who are you? - Adalia

Adalai lyttede opmærksomt til hvad han sagde, mens hun lod sit blik vandre rundt i lokalet. Forslaget han fremlagde for hende var ikke dårligt. Slet ikke. Det tillod hende at rejse når hun følte for det, og kunne lærer en masse ting ved siden af.
"Dit forslag er ikke dårligt. Slet ikke" sagde hun med et let smil, og vendte sig imod ham. "Jeg rejser tit rundt, ikke blot tilbage til mit hjemsted, men også til mange andre byer og kanter af denne verden. Vi kan lave en aftale. Når jeg kommer tilbage hertil, om det er for at hjælpe dig eller blot for at se mig omkring i byen, så kan jeg hjembringe ting fra omkring hele verden til dig. Ting du måske ikke bare sådan lige vil kunne få fat på. Vil det være en mulighed?"

han grinte.
"du behøver ikke at komme tilbage med det samme, jeg har en medaljon der gør det muligt for mig at kontakte dig om du så var i den anden side af verden, den fungere sådan at den blinker når der er en besked til dig og når du trykker på krystallen der blinker, vil den åbne op og vise et spejl, det spejl vil sende dig hele beskeden ind til dit hoved med alt du skal vide om opgaven og den vil gøre det muligt at vi kan have en telepatisk samtale med hinanden så jeg kan forklare hvad du skal i detaljer." sagde han med et smil.
han gik hen til hende så han stod knap nok en meter fra hende.
"jeg regner med at du bliver lidt her, i så fald så du kan møde mine andre lærlinge og give mig muligheden for at se hvor meget du allerede ved." sagde han med et smil.

Adalia nikkede let, og foldede let sine arme over kors. Først det gik det op for hende, at hun stadig stod i sin diamant form. Tænk hvis andre så hende sådan. Det måtte for en hver pris ikke! Hurtigt forvandlede hun sig tilbage til sit normale jeg, og lod det askeblonde hår falde ned af hendes lange slanke ryg.
"Jeg regner skam stærkt med at blive her i lidt tid" smilede hun roligt, og slog let sin lange kappe om sig. "Så jeg vil med glæde møde dine lærlinge" Hun smilede endnu engang let, og så så op på ham med sine klare grå blå øjne. "Sakref må jeg spørger dig om, hvorfor du pludseligt følte for at få mig som din lærling?"

han grinte.
"jeg har skam ikke pludselig nu først fået ideen om at få dig som lærling, jeg har skam kunne mærke at du var speciel, lige siden du trådte ind af mit slots mure, jeg skulle bare lige finde ud af hvor speciel du er, og jeg må sige at jeg ikke ligefrem har været skuffet, men du skal ikke se det som at jeg kun vil have dig lærling fordi du er anderledes, selvfølgelig har det en betydning men det der har en betydning er den flamme der brænder i folks sjæl og det er hvad jeg kunne tydeligt se i din sjæl, de brændte som et stort bål i dine øjne, og det er sådan en energi og tankesæt jeg bliver inspireret af." sagde han med et smil.
han begyndte at gå hen imod den ene dør som var til højre for tronen.
"men kom, vi kan snakke imens vi går, hvis du ønsker så kan du få lov til at se mine andre lærlinge og mine børn, og så kan vi derefter se hvor meget du i forvejen ved." sagde han med et smil og åbnede døren for hende, man kunne tydeligt se at døren var tung og hård men han åbnede den stadig med elegance.

Adalia lyttede roligt til hvad han sagde, alt imens hun fulgte efter ham over imod døren. Hans forklaring fik et lille smil til at fremtone på hendes blege læber. Hans forklaring om hende varmede hendes hjerte let.
Og han havde ret. Hun var meget anderledes og speciel. Født ind i en race, opfostret af en anden. Med benene inde i to forskellige leve former, kunne hun sætte sig mere ind i menneskenes verden end en elver kan, men stadig vidste hun ligeså meget om naturen og dens egenskaber som elverne.
"Men som din lærling gætter jeg på, at du vil oplære mig i noget" sagde hun, og gik ned af gangen. "Må jeg spørger dig om hvilket?"

han grinte.
"du har nogle interessante spørgsmål, må jeg sige, men der er mange svar til hvad jeg vil lære dig, men for at sætte det groft, så alting, mest af alt, dine styrker og svagheder og hvordan du gør dig selv bedre og bedre, indtil du er den bedste og dine svagheder forsvinder i dine styrker." sagde han imens han gik igennem de lange gange indtil han nåede en anden dør.
på den anden side af døren kunne man høre lyden af slag, træ der ramte træ og i det hele taget kamp.
han åbnede døren og lod hende gå igennem først.
det nye lokale de trådte ind i var kæmpe stort, der var masser af trænings udstyr og en kæmpe plads hvor man sikkert kunne træne imod hinanden.
i lokalet var der i alt syv personer, tre sortelvere, to mænd og en kvinde, en undead som så ud til at være en mand, og tre dæmoner, to kvinder og en mand.

Adalia fulgte efter Sakref ind i trænings rummet, og stillede sig roligt lige inden for døren. Synet der mødte hende var en stor trænings sal. 7 væsner stod der inde, og deres blikke mødte hende. Pludselig følte hun en hvis form for fredbeivdsthed. Hun havde aldrig kæmpet imod andre, medmindre at de først havde angrebet hende. Hun følte sig ikke som en voldelig person, og ville nok hellere komme til at blive en.
Hun kastede et let blik tilbage på Sakref. Blikket sagde alt for godt, at hun ikke ønskede at kæmpe blot for at kæmpe. Hun ønskede kun at gøre det for et godt formål.

Sakref klappede i sine hænder og de andre stoppede deres træning og gik hen til ham.
"hej allesammen, godt at se at i er godt igang med at træne, det ser godt ud, dette er Alanna, hun kommer til at være en af mine nye lærlinge og jeres nye hold kammerat, men i kan hilse på hende senere, jeg skal have jer til at smutte ud af lokalet, Rottenstein har brug for nogle ting og han skal have jer til at hjælpe ham, smut ned til laboratoriet og hør hvad han skal bruge" sagde Sakref og de andre nikkede pænt og gik ud af lokalet, de kiggede allesammen meget forskelligt på hende, de tre sortelvede kiggede på hende og lavede et venligt nik til hende da de gik forbi hende, undead manden kiggede bare på hende med sine lysende øjne med et tomt blik som om han slet ikke så på hende men alligevel gjorde han, og de tre dæmoner kiggede på hende som om de nød hvad de så og som om deres øjne næsten spiste hende, på en sexuel måde.
da de andre var gået ud af lokalet og havde lukket døren bag ved dem, havde Sakref imellemtiden gået til den anden side af kamp firkanten.
"godt, nu kender jeg ikke dine styrker og dine svagheder så jeg vil gerne have at vi starter med noget simpelt, du skal angribe mig med alt hvad du kan og din opgave er at ramme mig med et perfekt slag som jeg ikke har kunne beskytte mig selv imod. imens, må jeg kun parrer dine angreb" sagde han med et smil, imens hans hænder var på ryggen.

Adalia sendte sortelverne et let nik i svar til deres hilsen. De måtte kunne genkende hendes figur som "den navneløse pige". En kaldenavn hun havde gået under indtil den dag hendes plejemor havde kaldt hende Adalia. Dog gjorde dæmonernes blikke hende ikke ligefrem tryg. Hun hævede let det ene øjenbryn over dem, men sagde ikke yderligere til dem.

Da alle så var gået ud af rummet, og døren havde lukket sig i, vendte hun sig om imod Sakref og lyttede til hans forslag. En ting der fik hende til at rynke lidt på brynene. "Jeg bliver nød til at fortælle dig, at jeg ikke bryder mig om at angribe uden grund. Og desuden... Så fortrækker jeg at skyde med bue og pil. Men hvis du insisterer?"
Med et let suk, satte hun af i et hurtigt løb. På vej over imod ham forvandlede hendes ene knytnæve sig til diamant, og hun gjorde et udslag med knytnæven imod hans arm. Dog, få sekunder inden hun ramte, ændrede hun kursen på slaget, og sigtede nu efter hans solarplexus.

han havde stadig armene bag ryggen og i en glidende bevægelse rykkede han nogle få centimeter så slaget passeret lige forbi ham så hun ville kun slå ud i luften, hvilket ville gøre at hun mistede balancen.
han rykkede længere væk fra hende så han ca. var en meter væk fra hende.
"der er altid en årsag til at kæmpe, nemlig overlevelse, der er venner og så er der fjender, om din fjende angriber først eller om du gør, har ingen betydning andet end hvad du er bedst til at bruge imod fjenden, om du er bedst til at bruge fjendens angreb imod dem eller om du er bedst til at bryde fjendens forsvar. det er nemlig det, jeg vil finde ud af nu, ved at lade dig angribe dig først og se hvor godt du klare dig." sagde han med hænderne stadig på ryggen og et smil på munden.

Adalia nåede lige at se, at Sakref flyttede sig inden hun slog ud i luften. Et let smil krydsede hendes læber, og hun i med et hurtigt slag bagud slog hun endnu engang efter ham, efterfulgt af et hurtigt og hårdt spark.
"Jeg...Er ude af from" smilede hun let, og slog endnu engang tre hårde slag efter ham.
"Jeg slås ikke så meget på denne måde. Det ligger ikke ligefrem til mig. Men lære mig endelig noget.. En dag for jeg jo nok brug for det"

imens hun slog ud efter ham og sparkede efter ham, bevægede han sig kun rundt med lette, bevægelser som man kunne tydelig se at det ikke krævede så meget energi, han var som om hun slog ud efter sin egen skygge, umulig at ramme.
"jeg kan se hvad du mener at du ikke er van til at kæmpe i nærkamp, men lad mig lære dig så den første første ting så" sagde han og med det samme gav hende et gulv glidende cirkelspark der fældede hendes fødder så hun ville miste balancen og falde på røven.
"hold altid øje med balance og sørg for at altid være parat til et modangreb." sagde han imens han gik lidt væk fra hende.
"men jeg kan se at du er ikke vant til nærkamp så nu vil jeg stå stille og så vil jeg have at du slår mig med al styrke du kan finde i dig selv." sagde han og stoppede med at have sine hænder på ryggen og så ud som om han strakte ud i sine skuldre, imens han stod stille.

Hun havde set det komme, at ingen af hendes slag ville ramme. Som hun selv havde sagt, så var hendes nærkamp langt fra så god som hun ønskede den at være. Men nu gik hun jo hellere ikke specielt meget ind for at kæmpe.
"Du ydermyger mig jo næsten" sagde hun med et let smil på læberne, da hun stoppede fra det næste slag. Hans nye forslag fik hende til at bryde ud i en let latter, som hun rystede på hovedet. "Jeg lover dig intet stort.." smilede hun skævt, men nikkede så.
Adalia gjorde sig klar til at slå, og for at få ekstra kraft i slaget forvandlede hun hele sin krop to diamant. Både hendes kropsvægt og styrke blev forøget i dette stadium. Hun sukkede let, men løftede så sin arm langt tilbage, ventede et par sekunder, og hyrede den så med fuld kraft ind imod hans solarpelxus

i det hun nærmede sin knytnæve hans brystkasse, bevægede hans hånd frem og tog fat i hendes knytnæve og faktisk stoppede slaget helt, han bevægede sig kun lidt på grund af trykket fra slaget fik hans fødder til at glide 10 centimeter hen af gulvet, men han havde altid fodfæste og det så ikke ud som om han havde besvær med at hold balance.
trykket fra slaget var virkelig stort da der kom et ordenligt brag og et letter vindtryk på grund af stødets pludselige stop.
han stod bare der med et smil på munden og sin hånd rundt om hendes knytnæve, ubevægelig.
"du har i hvert fald styrken, men du har ikke hurtig nok til at fuldføre et ordenligt slag som dette her, så du har i hvert fald den potentiale, men nu er det slut med at du angriber, nu vil jeg se hvor godt du kan forsvare dig selv" sagde han og gav slip på hendes knytnæve og vendte sig med ryggen til hende og gik lidt væk fra hende.

At han stoppede hendes slag, kom både en smule bag på hende, og alligevel kom det ikke som en overraskelse. Hun havde set, at han nok på en eller anden måde ville undgå det, men det ville hun nok have set mere realistisk i at han ville undvige eller bukke bagover. Ikke at han ville stoppe det ved decideret at tage hånden imod hendes knytnæve.
Lufttrykket, der dannede sig ved sammenstødet, fik hendes hår til at blafre svagt.
Hun havde aldrig været god til at slås, eller det var sådan set ikke rigtigt. Tilbage i de dage, hvor hun levede på gaden havde hun været nød til at kæmpe om føden, imod de andre børn. Hvis ikke man kunne forsvarer sig og beskytte sin mad, måtte man bøde med at give det fra sig. En ting de færreste ønskede at gøre.

Et let smil gled over hendes læber, da han sagde at han nu ønskede at angribe hende. "Giv mig alt du har" sagde hun roligt, og lod så hele sin hud forvandle til diamant. "Giv mig alt du har.."

han grinte.
"det er skam ikke mig du skal kæmpe imod." sagde han og vendte sig imod hende.
han lukkede øjne og lagde sine hænder mod sin brystkasse og bukkede ryggen let.
han så ud som om han koncentrerede sig.
pludselig begyndte der at komme en slags sort røg ud af hans ryg, den var kul sort og mindede om en sort tåge, en sort skygge.
han rettede sin ryg mere og mere, stadig med lukkede øjne, han spredte sine arme ud og den sorte tåge begyndte at dampe ikke kun han hans ryg men nu også hans arme, pludselig åbnede hans sine hænder op og små mørke gennemsigtige væsener var i hans hænder, de var som små levende skygger i hans hænder med lilla lysende øjne.
pludselig åbnede han øjne og kastede dem hen på hendes skygge hvor de små væsener kravlede ind i hendes skygge.
hendes skygge gav slip på under hendes fødder og begyndte at materialisere sig. efter 20 sekunder stod der nu foran hende en skyggeudgave af hende.
"Alanna sig hej til din skygge, din modstander" sagde han og smilte til hende, den mørke damp havde stoppet med at komme ud af ham og han stod nu med krydsede hænder og kiggede på hende.

Adalia så til i forundring, da Sakref udførte et nummer hun aldrig i sit liv havde set før. I det ene øjeblik flød skyggerne om ham, som styrede han dem som hans kappe, og i det næste øjeblik forlod hendes skygge hendes side og stillede sig op foran hende.
"Det der er ikke min modstander.." hviskede hun lavt. "Det er min fortid"

Med et hurtigt step til siden, nåede hun lige at undgå den sorte knytnæve der kom efter hende. Skyggen her måtte være utrolig agresiv. For det vidste hun, at hun selv var. Kun grundet elvernes dygtige arbejde med at få hende til at slappe af, gjorde at hun faktisk kunne bevæge sig rundt mellem folk uden at slå dem ned. Men skygge, hende skygge, havde ikke lært disse ting. Den var et billede af hendes mørke fortid, og den ville sikkert med glæde hævne sig lidt på hende.

Skyggen kunne selvfølelig ikke tale, men dens udtryk var klart. Den brød sig ikke om Adalia. Endnu engang sparkede den ud efter hende, efterfulgt af tre hurtige hug. Hun nåede kun lige at undvige, og lavede så en drejning om ryggen på den.

han klappede.
"godt klaret, du har i hvert fald et talent til at kunne undvige og beskytte dig selv, men lad os se hvordan du klare dig i farlige omgivelser." sagde han hvorefter han bukkede sine bene og rakte sine arme ud og lignede som om han prøvede at hive noget op, imens han gjorde det så begyndte den sorte røg at komme igen ud af ham som damp.
rundt om hende begyndte der at komme store sorte gennemsigtige søjler ud af skyggerne rundt om hende og bag ved hende, hvilket fik omgivelserne til at ændre sig hele tiden, det var som om at vægge blev vokset ud af jorden, imens hun stadig blev konstant angrebet af sin egen skygge.

Adalia nåede ikke at svare, førend at der pludseligt begyndte at skyde søjler op af jorden. Men et overrasket udtryk i øjnene sprang den unge kvinde undvigende til siden, for at undgå at blive slået ned af en af disse. Imens sprang hendes skygge efter, og slog endnu engang ud efter hende efterfulgt af et hårdt spark fokuseret imod maven. Det første slag blev undviget, men sparket kunne hun ikke nå at komme væk fra af skræk for at blive slået ned af en af søjlerne. Adalia ramlede ind i vægen, men var hurtig til at komme på benene. "Okay, så stopper vi her" knurrede hun muggent, og sprang frem mod hendes modstander og neglede denne til gulvet med et hårdt slag. Stadig med øjnene imod de ændrende omgivelser, gav hun skyggen to hårde slag på siden af hovedet efterfulgt af et knæ i maven.

knyttede sin hånd til en hård knytnæve og vendte den op og åbnede for sin knytnæve, ud af sin hånd kom der noget lilla og sort pulver dryssende ud, imens det pulver dryssede ned imod jorden, begyndte søjlerne og hendes skygge at forvandle sig til pulver og pulveret fra hendes skygge vendte tilbage til hendes skygge og blev til hendes normale skygge igen.
nu var rummet tomt igen og kun Adalia og Sakref var tilbage i rummet.

Sakref begyndte at klappe.
"flot klaret, jeg synes det er interessant at se hvor stor en styrke du har når du bliver irriteret." sagde han smilende imens han vandrede hen imod hende.

Adalia ånede en smule lettet op, da skyggen endnu engang vendte tilbage til blot at være hendes skygge. Godt nok var hun en udemærket kæmper, men ikke når det gjaldt nærkamp. Der holdte hun af at beskytte sig, ikke angribe.
"Du har langt fra set mig vred Sakref" smilede hun let, og gjorde et kast med det lange askeblonde hår. "Men har jeg nu bevist mit vær over for dig? For jeg må indrømme, at jeg ikke selv syntes det var det mest imponerende jeg har gjort" Hun lod langsomt sin hånd glide over den fugtige pande, og så så ind i hans øjne. "Hvem er dine andre lærlinge? Jeg burde måske vide det, bare for ikke at virkelig helt uintelligent"

han nikkede.
"jeg vil sige at jeg ikke er skuffet, du har meget at lære, men det ser ud til at du er god til at lære og tilpasse dig dine omgivelser." sagde han og smilte til hende.
"selvfølgelig, det er forståeligt at du gerne vil vide hvem der er hvem, der er mine tre børn, det er dæmonerne du så, min søn hedder Melvin, og mine to piger hedder Zaela og Surzi, Zaela er hende med den blå hud og Surzi er den med den røde hud. den udøde hedder Bron, og til sidst de tre sortelvere hedder Nika, Neko og Beko, Nika er pigen du så, og Neko er den ene bror med det sølvfarvede hår imens Beko er den med det mørkerøde hår." sagde Sakref og smilte til hende.
"men din træning er færdig for nu, hvad siger du til at have noget mad at spise imens vi venter på at dine ejendele bliver bragt til dit nye værelse fra det værelse du havde hos kroen, det kan være du også kommer til at møde min kone Valiona eller måske min yngste datter Rafaela." sagde han med et smil. imens han vendte sig stille imod døren.

Adalia nikkede let til, hvad Sakref fortalte hende. Lidt mad ville være meget godt. Det var længe siden hun havde fået et godt måltid, der ikke kun bestod af lidt brød af noget grød. Men sådan var livet på kroen. Det var langt fra luksus og nemme dage.
"En bid brød ville jeg sætte yderst meget pris på" sagde hun let, og lod en hånd glide igennem den lange hår. "Men muligheden for at få mødt dine lærlinge og din kone vil jeg ikke takke nej til. Trods alt skal jeg jo til... At bo her" Hun tænkte let over de ord hun lige havde sagt. Smagte på dem. At bo et sted fast var ikke ligefrem noget hun var van til. Normalt rejste hun jo rundt mellem de mange lande i Underworld. Og selvom Doomsville stort set altid var det sted hun vendte tilbage til, så var et lejet rum det eneste bosted hun havde. Og der var hun sjældent vær aften.
Hun så let ned af sig selv, og sukkede tungt. Hendes tøj var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Her og der var flænger og rifter, der åbnede op for både hendes blege lår og åbne barm.

Sakref nikkede og smilte.
"må jeg foreslå at jeg først viser dig op til dit fremtidig værelse så du kan få lov til at skifte til noget mindre... ødelagt. jeg tror hvis du finder det passende at du måske kan låne noget af min kones tøj eller mine døtres da dine ting er nok ikke kommet frem endnu." foreslog Sakref og smilte til hende med ret ryg og hænderne på ryggen som en rigtig gentleman.