I just got rid of my old sister, now I'm stuck with you too? ~ Eliza C.

Misha kunne ikke helt huske, hvordan han havde havnet udenfor kirken. Han kunne ikke huske så meget siden hans venner fik ham til at bunde en halv flaske af noget alkohol han ikke kendte navnet på. Det havde endda været tidligt på aftenen og så efter den halve flaske var alt bare sort. Det havde sikkert været sjovt. Hvor var det ærgerligt, at han ikke fik lov til at beholde sådan nogle minder. Det var også derfor det var sjældent at Misha drak til det her punkt – hvad var meningen i at opleve noget, hvis man ingen minder havde at se tilbage på? Var der overhovedet sket nogen ændringer så? Men så igen, på en måde var det befriende. Blot at kunne give slip uden at tænke på hvor man var eller hvem man var.
Hovedpinen var mindre befriende. Ikke at Misha havde noget i mod hovedpine generelt – det var vel et tegn på at der i det mindste var noget der oppe – men det var ikke specielt godt, når man skulle finde ud af hvor man var og hvordan man var kommet derhen.
I starten, da Misha åbnede sine øjne op, var alt bare sort. Hvilket gav mening siden det var midt om natten. Alligevel lykkedes det for mørkedet at ligne at det snurrede rundt i luften, hvor end Misha så hen. Måske skulle han kaste op? Det var længe siden han havde gjort det sidst. Han blev liggende sådan, i det snurrende mørke, og fokuserede på at trække vejret dybt. Det var fredfyldt, som om han var den eneste i live i en verden af tomhed.

Så vænnede hans øjne sig til lyset, og han kunne se, at han befandt sig ved kirkeruinerne, og så var illusionen af tomhed brudt.
Misha satte sig op og tog en hånd for panden da det føltes som om nogle inde i hans kranium prøvede at grave sig ud. Huh. Tømmermænd allerede? Måske var han slet ikke fuld mere så. Misha var ikke helt sikker men det kunne vel også være ligemeget. Han var ikke mere påpasselig, når han var ædru.
Meget langsomt fik han rejst sig op, og det var der, han indså, at han ikke var alene. Længere fremme sad to mænd, dæmoner, hvis Misha gættede rigtigt. De sad med deres kåber i en cirkel, med stearinlys i hånden og mumlede. Det var vel et ritual til at tilbede Del'sharka, ikke at Misha kendte meget til det, for det med guder havde aldrig interesseret ham.
"Godaften!" råbte han til dem, hvilket fik dem til at fare sammen, "Eller godnat kunne jeg vil også sige. Jeg har ingen anelse om, det ville være mere passende at kalde det "godmorgen"."
De rejste sig op og pustede lysene ud.
"Smut med dig!" råbte den ene, "Eller du kommer ikke til at leve til at sige godmorgen!"
"Så voldsomt aggressivt, det er der ingen grund til at være,"sagde Misha med et glad smil, "Desuden er jeg allerede på vej væk. Jeg ser ingen grund til at blive for at overvære jer bede til jeres såkaldte gud. Selvom jeg er fornøjet over, at I har valgt mørkets gud frem for lyset, så er det stadig trist at se på sådan en ligegyldig ukonstruktiv handling."

Og det var det. Det var alt, han behøvede at sige, for at tilbederne smed hvad de havde i hænderne og gik i mod ham, truende. Misha havde alt for meget hovedpine til en slåskamp så med en lille sidste replik - "Nå nå. Ja, så må man jo håbe, at I møder jeres gud nu." -, lavede han et ryk på håndledet for at knække nakken på dem. Men intet skete. De blev blot ved med at gå i mod ham. Misha prøvede igen, denne gang med en større bevægelse. Intet. Enten var de begge to immune eller også kunne den ene lave et psykisk skjold over dem. Hvilket betød at der nu var to store dæmon-mænd på vej i mod Misha, klar til at formentlig ofre ham til deres gud, og Misha var så svag som en hver anden.

Eliza havde lige fået et godt betalende job for hånd og så skulle han selv følgelig komme i problemer og hvorfor ikke bare lige dræbe en dronning i samme omgang. Hun skar tænder mens hun skyndte sig afsted. Hun var irriteret over at hun nu var tvunget til at komme løbene hver gang han var i problemer, vis hun lod være og han død kunne hun rent faktisk dø i sammen omgang der var en chance for hun ville overleve men det var nok den sidste hun ville tage, så heller være sikker på at hun ville overleve. Hun rundende hjørnet og så ruinerne og sukkede mens hun tog sig til hovedet, hun var så træt af at skulle rede hans røv, men alligevel kunne hun aldrig rigtigt blive vred på ham, han var trosalt hendes svaghed selv om hun aldrig ville indrømme overfor ham at hun havde det sådan!

Eliza trak sig ind i skyggerne og blev på kort tid et med dem, en skyggeform havde sine fordele, en af de få ting hun ikke havde været ked af at få da hun blev forvandlet. Hun svævede ind på kirkegården dog holdt hun sig i skyggen så hun var svær at få øje på. Hun så sig om, hun var der i god tid, derfor nåede hun at se optrinet mellem Misha og de to dæmoner, vis hun havde kunne ville hun havde sukket eller bandet men hun kunne ikke tale eller lave lyde i sin skygge form. Hun svævede hen bag de to dæmoner, når hun studerede dem og deres træk fik hun en ide om hvilken slags dæmoner de var. Eliza havde trosalt lært at genkende dem dengang hun selv var en af dem.

Kort tid efter skiftede hun form bag dem, hvilke nok ville se ud som om hun bare poppede ud af den blå luft for andre omkring hende, selv om den eneste der lige nu vil se det var Misha. Hu sendte ham også et vredet blev for hendes ansigt forvred sig og flere rækker af syle spidse tænker kom til syne i det hun smilede grumt og sprang på den ene af dæmonerne for at bide ham i skulden. Et hyl undslap den dæmon hun nu klamrede sig fast til mens hendes tænder sad fast i hans skulder og hende sorte dyster blik vent mod den anden som i ren forskrækkelse slå ud efter hende dog ramte han hende kun halv på skulden før han slå sin ven i ryggen og sende ham vaklende frem af mens han holdt sig til skulderne, Eliza var rullet væk fra de to dæmoner og hen foran Misha, hendes ansigt var normalt igen men hun så stadig vred ud. ”Ved Du godt at du er en kæmpe klaphat! Hjælp mig eller gem dig så jeg ikke skal holde øje med dig også. ” det første snærede hun men derefter lyd hun bare irriteret, som hun allerede viste at hun ikke kunne være sur for hun var mere bange for at der skulle ske ham noget hvilket ikke passe til hendes måde at være på, eller det var hendes opfattelse.  

Eliza havde ikke taget blevet fra de to dæmoner dog var det kun den ene hun skulle bekymre sig om mens hun trak den dolk hun altid bare med sig. Den dæmon hun havde bidt lå på jorden et stykke fra dem og jamrede om tilgivelse eller noget, det var tydelig at høre at han frygtede at hans gud havde vent ham ryggen. Eliza tog et skridt tætter på den anden dæmon som tøvede før han igen slå ud efter Eliza.

Misha troede ikke, at han skulle dø. Det havde han troet så mange gange før, for eksempel forleden dag, og der skete der jo absolut ingenting. Eller jo, der skete en del men han var stadig levende. Eller det måtte han da gå ud fra, at han var. Vidste spøgelser godt at de var spøgelser? Han måtte spørge én en dag.
Men i hvert fald så var Misha sikker på, at han på en eller anden måde nok skulle overleve. Han havde bare ikke regnet den måde ud endnu. Om det så var at han flygtede eller fandt ud af at bruge sin evne eller fik dem overtalt til ikke at tæske ham ihjel. Der var uendelige muligheder!
Den mulighed, som dog ikke havde faldt ham ind, selv efter den samme mulighed havde fundet sted utallige gange før, var at Eliza pludselig skulle komme og redde ham. Han glemte hele tiden, at det var en mulighed. Men nu var Misha også ret glemsom ved ting, der ikke interessede ham og at have et skyggevæsen rendende var ikke så interessant. Ikke at skyggevæsener i sig selv ikke var interessante men lige netop det her ene skyggevæsen havde han set nok til at der ikke var mange flere mørke sider at grave frem.
Men nu skulle hun til at redde ham og dette tilbud kunne Misha ikke takke nej til, så da hun kom ud af skyggerne og så på ham med et vredt blik, sendte han hende et smil. Ikke et smil der passede ind i situationen, mere som om han lige skulle hilse på hende, hvis de tilfældigt havde stødt på hinanden på en indkøbstur. Dæmonerne virkede forvirrede over hans pludselige smil til noget der ikke var rettet i mod dem, men før de nåede at se tilbage havde hun bidt ned i en. En høj overrasket latter lød fra Misha, da dæmonen hylede op af smerte og den anden forskrækket sprang til side. Misha kendte godt Elizas evne men det betød ikke at den ikke blev mindre sjov hver gang. Her talte han dog mere om skyggedelen end om tænderne - det var altid sjovt at se folk blive forskrækket over at der pludselig stod en person bag dem. Misha ville elske at have sådan en evne. Men nu kunne han manipulere med folks kroppe, så det var vel godt nok.
Misha var jo ikke rigtig en del af alt kaosset, så han kunne nemt bare stå og betragte, hvordan dæmonen, der var blevet bidt, panisk slog ud efter Eliza kun for at ramme sin ven. I mellem tiden baskede han noget snavs af sin jakke og så talte Eliza til ham. Hans smil bredte sig, da hun kaldt ham en klaphat.
"Jeg kan ikke se, hvordan en samtale kan gøre mig til en klaphat," sagde han muntert, "Det var dem, der valgte at ændre det om til vold. Jeg har lært, at man altid skal bruge ord."
Eliza var dog hurtigt over den ene dæmon igen. Misha var ikke bekymret for hende - både fordi han vidste, hvor stærk hun var, og fordi at hvis hun skulle dø, var det som sådan ikke hans problem. Det var jo hende der havde valgt at redde ham. Men nu havde hun sagt at han skulle hjælpe eller gemme sig og det at gemme sig lød ikke særlig attraktivt for så kunne han ikke se, hvad der foregik. I stedet traskede han hen til dæmonen, der lå på jorden og tryglede om sit liv. Misha satte sig uden tøven oven på ham. Han havde ikke noget våben på sig, det havde han sjældent, og han kunne ikke bruge sin evne, så i stedet lagde han hænderne om mandens hals og strammede til. Manden, der allerede var skræmt på livet, prøvede desperat at skubbe ham væk, men han kunne stadig ikke se den faldne grundet hallucinationerne, så Misha mærkede det ikke rigtigt. I stedet så han hen i mod skyggevæsenet.
"Jeg har ikke set dig længe," sagde han roligt som om de ikke var ved at slå nogen ihjel, "Jeg troede du blev nødt til altid at beskytte mig. For jeg kan sige dig at forleden dag var jeg tættere på døden end jeg nogensinde har været før. Så spændende... at se livet for sit indre blik."
Som han sagde det gled hans blik selv ned på manden, der usuccesfuldt kæmpede for sit liv. Han stramte grebet om hans hals.
Det Misha snakkede om var selvfølgelig da han slog Valerya ihjel. Før dette havde Fenrer næsten tæsket ham ihjel. Sikke nogle vredesproblemer den formskifter havde sig.