Pain is just a step closer to dead -Josh-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //


Hun sad helt krøllet sammen hernede. Kunne knapt nok ånde. Der var kun en lille luftvej på cirka et par centimeter. Hendes åndedrag var tunge og hendes lunger gav snart op - de brændte som et andet helved. Der var ikke meget plads, men ufattelig højt til loftet. Disse dæmoner ville have englenesleder til at krybe sig i støvet for dem, og da de fandt ud af, at der var en dæmon i byen som han havde tæt bånd til, så slog de til. Blodet løb ned fra hendes ansigt. De havde haft sat en metalhjem på hende, hvor de havde banket nogle søm ind i hendes hud, for at få hende til at skrige. Det var simple tortur metoder. Der var så høj til loftet, så de kunne hører hende skrige når hun måtte bade i vievand. Her havde hun siddet i to dage og det var allerede ved at være nok for hende. Men det var jo bare typisk for hende, landede i det ene voldssted til det andet - sådan var hendes liv - mærkeligt nok. Stella ønskede, at det ville ende, men det gjorde det aldrig. Det var hun ond cirkel som kun hun ville kunne finde vejen ud af.


Matt var rasende, da han fandt ud af, at der var to dæmoner der igen havde taget hans lillesøster. Havde hun ikke snart været udsat for nok. Dog da Matt fandt ud af, at hun var fanget på grund af Josh, og hans dumme stilling som leder - så tog han direkte hen til hans palæ - vagterne ville ikke lade ham komme ind, men Matt dræbte blot vagterne og brasede indenfor. Han slog dem ihjel der prøvede at stoppe ham, ingen kunne stoppe en vred Lows, sådan var det bare. Matt gik øje på Josh og løb hen til ham. Rettere sagt var Matt nu mest af alt bekymret for Stella, han vidste hvad hun havde været igennem for tiden, fordi de snakkede så godt sammen, og derfor synes han, at nu måtte det være godt. Han greb fast i Joshs krave og løftede ham lidt op af muren. "De tog hende på grund af dig." Råbte han vredt, Matt havde bare noget han skulle af med, bekymringen, vreden og skylden over ikke at have været der til at sørge for, at de ikke tog hende. Matt slap derefter lidt Josh og åndede ud. "De tog hende." Mumlede han med en lidt svag stemme og kiggede på Josh. Han rakte ham derefter et brev - sikkert sent forkert. Stella havde nok givet dem Matts adresse i stedetfor Joshs medvilje.

I brevet stod der:
Josh. På gode gamle dæmoniske vis, har fundet din søster. Lad os sige, at i løbet af de næste få dage vil hun sikkert løbe tør for luft. Vi ved heller ikke hvor langtid hendes krop kan tåle vievand, men det er der jo også kun en måde at finde ud af på. Så Josh kom hen til et tårn i udkanten af byen, alene. Ellers dræber vi hende.

Stella sad alene i det mørke rum, uden så meget som andet end sig selv at tale med. hun ønskede Selicity var her, ønskede at hører hendes ord. Stella forstillede sig et dejligt rart sted, hvor de to sad og snakkede. Hendes klippe hun måtte se sin klippe. Bedre snart end aldrig - de havde brug for hinanden.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han stod og så ud af vinduet. Efter en lang dag med en masse papir arbejde, møder og ikke mindst diskussioner med hans rådgiver, trængte han bare til at stå og nyde udsigten udover Doomsville. Nogen gange kunne han helt glemme hvordan livet var før han var leder. Ikke at han ikke ville være det, men nogle gange, kunne det vel være rart at slippe fra presset på ens skuldre. Det ene vindue stod og åben, en blid brise strøg ham over håret og fik ham til at lukke øjnene i af ro.
Ghost, den altid så trofaste ulv, lå på gulvet nær ham og gjorde som ham, nød udsigten udover Doomsville. Uroligt begyndte han at vrikke med ørene, hvor han derefter lod en svag og truende knurren sive ud imellem de knivskarpe tænder. Den store krop var med et oppe og stå, snuden pegede imod døren, som ventede han bare på at en fjende skulle træde ind af den.
Josh så spørgende ned på ham og derefter hen på døren. Hjertet sad i halsen på ham, da han med rolige bevægelser gik derhen imod. Jo tættere kom på døren, jo højere blev lyden af et advarsels råb fra vagterne og et rædselskrig fra de unge lærlinge. I det han åbnede døren, farrede en skikkelse ind i kroppen på ham, greb ham om kraven og tvang ham hårdt op af muren. Han skulle lige til, at sparke vedkommende i maven, da det gik op for ham hvem det var.
Matt. Hans nye halvbror.
Hvorfor havde han valgt at angribe ham? Var han klar over hvor meget panik dette ville skabe i blandt englene? Det kunne ende grueligt galt! Hvem vidste hvad de ville gøre ved ham, blot fordi han var en dæmon!
Josh ord blev skubbet tilbage i munden, da Matt endelig valgte, at sige noget og det han sagde, fik det til at løbe Josh koldt ned af ryggen.
De tog hende... Det kunne kun være Stella han mente. Det var han sikker.. Men hvem tog hende? Hvem trængte til at få sparket røv?
Lidt efter lidt, slap Matt ham og gav ham tid til, at trække vejret, for derefter at tage imod det brev, som dæmonbroren så hurtigt rakte ham. Et svar på hans pludselige raseri. Med hjertet bankende i brystet og svagt rystende hænder, læste Josh brevet. Hvert et ord disse bæster havde skrevet, blev læst op for ham inde i hans hoved. Han kunne høre deres hånende klan, se deres lyse gyldne øjne. Hænderne om brevet blev knyttet til knoerne blev helt hvide. Det skulle de ikke slippe godt fra... Lige nu kunne han droppe alt om engle pli. Ingen skulle tage hans søster!
Han smed brevet fra sig, skyndte sig ud af døren efterfulgt af Ghost. Selvfølgelig valgte rådgiveren at komme rendende efter ham. "Josh, min leder, hvad der end er på færre så er det ikke vigtigt at sætte dit liv på spil du.." Mere nåede hun ikke at sige, før Josh kiggede koldt på hende. De mandelfarvede øjne var som knive.
"Det her er værd at sætte livet på spil for, fuck mit liv, jeg skal redde min søster," Med de ord vente han ryggen til hende og fortsatte ned af korridoren.
Lærlingene så sig nervøst omkring. De fleste af blikkene lå på ham, imens han gik med hurtige og hårde skridt igennem korridoren. Caleeb, den højre hånd, sendte ham et anerkende nik, før Josh var forsvundet ned af trapperne. Kom alene, skrev de, eller hun ville blive dræbt. Han ville ønske Matt kunne komme med ham, da det trods alt også var hans søstre, men han turde ikke at tage chancen. Dette her måtte han klare alene.
Hvis det overhovedet var muligt.

Tårnet tornede højt over ham, kastede en hånende skygge over ham, der bare skreg at dette var stedet hvor hans mareridt blev levende. Han stoppede dog aldrig op. Fødderne blev ved med at gå og gå til han var kommet til døren. En snart råden trædør. Han tog en dyb indånding og skulle til at åbne den, da Ghost stod ved siden af ham og mindede ham om, at det nok var bedst at Ghost heller ikke kom med ham. Blidt strøg han ulvens bløde hoved. "Bliv her Ghost, lige meget hvad... Bliv her," Han sendte ham et beroligende smil, før han gik ind af døren, med ulvens bekymrende gyldne øjne i nakken. døren smækkede i og Josh befandt sig nu i et klamrende mørke.

Stellas sad med lukkede øjne og prøvede at holde sig selv positiv. Hun var stærk nok til at klare det. Det var bare smerte bare en følelse. hun skulle ikke lade disse dæmoner lade hende falde tilbage til den person hun havde været før - kold og kynisk, men hun var så tæt på - og hun måtte bare ikke falde nu. Smerten bankede i hende den følelse. Bare hun kunne smide den væk. Dertil kom hun til den beslutning at bide sig selv. De spidse tænder helevejen hen satte hun i sit håndled og bed til, for at få den anden del af smerten væk. Det gjorde, at hun udemærket vidste hvor hun havde kontrollen henne - som det skulle være. Hun opfangede stemmer ude på gangen og fokuserede derved på dem. "Nu er han her. Lad legene begynde." Sagde den ene hånligt. Det var en af hendes brødre der var der ude. Hun vidste ikke helt, hvad Josh ville gøre, hvis det var ham, men hun kendte Matt godt nok til at vide, hvilke tanker han havde. Han ville dræbe alle for hende. De gik væk fra hende før de startede endnu et vandfald af vievand der næsten oversvømmede hende til navlen, men lige nu tænkte hun ikke på smerten. Hun var så fokuseret på, hvad der forgik væk fra hende, at hun blot lyttede til dem i stedet for, hvordan hendes krop skreg til hende.

To af dæmonerne kom ned af trapperne, men fra vær deres side, så hvis han havde opdaget den ene ville den anden på listetå smide ham i jorden bagfra. De skulle passe på med ham her. De havde haft ham spioneret og vidste det meste om ham, derfor måtte de også være forsigtige. "Englen uden vinger. Jamen det er da hyggeligt du vil komme forbi her." Sagde den ene med en dyb hæs stemme, som om det hele var en leg for ham - hvilket det jo faktisk også var. De skubbede ham brutalt med ind i et rum for at lænke ham fast til en stol. På bordet foran dem lagde den jernhjelm Stella havde haft på hovedet - men hvad han ikke vidste havde han vel ikke ondt af. De var på to sekunder flade af grin. "Bare rolig den er ikke til dig, den er til, hvis vi keder os senere." Grinede de igen. "Nå men en aftale er jo en aftale. Du. Vi dræber hende ikke, men vi kan altså ikke bare åbne døren så oversvømmer alt vievandet jo bare vores stue og det går ikke." Sagde den anden og lagde armene overkors.

Stella havde ikke rørt sig en muskel. Selvom hun var så højt oppe kunne hun tydeligt hører dem, sådan var det for hende bare ikke den anden vej rundt. Luften var der næsten ikke mere tilbage af og vievandet var steget hende til halsen - hun kunne jo drukne i det. Hun åndede stille ud inden hun rejste sig op og med bøjede arme kunne hun nå hver side af muren. vievandet brændte, men gled ned af hendes hud. Stadigvæk med benene godt dækket ind. Hun havde ingen lænker på - vievandet svækkede hende lidt, men nu var hun færdig med at lege sød. Hun havde ikke brug for at blive reddet af hverken Matt eller Josh. Stella hamrede med alt vægt ind i døren flere gange - de kunne heldigvis ikke hører hende. til sidst slap den og hun kunne modtage nyt ilt til hjernen. Vandet strømmede stille ud over hendes bare fødder. Huden var helt rød af irritation og smerte, men hun så ikke ud til at være påvirket af det. På liste tå gik hun lydløst ned af alle trapperne og ind i stuen. Der var kun et svagt lys derinde så de havde ikke set hende og ville heller ikke kunne se hende. Den ene blev pludelig trukket tilbage og lyden af en nakke der brækkede skar igennem lokalet, efterfulgt af lyden af en dumpende mand der faldt til jorden. Stella gik endnu engang lydløst igennem lokalet og bandt Josh fri fra lænkerne, hvorefter hun gik imod den sidste.

Selvfølgelig skulle de vælge et mørkt torn, hvor originalt var det ikke lige. Et sted hvor de vidste de havde en stor fordel i forhold til ham. Mørke og hvor ingen kunne høre dem eller finde dem. Her var der ingen der tilfældigvis kom forbi, de var alene herude og kunne gøre hvad de ville. Han spændte hver en muskel i kroppen. Nok kunne han ikke se i mørket, men han kunne mærke, at de nærmede sig. Den varme dæmonånde pilede hen ad nakken på ham og fik hårene til at rejse sig. Han drejede hovedet om, da lyden af en stemme så drilsk og hånende, præcis som han havde forstillet sig den, sivede rundt i rummet. At de valgte at undertrykke hans svagheder undrede ham egentlig ikke. En engel uden vinger var måske ikke lige det bedste nej, men han havde klaret sig fint uden dem og det ville han blive ved med. I stedet for at sige noget til dem, lagde han bare armene på kors og lod nærmest som om, at han ikke hørte hvad de sagde. Han blev pludselig hårdt skubbet ind i et andet rum, eller det føltes som et andet rum. Før han kunne nå at reagere, spændte de ham fast til en stol med lænker og han strittede ikke imod dem. Han turde ikke i frygt for hvad de ville gøre ved Stella. Dog var den største lyst til at lade dem drukne i Elonadas lys, boblende inde i ham og svær at holde ned. Ikke at han ikke kunne lukke den ud, så snart han var sikker på, hvor Stella befandt sig.
Det den ene af dæmonerne sagde med vievandet, fik ham til at spærre øjnene overrasket op og han tog sig selv i, at rykke lydløst i lænkerne. Stadigvæk valgte han ikke at sige noget til dem. Ord ville blot være spildt på idiotiske væsner som disse.

Han ventede på det rette øjeblik at slå til. Hvornår det kom anede han ikke, men han vidste jo ikke hvilken situation Stella stod i. Da den ene dæmon pludselig forsvandt, spærrede han overrasket øjnene op og var nu udmærket klar over hvad der skete! Stella var fri!
Inden længe var han ude af lænkerne og da hun listede hen imod den sidste, så han sig omkring og præcis som han troede, kom der en anden dæmon listende ind af døren. Hurtigt var Josh omme bag ham, lagde begge hænder om øjnene på ham, for at blænde ham med det lys en hver dæmon ville undgå. Dæmonen skreg ivrigt og vred sig. Dog gav Josh sig ikke.. Grebet om dæmonens ansigt blev blot strammere og strammere.. Lyset blændet kun denne ene dæmon, på den måde var Stella i sikkerhed for det. Først da dæmonen var helt slap i kroppen, gav Josh slip på ham og lod ham falde. Den livløse krop gjorde ham klar over hvad det var han havde gjort... han havde dræbt ham... Han åndet tungt ud før han så hen imod Stella. "klarer du dig? Hvordan slap du fri?" Han så bekymret på hende.

Hun opfangede næsten ikke noget, før Josh snakkede til hende. Hun blinkede kort. Så næsten helt stenagtig ud i sit ansigt. "Jeg fokuserede bare på, alt andet end følelser." Svarede hun. Hendes stemme var ligeså kold som hendes attitude. Det var ikke fordi, at hun havde slået noget fra, nærmere sagt, havde hun skubbet det lidt til side for at overvinde smerten. Blodet sad omkring hendes hoved og havde farvet de blondte lokker nogle steder. Blod i ansigtet og vådt tøj fra vievandet. Hun skulle vente lidt med at lade det hele komme til sig selv, ellers ville hun kun mærke den smerte og det var ikke lige det - som hun havde mest lyst til lige nu. Det bragte hende tilbage i de sko hun havde haft på i fortiden. Som hun havde klaret de første 120 år af sit liv inden Diego døde og efter. Det var sådan her hun havde været da hun havde ladet alt det onde der var sket gøre hende kold, kynisk og bitter. Men efter et møde med en ung engel, var hendes kulde blevet erstattet med en varme. Derefter var kun dårlige ting sket, men denne gang havde de forvandlet hende til en gladere person der brugte alt de onde til at gøre noget bedre for andre. "Men det er fint. Jeg kom da fri." Sagde hun og satte sig på hug ved en af mændene og lod sine skarpe tænder bide hul i huden på ham. Inden blodet blev dårligt så kunne de jo drikkes. Bloddæmon tænder og vampyrtænder lignede ikke hinanden på nogen måde. Stellas var skarpe hele vejen rundt. Ikke så meget som vampyre, men stadigvæk stærke. Han skulle ikke være bekymret for hende, for hun skulle nok klare den, og selvom det måske virkede som en dårlig ting det hun var i lige nu. Så skete alting af en grund. Dette var ikke at synke dybt. Bare lidt frisk luft og et par timer, så ville hun være tilbage til sig selv igen. "Skal vi smutte. Jeg kan godt bruge et bad og et par dages søvn." Sagde hun og vendte let om på hælen for at finde sin vej ud. Ghost mødte hende på vejen og hun smilede let til ham. "Hej Ghost." Smilede hun let og kørte et par finge henover det klistrede hår.

Det kolde svar fra hende havde han ikke lige set komme. Han kunne godt fornemme på det hele, at hun havde været ude for en masse, hvilket derfor overraskede ham, at hun blot sagde at hun havde det fint og derefter ikke bragte det mere på banen. Den bekymrede bror han bar inde i, ville sige noget til hende og spørge om hun var sikker, men han forhindrede sig selv i det og nikkede blot i stedet.
De måtte hellere se at komme ud herfra. Hvem vidste om der ville komme flere dæmoner om lidt. Inden længe kunne der måske torne en flok ind, også var de blot på den endnu engang.
Da Stella begyndte at æde, så han af høflighed væk, eftersom det ikke var pænt, at stirre på nogen når de spiste. Pludselig var hun ude af døren og efterlod ham blot inde i mørket. Han sukkede svagt for sig selv. Hvad var meningen med, at komme og forsøge at hjælpe hende, når det blot så ud til at hun klarede det selv. Der ventede ham sikkert en ordentlig opgang når han kom tilbage til palæet. De ville ikke syndes om, at han havde haft sat livet på spil for en dæmon. For ham var hun ikke kun en dæmon, men for dem, var hun en fjende og sådan en skulle man ikke sætte livet på spil for.
Han fulgte med hende ud. Bevægelserne var en smule sløve og udmattet. Det havde ikke været nemt, at komme herhen, også med den fart han havde haft på. Forsøget på at redde sin søster, var bare blevet til en fiasko hvor det var ham der var blevet fanget og hende der udmærket godt kunne klare sig selv.
Hvad var meningen overhovedet i det?
Han fortrød ikke, at han var kommet ud efter hende på nogen måder. Men, det generede ham, at han havde været så bekymret, når hun sagtens kunne klare sig selv.
Ghost hilste på Stella ved at stikke sin våde snude ind i hendes hånd og logre med halen. Selvfølgelig kunne Ghost huske hende. Man glemte ikke bare sådan et venligt ansigt.

Det var hans skyld, at hun havde været i stand til at slippe fri. Kun fordi, at hun havde vidst at det endten var Josh eller Matt der var dernede. Selvfølgelig kunne alle klare sig selv i sidste ende, kunstskaben var at finde nogen der bare ikke lod en klare sig selv hele vejen igennem. Stellas blik var slørret og hun skjulte sin udmattelse bagved den kølige facade der havde lagt sig over hende. Det lignede hende ikke og så. Sådan var hun inden hun havde mødt Nora. Været ligeglad og kold - som en rigtig dæmon - men den side klædte hende ikke længere. Den ødelagde hendes personlighed og hun hadede sig selv for at den havde overtaget de næste minutter. Stella lod sine fingre køre henover den hvide pels og fik et smil stillet op på læben. Varmen brød igennem helt stille og roligt. Til hun åndede ud og lod alt smerten gribe om hende som det første. Hun skar lidt ansigt af det, men blev derpå også mere opmærksom på hendes omgivelser igen. Udmattelsen hang over hende, og truede med at lade hende lukke øjnene, men Stella trak lidt på skuldrene og bevægede hendes muskler for at vågne op igen. Lyden af en kniv der for igennem luften havde hun ikke hørt - hvem ville hører den. De sigtede dog ikke efter hende, men Ghost. De ramte hans ene bagben og gjorde Stella fremmanede en bue og en pil som hun hurtig spændte og lod fyrer afsted imod manden der angreb. Et skud i maven fik ham til at krybe sammen - Stella dræbte ikke som sådan, men at skade havde hun intet imod når det var nødvendigt. Der var flere - hun kendte sådanne steder her. Der var aldrig mindre en næsten en halv hær. "Vi er ikke alene. Hvad siger du. Kæmp eller blive dræbt?" Spurgte hun Josh i en stille hvisken og kiggede over på ham.

Ghost fortsatte med at lunte nær Stella, da hun lod sin varme hånd forsvinde ind i hans pels. Det var først da en smerte så stærk skar igennem bagbennet på ham, at han rykkede sig ud af stedet og hyldede højt. Hylet kunne smadre glas. Og Josh hjerte. Hurtigt var han henne ved sin store følgesven, trak pilen ud af bagbennet og kylet den langt væk, i håb om at den rammede nogle af dem der stod bag dette. Ghost lagde sig ned og slikkede såret. Den kampklare ulv var for første gang i sit liv ikke kampklar. Josh og Stella måtte klare sig selv denne gang.
Josh nikkede til det Stella sagde. "Kæmp," Mere nåede han ikke, at sige før en pil blev affyret imod dem og som han til alt sit held, nåede at gribe fat om.
Han knækkede den vredt og så rundt. Stella havde ret. De var langt fra alene. Rundt omkring dem, pegede pile på dem med deres skarpe spids, klar til at stikke sig lige igennem kødet. Han sukkede opgivende. Som han havde regnet ud lige inden de forlod fyretårnet, så var der flere af de åndsvage dæmoner og de havde ikke tænkt sig at give op.
Op af sin lomme, trak han begge sine dolke og kastede først den ene, der ramte skytten i maven, så han knækkede sammen med et højt klynk. Smidigt lod han den anden dolk køre rundt i hånden, før han også kastede den og sigtede efter en anden skytte, der endte på jorden ligesom de andre.

Stella nikkede til Josh ord og sank en klump. Han var den der var mest frisk af dem begge to, men det var en god måde, at holde hende vågen på. Stella brugte sine rester af energi på at fremmane våben som kaste stjerner, som hun mønstrede perfekt. Diego havde lært hende kampteknikker og når man først kunne dem - så sad de der resten af livet. Stellas bevægelser var nøje og præcise og ikke et mis kom der."STOP For helved da også!" Råbte en kvindelig stemme i mørket. Ud foran mændene kom der en kvinde gående, med dragende bevægelser der gjorde, at Stella blev opmærksom. Kvinden gik op foran Josh og greb fast om hans hals, hvilket gjorde at Stella hurtigt havde en bue spændt med en pil i sigte på kvindens hals. "Hejsa Josh. Har du ikke bare savnet mig ligeså meget, som jeg har savnet dig?" Spurgte hun med en blid latter der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Stella. Bella vendte sig imod Stella og kiggede nøje på hende. "Sikke en smuk søster du har dig." Sagde hun og slog Stellas pil til siden og gik hen til hende med mytiske elegante bevægelser. Hun lod sin finger glide henover Stellas kraveben, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på bloddæmonen. "Men seriøst. Var det virkelig nødvendigt at dræbe alle mine mænd? De har kostet en formue. Du skylder mig Josh. Virkelig." Sagde hun så og tog øjnene fra Stella. De lignede nu hinanden lidt - kunne være søstre, men var ikke genitisk forbundet overhovedet. Stella åndede let ud og kiggede på kvinden. Stella lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvem er du så. Om jeg må spørge?" Spurgte Stella stille og så nysgerrigt til, imens hun ventede på et svar. Plus hun sparrede på kræfterne - eller lidt. Musklerne i hendes krop var alle sammen spændte. "Har Josh ikke præsenteret mig? Josh altså. Du burde skamme dig sådan. Mit navn er Bella Cian." Præsenterede hun sig meget stolt og sendte et smil over til Stella, hvorefter hun vendte rundt på sin hæl for at smile lumsk og drillende til Josh.

Han skulle lige til at kaste sin tredje dolk, da en kvindelig stemme pludselig skar igennem luften. En genkendelig stemme der fik hans varige sår i ryggen til at svie. To lange, varige og på lodret række sår. Der hvor hans vinger skulle have været, hvis en hvis vampyr, som tilfældigvis kom gående hen imod dem lige nu, ikke havde rykket dem af. Hendes loggende bevægelser fik Josh til at løfte på et øjenbryn. Normalt ville han havde fundet hende dragende, men lige nu, kunne han ikke se på hende uden at et stort had flammede for øjnene af ham.
Da hun med en hurtig fart pludselig var op foran ham, med hænderne om halsen på ham, fortrak han ikke en mine men så kun koldt på hende. Ordet savn der spillede et pus på hendes læber, var dog nok til, at få ham til, at fortrække en mine, der bestod af et sarkastisk fnys blandet med et grin.
"Selvfølgelig har jeg savnet dig. Lige så meget som jeg savner affald," Han slog omgående hendes hænder væk.
Det var først nu, da Bella stillede sig ved siden af Stella, at det gik op for ham hvor meget de lignede hinanden, hvilket var noget af det mest uhyggelige han nogensinde havde oplevet. Imens han forsøgte at sluge tanken om, at hans søster lignede en fjendtlig vampyr, lyttede han knap nok til hvad Bella havde at sige. Først da hun så hen på ham med sit drillende smil kom han til hægterne igen.
"Troede du virkelig, at jeg ville præsentere min søster for en så ligegyldig som dig?" Han sendte hende et drilsk og falsk smil. Han kunne ikke udstå Bella. "Og jeg skylder dig intet. Lad os sige, at dine latterlige mænd var en erstatning fra hvad du gjorde imod mig,"
Vrede blussede op i ham ved synet af denne Bella. Noget inde i ham skreg, at han skulle angribe hende og gøre hvad han trængte til, imens engledelen blev ved med, at hviske hvor forkert det var.
Til sidst kunne han dog ikke holde sig tilbage længere. Han løb med alt sin fart hen imod hende, hamrede hende imod et træ og ville stikke dolken i maven på hende, medmindre hun nåede at gøre noget.

Bella rystede på hovedet af ham. Og da han hamrede hende op af et træ så hun på ham, som om at han var et lille såret barn. "Har du det bedre nu?" Spurgte hun med et hånligt smil på læberne og en sarkastisk stemme der flød let henover hendes læber. Hun greb fast om hans arm og vred den om, hvorefter hun susede i al sin fart hen og kastede Stella ned i jorden. "Kan du huske, hvad der skete sidste gang du ikke gjorde som det bahagede mig. Det tog dig lidt smerte i din ryg, men ja vi kan også tage noget meget mere permanent. Skyldfølelse over, at din søster dør fordi, at du var dum nok til at trodse mig Joshy. Hvad siger du til den, eller skal vi tage samtalen om igen?" Spurgte hun truende og kiggede op på Josh.

Det var bare lige det, at selvom Stella var udmattet så havde hun stadigvæk sin evne til en hvis grad mere og en kniv i maven på Bella var nok til at hun selv kom på benene igen. "Ved du hvad. Jeg er ikke så meget til te alligevel." Sagde Stella og sendte Bella et skrævt smil. Hun tog ikke blikket fra Bella. Hun skulle passe på hver eneste af en vampyrsbevægelser. Stella sank dog en klump da vampyren kom nærmere imod hende.

"Bare rolig. Jeg vil ikke gøre ham noget. Faktisk vil jeg bare have en lille fin samtale, men det er han vel blevet for fin til." Sagde Bella så hånligt og sendte ham et stort flabet smil, hvorefter det forsvandt blot få sekunder efter. Bella kørte en hånd henover de brune lokker der sad bundet i en stram fletning der var svunget over hendes ene skulder. Hun lagde armene overkors. "Lige nu kan du ikke gøre mig noget Josh. Du skal ikke regne med at undervurdere mig. Jeg er blevet stærkere, klogere mere sexet end sidst vi sås." Sagde hun så med endnu et trimuferende smil på sine læber.

Stella rystede på hovedet af hende og åndede forsigtigt ud. "Hvis kvinden ville tage. Så synes hun bare de skulle gå ind og tale. Hvis hun ønskede dem døde, var de nok døde for længest. Måske var hun bare alene og desparat for selskab? Hvem vidste. "Lad os bare gå med hende. Ghost har brug for at få renset sit sår og jeg hader at indrømme det, men jeg har brug for en slapper." Måtte Stella indrømme og kiggede på Josh ud af øjenkrogen.

Til hans overraskelse, var hun stærkere end sidste gang, hvilket gjorde, at det lykkedes hende at rive armen om på ham og få ham til at skære tænder. Nok var han også blevet stærkere, men hvis modstanderen var ligeså stærk, kunne en kamp aldrig gå hen og blive nem. Han vrissede vredt af hende og i det han ville gøre et nyt forsøg med dolken, var vampyren henne ved Stella og fik ham til, at gispe lavmælt. Det skulle ikke gå ud over Stella på nogen måder.
Da han var sikker på, at have øjenkontakt med vampyren, lod han dolken komme ned i sit hylster igen. Et tegn på, at han lod hende være, hvis hun lod Stella være.
Han løftede hænderne i få sekunder, før han lod dem falde langs sin side endnu engang. Skiftevis så han fra Bella til Stella. Ikke nok med, at de lignede hinanden, deres navne havde også den samme klang. Livet var og blev ud forudsigeligt.
Ud af sin øjenkrog så han hen på Ghost, der fortsat lå ned på jorden, men som forlængst havde glemt, alt om sit sår og nu holdt vågen øje med Bella. De gyldne øjne slap ikke vampyren et eneste sekund.
Bellas ord, fik Josh til at løfte på et øjenbryn og grine svagt. Godt hun havde selvtilliden med sig. "Stærkere måske, men klogere og mere sexet. Det tror jeg ikke," Han smilede drilsk og flabet.
Det Stella sagde fik ham til, at sukke opgivende og lavmælt. De var vist tvunget til at have en samtale med vampyren. Dagen blev da også bedre og bedre!
Han drejede hovedet og så tøvende hen på Stella. Det varede nogen sekunder, før han nikkede opgivende og gik hen imod Ghost. Roligt hjalp han ulven op at stå, hvor den derefter langsomt haltede videre.
Han så hen på Bella. "Du får din lille samtale, skal vi snakke her eller er der et bestemt sted frøkenen vil snakke?"

De ord Josh så fint kom ud med så ikke ud til at ramme hende, hun var ligeglad med, hvad folk syntes om hende. Når de hadede hende var det bedst, det betød nemlig at de ikke var ligeglade med hende. Det ville også være kedeligt at leve i en verden, hvor folk var ligeglade. Had var ikke at være ligeglad - ligemeget, hvor meget man ønskede det jo. "Tro hvad du vil. Jeg kender skam sandheden." Sagde hun og slog kort ud med sit hår og viste vejen tilbage imod det mørke 'slot'. "Ja, lad os tage, det sted, hvor i troede var jeres mareridt." Svarede hun med et skævt lumsk smil og førte dem vejen op, men var opmærksom på, at de fulgte med hende. Da de var kommet ind blev døren låst og nøglen gemt ved hendes barm. Hun gjorde an til at de blot kunne sætte sig ned. De folk der lå på jorden sparkede hun lidt væk og hen i hjørnet som var de skidt på jorden.

Stella satte sig ned uden at sige meget, men kiggede opmærksomt på Josh. Den spænding imellem Josh og Bella var ikke den bedste og kunne nemt ende i en krig på liv eller død. Derfor holdt hun sig rolig, men også fordi, at hun ville slappe af så godt så muligt. Bella placerede et glas foran hende med blod i og kiggede derefter op på Bella som gav hende et nik. Stella tog glasset og førte det op til sit ansigt for at tage et snus af blodet. Derefter placerede hun det imellem sine læber og bundede det hurtigt. Hun satte glasset hurtigt fra sig og smilede ved smagen. Blodet sad stille henover hendes læber og farvede dem en mere mørkerød farve til hun slikkede sig om læberne og det vaskede farven væk. "JEg antager du fik beskeden igennem Matt ikke sandt?" Spurgte Stella og kiggede overpå Josh ganske stille. "Beklager, hvis han var lidt hård, men jeg havde brug for en plan B." Tilføjede hun med et skævt smil.

Bella vendte sig hurtigt rundt. "Jeg troede du gav mig Joshs adresse?" Spurgte hun lidt mopset og irriteret. Stella trak dog blot på skuldrene. "Jeg kunne ikke huske Joshs så jeg sendte den til min storebror. Du burde virkelig have tænkt dig om Bella." Smilede Stella tilbage og lagde hovedet lidt på skrå. Tilbage på energi måtte både Bella og Stella passe på med, hvor langt de gik. Stella ville beskytte Josh, men det stod imod hende at Bella var en kvinde og derfor ødelagde det som hun selv stod for - men på den anden side, var der bare nogle kvinder som var selvstændige og de skulle behandles sådan. "Nå det også ligemeget." Svarede Bella så og drak selv et par glas blod og skubbede et over til JOsh. "Nårh nej. Du drikker ikke blod, min fejl." Smilede hun sarkastisk og tog glasset og bundte det hurtigt. Stella bed sig lidt i tandkødet og kiggede sig småt omkring. Hun havde vendt sig til halvmørket omkring dem. Det var ikke så svært - når man først var blevet van til det.

Han himlede med øjnene over Bella. De havde ikke det bedste forhold nej. Tiden havde dog slettet det meste af hendes had til hende. Han havde aldrig glemt hende, men han havde skam heller ikke tænkt på hende. Det var svært at forklare. En ting var sikkert, han stolet ikke på hende og det ville han aldrig komme til. Nok var hun køn og loggende, men han stolet ikke på hende. Og hvis hun ikke rørte Stella, kunne det være hadede ville forsvinde en smule. En smule.
Han hjalp den haltende Ghost af sted. Så godt som ulven nu kunne, forsøgte han ikke, at pive hver gang han måtte træde ned på det såret bagben.
Tårnet de lige var flygtet fra, kom nu tættere og tættere på. Det havde ikke været sidste gang de havde set til den mørke dødsfælde. Så snart de trådte indenfor, hamrede døren i bag dem og hun valgte, at gemme nøglerne det sted, hvor alle kvinder tænkte, at det var sikkert at gemme deres dyrebare genstande. Han himlede med øjnene over det og grinte svagt.

Han satte sig ned ved siden af Stella. Ligesom hende var han meget fokuseret på, om der nu skulle ske noget med hende, hvilket gjorde, at han automatisk kiggede over på hende engang imellem.
At de drak blod gjorde ham ikke noget. Det skulle de have lov til og da Stella fik noget, lettede det ham, eftersom det kun ville hjælpe hende. Han lod hovedet hvile i sin hånd og så rundt. Det var svært for ham, at vende sig til mørket, men han gjorde sit bedste. Ghost lagde sig ved siden af ham og slappede sjovt nok af, endda selvom Bella stadig var i rummet.
Lyden af Stellas beroligende stemme, fik Josh til at dreje hovedet hen imod hende, hvor han sendte hende et svagt og venligt smil. "Ja, men... jeg forstår ham godt, jeg havde reageret på samme måde," Han så væk igen. "Nogle gange kan titlen være en pain in the ass," Forsigtigt strøg han en hånd over Ghost hoved. Ulven lukkede roligt sine gyldne øjne i.

Da Bella virkede irriteret over ikke, at have fået hans adresse, løftede han på et øjenbryn og så kort hen på hende. Hvad skulle hun bruge den til alligevel? Dørklokkefis?
Han så rundt i lokalet igen og bemærkede ikke engang, da Bella skubbede et glas med blod hen imod ham, som hurtigt blev fjernet igen. Det var stadig svært for ham, at vende sig til mørket. På det punkt var det ikke nemt, at være et lys væsen. Han tog en dyb indånding, før han lænede sig tilbage i stolen og så hen på Bella, med et løftet øjenbryn og et overraskende roligt glimt i sine brune øjne.
"Hvad var grunden til at du kidnappede Stella?" Han så derefter hen på en af de døde mænd. "Og hvad kostede disse dæmoner, siden du mener, at jeg skylder dig noget for dem," Han så hen på hende endnu engang. Det var svært at se hende i mørket. Forhåbentlig blev hun siddende hvor hun var..

Bella havde sine grunde, men ville da ikke bare give svarende på den prøve de var sat på. Der var skam en overraskelse til dem begge to. Ikke en just behagelig en, men en overraskelse når hun var klar til at vise dem den. Hun virkede mystisk i sin adfærd da Josh udspurgte hende. Der var da en grund til at den onde hjælper låste for udgangen? Var han dum eller hvad? Bella rystede svagt på hovedet. "Den kostede ikke mig noget. Mere manden som bad mig om en tjeneste. Også ja. Det faktisk hans og ikke mine. Men hvad gør en kvinde ikke for at få din opmærksomhed Josh?" Spurgte hun og lod sin hånd strøge henover hans kind og grinede i det hun hurtigt tog den til sig selv igen. Derefter kiggede hun hen på Stella. "Desuden. Så er familie jo så vigtigt ikke sandt Josh? Jeg vidste, at du ikke vil lade dem skade den yndige Stella." Sagde hun og lod en hånd køre henover Stellas hår. Det løb koldt henover Stellas hud, men at spare hendes energi tænkte hun at hun ville gøre klogt i. Det var nok det bedste. Virkelig. Nok det bedste ja. Hun kiggede skeptrisk over på Josh og sank en klump. Hun havde bange anelser om, hvad der skulle ske med dem lige nu.
"Hvem arbejder du for?" Spurgte Stella så lidt spydigt og løbet tør for tålmodighed. hun lagde armene overkors.
"Jeg svare ikke på jeres spørgsmål. Det er at ødelægge legen søde skat." Sagde Bella så og svang om med ryggen til dem. "Men i bliver ikke glad for det. Eller det vil jeg ikke tro. Jeg har min aftale med dem, men ja. De skulle have Josh og jeg må beholde dig." Sagde hun og pegede på Stella og sendte derefter et skævt smil over til Josh.

Hvem snakkede hun om?
Hvem var de?
Hvem havde planlagt det her?
Takket være, at han intet nattesyn havde, opdagede han ikke, at Bella havde rejst sig, før hun en strøg en hånd hen ad hans kind og fik ham til at gyse. I mørket var hun den der havde mest magt. Uden tvivl. Han sad bare stille og forsøgte ikke, at tage de ting hun sagde ind til sig, selvom han var nysgerrig for bare, at vide hvem der stod bag dette.
Han rykkede sig væk fra hendes hånd. De skeptiske og bekymrede blikke fra Stella var som små stik i mørket. Han kunne ikke se dem, men han havde en anelse om hvor de kom fra. Noget sagde ham, at han skulle træde varsom, medmindre han ville sætte Stella i fare. Desværre, så gjorde Bellas drilske adfærd det ikke bedre og han havde lyst til, at få hende til at spytte ud hvem pokker det var hun snakkede om!
Damn, vampyren kan sit kram. Hun er sku da læk..
Klap i dit væmmelig væsen!
Josh rystede på hovedet over de pludselige stemme i hans hoved. Han havde oplevet det før... Det var bare begyndt at ske alt for tit. Der var ingen tvivl om, at det var dæmon og engel der sloges inde i hovedet på ham.
Men hvorfor begyndte dæmonen at komme frem nu?
Josh rejste sig ikke fra stolen, selvom det var fristende. Hver en muskel var anspændt og på vagt. Hvem hun end snakkede om, så gav det ham en dårlig fornemmelse. "Have mig? Og dig, beholde Stella? Hun er ikke et kæledyr! Hvem arbejder du for?"
Ghost var langsomt begyndt at knurre i mørket.

Bella svarede ikke Josh men trak lidt på skuldrene. En latter lød i rummet. En tung dyb latter som fik Stella til at dybt inde i sig. Hun lukkede øjnene i og sank en klump. Latteren var så genkendelig og hånene at hun slet ikke var i tvivl om, hvor det var. Ikke engang tæt på. Pludselig var der en hånd der kærtegnede hendes hals og greb om den - choket fik hende til at gispe og flyve op af stolen, men da hun kiggede rundtvar der intet. Lidt bedre til at se sig omkring end Josh var hun da - trods alt var hun dæmon - de var da bare lidt gode til det ikke? Stella kiggede sig omkring og holdt vejret. HEndes øjne var helt spærret op og analyserede rummet for ting. DEt var svært - for der var ingen andre end de tre. Hende. Bella og Josh. Det var så underligt som det kunne blive. Hun havde været sikker på, at hun havde hørt en 4. Men kunne jo så snildt tage fejl. Ghost vat et bevis på, atder var et eller andet på fære, men hvad kunne hun ikke sætte sine fingre på.
Endnu engang kunne hun mærke, hvordan nogen greb fast om hendes hals bagfra og prøvede at kvæle hende, hun så ikke ud til at blive skadet før en kniv af sig selv fløj igennem luften og gjorde hun fik snittet øret. Stella tog sig dertil og lod kiggede så på sine fingre. Der var blevet dækket af det klistede rødestads også kaldet blod. Det gjorde hun nervøst kiggede frem for sig. "Savnet mig?" Blev der hvisket i hendes ører, og det gav hende en lyst til at skrige så højt hun kunne, men hun gjorde det ikke. "Har i ikke savnet mig?" Spurgte en stemme i en tomme luft, hvorefter manden i egne klæder trådte frem. Julian.

Ghost knurrede nu højlydt og engang imellem lod han en truende gøen runge igennem det mørke rum.
Det at Bella ikke svarede Josh, fik ham til at rejse sig op og ligesom Stella, kunne han mærke, at der var noget helt galt og, at de bestemt ikke var alene. Den tilstedeværelse. Den var ikke til at tage fejl af. Det løb koldt ned af ryggen på Josh og lige nu, råbte og skabte dæmonen sig inde i ham, for at komme ud og lege med. Specielt når ingen andre end ham var til stede. Manden i Josh mareridt. Ham han frygtede allermest.
Da han trådte frem fra sit skjul, kunne Josh mærke hvordan han frøs på stedet. Selv i dette mørke rum, kunne han ane hvem det var der stod foran ham.
Julian.
Det kunne ikke passe. Det var umuligt! Julian var død! Caroline havde dræbt ham!
"Det kan ik.." Josh kunne ikke få ordene ud. Det var en hæs og skræmt hvisken. Han var ikke virkelig! Det kunne han ikke være!
Ghost rejste sig op og gøede nu højlydt og advarende, imens han blottede de skarpe tænder i mørket. Selv med det sårede bagben, trådte han ind imellem Stella og Josh, for at vise, at manden ikke skulle komme nærmere dem.
"Du døde," Josh stemme skar igennem luften. "Du døde, hvad laver du her?" Hans stemme var kold og skræmt på samme tid.
Er det snart min tur til at herske?
Josh ignorerede stemmen i sit hoved og tog ikke øjnene fra Julian. Det kunne ikke passe... det måtte det ikke. Det lykkedes ham, at rykke sig en smule ud af stedet, ved at gå tættere på Stella. Det galt om at stå sammen nu.

Julian nikkede blot og kiggede på Josh. "Jeg er død. Jeg er et spøgelse bundet til denne verden nu. Det tog sin tid efter din blonde veninde af en kælling besluttede sig for at gå amok, hvilket minder mig om, at hun skal have et besøg." Sagde Julian først og kiggede så overpå Stella som sank en klump. "Jeg ville bare være sikker på, at tingene gik som de skulle. Men der er et par ting som burde laves om på. Din opførsel, og din eksistens." Det sidste ord var plantet på Stella og hun hævede blot på et bryn. Kun fordi, at hun prøvede at lukke ham ude. Den måde som han havde talt om denne blonde kvinde gjorde hende sur og faktisk at hun i ren refleks fremmanede en kniv og kastede lige i maven på ham. Dog trak han den ud igen. Men lige da han troede, at han kunne ramme hende forsvandt den i samme sekund som den næsten ramte hende. Lidt skulle han måske have holdt øje med Stellas evne? Bare lidt måske. Stella kørte en hånd henover hendes hår. "Men det er nu ikke dig jeg er kommet for. DEt er ham." Sagde Julian og nikkede over imod Josh. "Han tror nemlig, at med en titel kan han glemme hans skæbne. Så kan han gemme sig, men det kan han ikke." Tilføjede Julian og kiggede Josh i øjnene.
"Men nu hørte jeg også MAtt stadigvæk er i live, måske skulle jeg aflægge ham et besøg også." De ord fik Stella til at kigge op. Matt var ikke som de andre og Julian ville aldrig kunne tvinge ham til noget - ikke mere. Hende og Matt hørte sammen, men var selvfølgelig også en svaghed ligesom det var en styrke i sig selv. Bella greb fast i Stella og trak hende ind i mørket og smed hende derefter en i en anden form for celle og låste dem begge to inde i samme rum. Lod Julian og Josh være alene.

Hjertet bankede hårdere og hårdere i kroppen på ham. Den bankende lyd overdøvede lyden af Julians hæse og væmmelige stemme. Ikke en eneste gang så han væk fra Julian. De mandelfarvede øjne var rettet ind i hans kolde og mørke. Så snart han nævnte Caroline, spændtes kroppen af nervøsitet og vrede, da han fik et billede af, hvad Julian sikkert havde tænkt sig at gøre ved hende. Han ville sige noget, forsvare sin søster, da Stella kastede en kniv i maven på ham. Sådan kunne man også sige det på.
Selvom han nok ikke burde, så vippede mundvigen sig op i et tilfredst smil over, at se smerten i hans pludselig levende far. Bare kniven dog havde ramt ham i hjertet. Det kunne have passet perfekt!
Kniven forsvandt ligeså hurtigt som den var blevet kastet. Den var nu ikke andet end støv i en forvirret Julians hænder. Det lå dog ikke til, at Julian tog knivkasteriet til sig, han så bare fra Stella og hen på ham, hvor han derefter sagde de ord, der fik det til, at løbe kold ned af ryggen på ham.
Han kunne ikke gemme sig bag sin titel, i håb om, at hans skæbne ville finde ham.
Uden at vise tegn på frygt, rettede han ryggen og så Julian i øjnene. ”Du holder dig fra Caroline, Stella og Matt, medmindre du ønsker at blive dræbt igen,” Det var en kold advarsel. Josh ville intet have imod, at dræbe Julian. På ingen måder.
Før han fik nåede, at se sig om, trak Bella, Stella med ind i andet rum, hvilket fik ham til, at reagere. Dog nåede han det ikke, før de allerede var forsvundet bag en dør. Han var nu alene med monsteret.
Ghost knurrede højlydt og sprang advarende imod Julian. Bagbenet gav en smule efter, men han lå ikke til, at sige noget til det. I stedet snappede han bare ud efter spøgelset.
”Du vover at lade noget ske med Stella!” Josh trak sin dolk op af dets beholder.

Bella satte Stella ned som vred sig rundt som en vildkat. Hun kiggede rasende på Bella og havde mere eller mindre lyst til at rive hovedet af hende. Hun havde dræbt en vampyros før - det kunne let ske igen. Bella lagde dog en finger på Stellas læber til, at hun ikke skulle sige noget.
"Hør godt efter. Jeg ønsker ikke Julian skal tage Josh med sig okay? Jeg hjælper her. Til vi er ude herfra og lidt væk fra ham." Fortalte Bella. "Josh er mit legetøj ikke Julians. Og han skal ikke tro, at jeg lader ham tage det fra mig så let." Tilføjede hun og fjernede derefter så sin finger. Bella snak en klump imens hun kiggede efter, hvordan den unge bloddæmon ville reagere på det. Bella var nu lidt spændt.

Stella slikkede sig kort om læberne og nikkede så. "Jamen, hvad forslår du så at vi gør?" Spurgte hun og kiggede nysgerrigt og dog så forsigtigt på vampyrkvinden. Man skulle ikke skue hunden mod hårene og Bella skulle man passe på med. Der var ikke kun en side af en mønt trods alt. Ikke? Stella kunne mærke nakkehårene rejste sig blot en smule af anspændelsen - hun ønskede ikke at lade Josh være alene med deres far - på den anden side var hun glad for ikke at være derinde. Trods alt det hele, men hun havde ikke lyst til at føle sig så selvisk indeni ikke ligenu.
"Hvad vi gør. Nej sådan går den ikke søster." Nåede Bella lige at sige før Stella forsatte; "Du vil have noget tilgengæld. Hvad vil du have fra mig?" Stella tøvede ikke i den sætning overhovedet, men kiggede blot på Bella med blanke øjne.
"Et kys." Kom det fra Bella og det fik Stella til at rejse sig op og fnøs koldt af hende. Hun nikkede hånligt til hende med sine bryn på kneb.
"Oh. Så du troede, at bare fordi at jeg måske også er til kvinder - at jeg vil give dig et kys bare fordi, at du vil have det?" VRissede hun af Bella som blot trak lidt på skuldrene. "Er du ikke en let pris for at hjælpe din bror?" Spurgte hun forvirrende og en anelse nedladende. Stella rystede på hovedet og lagde hænderne på siden. "Fint få det overstået." Mumlede hun irriteret og Bella rejste sig op og lod sine læber glide let op på Stellas.

Dog relaterede det ikke til, hvad Stella havde regnet med. Fakisk faldt Stella til jorden imens hun havde hænderne til hovedet i smerte. "Hvad har du gjort?!" Prøvede Stella næsten at sige hæst imens hun tog sit til hovedet. Bella derimod åbnede døren lidt på klem og fik øje på Ghost. "Ghost kom her." Prøvede hun stille. "Stella har brug for, at du tager hende udenfor." Hviskede hun. et spøgelse kunne ikke høre det, men heldigt at en kæmpe ulv nok hørte bedre?

Julian stod og grinede hånligt af Josh. Han var ligeglad med ulven, hvis det skulle passe ham kunne han suge livsenergien fra den også var det det. "Der sker ikke Stella nået, hvis du slår dig til mig. Det er simpelt." Forklarede han enkelt og kiggede på Josh. Underligt nok virkede Han helt uhyggelig rolig. Men Josh var også en af de eneste sønner der var tilbage - som han muligvis nok kunne maniploere med. Matt var ikke så nem for han var ikke opvokset med den skæbne fordi, at Julian først startede senere hen med alt det andet. Alt var bare anspændt og akavet.

[Gør det åbent for dig at styre lidt handling og styre mr. Julian, hvis du kan xD ]

Josh måtte indrømme, at selvom hans værste mareridt stod foran ham, så kunne han ikke glemme det andet mareridt der foregik bag en af de lukkede døre. Hvem vidste hvad Bella var i færd med imod Stella. Tanken om, at hun torturerede hende eller endnu være, slog hende ihjel, gjorde Josh skrækslagen. Han følte bare for, at vende Julian ryggen og smutte ind til Stella, hjælpe hende og komme væk derfra hurtigst muligt. Desværre, stod et spøgelse foran ham og forhindrede ham i det. Og Det var bestemt ikke Kasper det venlige spøgelse. Han spændte grebet om dolken og så frygten i øjnene. Det var nu eller aldrig. Frygten skulle sparkes bag i.
”Jeg slår mig ikke til dig og det ved du udmærket godt,” Underligt nok kradsede sætningen ham hen ad halsen. Dæmonen var ikke enig i den sag. ”Skrub nu bare tilbage der hvor du kom fra,”
Julian klikkede bare hånligt med tungen. Øjnene strålede af selvtillid, en selvtillid der fik det til, at løbe koldt ned af ryggen på Josh. Julian var alt for rolig i sin situation.
”Det kan der ikke blive tale om,” Han så Josh ind i øjnene. ”Lad nu være med at kæmpe imod,”
Josh sank en klump og rettede ryggen, ignorerede dæmonens skrig inde i ham.

Ghost bemærkede Bellas hvisken og drejede hovedet om imod hende. Tøvende så han fra Josh til Bella. Til sidst gav kæmpeulven dog op og luntede hen til hende, i håb om, at han måske kunne hjælpe Stella og, at Josh kunne klare sig selv imod spøgelset.
Så snart ulven så Stella, løb han haltende hen til hende og så spørgende på hende, med et par gyldne øjne overfyldt af bekymring. Derefter drejede han hovedet om, knurrede lavt af Bella, som om han stillede hende et spørgsmål til, hvorfor hun havde haft kaldt på ham.

Da Josh ikke gav ind for Julian med det samme, så det stærke spøgelse ind imod rummet, hvor hans datter og hjælper gemte sig. Øjnene strålede glubsk, da han så hen imod Josh igen. ”Du bad selv om det,” Ordene kom let ud af munden på ham. Han så hen imod rummet endnu engang, før han igen spredte læberne og råbte efter Bella. ”Bella, få Josh på andre tanker ved at… Drille Stella lidt,”
Josh kunne mærke sit hjerte stoppe i få sekunder. Dog, gik de ikke som forventet. Bella svarede ikke Julian. Spørgende og en anelse vredt, gik han hen imod rummet og så ind i det. Han så spørgende på Bella. ”Adlyd dog min ordre din ondsvage tøs! Hvad bruger du tiden på herinde!?”

Bella så på Ghost da han kom derind. Hun så helt roligt på ham. "Lige når man kommer ud herfra er der en trappe nedenunder. Dernede står en dør åben. TAg Stella med derned. JEg skal nok få Josh ud. Rolig. En ting af gangen." Sagde hun til den store ulv - som om, at den burde fatte hvad hun sagde til den. Bella slikkede sig kort om læberne da Julian råbte efter hende. "Det er nu GHost. Hvis du ønsker at hjælpe så nu." Hviskede hun til ham og rejste sig op. "Hvad du sagde drille. Det gør jeg også. Men din datter har nu nogle dejlige læber - de er ikke lette at slippe sig fra." Råbte Bella igen - hun løj. Selvfølgelig gjorde hun det - Julian var bare en stor røv som burde blive revet helt væk og ned til ingenting. Derefter lod hun sig lade som om at hun skreg, men lod det lyde som om, at det var Stella. "Tilfreds?" Råbte Bella så lidt efter. Det skulle lyde som om, at Bella næsten voldtog Stella men det var bare Bella der larmede vildt.

Til sidst lod hun hendes hænder ule hendes hår og gik så ud, og kiggede på Julian og Josh. "Hvad var det du ville. Jeg har faktisk travlt?" Kom det fra Bella som kiggede irritabelt på Julian ligesom om, at han havde stoppet hende i noget vigtigt. "Og hvem kalder du åndsvag? Det ligesom dig der er det mester - hvis du ikke har glemt det." Svarede hun igen. "Idiot." Mumlede hun tilføjende-

Måske lød det skørt, men Ghost forstod hvert et ord Bella sagde til ham. Han vidste dog ikke om han kunne stole på tøsen. Der var en stor mulighed for at få stella i sikkerhed, men samtidig efterlade Josh hos spøgelset og vampyren. Normalt ville Ghost aldrig forlade Josh, men nu, kunne han fornemme at det var det rigtige at gøre. Han nikkede hurtigt til hende. Den smidige og stærke ulvekrop, hev Stella i ærmet og gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig op på ham eller i det mindste følge med ham.. Så snart der var fri bane, listede ulven væk og fik Stella i sikkerhed. Forhåbentlig fik vampyren Josh væk derfra..

Julian smilede tilfredst ved lyden af et skrig.
"Stop det!" Råbte Josh frustreret og ville løbe derhen, men blev stoppet af en uforberedt slag på kæben fra Julian. "Bliv hvor du er.. Slut dig til mig og dette vil ende," julians stemme var kold og lusket.
Josh tog sig til kæben.. Han valgte blot, at vrisse af Julian. Så snart noget rørte sig henne ved døren, løftede Josh blikket derhen imod.. Det irriterede ham, at det var Bella og ikke Stella der kom ud.
Julian derimod smilede stort. Han gik med selvsikre bevægelser hen imod Bella, kyssede hendes pande sensuelt og så derefter hen imod Josh. "Giv nu bare op Josh, kom med mig og alt vil ordne sig,"
Josh smilede bare falsk til ham, rettede sig op efter slaget og selvom han nok burde fokusere på Julian, så lå hans blik på Bella.
"Stella? Hvad gjorde du ved hende?"
"Tag dig ikke af ham søde," Julian lænede ind og kyssede Bellas læber. "Du gjorde et fantastisk arbejde,"
Josh rynkede forarvede på næsen. Kyssede julian hende seriøst lige?

Bella synes nu alligevel det var sjovt - at Julian troede, at det var ham der styrrede spillet. HAn troede at han spillede Bella let som ingenting, hvor det faktisk var hende der vidste lige hvor hun havde ham. Hendes læber modtog kysset og sendte et tilbage. Hun havde haft sine år til at lære, hvordan man var stærk og klog - som hun havde sagt før - alt var under kontrol. Julian havde hans plan og Bella havde hendes. Dog havde hun ikke endnu fundet en måde at sende ham tilbage til, hvor at han hørte til. Hun lod sin hånd køre henover Julians kind som om, at hun virkelig så noget i denne mand.Så slog hun blikket over og kiggede på Josh - som var han en lille dreng der lige havde set sine forældre gøre noget han måske ikke lige var gammel nok til at se. Hurtigt vendte hun blikket imod Julian igen - som om, at hun var en håbløs forelsket ung kvinde som ikke kendte til noget andet end ideen om kærlighed. Endnu engang lod hun sine læber lande på hans - men det var blot for at distrahere ham til, at hun brækkede nakken om på ham. Det ville ikke tage ham langtid at slå øjnene op. "Ad fy for satan!" Udbrød hun og rakte sin tunge ud som hun lige havde haft stukket ud ned i halsen på Julian. Inden Josh kunne nå at sige eller gøre noget - så hoppede hun op på ryggen af ham og foldede sine ben om hans liv imens hun lod sine arme blive til vinger. Hun baskede afsted ned af trappen samme vej som Ghost og Stella var taget og fløj afsted med Josh. Hun havde jo revet hans vinger af - så turen var måske en smule hånene. Da hun endelig fik fast på Stella og Ghost fløj hun tætere imod jorden til hun slap Josh og landede lidt derfra. Hun klappede i sine hænder for at klappe skidtet væk. "Sådan. Det var da så lidt."

Stella havde ventet der med Ghost under et træ, det eneste træ. Hun havde varmet sig ved at sidde op af ham, med hovedet imod hans. Da Bella og kom svævende med Josh rejste hun sig hurtigt op og løb hen for at overfalde JOsh i et stort kram - faktisk havde hun jo aldrig rigtig krammet ham - og selvom det var det meget følelsesladet. De delte trods alt frygten fra deres far. OG lige nu vidste de præcis hvordan de havde det begge to. "Klare du den?" Spurgte hun da hun havde trukket sig ud af krammet lidt efter. Hun kiggede på det røde mærke, efter Julian havde slået ham. Hun lod sin hånd køre henover det, hvorefter hun kiggede op over imod det palads der så ekstemt lille ud derfra de stod.
"Hallo. Får jeg slet ikke et tak. Uden mig havde i ikke kommet fri." Brokkede Bella sig fra side linjen. Stella vendte sig rundt og fnøs. "Hvis det ikke var for dig. Var vi ikke endt der." Svarede hun hurtigt igen. Men Bella var uenig. "Han var kommet efter jer på en måde. Han fandt mig, havde hørt om at jeg havde ja fjernet dine vinger - så han opsøgte mig og spurgte om jeg kunne hjælpe ham. Han tror han er så klog, men jeg har haft planer ved siden af. Han ville være sneget ind på jereres kære til, at i vidste, at han ville komme efter jer. Så faktisk fik jeg ham overtalt til det andet. At nogle af de dæmoner ikke var så venlig anlagte. Det var ikke min skyld." Sidste sætning var ment med henblik på Stellas tortur. Bella så dog ikke sødere ud af den grund. Hun var jo ikke godhjertet - det skulle de ikke begynde og tro. "Du jo mit legetøj Joshy. JEg kan jo ikke bare lade andre tage dig fra mig sådan." Blinkede hun kort til ham. Stella fnøs blot og gik hen til Ghost.