Dead and alone. -Nille-

Regnen havlede ned.. Mobbede Jacob ved at ramme ham hårdt på kinderne, selvom han gemte dem væk ved at have trukket benen helt ind til sig..
*Hvorfor?*
Det ord blev ved med at køre rundt i hans hoved.. Hvorfor hende af alle væsner i denne verden? hvorfor altid en han elskede?.. Nu var hun væk.. Han kunne ikke længere på det dejlige smil at se.. Han hadede det! Nej.. han hadede det ikke.. Jo.. Nej! Hun blev ved med at hjemsøge ham.. Han kunne se det smil for sig overalt.. Han kunne se hende..
Han kneb en enkelt tåre, men tørrede den hurtigt væk igen, med et stift blik kiggede han op på himlen, lod de hårde regndråber ramme de blege kinder..
"Hvorfor?" sagde han vredt..
Med et var han oppe at stå og kastede vredt et kraftigt is angreb hen imod et træ så det flækkede midt over..
"Hvorfor!?"
Denne gang blev det råbt.. Han sukkede og kiggede ned i jorden..

Hvorfor...
Ja, hun ville også gerne vide hvorfor! Hvorfor havde... Havde hun det som om hun havde glemt noget? Noget meget vigtigt? Ikke bare én ting, men flere? Som om... Nej, nu ville hun ikke tænke på det. Hun kunne intet huske end den aften, den aften hvor hun havde vågnet, og følt sig... Forkert? Nej, glemt... Hun...
HVORFOR...?!
Det var højere nu. En drengs stemme. Nille gik med rolige skridt hen imod ham. De indianske træk som den gamle Nille havde haft var tydelige. Det uskyldige, drillende smil var der også. Hun mindede stadig lidt om Nille... Det blonde hår med en anelse brunt i var i en heste hale. Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Det var det tøj hun havde haft på... Det lød mærkeligt, men det havde været det. Hun var en sjæledæmon, men vidste at hun engang havde været Shapeshifter, en panter... Hvordan det hang sammen vidste hun ikke.
"Er der et problem?" Selv hendes stemme var som Nilles. Hun så spørgende på drengen... Der var ... Noget ved ham. Noget bekendt. Hendes hjerte bankede pludselig afsted...

Den stemme...
Kunne det være muligt? Havde folk taget fejl? Var hun i live?
han drejede sig ivrigt om for at se, men fik ikke andet end et skuffet udtryk i sine øjne.. Nej.. Folk tog ikke fejl..
Han sukkede og kiggede ned i jorden, regnede havde gjort alt vådt og klynisk, som i en film, hvor det altid skulle regne når en scene var trist.
"Nej," svarede han og kiggede op på hende igen. "Alt er i orden," Han kiggede hende i øjnene og kunne ikke undgå at bemærke hvor meget hun mindede om hende.. Det gjorde nærmest ondt på ham..
Han brød øjenkontakten og kiggede ned i jorden igen, derefter hen på det træ han havde smadret med sin is.. huggede det midt over, så det nu lå og flød..
"Undskyld hvis jeg forskrækkede dig," sagde han en anelse tøvende og begyndte så småt at bevæge sig fremad. "Jeg skal ikke forstyrre dig mere,"

Der var... Noget bekendt ved ham. Det gjorde hende ondt at se ham sådan... men hvorfor? Pludselig så hun hans krystalblå øjne... Hun spærrede øjnene op. Jacob... Jacob... Navnet rungede i hendes hoved. Hvem var Jacob? Drengen dér? Et drillende smil kom frem. Præcis det samme som Nilles... Før hun døde.
"Jacob..." Hun slog sig for munden da Skammer stemmen var kommet frem. Dumt, dumt, dumt! Nille stod stille. Men så rørte hun sig på sig. Hun gik hen til ham... Der var... Noget hun skulle prøve. "Mit navn er Nille Skammer Panara, hvorfor føles det som om jeg kender dig?"

Det sitrede pludselig i ham.. Hans navn.. Den stemme.. Det kunne ikke passe.. Han havde jo set at det ikke var hende? Det gav ingen mening.. Var det hans hoved som var ved at lege nummre med ham? Syndes det var sjovt at drille ham?
Han vendte sig om imod hende.. Løftede på et øjenbryn.. Det var længe siden han havde hørt den stemme, så det gik slet ikke op for ham efter et stykke tid at hun også hed det samme?
"Nille?" sagde han forvirret og rystede på hovedet.
Hvordan kunne hun også hedde det samme?
"Nej jeg.. Du kender mig ikke.. jeg kender ikke dig.. Eller ikke den jeg troede du var.. Hvordan kan du hedde det samme? Jeg.." sagde han stammende og gik baglæns, som havde han set et spøgelse. Til sidst stoppede han hårdt op, som havde nogen stoppede ham bagfra. "Nej," han rystede på hovedet og kiggede ned i jorden. "du kender mig ikke.."

Han var skræmt. Hvad troede han så ikke lige hun var?! Hun kendte hans navn! Eller... Det mente hun. Lysten... Lysten til at se... Se hans minder... De blå øjne glimtede som Nilles... Som små lyn. Hun var ikke sur... Da han gik lidt væk gik hun tættere på. Da han stoppede op... Prikkede hun ham på skulderen som i gamle dage. Hun vidste virkelig ikke hvorfor... Der var en der styrede hende. Hun så på ham igen.
"Hvem snakker du om?" Spurgte hun, og lagde hovedet på skrå. Hurtigt blev hendes øjne hvidglødende. Hun søgte... Minderne... Om den pige... Pigen med det sorte hår...

//Tja, håber det er iorden hun ser det ^^//

Sorte øjne... Skammer... Nille... Han elskede hende... Død... Væk... Forsvundet... Nille genkendte den pige... Pigen med det sorte hår... Sorte øjne... Den sidste Skammer... Som hende. Nille trak sig væk fra Jacob, de hvidglødende øjne blev blå. "Nille... Skammer... Du elskede hende. Hun er død. Men men... Jeg har set hende før! Ikke så længe siden, en aften... En aften hvor jeg vågnede op... Jeg vidste ikke hvad der var sket." Hun så ned af sig selv. "Jeg havde det her tøj på, og i dine minder havde hun også."

//For mig er det okay, men Jacob bliver nok lidt.. Hvad skal man kalde det tilbageholdende ^^//

Et prik på skulderen fik det til at gyse i ham.. Hun opførte sig også som hende.. Men hvad.. Hvorfor? Hvad var meningen med det? Prøvede noget at lave en joke med ham.. Nille var død.. Død.. Sean havde dræbt hende.. Det havde han hørt i hvert fald.. rygter.. Åh.. han kunne huske, da han hørte om at Nille var død.. Han fløj nærmest ud til hendes hus og opdagede de havde ret.. Hun var væk.. Ingen steder at se..
Da hun kiggede ham i øjnene, kunne han mærke hvordan det sitrede i ham.. Den samme evne.. Nu måtte det holde op.. Det var ikke sjovt længere, det havde slet ikke været sjovt!
Han trak sig væk fra hende, knurrede en anelse af fortvivelse.
"Hun er død," vrissede han.. "Og sådan noget er ikke noget man laver sjov med," han kiggede hende vredt i øjnene.. Han var fortvivlet.. forvirret, som havde han kørt rundt i en den samme karussel i flere timer.. "Jeg ved ikke hvem du er eller hvorfor du kan det samme som hende, men hvis du laver sjov så syndes jeg ikke at det er sjovt," Han vendte sig om.. Langsomt begyndte han at gå.. Fortvivlet om det var det rette..

Tankerne kørte rundt i Nille... Hun måtte se sig selv i øjnene... Hurtigt var hun væk, som luften.. Hun så ned i vandet. Øjnene blev hvidglødende, hun havde hørt hvad han havde sagt. Opført sig som hende? Minderne strøg genmen hende.

Nille kyssede Jacob på halsen, prikkede ham på skulderen..
Nille blev presset op af en mur, en mand stak en kniv i maven på hende...
Nille vågnede op, en anden krop, men glemt alt...

Nille gispede højt, de hvidglødende øjne blev blå igen. Hurtigt var hun ovre ved Jacob igen som vinden. Hun stod foran ham. Hun var blevet træt, bange, og irriteret.
"Jeg er Nille..." Hun vidste det lød skørt. "Jeg ved ikke hvordan, men tro mig... Jeg har lige set mig selv i øjnene, jeg så hende! Hende der kyssede dig på halsen, prikkede dig på skulderen, en mand der stak en kniv i maven på hende, og dernæst mig der vågnede op. Jeg har glemt alt! Mit navn er Nile Skammer Panara, jeg er den sidste rigtige skammer, jeg har evnen Luft, jeg var engang en Shapeshifter, en panter med tre hvide striber på ryggen. Spørg mig ikke hvordan dette hænger sammen, men jeg siger sandheden!" Hun så bedende på ham. De blå øjne blev kort sorte... Men så begyndte hendes hår at få et skær af sort over sig, men det var stadig blondt.

//Kan hun huske alt igen allerede? o.O ^^//

Han vendte sig om imod hende..
Han ville tro hende.. Men han kunne ikke.. Nille var død.. Og selvom hun havde samme evne, stemme og smil, hvem sagde så at hun var hende? Jacob havde også oplevet at Josh mindede meget om ham selv.. Men, det betød ikke at han var ham.. Langt fra.. Han stoppede med at gå, kiggede blot på hende med et fortvivlet glimt i de krystalblå øjne.
"Jeg ved ikke om jeg skal tro dig," sagde han stille og kiggede ned i jorden, kørte den bare fod frem og tilbage.. "Det er så.. Der er gået tid jeg.." Han vidste ikke hvad han skulle sige.. Han bemærkede godt glimtet af det sorte hår og de sorte øjne, men han troede bare at det var noget han bildte sig ind..

//Nej, hun ved stadig ikke alt. Hun ved fx ikke hvem Jade er, eller sean. Kun at hun åbenbart på en måde er den samme som den sorthårede pige.//

Nille følte sig ubehagelig til mode. Dette var... Akavet. Så absolut. Hun trak på den ene skulder.
"Jeg ved ikke hvem den pige er, men jeg ved at jeg har en slags forbindelse til hende. Og dig kender jeg åbenbart... Eller, jeg ved hvad dit navn er." Hun sukkede. Hun kørte en hånd igenmen det nu sorte hår som hurtigt blev blondt igen. "Jeg ved intet..." Hun trak på den ene skulder. "Men..." Hun snuste ind. "Du er en sjæledæmon, ligesom mig." Hun smilede skævt. Hun ville helst... Snakke om noget andet. Selv det skæve smil mindede om Nille.

//Nårh, okay //

Akavet...
Lidt.. Men.. han kunne ikke bestemme sig for om han troede på denne unge pige som stod foran ham.. Kunne det passe? Var hun Nille i en anden krop, en sjæledæmons krop? Hun kunne jo huske hvordan Nille havde set ud som panter.. En smuk sort panter med hvide striber på ryggen..
"Mit navn er Jacob ja," sagde han stille og kiggede på hende. "Jacob Roth Demon, hvor du kender mig fra, aner jeg ikke.. Men.. det kan jo være at du er i familie med hende og nu har fået hendes evne.." Han løftede på skuldrene, efter at have forslået en mulighed hvorfor hun vidste så meget om Nille. "Hvem ved, men ja.." Han fjernede det triste og sendte hende et skævt smil, som kendetegnede ham. "Hej Nille, rart at møde en anden sjæledæon,"

//Spillede hende forkert igår x_x' Vil prøve at gøre det nu. Åh ja, hun ved ikke at hun er en reinkarnation af Nille, hun.. tror bare at hun har noget at gøre med Nille.//

I familie med den pige?
Arh... Det mente hun altså ikke, men det kunne være... Hun troede bare ikke på det. Det virkede.. Usandsynligt. Hun havde faktisk næsten helt ondt af ham. Hun trak på den ene skulder af det han sagde, og smilede drillende.
"Jeg tror ikke jeg er i familie med hende, jeg mener... Jeg er lyshåret, og hun er sorthåret? Arh... Dont think so." Det skæve smil han sendte hende... Årh! Det var så... Bekendt! Grrrr... Gid han ville holde op med at gøre hende blød i knæene! Hun sukkede. "Og du har noget med en is evne at gøre? Du flækkede jo det stakkels træ med is." Hun gik et skridt væk fra ham. Hun hævede det ene øjnebryn, og lagde armene over kors.

//Okay ^^//

Det var meget underligt hvis hun ikke var i familie med Nille, eftersom hun mindede så meget om hende.. Smilet, stemmen og ikke mindst skammer evnen, men som sagt.. Nille var død.. Og han kunne ikke få hende tilbage, lige meget hvor meget han ønskede det.. Han rystede på hovedet, ville have sine sørge tanker ud af hovedet.. Han kunne ikke sørge foran andre! Det ville kun gøre ham svag..
Han smilte til hende og kiggede hen imod træet..
"Ja, jeg har en is evne," sagde han og kiggede hen på hende igen..
Nu kunne man ikke længere finde sorg i hans øjne.. han havde bygget en facade op.. "Og du har evnen skam.. Ikke sandt?"

Jo, Skam... Nille smilede lusket. Men det var jo ikke hendes eneste evne... Men det vidste Jacob godt, Luft... Luft. Udover regnen ramte Vinden også hendes ansigt. Pandehåret klistrede sig til hendes ansigt, men det gjorde hende ingenting.
"Jo, det har jeg. Jeg er så vidt jeg ved, den sidste Rigtige Skammer." Hun trak på den ene skulder, og grinede. "Men selvom har den evne, så bruger jeg den ikke særlig tit. Eller... Det har jeg ikke gjort siden jeg vågnede op." Udover dengang hun havde sagt hans navn med skammer stemmen. Hun... Havde bare følt at hun måtte... Hun smilede stadigvæk lusket, men så drillende. "Nå, jeg ved ikke med dig... Men jeg vil ikke snakke mere alvor. Men jeg vil gerne lære dig at kende... Men jeg har et hurtigt spørgsmål. Var denne Nille en skammer?" Hun var lidt usikker på omkring det. Minderne kunne jo lave sjov... Eller drille.

Den sidste rigtige skammer.. For ham gav det næsten ingen mening, den Nille han kendte var den sidste skammer.. Så, mon ikke hende og Nille havde en form for forbindelse? Det måtte de jo have, siden de begge havde skam som sin evne.. Jacob kløede sig i nakken, da hun begyndte at snakke om Nille, men han beholdte dog sin facade..
"Ja, Nille var en skammer," fortalte han en anelse tøvende. "Hun var den sidste skammer, men.. så åbenbart ikke alligevel.." Han kiggede hen på hende med et skævt smil og gav et løft på skuldrene. "Men ja, ikke mere alvor.. Det er ikke det jeg har mist brug for lige nu så.." Et kort øjeblik kiggede han ned i jorden, kun for at ryste det triste væk, før han endnu engang kiggede op på hende med et drilsk smil..

Det gav ingen mening... To sidste skammere? Og den ene af dem var død? Men... Hvem havde dræbt hende? Nå, det gad Nille ikke at spekulere på. Men der var noget... Hvordan kunne hun se denne Nilles minder, og hedde det samme? Det gav så absolut ingen mening. Men det gjorde intet.
"Jeg ved ikke hvad dette betyder, men jeg orker intet mere alvor." Hun slog ud med armene, og pludselig omgav en blå tåge hende. Hun var væk, og sad så oppe på en gren, og grinede. "Hvad skal vi så lave, eller snakke om?" Hun så spørgende ned på ham.

Ikke mere alvor..
Skønt.. Han kunne tænke senere.. Nu måtte han fokusere på gode ting.. Ikke lade himlen være så grå, selvom den rent faktisk var det og regnen ramlede ned fra den, som var regndråberne af sten fra en udbrudende vulkan..
han kiggede op på hende i træet, en smule overrasket over hendes hurtighed, men lod det ligge da det sikkert var en evne eller noget som hun var trænet til..
"Det ved jeg ikke," sagde han med det samme drilske smil.
Et lyn slog ned bag ham, så den oplyste alt det mørke.. Han blev en anelse forskrækket med skubbede det væk og kiggede stadig op på hende.
"Har du nogen ideer?"

Nille hævede blot et øjnebryn da et lyn slog ned bag ham. Hun rømmede sig, og lænede sig op af træets stamme. Hun pustede noget pandehår væk fra øjnene, og grinede uskyldigt.
"Hvad med at tage et andet sted hen, og eventuelt finde noget at spise? Jeg er sulten." Hun håbede at han vidste hvad hun mente. Sulten, hun sultede efter sjæle. Hun så spørgende ned på ham.

Noget at spise? En sjæl eller to måske? Ha, hvorfor ikke.. Han var jo sulten, så hvorfor ikke tage en med så de kunne være to om at fange et bytte..
Han kiggede op på hende med et lusket smil, der helt klart viste at han var på.. Som havde man lige viftede med et stykke kød foran en tiger.
"Jeg er frisk," sagde han og kiggede kort hen mod byen, før han sendte hende et selvsikkert og lusket smil. "Hvis du da kan følge med," han grinte kort, inden han allerede var sat i løb hen mod byen..

Følge med? Åh ha... Den dreng burde virkelig lære noget om hende. Selvom hendes energi var godt taget vidste hun at når hun fik en sjæl ville hun få energi igen. Hun hoppede ned fra træet da han satte i løb. Den blå tåge omringede hende igen, men i stedet for at forsvinde... Begyndte hun at løbe. Hun var hurtig. Hun fik indhentet ham. "Hva så? Er man virkelig så langsom?" Hun så drillende på ham, og røg foran ham.

//Kig i profil for at se blå 'tåger'//

Jacob var måske ikke den hurtigste dæmon af dem alle, men han havde skam lært at bruge sin hurtighed klogt.. Og endda også med hans is havde han fundet en nem vej at nå frem på, hvor han dog bare elskede når tingene havde et form for smuthul! Pludselig omringede en tåge ham, hvilket fik ham til at sænke farten en smule, da han ikke var helt sikker på hvad denne tåge bragte med sig. Da det gik op for ham at det var Nille, satte han farten op igen med et lumsk smil på de smalle læber.. Hurtigt, det indrømmede han.
"Du er bare heldig," sagde han drilsk og satte farten mere op, så han nu løb ved siden af hende og holdt trip med hende..

Hun grinede kort, og hoppede op. Hun greb fat i en gren, svang sig, og landede noget væk fra ham. Han indhentede hende dog igen. Hun sukkede irriteret, men havde et drillende smil fremme. Hun stoppede op ved byen, og trak vejret dybt da hun var træt. Hun så hen af gaden... To personer. Dreng, og pige.
"Så er middagen her."

Det at hun sukkede irriteret fik ham bare til at smile triumferende, eftersom at han vidste det var pga. hun ikke havde regnet med at han kunne holde trip med hende, men så havde hun taget fejl, for det kunne han skam sagtens.
Da de var nået til byen, stoppede han ligeså hurtigt op som han var begyndt at løbe. Der var så mange friske sjæle at tage, men det så ud til at de begge havde fået øje på det samme bytte.. En dreng og en pige..
"Netop," sagde han en anelse lumsk og luntede hen mod dem.

Hun begyndte at gå hen imod dem.
"Helle for drengen..." Og lige præcis da hun sagde var drengen så sød at dreje hen imod en gyde. Uden pige godt nok, men ja... Hun brugte sin vind evne på at komme op på et tag. Hun så ned, og fik øje på drengen... Nu gjaldt det. Hun hoppede ned, landede med begge fødder på drengens skuldre, greb om hans hoved, og vred nakken om. Hun fangede sjælen, og 'spiste' den. Hun hoppede ned fra drengens lig der faldt ned på jorden, og gik ud af gyden.

"helle for drengen," hviskede hun, hvilket var fint nok for ham, så gik han da bare efter den unge pige som netop lige var rundet om et hjørne hvor der sjælendt var nogen som kunne bevidne et mord.. Han smilte lumsk og rundede selv hjørnet, blev ved at gå pigen, imens han formede en istap i sin hånd.. Da pigen vendte sig om for at se hvem det var, lød et skrig da Jacob havde stukket istapen igennem hendes hjerte.. Pigen faldt om på stedet, men Jacob nåede lige at snuppe den lækre sjæl.. Han smilte tilfredst og smed istappen langt væk, så ingen skulle finde den før den var smeltet..
Han rundede om hjørnet igen og gik tilbage til Nille..