I hate this night! //Zantanna//

Rafaela så ned i jorden og følte sig svag og den følelse hadet hun over alt. Hun ahvde for kort tid siden virkede den stære for Zan, men nu var hun den svageste ligepludselig. Hun hadet det mere end noget andet! Hun sukkede lidt og trak vejret dybt nogle gange. Hun ville ikke være den svage. Hendes ene arm gav nogle enkelte ryk fra sig af og til pga stødet der ikke var forsvundet helt fra hendes krop endnu. Hun kiggede stille på Zan og kunne tydeligt se på hende, at hun var blevet nervøs. Der gik dog ikke særligt lang tid før Raf begyndte og stivne i hele kroppen. Der var en genkendelig lugt ikke så langt væk fra dem. Hun var blevet ligbleg i hele ansigtet. Hun havde helt glemt hvad det sidste var Chev havde sagt inden hun var gået. Det gav et sæt i hende da hun hørte nogen klappe tæt på dem. Hun kiggede hen imod lyden. Hun havde allerede regnet ud, hvem der var kommet. Havde han fulgt efter hende? Hun lagde en hånd på Zans skulder og gav den et nervøst klem. Zan skulle ikke ryddes ud i problemer pga hende. Raf ønskede inderligt, at hun var en lille mus for så kunne hun nemt krybbe væk fra ham igennem et lille musehul, men selvfølgelig kunne hun nada gøre og hun vidste hvad han kunne finde på. Hun kiggede skræmt på ham og bed sig i læben. Hun kiggede ned i jorden imens Chev snakkede til hende. Der gik lidt tid før hun kiggede op på Zan og sukkede lettere opgivende. Hun lukkede sine øjne kort og begyndte og humpe hen til Chev. Hun nægtede og gøre hvad han bedte hende om denne gang. Hun ville ikke tyranniseres mere end hun havde oplevet for nogle timer siden. Hun stillede sig helt hen til Chev og kiggede ham direkte i øjnene med et skræmt blik. Det var tydeligt, a se på hende, at hun frygtede ham "Undskyld...herre...jeg ved jeg har dummet mig...Vil du ikke nok lade hende værre? Jeg beder dig...hun skal ikke straffes for mine fejltagelser" man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun havde svært ved og snakke så bange var hun for ham. Hun kiggede ned i jorden da hun vidste, at han ville skade hende på den ene eller den anden måde. Hun håbede dog inderligt, at Zan ikke ville blive straffet for det.

Zantanna kiggede på hende og fik så selv færten af varulv, hun blotttede svagt sine tænder i vrede hun ikke sikker på hvem det var end til Rafaela blev lige så bleg i hovedet som hun var, at det gik op for hende at det var ham der havde gjort hende fortræd som var dukket op. Selvfølgelig havde han fulgt efter hende og set dem, Zantanna kunne ikke lade være med at stille sig imellem ham og Rafeala så hun var beskyttet det troede hun ihvertfald lige  ind til at hun gik hen imod hun vidste allerede nu at tikke om at han skulle lade hende være var for sen og at det bare ville gøre det hele værre, men hun vidste ikke om hun kunne gøre hvad han sagde ikke så længe at Rafaela stod ved hans side, hun måtte gøre noget, men hvad hun stod stille lyttede til hvad de to om snakkede inden vendte sig om imod muren om han havde bedt om der var ingen grund til presse skæbnen endnu mere, end den allerede var og hun vidste ikke helt hvad han kunne finde på gøre når han var vred. Zantanna havde vidst lige fundet en der værre end hendes adoptivfar, hun sank svagt en klump inden hun lagde hænderne på hovedet, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hendes evne ville ikke virke med mindre han kom tæt på, men han kunne bare vente sig når først han kom tæt på.
Det gjorde ondt på hende at se Rafeala tikke om hendes frihed selvom hun vidste at det  ikke ville virke, hun vidste at noget slemt snart skulle ske og hun vidste ikke hvordan hun skulle stoppe det,  hun fnøs kort da han infomerede hende om byen var hans, så vidt hun vidste var byen for alle og ikke bare hans hun blottede tænderne endnu mere da nævnte at hun var venlig, han skulle ikke dømme hende, hun ville nok fortryde, men lige nu var hun vred " jeg ved ikke hvem du tror du er, men jeg er ikke bange for dig eller dit våben" snerrede hun hun kiggede på Rafeala inden vendte blikket imod ham igen hendes blik var koldt og hårdt " kan du ikke se at hun bange syntes du ikke at fortjent at komme hjem?" spurgte hun hendes stemme blev mere bekymret end kold, vis hun kunne beskytte Rafaela var hun ligeglad med sig selv, hun kunne klare det hendes krop ville heale det eneste der skulle til når han var færdig var blod og hun var så god som ny, men Rafaela havde lidt nok i forvejen og det gjorde hende ondt.

Et svagt smil kom over Chev's læber. Da Rafaela valgte at trodse ham. Og gik hen foran ham. Roligt hævede han haglgeværet op på skulderen. Da hun valgte at tikke ham om at lade vampyren være. Fnøs han kort. Og placerede sin riffel lige udenfor hendes mund. "Åben munden." Sagde han roligt og ventede til hun gjorde det. Før han lagde mundingen af geværet ind i hendes mund. Før han fandt et par håndjern frem. Og kastede hen til Zantanna. "Put dem på vampyr. Eller jeg blæser hendes hoved af. Selv en lille dum vampyr som dig ved nok hvad der sker. Når man trykker et haglgevær af i munden på en anden." Sagde han roligt og grinte svagt. Før han greb fat i Rafaela. Og pressede hende med ryggen op af væggen. Før han gik lidt fra hende. Strakte sin arm så geværet stadig var i hendes mund. Og så på vampyren. "Og tro ikke det vil virke prøve at stoppe mig. Mine reflekser er hurtigere end dine. Jeg kontrollere lyn. Jeg kan få jer begge til at besvime eller endda paralysere med et vift med min hånd. Så ingen smarte streger." Sagde han roligt og så frem og tilbage på dem. Før han roligt så på Rafaela lidt. "Missed me baby." Sagde han hoverende. Før han pressede geværet lidt dybere i hendes hals. Så hun ville blive lidt kvalt i den. Før han hev den ud igen. Ikke helt ud. Den var stadig i hendes mund. Men så langt ud hun ikke blev kvalt af den. Før han så på Zantanna. "HVis du vil Rafaela. Så skal jeg nok være sødere ved hende. Men så koster det. Jeg lader ikke være med at voldtage hende. Eller dig igen for den sags skyld. Men hvis i begge følger med og gør hvad jeg siger. Så vil ingen af jer komme til skade. Hvis bare en af jer prøver på noget. Blæser jeg hjernen ud på den anden. Forstået?" Spurgte han roligt og så afventende på dem begge.

Rafaela stod kort og overvejede hvem hun frygtede mest. Zero når han blev sur og fandens besat eller Chev. Det var noget underligt noget, at overveje på nuværende tidspunkt måtte hun indrømme, hvis nogen spurgte hende. Hun trak vejret dybt nogle gange og blev lidt roligere. Hendes krop blev ved med og give nogle enkelte ryk fra sig. Hvis man ikke vidste, at Chev havde givet hende stød ret mange gange bare denne aften og nat havde man troet hun fik kramper. Hun kiggede om på Zan kort med et undskyldende blik og derefter op på Chev igen. Hun måtte få styr på sig selv og få mere energi før hun begyndte og kæmpe helt imod ham. Der var ikke meget tilbage i hendes krop og det, at stå op var en kamp da hun kun stod på den raske fod hvor den dårlige ble holdt oppe i luften. Hun åbnede modvilligt sin mund selvom hun godt vidste hvad han ville. Hun prøvede dog samtidig og tænke på det positive og det var, at hun undgik og snakke til ham. Hun kiggede op på Ches næse så det bare lignede, at jeg kiggede ham i øjnene. Da Chev tog fat i hende og pressede hende hen til væggen havde hun ikke nået og lagt den dårlige fod ned så det ikke gjorde ondt så hun var istedet ved og falde og skreg op som en stukken gris og tårerne løb ned af hendes kinder. Hun løftede sit ben lidt højere op i luften da hun stod op af væggen for ikke og røre noget med sin fod. Hun var træt i benet, men at sætte foden ned det nægtede hun 110%. Hun lukkede sine øjne og prøvede og tænke på noget andet så smerterne føltes mindre i kroppen end den i virkeligheden var. Hun lyttede dog stadig til hvert et ord der blev sagt fra Zan og Chev. Hun åbnede sine øjne og kiggede hen på Zan med et bekræftende blik over det Chev lige havde sagt. Hun havde selv set hvad der skete med den lille pige samtidig med hun selv døjede med elektriciteten der løb rundt i hendes nervebaner på dette tidspunkt og forstyrrede hendes krop. Hun kiggede lidt på Chev med skræmte øjne *Har ikke ligefrem nået og kunne savne dig din psykopat!* tænkte Raf. Hun vred sig kort da hun mærkede geværet blive presset længere ned i hendes hals og hun gispede efter vejret. Hun knyttede sine næver og lukkede øjnene. Hun trak vejret dybt da han endelig fjernede geværet lidt fra hende. Det havde sikkert bare varet i nogle korte sekunder, men for hende havde det varet i flere minutter. Hun kunne mærke på sit ben, at det snart ville kollapse under hende. Hun kiggede bedende på Chev samtidig med, at hun kæmpede med at holde sig selv oppe, men der gik ikke lang tid før hun faldt og landede på siden. Hun rystede i hele kroppen og frygtede, at han ville straffe hende for det.

Hun betragtede ham hun skulle lige til at gå til angreb, men stoppede brat da han greb Rafeala og hun blottede sine tænder og hun kunne ikke andet end at lade ham vinde hun det var det bedste hun kunne gøre for hun ville ikke påføre Rafaela nogen skade hun betragtede dem før hun tog dem på lukkede for dem, hendes øjne var røde af vrede. Det kunne også være fordi hun var sulten, men der ingen tivil om at hun vred, hun mest vred på ham, men også over sig selv over at hun spurgt hun havde aldrig spurgt vis hun vidste hvad det indebar for Rafaela, hun ville gerne berolige hande, men hun anede ikke hvad hun skulle sige da han åbende munden blev hendes bange anelse gjort virkelig hendes blik var rettet imod jorden og hendes blan om hendes evne var ryget sig en tur, hun kunne ikke bruge den for så ville det gå ud over hendes nye ven. Hun glad for at hun ikke var et monster " forstået" mumlede hun det var virkelig slemt, men det var ikke det slemmeste hun havde oplevet, men hun fik kvalme over tanken at han skulle bruge hende, da snakkede til Rafeala igen om at være sød ved hende han skulle heller være sød ved Rafeala " nej Rafaela jeg klare mig, han skulle heller være sødere ved dig " sagde hun en smule hårdt fordi hun var vred, hun vidste ikke helt hvor hun skulle placere sig så hun blev stående en til han sagde noget. Hun måtte tage sig selv i ikke at gøre noget da så tårende trille ned af hendes kinder, måtte hun tvinge sig til ikke at løbe frem imod ham. Hun mumlede svagt den samme sætning flere gange " vær sødere ved hende, end ved mig" hvis hun havde kunnet græde skete det endnu gang, at han var så ond ved Rafaela gjorde lige så meget ondt på hende som rent faktisk gjorde på Rafaela for Zantanna havde aldrig haft en ven før, hun sank svagt klump tvang sig selv til kiggede op Chev " [blfreds?[/b] spurgte hun hun løftede sin lænkede hænder så kunne se at hun havde gjort som han havde sagt.

Chev smilede kort. og så frem og tilbage på dem. Og grinte kort. "Nåh ser man det. Den lille vampyr vil ofre sig for sin elskede veninde." Sagde han og grinte kort igen. "Det kom godt nok som et chok." Sagde han roligt og så frem og tilbage på dem. Indtil han så Rafaela falde. Han så på hende vredt. Hvorefter han stillede sin fod på hendes dårlige hånd. Og trådte lidt. Med et ondt smil. Og sigtede så mod Raf'es hoved. "Du bliver stående vampyr. Hun skal straffes. Hun havde ikke fået lov til at lægge sig." Han fjernede kort foden og så på Zantanna kort. "Medmindre du gerne vil tage hendes straf for hende? Så kom herover så jeg kan give dig en lussing." Sagde han kort og grinte hårdt. Før han tog et nyt par håndjern frem fra baglommen. Og kastede ned til Raf. "tag dem på." Sagde han kort og så på dem igen på skiftevis. Kæderne var lavet af titanium. Så ingen af dem ville kunne bryde fri fra dem. Selv med en vampyrs overnaturlige styrke Han nikkede kort til at han var tilfreds. Og smilede kort. Så frem og tilbage igen. Hvis Zan gik hen til ham. Ville han svinge sin hånd og placere en perfekt og hård lussing direkte på hendes kind. Selvom hun var vampyr ville det ikke undre ham hvis hun faldt. Hvorefter han sigtede på Raf som tegn på hun ikke skulle gøre noget. "Sæt dig op dragekæll***." Sagde han hårdt og smilede roligt. Ventede til hun gjorde det. Før han roligt trådte lidt væk. "Vampyrtøs. Jeg ved godt du er lidt fastspændt. Men medmindre du vil ha jeg sætter strøm igennem dragekæll***en igen. Så vil jeg råde dig til at tage hendes tøj af." Sagde han med et ondt smil. Hvorefter han roligt knyttede sin frie hånd. Små gnister af elektricitet kom fra den. Mens han så på dem afventende.

Rafaela lå stille og ømmede sit raske ben med sin raske hånd. Hun kiggede dog aldrig op på Chev da hun vidste, at han ville straffe hende. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede op på geværet med øjnene. Hun havde ikke i sinde, at gøre noget der kunne skade mere end det gjorde. Hun skreg og hyllede op da hun mærkede, at han trådte på hendes dårlige hånd der var forbundet så meget, at hendes fingre ikke kunne bevæge sig. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun kiggede hen på Zan og rystede på hovedet. Hun skulle ikke tage hendes straf. Det ville hun simpelthen ikke godtage. Hun kiggede ned på håndjernene som Chev havde smidt ned til hende. Hun kiggede undrende på dem. Hvordan helved ville han havde, at hun skulle kunne få dem på? Hun kiggede bedende op på ham "Herre...Jeg kan ikke" fik hun stammet frem og kiggede skræmt på ham. Det ville ikke undre hende, hvis det var, at han ville slå hende eller sende stød igennem hendes krop. Han havde gjort det for mindre end det tidligere. Raf kiggede ned i jorden og satte sig besværligt op af muren bag hende og holdt sin dårlige hånd imod sin mave, hvor hendes dårlige fod lå helt skævt på jorden og det var tydeligt, at det ikke ville blive bedre hvis det ikke snart blev rettet op på. Hun spærrede øjnene op da han beordrede Zan om, at hun skulle tage tøjet af hende. Ikke på vilkår! Hun lagde sin dårligehånd langt væk fra sit tøj og lukkede sine øjne. Der gik ikke ret lang tid før der gik ild i hendes krop undtagen på den dårlige hånd og den dårlige fod. Hun skreg op i kort tid. Alt hendes tøj blev brændt til aske om hende. Hun var ligeglad med, at hun ville komme til og være nøgen resten af tiden indtil hun kom hjem. Hun trak vejret dybt nogle gange og begyndte og slukke for de lillae flammer. Hun kiggede ned i jorden og ventede på og se hvordan Chev ville reagere på dette.

Zantanna gik hen imod ham for at tage staffen og lade Rafaela slippe hun trådte frem imod ham " stop " sagde hun og igonorede at Rafeala rystede på hovedet og ikke ville kunne holde det ud at hun tog staffen fra hende. Hun stoppede op da han bedte hende om klæde Rafaela af sukkede hun kunne ikke gøre det, hun kiggede på sine lænkede hænder, hun anede ikke helt hvorfor han havde putte dem på hende, men hun nægtede at tage tøjet af Rafeala det kunne hun ikke få sig selv til så hun stirrede på jorden istedet for, men det virkede så forkert, så tog hun en beslutning gik hen imod ham. Hun sikker på at i at dette ikke falde i god jord , men hun nåede ligesom ikke ret langt da Rafaelas krop endte i en lilla ild. Hun gispede forskrækket og hoppede nogle skridt væk, da hun var kommet sig rettede hun sit blik imod jorden. Hun ville bare hjælpe og nu var endt i denne kattepine. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men gjorde mentalt klar til at få en staf for det med den lilla ild og hendes engen fejltagelse ved ikke gøre hvad hun skulle " vær sød at staffe mig Rafaela kan ikke holde til mere" sagde hun hendes stemme var en smule bekymret og bedende. Hun kunne ikke lade Rafaela tage skylden for dette her det jo ikke hendes skyld at hun udmatttet.

Et kort blik så på Raf. Man kunne se han blev vred over hun ikke tog håndjernene på. Og vendte blikket mod Zan. Før han smilede roligt. "Du vil gerne ha jeg straffer dig i stedet for hende ikke?" Spurgte han kort men lod hende ikke svare. Før han hårdt stak geværet's munding ind mod hendes mave. Så hun blev tvunget forover. Og hvorefter han placerede et knæ i panden af hende. Vendte så roligt blikket mod Raf. Da hendes tøj var brændt af smilede han kort. Og drejede på hovedet. "Tror du det ændre noget? Nej. Nu skal du tage tøjet af vampyrtøsen." Sagde han og grinte kort. Før han roligt gik et par skridt baglæns og løftede en trakasse. Som han gik lidt tættere på dem med. Og satte sig på. "Kom igang. Jeg har ikke hele dagen. Måske skulle jeg blæse hovedet af en som går ude på gaden. Bare for at vise mit alvor." Sagde han kort og sigtede mod den større vej bag ham. Der var mange mennesker derude. Hvis han skød nu ville han ramme en stor del af menneskene. Højst sandsynligt dræbe nogle af dem. Specielt børnene der løb rundt. Hvis de blev ramt af bare en kugle. Så ville de højst sandsynligt dø af det. Han smilede ondt. Og drejede hovedet lidt. Så afventende på dem. Hvorefter han roligt kastede en kniv hen til Raf. "Skær tøjet af hende så hun kan få det af. Og når det så er gjort. Så sætter vampyrtøsen sig på dit lår og kysser dig lidt." Sagde han med et direkte ondt smil. Ikke et lidt ondt. Men drabelig ondt smil. For at vise hvor alvorlig han var.

Rafaela kiggede stadig ned i jorden. Hun ville ikke gøre nogen skade på Zan. Hun stirrede hele tiden ned i jorden for, at undgå og se hvad der skete foran hende. Det var som om hun lukkede det hele ud som var omkring hende. Hun kiggede dog op på Chev da han hørte hans ordre. Hun nægtede og tage tøjet af Zan. Så ville hun hellere lide! Hun kiggede ned på kniven han havde kastet til hende.
Hun sad lidt og tænkte over det og tog kniven i sin raske hånd. Hun strammede grebet om kniven og lukkede sine øjne. Hun sad lidt og lukkede for sine følelser udefra så det ville ligne at hun var blevet ligeglad. Nærmest hypnotiseret som en slave der havde lidt i flere år. Hun åbnede sine øjne og kiggede rundt før hun rejste sig op og gik humpende hen til Zan som om hun kun ville adlyde ordre fra Chev. Hun havde stillet sig med ryggen til Chev og blinkede kort til Zan for, at vise, at hun havde en plan og at hun bare skulle følge hende. Hendes øjne blev dog hurtigt følelseskolde igen og stirrede lidt på Zan før hun skar tøjet af Zan og smed kniven fra sig. Hun vendte sig om imod Chev og satte sig på hans skød. Hun begyndte og slikke ham på halsen og nusse ham i håret.

Zantanna kunne ikke gøre det hun havde set hende blinke, men nu hvor hun stod nøgen kunne hun ikke hun var bange for at folk ude på gaden ville død pågrund Rafaelas plan, hun kiggede op dem og måtte virkelig til at tage sig sammen men det eneste hun kunne tænke på var dem der ude, hun ville heller at det gik ud over hende, men hvad end Rafaela tænkte på ville de sikkert mislykkedes og folk ville død der uden, hun kiggede op på dem igen og nærmede sig langsomt imod ham vis dette her gik galt fordi de ikke adlød ville de enten komme i fare eller børnene ude gaden, hun sank svagt en klump satte sig ned på hans lår velvidende at det de gjorde ikke var at adlyde. Hun betragtede svagt Rafaela hun vidste ikke hvordan man gjorde for der altid nogen der havde gjort det for hende, eller det sige at de bare havde taget det nu skulle bruge, spurgte aldrig hvad hun syntes. Hun bevægede svagt sine hænder så lænkerne bevægede sig, hun følte sig så dum som hun sad der på hans ene lår, men så kom tanke om at bare kunne lade som bed ham i halsen uden hendes tænder, men hun sad stadig bare hun kunne ikke finde ud af det. Hun vendte til sidst sit blik ned i jorden


// det må i undskylde har været så fovirret troede jeg svaret dette her emme.//

Da Raf valgte at følge hans ordre smilede han kort. Og så afventende på hende. Før hun dummede sig. Hun gik hen og satte sig på hans ene lår. Begyndte at være 'kærlig' over for Chev. Og man kunne se på ham det irriterede ham. Og hvad værre var at vampyren gik hen og satte sig på hans andet lår. Dog sad hun der kun. Han så lidt på dem. Før han roligt hævede sit gevær. Placerede skaftet lige ud for Raf. Med løbet imod gaden. Før han smilede ondt og psykopatisk. "Raf for pokker da. Jeg kan ikke li kærlige berøringer." Sagde han kort. HVorefter aftrækkeren blev trykket af. Så trykket placerede skaftet hårdt direkte imod hendes pande. Mens kuglerne fra geværet fløj igennem gyden. Fik flere vægge til at splintre lidt. Og nogle mennesker udenfor begyndte at skrige af smerte. Før han rejste sig op så de begge faldt af hans lår. Og han hev geværet hen foran ham. Og trak roligt fingerholderne ved grebet nedad. Så man kunne høre geværet ladte. Før han trak det op igen så der kom et nyt shotgun shelter i løbet. Og den var klar til at blive skudt af igen. "For den der skal du straffes." Sagde han og greb hårdt fat i Raf. Og tvang hende rundt på alle fire. Før han roligt så på geværets munding. Rørte den kort. Den var vist ikke varm. Hvorefter han roligt placerede mundingen for hendes røvs åbning. Klar til at presse den ind i hendes røv. Før han grinte kort. Og begyndte svagt at presse lidt. Mens han så imod vampyrtøsen. Hun ville sikkert være den kloge. Hvis hun prøvede at stoppe ham nu. Ville et tryk blæse hele hendes røv til smader samt også flænse nogle af hendes vitale organer.

//Er syg så mit svar bliver sikkert meget kort, men håber i kan bruge det//

Da Zan havde sat sig på Chevs skød stoppede hun med og røre ved Chev udover hun fortsat sad på hans skød. Hun havde nærmest lukket af for alle følelser der kørte rundt i hendes krop normalt. Hun smilede dog roligt til Zan og lænede sig frem imod Zan og begyndte og slikke Zan på halsen imens hun begyndte og tage Zan på brysterne. Hun stoppede dog og kiggede på Chev da han snakkede til hende. Hun kiggede efter hans gevær hun nåede ikke og sige noget før hun høre skudet og mærkede skaftet ramme hende så hårdt i panden, at hun faldt af hans skød og besvimede kort. Hun lå stille i et godt stykke tid. Hun begyndte først og så småt vågne da han havde gjort så hun sad på alle fire, men hendes hoved var stadig imod jorden. Hendes hoved dunkede og hun havde fået et stort blåt mærke der hvor skaftet havde ramt hendes pande. Hun knyttede sine hænder og lå dog bare stille.

Zantanna hvæssede lavt i afmagt da hun blev væltet af, men mere nåede hun ikke at gøre før han sigtende truede Rafaela hun var frustreret over at hun intet kunne gøre for så ville han skyde hende. Heldigvis havde hun selv en plsn, hendes blik blev en smule mørkere da hun rejste sig op hendes blik kiggede ligegyldigt op på ham hun håbede ved virke ligeglad med Rafaela at han ville miste interesse for hende og måske finde en anden måde at straffe hende på. Hun grinede svagt og en smule udfordrende hun prøvede så tydeligt at vise ham at hun ligeglad, men inderst inde var stadig ked af at det hele var endt som gjorde, hun ville ønske hun kunne gøre noget så han ville lade den hårdt kvæstet Rafaela, hun vendte sit blik imod Rafeala nikkede smule hånligt " tror du virkelig at jeg bekymre mig for hende? Hun er bare mad" sagde hun hendes stemme var så kold ligegyldig , det havde sine fordele kunne gemme sine følelser. Træningen havde været hård og barsk " du kunne jo lade mig gøre jobbet færdigt for dig" sagde hun gik prøvede et skridt imod dem. Hun håbede at han troede på hende og at hun var på hans side, hun vidste ligemeget hvad mistede sikkert et eller andet om det var Rafealas tillid eller om mistede sit liv var hun ligeglad med bare hun kunne beskytte Rafaela.