikke finde tryghed hos dig, jeg er ikke tryg.. jeg er bange for at uhyret kommer frem og dræber mig." Sagde hun ærligt og lagde hovedet lidt på skrå.
"Dengang det var os to, Markulius..." Hun så alvorligt på ham. "Det var før jeg døde. Før jeg endte i denne krop. Det er forandret. Vi er begge forandret, vi er ikke den samme, som vi var dengang." Hun sukkede svagt, og så ned. Derefter trak hun sig lidt op i sandet, så vandet ikke rørte ved hende mere. Hun lod halen blive tør... Det tog nok sin tid. Hun havde armene om sig selv og så tomt udover havet.

Han rykkede sig roligt hen ved siden af hende. Så udover havet roligt mens han så tænkende ud. Så på hende kort igen. Lyttede til hendes ord. "Hun vil ikke dræbe dig. Hun vil såre mig. Og ærlig talt. Jeg ville være såret uden hende. Ja jeg er forandret. Men jeg er stadig mig." Han så roligt ned i sandet. Og kørte en finger rundt i sandet. Lavede små tegn. Som han så slettede igen med en flad hånd. Og tegnede om igen. Det samme symbol igen og igen. Han så på hende roligt. Og så på hendes skønne ansigt. Et svagt smil kom frem. Før han grinte svagt. "Vi var vel bare unge og prøvede ting." Han grinte svagt. "Vi er vel bare blevet ældre." Han følte sig ret dum. Han elskede hende. Han kunne ikke undgå det. Han havde været forelsket 2 gange i sit liv. Hans døde kone. Og så Nille. Han havde følt sig draget af andre ja. Men han vidste han ikke havde været forelsket i dem. "Den nat. Var den bedste i mit liv." Han så på hende roligt. Og trak på skulderen. "I det mindste har jeg stadig minderne." Sagde han roligt før han roligt fandt en lille kastekniv frem. Så på den roligt. Før han begyndte at bruge den til at tegne med istedet for sin finger. "Hvis jeg fjernede uhyret. Tror du så du ville føle dig tryg hos mig igen?" Spurgte han roligt svagt. Og så på hende kort. "Hvis jeg fjernede hende. Tror du så at du kunne finde på at elske mig igen?" Spurgte han roligt.

Rebecca så på ham, da han rykkede sig hen ved siden af hende, hun ventede på at halen blev tør igen... det tog nok sin tid... Hun rakte ud efter sin læder jakke, der blot lå på sandet lidt væk fra hende, og tog den om sig. Hun så på sin blå hale og sukkede svagt. Hun ville ønske at hun ikke skulle vente på at halen blev tør.. det kunne tage sin tid.. Hun lyttede roligt til hvad Mark sagde.
"Nej, du er ikke dig selv mere, Mark. Det er ikke noget dårligt, men jeg kan slet ikke lade være med at bemærke det hele tiden. Du er ikke så... ædel.. mere. Det er ikke noget dårligt, det synes jeg ikke, jeg synes bare ikke du er så.. ja, ædel mere." Hun smilede svagt. Det kunne godt lyde forvirrende, men hun var også forvirret. "Minder er ikke altid gode at have." Mumlede hun og lukkede øjnene. "Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke om jeg ville kunne elske dig igen, men jeg ville nok blive mere tryg... Jeg ved ikke om jeg ville kunne elske dig igen." Mumlede hun og åbnede øjnene. "Hvorfor?" Hun så spørgende på ham.

Et svagt grin kom fra ham. Han så på hende svagt. Fortsatte med at lave tegn i sandet. "Fordi jeg har overvejet at skaffe hende af vejen. Det er osse hende som har gjort jeg ikke er så ærbødig mere. Så hvis jeg fjerner hende. Bliver jeg nok helt mig selv igen." Sukkede han svagt og så ned i sandet. "Selvom jeg selvfølgelig er glad for tanken. Betyder det at jeg vil være svag. Jeg vil ikke kunne beskytte dig." Hviskede han svagt og trak på skuldrene. Hendes ord skar lidt. Og dog ikke. Det var jo et måske i hans øjne i hvertfald. "Så gør jeg det. Jeg vil bruge resten af min tid på at fjerne hende. Og når det sker. Så kommer jeg tilbage til dig." Sagde han smilende og så roligt på hende. "Fordi selv det mindste håb er et håb." Sagde han smilende.

Personligt syntes hun ikke at han skulle gøre det... Hvis det gjorde ham stærkere, så.. måske kunne hun vænne sig til det... årh, hun var så træt af alle de problemer. Hun sukkede svagt og så lidt rundt. Hun trak læderjakken tættere omkring sig, og lukkede øjnene. Hun hørte på hvad han sagde, men hun forstod ikke at han ville gøre det for hende.. "Du skal ikke gøre det for mig." sagde hun og så på ham.
"Hvis uhyret gør dig stærkere, må jeg bare vænne mig til det, der er ikke andet at gøre. Du kan lære at kontrollere uhyret, vel?" Hun så udover havet igen..
"Du skal ikke gøre det for mig, Markulius. Lad uhyret blive, lær at kontrollere uhyret, det er din krop, ikke hendes." Sagde hun bestemt og så på ham igen.

Et roligt smil kom frem på hans læber. Mens han roligt så på hende svagt. "Jeg vil hellere miste al min styrke og gøre dig mere tryg. End jeg vil ha du bliver utryg. Jo jeg kan godt styre hende. Så længe jeg ikke vil påkalde hendes kræfter. I det tilfælde. Styre vi begge lige meget. Lige nu er min styrke kun på 10 procent. Så hun er ikke i nærheden af at dele min krop." Han så roligt ned. "Nogle gange tvivler jeg på om det virkelig er min krop. Hver gang jeg ser ind i spejlet. Så ligner jeg ikke mig selv." hviskede han svagt mens han sukkede svagt. "Jeg ville dø for din skyld Rebecca." Hviskede han blidt. *Og jeg gør det.* Tænkte han kort og grinte svagt ved tanken. *Urox er efter Nille stadig. Men jeg ved han ikke vil gå direkte efter hende. Men efter Rebecca. Det ved jeg.* tænkte han klart og fortsatte med at lave tegn i sandet.

Rebecca sukkede lidt opgivende og rystede på hovedet. Hun så på ham og hun så... trist ud. Måske også en anelse træt? Hans valg irriterede hende, men der var intet at gøre. Hun ville overbevise ham om at det ikke ville være klogt at skaffe sig af med uhyret.. Hun så ned i sandet, hun virkede pludselig helt tom, hun sagde intet i flere sekunder.
"Nej, du vil ikke dø for min skyld." Hun så bestemt på ham. "Jeg er ikke det værd." Hun så mod havet. "Hvad får dig til at tro, at du skal dø for min skyld? Jeg er ikke i livsfare." Hun så igen på ham.
Nu ville hun altså gerne have sine ben igen...

Han grinte svagt. Og så på hende roligt og rystede svagt på hovedet. Og så så ned i sandet. "Ligemeget. Vi lader det bare være." Sagde han smilende. "Lad os tænke på noget andet. Som hvor smukt der er her på stranden." Sagde han roligt og så på hendes hale. Hans øjne blev svagt røde. "Dine ben kommer om et par minutter." Sagde han roligt. Hans blik havde sendt ham 3 minutter frem. Hvor hun så havde ben. Hvad hun gjorde med dem. Eller hvor lang tid hun havde haft dem. Vidste han ikke. Han kunne bare se de var kommet tilbage. Han så på hende roligt med et svagt smil. "Lad os droppe samtalen." Sagde han roligt.

Åh gud, han forvirrede hende. Han ville stoppe denne samtale, det... ville hun ikke. Hun kunne ikke forstå det, hun kunne bare ikke... Hun så først bare på ham, inden hun sagde noget. Hun havde ikke glemt hans evne, så det forvirrede hende ikke at han vidste det med benene.
"Markulius." Hun sagde hans navn roligt. "Hvorfor vil du have at vi dropper samtalen?" Hun rynkede på panden, det undrede hende, at han bare ville droppe det... hun ville ikke droppe det. "Stranden er smuk, og så videre, hvorfor tror du at du skal dø for min skyld?" Hun havde ikke tænkt sig at give op!

Et svagt smil kom frem. Han så på hende roligt. Tænkende. "Hvorfor droppe samtalen om at jeg elsker dig? Fordi jeg vil ikke snakke om det. Det såre dig at du ikke elsker mig. Så jeg vil gerne starte forfra. Starte på en frisk. Og se om du vil forelske dig i mig igen." Sagde han roligt og svagt. Før han sukkede svagt. "Jeg ville dø for din skyld. Jeg elsker dig. Det jo klart jeg ville det." Sagde han roligt med et svagt smil.

Starte på en frisk? Gid det var så let, som det blev sagt. Hun så lidt på ham, hun tænkte, hvilket kunne ses i hendes bekymrende blik... Så fik hun sine ben. Hun så på dem, og trak dem under læderjakken. Hun frøs, men det ville hun ikke fortælle ham.
"Men jeg er ikke i livsfare, Markulius. Jeg har ingen fjender. Det tror jeg da ikke..." Hun så tænksomt udover havet. "Og hvad mener du med at starte på en frisk?" Hun så spørgende på ham og lagde hovedet lidt på skrå.

Et roligt smil kom frem på det rolige ansigt. Før han vendte blikket mod hende roligt. Og så på hende kort. Med de rolige mørkeblå forførende øjne. Og det halvforførende mystiske smil. Før han roligt så ned langs hendes ben. Som var dækket til af læderjakken. Hvorefter han så ud over havet igen svagt. Det var som om han ikke ville svare hende. Og det ville han heller ikke. Et svagt suk kom over de roligt smilende læber. Men selvom det var et suk var der nærmest osse et grin ind over det. Han så på hende roligt. Han var vel tvunget til at svare hende. "Man ved aldrig." Han så kort mod havet igen. "Bare være venner igen. Og se hvor det føre til." Sagde han svagt.