Just leave me here al alone! //Jacob//

Hun sad på broen, den kolde træbro. Som var mørkebrun af den regn som havde faldet her til morgen. Havet brusede om hendes ben, imens hun sad og kiggede frem for sig. Havet det så så stort ud, men dog alligevel så farligt og mystisk. Solen ramte ikke andet end de skyer som dækkede dem. Men den var ikke stærk nok til at bryde igennem. Caroline sukkede og kiggede ned i vandet, hun havde aldrig kunne lide havet.. Men farer tiltrak hende nu bare i øjeblikket.. Caroline lukkede øjne kort.. Også for at holde balancen for ikke at falde i, pga. de kolde side vinde. Hun kunne ikke svømme.. Vandet var bare en af de værste frygte..

Havet.. Et smukt sted de fleste væsner elskede. De elskede at gå ned til det om sommeren, mærke hvordan det kølede deres bare hud ned og hvor koldt det var når de havde lagt i solen hele dagen.
Jacob smilede for sig selv, mens han gik langs kanten nær ved vandet, så han kunne dufte den dejlige duft af saltvand og havluft.. Det var en dejlig duft.. Han savnede lidt at være ude at bade.. Det havde han ikke været i snart 50 år og ønksede ikke at prøve det igen, hvis hans evne nu skulle risikere at forvandle alt vandet til is... Is... Alt havd han rørte ved blev næsten til is.. Han kunne ikke varme nogen, ikke selv blive varme, men alligevel frøs han aldrig...
Han sukkede og stoppede op, da han fik øje på en pige med gyldne lokker..
Hvad lavede hun mon derude?

Caroline sukkede og rejste sig, da hun fik øje på en velkendt person.. Ikke en hun havde snakket med, men lot set.
"Nå hej igen, du jo Christians bror ikke?" Caroline mumlede lidt for sig selv, men trak ikke rigtig på smilebåndet.. Og med gode grunde.. Hun hadede at Christian bare havde ladet hende gå.. Men hun måtte vel bare komme videre ikke?.. Eller skulle hun kæmpe?
Hun sukkede igen, og kiggede på ham.

Denne pige... Hun virkede bekendt, som havde han set hende et eller andet sted før. De gyldne lokker og store øjne, var vist ikke til at tage fejl af. Det var Caroline, mennesket hans bror Christian engang havde noget med... Sådan havde han set det i hvert fald.
"Jo, vi ser hinanden som brødre," sagde han stille og puttede hænderne i hættetrøjens lommer. "Og du er Caroline? Ikke sandt?" Han smilte venligt til hende.

Carolines hovede snurrede lidt.
"Ser hinaden som brødre, eller er i brødre.. Jeg forvirret nu?" Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå, hendes humør tvang til ikke at smile selvom hun gerne vil.
"Jo jeg Caroline," Svarede hun og prøvede et skævt smil, men det lykkedes hende ikke helt..

"Vi ser hinanden som brødre," fortalte han og tog et greb om sin hætte, da vinden ville blæse den af. "Vi kan ikke være brødre, da han er en vampyr og jeg er en dæmon," Han smilte til hende, på en charmerende og venlig måde. "Hvor kender du egentlig Christian fra?" han satte hovedet på skrå.

//Sorry det korte svar, har ikke så meget krea..//

"Chistian sagde jeg var den første som havde vækket hans følelser til live i flere mange hundrede år.." Svarede hun, og smilte lidt da hun tænkte tilbage på det. Det var et tydligt tegn på at det betød noget for hende..
Det havde det enlig aldrig gjort før nu.. Kærlighed havde ikke rigtigt betødet noget..
"men hvor kender du ham så fra?"

Sikke en charmør Christian var, men det undrede nu ikke Jacob. Han virkede nu også som en, der kunne få alle piger i knæ, hvis han havde lyst. Men selvfølgelig, vidste han godt at det ville han ikke, især ikke efter den behandling hans skaber havde givet ham.
"Vi mødtes ude i Thousand Winters.." fortalte han, smilte ved tanken om det. Hvordan de hurtigt havde fået hinanden til at smile, præcis ligesom brødre gjorde. "Og på den måde, blev vi så gode venner og opførte os som brødre," Han kiggede ventende på hende.

"Nårh på den måde," Svarede hun og smilte lidt.
Hun rystede den irriterene Christian ud af hovedet, og fokuserede på at få en måske sjov dag. Måske kunne Jacob lave det hul som var efterladt i hendes hjerte, måske ville han være en god ven?

"Hvad ed dig?" spurgte han, kiggede på hende med et venligt blik. "Hvor kender du Christian fra? Er i venner, eller ex. kærester af en slags?"
Han vidste ikke så meget om Christians kærligheds liv, men han måtte han indrømme at han var en smule nysgerrig på det og på hvor hun kendte Christian fra. De var jo trods alt blevet som brødre, så det gjorde vel ikke noget at Jacob vidste lidt mere om ham, hvem han kendte osv.
Han kiggede sig omkring, nød vinden blæse i hans ansigt.. Det var dejlig afslappende..

"Ex. kæreste tror jeg.." Ligenu ville Caroline ikke andet end at skifte emne, men ingen havde sådan spurgt ind til hende før.. Det havde åbenbart været ligegyldig for andre, de var ligeglad med hende.. De fleste var, men hun var ikke et menneske som man skulle holde af.. hendes hemmelighed var ikke god for nogen.. At bedrage nogen..

Troede hun?..
Han nikkede, som et svar og kiggede ned i jorden. Han kunne mærke på hende, at hun gerne ville skifte emne, så.. Hvorfor ikke være flink og gøre det?
"Så Caroline," sagde han og kiggede på hende, imens han tykkede på hvad han skulle sige. "Hvad laver en pige som dig herude?"
Det var ikke hver dag man så piger herude.. Det var ikke tit man så nogen overhovedet..

Det ved jeg ikke.. Jeg er forsvirret og træt.."
Caroline ville rejse sig fra broen, da hun lige var ved at miste balancen. Hun lukkede øjne og frøs fast der hvor hun stod, bange for det store hav.

Han kiggede forvirret på hende, hun stivnede lige pludselig, som havde nogen dolkede hende i ryggen..
"Er du okay?" spurgte han, gik forsigtigt hen på siden af hende, mens han prøvede at få øjenkonatkt med hende.

//Hvornår vil du springe frem?//

"Jeg er bare bange for havet.." Hun holdte vejret. Og klemte øjne sammen, ude af stand til at bevæge sig.

//Snart men bare sådan at hendes skib kommer snart eller noget, eller skal det være: Nogle suger senere sad hun her igen? //

//Bare det med nogen uger senere //

Han kiggede ned på havet, det var en smule skræmmende med alt dets styrke og mystik.. Man kunne aldrig vide hvad der var under en i vandet, hvad der gemte sig.. Han kiggede hen på hende igen.
"Hvad laver du så ved havet?" spurgte han og satte hovedet på skrå.

"kom for at tænke.. Jeg ikke sikker.." Sagde hun med et enkelt gisp, da vinden tog fadt og gjorde hun næsten var ved at falde bagover.

//Okay /

Han tog hurtigt en hånd om bag hendes ryg, hjalp hende så hun ikke væltede..
"Rolig nu," sagde ha stille og hjalp hende op igen. "Lad os få dig væk fra vandet," Et venligt smil voksede på de ellers så smalle læber, og før hun kunne sige imod, løftede han hende væk fra broen.. Væk fra vandet, så duften af havvand ikke længere var i luften..
Da de var kommet væk fra broen, satte han hende ned igen med et venligt smil.

Caroline smilte til ham, og følte sig flov over det..
"Øhm.. Tak.." Svarede hun med en rød glød i kinderne.
"Undskyld men jeg skal nå noget.. Håber vi ses igen," sagde hun og løb op imod den lille landsby.

en uges tid senre:
Caroline gik rundt imellem nogle klipper, hun var menneske igen! Havde værete vampyr og skulle leve med den person som ikke følte noget for hende længere.. men Yoanna den.. Bi***!
Caroline traådte forkert på en sten, og faldt baglans ned af de høje klipper. Men landte i favnen på en eller anden. Men hendes øjne var klemt sammen.

Et skrig fik ham til at spærre øjnene op, mens han luntede med lystige bevægelser rundt nær klipperne.. Så fredeligt.. Så roligt, der var intet han skulle og intet at nå.. Han var bare fri.. Han kiggede op mod skriget, det så ud til at der var nogen på vej ned mod ham, eller.. Personen faldt ned mod ham..
Hurtigt løb han hen mod personen, for at gribe hende. Da hun var landet i hans arme, kunne han straks genkende de gyldne lokker og store, glimtende øjne.
"Vi mødes igen," sagde han charmerende, ventede på at hun skulle åbne øjnene.

Caroline smilte stort, og åbnede sine øjne.
"Puha!" Hun åndede lettet ud.
"Ja heldigvis på det rette tidspunkt" Svarede hun og smilte. Hun kunne ikk lade hver, hvorfor skulle det modsatte køn for det meste være charmerende?

"Det må du nok sige," sagde han, med et kærligt grin, hvor han derefter satte hende ned på den sikre jord igen. "Jeg havde håbet på at se dig igen, men jeg troede ikke at du ville falde ned fra en klippe?" Han kiggede op med klippen, lige der hvor hun før var trillede ned af og nær havde mistet livet. "Hvad lavede du dog deroppe?" Han kiggede ned på hende med et spørgende blik. "Jeg mener, det er jo ikke hver dag man går rundt oppe på en klippe,"
Han kom i tanke om sig selv, der havde fjollet rundt på et bjerg, så han måtte heller ikke blive alt for kæphøj, eller kaste med sten når han selv boede i et glas hus.

"Det er et rigtig godt spørgsmål," Sagde hun med et nervøst smil. Hun kiggede op på ham med strålende øjne. "Jeg tror jeg så noget og ville udforske det, kender du det man bare vil se om der er noget bedre på den anden side?" Spurgte hun, og kiggede derop imod. Hun ville gøre alt for bare at komme videre leve sit liv.

Om han kendte det? Selvfølgelig kendte han det! Han havde ikke lavet andet end som barn, at drømme om et bedre sted.. En bedre verden, hvor alting var spændende, sjovt og måske også lidt... Farligt..
"Ja, tro mig, det kender jeg alt til," sagde han og smilte venligt til hende. "Jeg elsker et eventyr og vil blive knust, hvsi jeg gik glip af et," Han puttede hænderne i lommen, kiggede op på klippen.

Caroline foldede armene over sit bryst, og kiggede på ham. hun smilte, sidste gang havde hun ikke mulighed for det.. Thunder, kaldte hun den side som nogle gange greb hende.. Af mere ondsindethed.. Men med JAcob var hun bare Caroline..
"Fortæl lidt mere om dig selv?" Sagde hun glad.