For The First Time In Forever -Selicity-

Som de sad der på gulvet begyndte hun roligt at stryge Stellas hår selvom det var indsmurt i gammelt blod og ja, hvad vidste hun ikke helt men lige nu var hun helt ligeglad, hun skulle bare være der for hende og hjælpe hende, koste hvad det ville. "Det kan jeg også sagtens forstå men søde Stella, du bliver nødt til at passe på dig selv, jeg kunne have hjulpet når vi kom væk herfra eller noget... Men alligevel kan jeg godt forstå du gjorde som du gjorde, jeg havde nok selv gjort det samme havde jeg siddet i din situation. Jeg er bare glad for at du ikke kom yderligere til skade end dette". Selicity kiggede på hende med et lille smil som hun stadig strøg hende gennem hendes lange blonde eller ja halvt røde hår efterhånden. Et lille suk kom fra hende, ikke af irritation men hun havde simpelthen så svært ved at se den ellers så glade blondine knække sådan sammen foran hende og der var ikke noget hun kunne gøre, hun kunne ikke tage hendes smerte væk selvom hun for alt i verden gerne gøre det for hende.
"Stella, du bliver nødt til at falde ned, vi skal nok komme ud af det her sammen, vi har hinanden og så skal vi to skam nok klare alt", hun kravlede ikke hen til hende, ville give hende lidt plads til at tage det hele ind, først skulle hun igennem hysteriet hvilket kun var forståeligt nok og når hun så var klar ville Selicity være der for hende. Da det endelig blev for meget for den efterhånden noget skrøbelige varulv at se på det her rejste hun sig op og var henne ved hende på få sekunder, hendes arme hev hende ind til sig og holdt om hende, lige nu ville hun være Stellas faste klippe og være der for hende, hjælpe hende igennem det her og så kunne hun tage sig af sig selv bagefter. Hendes evne? Var det derfor hun følte sig så skrøbelig lige nu og var det derfor at Stella åbenbart ikke kunne finde fatningen igen? "Rolig Stella, du har ikke brug for den. Jeg skal nok passe på dig, jeg skal nok være din klippe...", Selicity kiggede ned på pigen hun holdt tæt i sine arme med et dejligt og forhåbentligt et smil der kunne give hende bare en anelse mod igen.
Da Stella begyndte at fortælle hende hendes livshistorie lyttede hun ganske opmærksomt men jo mere hun hørte desto mere voksede vreden i hende, hvordan kunne han dog finde på at gøre sådan noget og hvis det svin ikke allerede var dødt skulle hun personligt sørge for at det ville ske hurtigst muligt. "Jeg vil gøre alt i min magt for at der aldrig skal ske der noget igen og hvis der endelig skulle ske dig noget vil jeg være dig for dig gennem hele healingsprocessen og passe på dig og hvis jeg selv skal sige det er jeg også rigtig glad for at hvis jeg endelig skulle havne i en så dårlig situation som denne så er det da i det mindste sammen med dig".

Da døren blev nærmest sparket op skubbede Selicity beskyttende Stella om bag hende mens hun kiggede den store vampyr direkte i øjnene med en faretruende knurren der skreg autoritet. Selv Selicity var overrasket over den dominans hun udviste lige nu men hun ville simpelthen ikke tillade den mand eller nærmere det uhyre der stod foran dem at lægge hånden på Stella, ikke mens hun i hvert fald stadig stod. Som han tonsede frem og fik fat i Stella alligevel kogte hun over, hun kunne kun tage så meget, hun hoppede op på ryggen af den store vampyr og satte sine sylespidse tænder i ham, det ville gøre noget så ondt grundet at hun var den race som hun var. Da han begyndte at ryste sådan i Stella kunne hun ikke holde sig fast mere og faldt ned og landede på hendes bag med et smæld, hun hvæste en anelse i smerte da det hårde stengulv gjorde ondt. Et overrasket gisp kom fra hende som han løftede hende op ved at holde omkring hendes hals, hendes små fingre kradsede arrigt mod hans store hænder der lukkede for hendes luft som hun nu så ellers elskede så meget at kunne trække ned i hendes lunger. Selicity klemte øjnene og læberne sammen da hun mærkede hvor han tværrede det foster rundt i hendes ansigt, kvalmen rejste sig i hende hurtigere end hun nogensinde havde prøvet før men hun nægtede at bukke under, den tilfredshed ville hun ikke lade ham få. Da han slap hende faldt hun sammen på gulvet og hev grådigt vejret ned i hendes lunger som nærmest brændte, hendes hår gjorde ondt eftersom han stadig havde det faste greb i hende. Hendes øjne var helt gule som hun kiggede op på Vampyren med et brændende had og boblende raseri der var ved at vælde helt op i hende til punktet hvor hun slet ikke ville kunne rumme det mere. Hun måtte bide sig selv for ikke at skrige i smerte da hun mærkede sølvbladet glide over hendes hud på en kælen måde nærmest. Da han gravede bladet i hende første gang var det kun overfladisk men det trak stadig et gisp af smerte fra hende. Dog anden gang da han stak det i maven på hende kunne hun ikke holde et skrig af smerte tilbage, et hjerteskærende skrig og da han skubbede hende forover kollapsede hun bare og kunne mærke kniven borer sig bydere ind i hendes mave. Blodet flød ud under hende og snart var der allerede en lille pøl under hende.

Smerten var så stor at hendes øjne gik helt i sort, det snurrede og ringede for hende øre og hun registrerede slet ikke alle de ting som Stella havde igang med. Da kniven forlod hende peb hun nærmest i smerte men kiggede taknemmeligt op på Stella da hun begyndte at forbinde hende. Stille nikkede hun for at sige at hun nok skulle klare sig, det gjorde sindssygt ondt men smerten ville snart forsvinde. Let lagde hun armene om Stellas hals da hun kunne mærke at hun prøvede at få hende op at stå, hun hjalp selv til så godt som hun nu engang kunne, da de kom op at stå ville de stå helt tæt sammen, uden nogen luft eller noget imellem dem men det generede ikke Selicity på nogen måde lige nu, lige nu skulle hun bare væk herfra og gerne så hurtigt som muligt. Hun fulgte hende som hun førte dem begge ud i badeværelset eller i hvert fald det område der var indrettet til at man kunne gå i bad. "Er han død?", hun løftede blikket og så Stella direkte i øjnene som hun stillede dette spørgsmål.

Det var længe siden hun havde følt, at der var nogle andre end hendes brødre der faktisk holdt af hende. At hun ikke bare var der for at hjælpe dem hele tiden. Selicitys strøg igennem Stellas blonde lokker fik hende næsten til at slappe af, det var blot vampyrosen der ødelagde øjeblikket.

Stella måtte fokusere på at hjælpe Selicity da de stod tæt på hinanden. Faktisk måtte Stella blot tage sig sammen generelt. Stella holdt om Selicity imens hun åbnede for vandet, det var lunt – ikke så varmt som det oppe i karet, men de overlevede nok lige præcis dette. Vandets stråler landede på deres hud og vaskede med lidt besvær resterne af blod væk fra dem. Stella holdt stadigvæk om Selicity og ville gøre det indtil, at hun var sikker på at hun kunne gå selv. Sådan var det lettest. Stella nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja han er død. Jeg rev hans hjerte ud, han kommer ikke til at genere os mere.” Svarede hun og kiggede hende direkte i øjnene. Stella blev fanget i hendes øjne, men det var jo ikke Selicitys skyld, at hendes øjne var så smukke? Stella slog sit blik væk for ikke at være uhøflig. De hvide klinker blev malet røde af blod. Stellas hår begyndte at ligne sig selv igen, det samme gjorde hendes hud. Selicitys sår blev også sig selv igen, der var ikke mere blod på dem, udover Selicitys sår stadigvæk var lidt åbne vel. Stella havde ikke styr på varulvene og deres healende evner.

Stella lod sin hånd glide op på Selicitys kind og kiggede hende dybt i øjnene. ”Du sagde du vil være min klippe, og det er du, men jeg vil også være din.” Smilede hun kærligt. ”Og jeg vil også gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig. Det lover jeg.” Tilføjede hun med et kært glimt i hendes øjne. Der gik dog få minutter før Stella løftede sit blik da hun opdagede et vindue, det var lidt højt oppe, men hvis de stablede nogle ting ovenpå hinanden, så kunne de komme ud af vinduet og flygte den vej. ”Der er et vindue.” Sagde hun og nikkede derover og hendes læber dannede et lykkeligt smil over, at der var en mulighed. Det ville dog ikke sikkert, at tidspunktet var det rette. Det kom helt an på, hvordan Selicity havde det. ”Hvis vi stabler nogle ting sammen kan vi kravle ud af vinduet og slippe ud herfra, men jeg tror vi skal vente til du er klar.” Svarede hun sig selv og kørte den ene frie hånd igennem sit lange våde hår. Stella førte Selicity over til en kant hun kunne sidde på, den var sikkert til de gravide kvinder der havde været herinde før, når de ikke kunne stå op længere eller sådan noget. Stella gik ind og hentede nogle skamler. Hun satte dem op af muren ved vinduet. De ville kunne løfte sig op de sidste centimeter og falde ned. Altså, der var ingen der sagde det blev en blød landing, men det var da en mulighed for at komme fri. ”Jeg går ud og ser om der er noget mad der er værd at spise ude i køkkenet.” Sagde hun og lavede i takt med hun snakkede nogle fagter med sine hænder, det var noget hun altid havde gjort, og ja – så gjorde man det vel bare resten af sit liv. Stella smuttede ud og kiggede efter noget mad.

Stella rodede helle køkkenet igennem og fandt sig noget brød. Det var ikke ligefrem kød som hun vidste, at varulvene fortrak for det meste, men der var små glas med blod, som gjorde at Stella tog i hvert fald fire af dem og bundede som var det shots. Så vendte hun om på hælene og undgik de steder, hvor der var blod, inden hun så trippede ud til Selicity igen. Hun rakte hende brødet. ”Det er ikke så meget, men det var, hvad jeg kunne finde. Jeg har drukket noget blod der stod til mig, det vil sige, jeg drak det der var, så jeg er i top form.” Smilede hun skævt og lagde armene overkors. ”Du siger bare til når du er klar.” Tilføjede hun og stillede sig op af væggen imens hun kiggede beundrende på Selicity.

Hendes arme gled omkring Stellas nakke så hun bedre kunne holde sig selv oppe, hendes ben føltes lige nu og her som en stor klump gele der ikke ville holde op med at blævre, måske ikke den mest charmerende forklaring men det var sådan det føltes lige nu. Huden omkring såret så nærmest ud til at boble, det blødte voldsomt og man kunne se smerten stråle ud af hendes øjne. Sølvet havde så stor effekt på varulve at det var forfærdeligt, det smeltede huden som flammer og sårene når de var så dybe som hendes ville være flere uger om at heale ordentligt. Vandets varme der rullede ned over hendes krop føltes skønt selvom det sveg når det ramte hendes stadig åbne sår. Let stønnede hun i smerte og lagde hovedet mod Stellas skuldre. Dog da hun nævnte det med at han var død kiggede hun op på Stella med et lettere dystert smil, "Godt... Ellers havde jeg selv sørget for at han ikke ville se sin næste solnedgang". Efter hun havde sagt det lagde hun hovedet tilbage og lukkede øjnene så vandet gled ned over det og vaskede hvad end blod af hun måtte have haft i ansigtet. Dog gik der ikke længe før hun løftede blikket og kiggede Stella i øjnene atter engang, hendes isblå øjne var smukke, fangende og dragende men lige nu kunne man spore en stor del smerte i dem, hun havde simpelthen så ondt men hun gemte det væk, ville ikke vise hvor svag hun i virkeligheden var. Der ville gå et par dage inden såret ville stoppe helt med at blød men det ville blive mindre og mindre blod hun ville tabe.

Roligt lænede hun sig mod hånden da den strøg over hendes kind, lige nu havde hun vel bare brug for noget omsorg som Stella sikkert selv havde brug for. "Mange tak, det er rigtig sødt af dig men jeg skal nok klare mig, du skal ikke bekymre dig om mig". Et stille smil bredte sig over hendes læber som hun kiggede blondinen i øjnene, det så vist ud til at hun havde fået samlet sig selv sammen, om end ikke andet bare en anelse. De isblå øjne fulgte hendes blik og fæstnede sig på vinduet, roligt nikkede hun til Stellas konstatering, det var der minsandten også. Sandheden var vel at der ville gå uger inden hun oprigtigt ville være klar til at rejse men hun sagde ikke noget, de skulle simpelthen afsted nu, det var deres eneste chance, "Det skal jeg nok, jeg skal bare lige have fem minutter til at samle mig". Taknemmelig slog hun bagen i sædet da hun blev ført over til kanten, hendes hånd gled forsigtigt ned og lagde pres mod såret hvilket fik hende til at stønne i smerte, noget blod piblede lystigt frem mellem hendes fingre men blev hurtigt skyllet væk af det varme vand så det var ikke til at sige om hun blødte meget eller om vandet bare fortyndede det og fik det til at se voldsomt ud. Let lænede hun hovedet tilbage mod de hvide klinker og lod hendes øjne glide i som hun lyttede til vandet der løb, det var yderst beroligende. Dog da Stella snakkede atter engang gled hendes øjne op og fæstnede sig på kvinden der stod i badet med hende. "Okay, skynd dig tilbage. Vi skal afsted hurtigst muligt", hun sagde det med et let smil og kiggede efter hende som hun forsvandt ud af badet.

Hurtigt kiggede hun sig omkring og bandt tøjstrimlen op der dækkede hendes sår og blodet væltede frem, hun blev nødt til at skjule det, ellers ville Stella da aldrig holde op med at bekymre sig. Selicity rev en strimmel mere af den der var brugt til at binde hendes sår så der nu var to. hun bandt dem sammen så der var en lille knude. Knude skubbede hun simpelthen ind i såret mens hun bed sig hårdt i læben for ikke at skrige i smerte, det gjorde så ondt men det ville skjule blødningen. Derefter ville hun forbinde sig selv atter engang. Lige som hun blev færdig trådte Stella ind i badet igen, hun havde slukket vandet og stod lænet op af væggen. "Mange tak", hun tog brødet og spiste det grådigt hvorefter hun slikkede brødkrummerne af hendes fugtige fingre. Hendes øjne fandt så Stellas og med et drillende smil sagde hun så, "Perfekt, er du så klar til at forlade dette paradis sammen med mig?", man kunne høre hun var sarkastisk hvad angik delen med paradiset.

Selicity var klar og ligeså var hun selv. Stella havde et smil plantet på hendes læbe. "Jeg er så klar." Svarede hun og begyndte at bestige den vej hun havde lavet af møbler. Den var langtfra helt sikker, men med balance og smertetærskel nok - så ville de kunne komme hurtigt udenfor. Der ville de have en fordel. Stella kunne mærke friheden da hendes hoved kom ud af vinduet. Der var plads nok, ikke så langt ned igen, men stadigvæk en usikker tur ned som nogle nok ikke ville tørre - specielt ikke de gravide der måtte have været der. De skulle have tænkt sig om. De mænd vidste slet ikke, hvem de havde haft med at gøre - til deres grådighed. Stella var alt for stædig og nu havde hun fundet en mulig vej ud. Så hun var slet ikke bange mere - heller ikke selv om hendes evne ikke var der. Hun ville have hvad hun ville - hendes og Selicitys frihed og hun ville kæmpe til sidste ende for at få den.

Hun sank kort en klump og lod sig vælte ud af vinduet. Det frie fald gav et sus igennem hendes krop og hun landede ned på græsset. Det var hårdt og hvis hun havde været et menneske - kunne hendes arm eller ben været brækket muligvis. Hun stod der nede og ville gribe Selicity når hun kom ud. De var begge såret, men hun var bekymret for den rødhårede varulv. Det var ikke alle der var stærke nok til at rejse sig efter sådan en skade. Stella var imponeret af hendes mod. Det gjorde også, at hun blev meget fascineret af varulvens udstråling. Så snart hun var ude og de begge kunne mærke den køllige dog rarer vind omfavne deres hud - begyndte Stella at undersøge omgivelserne for smut veje. De kunne altid klatre op i et træ og lade sig kravle hen af en gren og derved lade sig falde om på den anden side af muren. Det ville være en chance og sikkert værd at tage, men de skulle ud herfra - så hurtigst så muligt. Stella ville ikke gå for mange skridt væk fra Selicity - i tilfælde af, at hun havde brug for hende - men der var en ild i Stella ligenu - og dens flammer kunne ikke tæmmes. Hendes hjerte bankede helt vildt. Men så førte hun hende og varulven om bagved det lille hus - de kunne ikke ses deromme.

Der var en masse grønne træer. Det ville være nemt at skjule sig. Specielt når det var en sjæledæmon der var tilbage. Han ville ikke kunne finde dem ligeså godt, som vampyrosen ville kunne. Stella og Selicity skulle tænke på dem selv lige nu. De andre slaver måtte de få fri senere. Det nemmeste og det farligste for at få dem fri ville være at dræbe ham, men det ville være yderst risikabelt. For så ville han være på hjemmebanen udover at hans far selvfølgelig var død nu. Stella kiggede på Selicity. "Er du sikker på, at du klare den?" Spurgte hun bekymret. Måske skulle hun ikke opføre sig så bekymret. Hvis Selicity havde mødt Stella for et halvt år siden ville hun have mødt en kold skid. Hvordan hendes opførsel havde ændret sig i et twist var et godt spørgsmål, man skulle tro, at med alt det dårlige der var sket for hende ville det have gjort hende til en ond og bitter person; og det havde det skam også gjort i starten, men hun endte med at blive sig selv igen, hvilket jo faktisk bare var en ganske god ting.

Stella førte hænderne op til hovedet for at tænke. De skulle finde en vej ud og det skulle være en måde der ikke lavede for meget opmærksomhed, men på samme tid kunne få Selicity ud uden alt for meget anstrengelse. Stellas krop gjorde stadigvæk selv ondt, men hun havde med årenes løb ladet det sive ind til alt den anden smerte, hvor den kunne ligge og vokse sig stor til en dag den ikke kunne tage mere. Stella var stærk, men ville ikke kunne bruge alt sin energi på at hamre et hul i væggen. Eller måske var det en udmærket ide. Stella ville ønske, at hun havde en hammer og gik hen og bankede på væggen da en hammer pludselig formede sig frem imellem hendes fingre og hamrede noget af væggen i stykker - fordi det havde været i hendes slag. Styrkken i hendes slag havde smadret lidt af muren. Det havde givet et bang. Stella håbede dog bare på, at dæmonen ville tro at hans far blot gav dem en lærestreg. Hun tog chancen og hamrede så hårdt hun kunne. Hun svang armen tilbage og kastede med alt sin styrke hamrens hårde flade og slog murens hvide pæne flade itu. Der var snart hul, men der forsvandt hamren væk. Hvordan den var kommet var et mysterium. Stella blev lidt frustreret men blev ved med at slå på muren og grave den mere og mere i stykker. Det var ikke det bedste matriale og det gjorde det lidt nemmere. Der var hul og det gjorde hun begyndte at sparke. Synet af den anden side gjorde hende mere og mere ivrig efter friheden.

Lyden af dæmonen der kom brasende ud af palæet gjorde hun skyndte sig at forsætte. De skulle skynde sig ellers ville det være deres liv der ville ende på spil. Heldigvis startede han med at gennemsøge huset, hvilket gav dem lidt tid. Stella havde lavet et hul som de kunne smutte igennem lige stort nok. Hun sendte derefter Selicity igennem det og derefter sig selv. Det føltes godt, men dæmonen havde fået synet af, at de var sluppet fri og satte i sin fart imod dem. Stella tog derpå Selicitys hånd og satte i løb. Det så lidt tosset ud, at de kom løbende halv nøgne igennem jorden. Heldigvis var det i Terroville. Hun kunne genkende området. "Ember!" Råbte hun så højt hun kunne. Først var der ingen tegn, men så hylede en ulv lidt længere væk. Stella forsatte med at løbe. Dæmonen var så tæt på dem, at hun næsten kunne mærke, hvordan hans negle snittede deres kød. Men pludselig sprang en stor hvid ulv ind og væltede dæmonen ned på jorden. Dens tænder var blottet vredt imens hun knurrede voldsomt af dæmonen. Der gik ikke mere end to sekunder før en sort ulv også kom. Det fik Stella til at stoppe med at løbe. Hun kendte begge ulvene det var hendes. Matt måtte være lige på trapperne. "Det er okay." Hviskede hun let. Dæmonen blev bidt og hans skrig var som sød musik i hendes ører. Pludselig kom en høj muskuløs mand til syne. Han lyste nærmest op da han så Stella og løb hen til hende. Derved svang han armene om hende. Han kiggede på Selicity. "Kom med mig jeg får jer i sikkerhed." Sagde han og førte dem med sig hen til Stella og hans palæ af et hus - der kunne de få ordnet deres sår og komme i noget behageligt tøj.

//Må stoppe svaret her, min mormor smider mig i seng. Håber det kan bruges ellers må du lige skrive

Som Stella kravlede op af den noget usikre og gyngende trappe hun havde fået stablet sammen af de få møbler der havde været i det lille hus. Da hun så hende dumpe ud af det lille vindue skubbede hun sig en anelse besværet væk fra væggen hun havde stået op af, der var et fint løbende aftryk af hende blod på muren men det kunne hun ikke tage sig af lige nu. Ganske forsigtigt og en anelse usikkert satte hun igang med at bestige hvad der lige nu føltes som et kilometer langt bjerg. Da hun skulle orme sig gennem vinduet måtte hun bide sig i læben for ikke at skrige i smerte da vinduets karm rev langs hendes mave og brystkasse hvilket kun gjorde det værre. Let lod hun sig dumpe ned på græsset, hun landede på sine knæ men virkede ikke synderligt til at tage skade af det, hænderne var lukket omkring hendes mave, der hvor hun var blevet stukket. Et øjeblik sad hun bare, sad bare og nød den friske luft, den svage natur der nu engang omringede dem. Lettere rystende fik hun sig kæmpet på fødderne, hendes hænder støttede sig mod husets ydremur for at hun kunne komme ordentlig op at stå. Et par blodige håndaftryk kunne ses på husets mur da hun fjernede hænderne og lod blikket glide søgende rundt, hun kiggede både efter Stella og da hun havde fået hende lokaliseret søgte øjnene efter potentielle trusler.

Da Stella begyndte at gå fulgte hun hurtigt efter for det de ikke skulle komme alt for langt væk fra hinanden selvom den blonde pige var en del hurtigere end hende lige nu men hun pressede sig selv for at følge med, dog var hendes smerte og besværet ved at bevæge sig gemt væk bag hendes fine maske. Muren foran dem var høj, for høj til at de kunne klatre over den eller for den sags skyld hjælpe hinanden over den. Let lænede hun ryggen mod den så hun kunne mærke den rug overflade mod hendes ryg der var klistret af hendes eget blod og trøjen der nu engang skulle dække hendes krop gjorde ikke meget for at dække den i virkeligheden. Let lod hun sine hypnotiserende blå øjne fange Stellas og hun sendte hende et forsikrende smil inden hun svarede, "Ja, jeg er sikker. Vi skal bare skynde os så meget som muligt", hendes stemme var en anelse svag og skinger men hvad kunne hun sige? Sorte pletter dansede for hendes øjne og en let snurren og dunken brusede gennem hendes øre. Da Stella begyndte at slå mod muren ville hun have sagt nej men lige nu skulle de væk og Selicity var ikke i stand til at hjælpe lige nu. Med et knækkede hendes ben sammen under hende og hun gled ned og sidde, dog stadig lænet op af muren, hovedet let drejet for at kunne holde øje men pigen der på meget kort tid havde sneget sig under hendes hud og vundet sig en plads i hendes hjerte. Men var det i virkeligheden så underligt, taget i betragtning hvad de havde været igennem sammen efterhånden.

Lyden af dæmonen der råbte, skreg og kommanderede rundt med folkene fik hende hurtigt på benene igen og hun kiggede en anelse panisk på Stella der næsten havde fået gjort hullet så stort at de kunne komme igennem. Med et faldt der et stort stykke af muren fra så hullet blev stort nok og Stella var hurtig til at smutte igennem det og Selicity fulgte efter hende mindst lige så hurtigt. Så snart hun havde begge ben plantet på den anden side brød hun i løb, hun pressede virkelig sig selv og pletterne dansede kun endnu vildere for hendes øjne da hendes krop blev presset så meget. Hånden var placeret stramt mod hendes sår og den anden hånd knugede stramt Stellas men uden at det var så stramt at den ville brække eller gøre alt for ondt på hende. Dæmonen var højlydt som han klemte sig gennem hullet og spænede efter dem, det var nærmest som om hun kunne føle hans ånde mod hendes nakke men det var hendes fantasi blandet med frygten for denne mand, ja hun var bange for ham men det var ikke noget nogen nogensinde ville få hende til at indrømme at hun var bange for ham. Med et kunne hun mærke hvordan dæmonens negle rev mod hendes hud, det havde ikke været hendes fantasi, han var rent faktisk lige bag ved dem! Hun kiggede kort på Stella da hun begyndte at råbe, nærmest kalde på nogen, hvad gik det lige ud på, kort tid efter fik hun dog svaret da to ret store ulve kom springene. Da Stella stoppede op tumlede hun nærmest ind i hende da hun ikke var forberedt på det. Dæmonens skrig fik nærmest en indre ro til at lægge sig over hende, nu var det endelig helt slut. De kunne ikke længere gøre dem noget. Pletterne for hendes øjne havde nærmest overmandet hele hendes syn og lige som hun kunne skimte en ung mand komme løbende i møde, faldt hun sammen. Benene gav ud under hende og hun faldt sammen på brostenene. Hun var bevidstløs.

//Kunne sagtens bruges og undskyld jeg har været så længe om at svare

Da Selicity faldt sammen løftede Matt hende op i sine arme og bar hende med hjem. Stella gjorde en hurtig seng klar og Matt lagde varulven derpå. Stella sad ved hendes side til hun faldt i søvn. Matt hentede lidt engleblod og lod en sprøjte sprøjte det ind i Selicitys system så hun healede hurtigere end hun plagede. Derefter lukkede han døren ind til dem for at lade dem sove.

- Efter at have sovet et par dage nok.. xD -

Stella slog øjnene op da hun opdagede, at hun lagde på gulvet. Lugten af frisk mad fangede hendes sult og havde vækket hende. Hun satte sig op og måtte beherske sig selv for ikke bare at springe på det første, hvilket jo var varulven foran hende. Hun rejste sig op og klædte sig hurtigt i en fin kongeblå kjole der blottede hendes ryg og hendes mave lidt. Hun tog en kjole frem til Selicity, til når hun vågnede så hun kunne klæde sig i lidt mere tøj. Ember havde snart fundet vej ind på værelset ved at åbne døren med hendes hoved og hoppede op til Selicity og overslikkede hende i hovedet. Stella vendte sig hurtigt om. "Ember. Du skal ikke vække hende." Vrissede hun svagt til Ember der blot lagde sig ned ved siden af varulven og kiggede uskyldigt op. Morrow banede sig også vej ind og væltede næsten Stella ned på gulvet i et bomb. Stella fik begge ulve med sig ud og gik ned til Matt. Hun fortalte om, hvad der var sket. Hver eneste lille detalje delte hun med hendes storebror - det gjorde hun altid og ville sikkert altid gøre det. Stella fyldte sit krop med frisk kød og blod fra et offer Matt næsten lige havde dræbt. Stella kunne da sagtens dræbe - det var da set, men hun gjorde det mindre nu.

//Det er lidt kort, men ja :3

//Dette emne er afsluttet og et nyt er påbegyndt

//Jeps. Enig. Outy