The dead princess-Elothias

Tid: 20:30
Sted: Det Vilde Svin
Omgivelser: Fulde væsner
Vejr: Tåget og regn
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Månen hang som en tung og lysende kugle over Doomville, og sendte et blegligt skær ned og byen. Oplyste gaderne og de folk som valgte at bevæge sig ud, hvilket ikke var specielt mange. Gaderne var for det meste altid forladte på denne tid af aftenen. De fleste mennesker og væsner var at finde inde på de lokale kroer. Mest af alt var Det Vilde Svin velbesøgt af fulde fjolser, der drak til deres næser næsten lyste rødt. Deres ånde stak af bitter øl, og deres skæg var fulde af den selv samme drik. Ikke ligefrem specielt tiltrækkende. Men man lærte at leve med det. Efter et par besøg her inde, kunne ens næse ikke længere sende en kvalmende fornemmelse ned gennem maven, og derefter op igen gennem munden. Det dæmpede lys fra de brænden lanterne irriterede ikke længere ens øjne, og det tordende larm fra de fulde folk lærte man at holde ude af hovedet. Alt sammen, hvis blot man gav sig selv lidt tid.

Lyden af en dør der pludseligt gik op lød, og ind af selv samme trådte en hutteklædt figur. Over skulderen på denne hang en langbue med snirklede udskæringer på. Noget der langt fra kunne stamme fra denne del af riget. Personens ansigt var skjult i skyggerne af hætten, tilstrækkeligt nok til at man hverken kunne identifikerk kønnet eller racen på personen. Men inde fra mørket stirrede et par klare grå blå øjne ud på de væsner de ikke lagde mærke til hende. De var alle så optaget af deres øl, at de umuligt ville have tid til at vende hovedet mod hende i bare 1 sekund. Et sart smil gled personens ansigt, hvorefter hun bevægede sig ind i kroen og op til baren.
"En fad øl tak" kom den rustne stemme inden fra kappen, og barntenderen nikkede let. Da han havde vendt sig om, trak personen så sin hætte af og tillod en lang manke af askegråt hår at falde ned over kvinden der nu kom til syne i det ulmende lys. Hendes kindben var høje og markerede, hendes ansigt næsten lige så blegt som håret og hendes øjne alvorlige men rolige.
Adalia var nu at finde, hvor hun altid var at finde. På sin selvvandelige plads, med sin selvvandelige drink i hånden. Efter en lang dag i skoven med jagt, var dette alt hvad hun kunne ønske sig.

Endnu et vildspor.... Endnu en jagt der førte til intet udover en idiot der prøvede at score sig nogle hurtige penge. Elothias havde endnu en gang fået et spor omkring hvad der måske kunne lede til hans far. Intet held. Lettere irriteret besluttede han sig for et måltid mad og lidt at drikke. Måske kunne dette lette humøret. Da han havde været i området et stykke tid, blev det igen "Det Vilde Svin" der bar rammerne om hans måltid. De var også begyndt at kende ham der inde. Han havde som regel hætten oppe når han gik der ind og det var kun krofatter der vidste han var elver.

Det eneste der signalerede han herkomst da han gik der ind var måske hans to klinger der hang ved hans side. Han havde aldrig bragt problemer her inde så krofatter havde ladet ham beholde dem ved sig. Elothias satte sig ved et bord og ventede på at blive betjent. En enkelt meget fuld mand væltede nærmest der hen og skulle til at tage et af sværdene imens han sagde: "Hva p.... okkker...! Sikke en ffffin kn..." Mere nåede han ikke at sige før Elothias hvæste af ham: "Prøv bare og se hvor længe du får lov at trække vejret..." Staklen vaklede væk igen og snart kom krofatter ned til Elothias "Godaften. Det sædvanlige min ven?" Elothias kiggede op på ham og de klare øjne kunne svagt anes under hætten og det lyse gyldne hår hang ved den ene side. Den med et skarpt øre kunne høre en elver-hilsen: "Suilad kære ven... Ja det er fint" Krofatter klappede ham på skulderen og gik op efter bstillingen

Øllet blev bragt til hende, og uden at tøve tog Adalia en slurk af drikken. Det var hurtigt gået hen og blevet yndlings tørstslukker. I Silvanesti var det eneste alkohol vin, en eller fin delikatesse der aldrig rigtig havde sagt hende noget. Men så igen, hun var jo heller ikke helt en elver.
Men en elver hilsen var noget hun kunne genkende. Med pludseligt spidsede øre, rettede den unge kvinde sig let op og lyttede efter hvem end der kunne have fremsagt denne. Normalt var elvere ikke vilde med at komme steder som dette. De brød sig simpelthen bare ikke om den bitre lugt af øl og bræk. Men hendes øre tog ikke fejl. Det måtte have været en elverhilsen de havde hørt.
Langsomt trak hun på ny sin hætte op om hovedet, og lod de gråblå øjne glide ind i mørket igen. Man kunne aldrig være for sikker. En elver som bevægede sig ud for Silvanesti, og endda ind på en kro som denne, kunne umuligt være helt ufarlig. Og som datter til tronarvingen skulle hun ikke risikere noget. Det kunne være en fjentlig elver, eller måske en snigemorder der ikke brød sig om hendes bedstemoders tronarving.
Men et stik af nysgerrighed sad alligevel stadig og plagede hende, så med øllen i hånden drejede hun sig let rundt og lod øjnene falde på personen der havde givet hilsenen.

Jo, han var bestemt elver. De karakteristiske øre og den blændende skønhed var ikke til at overse. Så med et stadigt skjult ansigt bevægede hun sig langsomt over imod den ny ankommende.
"Er et ikke lidt langt hjemme fra for en elver som dig?" kom det roligt inde fra mørket af, som hun langsomt stillede sin øl på bardisken.

Han var faldet lidt hen i egne tanker og var generelt frustreret over at det var endnu en blindgyde han var løbet ind i. Meget lavmælt sad han hen over sin øl og bandede på elvisk. Dog med mådehold. Han smagte stille på maden han havde fået da han hørte hendes stemme. Han kendte den så udemærket. Han havde mødt hende en enkelt gang før til en fredsforhandling mellem Silvanestri og Forestina. Det var ikke sikkert hun lagde mærke til ham den gang. Det var også noget tid siden. Men Elothias huskede ganske godt. Han tog endnu en tår af sin øl og fjernede sin hætte helt og svarede hende med et ærbødigt buk med hovedet og ordene: "De er selv ganske på afveje er de ikke Arving Adalia?"

Han smilede dragende til hende med en skønhed hun udemærket kendte fra hendes folk og skovelverne hvor han selv var fra. Han vidste endnu ikke om hun ville genkende ham fra så lang tid tilbage da han unægtelig var ældre end hende. Han skålede dog høfligt med hende og hans øjne studerede hende imens han ventede på svar

En flok af glade summerfulge fløj gennem Adalias mave, da den vandte elver dialekt endnu engang fylde hendes øre. Selvom det altid var spændende og lærerigt at være ude og opleve verden, var der nu stadig ting som kunne få tanker om en smule hjemve til at strejfe hendes sind. Den fred og ro der var at finde i de smukke krystal bygninger var helt unikt for noget andet hun nogensinde havde oplevet, og følelsen af ikke at skulle kæmpe om de man ville have var blot få af de ting hun kunne gå hen og savne på disse lange turer. Så igen at få lov til at se en person der mindede hende så meget om hendes hjem, fik en nostalgisks følelse til at glide op gennem hendes brystkasse.
Eleveren trak nu sin hætte lidt længere ned, og tillod hende at få et bedre indblik i hvem han var. I det øjeblik der øjne mødtes, vidste hun hvem han var. Måske ikke ved navn, men hun havde set ham før. Det var mange år siden, måske 5 eller 6, men et elver ansigt glemte man aldrig. Han var ikke fra hendes stamme, men fra de som beboede skovene omkring hendes krystalby. Skovelvere. Så fredfyldt et folk fandtes ingen andre steder i landet
"Jeg går andre veje end mit folk gør" kom det rolige svar, alt imens hun selv trak sin hætte ned. Nu hvor hun havde fundet ud af hvem han var, var der ingen grund til at frygte et snigeangreb. Bukket han gjorde, blev besvaret med et let og høfligt nik fra hendes side af, inden hun lod glasset med øl glide op til læberne.
"Men De er frygteligt langt væk hjemme fra. Skovelvere holder sig da mest til deres skove, så hvad laver en som dig så her så langt fra skov og træ?"

Han smilede selv ved at genkende et ansigt fra det samfund han kom fra. Nok var de af forskellig afstamning men ikke desto mindre var hun et ansigt han huskede. Og det sendte alligevel tanker hjem til. Selvom han var en eventyrlysten sjæl så ville man altid have tankerne til hvor man kommer fra. Og selvom hun ikke var elver af blod, så var hun stadig af højelvernes adel og Elothias var meget taktfuld, selv for højelveres standard. Han tog hendes hånd og kyssede hendes ring som det forventedes af en gæst der var af lavere afstamning end hende selv. "De virkede også eventyrlysten den gang Adalia. Hvis jeg da er tilladt at bruge deres fornavn?"

Han gengældte hendes gestus med en tår af sin øl og overvejede kort hendes ord. Hun havde ganske ret i at de fleste af hans folk følte sig mest hjemme i træerne hvilket også var tilfældet med ham selv. Han var dog noget mere åbensindet end de fleste andre elvere og han var ude på en rejse for at finde sine forældre. Hans smukke smil blev endnu en gang sendt i hendes retning hvorefter han sagde: "Det er rigtigt at hjemme er langt væk, men for en eventyrlysten sjæl som jeg selv er hjemmet altid i hjertet ikke sandt? Men det er nu rart at se et kendt ansigt igen. De må hellere end gerne kalde mig Elothias"

"Enhver afstaming af mit folk må kalde mig ved mit fornavn" kom det roligt fra Adalia, der sendte skovelevere en stille smil. Mange gange havde hun bevæget sig ud mod dette folkefærds hytter i skoven, for at studere og lærer mere om deres fantastiske evner til at bruge naturen uden at ødelægge den. En evne hun altid havde set som yderst nyttig. Opvokset mellem elverne havde hun altid lært at sætte pris på naturen og dens skønhed, og kun at bruge den hvis man selv gav igen.
Derfor bad hun også altid sig selv om, at knæle ved det dyr hun nu havde dræbt i jagt og takke den for at dø så hun kunne spise. Man skulle prissætte de omgivelser man levede i, ikke ødelægge det bare for at kunne bo der. Man skulle leve i symbiose med naturen, for det var den der havde skabt en. Ikke omvendt.

Hendes smil blev en smule mere venligt, da han tog hendes hånd og kyssede den. Det var lang tid siden at følelsen af at være en prinsesse havde ramt hende, og pludseligt at blive behandlet som en igen fik en let rød farve til at glide op i hendes blege kinder. "Jeg er måske af adelig slægt Elothias, men De behøver ikke behandle mig som en. Jeg er blot menneske"

En ganske forsigtig men meget venlig latter kom fra ham over hendes rødmende kinder. Det var en af de ting han satte stor pris ved hende. Hun havde ikke næsen i sky på samme måde som det folk hun kom fra. Men hun havde stadig den statur der var hendes folk værdig. Han satte sig til rette og nikkede til hende hvorefter han sagde: De kan vel ikke bebrejde mig at holde på etiketten og manererne overfor elvernes adel Lady Adalia?" Han kunne godt lide at holde på etiketten men et lille glimt i øjet afslørede at han lige så meget sagde det på den måde for at drille hende lidt. Den sidste bid mad røg ned.

Han gestikulerede til krofatter om at komme med to øl og satte sig hen til et ledigt bord. Han skubbede en stol ud så hun kunne sætte sig ved samme bord. Hans stemme virkede mere venskabelig da han smilende sagde: Kom sæt dig ned Adalia, så kan vi altid dele eventyr over en øl" Han satte sig mere frem på stolen og smilede dragende til hende. Så blinkede han og sagde: Med mindre en gammel spidsøre keder dem Mylady"

Adalia måtte le let, da Elothias endnu engang kaldte hende ved hendes kongelige navn. Lady Adalia. Ha, det var da lige til at dø over! Men det var sødt, og det glimt han havde i øjet viste tydeligt at han kun gjorde dette for at drille hende venligt.
"Etikket og mannere holder ikke så langt her. Men jeg sætter pris på, at du holder dem" smilede hun let, og strøg en askeblond hårlok om bag det ikke spidse øre. "Og mine eventyr deler jeg gerne med en eventyrlystig af samme hjerte"
Med disse ord satte hun sig roligt ned på den stol han have hevet ud, og betragtede ham derefter nøje.

Øllen kom ned til dem og han rakte hende det ene krus. Han tog en stor slurk og satte sig lidt mere afslappet. Det her kunne sagtens blive rigtig hyggeligt og hun var rigtig behagelig at være sammen med. Han var ikke arrogant men hun bragte alligevel noget mere klasse til stedet. Og han måtte jo erkende at hun var meget smuk selv for en elvers standarder. Han havde nok altid haft et godt øje til hende men det var ikke noget der var tilladt at ytre for en af hans stand.

Han kom til at stryge hendes ben ganske let med sin fod da han rettede sig op og sagde: "Jamen vil du ikke starte med at fortælle om dine rejser Adalia? Nu skal jeg nok lade være med at være alt for ærbødig" Det var ganske tydeligt at han prikkede lidt til hende for at få en afslappet stemning mellem dem

Adalia tog smilende imod kruset med øllen, og tog straks en slurk af den. Det smagte så dejligt, at et krus til eller fra vel ikke ville gøre den store forskel. En følelse af noget der strejfede hendes ben, fik hende pludseligt til at sætte sig op i et hurtigt ryk, men hurtigt fandt hun ud af at det blot havde været Elothiases ben. Et uheld sikkert. Intet at bekymre sig om.
"Årh hvor skal jeg dog begynde?" smilede hun let, og tørrede let øl af overlæben. "Der er så meget at sige. Så mange steder at fortælle om" Hun lo let igen, og sendte ham et blik af de venligste hun kunne. At se en fra hendes eget folk var virkelig fantastisk. Noget af det bedste der var sket i uger!
At bo et sted som Doomville over en længere periode, gjorde virkelig at man satte pris på de små lyse ting i hverdagen. Steder her var mørkt og udseldt og beskidt, men hendes hjem var lyst og klart og venligt. To totale modsætninger.

Han satte sig lidt bestemt frem på stolen og tog en solid slurk af sin øl og rømmede sig kort. Så vendte han sit betagende blik mod hende og et smukt smil bredte sig til de perfekte og smalle kindben. Hans ord havde en selvsikkerhed der endnu en gang bevidnede hans æt
"Nu tager jeg mig lige en frihed der ikke var tilladt tilbage i Silvanestri. Legenderne om deres skønhed yder dem ikke retfærdighed. Jeg tror på at en som dem fortjener en hver sandhed man kan give oprigtigt. Du er virkelig smuk

Det var vist højtideligt nok for nu, men det var virkelig noget han havde lyst til at sige. "Det kan være jeg skal starte med en lille beretning om min færd i såfald? Imens har jeg en lille ting du kan nyde.." Han rakte ind under sin kappe og trak en lille lommelærke af sølv frem. I den var der hvad der svarede til to glas af den fineste Elver-kryddervin han kunne finde. En af de få ting der mindede ham om hans hjem

Han rakte hende lommelærken og endnu en gang lød hans melodiøse stemme: "Smag blot"

Adalia smilede overbærende til Elothias, og måtte endnu engang bukke sit hoved let da hans søde ord ramte hendes øre. Normalt plejede hun ikke at tage venlige ord om hendes udseende sådan, men fordi det var så lang tid siden at hun var blevet behandlet på denne måde, så kom det måske en smule bag på hende. Det var så anderledes at blive behandlet sådan, end den måde hun levede livet på nu. Iblandt skurke og slyngler. Onde mennesker og modbydelige væsner. Beskidte og bandende hele bundet. Men ikke ham. Et væsen så rent som den klare skovbæk, og så elegant som en svane. Nogle gange forstod hun ikke, at hun selv var groet op blandt dette folk. Hun lignede en askebrændt fugle unge imellem dem. Lille og grå og spinkel. Langt fra ligeså yndefuld som dem.
"Du smirgre mig min ven" smilede hun let, og lagde hovedet lidt på skrå. "Alt for meget. Jeg tror nu mere at det er mig der ikke lever op til mine legender. Jeg er trods alt ingen elver. Blot et menneske"
Med dette lette smil stadig plantet på læberne, nikkede hun i svar til at høre hans fortælling. Ivrigheden for at dele sine egne eventyr med en anden ville næsten ingen ende tage. Men førend at han begyndte, rakte han hende noget hun ikke i lang lang tid havde set. Krydret vin fra hendes hjemby.
"Årh det er tider siden jeg har smagt noget så delikat. Og af så fin en afstamning!" lo hun let, og tog imod lommelærken. Roligt drog hun den imod hendes læber, og tog en let slurk. Smagen på denne vin var som en symfoni der gled ind gennem hendes mund og fordelte sig rundt i kroppen. Helt bestemt noget andet end øllen foran dem.
"Men lad mig nu høre dine fortællinger min ven. Jeg kan næsten ikke vente!"

"Jeg smigrer ingenlunde. Jeg udtaler blot min mening. Du gør mere end bare lever op til din legende. Du har under alle omstændigheder opnået en skønhed de fleste elvere ville misunde selv om du ikke er af deres blod"

Han nød at se hendes reaktion da hun smagte på vinen. Det var en fornemmelse han kunne nikke genkendende til. Det var noget ganske særligt hvordan man nærmest for et øjeblik var hjemme igen. Kun på grund af smagen af en vin. Han gav hendes hånd et kærligt og venligt klem, en gestus derkunne få ham til at miste hænderne i Silvanestri på grund af den stand hun havde. Men her var de mere lige. Og hun viste det også. "Ja det er en udemærket vin. Drik blot"

Han tog en stor slurk af sin øl og satte sig lidt længere frem på stolen hvorefter han begyndte: "Hvor skal jeg næsten starte.... Der var selvfølgelig den gang hvor jeg på min rejse blev stoppet af landevejsrøvere?" Han fortalte ivrigt om hvordan han måtte kæmpe mod dem allesammen. Fortællingen gik videre til da han endte med at måtte kæmpe mod deres leder. En Draconianer. Det var en voldsom kamp. Han vandt kun pågrund af hans helt unikke måde at kæmpe på. Det var også det der havde reddet ham kaldenavnet "Sværddanser"

Adalia smilede venligt, da Elothias hånd let gled over hendes egen og gav den et forsigtigt og blidt klem. Nogle gange savnede hun den nærkontakt der var at føle med andre elvere, når hun var i hjemmet. Derhjemme var det forbudt for alle andre end hendes personlige vagter, hendes moder og hendes tjenere at røre hende på denne måde. Alle andre måtte blot nøjes med tilstedeværelsen af hendes stemme og væsen.
Hun mente dog, at Elothias vidst dette. Og at han så alligevel gjorde det, viste bare at han tog chancer med at gøre dette. En ting der fik hendes smil til at glide en smule længere over i den ene side.

Med et let nik smagte hun endnu engang på den krydrede og søde vin. En sød strøm af sommerfugle og varme gled ind gennem hendes læber, og fik en rusende og behagelig fornemmelse til at sprede sig rundt i hendes krop. Hun var ikke ved at blive meget fuld, men lidt beruset var hun da. Lidt.

"Mhhhh... Landerøvere har jeg også selv mødt et par af på mine rejser, men ikke noget så alvorligt som dit" smilede hun let, efter at have lyttet til hans spændende fortælling. "Jeg kender en pige som har denne evne, og hun er bestemt ikke en man ønsker at komme i problemer med. Jeg kan bestemt se, hvor stor en prøvelse det må have været for dig"