Let’s just pretend you didn’t see me. (Alane)

Sted: En nyåbnet, meget fyldt, smykkeforretning midt i Terrorvilles gågade
Tid: Omkring 11.15
Vejr: Let overskyet
~

Rygterne om åbningen af smykkeforretningen havde spredt sig som en steppebrand gennem byen. Selv i Rotten Root District havde folk, særligt kvinderne, kvidret om denne mageløse, luksuriøse smykkeforretning Terrorville netop var blevet beriget med – men hvis rygterne om forretningen talte sandt, ville disse kvinder knapt nok have råd til hverken at se eller ånde på smykkerne den solgte.
Cassidy havde ikke kunnet undgå at høre rygterne om denne forretning – det var simpelt umuligt, da der blev talt om den flere af de steder han havde færdes i løbet af de seneste dage.
Forretningen skulle, eftersigende, udelukkende føre varer lavet af dværge, som åbenbart var særligt dygtige og omhyggelige til at smede og sammensætte smykker – ikke at Cassidy havde forstand på sådan noget, det var bare hvad han havde fået ud af at overhøre en samtale på Det vilde Svin, forleden dag.
Selvom Cassidy hadede at færdes i Terrorville, og som princip prøvede at undgå at nærme sig der, var rygterne om denne fantastiske butik alene, nok til at han lagde sine principper på hylden, og valgte at tage turen til Terrorville.

Gågaden var fyldt med mennesker, hvoraf de fleste skulle hen og snuse til- og undersøge den nye spændende forretning – netop som ham selv, dog havde de fleste nok tænkt sig at betale for varene, hvilket bestemt ikke var noget han havde i sinde.
Cassidy havde forventet at sikkerheden i Terrorville ville være skærpet på grund af åbningen af den nye butik, men havde samtidig en idé om, at der på grund af de mange mennesker, ville være en del kaos, der ville gøre et tyveri muligt.
– Han fik på sin vis ret i begge dele. Der stod ganske vist en vagt i døren da han kom ind i ”Drawfen Dreams”, som forretningen ganske originalt var døbt, men vagtens eneste funktion så umiddelbart ud til at være at nikke til folk, der ankom og forlod butikken – han kiggede i hvert fald hverken i lommer i tasker til Cassidys store lettelse.
Cassidy var i dagens anledning iført en skjorte af et skinnende materiale der mistænkeligt lignede silke, men som egentlig blot var en billig kopi han havde skaffet hos de lokale gypsier i Rotten Root, bukser uden huller og pletter, og så havde han lånt et par sorte læderstøvler af en ven – på hans egne var sålen gået i stykker ~ alt dette bar han, blot for ikke at vække for meget opsigt – dog havde han stadig sin alt for store brune jakke på, der havde store, dybe lommer. Hvor pokker skulle han ellers bevare sine tyvekoster?
Han lod blikket glide hen over udvalget af smykkerne på et bord ovre i et af butikkens hjørner. Priserne var jo for sindssyge. En spinkel kæde der var udsmykket med en enkelt blå, lillebitte sten, kostede næsten det samme som 4 måneders husleje – hvem pokker havde råd til det?! Om ikke alt, blev han hurtigt enig med sig selv om, at det ville blive barnemad at få omsat smykkerne, og at turen hertil helt sikker, ville blive det værd.
”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte en af de kvindelige ansatte, der ubemærket havde bevæget sig hen på siden af Cassidy. Det var standart procedure – de spurgte hver eneste kunde om de behøvede hjælp.
”Ellers tak, jeg kigger bare,” svarede han hende og sendte hende et påtaget smil, som hun gengældte, inden hun gik videre til den næste kunde, for at tilbyde sin assistance.
Cassidy vendte straks opmærksomheden tilbage mod smykkerne og han løftede et par ørering op. Han kiggede kort til begge sider for at se om nogen holdte øje med ham, men alle så ud til at passe deres, og var alt for opslugt af de fine ekstravagante smykker til at holde øje med hinande. og han lod derefter blot øreringene, ganske ubemærket, glide ned i sin lomme. Han rynkede derefter panden let, for at overveje om han turde stjæle mere fra dette bord, eller om han skulle gå videre til det næste… Det skulle jo nødt se rippet ud når han forlod det.

Alane havde fået en personlig invitation til denne åbning, det havde vel sine frynsergoder at være raceleder men i virkeligheden var hun ikke den mindste smule interesseret i dette snobberi der foregik. Hun kunne høre en konstant summen omkring sig, en summen der bestod af hvordan folk pralede omkring deres rige mand, hvilken fin ring han havde givet hende da han friede eller om hvem der havde det største og mest prægtige hjem.. Rent snobberi og pralen hvilket hun ikke var den mindste smule interesseret i at tage del i.
Hendes lange hvidlige smukke hår hang i nogle store slangekrøller ned af hendes ryg og gik hende til midten af ryggen, faktisk en smule længere. Hendes pandehår var trukket ud til siderne med to hårnåle der var hvide så man ikke rigtig kunne se det i hendes går. Hendes grønne dybe og mørke øjne stod frem mod hendes blege hud. Hendes fyldige læber var malet en lettere mørk rød farve men det var også det eneste make-up hun havde på. Som underdel bar hun et sort skørt der gik hende til midten af låret, det var lidt flagrende men komplimentererede hendes ben. På overkroppen bar hun en et korset med stropper i, så det mere eller mindre fungerede som en top men samtidig et korset. Det var en mørkegrøn farve med sorte mønstre på. På benene havde hun et par feminine læder støvler i helt sort læder som gik hende til midten af læggen. Alane skilte sig ud i mængden da hun var anderledes klædt end kvinderne herinde.

Hendes dybe grønne øjne gled kedsommeligt over den mindre butik, den var alt for prangende til hende, hun ejede et smykke og det havde hun fået af Sean. Den var en blå safirblomst med grønne smagragder som blade sat i en sølvkæde, den var normalt ikke hende eller det var smykker generelt ikke men lige denne havde en affektion værdi for hende. Klik... Klik... Klik, hendes læder støvler gav genlyd som hun gik en tur omkring i butikken. Dog fangede hendes øjne noget, en mand, en mad der skilte sig ud fra de andre. Han virkede nærmest nervøs i hans kropsholdning som han stod lettere bøjet over en af de borde der fremviste smykkerne. Hun trådte et par skridt til siden så hun kunne se ham ordentlig og det var der det ramte hende som faldt en armbolt ned fra himlen og ramte hende. Han stjal... Hendes hjerte slog en ekstra gang og pumpede mere blod rundt hvilket sendte et lille skud af adrenalin rundt i hendes blodbaner, en svigen men en skøn svigen skød gennem hende, en hun ikke havde haft længe. Rusen meldte sig atter engang i hende. Hvis manden var en smule opmærksom ville han kunne se hende holde øje med ham i glasruden foran ham, bagglasruden var der skjult endnu flere smukke og dyre smykker.
Alane slikkede sine læber og betragtede forsat manden, hvad ville han gøre hvis han fik øje på hende. Med rolige og selvsikre skridt gik hun forbi ham men man kunne sagtens læse på hendes ansigt at hun vidste hvad der var sket. Roligt stoppede hun i døren og kiggede tilbage på ham, et skævt smil var tegnet på hendes fyldige læber. Som om hun nærmest udfordrede ham i den ene eller den anden grad. Hvilket hun måske også gjorde?

Cassidy var alligevel bare blevet stående ved det samme bord. Der var alligevel ikke nogen der lagde mærke til en skid. Han havde fået sneget yderligere to smykker ned i sin lomme: en meget simpel fingerring og et armbånd der var så overdådigt og overpyntet at han ikke kunne forestille sig nogen lejlighed hvor det ville være passende at bære – men pyt, det ville nok falde i en eller andens smag alligevel.
Hans blik gled igen hen over bordets udvalg og han løftede blot en tilfældig gylden kraftig kæde op. Et smil spillede kort hen over hans læber da han mærkede kædens vægt – den var voldsom tung, det tungeste smykke han havde haft i hånden, hvilket nu heller ikke sagde så frygteligt meget. Han havde svært ved at forestille sig at nogen ville synes at den var pæn – det var jo bare en stor og klodset kæde, men han kunne let forestille sig at nogen ville være interesseret i den, om ikke alt så for at omsmelte den – åh, dette sted var jo en guldgrube!
Han følte pludseligt et ubehag skylle ind over ham som han stod der med kæden vejende i sin håndflade – han følte sig overvåget. Han kunne mærke hjertet banke hurtigere i hans bryst, samtidig med at de små hår i nakken begyndte at rejse sig. Fuck, nu var det hele ellers lige gået så godt. Han rettede ryggen en anelse og kastede først blikket til venstre, og derefter til højre. Der var ingen på nogen af siderne af ham, der spildte deres kostbare tid på at se på ham – de var endnu optaget af smykkerne og af hinanden opblæste praleri.
Han åndede lettet op og rettede derefter blot blikket ligeud igen – og da så han hende. En blond langhåret kvinde som stod bag ham og blev reflekteret i glasmontren der fremviste smykker foran ham. Hun holdte øje med ham, gjorde hun ikke?
Hans hjerte begyndte igen at slå i en hurtigere og mere uregelmæssig rytme. Kvinden i sig selv så ikke ud til at udgøre den store trussel – hun var slank og forholdsvis spinkel af bygning og han ville nu nok kunne få hende rystet af, men mindre hun havde en eller anden vild evne – det var jo aldrig til at vide, men hvis hun kunne finde på at galge op, kunne det blive et helvede til postyr, så meget var han sikker på. Han mødte hendes øjne i glasruden og tvang et mere eller mindre fattet smil frem, hvorefter han blot lagde kæden fra sig igen ~ Se så, jeg stjæler ikke, jeg kigger blot.
Hvor længe havde hun stået dér? Gad vide om hun havde opdaget noget?
Han fulgte hende med blikket da hun langsomt og selvsikkert bevægede sig ham forbi ham, og han trådte nærmest pr. automatik et skridt tilbage idet hun passerede. Da hun vendte sig om henne ved døren, og han kunne se hendes ansigt, slog det han i ansigtet som en lussing. Han kunne ganske vist ikke genkende ansigter, men han havde ingen problemer med at læse udtryk – og hende hers udtryk nærmest skreg, at hun havde set, hvad han havde gjort, og det lignede nærmest at situationen her morede hende. Han lagde sit hoved let på skrå, idet han blot nærmede sig døren. Hvad fanden var hendes problem?
Han pressede læberne sammen, men fik alligevel frembragt et tydeligt påtvunget smil, idet han stoppede foran hende, dog ikke så han blokerede indgangen. Han tog et fast greb om hendes ene blege hånd.
”Hvad siger De til at vi går ud og trækker noget frisk luft, frøken?”
Han var allerede parat til at trække hende ud af butikken, hvis det skulle blive nødvendigt, og hvis han altså kunne holde fast i hende.

Hendes øjne gled over manden, hun betragtede hans krops positur, muskulatur og ja bare rent generelt hans ydre. Det var jo egentlig det eneste hun kunne se men mon ikke hun nok skulle få noget af vide eller at opleve af denne mand. Hendes mørke øjne lukkede sig om hans, personligt havde Alane intet skidt forhold til folk der stjal, det ville være underligt med den omgangskreds hun havde og desuden stjal hun selv i ny og næ men blev dog aldrig opdaget. Som han kom tættere på hende virkede hun ikke skræmt selvom han i teorien tornede op over hendes sølle stand på 1,60 men hun kunne ikke se grunden til at hun skulle være bange for ham, han havde jo intet gjort... I hvert fald ikke endnu. Dog kunne hun konkludere en ting ud fra ham, han så nu meget godt ud og kunne sikkert snog en kvinde omkring hans lille finger hvis kvinden vel og mærket var villig. Hvilket hun i dette tilfælde ikke lige frem var.
Let bed hun sig i læben og kiggede op på ham da han stoppede foran hende, hun virkede dog stadig ikke intimideret af ham. Nærmere som om hun stadig ville udfordre ham, hun hungrede efter en af de lege, katten eller musen eller hvem trækker sig først. Den sidste var dog udelukkende kun sjov hvad angik intime tilnærmelser hvilket hun ikke var interesseret i. Alane var ikke nødvendigvis spinkel, hun havde nogle feminine former der sagde spar to og så kunne man se hun havde nogle atletiske muskler der passede til en kvinde uden at være for meget men nu gik hun også meget op i at holde sig i god form hvad angik både kamp men også kondition.
Et drillende og udfordrende smil gled over hendes læber som han greb hendes hånd, han prøvede at virker kølig og som om intet var galt men den måde han greb hendes hånd afslørede alt. En drillende og flabet glød skinnede i hendes mørke øjne som hun kiggede på ham. Hans ord morerede hende et eller andet sted men hun ville give efter da nysgerrigheden i hende var for stor. Hun ville simpelthen vide hvad han havde i tankerne. "Selvfølgelig kan vi det min gode herre". Hun hev med lidt besvær sig hånd til sig og vendte rundt på hælene og gik roligt udenfor. Som hun drejede ned langs butikkens front kiggede hun sig over skulderen for at se om han fulgte hende. Hun drejede af ind i en gyde. Som han drejede om hjørnet greb hun fat i hans skjorte og pressede ham mod væggen medmindre han ville gøre megen modstand. Hun pressede sin krop helt tæt mod hans da hun ellers ikke ville kunne nå hans øre, det var også derfor hun stillede sig på tæer for at komme tæt nok på. Roligt men flabet hviskede hun ham i øret.. "Fang mig hvis du kan og så kan vi snakke...". Hun skubbede sig fra væggen og kiggede på ham med et legende smil og en udfordrende glød i øjnene som hun satte i løb ned af gyden. Hun var godt nok hurtigt af en pige og i sær af en pige på hendes højde så han skulle tage benene på nakken for at følge med. Alane drejede omkring de mange snoede hjørner i gyden for at gøre det svært for ham at følge efter.

Et lidt for selvsikkert smil krydsede Cassidys læber idet hun indvilligede i at gå med. Han kunne ganske vist ikke finde ud af om hun hånede ham lidt, ud fra hendes ordvalg – men det var nu også underordnet, det vigtigste var at få hende ud af den butik, og finde ud af hvad fanden hun havde gang i.  
”Glimrende.”
Han lod blot sin hånd falde hen langs siden igen, da hun vred sig ud af hans greb, og han fulgte blot med hende, ud af butikken og videre hen af gaden.  Hun var sgu egentlig meget køn – temmelig lav, men ganske godt skruet sammen - flotte bløde kvindelige former, og så det der lange blonde hår. Dog overskyggede hans irritation og frustration over hende, hans beundring af hendes ydre.
Han drejede om hjørnet til gyden, eftersom hun gjorde det, og kom med en ufrivillig lyd af både overraskelse og forskrækkelse, da hun smækkede ham op mod væggen og tog fat i hans skjorte. Han glippede overrasket med øjnene over situationens drejning – det var uventet.  Hans hjerte begyndte at slå hurtigere da hun pressede sin krop ind mod hans – hvorfor fanden skulle hun nu også være tiltrækkende?
”Det kan du ik’ men-”, mumlede han svagt, halvt oveni hendes hvisken, men han nåede ikke at færdiggøre sætningen, før hun havde skubbet sig væk fra muren, og sat af i et løb – hun mente det vist, ganske seriøst.
”For helvede!” udbrød han hvorefter også han skubbede sig væk fra muren, og satte af efter hende.
Hun var hurtig, men det var han heldigvis også – han fulgte efter hende gennem de irriterende mange snørklede hjørner hun åbenbart mente de skulle igennem, og var flere gange ved at løbe ind i diverse udsmykninger og buske der var placeret på de forskellige gadehjørner som – havde han bare været i Rotten Root, havde han kendt gaderne som sin egen inderlomme.
Han havde næsten lyst til bare at lade hende løbe, og så selv stikke af – men så alligevel ikke. Han var for nysgerrig – og for stolt. Hvis han bare lod hende løbe, så det ud som om han gav op – den fornøjelse ville han ikke byde hende ~ Han skulle nok få fat på hende, han skulle nok vinde. Han satte tempoet an anelse op og formindskede afstanden mellem dem en smule.
”Morer du dig?” Lykkedes det ham at få frem, højt nok til at det også ville være hørbart for hende ~ Man kunne dog høre på hans stemme, at han var under fysisk pres fra løbet – dog ikke så stort et pres at han ikke var i stand til at tale – det skulle der meget mere til.

Hun kunne mærke hvordan hans hjerteslag blev hurtigere, måske endda lidt røde kinder grundet det lille sus fra hans blod. Alane kunne ikke lade være med at smile over den reaktion hendes krop gav ham. Det var vel altid dejligt at blive bekræftet i at man så godt ud og var en attraktiv kvinde. Let slikkede hun sine læber og kiggede ham i øjnene inden hun løb ned af gaden. Hendes læderstøvler gav genglyd som hun løb blandt de høje huse der skabte gyderne de befandt sig i. Hendes øjne var rettet mod vejen foran hende som den bugtede sig. Han ville nok ikke kunne være en match mod hendes udholdenhed men i farten kunne han sikkert sagtens indhente hende hvis han ønskede det. Blodet susede rundt i hendes krop, adrenalinen gav hende en skøn følelse, en følelse hun havde savnet og håbede på at hun kunne få flere af, måske han eventuelt kunne hjælpe hende? Hvis de nu slog sig sammen kunne de hygge sig, kunne hun mærke rusen sammen med ham som de eventuelt brød ind sammen og fandt nogle dejlige skønne, dyre ting som nok skulle indbringe nogle penge hvilket Alane mere end bare sagtens kunne bruge.

Hun kunne ikke lade være med at grine over det han sagde, morede han sig måske ikke? Det gjorde hun i hvert fald. Let bed hun sig i læben som hun skubbede sin krop til at løbe hurtigere da hun kunne høre han var kommet tættere på. "Ja, gør du da ikke.. Du får jo din vilje hvis du fanger mig!", hun drillede ham. Lokkede ham nærmest. Hendes lange hvide hår flagrede efter hende som hun løb og hun priste sig lykkelig for at hun havde fået sat sit hår som hun havde gjort ellers var hun blevet irriteret da det ville falde i hendes øjne konstant. Hendes hjerte bankede hårdere og hurtigere end normalt når hun løb men det var alt sammen grundet adrenalinen og den dejlige følelse hun fik af at blive jagtet. Var hun uendelig fordi hun nød det, var hun syg i hovedet eller havde mange andre det som hende. En ting var hun sikker på hun var ikke ene om at ville have en mand der kunne fange hende, udfordre hende men også holde hende en smule i skak, en der måske kunne dominere hende engang i mellem. Et skævt smil gled over hendes læber som hun tænkte dette, det var måske lidt absurd. Alane drejede om et skarpt hjørne der var mellem to forskellige gyder så hun var lidt gemt af skyggerne. Hun gemte sig vel et eller andet sted for ham. Ville se hvor gode hans instinkter nu engang var, forhåbentlig gode... Et eller andet sted håbede hun at han fangede hende da hun gerne ville lære denne mand at kende. Hun smilede stille for sig selv som hul stod der og prøvede at kontrollere hendes lidt tunge vejrtrækning.

//Undskyld hvis det er lidt kort men skrev det fra min telefon så undskyld for stavefejl

Cassidy havde i den grad undervurderet hende – den pige kunne eddermame løbe til!
Hendes lemmer var jo også slanke og veltrænede, og hun så ud til at være i god form, så det var vel egentlig ikke så underligt endda, han havde bare ikke forventet det – men han havde selvfølgelig heller ikke forventet, at hun ville stikke af fra ham.
Han bandede indvendigt da også hun satte tempoet lidt op.
De støvler, han bar, var elendige at løbe i – de var tunge at have på, og så sad de løst om hans fødder. Det var jo egentlig slet ikke hans sko, men nogle han blot havde indvilliget i at låne, selvom de var halvandet nummer for store – hans egne støvler var derimod geniale at løbe i, men de var ikke til meget hjælp, som de nu lå hjemme i hans lejlighed i den stik modsatte ende af byen.
Han løftede først den venstre fod fra jordoverfladen og fik med lidt besvær vristet støvlen af foden med sin højre hånd, inden han igen satte, den nu strømpebeklædte, fod mod jorden. Han gentog samme trick med den højre fod – og endte derfor med at have begge støvler i højre hånd og ingen på fødderne. For første gang kunne han pludselig se noget positivt ved Terrorville – her behøvede han ikke at være bange for at jogge i et glasskår, en hundelort, muggen frugt og hvad der ellers kunne finde på at flyde i gaderne i den fattigere del af byen ~ gaderne her var ganske nyde- og redelige.
Hans boksen med at få støvlerne af, havde givet hende et lille forspring, men der gik ikke lang tid før han igen havde opnået den samme afstand til hende, som han havde haft forinden.

Han rynkede let tænksomt panden ved hendes spørgsmål. Om ikke også han morede sig? Det var slet ikke en tanke, han havde overvejet. Han havde lyst til at sige nej - havde lyst til at være vred og irriteret på denne kvinde, men af grunde han ikke helt var klar over, havde han svært ved det ~ og han måtte indrømme, at han faktisk morede sig ganske godt, som han her løb efter hende, som var de børn, der uskyldigt legede tagfat.
Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde løbet uden at det havde været en nødvendighed – og det var rart for en gang skyld at være den der jagede frem for selv at blive jaget, som ellers var hans normale rolle.
”Når jeg fanger dig,” rettede han hende.
Hans hjerte bankede stadig hurtigt, og han trak vejret i små, korte uregelmæssige stød. Han håbede ikke at han trak vejret så højt, at hun kunne høre det ~ det var pinligt at hun virkede til, at være i så væsentlig bedre form end han var. Han kunne godt løbe hurtigt på korte distancer, men det skulle ikke voldsomt meget til at udmatte ham, og hans kinder og dele af hans hals blussede allerede let rødt.
Han fulgte efter hende og drejede om et hjørne, hvorefter han stoppede op. Hvor fanden var hun blevet af?
Han vendte blikket skiftevis mod begge gyder, og ledte vågent efter hver eneste lille bevægelse eller skygge, der kunne afsløre hendes position. Han prøvede samtidig at få kontrol over sin vejrtrækning og hjerterytme så hun måske heller ikke ville kunne høre ham ~ så meget desto mere sjov!
Han fik derefter øje på noget der mistænkeligt havde samme lyse farve som hendes hår, bag en meget fancy skulptureret affaldspand – eller, det troede Cassidy i det mindste, at det var – ellers kunne han ikke finde ud af hvilken funktion skulpturen havde.
Et overlegent smil krydsede hans læber - bingo.
Han stillede lydløst de lånte støvler fra sig og bevægede sig blot langs en af murene, med lette skridt, hen mod det han mente var hende, så også han blev opslugt en smule af mørket i gyden.
Nu nærmere han kom skulpturen/affaldsspanden, nu mere sikker blev han på, at det var hende.
”Er det virkelig det bedste du kan komme op med?” Han gad ikke at anstrenge sig med at tale højt - for hvis det var hende, ville hun sagtens kunne høre ham alligevel. Blikket i de blå øjne var drilsk og let udfordrende, løftede han det venstre øjenbryn.

En undren bredte sig i hende da hun pludselig ikke længere kunne høre hans fodtrin men nu i stedet kunne høre hans tunge vejrtrækning og en asen og masen med et eller andet. Hvad havde han dog gang i? Et eller andet sted havde hun lyst til at glemme alt om at gemme sig og se hvad han lavede men det endte dog i sidste ende med at hun blev hvor hun var og der gik nu heller ikke længe før hun kunne høre han var sat i løb igen men denne gang lød hans løb ikke nær så kluntet eller tungt som det gjorde nu. Havde han smidt skoene eller hvad? Et drillende og skævt smil bredte sig over hendes læber som hun hørte ham stoppe i gyden hun var løbet ind i, hun kunne næsten mærke hvordan han funderede, hvordan han tænkte så det knaste over hvor hun havde gemt sig eller var løbet hen? En boble af spænding formede sig i hendes mave og hun pressede sig mere mod muren som hun kunne se hvordan han gik forbi hende og lidt længere frem for at kunne se sig ordentlig omkring. Alane kunne høre hvordan han prøvede at få styr på sin vejrtrækning så det ville være nemmere for ham at luske rundt. Hendes øjne opfangede dog hurtigt hans lettere røde kinder og hals, nu var hendes egne kinder dog også blevet en smule røde over deres lille løbetur men det var ikke nået at blive særlig slemt.

Hun måtte bide sig i tungen for ikke at grine da han var så sikker på han havde fundet hende bag skraldespanden. Nej hun var ikke dum, hun havde da fundet et bedre sted end det og ikke ligefrem et eller andet sted hvor han åbenlyst ville kunne se hende. Som han bevægede sig længere ned for enden hvor skraldespanden stod trådte hun ganske lydløst frem og stoppede først da hun var lige bag ham for hun forsigtigt lænede sig op og hviskede ham drillende i øret mens hun placerede sine hænder på hans skuldre. "Prøv at kigge bag dig..". Atter engang havde hun måtte presse sin krop mod hans, hvorfor skulle han også være så forbandet høj og hun være så forbandet lav? Der gik ikke længe før hun slap ham og trådte et halvt skridt væk fra ham så han kunne vende sig om. Denne gang havde hun tænkt sig at lade ham fange hende da nysgerrigheden efterhånden var blevet for stor og hun ville nu selv have nogen svar.
Hun havde selv nået at få styr på hendes vejrtrækning men hendes kinder var stadig lettere røde som hun betragtede ham, det var nu ikke at hun rødmede over ham men nærmere den fysiske aktivitet hun lige havde været igennem.

Cassidy lavede en ufrivillig både lyd og et spjæt af forskrækkelse, da han mærkede hænderne der blev lagt på hans skuldre og hørte kvindens milde stemme nær sit ene øre. Pokkers - nu havde han ellers været så sikker på, at han havde fundet hende, og han skulle netop til at have kastet sig ind foran skraldespanden. Det var måske heldigt nok han ikke havde nået at gøre det ~ han så dum nok ud som han stod her i forvejen.
Han kunne mærke kvindes krop presse sig op mod sin ryg og denne tætte fysiske kontakt fik hans hjerte, som ellers lige var faldet ind i en normal rytme, til igen at hamre hurtigere i brystet på ham. Da hun slap ham og trådte tilbage, vendte han sig 180 grader, for igen at kunne se hendes front. Det første han gjorde, var hurtigt at gribe fat om hendes arm – dog ikke så hårdt at hun ikke ville være i stand til at vriste sig fri af hans greb, hvis det var det hun ønskede.
”Fanget?”
Han hævede det ene øjenbryn igen, og løftede op i sin ene mundvig så et skævt, drillende smil prydede hans smalle læber.
”Men man må gi’ dig at du er ret god til at løbe stærkt… og gemme dig..”
Han lagde vægten over på den ene fod hvilket skød hans hofte lidt ud til siden, dog uden at det blev feminint at se på, og han vippede derefter hovedet en anelse på skå og lod derefter blot blikket glide undersøgende op og ned af kvindens krop en enkelt gang, inden han lod det hvile på hendes ansigt, så han kunne se og aflæse hendes reaktioner. Han gav hendes arm, han holdte om, et let klem.
”Hva’ siger du så? – bedst ud af tre?” Han smilede endnu – og dette var tydeligt ment som en joke - og det håbede han inderligt at hun forstod. Han fortrød allerede ordene så snart de var væltet ud af munden på ham ~ hun kunne garanteret godt have fundet på det, så han gjorde jeg mentalt parat til også at gribe hende med sin frie hånd, hvis hun igen skulle finde på at stikke i løb. Dog håbede han egentlig ikke at det ville blive nødvendigt – han var lige nu mere interesseret i, at finde ud af hvem denne spøjse kvinde var.

//Beklager det korte og ikke voldsomt kreative indlæg.. min hjerne er grød. xD

Hun kiggede på ham og et skævtt smil gled over hendes læber som hun kunne mærke hvordan chokket lagde sig over ham hvorefter tætheden mellem dem gik op for hende og hun havde trukket sig væk. Det ar jo ikke fordi hun selv lagde noget i det men hun ønskede ikke at manden skulle få et forkert indtryk af hende, billig var hun bestemt ikke eller hun så sig selv ikke som en billig tøs. Hun havde endnu kun været sammen med Sean, gud hvor kunne det sikkert lyde ynkeligt for nogen at hun som atten årig kun havde været sammen med en enkelt mand men man kunne nu sige at tiden eller mulighederne havde været der for hende. Den første mulighed hun havde haft var Sean og hun havde taget den og man kunne jo sige at han havde grebet den, i hvert fald indtil han smed det hele på gulvet...
Tanken lagde en bitterhed omkring hendes hjerte og hun kunne nærmest fysisk mærke smerten som hun følte båndene omkring hendes hjerte strammedes og nærmest kvalte det. Der gik dog ikke længe før Alane havde rystet tankerne væk og et drillende smil fandt hendes læber igen som hun så ham i øjnene. Tja man kunne vel godt sige at han havde fanget hende og det havde jo sådan set også været hele planen med det her.

"Ja, det kan man godt sige at du har... Selvom du nu ellers virkede ret opsat på at ligge skraldespanden i en armlås". Man kunne høre at hun drille ham og at hun intet ondt mente med det men hun måtte indrømme at det havde set bare en anelse sjovt ud hvordan han havde troet det var hende. Hun kiggede op på ham og sendte ham et dejligt og varmt smil. "Jamen jeg takker skam men jeg må sige at du intet problem havde med at følge med mig". Let lænede hun sig roligt tilbage mod muren og betragtede ham nu hvor hun rigtig havde muligheden for det, hun havde godt lagt mærke til at han havde gjort det samme men det generede hende ikke. Hun kunne jo ikke forbyde folk i at kigge og kunne da slet ikke være sikker på hvordan det var ment i denne situation. Et grin undslap hendes fyldige læber og hun kiggede på ham med et drillende smil. "Jeg troede gerne du ville have nogle svar eller i hvert fald snakke?". Alane regnede med at han ville slippe hende når han troede hun blev stående og ikke bare stak af fra ham. Dog havde Alane ikke i sinde at flygte fra ham.

Billig var bestemt ikke noget han tænkte om hende. De havde stået tæt op ad hinanden lige før – men han lagde lige nu ikke mere i det end som så – dog fandt han hende tiltrækkende, det var da ikke nogen hemmelighed.
Hun var et friskt pust – og han var egentlig blot utrolig nysgerrig omkring hende. Ganske vist gav han lidt hende skylden for, ikke at havde fået fingrene i så mange smykker som ham måske ellers havde tiltænkt sig– men løbeturen havde gjort ham godt, og hans irritation over hende var for længst erstattet af nysgerrighed og interesse for hendes person. – Plus hun kunne jo have stukket ham, tilbage i butikken, og det var han jo egentlig taknemmelig for, at hun ikke havde gjort.

Han kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde det med skraldespanden – det havde åbenbart været mere tydeligt at han ville have angrebet den, end havde troet.
”Det var jeg egentlig også.. Men prøv også engang at dyrk den skraldespand,” han lavede et kort nik i retningen af den, ”den ser jo frygtindgydende ud! Den bør ligge i armlås.. Nærmest..”
Et muntert smil spillede omkring hans læber. Han var godt klar over, at han måtte have set fjollet ud, som han naivt havde stået dér og været klar til at angribe den skraldespand – så der var egentlig ikke andet for en blot at grine lidt af det.
”Jammen, så takker jeg også, frøken – det vil jeg ta’ som et kompliment.”
En kort latter slap også ud mellem hans læber - han ville da i den grad også gerne ha’ nogle svar og snakke – begge dele, faktisk. Han så kort vurderende på hende og slap så grebet om hendes arm. Hun så ikke ud til at ville stikke af, så der var ingen grund til at holde fast i hende, som var hun et eller andet dyr.
”Det vil jeg også.. det andet var mere ment som en joke – jeg er sgu’ for udkørt til mere fangeleg, lige nu.”
Godt hun ikke havde hoppet på’ bedst ud af 3’, joken – for hvis hun havde, ville han måske bare have ladet hende løbe og så var ville han misse sin chance for at finde ud af noget om denne spøjse kvinde. Og så alligevel ikke, han var nok engang for stædig til bare at ville lade hende løbe sin vej.
”Men hva’ fanden var meningen inde i den butik? Er det sådan.. standart procedure at få fremmede mænd til at jagte dig?”
Han vippede sit hoved let til den ene side. Blikket i hans blå øjne var spørgende, men samtidig kækt.

Alane var ikke typen der stak folk, alle havde deres grunde til at gøre som de nu engang gjorde om det så var lysten til det eller et behov man skulle have dækket så som mad eller gæld. Det var deres sag og ikke hendes sag men til gengæld hvis folk stjal fra hende ville hun selv tage erfare og det forventende hun også at de andre ville så som at det havde været smykkebutikkens job at holde ordentlig øje med langfingrede personer som ham hun stod overfor, ikke hendes job.

Let gled hendes tunge ud og fugtede hendes læber som hun forsat betragtede ham med et skævt smil dominerende på hendes læber. Han var et dejligt pust i hendes liv der havde virket så forladt for tiden, han gav hende en fornemmelse af at være levende. Bare generelt af at være nogen, en som ham ville hun ikke have noget imod at bygge et venskab med og beholde ham i hendes liv. En varm og indbydende latter kom fra hende da han sagde det med skraldespanden og armlåsen. Han havde humor, det måtte hun give ham. Hun nikkede og nejede ganske elegant som for at spille med på at han kaldte hende for frøken, Alane var ikke vant til alt den høflighed og manere som han udviste. "Forresten, så hedder jeg Alane", han ville måske have hørt navnet før da hun efterhånden var blevet en del af daglige samtale emner, den unge kvinde der ledte hele shapeshifter racen. Let lagde hun vægten over på det ene ben og skubbede det andet tilbage mod muren hun lænede sig op af mens hendes øjne forsat hvilede på manden foran hende. Atter engang ville han kunne spotte en legende glød i hendes øjne. "Så var det da heldigt at jeg kunne høre joken i det". Roligt kørte hun en hånd gennem hendes silkebløde let krøllede hår.

Hun grinede let og rystede på hovedet, "Nej det kan man ikke ligefrem kalde for en standard procedure når folk møder mig men jeg savnede noget spænding og du virkede som typen der ikke havde noget imod at lege". Hendes øjne lå stadig på hans men gled kort rundt i gyden før hun skubbede sig let væk fra væggen så hun nu stod foran ham. "Skal vi ikke gå et eller andet sted hen hvor vi kan sidde, få noget at drikke eventuelt?", hun kunne godt bruge et glas rom eller en øl for den sags skyld.

Han blik var endnu rettet mod hende og han løftede yderligere op i mundvigerne så hans smil blev bredere, da hun lo ad det han sagde om skraldespanden. Han smilede -ikke kun fordi hun kom med præcis den reaktion han havde ønsket, men også fordi hendes latter var sød.
Der var virkelig nogen der mistede charmen når de lo - nogle som virkelig lød som om de ikke kunne gøre for det, lød som diverse stakkels forpinte dyr - men ikke kvinden der stod plantet foran Cassidy. Han fandt nærmest omvendt hendes latter charmerende. Den var mild og varm - og så lød hun hverken som en hyæne eller et æsel, det var klart et plus hvis de skulle tilbringe mere tid sammen, og det håbede han, på dette tidspunkt,  at de skulle - hun virkede frisk, impulsiv og underholdende.
Han smilede lidt af hendes nej, som respons på at han kaldte hende frøken. Egentlig var det langt fra for at være høflig at han havde kaldt hende således - han havde blot til vane at kalde piger, hvis navn han ikke var bekendt med, for frøken.
En svag rynke dukkede op i hans pande da hun præsenterede sig. Alane. Havde han ikke hørt det før et eller andet sted? Han kendte hende ikke, og havde ikke mødt hende før - det var han næsten sikker på, og alligevel var der en klokke der ringede da han hørte hendes navn. Det havde han hørt før - han var bare ikke sikekr på hvornår eller i hvilken sammenhæng.
"Jammen i det tilfælde, er det da rart at møde dig - Alane."
Han smile kækt og igen blev smilet en anelse drillende.
"Cassidy O'Flaherty til Deres tjeneste og fornøjelse."
Han nikkede til det næste hun sagde - det var ret heldigt hun forstod det var en joke.
"Mn. Man kunne da aldrig vide," svarede han hende, da hun fortalte at det trods alt ikke var noget hun gjorde til hverdag - sådan at få mænd til at jagte sig, det havde han dog heller ikke forventet.
"Fordi jeg ser så ung og fit ud?" spurgte han hende så, som svar på, at han lignede én der ikke havde noget imod at lege. Han smilede drillende og bliknede med det ene øje til hende. Han nikkede derefter en enkelt gang med hovedet
"Jo, klart. Lad os det - men så du finder du et sted, og fører an... Jeg er utrolig dårlig til at finde rundt herinde."
Han smilede endnu til hende men rynkede så tænksomt si pande og flyttede blikket fra hende, og begyndte at se fra den ene side til den anden.
"Du så vel tilfældigvis ikke hvor jeg stillede mine støvler?"

Hun kiggede på ham med et dejligt smil spredt over hendes fyldige læber, en hånd gled ganske langsomt gennem det let krøllede hår for at køre pandehåret ud af øjnene. De grønne øjne var dog samtidig fæstnet mod hans og smilet forsat placeret på læberne. "Jamen i lige måde da Cassidy, det er rart at møde dig efter du endelig fik fanget mig", hun blinkede drillende til ham og kiggede så kort rundt i den lille gyde de var endt i, det var denne del af byen hun var vant til sammen med den normale del af byen, Rotten Root gjorde hun sig ærlig talt ikke meget omkring og hvis det endelig var så var det på den lokale kro, gyderne kendte hun intet til og hun vidste hun ville ligne en kylling uden hoved prøvede hun at begive sig ud i dem. "Jeg burde nu ellers gerne vide det?", hun grinede en smule og trådte hen foran ham som der var et lille stykke mellem dem, hun stod nok en smule tættere på end hvad man normalt gjorde men nu var hun heller ikke vokset op med menneskets og byens normer, nej tværtimod. Et let grin slap atter engang hendes læber som hun kiggede op på ham med et skævt smil på læben og et drillende glimt i øjet. "Åh ja, det er helt sikkert fordi du ser så fit ud som du gør.... Bare se de muskler!", hun hentydede til hans arme med et drillende smil på læben. "Jamen jeg skal skam nok lede, der er ikke så mange kroer heroppe men det burde kunne lade sig gøre at finde noget". Som hun lige var begyndt at gå stillede han spørgsmålet og kiggede over skulderen på ham med et kækt smil. "Jo selvfølgelig... Det er lige denne vej", med elegante og sikre skridt gik hun samme vej tilbage som de var løbet og inden for noget tid stoppede hun op og om det ikke ville være rigtig stod hans støvler minsandten lige for hendes fødder.

Da hun lod blikket glide rundt i gyden, gjorde han hende kunsten efter, og lod selv sit blik gennemsøge gyden. Han havde ingen idé om hvor pokker han befandt sig i forhold til hvor alt andet lå i Terrorville - men det regnede han med at hun havde - Man lokkede vel ikke fremmede ud i gyderne, hvis man ikke selv havde en idé om hvor man var, og hvordan man ville kunne komme tilbage?
Han smilede ved det hun sagde lige inden hun trådte ind foran ham, og han sendte hende et nik, inden han mumlende svarede: "Det kan der selvfølgelig være noget om."
Han fandt det egentlig ikke underligt at hun trådte ind foran ham, så de stod tættere end hvad normen nok var - de havde vel egentlig allerede på sin vis  været indenfor hinandens privatsfære ved at gribe hinanden ved armen, skubbe hindanden op mod mure, forskrække hinanden og hvad de ellers havde gjort - så at de stod tæt lige nu, skænkede han ærligt ikke en tanke.
Han smilede muntert da hun sagde noget om hans muskler, og med et hævet øjenbryn løftede han sin højre arm som han spændte, som for at flexe sin biceps - han kunne dog ikke tilbageholde et grin, da de virkede utroligt fjollet at stå og her og vise hende sin overarm - især fordi jakken han bar skjulte den, så man nok knapt kunne se, at han spændte den.
"Hvad som helst er fint for mig," svarede han hende, sænkede igen sin arm, og begyndte at gå, da hun gjorde det, og han gik kun få skridt bag hende. Da hun også sagde at hun vidste hvor hans støvler var, slog han sine hænder sammen af fryd.
"Du er genial, Alane."
Da de nåede frem til støvlerne, der pænt lå hvor han havde smidt dem fra sig, overvejede han et øjeblik om han skulle tage dem på, eller blot tage dem i hånden og fortsætte barfodet. Han blev dog hurtigt enig med sig selv om, at det nok var smartest at tage dem på, hvorefter han satte sig ned på jorden for at lirke dem på - hvor lidt han ellers brød sig om at indrømme det, fandt han gyderne i Terrorville langt mere behagelige end dem i Rotten Rotten - her kunne han også sætte sig på jorden uden bekymring.
"Nå.. Alane. Hvad laver du så når du ikke får lokket mænd til at jage dig og hjælper dem med at finde deres sko?" spurgte han hende muntert imens han fik den sidste sko på. Han var stadig utrolig nysgerrig omkring hende - især fordi, at han var helt sikker på, at han havde hørt hendes navn før.
Han skubbede derefter sig selv på benene igen og så afventende på hende - selv vidste han ikke hvilken vej de skulle gå.

Alane nød virkelig Cassidys selskab, det var så lang tid siden at hun havde haft en hun kunne snakke så godt sammen med, altså jo hende og Sean kunne da godt snakke sammen men de var ligesom gledet en del fra hinanden, havde begge meget at se til og tog vel i virkeligheden bare ikke tiden til at se hinanden selvom de lige pt boede sammen så hun ham stort set aldrig. Derfor nød hun allerede meget at være sammen med det menneske, ingen bekymringer eller nogen misforståelser, bare en masse sjov og ballade hvilket hun trængte til. Mon hun burde fortælle Sean omkring hendes nye bekendtskab.. Nej hvorfor skulle hun? Han fortalte heller aldrig om sine så det var vel ikke der de var i deres forhold.
Da han løftede armen og flexede sine muskler der var skjult under skjorten kunne hun ikke lade være med at grine en anelse da det så ret så komisk ud, let løftede hun begge hænder og lukkede dem omkring hans overarm for at mærke hans muskler, hun kiggede ham i øjnene med et drillende smil og sagde så, "Uha, sikke dog nogle muskler du gemmer under trøjen der, intet under at du endte med at fange mig", i virkeligheden havde hun nok egentlig ladet sig fange men det behøvedes hun ikke sige højt, desuden var dette langt mere morsomt end det andet. Let trak hun på smilebåndende så der bredte sig et drillende og skævt smil over læberne da han sagde at hun var fantastisk, "Har du nogensinde været i tvivl om det?", hun blinkede drillende men kiggede så rundt i gyden og kørte en hånd gennem det hvidblonde lettere krøllede hår. Let greb hun hans hånd på en drillende måde og begyndte at hive ham med efter sig, ikke på en kommanderende eller voldsom måde men nærmere for at vise vej til hvor de skulle hen, det var tydeligt at hun førte dem nedad, ned mod slummen men det var også der du kunne få den billigte sprut, oftest det bedste selskab og den nyeste sladder. Hun drejede hovedet som hun med elegante bevægelser forsatte ned af gaden. "Jeg udfører mindre jobs for folk med nok penge og så er jeg leder for en af de mindre racer.... Hvad med dig Cassidy? Og så forresten er det ikke noget jeg gør på hverdagsplan så du burde være beæret over at få lov til at jagte mig", hun sendte ham et skævt smil men kunne ikke lade være med at vente på at se hans reaktion på at hun var en af racelederne.

Han smilede over hende da hun rørte ved hans overarm. Hvor var det dog rart at kunne være sig selv - sit eget dumme, drillende lettere barnlige selv. Når han fjollet som han var flexede muskler, legede hun bare med - hvor var det skønt. Han var helt sikker på at kunne finde på at tage lige så meget pis på ham, som han kunne finde på at tage på hende - hun virkede i hver fald sådan.
"Nej vel?" grinede han over hendes kommentar og løftede drillende øjenbrynet, "Det er helt sikkert på grund af musklerne på min overarm at jeg fangede dig."
Fangede og fangede... Hun havde jo stået stille da han havde grebet hende i armen, så der var nu ikke så meget at fange ved det, men det var nu og vel også ligegyldigt.

Han så kort tænksomt ud, og så derefter vurderende på hendes ansigt, da hun spurgte hvorvidt han nogensinde havde været i tvivl om hendes genialitet. Et smil bredte sig derefter om hans læber og han rystede let på hovedet.
"Nah... Du kan finde støvler, finde rundt i Terrorville og du undlod at melde mig inde i den butik," han vippede hovedet let på skrå, "Hvis ikke det er genialitet, ved jeg ikke havd det er."
Han smilede drillende. Genialitet var måske ikke det helt rette ord til at beskrive de egenskaber han lige havde opremset, men det tænkte han nu ikke over.

Da hun greb hans hånd, fulgte han bare lydigt med. Han hverken studsede eller fandt det underligt at hun tog ham ved hånden men gik bare med hende, og lod blikket glide rundt på omgivelserne. Han var hende lidt taknemmelig for, at hun ikke havde trukket ham med ind et eller andet fint sted - ikke alene ville han have svært ved at betale for noget, han ville bare også føle sig utilpas..
Han måbede kort til det hun sagde.
"Er du raceleder? Seriøst?" hans ansigtsudtryk afslørede at han var imponeret og han sendte hende et anderkendende nik, "Hvor er det vildt, Alane. - Virkelig flot.. og sejt!"
Pludselig faldt de sidste blikker på spil,"Det er sgu' da derfor dit navn lød så bekendt!" Han knipsede kort ved denne erkendelse. Smilet var endnu smurt om læberne på ham.
Han så kort tænktsom ud, og prøvede at finde ud af hvad disse mindre jobs mon kunne bestå af. Han endte med at så hen på hende og lægge hovedet svagt til siden.
"Er disse mindre jobs... lovlige?" Han sænkede stemmen da han sagde dette, så nysgerrigt på hende og trak op i den ene mundvig.
"Jeg tror egentlig, at du fik et meget godt indblik i, hvad jeg foretager mig, inde i den der smykkebutik," Det var nu sjældent at han åbent præsenterede sig som tyv, men Alane virkede ikke umiddelbart som typen der ville misbillige det.
Han lo kort over det næste hun sagde og blinkede kækt til hende, "Åh tro mig, Frøkøn, jeg er meget beæret over at jeg fik lov at jagte dig... På trods af, at jeg måske ikke viste det i starten.."
I starten havde han godt nok bandet og været knotten over, at hun fik ham til at løbe, men lige nu, morede hele den foregående situation ham ganske godt.

Han havde helt ret i hans antagelser, hun ville sagtens kunne finde på at tage mindst lige så meget Pia på ham som han sikkert ville kunne finde på at tage på hende men det var rart endelig at møde en der ikke var så grav alvorlig angående alle ting. Rart endelig at møde en der ikke bekymrede sig og blev helt overbeskyttende når hun gjorde noget der måske ikke var helt farefrit. Alane  kiggede op på Cassidy med et dejligt smil på hendes læber inden hun lod øjnene glide omkring de store og ekstravagante gader som Terroville nu engang var så kendte for at have. Et lille men charmerende grin undslap hendes læber og hun kiggede på ham, hendes øjne glimtede af glæde men samtidig også af rolighed og ballade. "Åh det er jeg helt sikker på, havde det ikke været for dem løb jeg sikkert stadig rundt ibgyderne og du ville aldrig have fanget mig". Let betragtede hun brostenne der var under hendes fødder som inden længe ville blive til nedtrådt mudret og sumpet grus og ler som gaderne i slummen nu bestod af. Hendes fødder havde ført hende af en lille genvej der førte udenom midterkvarteret og han ville sikkert allerede kunne kende mange af det de passerede.
"Hmm.. Når du siger det sådan der, så lyder jeg jo faktisk ret genial", hun smilede skævt til ham, det var tydeligt at hun bare drillede.

Alane tænkte ikke rigtig over at hun holdt hans hånd mens de gik mellem de små fordrejede og faldefærdige huse, det var det fattigste område at slummen de passerede lige nu men inden længe gik de mellem de robuste men dog slidte huse, inden længe ville kroen komme ind i deres synsfeldt, faktisk lige så snart de drejede om hjørnet en anelse længere fremme. "Ja det er jeg skam... Jamen jeg takker og bukker", hun smilede skævt og bukkede rent faktisk hvilket resulterede i at de stod stille et øjeblik inden hun kiggede ham i øjnene og begyndte så at gå mod kroen igen. inden længe ville man kunne høre den lystige musik spille, stanken af alkohol, bræk og pis hang tungt i luften udenfor kroen men alligevel kom der også en varme fra den slidte bygning hvilket sikkert tiltrak alskens rakkerpak, dem inkluderet. Som hun skubbede ren op kiggede hun på ham og smilede mystisk mens hendes svar dog gav til kende at det nok hældte mest mod et Ja. "Blandt andet men mange af dem er dog stadig lovlige..." Let trådte hun sindenfor på den lille men dog varme kro. Da de stod indenfor og døren var lukket bag dem slap hun let hans hånd og banede sig vej op til krodisken hvis han selvfølgelig fulgte med hende, hvis han ikke gjorde det blev hun bare stående sammen med ham. "Jamen det lyder nu også som en ganske fornuftig livstil". Da han blinkede til hende ved hun sig lidt i læben og sendte ham så et smil. "Jamen det var da heldigt". Let vendte hun sig mod ham.
.

Han grinede, da hun gav ham ret i, at det alene var hans musklers fortjeneste, at han havde fanget hende - da de jo begge udmærket vidste, at det helt igennem var hendes skyld, at han havde både fundet og fanget hende. Uden hendes hjælp, havde han nok stadig rendt rundt efter hende, præcis som hun også sagde - eller også havde han angrebet skrandepande, og andre sære ting som han ville have mistanke om, kunne fungere som skjulested.
Han kunne virkelig godt lide hende. Hun havde humor - en kvalitet mange væsner generelt manglede, ifølge ham.
Smilet omkring hans læber blev bredere i takt med at han blev mere og mere bevidst om hvor de befandt sig, og omgivelserne blev mere og mere beskidte og velkendte. Han følte sig generelt også bare langt mere tilpas her, frem for i Terrorville, hvor han skilte sig ud. Her kunne han bare falde i med mængden.
"Jeg har aldrig vidst at man kunne gå den her vej! - det er jo langt hurtigere!" udbrød han begejstret, "Nu må du godt hænge mig op på, at jeg synes at du er genial - for det er du." Han smilede venligt og oprigtigt til hende.

Han smilede over hende, da de et kort øjeblik stod stille, og hun bukkede for ham. Kun en enkelt gang havde et andet væsen bukket for ham, og hun havde været højelver og havde kun reageret således, fordi hun var opdraget til det - Alanes buk gjorde derfor indtryk på ham. Da de alligevel stod stille gav han sig til at betragte hende igen, og da de et kort øjeblik havde øjenkontakt bed han igen mærke i, hvor specielle hendes øjne var. Det var sjældent man så den grønne farve - og da slet ikke som øjenfarve. Han smilede let for sig selv. Hendes øjne ville helt sikkert kunne hjælpe ham med at kende hende senere hen, hvis de vel og mærke ville støde ind i hinanden igen - hendes ansigt, hvor kønt og fint det ellers var, ville ikke være til hjælp for ham.
Han ville have åbnet døren for hende ind til kroen, men hun var for hurtig, og han gjorde derfor en akavet bevægelse ud i luften i med sin arm, i stedet.
Han løftede op i den ene mundvig så et skævt smil fandt vej til hans læber, da hun kom med sit mystiske og en smule uklare svar på, hvorvidt det hun rendte og lavede, alt sammen var lovligt. - Hun var vist ikke helt så ren og uskyldig som hun så ud til ~ Det regnede han nu heller ikke med, mere, det havde hun for længst påvist at hun ikke var - hun var langt mere interessant.
"Du har i særdeleshed vakt min opmærksomhed - jeg tror vi kunne udgøre et godt makkerpar" mumlede han lavmælt, og smilede drillende, inden også han trådte ind over dørtærsklen og ind i den lune krostue. At de kunne være et godt makkerpar var egentlig mest sagt i spøg - ikke at han ikke ville, hvis det kom på banen, men han kunne nu ikke se hvilken interesse hun ville ha' i at slå sig sammen med en tyveknægt.

Her lugtede ikke godt herinde, men han havde efterhånden været her så ofte, at det var en lugt han ikke længere tog sig af og tænkte over - generelt var han heller ikke sart, dog.
Da hun slap hans hånd og gik op mod baren, fulgte han blot med hende. Han lo kort, da hun kaldte hans valg af beskæftigelse for fornuftig.
"Det er første gang nogen siger det," svarede han. Det gode ved en kro som denne var, at der som regel var så meget larm, at ingen ville lægge mærke til, hvad man talte om. "I perioder kan det være ganske indbringende, i andre er der intet at komme efter." Han gjorde et enkelt skuldertræk.
Da de nåede op til krodisken lagde han hånden mod barpladen og begyndte nærmest med det samme at slå fingerspidserne med dem - dog uden at tænke videre over det, dog havde han stadig det meste af fronten vendt mod hende. Igen smilede han let til det næste han sagde.
"Jeg er en heldig mand," medgav han.
Han vendte derefter sig væk fra Alane og vendte i stedet for opmærksomheden mod gutten der stod bag disken.
"En whisky og en..."
Igen vendte Cassidy sig mod hende. "Hva' vil du ha'? Jeg gir'." Han følte lidt for at være en gentlemand overfor hende - egentlig var det sjældent at han gav andre drinks, medmindre han havde en eller anden bagtanke med det, men i dag var en af de sjældne undtagelser hvor han bare følte for at give hende en drink, for at hun kunne gøre ham en smule med selskab.
Gutten bag disken begyndte at hælde whisky i et glas, imens han afventede Alanes bestilling, og imens lod Cassidy blikket glide rundt i kroen, og fik snart udset sig et bord, hvor de ville kunne sidde nogenlunde uforstyrret, og ikke behøvede at dele bord med en eller anden fulderik.  

((Jeg håber ikke at det er skrevet for 'snøvlet og forvirrende' - Jeg er nok egentlig for træt til, at det er klogt at besvare emner.. - men nu var jeg lige i gang ~ håber det går ))