What do you want?-Sean

Han nikkede let. I et øjeblik stod han bare og kiggede på hende, mens han overvejede hvad han skulle gøre og for at se om hun ville besvime eller andet, af smerten. Men kvinden skulle åbenbart bruge lidt mere overtalelse. Fint nok, det kunne hans sagtens give hende. Han tog en tilfældigt og lagde den på ilden, sammen med et par andre, så han havde nogle klar. Lugten var en blanding af brændt træ, varmt metal og brændt kød. En enkelt af hans mænd forlod rummet, men to andre blev der.
Da den næste var rødglødende tog han den ud. Denne gang spurgte han hende ikke engang om hun var klar, han satte den direkte mod hendes andet ben. Han gad ikke spilde tid på at spørge eller sige noget, han viste hun endnu ikke var knækket. Men det skulle nok lykkes...På den ene eller den anden måde.

Anden gang skreg hun. Smerten kom så uforberedt og rent. Som et vilddyr, født i den hårde og barske natur. Jernet brændte sig ind i hendes kød. Slikkede om hendes bare hud som en lystig mand, hungrende for det rene og klare. Hungrende for hendes kraft. Hun følte sig syg, og havde mest af alt lyst til bare at brække sig. Hans kvalmende tilstede værelse, hans begærlige lyst til hendes kraft... Det gjorde hende sindsyg. Egoistiske lille slange. Forbandede djævlesøn. Adalia kunne komme på så mange andre eder og forbandelser og råbe ud i hans hoved, men hun valgte at lade vær. Det gjalt om ikke at vise sig sin smerte. Det gjalt om at vise sine styrker. Han skulle ikke tro, at han sådan kunne få hende ned med nakken. Ikke så nemt.
Hun kastede et koldt blik op imod ham, og sendte ham så et lusket smil. "Du... Er det det bedte du kan komme op med?"

Han trak stemplet til sig og lagde det ind i ilden igen, så han stod med ryggen til hende i et øjeblik. Det ændrede dog ikke på at hans smil voksede, denne gang af ren fryd. Hans offer skreg! Han elskede når de skreg, det betød det virkede. Det gjorde ondt, meget ondt. Præcis som det skulle. Han tog ikke et nyt stempel. Han ville give hende lidt tid til at samle sig, så hun ikke besvimede eller andet unyttigt. Han vendte sig om mod hende med et svagt smil og trak let på skuldrene. Han nød det rigtig denne gang, som han ellers ikke havde gjort længe. Bevars, nu plejede han jo også at få andre til at gøre det. Hun var spændende, sådan som hun ønskede selv at komme til ideer om hvordan hun skulle tortureres og han nød at efterkomme hendes ønsker. Han studerede kort sine fingre, som ville han tjekke om han selv var blevet lidt beskidt, før han lod det mørke blik falde på kvinden igen.
"Du fascinerer mig" sagde han ligeud. Han var den mere direkte type, når det gjaldt tiltrækning, selv om han også elskede en lille ordleg i ny og næ.
"At du hader mig er intet nyt. Det gør alle. Det giver en nogle friheder, fordi de samtidig er ligeglad med hvad jeg laver..." han blinkede kort til hende, da han gik over til hende og lagde en hånd på hvert armlæn, da han lænede sig ind over hende, med lugten af brændt kød og tøj i næsen.
"...Hmm...Du dufter som om du har det varmt. Jeg ville nødig have du frøs. Er du træt af dette? Vil du hellere noget andet nu?" han tog en hånd og greb blidt fat i hendes hage, da han tvang hendes hoved op ad. han studerede hende, lod øjnene glide ned over hendes ansigt i et øjeblik, som overvejede han at kysse hende. Hvad han godt kunne finde på, hvis ikke det var for han kvinde. Han ville ikke tage nogen chance og miste hende igen.
Så trak han sig tilbage og så kort over på en af sine mænd. Så vinkede han kort med hånden, før han tog endnu en tår af sin vin.

"Find vores køber. Sig han skal møde op her med pengene og de dokumenter, vi aftale. Han skal være her inden for en time, ellers er der ingen handel" Sean havde fået sig en ny plan. Kvinden her...Var værd at respekterer. Og uden at ville det, havde Sean fået en svag skær af respekt for hende. Men måske...Ja, måske.
Han tog en lille dolk frem. Hans elskede dolk, den dolk han altid havde på sig, ud over et par ekstra. Denne var af sølv, med gamle symboler som hellige symboler og pentagrammer på. Dog var skaftet beklædt af smidigt læder, så han ikke selv fik ondt af at bruge den. Folk ville nok tro han tosset, sådan at have en dolk på sig, som også kunne bruges imod ham...Men det var netop pointen. Den skønhed bestod i den kunne bruges mod alle, selv ham selv, hvis han ikke var forsigtig nok. Den var både en gave, fra en gammel ven, som en der mindede ham om hans egne svagheder.
Han gik over til kvinden og skar hurtigt et lille snit i den samme arm, hvor han havde skåret et lille stykke hud af før. Han lod en finger glide over såret, kun for at slikke blodet af sin finger. Den lette, metalliske smag af blod var spændende...
"Jeg har et tilbud" sagde han så.

Flabet var han også. Mere end hvad burde være lovligt. Men så igen, det var jo hende der sad bundet til en stol og ikke ham. Han kunne vel stort set gøre lige hvad der faldt i hans smag. Om hun kunne lide det eller ej.
Da jernet blev fjernet fra Adalias ben, stønnede hun tungt over endnu et smertesstød der gik gennem hendes krop. Det var ikke nemt sådan at skulle være gidsel. Der plejede dog ikke at være så meget frihed til at vælge, hvilket også gjorde denne tilfangetagelse ret så anderledes fra de andre hun havde prøvet. Nogle gange havde hun selv stået for noget kidnapning, men heller ikke der lod hun gidslerne gøre valg om hvordan de helst ville straffes. Hun måtte virkelig betyde noget specielt for ham, siden han lod hende have så meget frihed. Det eller også var han bare anderledes end alle de andre. Den sidste valgmulighed faldt hende mest realistisk.
"Og du facinere mig, men lad os diskutere det mere når du har løsladt mig" hviskede hun med et genvandt smil, der dog kun skjulte den dudrende smerte der skød gennem hendes ben. Som tusind knive der på samme tid bestemte sig for at prikke dybt ind i hendes blege hud.¨
En pludselig tørst begyndte at skylle op gennem hendes mund, som hun betragtede at dæmonen tog en slurk af hvad der måtte en lækker og smagsfuld vin. Han skulle virkelig bare stå og drille hende for åben skærm. Bastard. Han vidste udemærket hvilke knapper han skulle trykke på. Et tydeligt bevis på, at han var ret så van til at gøre dette. At torturere fanger for at få svar var aldrig noget hun havde brudt sig om. Nogle gange var det bare nødvendigt. Men det skulle ikke stoppe hendes krop i at vende sig hver eneste gang. Princippet hun havde fået med hjemme fra, var at alle var ligeværdige indtil det modsatte var bevist. Og hvis man var lige så behandlede man hinanden med respekt. Og torture var ikke respektabelt. Langt fra.

Hans ansigt nærmede sig langsomt hende, og kom så tæt på at hun på et tidspunkt frygtede at han ville kysse hende. En svag sitren begyndte at rumle i hendes mave, i de sekunder hvor hans læber ikke var mere end få millimeter fra hendes egne. Det var mærkeligt som tilstedeværelsen og nærværet fra en af det andet køn kunne så en til at føle sådan.
"Jeg syntes faktisk der var begyndte at blive en smule køligt her inde..." hviskede hun så lavt at kun de to ville kunne høre det. "Ville du have noget imod at skrue lidt op for varmen?" Smilet blev en tand mere skævt, og hun sendte ham et udfordrende blik. Hvis dette var den måde de spillede spillet på, så var hun helt klar. Han var ikke den eneste med lidt forstand.

Et let støn blev trukket. Han var åbenbart ret glad for at skære hud af og på hende. Det ville ikke komme til at se kønt ud senere.
Et tilbud? Et tilbud var nok noget af det sidste hun havde regnet med, at han ville forslå. Han virkede ikke som en mand der gik ind for tilbud og aftaler. Mere som en der tog hvad han ville, og gjorde lige hvad der passede ham. Sådan en rigtig dæmon.
Men sådan forgik det åbenbart ikke. Hurtigt prøvede hun igen at skjule sit overraskede udtryk i øjnene, ved at dække det til med et lidt mere roligt blik.
"Jeg lytter" kom det langsomt fra den unge kvinde

Han smilte svagt, da han vendte tilbage til pejsen og lod som om han varmede sine fingre mod ilden, selv om han slet ikke frøs. Han så lidt på stemplerne og tænkte i et øjeblik tilbage på sidste gang han havde brugt dem. Det havde også været på et menneske...ganske enkelt fordi væsner plejede at være klogere eller havde krævet andre midler. Om ikke andet, mennesket skulle bare se det rødglødende stål, før han begyndte at hyle op. Han smilte svagt og vendte sig om mod kvinden igen, mens han tænkte sig lidt om. Han elskede at drille folk, hvis han fandt det passende, og i dag følte han sig speciel drillesyg. Hvis han havde kendt hendes tanker, havde han nok grint. Sean tog ikke bare hvad han ville have...Eller, jo, det gjorde han, men ikke som alle tog. Ofte fandt han det sjovere at manipulerer lidt rundt med folk først. Og han var i den grad en mand der elskede aftaler. Fordi enden fik ham hvad han ville have...Eller også jagtede han folk, hvis de ikke holdt aftalen, og fik alligevel hvad han ville have! Med den forskel at folk skulle prise sig lykkelige for deres skæbne, ikke mere tortur eller drab.

"Lad os være enige om vi kan blive sådan her længe. Lad os sige at dit mod og styrke har...Fascineret mig. Lad os sige...Vi måske begge kan få hvad vi vil. Jeg min pris og du din frihed" smilte han let til hende.
"Se nu, ville det ikke være en rar ting?" han frygtede ikke at hun skulle komme løbende efter ham for at hævne sig. Vagterne i byen var nemme at manipulerer rundt med, han havde ofte gjort det, og de fleste var ikke stærke nok til at tage ham, hvis de endelig fandt ham.
Han ventede med at gå videre, lod hende tage initiativet. Hvis hun ikke var interesseret, kunne han jo bare fortsætte. Når alt kom til alt, var dette jo hvad han havde afsat aftenen til.

Hans snedighed begyndte først nu rigtigt at skinde igennem. Før havde han bare været flabet og brutal, men nu ændrede hans tonefald sig til noget der nemt kunne have været en legesyg kattekilling. Og ikke en sød en af slagsen. Adalia var ikke i tvivl om, at han absolut ikke ville hende noget godt. Tværtimod. Og de listige forslag han nu præsenterede for hende, var ikke til at stole på. Hun måtte passe på med, hvad hun fortog sig. Ikke tage der forkerte valg. Det kunne være alt for færtalt.
"Jeg bad dig om at fremsige dit forslag, ikke hvad vi begge ønsker. Jeg ved udemærket, hvad jeg vil have. Og lige nu er det ikke min frihed" Hendes stemme havde taget en hel anden klang end før. En forførende og snedig klang var faldet over den, og hun lænede sig let tilbage i stolen og så indtimiderende på ham. Godt nok var han en kraftfuld dæmon, men han var stadig kun en mand. Og mænd kunne man altid lokke til sig. Uanset hvor stærke og frygtløse de end var.
Hendes forførende blik lå stadig imod hans, og sendte en erotisk og drillende gnist af mystik imod ham. Hvis hun spillede dette rigtigt, så kunne hun ende ud med at slippe herfra helskindet. Men det var kun, hvis hun var meget heldig. Med så mange år på bagen, burde denne dæmon have oplevet lidt af hvert, inklusivt kvindelist. Men man kunne jo være heldig.

"Så lad mig nu høre, hvad dit lille forslag er Sean. Jeg er ved at døøø af spænding"

Hans smil voksende af hendes flabede ord. Ordene, hendes tonefald, fik ham blot til at elske denne leg endnu mere! Åh, han gjorde dette alt for sjældent...
Han havde lyst til at grine, så meget han morede sig. Han var incubus, levede af at kvinderne fandt ham tiltrækkende...Og han havde tilgengæld oplevet megen smiger, tiltrækkende ord, danse og bevægelser. Han ville faktisk gå så vidt som til at sige at der ikke var noget han ikke havde prøvet, hvad angik det at lokke folk med i sengen.
Så hun ville lege. Den var han frisk på. Han viste allerede hvad hans modsvar ville være. Ikke af ord...Men af en ny lille list...
Som incubuc duede det jo ikke, hvis man ikke kunne skaffe sig mad. Så selvfølgelig var han født med nogle små lister. Han brugte sin evne til at ligne den mand, som en kvinde faldt allermest tiltagende. Ikke at han fysisk ændrede udseende...Men hendes blik ville ikke andet end se den mand hun fandt aller mest tiltrækkende.

Han gik over til hende igen, stadig smilende. Åh ja, han var en mand og hun havde en flot krop. Han måtte passe på ikke at blive snøret i sin egen lille leg. Han lænede sig igen ind over hende, som om han ville kysse hende. Hans hoved drejede dog af i sidste øjeblik, da hans læber i stedet tog en lille dans ned over hendes hals.
"Du gør mig så nysgerrig..." hviskede han i hendes øre, inden han selv trak sig tilbage. Dog forblev han stående ind over hende, med en hånd på hvert armlæn, ved siden af hendes arme.
"Min plan er simpel. Jeg kender en mand der ikke vil kunne modstå dig og din evne. Han er en rejsende, så folk vil bare tro han døde på vejen. Når han ser dig, skal du aktiverer din evne, så han virkelig kan se hvad du er værd. Når han så kommer med sine værdier og virkelig tror han nu selv bliver den rigeste i denne verden og den næste, dræber jeg ham. Jeg tager min belønning og du får lov til at gå din vej" svarede han roligt.
"Men selvfølgelig...Jeg kan også bare beholde dig og snyde andre for samme værdier. Så får jeg hele tiden flere værdier og du får ikke den frihed, du ikke ønsker?" drillede han smilende. Han trak sig nu mere tilbage, han gik over og lænede sig op af pejsen, mens han tog sin glas med vin og nippede til den.

Hans sensuelle kys mod hendes hals, fik et let gys til at gå gennem Adalias krop. Han var god til denne leg. Måske endda den bedste hun i lang tid havde set. Men så igen dette var vel noget af det han levede af.
"Du.." hviskede hun smilende, og så efter ham da han igen stod fremlænet ind over hende. Han var virkelig en legesyg killing. Farlig bestemt, men stadig kun en killing.
"Der er få der kan modstå mig og mine evner" sagde hun roligt, og så ham dybt ind i øjnene. Der var noget der begyndte ikke at virke rigtigt. Hun ville have svoret på, at hans øjne havde været mere klare før. Nu havde de fået en mere dyb og mørk brun farve. Som jorden. Måske var det bare hendes sår der drog gæk med hende, eller også var lyset bare dårligt. Hun var ikke helt sikker.
"Så sig mig, hvem er din køber? Og hvorfor skulle denne lige være interesseret i en person, hvis kræfter ikke engang har været bekræftet. End ikke du ved, om det er sandt. Jeg har jo ikke bevidst noget endnu...Har jeg?" De sidste ord blev sagt med et roligt smil om læberne. Langsomt nærmede hun sig langsomt hans ansigt, så tæt at de næsten rørte hinanden. Roligt lod hun sin tunge glide over sine læber, mens hendes blik fæstnede sig på hans. Hun sagde intet. Det behøvede hun ikke. Deres sind kommunikerede, med de signaler deres kroppe udsendte. Han ville gerne. Men kunne ikke. Spændnede. Normalt ville en dæmon som ham da ikke sige nej til sådan et nemt bytte, hvilket måtte betyde at han havde en. Det måtte hun huske på. Til et senere tidspunkt.

"Uanset hvad du gør, skal jeg jo vise mine evner" Hun så efter ham, da han gik op til kaminen og tog en slurk af vinen. "Og som du selv siger, så kan du jo ende ud med at beholde mig. Men har jeg noget valg?" smilede hun roligt, og lagde let hovedet på skrå. "Er du gået hen, og blevet så glad for mig?"

Han smilte lidt til hende. Han havde været utroligt fristet og kun ren viljestyrke og et billede af Alane fik ham til at vende sig væk fra hende. Han skulle passe på ikke at udfordre skæbnen lidt for meget...
Han så ned i sit glas et øjeblik og lod vinen glide rundt i glasset i en ellers elegant bevægelse, der viste han skam havde drukket noget vin før. Så så han tilbage på hende.
"Åh, jamen det er derfor jeg forhandler. Aftalen kræver to ting. Den kræver at du vil samarbejde og den kræver jeg er villig til at lade dig gå" smilte han let.
"Men for mit vedkommende er det nu nemt nok. Spørgsmålet er om du er interesseret? Eller får du ikke nok ud af det? Jeg kan jo ikke give dig, hvad du vil have, hvis du ikke siger noget" han slog let ud med hænderne, dog uden at spilde vinen. Hans mænd, der endnu var i stuen, var blevet lidt rastløse og var begyndt at småsnakke sammen. Den eneste grund de blev der, var fordi deres chef kunne få brug for hjælp til et eller andet.

"Nu jeg tænker over det, bliver ideen ved med at udvikle sig! Hvad hvis vi kunne fortsætte med at...gøre denne ting? Denne aftale...Hvis jeg lader dig leve, hvis du tilgengæld viser lidt diamant til de folk, jeg beder dig om? Vi kunne endda gå så langt som til at jeg kan give dig beskyttelse?" han så tænksomt ud i luften, men rystede pludselig med hovedet med et lille smil. Ideer havde det med at udvikle sig pludseligt, men problemet var altid med at få folk til at samarbejde. Han regnede ikke med hun ville gå med til den sidste ide, dog holdt han fast ved den første. Den sidste var mest for at så et frø i hendes sind, få hende til at tænke over hvilke muligheder dette også kunne give hende...Og dermed lokke hende mere i den retning, hvor han gerne ville have hende. Nu måtte de bare vente og se hvorvidt det lykkedes.
"Mand er ikke nogen" Han viftede kort med den ene hånd, da han kom i tanke om hendes første spørgsmål. Han stillede vinen fra sig og lod hånden glide igennem håret. En mand trådte ind i stuen med røde kinder, som vidnede om at han havde været udenfor. Han bukkede let for Sean.
"Manden vil være her inden for kort tid" annoncerede han. Sean nikkede let og med en let gestus med hånden sendte han manden væk, som da gik. Han så afventende på kvinden foran sig.

"Hmmmmm...." Adalia lænede sig tænksomt tilbage i stolen, og bed sig let i læben. Det var nogle spændnede forslag han kom med. Men der lå en hel del tillid i dem, en tillid som hun blev nød til at give ham. For han behøvede jo faktisk ikke gøre noget som helst af, hvad han lovede. Han kunne så nemt som ingen ting bare slå hende bevidstløs, også lukke hende inde i en kælder igen. Beholde hende der nede for altid. Men så igen, så ville han jo få en helt del mere ud af at lade hende leve. Hvis hun valgte at gå ind for den aftale han bød hende, så kunne han tjene styrtende.
"Beskyttelse!" Hun lo højt og stort. "Ha, jeg behøver ikke beskyttelse! Jeg kan forvandle mig til ren diamant der er umulig at ødelægge. Hvad skulle jeg bruge beskyttelse til?" Hun lod latteren stilne sig, og sad så og tænkte lidt igen. Såret på hendes ben sved stadig ret meget, men hendes tanker var begyndte at gå væk der fra igen. "Nej... Beskyttelse er ikke hvad jeg vil have" Hun så op imod ham, med nu alvorlige øjne. "Jeg går med til din aftale på en betingelse" Hun lænede sig let frem i stolen, men fasteholdte sit blik ved hans. "For hver gang jeg hjælper dig, for jeg en tjeneste. Hvad end jeg har brug for. Om det er mænd til et ekspedition, eller om det er materielle genstande så skal du give mig det. På den betingelse vil jeg hjælpe dig"

Han var en stolt dæmon. Hvis der var en ting han havde, så var det han egen ære, en ære som folk hverken huskede, fandt forældet og ikke forstod. Hvis man først indgik en aftale med ham, kunne man være sikker på han ville gøre alt for at opfylde den. Selv han havde grænser. Hvordan kunne han forlange at nogen holdt en aftale, hvis han ikke selv gjorde?
Hvad angik beskyttelse, som enkelte var interesseret i, svarede han hende ikke, men grinte let inden i sig selv. Kun en idiot ville se sig selv som uskadelig - For netop der lå en persons svaghed.
Han lod magien forsvinde, så han igen ville ligne sig selv.
Han tog vinen og smed resten af det i pejsen, før han satte det nu tomme glas tilbage. Vinen fordampede med nogle små hvislelyde.
Han brød sig ikke om aftalen. Der var alt for mange smuthuller. penge var ikke et problem, javist sørgede han for at holde skatkammeret fyldt, men de var ikke så spændende som sjældne genstande, hemmelige informationer og des lignende. For ikke at tale om hans mænd! Hans klan var hans...Et og alt, så at sige og at forlange hans mænd på at tage på ture, med en kvinde de ikke kendte eller kunne stole på...
Nej, han brød sig ikke om det. Set fra hans side fik hun mere ud af det, end han gjorde. Om han stadig var interesseret i en aftale?
"Lad os sætte en begrænsning på, så du ikke bare kan komme og tage alt fra mig" han smilte let til hende.
"uanset om tjeneste går den ene eller den anden vej, forstået på den måde at du også til hver en tid kan komme til mig og bede om en tjeneste, omend du så skylder mig en...Skal der aftale hvad den anden vil have til gengæld. Så hvis jegfår brug for din specielle krop, skal du fortælle mig, inden vi går i gang, hvad du vil have?" foreslog han. Han viste det ville nedsætte muligheden for at tjene penge, men for ham var det godt det samme. Hvis han gjorde det for tit, ville hun ikke tjene nær så meget ind til ham, som hun ville gøre, hvis han kun viste hende frem sjældent. Til gengæld ville han ikke miste værdigenstande, eller mænd, som han ikke havde lyst til. På den måde opretholdte han den kontrol, han var så glad for og forhindrede at hun løb om hjørner med ham.
"Selvfølgelig kræver det at jeg fortælle hvis jeg har brug for dig, i god tid" tilføjede han med et svagt skuldertræk. Det ville ikke være noget problem for ham - Han udtænkte altid tingene i god tid.

Forslaget han kom med, var ikke ligefrem det hun havde håbet på. At ville vide, hvad de ville have var ikke ligefrem noget kvinder var kendt for. Men det var vel det bedste de kunne blive enige om.
"Top. Men så skal du også holde dit løfte. At hvis jeg giver dig, hvad du vil have så giver du mig, hvad jeg vil have" sagde hun, og lænede sig så tilbage i stolen igen. "Hvad end det så er" Hun nikkede let for ligesom at sige, at nu var aftalen gjort.
Det var ikke en aftale, som hun fra starten af havde planlagt. Nej langtfra. Men alt i alt fik begge parter jo noget ud af den. Han fik sine værdier, og hun fik hvad end hun nu stod og manglede. Og nogle ting var virkelig bare ikke til at få sine hænder om, uanset hvor dygtig en charmør man var.

Han havde ikke forventet hun ville sige ja, så dette var en glædelig overraskelse. Han så lidt på hende som om hendes ord kom bag på ham, før han begyndte at grine. Ikke nogen høj eller nedladende latter, bare en der fortalte at han morede sig. Igen. I et øjeblik havde han ikke følt særlig meget sjov ved det, men det var ændret nu.
"Jeg er en mand af ord" svarede han let.
"Og det må du jo bare stole på" tilføjede han. Han gjorde en kort bevægelse.
"Så...Min første kunde er på vej. Er der noget du ønsker dig, ud over din frihed? Eller skal vi sige...Fordi jeg er i godt humør, får du denne ene mulighed for at få hvad som helst?" han smilte let. Han viste hun var snu og han skulle passe lidt på, men han havde lyst til at udfordre skæbnen lidt, se hvad hun dog kunne finde på, så han havde en bedre fornemmelse af hvad hun kunne finde på.
Han nikkede let for sig selv.
"Ja...Denne ene gang, hvis du forvandler dig foran manden der snart er her...Må du få hvad som helst, næsten. Spild nu ikke chancen" han blinkede kort til hende og med en håndbevægelse rejste en af hans mænd sig op og gik for at løsne hendes reb, så hun kunne komme fri.
"Giv hende hvad hun ønsker. Hun er nu vores gæst og skal behandles lige sådan. Sørg for hun kan få renset sine sår, hvis hun ønsker der" han vendte ryggen til dem, som om han nu var fuldstændig ligeglad med hende og forlod rummet. Hans mænd ville hjælpe hende, med de ting hun evt. ville bede om.

Der gik ikke lang tid før manden var der, klar til at gøre forretninger. Han havde lavet forretninger med Sean før og havde altid fået gode ring ud af det, så han forventede noget lige så godt denne gang. I en taske, en af hans to mænd bar, var betaling. Han viste ikke hvor meget Sean ville forlange, men han var næsten sikker på at her ville alt det, som han ville have, være. Så det var med god selvtillid han bankede på døren og lukket ind i løvens hule. Han forblev i forstuen. Sean ønskede ikke at manden skulle se pejsen, rebene og stemplerne. I stedet så manden et lille bord med stole, nogle reoler med tilfældigt indhold og nogle gamle billeder på væggen. Her var lidt beskidt...Men hvad så?
Manden satte sig spændt på af stolene og bad sine mænd blive stående. Og sådan tog han imod Sean.

Sean havde været et smut forbi den store stue for at annoncerer at manden var kommet, som han havde hørt fra den mand, der havde lukket ham ind.
Han forventede at kvinden stadig var der, både taget i betragtning de nu havde en aftale og at hun måtte have svært ved at gå med sine nye sår. Han havde det næsten som om han ikke havde givet hende dem, som om hun allerede havde haft dem, da han fandt hende.
"Manden er her. Klar til forretninger?"

Lige hvad hun ville have. Alt i hele verden. Altså næsten alt. "Tænk dig godt om". Han ord rungede let i hendes hovede, som hun lod sig løsne fra stolen. Hun gned let sine håndled, imens hendes blik lå på Sean som han forlod rummet. Hvad som helst. Ja, det måtte hun nok hellere lige tænke over. Dette kunne blive spændende, hvis hun spillede sine kort rigtigt. En chance som denne måtte ikke gå til spilde. Det var jo næsten som at få et valgfrit ønske fra en ånd. En lettere dæmonisk ånd godt nok, men en ånd alligevel.

Da han havde forladt rummet, rejste hun sig langsomt op, men måtte støtte sig til stolens armlæn. Et stød af smerte gik fra hendes ben og ud gennem resten af hendes krop. Sårets blod var så småt begyndt at størkne, men man kunne stadig se hendes åbne kød. "Hent mig noget lunket vand og nogle egerøder" sagde hun med en rolige tone, da hun kiggede op på en af vagterne der hurtigt forsvandt ud efter de ting hun havde forlangt. Det var de eneste ting hun kunne komme på sådan på stående fod, som ville kunne hjælpe lidt på hendes smerter. "Og hent mig en kjole. Mit ødelagte tøj er ikke noget vær mere" En anden vagt forsvandt, og den første kom tilbage med en skål vand og nogle mørkebrune rødder. Tungt satte hun sig igen ned i stolen, og tog imod tingene. Forsigtigt begyndte hun at smuldre nogle af rødderne ned i vandet, mens hun gemte større stykker til at lægge imod det åbne kødsår. Hun rev et stykke af hendes hvide skjorte af, og vædet den i vandet. Dette var en teknik hun havde lært af elverne til, hvordan man plejede åbne sår på en hurtig og effektiv måde. Egetræer kunne mere end blot at se gamle og vise ud. De var hoved ingrediensen i en helt del forskellige healende drikke og olier.
Den unge kvinde lukkede let sine øjne, og lod så et enkelt hårstrå på hendes hovede forvandle sig til diamant. Hurtigt rev hun det af, og brugte det så til at skære en af rødderne over på midten så der nu var åbent til dens inderste. Hun lagde den derved, med en let hvæsen, imod såret og forbandt det så med den våde forbinding. "Det skulle kunne gøre det..." mumlede hun for sig selv, og lod så det enkelte hår falde til jorden og forvandle sig til normalt hår igen.

Kort tid efter kom den anden vagt tilbage med en lang hvid kjole til hende. Adalia tog imod den, og skiftede sit lasede og forbrændte tøj ud med den lange hvide kjole. Den gik godt med hendes askeblonde hår, og var så lang at den nemt skjulte hendes sår. Som var det planlagt, kom Sean så ind og erklærede at køberen nu altså var kommet.
"Altid klar" svarede hun roligt, og vendte sig om imod ham. Forbindingen var allerede begyndte at virke, for hun kunne nu rejse sig fra stolen. Det gjorde stadig ondt at gå, men det måtte hun skjule.
"Tag nogle reb og bagbind mig. Så din køber ikke fatter mistanke om at jeg er din gæst, og ikke din fange"

Han så lidt på hende og smilte let. Hun var fuld af gode ideer, han ville måske komme helt til at holde af dem. Han gik over og rev et stykke reb løs fra stolen, før han gik over til hende, tog blidt hendes hænder og førte dem om bag hende, da han, blidt, bandt hendes hænder stramt sammen. Det skulle ikke ligne at han ikke kunne gøre sit job, fordi hun var en kvinde! Hvis han tænkte nærmere over det, ville han nok slet ikke gøre sådan nogle ting imod kvinder...Men tiderne havde ændret sig og kvinder var lige så stor en fare som mænd. Så han kunne ikke tilladelse sig ikke at ville gøre kvinder fortræd, velvidende de bare ville angribe ham før han viste af det.
Han lod blikket glide over spanden med vand, de moste rødder og hendes kjole. Det var tydeligt sårene måtte gøre ondt og skabte nogle problemer for hende at gå. han kunne altid støtte hende med en hånd, da han tog fat i hendes ene arm for at trække hende ind ved siden af. Kjolen, det var godt hun havde den på, mænd gav ofte flere penge når der var flotte kvinder involveret.

Han trak hende ind i det modsatte rum, i den lille forstue, hvor han slap hende og bad to af sine mænd om at holde øje med hende.
"Erasmus!" hilste Sean, manden rejste sig med et lille smil og de to mænd hilste på hinanden med et godt håndtryk og et dask på skulderen. Sean havde lavet en del forretninger med ham...Og det var ærgerligt han måtte dø. Men sådan var det jo, alle skulle dø på et tidspunkt.
"Beklager at tilkalde dig så sent..." smilte Sean undskyldende til manden, venligt. Manden smilte tilbage og rystede let på hovedet.
"Nejnejnej! Med dig, er jeg van til alt kan ske! Du laver gode forretninger, for vores samarbejde bliver jeg gerne op en time ekstra" klukkede manden. Manden var buttet, grundet han ikke ligefrem manglede penge og han var pænt klædt. Han fiflede ved at lille lommeur i den ene lomme, da hans små øjne fandt kvinden og lod, uden at skjule det, blikket glide ned over hendes krop.
"Nu er jeg interesseret! Spyt ud, hold ikke en ventende mand ventende!" han så på Sean med forventning.

Sean slog ud med hånden, da han viste kvinden frem. Han viste stadig ikke helt hvad han skulle kalde kende...Så for nu var hun bare kvinden.
"Dette er noget du nok aldrig har set før. Og som er...Meget sjældent, for ikke at nævne meget værd. Jeg var meget i tvivl om hvem jeg skulle vise hende til, men så kom jeg i tanke om min gamle partner. Du har aldrig snydt mig..." manden sendte Sean et smil, som fortalte Sean at han havde manden i sin hule hånd. Han så kort på kvinden og blinkede let til hende, uden manden åbenbart opfattede det.
"Min kære...Hvis du vil så rar at vise ham hvad jeg mener?"

Adalia kunne ikke skjule sit lette smil, da hun følte hvor blidt Sean nu tog om hendes hænder. Det var en kæmpe forandring fra før. Var han måske gået hen og blevet en smule blødsøden, eller var det bare et stort spil han satte op. Hun var ikke sikker. Men følelsen af sådan at blive udnyttet, var ikke noget hun ligefrem brød sig om. Ligesiden den dag hun havde opdaget sine kræfter, havde hun set det mere som en forbandelse end som en velsignelse. Selvom det blev set som et kæmpe statussymbol hos elverne, var det alligevel forbandet besværligt at have med at gøre over for andre væsner. For ikke alle var som hendes folkefærd. Ikke alle respekterede og prissatte hendes kraft. De fleste ønskede blot at bruge hende. At skære hende op i stykker, og slå hende ihjel. Blot for at få stillet deres sult for hendes hud. Og Sean var ingen undtagelse. Det var trods alt ham, der fra start af havde kidnappet hende for at gøre en handel af hende. Ikke ligefrem det bedste førstehånds indtryk. Men var ikke længere i stand til selv at tage et valg, og måtte derfor indgå denne forhandling med dæmonen. Om hun brød sig om det eller ej!

Hvis der var en ting Adalia vidste meget om, så var det at spille udskyldig og lille. Som kvinde måtte man nogle gange tage nogle lidt drastiske midler i brug, og at spille at man var hjælpeløs var ofte en god måde til at få mandfolk overbevidst om, at man ingen skade kunne gøre.
Så da Seans førte hende ind i salen, satte hun et blik på der tydeligt viste at hun var i en ubehagelig situation. Men hun valgte ikke at gøre nogen modstand, da dette nok ville slå Sean en lille smule ud af kurs. Det var vigtigt, at han virkede som havde han styr på alting.

"Min kære...Hvis du vil så rar at vise ham hvad jeg mener?" Dæmonens bløde stemme brød ind i Adalias tanker. Hendes blik havde været fastlukket imod gulvet, som ønskede hun ikke at deltage i samtalen de to handlende havde.
Langsomt så hun op imod Sean, og gav ham et lettere fortvivlet blik, der derefter ændrede sig til noget tomt. Hun nikkede let, og rettede sig så op. Hendes øjne gled langsomt i, og i et par sekunder skete intet. Så begyndte mutationen.
Først var det ikke så tydeligt. Men små glimt af noget lyst og klar begyndte at skinne igennem på overfladen af hendes hud. Det bredte sig hurtigere og hurtigere, og begyndte at dække hele hendes krop. Fra tåspids til pande og hår. Hendes hud fik en klar og næsten gennemsigtig farve, og hendes hår bølgede sig i tunge krøller ned om hendes ranke ryg. Kjolen hun var forblev dog normalt stof.
Da forvandlingen var færdig, så hun roligt op med nu helt klare øjne. Forsigtigt lod hun sine hænder glide om spænderne, der holdte kjolen oppe, og løsnede dem så så beklædningsgenstanden faldt af. Hendes krop var nu fuldt blottet, og alt var at se i den klareste og reneste diamant.

Han havde ikke selv set det, så det var ikke uden stor interesse at han kiggede med. Dog forsikrede han sig ikke at virke alt for spændt, som havde han allerede set det og viste hvad han viste frem. Han lagde armene over kors og lænede sig op af bordkanten, da han studerede hendes krop. At hun formåede at få kjolen af med bundne hænder var ikke bare i sig selv en overraskelse, men lige så at se hele hendes krop, omgivet af diamant...Som diamant. Sådan en...som hende ville være uden pris, hun ville være alt for kostbar til at sætte pris på! ingen ville eje nok til at købe hende...
Om ikke andet var dette netop hvad Sean prøvede på. Han overvejede i et øjeblik hvordan det måtte være at have sex med hende, i den form. Smertefuldt, hårdt. Han ville personligt være bange for at miste...Hvad han spiste med. I princippet stod der en nøgen kvinde foran dem.

Manden slugte hende hel. Hans øjne var lige ved at hoppe ud af hovedet og han lagde slet ikke mærke til at Sean var mindst lige så betaget af det smukke syn. Han var helt målløs i længere tid, da han gik rundt om hende for at bedømme om dette nu også var hvad det så ud til.
Da han stod foran dem igen, rystede han let på hovedet.
"Jeg kan...Hold da op! Jeg har aldrig...Hvor har du dog fundet hende?" manden så på Sean et øjeblik, men rystede så på hovedet igen, da grådigheden satte ind.
"Nej, det er lige meget. Jo mindre jeg ved, jo nemmere går det. Hvad er din pris?" spurgte han en smule forsigtigt, da han modvilligt så fra kvinden til Sean. Sean smilte let, først til kvinden, som om han ville sikre sig hun samarbejdede, til manden. Snakken om en pris gjorde han helt glad.
"Du ved allerede hvad jeg vil have" Og dette var sandt. De havde lavet en del forretninger sammen og manden kendte Seans priser og hvad han ellers var interesseret i. Manden nikkede let. Han gjorde en gestus og en af hans mænd lagde den tunge taske på bordet foran dem. Sean vendte ryggen til kvinden, for at se hvad der gemte sig i den. Han behøvede ikke at knappe særlig meget op for at vide den bugnede af guldmønter. Som altid viste manden at han ikke var interesseret i sælle kobber eller sølv. Der var også et par smykker, som helt sikkert ville sælge godt på det sorte marked. Han nikkede let.
"Det er meget godt. Jeg ønsker også det du gemmer i din lomme" kommenterede han, da han vendte sig fra tasken og om til manden igen. Manden så overrasket på ham et øjeblik.
"Nej, det kan jeg ikke..."
"Så finder jeg en anden køber"
Sean var urokkelig. Manden studerede kvinden endnu en gang, før han til sidst gav sig. Han havde sikkert masser af fantasier om hende i dette øjeblik. Manden hev en kuvert fra lommen frem og gav Sean den. Uden større forklaring tog Sean kuverten og gemte den selv i en inderlomme. Samtidig gjorde han en gestus til sine mænd.

Det hele skete glidende, som var det en scene de havde indøvet. Uden at virke truende var Seans mænd gået hen til mandens og gav dem dødsstødet. Sean selv trak sin skinnede dolk og lod bladet glide ind i den buttede mave, inden manden kunne nå at opfatte hvad der skete.
Manden faldt til gulvet med tydelige smerter. Sean følte ikke for at gøre det hurtigt, han havde skadet manden tilstrækkeligt og han ville dø snart. Blodet gled ud over gulvet. Manden gispede og hans øjne rullede, men alligevel blev han klar nok til at stirre direkte på Sean.
"Hvorfor...?"
Sandt, manden følte sig nok forrådt. Sean så lidt på ham, som om han overvejede hvorvidt manden overhoved skulle have et svar.
"Jeg fandt en bedre forretning. Det var hyggeligt at gøre forretninger med dem" Sean bukkede let, med et lille smil.

Sean trak en halskæde op af tasken. Den var af guld og med indfattede ædelstene og mønstre af planter, den omsluttede ædelstene og holdte dem på plads. Sean lukkede da tasken og trak hanken over skulderen, så den nu hang på hans skulder. Den var tung, men ikke tung nok til at generer ham yderligere. Han gik over til kvinden og uden tøven gav han hende halskæden på.
"En gave. Trods alt er du jo mit aktiv" smilte han let.
"du er fri til at gå. Det har jeg i hvert fald tænkt mig" han bukkede let for hende, før han gik udenom hende. En af hans mænd løsnede hende reb.
Lidt efter havde Sean forladt huset. Han havde bedt sine mænd om at rydde op, før de tog hjem. Sean var ganske godt tilfreds med dagens bytte...Og med udsigt til meget mere.

/Da jeg skal på studietur finder jeg det synd at du skal vente på svar så længe. Du er en fantastisk spiller! Så jeg har tilladt mig at skubbe emnet mod en slutning - Omend vi kan jo altid finde på et nyt, når jeg er hjemme igen //

//Ja, jeg så godt skulle på studietur. Jeg håber at du vil være interesseret i, at forsætte med at emne når du kommer hjem? Jeg holder yderst meget af, at emne med dig //

Mænd. Altid så begærlige efter det modsatte køn og sex. Ingen af de to mænd formåede at ligge en dæmper på deres betagelse over hendes nye skikkelse, og hun betragtede dem roligt mens de snakkede. En pris? Hun var lige ved at le, men holdte grinet inde. Åh, den stakkels mand. Han vidste ikke, hvad der ville ramme ham. På en måde havde hun faktisk ret ondt af ham. Hun var normalt ikke den hoverende eller onde type, men han var trods alt selv gået med til at lave en aftale som denne. Og enhver der stolede en dæmon på at holde sine løfter, burde tænke sig om en ekstra gang. Endnu engang grunden til at hun langt fra stolede på Seans såkaldte "løfte". Men nogle gange blev man nød til at kaste sig ud i uvante situationer. I det mindste var hun mere sikker end manden foran hende. Han havde ingen værdi for Sean. Det havde hun.

Drabet blev gennemført så hurtigt og præcist, at hun knap nok lagde mærke til det. Det ene øjeblik stod manden, forhandleren, oprejst samme med hans mænd. Det næste lå de alle sammen ned. Ikke før at han begyndte at snakke, så hun ned på ham. Hendes blik havde ændret sig, sammen med hendes kropsholdning, og hun så nu roligt og ubekymret ned på ham. "Never trust a demon" sagde hun roligt, og så så op på Sean. Manden var død. Hans liv betød ikke noget længere. Hun bad en let bøn i sig selv, om at hans sjæl måtte finde et rart sted hen. Ligesom elverne havde lært hende. Endeligt var det slet ikke hende sådan at spilde liv. Alle liv, store som små, var hellige. Uanset hvem eller hvad man var. Og at dræbe uden en grund var ikke rigtigt. Men hun måtte sætte disse grundregler lidt til siden. Denne sag bøjede reglerne.

Halssmykket Sean trak op af tasken fangede med det samme Adalias opmærksomhed. Dens flotte og naturlige udskæringer lignede nemt noget der kunne være fremstillet af en elvisk hånd. Endnu mere overrasket og opmærksom blev hun dog, da Sean pludseligt kom over imod hende, og uden ydereligere snak lagde den om halsen på hende. Den føltes kold mod hendes glatte diamant hud. Hun stod i et par sekunder, og overvejede hvad hun skulle svarer. Da intet kom ud af hendes mund, blev hun bare stående som han forsvandt ud af døren. Vagterne fjernede hendes reb, så hun igen kunne bevæge sine arme normalt. Roligt trak hun kjolen op om sig igen, bandt den og så så ned af sig selv. Langsomt bøjede hun sig ned til såret på benet, og fjernede så bandagen om det. Et tilfreds smil gled over hendes læber, da hun så hvordan det allerede var healet. Elver medicin. Det hjalp altid.
Hun fik rettet sig op igen, og gik så over imod en af vagterne. Han så ung ud, og som hun nærmede sig fik han et lettere nervøst udtryk i øjnene. Roligt lagde hun sine læber imod hans ører, og så stille at kun han ville kunne høre det hviskede hun "Sig til din herrer, at jeg har nydt at forhandle med ham. Og giv ham så dette.." Hun trak sine læber fra hans øre, og over mod hans mund hun mødte og plantede et iskoldt og glinsende kys på hans læber. "Til vi ses igen..." Et let blink blev givet, også forsvandt hun ud af døren. Ud i friheden. Ventende på en ny aftale fra denne dæmonprins.

/Haha! Selvfølgelig, jeg vil være mere end beæret //

//Lyder super! Siden du først skal afsted imorgen, kunne du så være interasseret i at starte et nyt et nu? Jeg har ikke noget imod at vente en uge, så længe jeg ved at du nok skal svare når du kommer hjem igen //

/...Jamen...Well, jeg laver ikke andet end at vaske tøj alligevel xD Det kan vi godt. Skal vi aftale det over PM?//

//Lets do that!//