Heres a lollipop cutie (Xander)

Hvor latterligt, faldt hun lige ned på jorden, for ikke at snakke om vred en smule om på foden. Det var dog ikke smertefuldt, det gjorde nok mest ondt, på grund af selve chokket. Man kunne ikke regne ud hvor stærke de forskellige grene var, så det var enlig bare et spørgsmål om tid, før hun ville falde ned. Hun skulle til at rejse sig op igen, da Ghost hurtigt var over hende. Hun ville have forsøgt at rykke ham, hvis det ikke havde været for knurren. Hun ønskede ikke at skade ham, ej heller at han skadede hende.
Det ville også bare ligne at hun ikke kunne klare sit job, hvis hun kom blodig hjem igen. Hun så op på Ghost, hvor hun adskillede sine læber. Nu var hun ikke i nærheden af nogle, så det gjorde næppe noget at han fandt ud af at det var hende. På den måde kunne hun også bare komme væk, uden nogle former for skader. Det ændrede sig dog hurtigt da han fjernede sig fra hende, og Josh nu stod foran hende.
Hun rejste sig roligt op, mens hun forsøgte ikke at stå på den skadet ankel. Hvis hun slappede af, var smerten skam væk om få minutter. Folk var hurtige om at omringe hende med spyd, hvilket fik hende til at se sig omkring. Hun rettede ryggen en smule, mens hun satte sine hænder på sine skuldre. Hun tog pilenes holder af, ved at knappe dem af skulderen så det faldt til jorden. Som viste at hun ikke længere var bevæbnet, udover buen. Som hun svang over sig, og smed på jorden. Øjnene undgik Josh, gad vide om han ville kunne genkende hende, bare ved at se hende i øjnene? Hun tog en dyb indånding, hvor hun lagde hænderne på skulderne igen. "Kapper er det værste, man sidder tit fast i ting, eller ender med at blive fanget fordi modstanderen får fat på den. Så hvorfor skulle jeg også lige have en huh?" Lød det skummelt fra hende, hvor øjnene rettede sig imod nogle af vagterne.
Det virkede sikkert underligt for dem der kendte Alex, det at hun valgte at have en kappe. Hvorfor lige en kappe? Hun var jo klogere end det, og gik meget op i hvad der var sikkert. Så hvorfor have en kappe, der nemt kunne ødelægge ens job.

Vagterne kiggede forvirret på hinanden og derefter Josh. Selv Josh måtte løfte på et øjenbryn og sætte hovedet på skrå. Skulle han tage chancen og lade denne kvinde slippe eller væk, eller skulle han fange hende, eftersom hun havde forsøgt, at slå Star ihjel. Star var en meget vigtig englekvinde, så var hun med andre ord blot ude efter, at ramme englene?
Ghost stod også og stirrede forvirret på hende, lige indtil han indsnuste luften omkring sig og rettede ørene lige op. Den duft, den virkede bekendt.
"Hvorfor ønskede du at skade Star?" spurgte Josh og ignorerede fuldkommen det hun havde sagt omkring kapper. En af dolkene blev trukket op af dets hylstre. Han stolede ikke på hende, nok var våbnene hun bar smidt fra hende, men han turde ikke tage nogen chancer. "Hvem har sendt dig?" Han forsøgte at få hendes øjenkontakt, imens hans vagter gav sig til, at omringe hende, hvis hun nu ville stikke af.

Hun smilte bag sin maske, det at se Josh vågen skete så sjældent, at det næsten var rart. Altså udover det at Josh så var pisse sur, og virkede en smule truende mod hende, men det var nu meget kært. Hun så omkring sig, øjnene der uden tvivl undgik hans øjne, hvor hun derimod lagde dem mod nogle andre. Hun løftede sin hage en smule, hvor hun kort lod de brune øjne falde på Josh.
"Star er falden, og forsøger at dræbe dig..." Hun gjorde sit bedste for at skjule sin stemme, hvad nu hvis han kunne genkende hende bare på hendes stemme. Derimod gjorde hun den en smule lavere, samt dybere i håb om at det ville virke. Hun lagde hovedet på skrå, og lod de brune øjne blive sendt imod Josh, en smule truende. "Men hvorfor skulle du tro mig, jeg er jo bare en fremmede der prøver at slå en blond falden engel ihjel." Hun knappede sin kappe op, hvor vagterne som det første så det som et tegn på at hun havde et våben gemt bag ryggen, som kappen gemte. Hvilket der sagtens kunne være. Hun tog en dyb indånding, mens vagterne angreb. Dog ikke død bringende angreb, bare nok til at hun i det mindste ikke kunne skade Josh, hvis det var det hun ønskede. Derimod havde de ikke helt regnede med det der kom frem fra kappen...
Intet, alt hun gjorde var at vikle den om to af vagternes hoveder, hvor hun lagde armene på deres skuldre, for så kun at springe op i en af træerne. Hun lagde sin hånd på træet, hvor hun holde sig stående. Pokkers tag hendes fucking ankel, hvis den ikke gjorde ondt ligenu, kunne hun sikkert nemt smutte fra stedet. Hun så sig omkring kort, hvis nu Xander var her? Kunne han så hjælpe, måske en smule. Hun rystede blidt på hovedet. "Rose, Rose sendte mig.." Hvem så end Rose var, men det var ikke hendes problem at tænke over hende. Det ville være Joshs.

Josh himlede med øjnene over denne fremmede, der prøvede, at bilde ham ind at Star var en falden og forsøgte, at slå ham ihjel. Uden rigtig at tænke over det, pegede han på hende med sin dolk og havde ikke opdaget, at det var hans store kærlighed der stod foran ham. Eller, hvad man nu kunne kalde det. Den kvinde han håbet på kunne blive den store kærlighed, hvilket bare var et pladder synspunkt.
"Du aner ikke hvad du snakker om," sagde han og svang nu lidt rundt med dolken imellem sine fingre. "Star kan ikke være en falden, når hun er en vigtig engle rådskvinde og forresten," Han så op på hende, øjnene strålede af kækhed og drilleri. "Hun har sort hår, ikke blond, så... du er altså ude efter den forkerte, med andre ord... amatør?" Med et løft på skuldrene, svang han igen dolken rundt imellem sine fingre og skulle lige til, at sige noget mere, da hun fjernede kappen og helvede brød løst.
For at være ærlig, nåede han ikke engang at opfatte hvad der var sket, før hun igen var oppe i træet og fortalte ham, at en hvis Rose havde sendt hende.
"Hey!" råbte han efter hende og sprang endda selvom op i et træ, et lige overfor. "Ikke så hurtigt fremmede der er blevet sendt for at dræbe en blond engel, af en hvis Rose person," Lige nu var han i en form for drillende og udforende humør.

Af en grund irriterede hans kæk hed hende, det faktum af at han drillede hende, kaldte hende en amatør, gjorde alligevel en smule ondt. Gad vide om han havde sagt dette, hvis han vidste at det var Alex og ikke en fremmede tøs? Hun bed sig selv i underlæben, da han udstrålede drilleri og intet andet. Hun himlede kort med øjnene, da hun gik en kort banken i hjertet. "Oh du har ret, min fejl... Denne blonde tøs fik skiftet hår farve, som alle andre. Præcis som den sidste faldne jeg slog ihjel, hvad hed hun.. Når ja Alex, alt for nemt, hun red på en hest, hvor nemt kan man gøre det for en amatør som jeg?.. Men den næste var tøsen Star, højtstående falden engel, der har evnen til at skjule sin dystre aura." Hendes øjne var kække, hvordan ville Josh reagere.
Vent, hvad havde hun gang i, stod hun lige og sagde at hun havde dræbt sig selv?! Hvad ville Josh ikke lige sige, og reagere på det. Hvis han var ligeglad ville det jo bare gøre ondt på hende, men hvis han ikke var, ville hun være i større problemer. Hun så kort væk, fuck fuck fuck! Hvorfor reagerede hun sådan, også bare fordi Josh var en smule kæk overfor hende. Hun bed sig endnu engang i læben, mens hun forsøgte at hive sine ord tilbage.

Kæk og hånende var en facade Josh havde lært at opbygge omkring sine fjender, mest af alt for de ikke skulle tro, at han frygtede dem og tvivlet med, at springe i flæsket på dem, hvis de så meget som rørte på sig. Aldrig havde han troet, at nogen skulle bryde den facade, ved blot, at sige et par enkle små ord.
Hun havde slået Alex ihjel, den dag hun red væk, hun var blevet slået ihjel af denne fremmede og han anede intet. Han hørte sit hjerte gå i to stykker, blive knust til glas og lande på bunden af hans mave. En kvalmende følelse voksede inde i ham, den var dog ikke større end den vrede, der var i fuld gang med, at bluse op inde i ham.
"Du..." En vred, glødende aura voksede omkring ham, skabte nærmest et par gennemsigtige vinger bag ham. Disse usynlige vinger var skabt af auraens had og sorg. "Du slog hende ihjel!" Han havde nu trukket begge dolke op af deres hylstre og før man rigtig kunne nå, at blinke var han sprunget imod hende, i et klart forsøg på, at stikke hende ned. Alt fornuft var forsvundet fra ham, han ønskede bare at slå hende ihjel. Hun havde slået Alex ihjel, hun fortjente det! Takket være hende var Alex taget fra ham! Hver gang hun undveg, ville han bare forsøge, at stikke hende ned igen.

Han var hurtig uden tvivl, det skabte nærmest en underlig form for glæde i hende. Han blev vred, han blev virkelig vred, hvilket betød... At han ikke var helt ligeglad, men... Hvad nu hvis det lykkes ham at dræbe hende nu, for helved da også. Hun gjorde sit bedste for at undvige, hvor hun sprang omkring, dog gik det ikke ligefrem hurtigt. Da det gjorde ondt, hun sprang omkring i træerne. Hvor Josh fulgte hende, som havde det været en dans oppe i træerne.
Hun følte bladende fra dolkene skære i hendes hud, dog ikke dybe sår. Hun kunne ikke undvige helt, men gjorde i det mindste sit bedste! Hun bed sig endnu engang i underlæben, hvordan slap hun så lige væk fra en archangel, der var i gang med at flippe helt ud. Hun klemte sine øjne sammen, da hun sprang op i luften og lod de blodige sorte vinger komme frem, hun sprang mod himlen og undveg de dolke ham kunne finde på at kaste efter hende.
"Sur er man, så det tror du på, men du tror ikke på at Star er en falden engel." Hun lagde sin hånd op til masken, og trak den blidt op over hendes næse igen. "Jeg løj omkring Alex, hun lever... tro mig, hun er en smule såret her og der ligenu, hendes fod er måske brækket, men ikke min fejl." Hun løftede den ene hånd, og lagde den anden over hjertet. "Men sårene er skam min fejl... Men tro på at Star i det mindste er falden, du kan selv forsøge at lave noget research omkring hende, hvis du nu kommer en smule i tvivl." Hun fløj højere op, for derefter at forsvinde væk i skyerne og forsøge at komme hjem til Xander. Selvom blod dryppede og dannede et spor fra hendes vinger, den måde det landede på land jorden og lod sig selv falde mere og mere.

Alex... Alex var alt han kunne tænke på.
-Hvorfor kom hun ikke tilbage?
Han sprang imod hende hver gang hun undveg. Hver gang dolken snittede hende en smule, følte han bare for, at ramme hende mere.
- Hvorfor kom hun ikke tilbage?
Da hun fløj op, ved hjælp af de smukke vinger, kiggede han irriteret op på hende og knurrede efter hende. Han kunne ikke nå hende deroppe. Morderen til Alex hang nu over hovedet på ham, hånede ham og han kunne kun stå hernede på jorden, knurre af hende eller måske kunne han... Vent... var Alex ikke død? Det fik ham til, at slippe dolken, smide den fra sig og se op på hende, fortabt med sine brune øjne. Gudsketak og lov.. hun var i live! Han åndet lettet ud. Da Alex var kommet på banen, havde han fuldkommen glemt, at de snakkede om Star.
"Hvor er hun henne! Hvad er der sket med hende!?" råbte han efter hende. Dog fik han intet svar, eftersom hun valgte, at flyve væk fra ham. Med alt han kunne præstere, forsøgte han at følge efter hende, imens han blev ved med at råbe efter hende. "Hvor er hun!?" Opgivende faldt han ned på sine knæ, da han ikke længere kunne se eller høre hende.
- Hvorfor kom hun ikke tilbage?

Så snart Alex var hjemme, gik Xander hende i møde og løb nærmest hen til hende, da han kunne se hun ikke helt var på toppen. "Hvad er der sket?" Bekymret lagde han en arm om hende og tillod sig endda, at løfte hende op bagefter. "Du roder dig da også altid ud i ting," Han løftede hende ind i huset og på sengen.

De fortabte øjne, fik hende nærmest til at flyve mod ham igen. Bare for at kramme ham, holde ham indtil sig og trække masken væk, for at kysse ham. Hvorfor gjorde det så ondt at se ham på den måde, det virkede helt forfærdeligt, hun ønskede virkelig ikke at se ham på den måde. Hun ønskede... mest af alt, at holde ham tæt indtil sig, kysse ham og beskytte ham. Gad vide om han ville lytte til hende, hvis hun sagde at denne person var en falden, at Star var en falden... Ville han være vred og ikke tro på hende, eller lytte til hendes ord?

Hun landede mere eller mindre med et bump, for derefter at hive sig selv op på benene. Hun bed sig selv i underlæben, da Xander pludselig kom udenfor. "Lad os bare sige at missionen/arbejdet gik dårligt." Hun smilte drillende til ham, mens hun trak sine vinger ind. Gud hvor smertefuldt behøvede det lige at være, at bruge de pokkers vinger. Hun følte hans arm, og jorden forsvinde under hendes fødder. Roligt løftede hun sit blik mod ham, mens han lagde hende på sengen.
"Blod er svær at få af tæpperne, sååå. Er det ikke dumt at smide mig på sengen." Hun var såret, både indeni og udvendig. Hvorfor behøvede hun at hade alting så meget, gid hun havde smidt masken og kysset Josh... Hans læber, de var altid så bløde.. Sådan huskede hun dem i hvert fald. Hun tog fat i Xanders trøje og hev ham ned i et dybt kys. Mest for at miste tankerne omkring Joshs læber, blev de i stedet erstattet af Xanders læber. Roligt trak hun sig væk fra ham, hvor hun hev sine sko af. "Jeg tror jeg har forstuet foden... typisk mig ikke." Hun smilte skævt til ham, mens hun forsøgte at tage sit beskidte tøj af.

Som altid og han mente ALTID kom Alex tilbage med en del række sår. Denne gang havde hun endda tilmed også en forstuvet ankel. Han himlede med øjnene over, at hun fortalte ham, at blod ikke var så nemt at få af tæpperne. "I så fald sætter jeg dig bare ned på gulvet," Truede han hende drillende. Som han skulle til, at gøre det, trak hun ham ned i et dybt kys og overraskede ham. Han var skam van til at hun kyssede ham og rent faktisk ret tit når hun kom hjem fra disse missioner. I stedet for at tænke mere over det, kyssede han hende blot tilbage og adskilte i det sekund hun gjorde, for nu at rette opmærksomheden på de støvler hun smed.
"Ja, som sagt, du kommer altid til skade under dine missioner," kommenterede han drillende og gik hen til kommoden, for at finde noget rent tøj til hende, som hun kunne tage på så snart det andet var kommet af. Med et nysgerrig blik, så han sig over skulderen. "Hvad kom du så ud for denne gang?"
Hvad lavede hun på disse såkaldte missioner? Og hvorfor kyssede hun ham altid, som om, at hun havde savnet ham, så snart hun kom hjem? Det lød måske skørt, men det var som om, at når hun kyssede ham, var det en anden og ikke ham hun kyssede.

Hun smilte drillende til Xander, da han truede med at smide hende på gulvet i stedet for sengen. Et blik der sagde, *Do it, if you dare.* Og et smil der skreg *Du tør jo ikke* Hvor hun sukkede blidt, hendes krop var øm, små sår over alt. Det mest smertefulde var nok hendes ryg og fod ligenu, da hendes vinger havde lavet åbne sår, hvilket var typisk, heldigvis skabte de ikke ar, og healede hurtigere end normale sår. Dog kunne hun stadigvæk dø af blodmangel, og smerterne kunne sagtens få hende til at gå i kramper. "Du tør ikke smide mig på gulvet." Hendes stemme var drillende og blid på samme tid.
Hendes øjne fulgte ham, mens han gik mod kommoden for at finde tøj til hende. Hvor hun gabte kort, ikke af træthed, hun følte sig i hvert fald ikke særlig træt. Hun løftede sin hånd og så på blodet der lå i hendes håndflade. "Prøver du at sige, at jeg er dårlig til mine missioner?" Hun rettede endnu engang blikket mod ham, mens hun lagde hånden i hendes skød. "Jeg kom imod en sorthåret so, som ikke kunne andet end at snakke med munden fuld af lort... hvorfor er der så mange kvinder man kan hade?" Hun sukkede blidt, mens hun satte sig op roligt, inden hun valgte at tage tøjet af.

Ikke at han ikke turde at gøre det, men han lod hende ligge og bløde i sengen, i stedet for at lade hende kysse gulvet. Han rystede blot på hovedet og satte sig ved siden af hende, ventede på at hun fortalte hvad hun nu var blevet udsat for og hvem der skulle have tæsk i denne uge. En sorthåret so var dog alt han fik ud af hende. Han smilede svagt og rejste sig op igen, hvorpå han strakte sig.
"Jeg er glad for at de er der, så er der mere mad til mig," sagde han drillende og kiggede om på hende. Ud af sin øjenkrog skimtede han kort hen imod avisen. "Har du set at din loverboy skal giftes?" Han løftede avisen op og viste hende siden. Den lille kolonne, lige under artiklen om hende. "Med en hvis... uh.. hun har jo sort hår," Han gispede falsk og så hen på Alex. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, er hun den sorthåret so... ikke sandt?" Udenpå havde han et drillende smil, men indeni håbede han på, at det ikke var sådan og at hun ikke længere bekymrede sig om den magtfulde engleleder. Hvis hun stadig bekymrede sig, betød det at hun kunne finde på at tage tilbage til ham og det ønskede Xander som sådan ikke.

Alting var smertefuldt, gud hvor hun ønskede at smerten ville forsvinde ligenu. Det ville dog bare betyde at hun var død, og hvor fedt var det ikke for den lille Xander. Hun sukkede blidt, mens hun så op på loftet. "Pff, hvad prøver du at sige, jeg er sorthåret?" Hun smilte drillende til ham, inden hun satte sig lidt mere op. Smerten jog i hende, da hun satte sig op, men det skulle ikke stoppe hende.
Da han kommenterede på artiklen, så hun kort på den og derefter på ham. "Why do you care?" Hun løftede det ene øjenbryn, inden hun trak benene ud over sengen. Han havde lige lagt hende i sengen, og allerede var hun ved at kravle ud af den. Hun ignorede hans spørgsmål, ved at smide noget andet på banen. "Vil du med i bad?" Hun lagde hovedet på skrå, og så mod ham, med et kærligt smil på sine læber.
Af en grund, blev hun irriteret, samt sur over hans måde at drille med artiklen. Samt det faktum af at han havde ret, i at den kvinde var grunden til hendes sår, selvom Josh var personen der havde givet hende sårende, var Star derimod kvinden der var grunden til at hun var taget derhen.
"Hvad siger du? Jeg kan ikke helt holde til at stå op alene, og føler mig halv klam med blodet der klistre sig til mig, eller måske tænker du ad.." Hun kørte en hårtot om bag øret, inden hun så mod jorden. "Hvis du er genert over din krop, skal jeg nok lukke øjnene." Lød det drillende fra hende, inden hun blinkede kækt til ham.

Hun svarede ikke på det med hendes tidligere loverboy, hvilket på en måde glædede ham, da det sikkert ikke bekymrede hende. I stedet spurgte hun om noget, der fangede hans interesse meget mere. Et bad, bare hende og ham, så de kunne vaske alt det blod af hende. Han smilede kækt til hende, løftede hende igen op i sine arme og sørgede selvfølgelig for ikke at klemme hende. "Ad? Jeg vil glæde mig til at vaske din krop," hviskede han drillende i hendes øre. Han lod hende ikke rigtig sige noget, i stedet gik han bare ud på badeværelset, satte han hende forsigtigt ned og fyldte vandet op med forskellige sæber og vand. Med et drillende smil, fandt han vaskekluden og viftede drillende med den imod hende. Derefter tog han med det samme tøjet af og løftede ellers hende op i vandet, i det sekund hun havde fået tøjet af. Han satte sig selv op i karret. "såååå... skal jeg vaske din ryg?" Drillende blinkede han til hende.

Hans interesse blev fanget hurtigt, hurtigere end hun måske lige havde regnet med. Han fik hende hurtigt op i sine arme, hvilket fik hende til at spærre øjnene lidt op og se ned mod jorden, for at sørger for at han ikke tabte hende, placerede hun sin ene hånd på hans skulder. "Det glæder mig." Lød det lidt tøvende fra hende, hvor hun lo kærligt bagefter, havde hun overhovedet brug for Josh?
Hun så ned, da han satte hende ned igen, hvor hun langsomt tog hendes arbejdstøj af. Det gjorde ondt, mest fordi noget af blodet var størknet, så det kunne nemt mærkes, hvordan det rev det størknede blod af hende igen. Hun bed sig roligt i underlæben, inden hun så sig over skulderen, for at se på sårene der. Gess, de var ikke så dybe som hun regnede med, men alligevel gjorde de så pokkers ondt.
Endnu engang løftede han hende op, hvilket fik hende til at rødme. Hun var nøgen, nøgen og i en nøgen mands arme! Hun slugte klumpen i halsen, inden hun smilte varmt til ham. "Hvis du ikke er for hård, så sure." Lød det drillende fra hende, inden hun trak håret over den ene skulder, så hendes sår på ryggen var mere ydelige. Der var mange, dog flere på hendes sider, hvilket var et tegn på at hun havde været god til at undvige dem der ellers kunne have ramt hendes ryg, nogle meget farlige steder. "Men ingen sæbe, det svier, så please... No soap."

Trods hans meget voldsomme natur eller stridighed overfor Alex, vaskede han blidt hendes krop og sørgede for, at han ikke kom til at skade hende. Kluden kørte roligt op og ned langs hendes krop, uden sæbe selvfølgelig, som sagt ville han ikke skade hende på nogle punkter. Hvis bare han kunne blive ved med, at beholde hende sådan her, bare ham og hende. Ingen Josh... Han skulle bare forsvinde helt. Mon hun ville bemærke hvis Josh døde? Hun snakker jo ikke sammen med englen længere... Hvis han nu gik hen og døde på 'naturlig' vis. Han smilede svagt ved sig selv ved tanken, kluden fortsatte med at køre stille og roligt op og ned, langs den smukke ryg. Nok ville hun være ked af det nogen dage, men det ville ændre sig, det var han sikker på.
Blidt pressede han sine læber imod et bestemt sår på hendes skulder.

Det var rart, men på samme tid smertefuldt at få vasket ryggen. Xandwr var rolig med kluden og gjorde intet for at skade hende helt vildt. Dog var det stadigvæk en smule smertefuldt. Hun knib øjnene i, hver eneste gang han kørte hånden over nogle af de lettere dybe sår.
Af en grund gjorde det kun, så hun i stedet blev irriteret på josh. På trods af at hun ingen grund havde, selvfølgelig ud over at han var forlovet, med en der ønskede at tage hans liv.
Udover det, var drengen også klar på at slå hende ihjel, ja ja... Han anede ikke at det var hende, men alligevel var han klar på det. Et suk slap hendes Rubin røde læber.
Hun rykkede en smule på sin skulder, i det han kyssede et sår. "Det svier." Lød det lavt fra hende, inden hun kørte en hånd igennem sit hår. "Er der mange sår?... Ser det vildt ud?" Hun lænede sig tilbage, så hun i stedet ville sidde op af Xabder og se op på hans krystal blå øjne, dog med det meste af kroppen under vandet, så det næsten var umuligt at se hendes krop, da det lange hår sprede sig en smule

Han vidste ikke om han skulle fortælle hende, at sårene rent faktisk så ret slemme ud og hun heller måtte tage den med ro de næste par dage. Medmindre hun ønskede, at de skulle være der for evigt og gå op endnu engang, for kun at bløde igennem hendes tøj.
"Jeg vil ikke lyve for dig Alex, det ser slemt ud," fortalte han hende og stoppede med at vaske hendes ryg. I stedet lænede han sig tilbage i karret og lukkede sine øjne i. "Du burde nok tage den med ro her de næste par dage, din krop kunne godt trænge til lidt ro, ikke flere kampe," Han åbnede sine øjne igen og så hen på hende. Håret klistrede sig ind til hans ansigt. Han selv havde ar rundt omkring på kroppen, men ikke ligeså dybe som Alex og det burde hun nok tage op til overvejelse. En eller to dage hvor hun tog den med ro kunne ikke skade hende. Roligt lænede han sig frem, kyssede hende på toppen af hovedet og rejste sig derefter op. Han trådte ud af karret, snurrede et håndklæde rundt om sine hofter og så om på hende igen. "Vil du have hjælp eller klare du den selv når du vil op?" spurgte han hende helt neutralt.

Dagene gik, Xander fortsatte bare livet sammen med Alex og klanen. Forlovelsen nærmede sig for Josh, mange engle snakkede om det. Det var ikke rigtig til at undgå at høre. Konstant blev der også snakkede om hvor smuk Star hun var og hvordan hun sikkert kunne være med til at gøre englene stærkere.
Var hun mon så smuk?
Han sad derhjemme, ude i køkkenet og kiggede avisen. Forhåbentlig havde Alex valgt at tage den med ro i disse dage, for hendes rygs skyld.

Han sagde sandheden, det var skam slemt, hvilket ikke helt overraskede hende. Hun havde mange smerter, og hendes ryg kunne næsten ikke føles mere, det var som om alting der pressede sig imod den bare fik alt til at gøre ondt. Ikke at hun ville fortælle nogle om det, især ikke Xander, han skulle intet vide omkring smerten. "Oh, nederen... Troede ikke det var så slemt igen." Hun sukkede blidt, da han pludselig valgte at rejse sig op fra badekaret. Hun lænede sig en smule frem, så han kunne komme ud, uden besvær. "Fint, det dig der bedst kan se hvor alvorligt det hele er." Hun smilte kækt til ham.
Ikke at hun havde tænkt sig at lytte til ham, Josh skulle jo giftes, hun ønskede ikke at den fyr giftede sig. Og især ikke med en der ønskede at slå ham ihjel, for at overtage englene! Hun lænede sig endnu engang tilbage i karet, hvor hun rystede blidt på hovedet. "Jeg klare mig." Lød det lavt fra hende, hvor hun lukkede øjnene i.
Hun burde lede efter nogle beviser, der kunne bruges imod denne Star. Hvilket som helst, alt kunne bruges og alle form for knib kunne bruges i denne underlige krig, Alex nu var endt ud i. Hun sukkede opgivende, inden hun åbnede øjnene igen. Om Josh så slog hende ihjel, så ville hun først dræbe Star, inden den tøs overhovedet fik lov til at gøre ham noget. Om så hun skulle hive indvolden ud på tøsen, og hænge hende i det, foran Josh.

Alex tog den skam med ro, hun gik meget rundt derhjemme. Og få gange, valgte hun at gå. Dog kom hun tilbage med lidt smertestillende, og noget der kunne smøres på sårene, for at der ikke ville komme infektion i sårene. Hun kom dog også tit hjem med papir, og mapper, hvor hun sad og læste til sent ud på natten. Hun to notater, samt gemte papirene væk, mens andre bare blev krøllet sammen. Lige til den dag hvor Josh skulle giftes, valgte hun at smutte igen. Hun tog mappen med papir med sig, og i klædte sig sit arbejdstøj. "Jeg smutter, bare til en enkelt samtale... Så det skulle ikke tage alt for langtid." Hun blinkede kækt til Xander, inden hun gik. "Hvis du vil være så rar, vil du så ikke handle lidt kød ind, jeg savner lidt smagen af kød." Råbte hun, mens døren langsomt lukkede i bag hende.
Da hun nåede frem til brylluppet, sparkede hun nærmest døren op, stod i dør åbningen. Alle var stille, få rejste sig fra deres sidde pladser, hvor de rettede sig mod Alex. Hun havde masken over sig, samt kappen oppe. Hendes øjne var rettet imod Josh.

Xander vidste godt, at hun ikke bare havde et lille møde hun skulle møde op til. Ifølge denne avis skulle den såkaldte engleleder giftes i dag, og Alex var tydeligvis på vej ud for enden at stoppe det eller støtte op omkring det. Han gættede på den første del. Hun havde ikke helt givet slip på Josh, som hun ellers så gerne ville. Det var sikkert hårdere end hun havde troet det ville være.
"Held og lykke!" råbte han efter hende og smed opgivende avisen fra sig. Han havde skam i sinde, at gå ud og handle lidt kød... bare ikke lige nu.

Jakkesættet blev foldet ind, sat perfekt på ham og han stod nu foran spejlet, så opgivende ind i det, imens skrædderen fumlede med buksebenene, som de ligesom alt det andet skulle sidde helt perfekt. Josh kunne ikke rigtig mærke sin krop længere, han var som en tom skal, der bare gik rundt og gjorde hvad han fik besked på. På sin bryllupsdag var man som regel glad, klar på at blive smedet sammen med den man elskede, problemet var bare, at det ikke var den han elskede der ville komme gående op af kirkegulvet. Han sukkede, hvilket fik skrædderen til at se en smule bekymret op på ham.
"Min leder... er alt som det skal være?" spurgte han med en halv rystende stemme.
Josh så ned på ham med et svagt smil. "Hvis det okay, vil jeg gerne være alene," Hans stemme var venlig, dog stadig bekymret. Med et nik, forlod skrædderen værelset og Josh så igen ind i spejlet. Foran ham så han ikke andet end Alex og hjertet gjorde et slag. Hun var overalt i hans tanker.. det var snart ved at være et år siden nu.. Ghost mærkede hans uro og puffede derfor til hans hånd. Med et trist smil, så han ned på sin kammerat, aede blidt det bløde hoved og tog sig selv i at tage en dyb indåndig. "Lad os få det overstået Ghost."

Tiden var nu inde. Hun var kommet op af kirkegulvet og han følte sig mere tom end nogensinde. Som en livløs dukke i blandt en masse glæde, der bare var til at drukne en smule i. Han bed sig i underlæben og fik spurgt det endelig spørgsmål.. Ville han elske og ære hende for evigt?
Hans hjerte gjorde ondt, i det han var klar til at adskille læberne og sige det ene lille ord, der skulle ændre alt.
Døren blev pludseligt sparkede op og i den, stod den sortbeklædte snigskytte nu igen. Star var hurtig til at gispe, uskyldigt og gemme sig væk bag Josh, der hellere end gerne stillede sig foran hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende... Hvorfor var hun her... stadig for at dræbe Star?
"Du kan glemme om alt det du har i sinde.. Star er i sikkerhed og du er i undertal!" råbte rådskvinden af den sortbeklædte snigmorder.
Josh så hen på hende, kiggede dybt ind i de øjne bag masken... de virkede så bekendte. "Hun har ret.. du er i undertal." Retten var ryg og auraen stærk hos Josh, dog var han stadig tom, hvilket man også kunne mærke i den ellers stærke aura.