Heres a lollipop cutie (Xander)

Hvinet fra Xanders læber fik hende til at fnise lidt, hvor sødt at han fik et så stort chok i forhold til hende. Da hun ville sige noget, stoppede hendes ord. Xander lagde sig over hende! Vent hvad skete der, hendes ansigt blev rødt som en tomat. Normalt var det hende der nærmede sig folk, og gik ind i deres kreds. Ikke andre der rykkede sig tættere på hende, eller nærmede sig hende. Uden hun havde forført dem! Hendes øjne stirrede nærmest ind i hans, de ellers røde øjne blev hurtigt brune igen. De havde nu en uskyldig glans over sig, først nu opdagede hun at han havde blå øjne. Hun satte sin raske hånd på hans bryst kasse, for at sætte en grænse på hvor tæt han måtte nærme sig hende!
”Je… BLARH jeg klare mig, dette er et myggestik i forhold til det der sker normalt” Lo hun usikkert, hun var genert. Hun plejede kun at være genert over for Josh, ikke for andre. Andre folk var hendes offer, intet andet. Mens Josh betød noget for hende, så hvorfor var hun genert overfor Xander nu! Hun vende sit hoved lidt væk, for at undgå hans øjne. Da de satte sig lidt op igen, var pilene nærmest stoppet med at flyve ned over dem. Hun kiggede forsigtigt rundt omkring dem, mens Xander åndede ud. Blod løb ned fra pilene, ikke meget men en smule. Da han hviskede til hende, nåede hun kun lige at rette hovedet mod ham. Inden smerten røg gennem hele hendes arm og ned i hendes fødder, et lavt halv kvalt skrig slap hendes læber. Hun bøjede sig lidt fremover, mens han stadigvæk havde fat i hendes arm. Mens han sad og bandt den ind i stykket fra hans trøje, rømmede hun sig lidt. Det gjorde ondt, normalt hev hun dem selv ud. Det gav hende ikke et chok, når smerten angreb hende!
Mens han strammede stoffet omkring hendes arm, vende hun hovedet mod skoven og derefter mod ham. ”Det går ikke, din krop kan ikke holde til det” Hendes stemme var en smule lav. ”Der er større chance for at du kommer væk alene, jeg skal nok klare mig.” Hun sendte ham et kækt smil, alt for meget selvtillid var i det smil. Dog vidste hun godt at det ville blive svært, mest fordi de sad oppe i på taget. Der var ikke rigtig noget de kunne bruge som skjold, hvis Xander smuttede kunne han derimod få problemer med skytten i træerne. Hun sukkede blidt, pilen i hendes lår gjorde mindre ondt nu. Siden han hev den anden pil ud, hun kiggede på pilen i låret inden hun stille prikkede til den. Hendes krop rystede lidt, da smerten kom frem igen. Dum ide Alex, dum ide! Lad vær med at prikke til pilen!

Til at starte med, bemærkede han slet ikke den generte adfærd hun pludselig fik over, at han lagde sig over hende for at beskytte hende. Han håbede blot på, at så længe han lå halvt over hende, ville bueskytterne ikke forsøge at skyde efter hende. Om det var en teori der blot vil sende en pil igennem ryggen på ham, måtte han finde ud af, hvis smerten lige pludselig var der. Hånden på hans bryst fik ham til at kigge ned på hende og først nu opdagede han at hun rødmede. Det var nærmest rødt som en tomats! Han satte spørgende på hovedet på skrå, så en af de mørke lokker gled ned imellem hans øjne og lå på hans næse. ”Hvorfor er du helt rød i hovedet Alex?” Mere nåede han ikke at spørge om, før en ny pil kom susende forbi dem, men som heldigvis ikke ramte nogen af dem. Han tog en dyb indånding. Det havde været tæt på! Han kunne stadig mærke suset fra da den kom forbi ham!
Han henvendte sig til det hun sagde med pilen i armen. Et myggestik huh? Han ville nødig møde de myg hun gik rundt og fik myggestik af så! Før han nåede at kommentere det, fløj en ny pil forbi dem og fik ham til, at sende bueskytten et dræberblik. Hvor vedkommende så end var henne! Hurtigt rettet han ansigtet imod pilen i hendes lår. De måtte se at få den ud!
Lige da han skulle til at lægge en hånd på den, bad hun om at tage af sted alene og efterlade hende her på taget. Det kunne hun glemme alt om! Som om han ville efterlade hende her hos kødædende monstre og åndsvage bueskytter! Han så strengt på hende. De lysende krystalblå øjne glødede stædigt op i lyset fra solen. ”Jeg går ingen steder uden dig. Kommenter det ikke! Jeg gør det bare ikke!” Han tog et stramt greb om pilen i låret, trak den op og fik gåsehud, da han kunne mærke hvordan den havde sat bedre fast end den i armen.
Før hun kunne nå at kommentere på noget som helst, var det hans tur til at løfte hende op i sine arme, selvom kroppen rystede under ham. Han løb langs taget og sprang hen i det første træ der var tættest på. De pokkers ben rystede under ham. Et kort øjeblik havde han det som om at de ville falde af.
Han spændte hver en muskel i kroppen og gjorde an til at springe igen, lige i de øjeblik hvor en pil suste igennem luften og ramte ham i låret. Springet blev nu i stedet til et fald imod jorden. Han sørgede for at vende dem rundt, så Alex i det mindste landede ovenpå ham. Et højlydt skrig af smerte forlod ham da ryggen endnu engang ramte jorden med et knæk.

Selvfølgelig var det berøringen, der fik Xander til at kigge på hende. Damnit, hvis hun havde valgt at ligge helt stille. Ville han aldrig have set det komme, eller mere set det røde ansigt. ”DER VARMT!” Hun sagde det hurtigt og højt, hendes stemme var usikker og nervøs. Hvilket kun gjorde tingene værre, hendes ansigt lavede ikke andet end at blive rødere og rødere. Hendes hjerte bankede af nervøsiteten, hårdt ind mod hendes bryst. Hvis han ikke snart flyttede sig, føltes det nærmest som om hendes hjerte ville hoppe ud af brystet på hende. Hendes brune øjne skinnede en smule, da solens stråler ramte dem på en lidt speciel måde. Skyerne og den blå himmel, gav et genskær i hendes øjne.
Hamrene i brystet blev dog afbrudt, af pilen der landede få centimeter fra dem. Hun drejede hovedet mod pilen og sank stille en klump i halsen, hvordan slap de lige ud af denne suppedas?
De satte sig op, smerten fra pilen i hendes arm fik huden omkring såret til at dunke. Hun satte en hånd på stoffet, Xander havde forbundet hendes arm med. Det gjorde ondt, men hun var taknemlig over at han hjalp. Hun havde tit svært ved at gøre det selv, tanken om hvor ondt det ville gøre. Fik hende tit til at udskyde det lidt, eller sige at de nok faldt ud af sig selv. Hvilket tit fik folk til at glo, når hun gik med en pil i skulderen.
Da hun bad ham om at smutte uden hende, så hun stædigheden i hans øjne. Han nægtede ligefrem at forlade hende, hvilket fik et drillende smil frem på hendes læber. ”Men jeg troede gerne du ville af med mig, er det ikke meget nemmere at slippe af med mig. Hvis du efterlader mig huh.. lille Xander” Hun prikkede ham på næsen, da han dog fik sin hævn. Ved at hive pilen ud af hendes lår, hendes øjne åbnede sig op af smerten og hendes tænder skar sig sammen. Hun spændte i hver en muskel i kroppen, en smule kød og hud sad på pilens spids. Den havde været dybt inde, og da den havde siddet der i længere tid end den i armen, havde hendes kød i låret formet sig rundt om pilen. En lille rød tåre tittede frem i hendes øjenkrog, hvor hun hurtigt fjernede den igen. Hvis Xander så hende græde blod, ville han sikkert tænke at hun var syg. Eller døende!
Hun lavede et smertefuldt suk, hvor hun placerede sin hånd på såret. Blod sivede ud af hullet i hendes lår, mere end det havde gjort ved hendes arm. Det gjorde sygt ondt, hun følte bare for at slå Xander efter dette. Det gjorde jo ondt, han advarede hende ikke engang! Inden hun fik nået at se sig om, havde han løftet hende op i sine arme. Hun placerede hurtigt begge sine arme på hans brystkasse, af ren refleks. Hvis nu han skulle tabe hende, ville hun ikke falde ned med hovedet først. Han løb virkelig, med den sårede krop. Hun var ikke engang sikker på at hun ville kunne løbe, hvis hendes krop var så skadet som hans. I nogle sekunder kiggede hun op på Xander som om hun havde fået en åbenbaring, eller hvis han var prinsen på den hvide hest.
Tanken forsvandt, da en pil ramte hans lår og han faldt ned fra træet. Hun klemte sine øjne sammen, mens hun pressede sin pande ind i brystet på ham. Endnu en tøsede refleks hun havde, bumpet fra hans krop der ramte jorden fik hende til at åbne sine øjne. Hun landede ovenpå ham? Smertefuldt for ham, men mere rart for hende. Hans skrig rungede i hendes øre, da knækket fra kroppen lød. Hun fjernede sig hurtigt fra ham, de døde vende deres blikke mod ham. Gryntene nærmede sig, sammen med den knasende lyd af deres føder der ramte jorden. Alex begyndte at skubbe lidt til Xander ”R-Rejs dig op Alexander! De kommer.” Hævnen trådte ind, da hun greb fat i pilen og hev den ud. Hun tøvede ikke engang, den skulle bare ud. Hun hev derefter et stykke af den allerede ødelagte trøje af, hvor hun bandt det om hans lår. ”De nærmere sig Xander, hvis du ikke rejser dig op nu så…” Hun vende blikket mod de døde, de var langsomme. Men hans skrig havde tiltrukket andre fra skoven, Alex blik flakkede omkring. Hun gik lidt i panik, det så vidst ud til at Xander ville få et lille bid eller to. Dog ikke uden Alex ville forsøge at hjælpe ham! Hun bøjede sig ned og placerede et kys på hans læber, hendes øjne var lukket. Hvor efter hun rejste sin rystende krop op, med en pil i den ene hånd. Hun åbnede sine øjne stille, da hun gik mod den nærmeste af de døde ”Smut hvis du får kræfterne til at rejse dig!” Hun kiggede lidt tilbage på ham, hun haltede på det sårede ben. Der var ikke den største chance for overlevelse, når de var så sårede begge to.

Var der varmt? Af alle de ting man ville bekymre sig om når man lå op på et tag, hvor man enden kunne blive ædt af zombier eller blive skudt ned af en pil, så brokkede hun sig over at der var varmt! Vent nu lidt.. Rødmede hun fordi han... Da det gik op for ham, at det måske var derfor hun rødmede, fjernede han sig langsomt fra hende og så spørgende på hende. Et spørgende og drilsk glimt voksede i hans øjne. "Sådan, var det bedre?".
Tingene gik så forbandet hurtigt. Smerten han gav Alex ved at rykke pilen ud af hendes lår, var nok til at få ham til at skære tænder. Ingen tvivl om at det havde gjort forbasket ondt! Der sad endda noget kød på pilen. Han kastede den ned til de levende døde, i håb om, at den ville ramme en af dem i hovedet.

Pludselig lå han på jorden, ude af stand til at røre sig og vidste ikke om smerten i låret, var værre end den han havde i ryggen. Han vred sig og bed sig i underlæben, for at holde latterlige klynk og smertefulde skrig inde. Det kunne ikke ende sådan her. Det måtte det ikke!
Pilen i låret blev trukket ud, så hurtigt, at en tåre forsøgte at presse sig ud i hans øjenkrog, men som han så omhyggeligt forsøgte at holde tilbage! Han tog sig til såret. Forhelvede det gjorde da nas man! Havde det ikke været for den store kattepine de var i, så var han blevet liggende på stedet og bare blive der, indtil han i det mindste kunne mærke sin ryg og ben igen! Noget sødt og blødt blev pludselig placeret på hans læber. Da han åbnede øjnene, overraskede det ham, at finde Alex læber på hans egne. Hvorfor i alverden kyssede hun ham? Ikke at han havde noget imod det, men hvorfor? Han nåede ikke at reagere på det, før hun havde rejst sig op og så modigt på sit haltende ben, gik hen imod zombierne, klar til at bekæmpe dem. Var hun splitter ragende sindsyg!? Hun var ligeså såret ham! Hun kunne umuligt klare det alene! Vaklende rejste han sig op, han faldt på tilbage på knæene engang imellem, men han fik rejst sig op til sidst. Hele kroppen rystede og blod sivede ud af hans højre mundvige, samt bandagen på låret, der forlængst var blødt igennem. Han vraltede, nærmest selv som en zombie, hen ved siden af Alex. "Jeg smutter ingen steder."
Med de ord, forsøgte han at bekæmpe nogle af zombierne, med den dolk han nu havde tilbage. Flere og flere af dem omringede dem. Det lykkedes at dræbe mange af dem, men jo flere der faldt, jo flere kom der. Til sidst var det som en haltende dans, i blandt blod og døde kroppe. Sved glinsede ned af Xanders pande og blandede sig sammen med det størknede blod ved mundvigen. En pil der kom susende imod Alex, fik ham til at reagere hurtigt, uden han anede hvordan han skulle slippe levende ud af det. Han sprang ind foran pilen. Hvor den endte med at ramme måtte tiden vise.

Trangen til at slå ham i ansigtet, over hans lille glimt i øjet od den måde han spurgte om det var bedre. Fik lysten til at vokse, måske hvis hun slog ham ned af taget ville han stoppe med at sige noget. Eller han ville nok skrige, når de døde hev ham i stykker. Dum ide Alex, find på noget mindre ondskabsfuldt. Tænkte hun for sig selv, mens han flyttede sig fra hende. Da han kastede pilen fra sig, kiggede hun kort på enden af taget og derefter op på ham. Ingen ord blev sagt efter dette, dog havde hun stadig lyst til at straffe ham. På grund af den manglende advarelse og hans drilske glimt i øjet!

Blod kørte ned af hendes ben, hendes sår var ikke blevet forbundet. Hvilket gjorde det mere smertefuldt, da intet satte en smule pres på det og blodet bare løb ned som et vandfald. Hun kæmpede med en pil, som ikke lavede andet end at knække i mindre og mindre stykker hver gang hun hamrede den ind i skalden på en af de døde. Sveden løb stille ned hendes pande, Xander havde sagt nej til at flygte. Hvilket gjorde hende sur, men også lidt lettet. Hun havde ikke lyst til at dø alene lige nu, eller havde hun? Hun var lidt i tvivl omkring dette.
Smerten fra benet fik hende til at ryste, der ville ikke gå langtid før hun måtte efterlade ham og stikke af med sine vinger. Ellers ville de begge dø, måske kunne hun bære ham igen? Da hun vende hovedet mod ham, så hun hvordan en pil fløj mod hendes ansigt. Hendes mund åbnede sig lidt, alt gik langsomt for hendes øjne. I det Xander sprang ind foran hende, sprang hendes vinger ud. Vinden fra hendes vinger, fik pilen til at skyde tilbage. Inden de kunne nå at tænke over hvad der skete, hørte den en der bandede og en bue plus pile der faldt ned fra et træ. Alex plafrede hurtigt med sine vinger, hvor hun fløj op i luften. hun svævede mod buen og greb fat i pilene, hun stillede sig på knæ og skød mod alle de levende døde. Hun var en fantastisk skøtte, med bue og pil. Dog hvis man gav hende en pistol, ville hun ikke kunne ramme en skid. Og højst sandsynligt få pistolen op i ansigtet. Da trygget ville være for meget for hendes arme.
De døde faldt som fluer omkring Xander, hun skød kun dem der var nærmest. Da der ikke var nok pile til at dræbe dem alle, da hun havde fået de fleste rejste hun sig op. Hendes vinger blev trukket tilbage, blod sivede ud af hendes ryg og såret i hendes ben. Hun tog omkring to skridt, inden benene gav efter under hende og hun faldt til jorden med et bump!

Han troede ærligtalt at det var ude med ham, at pilen ville ramme ham i hjertet også ville det ende lige på stedet. Et kort liv måtte man sige. Dog, mærkede han aldrig smerten, i stedet mærkede han et stærkt sus om sine øre og da han drejede hovedet om, så han endnu engang de smukke sorte vinger foran sig. Suset fra vingerne havde slået pilen væk. og ikke nok med det, de havde kastet pilen direkte tilbage imod ejeren, så bueskytteren faldt om. Bue og pil var nu til rådighed for Alex! Han smilede triumferende. Måske var dette ikke enden alligevel! Hver en levende død der nærmede sig, blev omgående skudt ned af Alex bue og pil og han måtte indrømme, at hun var virkelig dygtig med dem! Alt smerte i kroppen lettede langsomt fra ham, nu når han mente, at de rent faktisk havde en chance for at overleve!
Da alle pilene var brugt, skyndte Xander at halte hen til hende og hjælpe hende med at komme op at stå endnu engang. Det var på tide at trække sig tilbage! Der var så få levende døde tilbage nu, at de sagtens kunne lunte fra dem og blokere vinduerne, samt døren så de ikke kunne komme ind. Han luntede så hurtigt han kunne tilbage til hytten, lod Alex falde ned i sofaen og skyndte sig derefter, at låse døren, blokere de tre vinduer, som allerede lå parat til at blive blokeret da Xander var forberedt på ting som disse. Udmattet faldt Xander om på gulvet. Han kunne ikke mere... Ikke mere, han ville bare heale lidt... Bare lidt. Fra der hvor han faldt om på gulvet, så han hen på Alex. Selv i alt den udmattet hed og smerte, sendte han hende et svagt og kækt smil. "Vi klarede det sku," Han grinte svagt og lettet.
De klarede den!

Hvis det ikke havde været for hendes vinger, ville Xander helt sikkert være død nu. Pilen ville have gennemboret hans hjerte, hvilket heldigvis fik Alex til at reagere inden alt skete. Pilen strøg gennem luften og fik personen i træet til at ømme sig, man så hvordan en skikkelse hurtigt forlod træet og forsvandt inde i skoven. ”Ivan…” Det altid kendte navn, en frygtesløs dusørjæger som plejede at lege med sine ofre. Inden han valgte at dræbe dem, og indbring deres hoveder. Et kort øjeblik, tænkte Alex at han kunne være efter Xander. Men hvorfor skulle han det? Hvad kunne den lille alt for høje dreng gøre, i forhold til så mange andre.
Smerten i hendes ryg, og blodet fra alle sårene. Var grunden til at hun faldt sammen, hun kunne ikke holde sig på benene. Når blodet fra låret størknede sig og de to store sår fra hendes vinger, fik hende til at miste blodet hurtigere end normalt. Hendes øjne lukkede i, inden hun ramte jorden. Da de åbnede sig igen, var hun endnu engang i Xanders arme. ”Man skulle næsten tro du kunne lide mig” Hendes stemme var svag og drillende, hun forstod ikke helt hvorfor han ikke efterlod hende. Hun stod nu i gæld til ham, han havde forsøgt at hjælpe. Hvilket alt sikkert havde virket, hvis de ikke havde været imod en af de bedste dusørjæger. Hun følte sofaen under hendes krop, smerten rev i hendes krop. Lig mig dog mere forsigtigt, tænkte hun kort. Hvor efter hun lod sit blik dale over ham, han susede omkring som en anden mus. Et kærligt smil kom frem på hendes læber, hvor efter han faldt sammen på gulvet og smilte kækt til hende. ”Tja, selvfølgelig gjorde vi det. Vi er badass” hun grinte lidt over det, lige nu skulle sårene heale. Gad vide hvem det healede hurtigst på, engle eller dæmoner? Hun lå lidt i sine tanker, mens hun kiggede op på loftet.
”Xander… der er noget jeg har tænkt på i langtid.” Sagde hun stille, hun vende blikket mod ham. Hendes stemme lød seriøs, som om han nærmest havde gjort noget galt. ”Hvad smager bedst, brunetter, rødtoppe eller blondiner? Og kan du overhovedet sætte en smag på deres sjæle?” Hun sendte ham et kærligt, dog lidt smertefuldt smil.

Skulle man næsten tro at han kunne lide hende? Nu måtte hun holde! Han prøvede skam bare at hjælpe, betød det at man kunne lide vedkommende? De havde blot kendt hinanden i lidt over en dag. At erklære at han kunne lide hende, ville være overdrevet. Nok havde han set en del sider af hende, men han kendte hende ikke fuldkommen og det kom man heller aldrig til, på blot lidt over en dag.
Han himlede bare med øjnene over hende, tog hende med indenfor, så de forhåbentligt kunne gå hen og få sig et hvil efter så lang en kamp! Det kunne i hvert fald være noget af det bedste der er sket hele dagen!
Da han lå på gulvet, tog han dybe indåndinger, smagte på luften af sikkerhed. Han havde ikke tænkt sig at rykke sig i noget tid. Lige nu, havde han bare brug for at slappe af. Trods alt, healede dæmoner ikke på samme måde som engle. Engle healede hurtigere. Dæmoner healede blot ligesom mennesker. Det var ikke alt der var lutter luksus ved at være dæmon. Han lukkede svagt øjnene i. Hans rolige vejrtrækning kunne høres igennem hele den lille hytte. Da Alex endnu engang snakkede til ham, løftede han blikket og så op på hende, med et par tunge krystalblå øjne. Spørgsmålet hun skulle til at stille var garanteret alvorligt, hvilket var derfor han sørgede for at lytte ekstra godt efter. Dog havde han ikke regnet med, at det hun ville spørge om, blot var et underligt spørgsmål til den måde han spiste på. Han sukkede dybt.
”De smager ens. Det er sjæle Alex, de har altså ikke forskellige smage,” Han hvilede hovedet på sin arm. ”Og at sætte en smag på sjæle er… næsten umuligt. Det er ikke til at beskrive hvad de smager af, de mætter bare en og man er klar over, at det er det man har brug for at overleve,” Han løftede hovedet. ”Flere underlige spørgsmål?”

Hun drillede ham bare, da hun spurgte ham om han havde følelser for hende. det var ikke meningen at han skulle blive totalt frastødt af det, han skulle bare drilles lidt. Eller det mente hun bare han skulle, hun satte sig stille op i sofaen. Var det virkelig okaii for ham at ligge på gulvet, han får bare mere ondt i ryggen end han allerede havde.
Hun kørte en hånd gennem sine lange brune lokker, mens et suk slap hendes læber. Da han svarede på hendes spørgsmål, smilte hun kærligt til ham. Tænk at de ikke havde nogle smag, hvor kedeligt var det så ikke lige at spise for dem. Hvis deres smag var som at trækkevejret, hun trak blidt på skuldrene. ”Flere underlige spørgsmål?” hun satte en finger op til hendes læber, hvor hun rejste sig op. Hun satte sig ned ved siden af ham, hvor hun derefter kiggede hen på sofaen. ”Når i spiser, suer i så sjælen ud gennem… uhmm, den der…” hvordan skulle man sige dette, bare sige det ligeud. Han var jo en incubus, penis, pik, tissemand. Ordet tissemand fik hende til at grine lidt, hun rystede blidt på hovedet. Måske behøvede hun ikke engang at sige det, hun vende blikket mod ham efter dette.
Hvad ville han svare på dette, hun virkede mere ivrig efter at vide dette. Dog røg et andet spørgsmål ud af hendes læber, inden han kunne nå at svare. ”Synes du jeg er tiltrækkende eller ser du mig bare som mad? Eller ser du alle kvinder som mad?” hun kiggede ned på sit lår, bukserne var blodige efter alt det der var sket. Såret dunkede stadigvæk, men gjorde knap så ondt mere. Nu var det mere hendes ryg der gjorde ondt, dog måtte Xander have det værre end hende efter faldet fra taget.

((Sorry det er ret kort ^^'' håber det går.))

Ind og ud, åndede han tungt og hadede sig selv for, at have de forskellige smerter rundt i kroppen. Såret fra pilen i låret føltes som et myggestik, i forhold til den smerte han følte i sin ryg. I de få minutter han lå og blundede, bemærkede han slet ikke hvad Alex fortog sig, før hun satte sig ved siden af ham. Hendes tilstedeværelse beroligede ham på en mærkelig måde. Hun kunne spørge om så meget hun ville, det ville ikke røre ham på nogen måde. At være incubus var den han var. Det kunne aldrig laves om på, selvom det på nogle punkter ville være meget lettere. Stadig liggende på gulvet, med hovedet hvilende på sin arm, så han op på hende. De krystalblå øjne var trætte. Et maleri af indtørret mørkerødt blod var smurt fra hans pande til kind.
Selvom han prøvede, at lade være med at grine over det hun spurgte, lykkedes det ikke. Han grinte lavt og sjovt nok også varmt. Dog stoppede han hurtigt igen, da kroppen straffede ham for, at grine ved at give ham flere smerter. ”Alex, det ved jeg ikke hundrede procent… Jeg ved bare at det kan lade sig gøre, mere ved jeg ikke,” Han lod hovedet falde ned på gulvet igen. Hatten faldt fra hovedet, de mørke lokker var tjavset og tørre af blod.
Først da hun spurgte om han fandt hende tiltrækkende, løftede han hovedet igen og så nu på hende, med et par krystalblå øjne der før havde strålet af udmattelse, men som nu blot strålede af en anelse forvirring. Hvorfor ville hun vide om han fandt hende tiltrækkende?
”Jeg finder dig skam tiltrækkende og nej, jeg ser dig ikke bare som mad, ikke at jeg kunne have lyst til at spise dig en dag,” Det sidste kom ud som en lille drillende kommentar. Langsomt strakte han armene ud, løftede sin overkrop op, selvom armene rystede voldsomt. Han satte sig op og åndede tungt ud. ”Ikke alle kvinder er mad nej, det kommer an på om jeg er på jagt eller ej,” Blikket blev vendt imod hende. ”Væmmes du over hvad jeg er?” et sår på læben gav sig nu til at svie, blot for at sætte kirsebær på toppen, af alle de andre sår han havde formået at få.

((Nogle dage senere))
Han var blot taget ud for at jage og nu… var han alene igen. At komme hjem til en tom hytte, gjorde mere ondt på ham, end han havde troet det ville når Alex tog af sted. I det mindste kunne hun have sagt farvel, men nej, hun forlod ham bare.
Endnu engang, alene, sad han på sin seng og så rundt på sit værelse. Duften af engel var for længst forsvundet fra hytten og sjovt nok, generede det ham. Han sukkede dybt. I de dage Alex havde været der, havde han helt glemt, hvordan det var at være alene. Det var langt fra så sjovt som han huskede det. Ikke at han nogensinde havde fundet det sjovt, som sådan.
Han lod sig falde bagover i sengen hvor han gav sig til at stirre op i loftet. Noget sagde ham, at det var sidste gang han havde set denne engel. Tanken var nok til at få hans hjerte til at banke smertefuldt imod brystkassen. For at ignorere det bankende hjerte, vendte han sig om på siden og lukkede sine øjne i, forsvandt i et land hvor alle tanker forhåbentlig ville forsvinde.

((Tre måneder senere))
De gamle rutiner var begyndt, at komme igen og han var ligesom før, blevet en del af dem. Nok havde han ikke de fleste ting at lave, udover at stjæle til klanen og møde sin far, men han overlevede. Præcis som han altid havde gjort. Livet var ikke altid det nemmeste. Ingen tvivl, men han måtte tage det hele med åbne arme, eller skubbe det væk. Det var vel hans eget valg.
Han hoppede af kedsomhed rundt i sin hytte, nynnede en fangende melodi, der var trist og samtidig lystig. Han snurrede rundt om sig selv, hoppede op i sin seng, op på bord og reol. Til sidst fandt han det dog bare ondsvagt, så nu stod han bare oppe i sin seng og så sig omkring i værelset.
Hvornår mon der ville ske noget spændende?

Hun kiggede på ham med sine blide brune øjne, der nærmest lyste op i lidt mørke rum. Solen var dog stadigvæk oppe, de havde jo ikke ligefrem været udenfor hele dagen. Bare for at blive jagtet, dog havde de brugt meget af dagen på det. Alex havde også fået øje for Xanders smukke krystal blå øjne, hun kunne næsten ikke lade vær med at stirre ind i dem. Når han en sjælden gang i mellem kiggede på hende, han var så kær. Lidt som den lillebror hun aldrig fik, hvis man kunne kalde det det. Han virkede også ret moden af sin alder at være, hvilket fik hende til at sætte nogle spørgsmåls tegn inde i hovedet. Hvorfor virkede han så moden, hvor var hans forældre. Udover det, hvorfor følte hun sig så, så tiltrækket af ham.
Der var kun et svar… Incubus, deres evne til at gøre kvinder forelsket, eller bare tiltrukket af dem. Havde måske ramt hende, hvilket havde gjort at hun følte sig knyttet på Xander på lidt forskellige måder. Hun kørte sin hånd gennem sit hår, mens Xander svarede på hendes spørgsmål. ”Du burde da vide det? Hvis du ikke aner hvordan du gør det, hvordan skal du så kunne kontrullere det en dag. ” hun lukkede sine øjne i, stille mens hun lyttede til de andre svar. Hun kunne nu godt lide lyden af hans stemme, den virkede så træt og uskyldig. At hun selv begyndte at føle sig træt, som om trætheden bare snigede sig ind på hende.
Da han sagde at han fandt hende tiltrækkende, åbnede hun de brune øjne igen. Men at han ikke havde lyst til at spise hende, fik hende til at sætte hovedet lidt på skrå. ”Vil det sige at jeg ikke er god nok til dig? Eller fordi jeg ikke er din type… er du til små bryster, for så store er mine altså heller ikke” Sagde hun, mens hun lod sit blik falde ned i hendes kavalergang.
Det var ikke fordi hun ønskede at blive ædt af en 15 årig Incubus. Det var ikke lige sådan, hun så sig selv dø på. Det skulle være mere awesome, ikke bare under samlege. Akavet måde at dø alligevel, hvor trist måtte det ikke lige være. Da han for første gang havde sex, hvor han slog en ihjel på grund af det. Ordet Jagt, omkring at finde mad. Fik hende til at sukke kærligt, med et smil på læben. Det lød som om han altid skulle nedlægge en eller anden sild, for at få mad. Som om han løb rundt på gaden, med sovepile. Som han skød pigerne med, hvor han gik efter den kønneste og bedste.
”Væmmes ved det du er? Næh, du er nuttet. Nok fordi du er incubus, men tja. Hvorfor væmmes ved den måde du spiser på, det kan da være ligemeget” Hun kravlede ud af sengen, hvor hun hev stoffet af puden. Hun kravlede mod Xander, hvor hun satte sig overfor ham. Bare det at bevæge sig, gjorde usindigt ondt. Som om de pile stadigvæk sad i hende! hun førte stoffet op til hans ansigt, hvor hun sad og fjernede det indtørrede blod. ”Undskyld, det er vidst lidt min skyld at du kom ud i problemer. Håber dine sår healere sig hurtigt” Sagde hun inden hun placerede et kys på hans pande. Hun fjernede noget af hans hår fra ansigtet, mens et nærmest gudinde smil, kom frem på hende røde læber.
Hun rejste sig stille op, hvor hun valgte at smide det meste af sit tøj. Mens hun gik, eller humpede lidt hentil sengen. ”Jeg tror jeg tager endnu en lur, alt gør ondt og føler bare for at sove det væk. Du er velkommen til at joine mig hvis du vil” Sagde hun med et drillende smil på læben, inden hun smed det tøj hun havde lånt af Xander, mod hans fødder. Hun lagde sig stille ned i sengen, hvor hun trak dynen lidt over hovedet på sig selv.

Dage var gået, deres sår var healet igen. Da Xander valgte at jage, havde hun set sig for at drikke. Hun var smuttet lidt efter Xander, i en lang sort kjole. Hvor natten havde udformede sig til noget fantastisk, Josh havde fundet hende og de var nu smuttet af sted. For at skaffe hans hukommelse tilbage, de tider med Xander ville aldrig blive glemt. Fra den dag han kastede tøj efter hende, fordi hun ikke gad at tage tøj på. Og dengang han bragte maden med hjem, hvor hun var kommet ind. Mens han ’Spiste’ med vand, hvor hun jokede med det. Resten af de kommende dage, hun havde nogle af dagene tegnet Xander i ansigtet. Så han altid skulle ud, bare for at vaske stregerne væk fra ansigtet.
Desværre havde hun mødt Josh, hvor hun følte at hun skyldte ham. Fra da han reddede hendes liv, havde hjulpet hende. ikke mindst det, bankede hendes hjerte så hårdt i brystet, hver gang han var i nærheden. Nok det man kunne kalde kærlighed, eller forelskelse. Hun anede ikke helt hvad hun selv skulle kalde det, alt hun vidste var at hun ønskede at være hos Josh mere end noget andet. Hun holdt af Xander, meget måske nok til at få bare en smule følelser for ham. Men Josh ville nok forblive en stor del af hendes hjerte, hver nat drømte hun om ham. De gange hun ikke kunne sove, så hun ham næsten foran sig. Med en udstrakt arm, det smukke smil på hans læber. hvor han nærmest stod og bad hende, om at komme tilbage til ham.

Efter den lange tur på omkring tre måneder, var hun endelig tilbage til Xanders hytte. Turen havde været hård, alt det hun var gået igennem havde taget på hende meget. Bare tanken om at forlade Josh, uden at sige farvel. Hvad var der lige med hende, og ikke tage afsked! Måske var det bare for smertefuldt at sige farvel til nogle. Tanken om det, gjorde nærmest ondt. Hun holdte en hånd tæt mod hendes hjerte, hvor hun stille gik mod hytten. Hendes tøj var ødelagt, da hun var stødt ind i en falden engel. Som havde set hende som et offer, for endnu et sært formål til at dræbe sin egen art. Desværre var han den der døde, hun havde kun få rifter på arme. Dog var hun nærmest smurt ind i blod fra top til tå, af den falden engles blod. Hun åbnede stille døren, uden at banke på. Hvor hun stille trådte ind, lyden af en sko der trampede rundt. Hvor det forsvandt, og blev til en knirkende seng. Fik hende til at stoppe op, måske var han i gang med at spise sen aftensmad?
Hun åbnede døren til hans værelse, hvor hun så ham hoppe rundt i sengen. Et lille smil kom frem på hendes læber, han plejede da ikke at opføre sig sådan. Gjorde han? Hun rystede på hovedet og lagde sine arme over kors, hun adskillede stille sine læber fra hinanden. Lyden af hendes stemme fløj gennem hans værelse, hvor det nærmest var sagt med glæde. ”Sup Alexander, hygger du dig?” Lød det fra hende, mens hun stod i dør karmen.

Kontrollere det en dag? Det havde han som sådan ikke tænkt over, at han skulle, måtte han indrømme. I hans hoved skulle en incubus være alene resten af sit liv. Folk skulle ikke bekymre sig om ham. Hans mosters ord blev ved med at gentage sig oppe i hans hoved. Hendes hæse stemme, så skærende og blid på samme tid. Der havde været dage hvor han holdte af hende og dage hvor han bare ønskede at hun skred. Før han overhovedet vidste at det var denne måde han skulle leve på, anklagede hun ham allerede og så ned på ham, hver gang hans mor ikke lige var i nærheden. Perfekte barndomsdage.
Opslugt af sine egne tanker, bemærkede han ikke hvordan Alex studerede hans øjne eller så på ham. Det var lige før han havde glemt, at svare hende, hvis ikke han igen var kommet tilbage det spørgsmål hun havde stillet. ”Hvem siger jeg behøver at lærer at kontrollere det?” Han bed sig i underlæben. Takket være den sårede krop og det udmattede sind, var Xander en smule sårbar lige nu og han skammede sig nu over den måde han spiste på. Normalt var det aldrig et problem for ham overhovedet. ”Jeg er skabt til at leve alene,” Han sendte hende et skævt smil. Denne svage side skulle hun ikke se. Der var ingen der skulle se den! Det nægtede han!
Pludselig satte hun sig selv i et lys, der fik det til, at lyde som om, at hun gerne ville blive spist af ham. Han måtte indrømme, Alex var tiltrækkende med både krop og ansigtet, samt personligheden. Og det var derfor, han kendte hendes personlighed og vidste nu med sikkerhed, at hun var mere end bare en af de piger han valgte at spise. ”Du er god nok til mig, men du skal det tage som et kompliment, at jeg ikke vil spise dig,” han rykkede sig tættere på hende, placerede et hurtigt kys på hendes kind. ”Det betyder bare at jeg finder dig som noget værd, end de tøser jeg ikke ser som andet end mad,” Han smilede kækt men dog også varmt til hende. Det var trods alt sandheden.
At hun ikke væmmedes ved ham var altid noget. Han nikkede forstående over det hun sagde. Det var garanteret pga. incubus dnaet at hun overhovedet fandt ham nuttet.
Han lå og blundede i sine egne tanker, da han pludselig mærkede et stof imod sin hud, så han spærrede øjnene overrasket op. Så snart de blev åbnet, mødte de Alex smukke smil og han kunne kort mærke sin hals snørre sig sammen. At hun derefter valgte at smide noget af tøjet, efter at have undskyldt til ham, fik ham til at himle en smule med øjnene. Hvorfor anede han ikke. Måske fordi det ikke undrede ham som sådan. ”Det skal du ikke tænke på. Det går over før eller siden,” Såret kravlede han hen imod sengen. Man kunne vel godt sige, at han tog imod det tilbud hun lige gav ham og skulle han være ærlig, så havde han ingen bagtanke for det.
Roligt lagde han sig ved siden af hende, brugte den samme dyne som hende og tog sig selv i, at rykke tættere på hende, med øjnene lukket. Inden længe var den unge dæmon faldet i søvn, tæt op af den engel, som han fandt som en omvandrende form for tryghed.

En velkendt stemme fik ham til, at vende hovedet hen imod døren og bare synet af hende, var nok til at han omgående sprang ned fra sengen. Ordene fik halsen til at snørre sig sammen og han kunne nærmest ikke tro at hun stod foran ham efter så langtid. Med hovedet en anelse på skrå, samt armene foldet på kors over brystet, så han hende i øjnene. De var ligeså kønne som han huskede dem.
Han gjorde en klikkende lyd med tungen. ”Ikke rigtig nej,” Han gik en anelse tættere på hende. ”Hvad bringer dig tilbage hertil? Jeg troede ikke jeg skulle se dig igen,” Man kunne høre på ham, at han forsøgte at lyde så ligeglad som muligt, selvom hendes pludselig forsvindingsnummer havde ramt ham hårdere end han havde troet det ville. ”Hvad er der sket med dig? Du ser… så udmattet ud,”

Hvis han kunne kontrollere det en skønne dag, ville han jo ikke ende alene til sine dages ende. Desværre betød det jo at han altid ville være sin elskede utro, dog skulle kæresten ikke tænke på om han elskede den anden person. Da de jo var døde, hvor han enlig bare spiste dem. Mens pigen som han en dag ville finde, bare ville kunne føle hans nærvær og hans blide stemme. Eller det at ligge tæt hos ham, som der sikkert ikke var mange der havde fået lov til i forvejen.
Da han tog lidt tid på at svare på hendes spørgsmål, begyndte hun selv at tænke over hvor forfærdeligt Incubuser ikke måtte have det. De måtte havde det utrolig svært, ved at finde en de elskede. Da der altid ville være en chance for at de ville forsvinde, i det de fandt ud af de var incubuses. Hvem ville have en mand, som nægtede at være sammen med dem i sengen. Men gik i seng med alle andre, også selvom det bare var for at overleve. Man ville nok føle sig en smule ubrugelig, eller have svært ved at være dem tro. Gennem et forhold, da alle på et eller andet tidspunkt har et ønske om at forene sig med sin elsker.
Hun lagde sine hænder under hendes hage, mens hun endelig fik et svar ud af ham. ”Hvis du kontrollere det, skal du ikke være bange for at være alene. Da du vil finde en, som du kan elske med uden at æde” Hun lukkede sine brune øjne, mens hun lagde hovedet på skrå. Et varmt smil dannede sig på de bløde læber. hans andet svar var dog trist, ingen var skabt til at leve alene. Hvordan kunne han overhovedet få de ord ud af sin mund, Alex vidste det. Tanken om at være alene nede i kælderen, da hun var lille. Hun savnede alles selskab, bare følelsen af en der snakkede til hende savnede hun. Hun endte endda med at snakke til sig selv, mens hun var nede i den kælder. Hvilket havde gjort hende lidt syg i hovedet, hun snakkede med sig selv og elskede nu lyden af folke skrig og andre smerte fulde ting.
”Du er ikke skabt til at leve alene” Hun åbnede sine øjne og strakte sine arm mod ham. ”Jeg vil altid være hos dig, uanset hvad der sker vil jeg være ved din side. Bare for at give dig alle de slikkepinde du kan spise!” Et lille fnis blev hørt, hun mente dog sine ord. Hvorfor forlade en dreng, der var omkring ligeså triste og alene som hun havde været. Det ønskede hun ikke at smide ham ud i, nu havde han lidt prøvet det. Inden de mødtes, var han jo alene inde i denne hytte. Hvordan kunne han overhovedet overleve det, det med at han forsøgte at gemme sine følelser bag et skævt smil. Virkede ikke som han havde håbet, hans øjne solgte ham. Det gjorde de lidt ved alle, man kunne aldrig rigtig ændre sine øjne. Hvis det ikke var fordi, hun hele tiden stirrede ind i hans øjne, ville hun nok ikke have opdaget det. ”Jeg bliver tøsen du ender med at forsørge hele dit liv!” Sagde hun i sjov, lidt for at opmuntre ham.
”Hm, er jeg virkelig? Sjovt, havde ikke lige tænkt det på den måde” Svarede hun, da han sagde at hun burde tage det som et kompliment. Over at han ikke ønskede at æde hendes sjæl, hun ville nu heller ikke miste den. Ikke før hun i det mindste havde set Josh bare en enkelt gang mere, hun spærrede sine øjne lidt op. Da han placerede et lille kys på hendes kind, han var og blev sød i hendes øjne. En rigtig trusse tyv!
Som alle de andre incubusser, men Xander var anderledes. Da han ikke var særlig gammel, de fleste incubusser var efterhånden blevet så gamle at man end ikke ønskede at være i nærheden af dem. Da de fulgte så mange forskellige ting, så som klaner eller andre ting. Hun var end ikke sikker på, hvordan incubusser var. Da de bøger der stod noget om racerne, fortalte de altid meget lidt omkring Incubusserne. ”Du er en lille prins Alexander” hun prikkede ham blidt på spidsen af næsen, inden hun begyndte at tørre blodet væk fra hans ansigt.
At han kravlede op i sengen til hende, efter hun havde sig. Fik hende til at slippe dynene lidt, for at han bedre kunne snuppe noget af dynen. Da han lagde sig lidt ind til hende, kunne hun ikke lade vær med at presse sig indtil ham. Så de lå i ske, hun lukkede sine øjne stille i. hun havde efterhånden ikke sovet i samme seng med nogle, det virkede nærmest rart at sove sammen med en igen. Bare følelsen af personens tilstedeværelse, var rart. Hun faldt dog næsten ligeså hurtigt i søvn som Xander, da der først var blevet stille. Hun havde heller ikke spist denne dag, hvilket gjorde at hun intet energi havde. Til at holde sig vågen på.

Følelsen af at se Xander igen, fik blodet til at varme sig op. Hun havde savnet ham, meget endda. Mere end man måske lige skulle regne med, hun følte lidt for bare at kramme ham. Holde ham tæt og undskylde for alt der var sket, undskylde for at have forladt ham. ”Du bringer mig hertil, jeg vidste hvordan du ikke ville kunne leve uden mig.” Hun strakte sine arme op mod loftet, mens et kækt smil dannede sig på hendes læber. hun smilede for at dække over sin sorg, hun havde ikke ønskede at forlade Josh. Allerede nu gjorde det ondt at være væk fra ham, tanken om at bære hans barn fik hendes hjerte til at stoppe. ”Lang tur.” Var alt hun kunne få sig selv til at sige, da han spurgte hvad der var sket. Hun lukkede sine øjne, mens hun smilte til ham.
I minutter som føltes som timer, stod hun bare med lukkede øjne og smilte varmt til ham. Smilet begyndte dog stille at falme, hun begyndte at ryste. Følelsen af at have mistet alt for sig på grund af frygten, frygten for Joshs svar over at hun var gravid. Havde fået hende til at flygte fra ham, flygte fra hans varme aura. Den smukke stemme og det fantastiske smil, hvorfor kunne hun ikke være blevet.
Hendes ansigt sænkede sig lidt, mens hun knyttede sine næver sammen. Hendes pandehår dækkede hendes øjne, mens hun følte hvordan hendes ben gav efter. Hun faldt sammen foran Xander, hvor blod tåre begyndte at løbe ned af hendes kinder. Hun satte sine hænder op til sine kinder, for at holde tårene tilbage. Men hulkene overdøvede hendes tanker, billeder af Josh der grinte og snakkede med hende. blev ved med at springe frem i hendes hoved, hun ville tilbage til ham. Bare være i hans favn igen, hvorfor skulle hun også frygte hans svar så meget. Hun krummede sig lidt sammen, mens hun sad på gulvet. Hulkende og snøftende, sad hun for Xanders sko. ”Hvorfor forlader jeg folk!” Sagde hun til sig selv, det var ikke engang anden gang hun havde forladt en person. Hun gjorde det næsten hver eneste gang, hvorfor kunne hun i det mindste ikke blive hos Josh. Han var en Arch engel, han burde ikke være følelses kold overfor hende. han ville sikkert hjælpe hende med barnet, han kunne ikke finde på at bede hende om at skaffe sig af med det? Tårene dannede nogle blodrøde linjer ned af hendes kinder, mens hendes hænder langsomt blev røde. Hendes tåre var en blanding mellem, saltede tåre og blod. Dog mest blod, hvilket fik det til at se en smule tykt ud.

Man kunne vel godt sige, at han var bange for, at finde en han elskede og derefter blot ende med, at æde hende. Han sukkede dybt over det. Dog fik Alex ham sjovt nok til at smile igen. Hun ville altid være ved ham, han skulle give hende mad resten af livet og forvente, at hun var der når han kom tilbage fra sine jagte. Før han faldt i søvn, så han hende en sidste gang i øjnene og man kunne se den ægte glæde i dem, sprede sig som ringe i vandet. ”Tak Alex, det sætter jeg pris på,” De halvlange mørke lokker faldt pjusket om ansigtet på ham. ”Jeg skal gøre mit bedste for at give dig mad og tage imod dine slikkepinde,” Ligesom hun havde haft prikket ham på næsen, prikkede han blidt hendes. ”Sov godt lille prinsesse,”
Hun mente ikke at han var skabt til at være alene. Hun væmmedes ikke for det han var. Alt i alt, virkede det til, at hun kunne lide alt ved ham og han kunne faktisk også lide alt ved hende. At lade hende bo hos ham var måske ikke så dum en ide alligevel. Med et smil på læben, lukkede han øjnene i og pressede sig ind til hende, så de endte med at sove i ske.

Glæden over at se hende blev trumlet ned af vreden over, at hun blot var forsvundet, selvom hun havde sagt at hun ville blive hos ham. Han så på hende og derefter ned i gulvet. Øjnene kunne ikke rigtig finde sig til rette. Han følte for både at smide hende ud og kramme hende, hvilket var meget underligt, da han ikke var en krammetype på nogen måder. For at komme ud af den tanke, nev han sig selv og først da Alex blev helt stille, så han på hende. Det triste over hende gjorde ham ilde til mode. Pludselig kunne han mærke hvordan vreden langsomt sivede ud af ham og blev erstattet med nysgerrighed, samt en smule bekymring. Hvad hun end havde været ude for, så havde det taget hårdt på hende. Udenpå var hun beskidt og udmattet, imens man kunne fornemme den sårede sjæl og det svagt bankende inde i hende.
Den smukke englekrop faldt til jorden, hulkende og snøftende. For hvert et hulk hun efterlod, kunne Xander føle et stød gå igennem ham. Stød som han aldeles ikke brød sig om. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Lige nu sad hun og græd ved hans fødder. Tydeligvis vred på sig selv over, at hun havde forladt andre eller ham, det kunne han ikke tyde. Han kunne ikke lide at se hende græde. Og som om det ikke var slemt nok, så græd hun blod, hvilket gjorde Xander mere utilpas, eftersom det umuligt kunne være sundt for kroppen at græde blod.
Efter nogle sekunder, satte han sig på hug foran hende og gjorde noget der kom bag på ham selv. Han trak hende ind i et kram. Forhåbentlig ville hun holde op med at græde. Duften af hende fik et savn til at sive ud af ham, et savn han havde troet, at han havde lært at skubbe fra sig. Men nu hvor hun igen var i hans favn, kom det krybende tilbage og forsøgte nu, at efterlade ham, nu hvor hun var foran ham og ikke forsvundet.
”Rolig,” hviskede han ved hendes øre. ”Når man forlader folk, gør man det som regel af en god grund,” Han forsøgte at trøste hende, hvilket var noget af det mest underlige han havde været ude for.

Xanders ord, fik hende til at smile en smule. Smerten blev overdøvet af hendes træthed, det virkede nærmest som om hver en muskel var faldet i søvn. Orden prinsesse og sov godt, blev knap nok hørt. Men varmen fra deres kroppe, der blidt pressede sig imod hinanden. Fik hende til at føle sig så uendelig tryg, hun lukkede de smukke øjne i. mens hendes vejrtrækning, forsigtigt blev rolig.

Hun fandt det forfærdeligt at græde foran Xander, ikke mindst at hun græd. Vidste hun jo godt, at hun græd blod. Men de ønskede ikke at stoppe, lyden af Joshs stemme. Den stemme der havde forsøgt at berolige hende, da hun første gang så sin far. Hvor frygten havde taget over hende, hvor hun skreg så højt at luften i hendes lunger forsvandt og fik hende til at falde på knæ. Hun savnede varmen fra et kram, eller bare den kærlige varme fra Josh. Når han en engang i mellem, lagde armen om hende. hun savnede det, på trods af hvor pinligt hun altid syntes det havde været.
Hun gjorde sit bedste for at tørre tårene væk, men de ønskede ikke at stoppe. Blod tårene ramte gulvet, hvor de til sidst dannede nogle røde prikker på hendes tøj og gulvet. hvorfor, hvorfor ville de ikke stoppe. Bare hun kunne få det til at stoppe, men de ønskede end ikke at stoppe.
Xander måtte hade hende, hun havde fortalt ham at hun ville blive hos ham forevigt. Hvor han skulle købe ting til hende, og tage imod hendes slikkepinde. Hvor hun bare havde efterladt ham, inden for tre ugers tid. Hvordan kunne hun gøre dette mod ham, hvorfor snakkede han overhovedet med hende. hun ventede enlig bare på at han samlede hende op, og smed hende ud af døren. Det ville ikke overraske hende, han havde en god grund til at gøre det. Hun ville ikke dømme ham på den handling, dog kom den aldrig.
I stedet blev hun hevet ind til et kram, følelsen af hans kropsvarme fik hende til at holde op med at græde i få sekunder. Dog begyndte de stille at komme frem igen, hun placerede sine blodige hænder på hans ryg. Hvor hun pressede sit ansigt ned i hans skulder, for at kvæle de hulk hun engang i mellem slap ud af sine læber. hans trøje derimod, blev blodig. Helt gennemblødt af blodet, fra hendes tåre.
Rolig, sagde han. Men rolig blev hun ikke, hun endte med at glide sine hænder ned af hans ryg. Mens han fortalte at hun sikkert havde en god grund til det, hvilket fik hende til at tænke på barnet. Hun var gravid, ingen god grund var hos hende. ingen på nogle måde, hun havde efterladt Xander på grund af josh. Mens hun havde efterladt Josh på grund af en baby. Hun var jo et forfærdeligt menneske, det med at hun havde dræbt tusinde af folk. Havde hun dog stadigvæk ikke skyld følelse af, sådan var livet jo. Men det at forlade Josh og Xander, havde alligevel taget meget på hende.
Hun trak sig forsigtigt væk fra ham, mens et lille snøft blev hørt. Hun trak derefter en whisky frem, som hun havde i en taske. Hun holdte den lidt op, mens et lille trist smil formede sig på hendes læber. ”Lyst til at drikke lidt?” Sagde hun forsigtigt.

Det føltes så underligt, at hun græd i hans arme og at han trøstede hende. I hele sit liv, havde han aldrig trøstet andre end sin mor. Hvad end hun græd pga. sin syge søster eller af en grund han aldrig kunne få, at vide hvad var. Dog havde han den mest skræmmende tanke om, at det kunne være pga. ham og det han var skabt til at gøre. Det kom dog aldrig på talefod imellem dem. Inderst inde elskede hans mor ham vel og han elskede hende. Om det så var sært, så holdt de af hinanden og støttede hinanden i tykt og tyndt, så at Alex nu lå for hans fødder og græd, tvang det trøstende gen frem i ham. Selvom han nok ikke lige var den bedste til det lige nu. Han krammede hende bare ind til sig, lod hende græde og ignorerede tanken om, at hendes hænder fyldt med blod kørte op og ned af ryggen på ham lige nu. Det kunne være lige meget. Det var tøj, det kunne vaskes for syv sytten.
En enkelt gang kørte hans hånd igennem hendes hår. Det var blevet kortere, en smule, hvilket ikke gav mening, eftersom hun havde været væk i tre måneder. Burde det ikke være blevet længere? Han legede blidt med det imellem sine fingre, imens hun havde hovedet lagt på hans skulder. Den blide og sikre incubus hånd kørte nu fra håret, til ned af hendes ryg, hvor han lod den køre op og ned. Noget der altid havde virket beroligende på hans mor. Om det også galt for Alex, måtte hun bedømme.
Med et sidste snøft, trak hun væk fra ham og efter noget der kun føltes som et enkelt blink med øjet, havde hun fundet en whiskyflaske frem. Spørgsmålet om han havde lyst til at drikke, fik ham kort til, at løfte spørgende på et øjenbryn, før han nikkede med et skævt smil på læben.
”Hvorfor ikke, engang skal jo være den første,” Han smilede til hende. Et smil der forhåbentlig kunne få hendes triste til at forsvinde fra hende. Forsigtigt tog han flasken ud af hånden på hende, fjernede proppen med et højt PLUUP. Inden han smagte på det, snuste han til det og blev overrasket over den sjove duft. Selv da han smagte på det, sveg det på tungen og han skulle helt klart lige vende sig til smagen!
”Det smager… Hrphm, det skal jeg lige vende mig til,” Han grinte over sig selv og rakte hende flasken igen.

Et lille smil dannede sig på de smukke røde læber, mens han tog fat i flasken og åbnede den. At han ikke havde drukket før, var sært. Da han så vidt hun vidste, altid fandt mad i barende. Hvordan kunne han så ikke have drukket før, kunne han virkelig score kvinder uden at give dem noget at drikke?
Hun lod dog tanken svinde ud, da han valgte at smage på den. Hun lagde hovedet stille på skrå, mens han sad og kneb sine øjne lidt sammen. Af den stærke smag af det, hun tog imod flasken. ”Man skal lige vende sig til det, ja.” Sagde hun, i det hun vendte bunden i vejret. Whiskeyen gled ned gennem hendes halsrør, mens den nærmest stikkede til hendes strube. Det var stærke sagere, men det gled ned. Hun var vantil at drikke, så whiskeyen var nu ikke så slem for hende. men at bælder fra en flaske, som hun gjorde nu. Ville på ingen måder være sundt for hende eller gøre smagen bedre, hun klemte sine øjne lidt sammen. Hvor hun fik tømt næsten halvdelen af flasken, hvor hun fjernede den fra munden. Hun rystede på hovedet og rakte den hen til Xander igen, den lidt hæslige smag fik det til at stikke i hende.
Hun åbnede sine øjne, hvor hun nikkede til ham. Som tegn på at han skulle tage imod flasken, hun rettede sin ryg. ”Jeg har flere flasker, købte nogle inden jeg kom” Købte og købte, der var en mand der havde købt nogle. Hvor hun havde været så vred på sig selv, at hun angreb ham og stjal flaskerne.
Hvis han tog imod flasken, ville hun finde en ny frem. hvor hun ville åbne den, hun havde dog kun disse to og en sixpack. Hvor der allerede var drukket en, fra den. Hun tog derefter en lille slurk af den nye flaske, hendes øjne stille begyndt at blive krystaliserede. Da alkohollen hurtigt angreb hende, hvis hun nu havde spist noget i to dage. Ville hun ikke være blevet så uendelig hurtig fuld, men på en tom mave. Gik det hurtigt til, hun smilte kækt til ham. ”Indirekte kys, siger det bare” sagde hun, omkring den flaske som de begge havde drukket af nu.

Det lå ikke til at hun havde nogen former for problemer med at få bundet flasken. Xanders øjne blev spærret overrasket op over den måde, alt whiskyen nærmest bare røg igennem munden på hende, på ingen tid. Hun slugte det som var det vand. Hvad der end var sket med hende, så havde det taget hårdt på hende og mon ikke, at han kunne tillade sig, at spørge ind til det.
Han tog imod flasken med et smil på læben, gjorde en skål hilsen, før han førte den op til sine læber endnu engang og lod det stærke stads varme halsen. Han kunne mærke hvordan det kørte hele vejen igennem ham. En følelse han ikke kunne finde rundt i om var behagelig eller ubehagelig.
Hvor mange hun mon havde og havde hun tænkt sig, at drikke sig under bordet, for at slippe for den sorg hun bar indeni? Det skulle nogle gange hjælpe bare at drikke og glemme alt omkring sig. Metoden havde han dog aldrig selv prøvet. Han tog en ny slurk af flasken. Smagen var langsomt begyndt at være noget han kunne lide. Det smagte sødt på en underlig måde, han ikke rigtig kunne forklare. Som om op til flere bær var blandet sammen i en og samme væske.
Det kække hun sagde til ham, fik ham bare til, at smile kækt af hende og fjerne flasken fra sine læber. ”Jamen jamen, du siger bare til når du vil have den ægte vare,” drillede han hende.
Hvis hun havde lov til at drille, så havde han også. Desuden, vidste han godt, at en som Alex ikke ville tage drillerierne så tungt, som andre måske ville.
En ny slurk blev taget af flasken og derefter stillede han den fra sig. ”Så… Har du tænkt dig at fortælle mig noget om, hvad der skete på den… lange tur?” Han så nysgerrigt på hende med sine krystalblå øjne.

Da han tog imod flasken, smilte hun kækt til ham. Alkohollen slog hårdt til, efter at have bundet det. Den havde hun alligevel ikke lige set komme, hun havde måske lige regnet med at hun ville kunne drikke en hel flaske. Hvor hun stadigvæk ville kunne gå i en lige linje, men det kunne allerede mærkes. At hun nok ikke ville kunne gå ligeud, uden at vælte eller gå ind i ting.
Hun lod sin tunge glide over sine læber, for at fjerne noget af den lidt kolde væske fra sine læber. mens hun kiggede på Xander, som tog en slurk fra flasken. Hun sad lidt og pustede ned i sin egen flaske, mens hun kiggede på ham. Hvor hun engang i mellem, lod flasken ramme de røde læber endnu engang. Hun drak mere forsigtigt fra den, denne gang. Hvis hun faldt om, af for meget alkohol på bare få sekunder. Hvordan ville Xander så ikke tænke om hende, sikkert at hun var en svag drikker. Undskylden var dog, at hun intet havde spist i mange dage. Hvilket gjorde at man intet havde, som ville suge noget af væsken til sig!
Da han kommenterede på hendes fjollede kommentar, omkring det indre kys. Satte hun flasken på gulvet, og kravlede hen mod ham. Hun nærmede sig hans bløde læber, mens lugten af whiskey slap hendes læber. hun kiggede op på ham, inden hun placerede sin venstre hånd højt oppe på hans lår. ”Tør du selv? Lille, bitte, Xander” Sagde hun på en forførende måde, mens de brune øjne var blidt placerede i hans. Hun drillede ham uden tvivl, især med sin sensuelle berøring ved låret. Samlet med at hun var så nærgående, at selv deres aura omfavnede hinanden.
Et lille smil kom frem på hendes læber, mens hun kun rykkede sig en smule tættere på ham. Mens han spurgte hvad der var sket, han var kær. Som hun havde husket ham, han var altid kær. Selv når han var sur, lidt ligesom Sean. Kær når de var sure, hvilket gjorde smilet større. ”Kedelige ting, intet andet” Sagde hun hurtigt, da han spurgte.

Det var rart at have hende nær sig igen. Uden han ville sige det højt til hende, så havde han savnet hendes selskab, det måtte han indrømme for sig selv. Men, hun kunne aldrig få ham til, at sige det til hende og det kunne ikke lade sig gøre. Det ville blive for sentimentalt.
Han tog flasken op til sinelæber, smagte på den halvsøde og stærke væske, der fik hans hals til at brænde og smagsløgnene til at danse på tungen. Da flasken var ved at være tømt, stillede han den på gulvet og kørte den en smule rundt der. Han lod den danse på dets bund.
Pludseligt kom hun kravlende hen imod ham, blikket var flettet sammen med hans og før han kunne nå, at registrere hvad der skete, var hendes læber utroligt tæt på hans egne, så han kunne mærke hendes whiskyånde kilde hans læber. En hånd ufatteligt tæt på en hvis ting, fik ham til at kigge forvirret ned af og da han kiggede op igen, var hun blot kommet endnu tættere på ham.
Hun havde helt klart fået for meget at drikke, ellers ville hun ikke opføre sig sådan overfor ham.
Med et kækt smil på læben, fjernede han hendes hånd og lod sine krystalblå øjne være flettet sammen med hendes brune. ”Hvem ved? jeg kan fornemme at du har fået for meget at drikke kære Alex,” Drilsk placerede han et koldt kys på hendes hals. ”Ellers ville du ikke opføre dig sådan overfor mig,” Han sendte hende et drilsk smil, før han forsøgte, at rykke lidt væk fra hende. Bare en bette smule.
Da hun blot fortalte, at det var kedelige ting der var sket på turen, løftede han spørgende på et øjenbryn. ”En kedelig tur på tre måneder? Det må jeg sige… Det må godt nok have været kedeligt så,” Flasken han før havde stillet på gulvet, førte han nu endnu engang op til sine læber. ”Sikker på at der ikke skete bare noget interessant?” Øjenkontakten blev skabt imellem dem endnu engang.

De havde begge nok savnet hinanden meget, hvordan kunne man ikke savne Xander. han var så gudeskøn at være sammen med, det at han var sådan en rebbel sammen med hans blide side. hvor han engang i mellem smilte, det bedste var nok når han blev irriterede på hende. den måde han rynkede på panden på, når hun havde drevet ham ud i at gnubbe sine tendinger. hun var dog lidt ligesom ham, hun viste det ikke rigtig. eller hendes måde at vide det på, var som altid ved at drikke sig fuld. også være mega nærgående, over for personen.
Da han valgte at fjerne hendes hånd, samt med at han valgte at drille hende lidt. Fik hende til at smile, da han kyssede hendes hals satte hun sig ned foran ham igen. Han turde ikke, det havde hun på fornemmelsen at han enten ikke ønskede det. Eller at han bare ikke turde, han var jo en incubus.
”Jeg opføre mig da tit sådan her, jeg har jo kyssede dig før. Hvis jeg husker rigtigt” Sagde hun koldt, mens hun tog sin næsten ny åbnet flaske til sig. Hun førte den op til sine læber, hvor hun langsomt lod det slynge ned af hendes halsrør endnu engang.
Mens han rykkede sig væk, smilte hun bare en smule. Så uskyldig af en incubus at være, den havde hun alligevel ikke set komme. Han burde da være bare en smule mere mandlig, eller måske var hun virkelig ikke den type for ham. Måske var han mere til langhåret piger, nu hvor hendes hår var blevet kort.
”Meh, det sædvanlige.” Sagde hun, som om alt virkede normalt. Hun trak blidt på skuldrene, mens hun tog en lille slurk af flasken. ”Tre måneder, hvor vi gik og blev standset først af en bande som kidnappede mig og tvang mig til at kæmpe for mit liv, mod kvinder. Undergrundens kampe eller noget, kan ikke helt huske det. Der hvor de tvinger kvinder til at kæmpe i undertøj” Sagde hun, som om det var det mest normale man kom igennem. ”Vi gik ind i en snestorm, hvor vi overnattede hos nogle rare mennesker. Hvor jeg røg gennem isen, mens Ghost … som er en smuk hvid, mega pjuskede pelsklump. Redde mit liv, senere mistede jeg min mødom til Josh. Hvor efter jeg mødte min far, som forsøgte at drukne mig. Hvor jeg var død i omkring et minut, hvor en eller anden gav mig hjertemassage eller noget. Kan ikke rigtig huske det, derefter smuttede jeg hjem til dig.” Hun tog en slurk efter sin hurtige fortælling om hvad der var sket for hende, hun gennem de tre måneder.
Hun kiggede ind i de smukke krystal blå øjne, som lyste op i hans øjne. Hun rykkede sig derefter tæt på ham endnu engang, hvor hun placerede sin flaske mellem dem. ”Du er velkommen til at drikke fra denne også” Tilbød hun, da det sidste af den anden flaske var væk. Måske var det alkoholen der snakkede ligenu, men han var nu ret kær. Meget nuttet, hun havde nærmest glemt alt om Josh. Hvor hendes opmærksomhed var placerede på Xander nu, var det ikke bare en smule forkert?

Han var sikker på, at hun egentlig ikke mente noget med den pludselige forførende opførsel overfor ham, da alkoholen boblede i kroppen på hende og sikkert også sorgen, efter at have mistet nogen der stod nær hende. Eller, det gik han ud fra, da hun fortalte at hun altid efterlod folk. Med andre ord, hun havde måske efterladt nogen på turen. Hvem det var, var et godt spørgsmål, som han sikkert nok skulle få at vide på et tidspunkt.
Ja, hun havde haft kysset ham før, men det havde været i en hård dyst og sikkert kun været pga. hun troede, at de skulle til at dø. Måske et sidste kys inden han mistede livet, som han så ikke gjorde alligevel, eftersom de begge blev ved med at kæmpe og sparke røv. Han smilede svagt ved mindet. De havde godt nok kæmpet godt den dag.
”Ja, fordi du troede at jeg skulle dø,” påpegede han med et drilsk smil på sine læber.
Han frygtede ikke at kysse hende, han orkede bare ikke, at han næste dag skulle gå og høre på hvor meget hun fortrød det. Trods alt havde hun selv påpeget mange gange, at hun så ham som et barn og at der måtte være mange pædofile kvinder i denne verden, siden han var i stand til at få noget at spise.
Da hun endelig fortalte om hvad der var sket på turen, lyttede han overrasket med og ville kommentere på nogen af tingene, men nåede det ikke før hun allerede var gået videre til det næste der var sket, som var det hver dags oplevelser. Hvilket det helt klart ikke var!
Møgdom? Josh? Død?
Mente hun seriøst at det havde været en kedelig tur! Hun kunne skrive en roman på alle de oplevelser! Den var langt fra kedelig eller ’det sædvanlige’.
Da hun var færdig, nikkede han imponeret med hovedet og tømte flasken med en sidste slurk. ”Og du sagde turen havde været kedelig… det lyder aldeles ikke sådan!” Han lod flasken trille ind under sengen. Ind i det mørke han aldrig gjorde rent. Ikke at han gjorde rent i hytten overhovedet. ”Sikke noget… Du kunne sku da skrive en bog på de oplevelser!”
Hun rykkede pludselig tættere på ham. Han smilede af det og rykkede sig ikke væk, i stedet tog han imod flasken hun gav ham og drak fra den, så de endnu engang delte et indirekte kys. Efter en god slurk, rakte han den til hende igen og startede en øjenkontakt imellem dem.
Han tog sig selv i at rykke tættere på hende. ”Jeg må sige, at jeg er beæret over at dette var det første sted du kom hjem til, efter din lange ’kedelige’ rejse,” Deres læber var utrolig tætte på hinanden. Han drillede hende ved at lade sin ånde kilde hendes læber. ”Selvom jeg er skuffet over at du har været mig utro,” det var selvfølgelig for sjov. Han vidste godt, at de ikke var sammen på nogen måder.

Alex viftede blidt med hånden, mens hun rystede på hovedet. ”Det er en mindre detalje, jeg kyssede dig jo stadigvæk" Hun tog en slurk af whiskeyen igen, inden hun satte den fra sig og kravlede endnu engang tæt på ham. Hun placerede et kys på hans kind, hvor hun derefter gled sin ene hånd ned over den anden kind. ”Du så nuttet Alexander” sagde hun, i det hun opdagede hvor overrasket han var blevet over hende lille tur. På tre måneder, måske var den vidst ikke så lille alligevel?
Hun satte sig ned igen, mens hun satte en hånd op til sin mund. De brune dådyr øjne blev ud i et uskyldige, dog stadigvæk vildt forførende. Hun satte den ene hånd på gulvet, mens hendes ansigt blev uskyldigt og nærmest lyste op. ”En bog, men jeg er eftersøgt. Hvis jeg skriver en bog, ved de hvor jeg har været og kan bedre finde mig.” Hun blinkede bedårende med øjnene, mens hun stirrede på ham.

Da han tog imod flasken, smeltede deres øjne nærmest sammen. Med et lille smil på sine læber, så hun hvordan han havde rykket sig lidt tættere på hende. hun lod de smukke brune øjne, glide ned over hans læber mens han snakkede. ”Det burde du også, jeg har ellers sååå mange steder at gå hen.” Sagde hun ironisk, i det deres læber næsten rørte hinanden. Kunne hun nærmest føle hans blide ånde, der ramte hendes røde læber. hun lod sine øjne, smelte sammen i hans krystal blå øjne. Mens han snakkede om at han var skuffet?
Skuffet over at hun havde været ham utro, et lille smil kom frem på hendes læber. hun satte sin hånd under hans hage, hvor hun derefter satte sig på hans skød. Med et ben på hver side af ham, hun løftede lidt hans hoved op. Da hun stod lidt op på knæene, så hun kiggede ned på ham. ”Været dig utro, hvordan kan jeg det når du end ikke tør at kysse mig, lille Alexander basse.” Sagde hun i det hun valgte at kysse hans bløde læber, smagen af whiskey var ikke stor. Da hun selv havde drukket det, hendes øjne lukkede stille i. mens hun pressede deres læber mod hinanden, med den højre hånd under hans hage og den venstre på hans skulder.

Hendes viften med hånden ændrede ikke noget. Kysset havde været en anden form for farvel, i den tro, at han skulle dø eller måske endda dem begge to. Han himlede med øjnene over hende. Det var dog en kærlig himmel med øjnene. Han kunne ikke andet end at holde Alex. Der var ingen tvivl om, at han allerede holdte af hende og aldrig kunne finde på, at smide hende ud af huset.
Før han kunne nå, at se sig om, havde hun kravlet hen imod ham og lagt en hånd på hans kind. En hånd der var så varm og blød. Han kunne godt vende sig til at den lagde der i noget tid.
Hun kommenterede hans udseende, hvilket fik ham til, at bide sig i underlæben og de krystalblå øjne, lyste op i en varm og genert glød. At hun syntes han var nuttet, varmede ham sjovt nok ned i maven og han gjorde alt hvad kunne, for at bilde sig ind at det var whiskyens skyld at han havde det sådan.
”T- Tak,” stammede han. Det var første gang i hans liv, at han stammede. Normalt var han selvsikker og aldrig nervøs, men Alex hånd på hans kind, og hendes læber så tæt på hans egen, fik ham til at ryste svagt.
Dog kunne han endnu engang genkende sig selv, da Alex kommenterede det med bogen, hvilket bare fik ham til at grine svagt over hende. Mest fordi det var så nuttet på en mærkelig måde. ”Det var heller ikke ment, som at du skulle skrive en bog kære Alex,” Han grinte kærligt og bed sig i underlæben.

Deres næste samtale gav nærmest ikke nogen mening. Eller, ikke for ham lige nu. Takket være whiskyen var han en smule pløret og kunne ikke rigtig finde rundt i sig selv. Men, så meget havde han da heller ikke fået, det lå dog til, at det var nok for at få ham en smule ude af fokus.
Før han kunne finde rundt i noget, satte hun sig på hans skød, løftede hans hage og sendte ham et blik, der gik lige igennem ham. Helt ned til maven. Han kunne mærke sig selv blive som gele.
”Ale..” Hans hvisken blev afbrudt af hendes bløde læber på hans.
Til at starte med, spærrede han øjnene overrasket op og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Noget inde i ham syntes det var forkert, men den største del af ham nød det og elskede hvert et sekund hendes læber var presset imod hans.
Han gav op og lod sig forsvinde i kysset. En hånd blev placeret på hendes nakke og Xanders læber, gav sig til at følges Alexs rytme. Deres læber passede sammen på en underlig måde. En god måde.
Han kyssede hende fra hendes læber til hendes kindben og videre ned af halsen.

Han var så forbandet nuttet, den lille stammen samlet med hans rysten. Kunne få en hver tøs til at dåne, dog ikke en fuld Alex. Hvis hun havde være ædru, havde hun helt sikkert krammet hans hoved. Sikkert kvalt ham i hendes bryster endnu engang, hvor hun ville råbe om hvor kær han var og om at hun ville beholde ham!
Dog smilte hun bare til ham i stedet, mens hun fjernede sin hånd fra hans kind.
Da hun sad uskyldigt og kiggede op på ham, kom et lille kært glimt frem i hendes øjne. ”Men du ville have læst den, kun for at læse sex scenen.” alt det bedårende og uskyldige forsvandt, som i et snuptag. Hun grinte kærligt over sine ord, hvem ved. Måske ville han rent faktisk læse om det, bare for at vide hvad hende og Josh havde lavet.

Hans lille forsøg på at sige hendes navn, fik hende kun til at smile lidt. Mens hun lod sine bløde læber presse sig mod hans, det føltes på en sær måde rigtig. Men på den anden side, var han en lille 15 årig dreng. Mens hun enlig kunne være hans bedstemors, bedstemors mor. måske længere tilbage, hvis det endelig var. Dog lod det til at whiskeyen havde gjort hende helt pløret omkring det, hun var ligeglad. Bare følelsen af hans bløde læber, der bevægede sig i takt med hendes. Var rart for hende, hendes hjerte slog hårdt i brystet.
Følelsen af hans læber der gled ned mod hendes hals, fik hende til at slippe luften fra hendes lunger. Så det nærmest lød som et støn, hun lod sit hoved glide lidt til siden. Mens hans bløde læber gled ned af hendes hals, hvordan kunne det virke så rart. Når det ikke var Josh, burde det ikke bare følelse en smule forkert?! Hvorfor gjorde det så ikke det? Måske på grund af alt alkoholen i hendes blod, eller det faktum at han var incubus. Vent! Ville det så betyde at hun ville dø, hvis de forsatte. Meh, hun var enlig ligeglad. Ligenu ville hun nærmest bare lade sig opsluges af Xanders, blid kys og hans tilstedeværelse. Det var nok, for hende lige nu.