A world full of assholes! -Stella-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dette her, kunne bare ikke være sandt! Endnu engang var det sket! En stille og rolig dag ude på gaden, var blevet til en dag hvor en flok mænd besluttede sig for, at slå ham ned og putte ham i en sæk, for derefter at kylde ham ind i en kold celle! Og ikke nok med det, de havde taget hvert et våben han ejede! De kunne vendte sig kunne de! Da en af dem kom hen til hans celle og så på ham, som var han et dyr i et bur, kiggede Xander bare koldt på ham. Ynkelige mandfolk. Han troede rigtig, at han var smart på den anden side af cellen, med sit baseball bat hængende nær sin hofte. I det manden skulle til at sige noget, spyttede Xander ham i ansigtet og fik ham til, at trække en smule væk fra cellen. Forfærdet tørrede han spytklaten væk med sit ærme. "Møgunge, jeg håber snart, at din far kommer og henter dig så vi kan få de penge!" sagde manden med en skinger, skærende stemme, der mindede Xander om lyden af en sav der var i gang med at æde et stykke træ. Så det var det de ville.. De ville have penge ud af Sean? Ha, de kunne tro nej! Han skulle nok komme ud herfra, før de overhovedet nåede at kontakte ham! Var der noget Xander ikke ønskede, så var det, at hans 'far' skulle komme og redde ham. Som sagt, Xander ville ikke være en klods om benet! Specielt ikke på sin far!
En anden mand dukkede pludselig op ved siden af den anden. I sin ene hånd havde han et greb om et smukt lyst hår.. Xander fulgte hårets kilde ned til ansigtet. En køn pige. De havde fanget en køn pige. "Luk celle døren op Gunter!" vrissede han.
Vagterne med den udtørrede spytklat i hovedet, låste celledøren op og manden med hånden begravet i det lyse hår, gik et skridt frem og smed derefter pigen ind i cellen. "Her, underhold hinanden til pengene kommer!" Han smilte lumsk til dem begge..
Inden længe var begge vagter forsvundet i mørket. Xander sukkede og hamrede baghovedet ind i muren. Fantastisk! dette var bare.... Fantastisk!

Ikke igen. Nej det kunne ikke passe, hun var fanget igen. Den lette frygt der prøvede at kæmpe sig ind og få hendes evne til at give efter igen, gjorde at hun blev en smule panisk. Smerten i hendes hovedbund, var dog langt værre. Stella klynkede lidt, men kun til, at hun blev smidt ind i en celle. Stella rejste sig op og kiggede rundt, hun kneb lidt på brynene, da hun fik øje på dæmonen. Hans udstråling gjorde, at hun vidste, at det var en incubus dæmon. Det fik hende til at synke en klump, efter alt, så var det hun havde mindst lyst til, at han eller nogle af de andre skulle rører hende igen. Stella lagde armene overkors og kiggede kort henover dæmonen hun delte celle med. Stella prøvede at analysere hans kropssprog, hvilket ikke var det mest mulige eftersom, han blot stod og hamrede hans baghoved ind i muren. Hun blinkede et par gange, nogle var vel ikke så kloge?.. Stella lod sine fingre glide henover tremmerne inden hun satte sig i et hjørne længest væk fra lågen og kiggede fremfor sig. Hun bar en skjorte og et par sorte shorts. "Hvis han mente, hvad jeg tror han mente, så rør du mig ikke." Sagde hun tomt og vendte blikket overimod ham. Hun vidste ikke, hvad han lavede her, om han var fange kunne de have sagt for, at han skulle prøve at få hendes tillid. Det kunne også være, at han ikke ønskede så meget som at se på hende. Stella lod sine knæ samle sig under hendes hage og lagde hovedet hvile der. Derefter sukkede hun let. Hvem ville de have penge for, hendes brødre. Josh eller Matt... Eller dem begge to? Det kunne også være de ville opsøge Jazmin eller måske Andrea, endda Selicity. Gud hun savnede Selicity. Stella lukkede sine øjne i og tænkte på alle de ord Selicity havde sagt til hende, og det fik hende til at samle sig selv op fra den kant hun var ved at falde udover. Stella rejste sig op og lænede sig derefter op af muren bagved hende. "Navnet er Stella, du kan vel bare ligeglad med hvad jeg hedder, men jeg synes jeg burde sige det. Af en eller anden grund." Mumlede hun, men tydeligt nok til, at han ville kunne hører det.

Han stoppede lidt efter lidt, med at hamre baghovedet ind i muren og så nu derefter hen på den yndige skabning, de havde valgt at sætte i samme celle som ham. Blonde lokker, store blå øjne og røde læber, var med til at skabe et smukt ansigt. Hendes ord fik ham til at løfte skeptisk på et øjenbryn, ikke at han var van til den opførsel, så snart folk fandt ud af hvad han var for en. Men helt ærligt, det kunne vel ikke være værre en sjæledæmoners måde at gøre det på eller dæmoners? Hvorfor var det egentlig så slemt? Var det fordi folk så den måde succubus og incubus spiste på, som noget smukt der skulle ske og ikke et æde gilde? Man kunne aldrig vide.
Han fnyste lavt. En lille langsom reaktion på det hun lige havde sagt. "Det havde jeg skam heller ikke tænkt mig," Han gled ryggen op af muren og lod sig langsomt falde ned til jorden, som hans bagdel til sidst ramte med et lille bump. De sad nu bare der, i stilhed der både var anspændt og akavet, hvilket langsomt var ved at kvæle Xander. Kunne de ikke bare have smidt hende ind i anden celle.. Og hvad ville de egentlig med hende? Skulle han ødelægge stilheden og lade spørgsmålet flyde ud imellem hans læber? Hvad kunne det skade? I det han ville spørge hende, sagde hun noget og gav ham intet andet end hendes navn. Altid noget at hun ikke var den sky type der krøb hen i hjørnet. Han gjorde et hurtig vink med hånden til hende. "Xander, mit navn er Xander, selvom du nok også er ligeglad," Selvom Xander var ung, var hans stemme helt færdig med sin udvikling. Den var dyb og ru. "Nok rager det mig ikke, mener du nok, men hvad laver du her? Hvorfor har de fanget dig? er du.. mange penge værd eller?" Han så spørgende på hende med sine krystalblå øjne der lyste svagt i tusmørket.

Stella så ikke på ham da han talte - hun stolede ikke på ham. Der lagde den. Hun stolede ikke på mænd og slet ikke incebus dæmoner. Selve racen sagde jo sig selv. Da han var færdig med at tale vendte hun sit blik op imod ham. "Jeg er intet værd som sådan. Mine brødre har penge vil jeg mene. Men jeg kom muligvis til at totalt skade en af deres mænd - hvilket de ikke var så glade for." Måtte hun indrømme og lod en kort latter løbe udover de fyldige læber. Stella nikkede over imod døren, hvor i døråbningen til et andet rum kunne man rører en af deres mænd i smerter - over at Stella havde fyrret tre pile afsted lige nok til at - ja lad os bare sige, at hun havde fjernet den ene ting der gjorde ham til en 'mand'. Blodet kunne hun smage ved lugten, den dæmoniske side af hende truede med at springe lidt frem - bare af irritation overfor dette sted. "Jeg hørte de sagde noget om din far. Det vel ham de søger penge af så?" Spurgte hun så og rejste sig op. Hendes stille bevægelser bar en stille mystik og kunne ofte have en dragende effekt på folk - ikke fordi at det var bevidst. Stella lod sine fingre glide henover rummet. "Men lad os se de i øjnene. De bruger os lokkemad til dem de søger kommer. Så dræber de os alle sammen og får de penge de vil have. Det er hvad de er ude på." Sagde hun så og havde vendt sig om imod ham med et seriøst blik i de grønne øjne. Stella kørte en hånd henover sit hår og lod et let suk glide udover hendes læber imens hun trak på skuldrene. "Jeg siger vi slipper ud herfra." Forslog hun med et hævet bryn der var et lumsk blik i sine øjne.

Han sad bare stille og roligt på jorden. Man kunne kun ane skikkelsen af ham over i skyggen, udover, at de lyseblå øjne lyste op i mørket, som to blå lyskilder.
Før han overhovedet nåede, at sige noget til hende, fik et skrig inde fra et andet rum, ham til at dreje hovedet og løfte spørgende på et øjenbryn. Det havde været en mands skrig. Med andre ord, en af vagterne? Det håbede han inderligt på. Idioterne fortjente en ordentlig omgang!
Han nikkede med tøvende med hovedet. Et nik der gjorde det tydeligt, at han var ret så ligeglad med de skrig der havde kommet ind fra det andet rum. Det ragede ikke ham hvad der skete.
Da hun forklarede hvad hun lavede dernede, så han op på hende med de lysende øjne og satte hovedet på skrå. Så hun havde blot gjort dem vrede? Tjah, det var da også en måde, at ende i en rådden celle på!
Indspørgslen ind til hans far, fik ham til at rejse sig op og ånde ud. Han strakte sig kort før han svarede. "Jep, det er ham, han er åbenbart en stor kanon med mange penge," Mere ville han ikke afsløre om Sean. Manden var og blev en sær form for hemmelighed i blandt folk. Eller, sådan da.
Han bed sig i underlæben og så rundt. Der måtte være en måde, at komme ud derfra, bare en lille udvej! Han lyttede til hvad hun havde at sige og nikkede bekræftende. Det kunne der være noget om. At snyde andre blot få penge, var en nem måde, at anskaffe sig penge på.
Han gik roligt hen imod Stella. "Jeg siger, at jeg er enig, men at jeg ikke har den fjerneste ide om hvordan vi gør det," Han sendte hende et lumsk smil.
Lige i det øjeblik han havde sagt de ord, kom to mænd buldrende ind med lyn i deres øjne. Vredt kom de hen imod Stella, hvor de kylede hen ind i væggen og så på hende, som var hun en hund der havde tisset på gulvet. "Dig! Du skadede vores mænd!" Han trak en dolk frem. "Det vil du fortryde,"

Stella lyttede til den unge dæmon. HAn var yngre end hende. På udseendet i hvert fald, sind var man jo aldrig sikker på. Hun tænkte derfor lidt for sig selv. Hun havde jo en evne. Hun kiggede op på ham da han sagde det sidste og nikkede så kort. Der skulle findes på noget. Impulsive planer. Stella var mester i den del, at de måske ikke lykkedes var noget helt andet jo. Stella vendte blikket op da nogle mænd brasede ind i cellen og smed hende hårdt ind i væggen. Hun lyttede til deres brok, men kiggede på dem som en teenage datter som var ligeglad med den skæld ud hendes forældre stod og gav hende. Hun nikkede forstående derefter, og smilede - underligt nok. "JEg ser det. I tror jeg er bange for jer, fordi i har en lille dolk." Svarede hun og slog derefter manden der holdt dolkens hånd ned og trådte forbi dem. Hun var da ligeglad med hende, de gjorde hende ikke bange - ikke lige meget, hvad de kunne udsætte hende for. Stella vendte sig dog hurtigt om og blottede sine skarpe tænder af dem og hævede derefter sit ene bryn. Så lod hun to tvillinge knive glide frem i hendes hænder. Små men gode nok til at snitte deres struber over i et sving. Dog som sagt. Dræbte hun ikke sådan rundt omkring - de var ikke 'så' meget værd igen jo. Stella derimod lod dem forsvinde som om det var et cirkus nummer og fremmanede så et par små kastestjerner. Derefter fik hun et lumsk smil tilegnet sine læber og kastede den første afsted imod manden med dolken så den ramte lige under bæltestedet, hvor hun havde sigtet. "Hvis i ikke passer på. Ender i med at ende præcis ligesådan som ham." Sagde hun truende og lagde hovedet let på skrå.

Mændene nåede knap nok, at ane hvad der skete omkring dem, før den ene af dem havde fået kastet en kastestjerne lige der hvor hver mand frygtede, at blive ramt. Xander skar tænder og kneb øjnene sammen. Bare tanken om, at blive ramt der, fik ham til at krybe sig sammen af smerte. Dog, respekterede han tøsen for, at gøre det imod dem. Trods alt havde de selv bedt om det.
Begge mænd faldt på knæ i et højt, skingrende skrig, der advarede de andre vagter om, at der var noget fuldkommen galt. Da Xander bemærkede, at en alarm var startet, tog han Stellas hånd og hev hende med sig ud af cellen. Egentlig forstod han ikke rigtig hvorfor, at han gjorde det. Han kendte hende ikke og kunne være fuldkommen ligeglad med hende. Stædigheden i ham, valgte dog, at trække hende med sig alligevel. Så snart de var ude af cellen, slap han hendes hånd og suste af sted igennem de mørke korridorer, imens den høje alarm klokke ringede om ørene på ham.
En vagt kom løbende hen imod ham, ville stoppe ham, hvis ikke Xander havde gjort et højt abespring, ved at springe over hovedet på ham, med et skub fra hans hænder der havde fundet mandens skulder. Han landede smidigt bag vagten. Den stakkels mand nåede ikke, at se sig om, før Xander havde trukket sin dolk og stukket den igennem maven på ham. Sammenkrybende faldt manden til jorden.
Med et selvfed smil, løb Xander videre og troede lige, at han kunne smage friheden, da et stort hul i jorden nær havde kostet ham livet. På bunden af hullet stod der knivskarpe stolper på lodret og vandret række.
Det havde ikke været friheden han kunne smage… Det havde været smagen af mere udfordring.
Han sukkede irriteret og så sig omkring. Der måtte være en anden vej ud!

Den høje lyd fik hende til at skære tænder, men nåede ikke rigtigt at gøre noget før, at hun blev trukket af sted - af samme unge mand som hun havde delt celle med for blot et par sekunder siden. Dog slap han hendes hånd, men det fik hende ikke til at stoppe med at løbe. Hun stoppede dog op, da Xander sprang over den vagt der kom imod dem. Han stak den i maven på manden og manden faldt til jorden. Stella nikkede kort for sig selv og gik så videre. Hun prøvede at lukke alarmen ude af sit hoved, og selvom det ikke var det letteste lige nu lykkedes det hende overraskende godt. At sørge for at vide, hvor de forskellige folk var om de var tæt på - ville ekkoet afslørre. Hun lagde en hånd hen langs muren imens hun gik videre - regnede med at Xander var løbet videre forlængest - hun havde gjort det samme. Hun fik dog et chok da han stod stille og det gjorde at hun blot stilede sig op af muren bagved ham. Om han havde hørt hende eller ej - selvom, at hun regnede med, at han ikke havde. Dog blev hun stående i lidt for langtid for at tænke over at hun kunne hører flere der kom efter dem. Men i samme sekund faldt hun bagover da en skjult dør åbnede sig for hende. Hun landede på røven i et chok med hovedet slået ned i jorden. Stella tog sig hurtigt til hovedet og rejste sig så op. "Xander hurtigt herind!" Hviskede hun højt da hun kunne se døren begyndte at lukke sig. Måske vidste vagterne slet ikke noget om den her hule - hvis ikke var det en stor fordel.

Det lå til, at tøsen fra før havde fundet en hemmelig dør, der måske kunne føre dem ud af dette mareridt. Han tøvede ikke med, at følge med hende igennem døren. Hvis de var heldige, ville den føre dem ud derfra og hvis de var uheldige... Tanken blev knap nok fuldført, før der stod intet mindre end 10 walkere foran dem. De drejede en efter en deres hoveder og så på dem med døde øjne.
"Shit!" vrissede Xander og bakkede bagud.
Walkerne tøvede ikke med, at gå hen imod dem og selv om de var langsomme, var deres tænder skræmmende tæt på og Xander havde ikke i sinde, at blive bidt af dem, for derefter at ende som en af dem! Den eneste vej ud, var den dør de var kommet ind af og hvis de var hurtige, kunne de nå, at lukke den før walkerne slap ud... Eller.. de kunne..
Da ideen strejfede ham, tog han endnu engang fat i Stella og hev hende med ud af døren. Ganske som han havde vidst, kom der nu en gruppe 'vagter' løbende imod dem, så snart de var ude af den. Xander skyndte, at hive Stella ind til sig, da walkerne kom ud af døren og stødte sammen med de uvidende vagter, der løb ind i deres egen død.
Inden længe flåede walkerne i vagternes kød, så skrig bredte sig til hver en kro i den mørke korridor. Xander så på det med et smil. Det kunne de lære af, at fange ham og andre uskyldige.

(( Da du er glad for zombier nu, puttede jeg dem lige ind i emnet x3 undskyld hvis du ikke kan bruge svaret til noget darling! D: ))

Den rådne hud, hvorfor havde hun ikke fået færden af den nået før. Var det fordi hun ikke havde tænkt over at stedet kunne være fyldt med klamme væsner. Ganske vidst, mere nåede hun dog heller ikke at snakke med sig selv om det før et greb om hendes håndled fik hende tilbage i den virkelige verden, hvor de væsner kom imod dem med deres klamme uhyggelige bevægelser. Walkers. Hun rynkede kort på næsen men heldigvis så havde Xander et synsk talent og vagterne gik lige i møde med de kødædende væsner. Stella tog blikket derfra og kiggede på Xander, så nikkede hun til siden og trak ham med sig igennem. Hvis der var lidt walkers her, kunne der snildt være flere rundt i hjørnerne. I forstår lod hun en kniv dale lydløst ned i hendes hånd og var ret så opmærksom.
Ganske rigtigt, da de var gået lidt og kom til et hjørne, væltede det frem med dem. Eller væltede og væltede, gangen var lang, men man kunne hører dem. Deres form for hvæsen til de var opdaget. En sad ned og hvilkede sine klamme fingre henover Stellas ene ben, heldigvis var Stella ret hurtig på trods af chokket som gjorde hjertet sad i halsen - og derved stak hun kniven lige igennem hovedet på walkeren og trak kniven til sig, og derefter hendes ben. Hun lod sig selv ånde ud og vendte sig hurtigt rundt på hælene, for at være klar igen. Hun fremmanede et samuraisværd og lod det lette sværd flyde igennem rækken af walkers og halshuggede to på et sving, hun svang væk fra Xander af for ikke at ramme ham. Hun vidste ikke om han havde våben men hun fremmanede ham en kniv. Den ville ikke holde evigt, men i lidt tid til han ikke længer behøvede den. De var nød til at hjælpe hinanden. Ellers ville de hurtigt dø.

//Hey det gik da ikke? Og jo jeg er totalt i walkerstødet!

// Indeed it did o.o Impressive! x3 Love the katana! (samuraisværd) xD

Det var imponerende hvor hurtigt tøsen reagerede på zombierne eller walkerne, som de også kunne blive kaldt. Kært barn havde mange navne, som man nu sagde. Noget sagde ham, at hun ligesom ham, var van til disse stinkende væsner. Gad vide om hun også havde brugt de seneste år af hendes liv på bare at dræbe dem? Det kunne man aldrig vide og det fandt han nok heller aldrig ud af! Så snart de var ude herfra, skiltes de sikkert og så aldrig hinanden igen. Det ville i hvert fald være noget han regnede med, da det altid var sådan det gik. Et gensyn og et farvel på samme dag.
Før han overhovedet kunne nå, at blinke havde tøsen (Som han rent faktisk ikke kunne huske hvad hed) trukket en katana frem ud i det blå. Hvor havde hun lige skjult den henne!? det var ikke ligefrem noget man kunne gemme i sin bh! Hvad kvinder dog ikke kunne skjule i dag!
Og som om det ikke var nok, gav hun også ham en dolk og fik ham kort til, at ligne et stort spørgsmålstegn med krystaløjne. Var hun et omvandrende våbenhus!?
Mere nåede han ikke rigtig at tænke, før en walker kom hen imod ham og som havde fået fat på ham, hvis ikke han havde været hurtig og stukket dolken igennem dets hoved. Endnu engang formåede den knasende lyd af en kniv igennem rådent kød, suse ind i hans øre og hvor han dog havde savnet den lyd!
Walkerne kom alle veje fra. De måtte se, at komme ud herfra, medmindre de ønskede at blive spist levende!
"Der er for mange af dem, vi må finde en vej ud herfra!" råbte han til Stella og stak dolken igennem endnu et grim ansigt.
Han drejede hovedet til siden og så til sin lettelse et vindue få meter oppe. "Der!" Han pegede imod vinduet. Hurtigt løb han hen imod og lavede en hestesko, der var et forsøg på, at fortælle Stella hun skulle træde op i den, så han kunne hjælpe hende op.

Der var ikke tid til at forklare hendes evne, på et tidspunkt ville han vel forstå den ikke sandt? Stella løb med ham over imod vinduet og da han lavdede en hestesko til hende, måtte hun jo hoppe op med en fod for at blive løftet højt nok til til hun kunne få fat med sine fingre og trække sig selv op. Hun rakte armen ned til Xander for at rive ham med op inden han ville blive ædt levende. Stella kastede sværdet ind imod huden så det gik i tu hun vendte sig om så skårene ikke ville ramme hende i ansigtet, et par stykker ramte hendes ryg og ben, men nok til hun lige ville overleve da. Så kiggede hun kort ud. Der var et par meter. Stella sank en klump og hoppede så i hendes hop forsvandt fokusedet fra dolken hun havde givet til Xander og den forsvandt som var den luft. Stella landede på begge fødder med den ene lidt forvredet. Hun skar kort ansigt. Hvor var de henne. Stella kiggede sig omkring og klukkede kort, men bed så det i sig. Det lignede et gammelt fængsel af en ting. Walkersne måtte have overtaget stedet uden de andre vagter vidste det. Synd for dem. "Der er få meter ned bare hop." Sagde hun så lavt dæmpet så overhovedet muligt.

/Beklager længden o.o

Hun tog glædeligt imod hesteskoen, så snart hendes fod var imod hans hånd, tøvede han ikke med, at kaste hende op til vinduet med alt den styrke han havde. De døde kom blot nærmere og nærmere. Xander skulle lige til selv, at klatre op til vinduet, da Stella rakte en hånd ned til ham og trak ham op, lige i tide til, at undgå de dødes tænder. Så snart han var oppe, pustede han ud og så til sin overraskelse, at dolken forsvandt i hans hånd, lige når han havde vendt sig til det fantastiske stykke stål. For ikke at komme med dumme spørgsmål, så han ud over horisonten og så til sin forskrækkelse, at de havde været i et fængsel hele tiden. Dem der havde haft fanget ham og Stella, havde overtaget et fængsel, som nu var blevet erobret af levende døde. Det kunne man kalde karma.
Stellas stemme rungede i hans sind og sendte ham tilbage til virkeligheden. Kun få meter ned sagde hun. Det kunne hun sagtens sige, hun var såret fra top til tå og ignorerede den blot ved, at muntre ham op med, at der kun var få meter ned. Hun havde klaret hoppet med alle de sår, så kunne han skam også klare det. Hurtigt tog han modet til sig og sprang ned. I fuld kontrol af sin krop, landede han perfekt på sine fødder og støttede sig selv, med den ene hånd lagt på jorden. Han rettede sig op og så sig omkring. "Hvor er vi?" Han gik hen imod hende med rolige bevægelser. Det lå ikke til, at der var nogen form for liv i miles omkreds.

Hvor de var? Tja, hvis hun vidste det. Så havde hun skam sagt det, men hun havde ingen anelse. Hun begyndte at gå og stødte på foden som var der intet sket, men hun havde ikke tid til at pylre over en forvredet ankel når hele hendes liv var på spil her. Endnu engang lov hun samurasværdet fremmane sig i hendes venstre hånd, hun følte sig mest sikker bevæbnet. "Jeg har ingen anelse." Hun vendte sig rundt og svang sværdet så det lige lignede hun ville hugge hovedet af Xander, men i virkeligheden var det en walker lige bagved ham som fik hovedet kapet af. Hun kiggede kort på ham. "Så jeg gætter på, at i dag er en dag, hvor vi har tænkt os at overleve?" Spurgte hun uden egentlig at vente på svar. Hun satte i stedet igang på sine ben hen langsmuren, på listetå. Hvis de skulle blive set af walkerne, så ville de gå efter dem, hvis de ikke så dem, og ikke fik færtenen af dem, så havde de ikke andet end at slippe ud de skulle tænke på. Stella Holdt vejret. Hvordan hun kunne gøre det, virke så selvsikker på alt uden egentlig at være det. Det var et mysterium. Hun vidste blot at hun skulle overleve. Stella holdt sværdet klart til at svinge hvis de skulle få uønsket selskab. Ellers forsatte hun med at gå afsted stille. Hendes skridt var lydløse og perfekte placeret. Hun kunne hører dem, derfor var hun så stille, fordi hun ville være sikker på, at hun kunne høre hvor de var henne af. Så snart nogle viste sig og vendte sig imod hende svang hun sværdet igennem luften og halshuggede flere på engang. Så meget nemmere end med en almindelig dolk. Hun åndede let ud og forsatte så over de stadigvæk bidende hovder som lagde og 'led'. Stella trådte let over dem, inden hun forsatte rundt om hjørnet, hvor de var kommet fra. Der lagde walkere på jorden, og de sad op af væggene. Det var der hun trådte godt uden om dem, for ikke at de skulle gribe fast i hende.

// skal vi stoppe dette emne eller fortsætte det?? Eller skal vi starte et helt nyt? [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Vi kan afslutte det... hvis du laver det nye xD //

// svare lige herover.. Top xD hvordan skal det starte??

Måske Julian sætter Stella op, ved at presse Xander til at sætte hende i en fælde, ved nogle vigtige oplysninger om noget der betyder noget for Xander, måske endda falske oplysninger der blot bruges som pres