My parents is...//Sean//

Så kryptisk. Det hun sagde lød så kryptisk, at han ikke kunne lade være med at smile. Han kunne have sagt præcis det samme, velvidende folk ville vide lidt, men ikke for meget og samtidig mene han havde levet alt for længe.
Han nikkede let og så lidt på hende.
"Du må nok hellere prøve at få dem væk, inden de tiltrækker for meget opmærksomhed" sagde han så
"De fleste evner styres af ens tanker og vilje. Altså af psyken" han trak let på den ene skulder.
"Jeg har oplevet folk der prøvede at mediterer, tog på pilgrimsrejse, ignorerede det, skar sine hænder af...Alt for enden at styre sine ukendte evner eller for at undgå dem. Men de er en del af en selv. Om de forandre sig, forsvinder, kommer igen, vedbliver at være som de er...Så er de en del af dig" han smilte let til hende.
"Tag som et par ekstra hænder. Det vil nok kræve øvelse, men du vil komme efter det" han gjorde tegn til om de skulle gå videre.

Hun flyttede lidt på sine hænder, men flammerne blev der. Det kunne for søren ikke være så svært og få de flammer væk. Hun lyttede lidt til det han sagde. Hun nikkede stille, men han kunne sagtens snakke som en gal, men det hjalp hende ikke det fjerneste. Hun prøvede og tænke tilbage på det Melvin havde sagt til hende hun skulle gøre da flammerne var gået igang der. Nåh ja hun skulle jo flytte tankerne fra flammerne hen på noget andet. Hun kiggede på Sean. Nærmest stirrede på på ham. Hun tænkte på hvilken lyst hun havde til ham. Hun begyndte langsomt og smile og gik imod ham. Flammerne forsvandt og der var ingen mærker på hendes hænder efter dem. Hun stoppede lige foran ham da hun opdagede at flammerne var væk. Hun smilede flovt til ham og nikkede

Han var ikke hendes mentor, en der skulle lære hende at styre sine evner, så han gjorde sig ikke særlig umage for det. Han sagde det bare og så kunne hun bruge det eller lade være. De fleste lyttede alligevel ikke til ham, måske fordi han havde en tendens til at snakke og tænke, frem for at slå igen. Så det var bare sådan. Han gad vist heller ikke gå og lære folk alt muligt. Han havde da nogle enkelte i sin klan, som han lærte nogle ting eller to, men for det meste overlod han det til de andre.
Det var altid ubehageligt når folk stirrede intenst på en. Men han ventede venligt og studerede hende, da hun kom tættere på ham, til flammerne til sidst forsvandt. Og heldigvis, enhver kunne have fået øjet på det og have lavet ballade ud af det.
Han viste dog intet om...Hendes lyst?
Han gengældte svagt hendes smil før han gjorde tegn til om de skulle gå videre. Han havde snart vist hende hele vejen hjem, dog mest ubevidst. Men nu hvor han tænkte over det, var det nok smart nok. Ikke fordi han ikke kunne lide hendes selskab, men hvis der skete hende noget og folk fortalte de var blevet set sammen, ville han nok aldrig få fred igen.

/Kort sagt...jeg aner ikke hvad der skal ske i emnet, føler det er ved at...gå død? Oo//

Hun vidste, at hun måtte til og snakke med sin far om og få sin evne trænet, men han havde sagt, at når hendes mor kom hjem ville han snakke med hende om det og derefter træne hende, men hun var ret utålmodig omkring det. Hun nikkede stille til ham da han gjorde tegn til og fortsætte. Hun var lidt flov over, at hun måtte bruge sine lyster over ham til og stoppe sin evne. Hvad måtte han ikke tænke om hende? Hun fulgte roligt med ham og kiggede rundt. Der var dog en ting som stak ud fra det hele. Noget som hun kunne genkende. Hendes hjem. Hun begyndte og gå langsommere. Vagterne måtte overhovedet ikke opdage hende! Hun ville få ballade for resten af livet! Hun gik dog stadig med ham, men det var langsomt. Hun måtte hen på siden af murene for og komme over og hen imod vinduet til hendes værelse og klatre der op så hun ikke blev opdaget.

//Ved ikke helt hvad der skal ske//

/Ej mig...Hvis det er har jeg endelig fået lavet et emne med Sakref. Hvis han er fin med det, kan du måske hoppe med, medmindre du helst er fri //

Han lod blikket glide over slottet. Han var tit så tæt på som her, men sjældent tættere. Slottet var lukket lang, han så kun sjældent komme ind. Og endnu sjældnere ud igen. Men nu brugte han jo heller ikke al sin tid på at overvåge slottet. Han så på Raf med et lille smil.
"Nu må du ikke blive sur. MEn jeg tænkte det var bedst at få dig helt hjem. Jeg vil dog ikke holde dig tilbage, hvis du hellere vil løbe den anden vej. Men du skal være velkommen til at finde mig igen en anden dag" smilte han let til hende og lagde op til en afsked.

//Kan jeg vel spørge ham om efter jeg har tjekket lige emnet ud ^^//

Hun havde det ikke så godt med og være kommet foran slottets indgang. Hun sørgede dog for og holde sig i baggrunden så vagterne ikke fik øje på hende. De havde fået ordre på og sladre hvis det var de så hende udenfor slottets mure og man kunne ikke ligefrem sige, at hun var indenfor murene. Hun kiggede roligt på ham og smilede "Det helt fint. Jeg må nok hellere tage min hemmelige bagvej for og komme ind uden og blive opdaget. Men tusind tak for, at du viste mig rundt og gav dig tid til det" hun virkede til og være rolig, men var nervøs for om de havde opdaget hende eller ej.

Han stillede sig ind foran hende, så hans skygge var med til skygge hende fra nysgerrige blikke oppe ved slotte, mens han sendte hende et lille smil.
"Selv tak, Prinsesse. Hvad gør man ellers for en kvinde?" smilte han nok så charmerende.
"Vi ses nok igen. Før end man ved af"

Hun smilede roligt til ham. Det ku godt være, at meget af det han havde fortalt om sig selv ville få hendes far til og få ham hængt som han sagde, men hans venlighed fejlede ihvertfald ikke noget. Hun grinede lidt over, at han kaldte hende for prinsesse. Hun smilede stille "Er ikke nogen prinsesse" der var en lille latter i hendes stemme "Man hjælper kvinden hjem uden hun bliver opdaget" hun blinkede til ham og smilede roligt og sødt til ham. Hun nikkede stille til ham "Man ved aldrig om vi ses igen på endnu et af mine smut ture" hun blinkede til ham og smilede.

Han nikkede let. Så så han sig kort over skulderen. Vagten kiggede væk lige nu.
"Så er det nu" smilte han let til hende. I det samme trådte han til siden og forsvandt ind i skyggerne.
"På gensyn" var det sidste Raf hørte fra ham.

/Out //