Another mission (Sakref)

Han lod blikket glide over deres omgivelser, da han syntes han hørte en lyd. Men måske var det bare naboen, måske var det en forbipasserende...Måske var han bare paranoid. Hans blik gled tilbage på Raf og han så et øjeblik mod hendes hænder, før han søgte hendes øjne igen. Et svagt,venligt smil lå stadig over ham.
"Du er vred. Din stemme koger nærmest over" kommenterede han roligt.
"Hvad er du vred over?" Normalt skiftede han altid emne, når han ikke ønskede at besvare noget. Men de kunne vel lave en...Noget-for-noget.
"Okay...Jeg har en fornemmelse over du ikke bryder dig om mig og det er synd. Jeg fandt det ret sjovt, sidst vi var sammen. Men hvis du fortæller mig hvad du er vred over, fortæller jeg dig hvad jeg have tænkt mig?" foreslog han og rettede sig op fra væggen. Der var ikke lang tid til de skulle mødes i stuen, og derfra gik deres mission videre. Dette var bare et hurtigt pit-stop og for at han kunne blive opdateret over ham her...Manden, de skulle finde. Og hvad folk ellers kunne finde ud af, om denne skygge-bog. Så i princippet havde han slet ikke tid til at stå her og snakke...Men Raf interesserede ham.
Han lod blikket glide opad af en pludselig indskydelse. Han følte sig overvåget...Og det var en følelse han hadede og sjældent ignorerede.
"Eller...Vi kan måske også bare snakkes ved senere?" foreslog han og så på hende igen, med et lidt bredere smil.
Han lænede sig frem imod hende, som om han ville hviske hende en hemmelighed, hvad han på en måde også ville.
"Det føles som om vi bliver overvåget" han lænede sig tilbage igen, og ventede let på hendes reaktion. Måske viste hun noget om det, måske ikke. Han stolede ikke på den mand, der var med dem.

Melvin vidste at noget var galt da Sean og Rafaela blev pludselig meget stille, han vidste ikke om han skulle teleportere væk nu og ende med at miste masser af information, også selv om at han fået fat i en del, eller om han skal blive hængende og håbe at han ikke bliver opdaget, eller i tredje tilfælde om han skulle finde et andet gemmested inde for høre længde.
han tog chancen at blive hængende lidt længere og teleportere hvis han tror de ved hvor han er præcist, han skulle have denne information.

Rafaela var godt vred over, at folk skulle bestemme over hende. Hun kunne bare ikke komme over det. Hun kiggede på Sean og man kunne godt se på hende, at hun var vred, men hun ville dog alligevel ikke sige noget eller svare på hans spørgsmål som han stillede hende. Ihvertfald ikke før hun fik, at vide hvad han havde tænkt sig siden han sådan listede udenfor uden dem. Hun stod lidt og tænkte over det tilbud han kom med og sukkede lidt "Jeg har intet imod dig som person generelt, men jeg bryder eller nej vent jeg hader, at folk skal bestemme over mig. Det er derfor jeg ikke parere 100% alle de regler der bliver slynget i hovedet på mig af mine forældre. Jeg følger dem vidt muligt ja, men det er ærligtalt over grænsen, at du og din veninde derinde begynder" man kunne godt høre på hendes stemme at hun både var vred, men også irriteret. Hun havde dog alligevel sit toneleje i et normalt tempo uden, at råbe af ham. Hun følte sig lettet over, at hun var kommet ud med det der rørte hende indvendigt og endda til den rette person. "Hvad var så det du skulle siden du snigede dig ud på den måde?"
Hun kiggede rundt og havde det som om hun blev holdt øje med af en eller anden. Hun havde samtidig en ide om, hvem det kunne være som holdt øje med dem. Hun tog tørklædet væk fra sin mund og smilede stille til ham og havde et drilsk glimt i øjet. Hun gik hen til Sean og stillede sig helt op af ham med en arm om hans skulder og lagde sin mund tæt på hans øre så det lignede at hun kyssede ham på kinden fra Sakrefs vinkel af. "Jeg har en ide om hvem det er, hvis der er nogen" hviskede hun stille i Seans øre. Hun bakkede lidt væk fra ham og smilede roligt til ham. Hun grinte indvendigt over det. Måske lærte hendes storebror, at man ikke skulle udpionere hende på den måde.

Han kunne ikke lade være med at løfte øjenbryn af hende. Af det hun sagde, faldt hun lidt i respekt i hans øjne og han følte en dalende interesse i hende som person. Han kunne ikke gøre for det, men der var intet mere irriterende end folk der opførte sig som børn.
"Der er vist nogen der van til at være prinsesse. Hvorfor må Kia ikke bestemme over sit eget hjem? Hvorfor må jeg ikke have et helligt sted, når jeg rakkes gæster på?" spurgte han, som håbede han at snakke til hendes logik. Som i håb om at hun ville indse det absurde i sin vrede, lige på dette punkt. Personligt kunne han ikke være mere ligeglad. Det var synd, det var ellers nogle sjove aftener de havde haft.
Han lod hende komme tæt på, selv om det gik op for ham at han ikke stolede på hende heller. Han smilte let til hende, da hun hviskede og trak sig tilbage. Han nikkede let.
"Det gør jeg også" smilte han let. En sætning der kunne forstås på mange måder.
"Og mon ikke klokken er blevet mange? Vi bør komme indenfor, vi skal snart videre. For at svare på dit spørgsmål, havde jeg faktisk ingen planer. Ud over at tjekke op på en ting, som jeg alligevel ikke kan nå nu" han blinkede let til hende, så gik han forbi hende, for at gå tilbage til hoveddøren. Han stoppede op et øjeblik med et lille smil på læben.
"Du er afsløret!" sagde han højt og blinkede drillende til Raf, før han forsvandt indenfor. Han placerede sig i en stol i stuen, ganske afslappet, mens han ventede på de andre.
Duften af mad spredte sig fra køkkenet, hvorfra man også kunne høre let samtale.

i det de gik tilbage imod huset, vidste han at de nok har vidst at han var der, men han kunne stadig slå alt mistanke væk ved at bruge sine krafter.
han teleporteret lydløst ind i stuen inden de andre nåede at komme i nærheden af døren, han kiggede rundt for at se at ingen havde opdaget at han pludselig var dukket op i det blå luft, han satte sig i den nærmeste stol lyn hurtigt og med sin hale tog han den nærmeste liggende bog som han heldigvis kendte titlen på og sikrede sig at bogen var ikke vendt på hovedet og slog op på en tilfældig side.
da han hørte Sean råbe at han var afsløret så råbte han inde fra stuen af.
"hvem råber du af?" spurgte han som om han intet vidste.
han vidste at der var ingen måde at de kunne mistænke ham for at have udspioneret på dem, kun Rafaela kendte til Melvins evne men det gjorde Sean ikke for Melvin har aldrig vist sin evne foran ham.

Hun kunne ikke lade være med og grine over, at han sagde, at hun var van til og være en prinsesse. Det ville hun ikke ligefrem sige hun var, men det kunne de diskutere i månedsvis uden de ville blive enige og det havde hun hverken tiden eller lysten til "Jeg har intet imod, at du har et sted når du er ude osv det rager mig en høstblomst, men jeg bryder mig ærligtalt ikke om, alt det du sagde da vi tog afsted. Ville ikke sige noget til dig der pga ham den anden var der og fordi jeg ved, at jeg bliver holdt øje med" hun sukkede kort. Hun vidste godt, at det havde været en forkert måde hun havde sagt tingende på, men det var ligemeget nu. Det vækkede en nysgerrighed i hende, at han ville undersøge noget, men ville heller ikke spørge videre ind til det. Hun kiggede efter Sean da han gik hen til hoveddøren. Hun smilede roligere til ham og fniste kort da han råbte ud i luften. Hun kiggede rundt. Fornemmelsen af, at hun blev overvåget var væk. Melvin pas hellere på ellers skruer jeg altså bissen på så du får noget og sladre om tænkte hun for sig selv før hun tog tørklædet for sin mund igen og gik indenfor til Melvin og Sean og satte sig på en stol ikke langt fra dem begge. Hun kiggede undersøgende på Melvin. Hun kunne godt se på ham, at han ikke havde siddet der hele tiden. Nok kunne hun intet bevise, men hun kendte ham bedre end hvad han selv troede. Nok holdt han øje med hende, men hun holdt til gengæld også øje med ham når han holdt øje med hende. Hans uskyldighed hjælper ham ikke når det gjaldt hende. Nok ville Sean tro på det, men ikke hun. Hun kiggede skiftevis på Sean og Melvin "Hvad er så planen for resten af turen?" sagde hun for og bryde overfladen.

Sean sendte ham et afslappet blik. Imponerende, det måtte han sige. Enden havde han fjernet sig, da han fornemmede at de havde afsløret ham, eller også kunne han et trick, Sean endnu ikke kendte til. Mistænkeligt, ja.
Han så over på Raf, da hun trådte ind og lod også hende sætte sig og sende denne mand sine blikke. Først da hun sagde noget, valgte han at gå videre.
"Selvfølgelig. Raf, du sagde noget til mig..." han ville ikke lægge skjul på de havde været sammen. Manden foran dem viste det sikkert alligevel godt.
"...Og jeg kan simpelthen ikke lade være med at svare dig. Ser du...Når en mand opsøger dig og beder dig om at klare en mission for ham, og samtidig betaler helt forfærdeligt godt, siger du ikke nej. Heller ikke når han beder dig om at tage to gæster med på turen. Men til gengæld er det min pligt at holde dig i sikkerhed og samtidig sørge for i ikke ødelægger min opgave. Det kan jeg kun, hvis vi er enige om visse ting" han så lidt på hende, for at se om hun accepterede det.

Bagefter lænede han sig tilbage i stolen, og viftede kort med hånden, mens hans blik gled over til det nærmeste vindue.
"Manden jeg leder efter, er blevet fundet. Han gemmer sig i skov-delen af denne by. Blandt alle de mistænkelige elvere. Rygter vil det at han også selv er elver, men det finder vi tidsnok ud af! Om ikke andet. Jeg ved også at han rigtig nok gemmer sig, men efter sigende ikke skulle holde sig videre beskyttet, så det skulle være nemt nok at komme til at snakke med ham. Dog har jeg ikke brug for at mit arbejde bliver forstyrret, af at jeg skal vise jer rundt..." hans blik gled fra den ene til den anden.
"...Så jeg håber ikke i har tænkt jeg at lave ballade. Dertil foretrækker jeg også selv at føre ordet..." han så over på Raf.
"Jeg håber da du kan forstå jeg gerne vil klare min opgave med succes?" tilføjede han med et svagt smil. Endelig rejste han sig op og klappede kort i hænderne.
"så hvis i ikke har noget at byde ind med, syntes jeg vi skal gå med det samme!" et smil gled over ham.

Melvin kunne ikke andet end i den her situation end at nikke af det.
han kunne ikke lade vær med at grine indvendigt af hvor meget arbejde Sean lød til at have gjort for at finde ham, Velon er utrolig snedig og meget god til at tænke hurtigt og få information, men han er også en kæmpe bangebuks, dog var han en trofast ansat af Sakref, Melvin kendte Velon godt og vidste også hvor han boede og vidste hvordan Velon opføre sig og vidste at Velon var en elver, men ikke en hvilken slags elver men en sortelver. Melvin vidste at bogen de var ude efter, skyggeblodets bog. han vidste at Velon ikke har den, men han ved til gengæld hvem der ved det, og Sakref vidste også godt selv at Velon ikke ved mere end hvad han kan skrabe sammen fra den grotte han kalder et hjem. det godt være at Sean havde stor mistanke om Melvin, men han havde ingen beviser så han kunne bare komme an, for inden Sean ville have fundet ud af bare en lille bid om ham, så ville han vide alt om Sean.
"hvad venter vi så på, lad os komme afsted." sagde Melvin og rejste sig op.

Hun kiggede blot på Sean da han begyndte og snakke til hende. Hendes stædighed voksede op jo mere han snakkede om, at dette kun var hans mission. Hun kunne vride halsen om på ham af irritation, men kiggede fortsat roligt på ham "Sean nu skal jeg fortælle dig en lille ting endnu en gang. Det kan godt være du fik stillet en mission som du kunne sige ja og nej til, men du glemmer helt, at du er ikke alene om den. Vi er flere omkring denne mission som du forhåbentlig har bemærket. Du kunne sige nej til missionen og ikke få din betaling, men vi er altså nogen der ikke ligefrem havde et valg, men et direkte tvang" hendes stemme var blevet mere bestemt og man kunne tydeligt høre på hende, at hun ikke var til og rokke ud af stedet med sin mening. Hun havde ihvertfald ikke sin stædighed fra fremmede. Hun skulle sådanset bare se til sin ene side for og finde en der var lige så stædig som hun. Hun lyttede roligt til det han snakkede omkring de informationer han havde fået skrabet sammen "Og desuden det med, at du bare søger informationer hos andre uden og snakke med os om det. Sådanset ved du ikke om mig eller klovnen ved siden af ved noget som helst som kunne gavne missionen. Allerede der kan vores eller for at være præcis efter din mening din mission klar til, at faile" Hun kiggede skiftevis på dem begge med et bestemt blik.
Det var tydeligt, at hendes stædighed havde ikke nogen ende. Hun lyttede dog roligt videre på det Sean havde at sige. Hun smilede roligt bag tørklædet der var for hendes mund "Jeg er altså ikke så dum som du går og tror Sean. Jeg kan godt tænke selv. Selv det, at du vil klare opgaven med succes det kræver bare samarbejde og det må du lære" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun kun sagde dette for, at drille Sean. Hun rejste sig op og kiggede på dem "Nu har jeg ikke mere og sige så vi kan sagtens tage afsted nu" hun kiggede roligt på dem begge og smilede indvendigt.

Han rejste sig op og sendte Raf et reserveret blik. Der var mange ting hun ikke viste om ham og det var tydeligt ud for den måde hun snakkede til ham, om ham. Og den måde hun prøvede at få ham til at virke dum. Hans øjenbryn gled i vejret af hendes ord, hans måde at sige at han ikke fandt hendes stædige tonefald særlig tiltrækkende. I et øjeblik stod han bare og så på hende, som om han overvejede at binde hende til stolen og selv tage af sted.
Til sidst smilte han svagt og bukkede for hende.
"Selvfølgelig. Jeg glemmer min plads i det ikke-eksisterende hierarki. Du er prinsesse og selvfølgelig skal jeg spørge dig om lov" det var tydeligt at høre at han gjorde nar af hende. Hun viste intet om det miljø han kom fra.
"Så, kære prinsesse..." ikke om han ville sige hendes navn igen, som om de faktisk var bekendte. Han var fornærmet.
"...Har jeg din tilladelse til at fuldføre min opgave? Og endelig...Hvis du har noget, jeg bør vide, og som jeg ikke allerede ved, skal du da endelig byde ind!" hans mørke blik hvilede på hende længe nok til at lade hende svare. Hans blik gled over på manden, Smoke, som han ikke stolede på, men ikke desto mindre foretrak, grundet han var stille og bare accepterede tingene.
"Jeg viste slet ikke at du ville klare det hele for os!" han sendte Raf endnu et lille smil og gjorde gestus til hun endelig skulle føre an.
"Så vær så rar at vise os vej. Jeg skal nok lade være at bryde ind. Du kan klare det hele for mig" han udfordrede hende. Man skulle ikke kæfte op...Uden også at gøre alvor af sine ord. hun havde sådan set sagt han ikke ville klare sin mission uden dem. Og deri var han dybt uenig og direkte vred over at hun satte spørgsmål ved ham. Havde det været enhver anden, var de blevet perforeret, inden de kunne nå at blinke endnu en gang. Men så vidt han huskede måtte han desværre ikke udføre sådan en handling på kvinden her. Uanset hvilken irriterende skade hun kunne være. Og når alt kom alt...Havde han kun fået besked om at tage dem med, ikke om at indtage dem i sin opgave, som han foretrak at klare alene. Ganske enkelt fordi han ikke stolede på dem og også fordi han endnu ikke fandt det som et tidspunkt, hvor han havde brug for deres hjælp. Han var ret selvstændig og havde for længe siden lært at passe på sig selv. Hans blik gled udfordrende over Smoke et øjeblik, som ville han udfordre manden til at sige noget. Og til sidst vendte han ryggen til dem begge og forlod stuen, for til sidst også at forlade huset med en kort kommentar til Kia om at hun ikke skulle forvente at se dem lige med det samme og med et tak for lån af hendes hjem.

det irriterede Melvin meget at Sean fik det til at lyde som om at de begge var ubrugelig og han blev endnu mere irriteredet over det unødvendige diskussion imellem dem begge to.
"lad os komme afsted, vi får intet ved at vente" sagde Melvin og gik hen til Kia
"det var hyggeligt at møde dem Kia, jeg håber at vores veje mødes igen og at jeg måske får muligheden at lære dem lidt bedre at kende" sagde han og bukkede sig i en venlig gestus til Kia og vendte sig om imens han havde et bestemt blik i øjne til Kia. han gik stille og roligt ud af døren og begyndte at gå imod gaden sammen med de andre, han kendte godt ruten men han lod sig kun følge efter Sean, da han ikke skulle få mistanken om at Melvin faktisk vidste mere om denne mission og detaljerne ved denne mission end Sean gjorde, eller Rafaela.

Hun kiggede roligt på Sean og ventede roligt på hans reaktion over det hun havde sagt til ham. Hun tænkte lidt over det hendes far havde fortalt hende for lang tid siden. Noget med, at hun ville være god til og kunne fordreje folk og nemt ville kunne spolere deres planer. Hun spekulerede på om det var derfor han havde sat hende på mission med Sean og Melvin. For at ødelægge Seans planer? Hun smilede let for sig selv og rejste sig op og gik hen til Sean. "Tror du, at du slipper så let Sean?" hendes stemme var en blanding af drilleri og flirteri. Hun kærtegnede hans kind blidt. Hun fjernede endnu en gang tørklædet fra sin mund og gik tættere på Sean og begyndte og kærtegne hans ene overarm "Vil da ikke tage din opgave fra dig søde skat. Du må hellere end gerne vise vej. Du har din opgave og jeg har en helt anden. Vil hellere end gerne være bag dig" hun vidste godt at hun snakkede imod sig selv, men hun havde gennemtænkt det. Hun gik helt tæt op af ham og lagde sine arme omkring hans hals og slikkede ham kort på halsen "Du viser vej, men holder øje med dig" hun kiggede på ham med et flirtende blik. Hun slap ham og bakkede roligt væk fra ham. Hun kiggede på Melvin med et roligt smil på læberne og nikkede til ham som tegn på, at hun var enig. Hun ventede på de begge var gået før hun fulgte efter dem. Hun havde et stort smil på læberne og gik hurtigt hen ved siden af Melvin. Hun havde stadig et flirtende glimt i øjet "Du er meget stille idag synes jeg" Hun kiggede på Melvin og smilede mere roligt imens hun gik med dem.

Sean forholdt sig tavs. Længe. Han lod Raf komme med sine små flirts og ord, lod Melvin sende ham et blik, som for Sean, nærmest strålede af irritation og...Det at være bedre end alle andre. Endelig forlod Melvin rummet. Sean lod som om han ventede et øjeblik, som om han lige skulle tænke over noget, da han samtidig lod blikket glide over gulvet, præcis som var han usikker over noget...
Til sidst var Melvin, kendt som Smoke, gået udenfor. Sean lod som om han også ville gå ud, men i virkeligheden snurrede han rundt, greb fat i Rafs arm og slog hende op mod væggen, med en hånd over hendes mund. Hans øjne blev næsten helt sorte af en ukontrolleret vrede. Han havde haft lidt svært ved at styre sit temperament efter ritualet og Raf gjorde det ikke nemmere.
Han sendte hende et alt for sødt smil.
"Du er så charmerende, at jeg er ved at brække mig. Og tro mig...Det er lidt af en bedrift, taget i betragtning at jeg spiser kvinder som dig! Lad mig gøre en ting helt klart. Jeg blev tvunget til at tage jer med..." Han holdt hende fast med sin umenneskelige styrke, forhindrede hende i at bevæge sig nogen steder.
"...Og måtte samtidig love jeg intet gjorde jer. Men det betyder ikke jeg kan jagte dig igennem byen, efter missionen er slut. Er du klar over hvor mange øjne jeg har i byen? Jeg vil vide præcis hvor du er, hvornår du er det. Ofte før folk selv ved det. I stinker begge to af sammensværgelse. Er det jeres mission at dræbe mig, når vi er færdige? Eller skal du bare være her, og ødelægge alt, som det barn du virker til at være? Du tror du kan træde på folk og gøre præcis som du vil, fordi din far er højt på strå, men jeg kan fortælle dig noget helt andet...At du er på vej ind i en verden uden regler. Hvor den stærkeste bestemmer. Så pas på din ryg! Jeg er ikke den du vil have som din fjende" han sagde det hele meget hurtigt og meget stille. Bagefter kiggede han lidt på hende, for at tjekke om hans besked var blevet forstået. Bagefter slap han hende. Han havde jo intet gjort hende...Fysisk. Så dette vil ikke have betydning for hans opgave.
"Jeg vil ignorere din videre eksistens på resten af turen" sagde han kort, som om de i virkeligheden havde lavet forretninger.
"Så undskyld mig. Jeg har en præmie at skaffe mig" han nikkede kort til hende, som en hilsen, før han elegant gjorde omkring og selv forlod huset. Der var et lille stykke vej til skoven, herfra, men Sean havde studeret et kort. Og desuden var han fuldkommen ligeglad med hvad hans to plageånder havde at sige! Hvis de ville være en del af hans mission, var det ikke lykkedes dem. Han ignorerede Smoke, da han kom udenfor, som var han en stenstøtte og begav sig ned af gaden, mod skoven, uden at stoppe op og vente på dem. De måtte selv følge med. Åh...Hans fingre kriblede efter at slå nogen ihjel...Jo før de kom videre, jo bedre...Han håbede han kunne ligge fingrene om en lille elver, mærke elveren spinkle nakke knække under hans stærke fingre...Tanken fik ham til at smile, omend ikke til at slappe af. Han var i et farligt humør...Et humør hvor dem, der kendte ham, ofte ikke turde sige noget.