Et sted at lede...(Shane)

S: Doomsville, middelklassen.
O: huse, hestevogne og andet skrammel
V: solrigt, stort set vindstille
T: midt på dagen

Idril havde brugt dagen på biblioteket. Før det, havde hun været ude og rejse. Hun havde været væk i et par uger, blot for at opleve flere forfærdelige byer, fuld af mennesker der kun bekymrede sig om dem selv og fandt det passende at kaste fornærmelser efter hende. Flere byer, hvis borgmestre og andre folk, der var højt på strå, var ivrige efter at snakke med hende. Hun havde deltaget i et par småfester, alle for at fejre hun var i byen. I en by havde hun måtte give råd til hvordan den skulle styres, i en anden kunne de ikke vente med at se hende gå igen. Og i atter andre...Som i...Åh, der var i en by hvor der boede en charmetrold! Et lille smil gled over Idrils ansigt, da hun tænkte på dette noble menneske. Han var høj, muskuløs og havde så nuttede, runde øre! Og han var venlig. Han tænkte over tingene og ønskede kun det bedste for folk. Hun savnede allerede hans selskab. Og mest af alt...Havde hans tilstedeværelse og blomsterkranse holdt hendes fra at tænke for meget på Shane og hans løfte om at hun måtte bo i skoven, hos ham. Et løfte der aldrig var blevet indfriet. Hun boede stadig i en larme og ildelugtende kro.

Men Idril havde udviklet sig, med sin opgave. Hun var blevet van til folks fornærmelser og hun var blevet bedre til at omgås mennesker. Omend hun nægtede at vise sig fra en egoistisk side. Hun kastede stadig småpenge og brød ned til de fattige. Hun havde været hjemme i to dage nu, havde fået vasket noget tøj og været på biblioteket, som var et af hendes ynglingssteder. De havde endda tilladt hende at læse nogle af deres mest sjældne bøger, hvilket hun nød i fulde drag!
På denne varme dag, hvilket til dels var grunden til hun havde opgivet bøgerne, var hun iklædt en brun kappe, med hætte. Hætten var slået ned, men ellers omringede kappen hendes lange, spinkle krop og forhindrede folk i at se hendes farverige kjoler, der ellers fik dem til at pege fingre. Der var stadig det lange, hvide hår og de spidse ører, men det så folk ofte væk fra. Der fandtes trods alt mange folk i byen.
Kjolen, hun havde på indenunder, var rød, med broderet guldmønster i kanterne.
Hun havde nogle lette lædersko på, for at beskytte sine fødder fra affald og skidtet i gaderne.
En hestevogn kørte forbi, hestenes hove klaprede mod jorden og brostenene. Lugten af varm hest passerede hende, samtidig som hestene selv.
Hun så op mod himlen...Og nød solen og den indre ro hun følte lige nu. Selv ikke Shane ville kunne ødelægge dette...
Nu tænkte hun på ham igen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke, tro eller føle på det punkt.

Hun holdt af Shane og det var godt han havde fundet sin lillesøster. De måtte have meget at indhente! Og hun havde godt nok også trængt til et bad og noget ordentlig mad...
Og hun var rejst væk. Men hendes tanker gik nu på...Om hun var overflødig? Om han overhoved ville huske hende igen eller om hun bare var blevet et vagt minde, fra tiden, hvor han havde søgt lidt trøst? Hun fandt det...latterligt, hvis hun skulle flytte hjem i et hus, hvor de to søskende nu boede. De havde ikke set hinanden længe og hun skulle ikke komme og mase sig på. Så...Var det bedst hun bare tænkte på noget andet og kørte videre med sine pligter? Under alle omstændigheder...Var det hvad hun burde gøre. Og hvad ellers? Hun viste ikke hvor Shane boede. Hun var ikke selv mødt op i den lysning, hun ellers normalt opsøgte, også tildels fordi hun ikke havde været hjemme til det. Og at finde ham her i byen syntes absurd. Nej...Hun måtte tænke på noget andet. Det var godt for Shane...Og hendes mor havde højst sandsynligt allerede planlagt noget for hende, til når hun kom hjem.

Selvom Shane respekterede De Ældste, kunne han stadig irriteret på dem. De ville have at han giftede sig! Bare tanken om det fik ham til at snerre lavmælt. Tilsyneladende mente de at det var bedst hvis han blev gift, også fordi han havde alderen til det. Spørgsmålet var jo bare, hvem skulle han giftes med? De Ældste havde allerede fundet nogle som kunne være interesseret, så hvis ikke Shane fandt en at gifte sig med selv, så var han nød til at gifte sig med en De Ældste mente var bedst. Han havde intet valg. De Ældste havde sagt at hvis ikke hans far var død, ville Adrien også have bedt Shane om at gifte sig.
Shane havde ingen grund til at gå rundt i Doomsville, men han havde haft brug for at komme væk fra Forestina. Mira havde spurgt om hun måtte gå med, men han turde ikke at lade hende komme i nærheden af Doomsville. Han vidste at mennesket som havde taget hende ledte efter hende. Shane havde sin rustning, det røde bånd om armen, sin halskæde på, og selvfølgelig havde han bare fødder. Hans sværd var på hans ryg, og blev holdt fast af to remmer. Han var ligeglad med om væsenerne kiggede på hans ører og tatoveringer. Shane så sig omkring og fik øje på en bekendt skikkelse. Hans hjerte sprang et slag over, da det gik op for ham, hvem det var. Han havde tænkt en del på Idril, og havde undret sig over hvorfor hun ikke var taget hen til Forestina. Han havde jo sagt at hun gerne måtte bo hos ham i Forestina og han havde ment det. Han begyndte at gå hen imod hende. "Idril." Sagde han. Han smilede venligt til hende og han havde en charmerende glød i øjnene. "Nae saian luume'." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg er glad for at se dig. Hvordan går det?"

Hun stoppede op og rettede hurtigt blikket mod personen, med en stemme hun alt for godt genkendte. Hun kiggede lidt på ham, uden at vide hvordan hun skulle reagerer. Hvorfor var han her? Var det ikke ham der hadede mennesker? Hun vidste ikke om hun var glad eller ked af at han var her.
"Vedui'..." en enkelt person eller to kiggede på dem, da de snakkede et sprog som menneskerne ikke kendte. Men de gik i det mindste videre, uden at sige eller gøre noget.
Han spurgte...så hverdagsagtigt. som havde de kun været væk fra hinanden en time eller to. Han havde ikke opdaget hun havde været væk...
Hun vidste ikke hvorfor det betød så meget for hende. Og det var egoistisk af hende at tænke sådan. Hun bukkede let for ham.
"Fint. Hvad med dig? Og Mira?" spurgte hun tilbage med et lille smil.

Shane betragtede hende undrende, da hun bukkede for ham. Han strøg hende over håret med et skævt smil om læberne. Han lagde armene over kors. Han lænede sig lidt forover, så hans ansigt var tættere på hendes. "Jeg har savnet dig." Hviskede han. Han havde en kærlig tone i sin stemme. Han rettede sig op og lagde hovedet lidt på skrå.
"Mira har det fint. Hun har fået det bedre. Nærmest alle skovelverne kan lide hende." Det var tydeligt at Shane var stolt over at have Mira som sin lillesøster. "Men mennesket som tog hende leder efter hende." Han så ned i asfalten. Han rystede på hovedet inden han så på hende igen. "Og jeg har det vel også fint. De Ældste har bare bedt mig om noget, jeg ikke helt bryder mig om." Han trak på den ene skulder. Han betragtede hende lidt, inden han rakte udefter hendes hånd. "Vil du gå en tur med mig?" Han smilede charmerende til hende.

Hendes smil voksede i takt med hans søde ord og hans kærtegn. Til sidst mærkede hun den velkendte kilden i maven og stikken i fingrene, der fortalte at hendes krop forrådte hende og fik hendes kinder til at rødme.
"Jeg har også savner dig" sagde hun lavt, som frygtede de at deres forældre skulle høre dem og tage dem i noget ulovligt. Det var lidt sjovt.
Hendes slanke fingre slangede sig om hans, da hun tog hans hånd. Hun nikkede let. Hun var glad for at Mira havde det godt og...Hun var overlykkelig over at være i nærheden af Shane igen.
"Jeg har været lidt ude og rejse...Så ville jeg heller ikke være jer i vejen...Hvis jeg altså havde kendt vejen til jeres by" smilte hun let til ham, drillede ham en smule. For nu...Bare for nu, ville hun lade som om hun havde glemt alt om hvad han havde lovet. Betød det noget? Det var jo trods bare en hurtig ide, ikke ordentlig gennemtænkt.
"Hvad forlanger de nu af dig?" spurgte hun ham.

Shanes grønne øjne lyste svagt op, da Idril rødmede. Hun var så kær. Han strøg blidt sine fingre ned fra hendes kind til hendes hals, og trak derefter sin hånd til sig. "Det er jeg glad for at høre." Sagde han blidt. Han gav hendes hånd et blidt klem. Han begyndte at gå og forventede at Idril fulgte efter ham. Han var glad for at snakke med hende igen. Hun var dejligt selskab. "Jeg kan sagtens vise dig derhen nu, hvis du ikke har andet du skal?" Han så spørgende på hende. "Og du er altid velkommen hos mig, Idril." Han smilede skævt.
Han kørte en hånd igennem sit hår. "De vil have at jeg gifter mig. Hvis jeg ikke selv finder en som jeg vil gifte mig med, så skal jeg gifte mig med en af dem som de har fundet, som er interesseret." Han sukkede svagt. "Jeg har ikke rigtigt et valg." Han smilede svagt til hende.

Hun smilte let.
"Vi kan godt gå derhen, selv om gåturen er lidt lang herfra. Vi har jo dagen for os, medmindre du skal noget andet" svarede hun roligt. Hun ville ikke tage sine ting med, hun ville ikke bo der. Ikke længere, ikke nu hvor han havde sin søster. Det var uhøfligt og påtrængende. Men hun ville gerne kende vejen derhen, så hun kunne besøge dem.
Hun lod en hånd glide igennem det silkebløde hår da hun så sig lidt omkring, en vane hun havde fået med at holde øje med sine omgivelser.
Hun mærkede...Et eller andet ubehageligt, røre på sig, da han nævnte at han skulle giftes. Snart. Hun så hurtigt hen på ham. Hun vidste jo det var prisen, en ting kongelige måtte gøre for deres races bedste. Men hun var alligevel ked af at de ikke fik mere tid sammen, omend bare med deres ungdommelige forelskelse. Hun så lidt ned...
Hun hverken tænkte på eller forventede hun blev spurgt. Hans race kendte hende ikke og hendes mor ville næppe være alt for begejstret. Det faldt hende slet ikke ind at hun kunne være et oplagt valg...For nogen.
Hun klemte let på hans hånd og smilte svagt til ham.
"Visse ofte må gøres" sagde hun roligt, selv om det gjorde overraskende ondt at tænke på. Når han var gift, var det ikke passende at de holdt i hånd eller kyssede. Og når de mødtes, ville det blive til offentlige møder. Ikke private.

Shane havde allerede klaret sine pligter for i dag, så han havde hele dagen til at slappe af i. Normalt ville han have brugt sin fritid med Mira, Elvina eller lære de andre skovelvere bedre at kende, men han ville helst tilbringe dagen med Idril lige nu. "Jeg skal ikke noget i dag." Han smilede kærligt til hende. "Så jeg vil tilbringe hele dagen med dig." Sagde han med en blid tone i sin stemme.
Han havde skam tænkt på at spørge Idril om hun ville giftes med ham, men hun havde jo sagt at de var gået alt for hurtigt frem, da de havde mødt hinanden første gang. Desuden, hvis hun sagde nej, ville det måske ødelægge deres venskab. Det ville han ikke risikere. "Tja." Han trak på sin ene skulder. "Jeg vil bare ikke giftes med en, jeg ikke kender, men hvis det var en jeg kendte og kunne lide.. så ville jeg med glæde." Han smilede skævt og så på hende. "Men desværre tror jeg ikke at de kvinder jeg kender vil giftes med mig." En lavmælt latter forlod hans læber.

Hun blev overrasket over at høre det. Hendes kvindehjerne lavede straks hans sætning om til en hentydning. Og for første gang overvejede hun muligheden for de to at blive gift. Sådan...Virkelig. Men det var bare en alt for stor tanke! Hun var slet ikke klar...Klar til den forpligtelse og hun var slet ikke færdig med sine rejser og uddannelse til at blive dronning! Så snart hun var gift, kunne hun gøre krav på tronen derhjemme. Men en skovelver? Ville de accepterer det, også selv om det førte de to racer tættere sammen? Det var mange tanker og følelser at klare på en gang...Hun havde brug for mere tid til at tænke over det. Og han skulle mindst ned på knæ og spørge ordentligt!
Men hvorfor var hun overhoved så sikker på han ville spørge hende?
Hun smilte svagt til ham.
"At blive gift...Jeg har altid forestillet mig det som noget stort, noget smukt. To elvere der elsker hinanden og lover hinanden evig loyalitet og lykke. At de vil hjælpe hinanden, føre racen videre" hun så op mod himlen med et lille smil. De var efterhånden ved at nærme sig udkanten af byen og ville snart gå igennem porten. Derfra ville de gå direkte mod skoven.
"Desværre har jeg heller ikke den store valgfrihed. Min mor har helt sikkert en plan for mig..." hun ville ikke virke desperat. Eller som om hun faktisk håbede det...Det kunne misforstås og måske endda skubbe ham væk...Det ønskede hun ikke.

Det han havde sagt havde skam været en hentydning selvom han ikke havde tænkt nærmere over det. Han betragtede hende imens hun snakkede. Han smilede svagt. "Jeg har ikke tænkt nærmere over betydningen af ægteskab før nu. Mine forældre fortalte mig aldrig om deres bryllup, men jeg er ikke i tvivl om at de var gift. De havde begge to matchende ringe som de altid havde på. Jeg tror at de aldrig fortalte mig det for ikke at afsløre at min far var konge." Han smilede svagt selvom han havde en trist glød i øjnene. Han forstod ikke hvorfor at hans forældre ikke havde fortalt ham sandheden.
Han rystede på hovedet for at få tankerne om sine forældre væk. Det gjorde ham altid så trist at tænke på dem, da han savnede dem. Han gik igennem porten og hen imod skoven. "Jeg har muligvis en ide..." Han så genert væk fra hende, da han rødmede svagt.

Hun så lidt på ham. Han havde kendt begge sine forældre, men havde nu ingen. Hun kendte ikke sin far...Men havde dog sin mor. Hvilket hun var ret glad for. Hun kunne se på ham, at han savnede dem.
"De var ikke længere ved magten. De prøvede nok at beskytte jer. Eller at lære jer at være elvere først og fremmest. Det var jo slet ikke sikkert i fik lov til at vende tilbage, var det?" spurgte hun stille. Hun lænede sig ind mod hans arm, mens de gik. Hun kunne ikke lade være.
"Hvad er det?" spurgte hun ret nysgerrigt, da hun så op på ham.

Shane vidste ikke om de ville have fået lov til at vende tilbage, eftersom han ikke vidste hvorfor hans forældre havde forladt Forestina. De Ældste ville ikke fortælle ham det, og de andre skovelvere vidste det ikke. Shane trak på sin ene skulder. "Jeg ved ikke om de ville lade os komme tilbage, da jeg ikke ved hvorfor mine forældre forlod Forestina." Han smilede svagt til hende.
Hans rødmen blev stærkere, da hun lænede sig ind imod hans arm. Han havde svært ved at få sig selv til at sige sin ide, mest fordi han var bange for at blive afvist. Han tog en dyb indånding, inden han stoppede med at gå og vendte sig om imod hende. Han smilede blidt til hende. "Vil du giftes med mig, A'maelamin?" Hans grønne øjne havde en charmerende glød over sig.

Hun smilte svagt. Der måtte være sket noget, men nok ikke mere alvorligt end at de ville lade den tidligere konges søn komme til magten og lade ham flytte ind igen. Men det skulle hun jo ikke kunne sige, hun var ikke velbevandret i deres politik.
Hun stoppede op samtidig som ham og så afslappet på ham...
Hendes udtryk ændrede sig til overraskelse. Hendes hjerte hoppede og dansede. På et eller anden punkt følte hun sig vildt lykkelig for spørgsmålet, selv om det hele var fået ret stærkt. Hvem vidste om deres forelsket kun varede kort og de i virkeligheden slet ikke passede sammen?
Men dette var kun en chance hun fik en gang og selv hvis de skulle ende med ikke at lide hinanden, ville det gavne deres racer. Trods sine følelser, tænkte hun alligevel logisk over det. Hendes mor ville flippe ud...Men ikke kunne ændre det, hvis hun først havde sagt ja. Hun vidste at hun burde spørge sin mor først...
"Ja!" hun hørte det forlade sin mund, allerede inden hun havde tænkt færdig. Det gik op for hende at hun allerede havde besluttet sig, at tankerne kun var der for at gøre hendes samvittighed bedre og fordi de skulle være der. Et stort smil bredte sig over hende, nærmest over hele hendes krop og hun var i tvivl om hvorvidt hun måtte springe om halsen på ham...Alligevel endte det med hun sprang i favnen på ham.
"Ja!"

Det virkede som en evighed før hun svarede. Han havde aldrig været så nervøs i sit liv før. Hvad hvis hun sagde nej? Hvad hvis hun grinede af ham? Hans hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere grundet hans nervøsitet. Det var som om at hans hjerte snart sprang ud af hans bryst af glæde, da hun svarede ja! Han lagde armene om hendes liv, da hun sprang i favnen på ham. Han trykkede blidt sine læber mod hendes pande. Han kunne ikke beskrive hvor glad, han var for at høre hende sige ja til at blive gift med ham. Han trykkede kort sine læber mod hendes.
"Amin mela lle." Hviskede han blidt. Han var sikker på at De Ældste ikke ville have noget imod at han giftede sig med Idril. Desuden så ville han gerne giftes med hende. Han trak sig lidt væk fra hende. "Jeg skaffer dig en ring, så hurtigt som muligt." Sagde han med et kærligt smil om læberne. Han havde en lykkelig glød i øjnene. Han kyssede hendes kind hurtigt.

Hun slap ham modvilligt og så på ham med røde kinder. Det var egoistisk, at gå ud fra hvad man selv havde lyst til. Det vidste hun...Hun vidste hendes folk gik ud fra hun var mere fornuftig end dette...Og det ville hun også være. Hun ville skrive til sin mor med det samme og fortælle hende hvorfor dette kunne en god ide...Hun var nervøs for hvad hendes mor ville sige.
"Ringen...Alt til sin tid" smilte hun en smule mere afslappet.
"Nu vil jeg rigtig gerne se hvor du bor" bekendtgjorde hun

Shane var ikke nervøs over hvad hendes mor mon ville sige til det eftersom han ikke kunne se noget galt i det. Han var jo en elver og kronprins. Hvad skulle der være galt i at Idril giftede sig med ham? Han lagde hovedet lidt på skrå, da hun sagde at hun gerne ville se hvor han boede. "Følg mig." Han smilede skævt og begyndte at gå.
Da de endelig nåede hen til Forestina var det som om Shane slappede lidt mere af. Han følte sig tryg i Forestina selvom han var blevet angrebet der et par gange. Skovelverne så nysgerrigt på Idril, da de ikke havde set hende før. Shane pegede hen et træ, der var større end de andre, der var lidt væk fra dem. "Der bor mig og Mira." Sagde han og så på Idril. Han havde et skævt smil om læberne. Mira dukkede op bag ved et træ og løb hen imod Idril. Mira havde en grøn kjole på og bare fødder. Hendes lyse hår var sat op i en fletning og hendes blå mærker var næsten væk. Mira krammede Idril, da hun nåede hen til hende. "Idril!" Sagde Mira med sin glade lyse stemme. Mira så op på Idril med et bredt smil om læberne. "'Quel re. Mankoi naa lle sinome?" Mira så spørgende på Idril.

Hun fulgte lykkeligt Shane. Hendes blik gled nysgerrigt over træerne og husene, der dukkede op, efterhånden som de kom nærmere på selve byen. Der bukkede også flere folk op, elvere, som enkelte så nysgerrigt eller ligefrem mistænksomt på hende. Hun så lidt ned, for ikke at virke uhøflig, ved at stirre. Men hun var så nygerrig...Hun elskede den måde deres huse var oppe i træerne. Hvordan små broer forbandt enkelte af dem. Det var så...Anderledes!
Hun stoppede op og så op på huset med et svagt smil. Hun glædede sig til at prøve at være deroppe...Men hun vidste ikke om hun ville kunne holde det ud i længden...At leve så højt oppe. Ikke fordi hun havde højdeskræk.
Hendes opmærksomhed blev taget af Mira, der kom løbende. Hun gengældte pigens kram og så på hende med et smil.
"Vedui' Mira. Jeg er her fordi jeg måske skal flytte ind hos jer, for et øjeblik..." hun så hurtigt over på Shane for at se om det stadig var aktuelt.
"...Vil du have det?" spurgte hun pigen.

Shane kunne ikke forstå hvorfor hans forældre havde valgt at forlade Forestina. Selvom det til tider blev for meget for Shane, så ønskede han ikke at bo andre steder end Forestina. Han følte sig hjemme der, men hans forældre havde uden tvivl haft en god grund til at forlade Forestina og han ville finde ud af hvad det var. Shane betragtede Idril med et kærligt smil om læberne mens hun så på huset. Han nikkede kort, da hun så på ham, efter at have fortalt Mira at hun måske skulle flytte ind hos ham og Mira for en tid. Han ville elske at hun boede hos dem, men det var selvfølgelig hendes valg. Han var også ret sikker på at Mira ikke havde noget imod det.
"Ja, det vil jeg gerne have! Vi har plads nok og det er altid så hyggeligt at se på stjernerne her!" Sagde Mira med et stort smil om læberne. "Mange af os vil i aften se på stjernerne. Vil du være med, Idril?" Miras grønne øjne var fyldt med håb. Shane kunne ikke lade være med at grine kærligt over Miras glæde.