Pain is just a step closer to dead -Josh-

Deres kys fik det til at vænne sig i ham. Han så væk fra dem, tog sig for munden og forsøgte, at holde sin middagssmad inde. Det var bare forkert på så mange måder! Nok kendte han ikke Bella, men han havde ikke regnet med, at hun kunne finde på at kysse ham!?
"Jeg tror lige at jeg kastede op i min mund," mumlede han for sig selv.
Specielt da han fik øjenkontakt med Bella under kysset. Det gjorde bare det hele værre. Han så hurtigt væk. Det kunne umuligt ikke blive værre.
Et knæk ramlede højt i luften. Først der så han hen på dem igen, hvor han til sin store overaskelse og sjovt nok glæde, så hans far på jorden med brækket nakke. Og som om det ikke var nok, Bella lavede afsky lyde over, at have kysset Julian. Dog nåede han ikke, at sige noget til hende, før hun svang benene om ham og fløj væk. Bare for at træde i, at ingen vinger havde?
Vent, hjalp hun ham lige? Hvad pokker skete der dog?burde hun ikke, at... Mere nåede han ikke, at tænke, før han blev smidt ned på jorden.
Klassiske Bella.. Klassisk..

Ghost nød følelsen af Stellas hoved imod hans krop. En stor sort skygge på himlen, gjorde at han gøede tilfredst og logrede med halen. Det var josh! Vampyren havde holdt hvad hun lovede! Fantastisk!
Josh blev glædeligt overraskede, da Stellaovergaldte ham med et kram, som han så glædeligt tog imod. Hvor var han glad for, at se, at hun var fuldkommen uskadt! Heldigvis havde Bella intet gjort hende.
Han trykkede hende hårdt ind til sig. "Ja, jeg har det fint, hva med dig?" Da hun tjekkede til hans røde mærke, sendte han hende et: det skal du ikke bekymre dig om, smil.
Og som han burde havde forventet, ville Bellahave et tak for det hun havde gjort. Han himlede med øjnene over hende. Stella sagde lige det han havde tænkt, at sige til Bella.. Havde det ikke været for hende, så ville se ikke være endt.. Vent hvad? Havde hun planlagt, at hjælpe dem helt fra starten af? Det.. Det.. Gav ingen mening.
Det sidste hun sagde fik ham til, at løfte på et øjenbryn og ryste på hovedet, med et drillende smil på læben.
"Jeg.." Han gik hen imod hende. "Er ikke dit legetøj," han foldede hænderne over brystet. "Men, du hjalp os trods alt.. Så.. Tak," ordet kradsede ham hen af halsen, men det blev sagt..
Han så hen på Stella med et smil.. Og derefter hen på Bella igen. "Står vi så lige nu?" Han løftede kækt på et øjenbryn.
Ud af det blå, suste en kniv forbi og ville have ramt Bella, hvis ikke Josh havde skubbet hende væk, så de nu tumlede rundt på jorden.
"Tror i bare i slipper så let fra mig?" Råbte en stemme nogle meter fra dem.
Josh fjernede sig hurtigt fra Bella, rejste sig op og så nu på den tilbagevendte Julian.
Julian løb hen imod Stella, lagde en kniv imod hendes strube og så truende hen på Josh og Bella. "Overgiv jer eller det går udover hende!"

Bella nåede ikke at sige noget før Julian kom tilbage og Josh reddede hendes skind. Dog da det var Julian igen valgte hun den selviske vej og lette på sine vinger og flyve sin vej.
Stella stod der og vidste ikke helt om, hun skulle grine eller græde. Dog blev hun stående helt stille på stedet og håbede på, at hun nok snart ville vågne op for dette mareridt. "Kom nu dræb mig. Jeg er da ligeglad med døden. Men tro ikke jeg giver så let op." Hviskede hun nok højt til at Julian kunne hører hendes stemme.
Pludselig kom der et smertet ansigtet frem på Julian da en kniv var ramt ham i armen og derved tabte kniven. Stella vendte sig hurtigt rundt og havde allerede fremmanet to daggerter som ville være nemme at stikke i spøgelset - de kunne ikke dræbe ham - spøgelser var udødelige. DEt vidste alle jo. Hun kastede dem afsted og ramte Julian derhvor hans hjerte måske engang havde haft banket - ikke noget Stella kunne huske. "Skrid med dig." Råbte hun hysterisk til Julian og snerrede af ham med de lettere skarbe tænder hun ejede. Han lo blot og vendte sig rundt og gjorde tydligt for Stella at se, at det var Matt der havde kastet. Matt på den ene side Josh på den anden og Stella i midten ved siden af fjenden. Det ville være dumt at prøve på for meget. Han var i undertal - pretty much. "I ender allesammen med at dø." Råbte Julian helt fra sig selv - virkelig sindssygt. "Nej du kommer tilbage til det hul alle dine andre sønner er sendt til. Sidst var det Dylan. Han lignede dig ellers pænt godt." Sagde Stella. Hende og Rafaela havde været kidnappet af hendes halvbror - ligesom sin far ud og ind - plus de havde lignet hinanden. Skræmmende. Stella sank en kump og havde fremmanet en bue med en pil allerede klar til at skyde efter ham. Hun var hurtig - specielt når det kom til hendes far - hun vidste hvad han var i stand til - det vidste Matt også. Josh vidste også en del, men det var fra en anden tid.

Kniven for Stellas strube fik hans hjerte til at hoppe en takt ud af brystet. Hvad skulle der lige til for, at få manden til, at give op? Han trak sin egen dolk. Bladet skinnede i lyset fra månen.
Et højt vingesus bag ham, gjorde ham klar over, at Bella var stukket af, hvilket skuffede ham mere end han ville indrømme. Selvfølgelig stak hun af, hun havde intet at gøre med dem.
Varsomt trådte Josh hen imod Julian. En forkert bevægelse og Stella ville forbløde ihjel. Han strammede grebet om dolken, parat til at stikke den igennem kraniet på Julian..
Pludselig gik det hele dog stærkt, Stella slap fri, stak knive i armene på monstret, som hyldede smertefuldt op. Hurra for hendes fantastiske evne!
En ny skikkelse ved siden af Josh, fik ham til, at dreje hovedet i chok og frygt. Synet af broren Matt fik ham dog på kølet ned igen. Han nikkede anderkendende til sin bror, før han så hen imod Julian, der for første gang lignede det monster han i virkeligheden var!
De kunne arbejde sammen og få ham ned med nakken. Han kunne umuligt besejre dem alle tre!
Eller med andre ord, fire. Ghost sprang arrigt imod ham, tog et hårdt greb om armen på ham og vred den om. Tænderne borede sig igennem kød og knogler.
"Nu har vi chancen," hviskede Josh til sine søskende, før han satte i løb hen imod monstret.
Lige i det sekund Josh troede den ville snitte monsteret kranie, blokerede Julian med sin egen dolk, ved at bruge den arm der ikke var ved at blive flænset. "Tro ikke det bliver så nemt børnlille!"
Josh blev bare ved med at presse ned, selvom Julian gjorde modstand.. Blot få centimeter mere!

Matt så på Josh og nikkede kort. Selvfølgelig havde Stella jo haft en ide med at have sendt brevet til Matt - det var en plan b - fordi hun lige præcis kendte Matt så godt hun hun gjorde. Stella sprang lidt tilbage da Ghost sprang på Julian. Josh og Matt løb begge derimod. Stella var allerede ved siden af deres 'far'. Julian lo og forsvandt pludselig ud i det blå. Han var et spøgelse - kunne teleportere sig og gøre sig usynlig. Stella holdt vejret og kiggede varsomt rundt - buen var i spænd for at være helt sikker på, hvad der skulle ske. Julian var her - hun kunne fornemme hans tilstedeværelse. "Josh. Jeg har en ide. Hvis vi kan finde Julians rester. Knogler fra hvor han døde. Så kan vi måske brænde dem og så dør han måske?" Hviskede hun stille. Caroline denne Caroline havde dræbt Julian og nu var han tilbage, det ville nok være hende der ville have en ide om, hvor liget var henne . man kunne vel håbe.
Matt løb hen til Stella og strøg hende henover håret, men Stella nikkede blot til at hun var okay. Men en lille vind bagved hende gjorde hun hurtigt vendte sig om, og sendte en pil afsted og ramte Julian som havde ønsket at give dem en overraskelse. Pilen ramte ham i hjertet, men det så ikke ud til at skade ham - overhovedet?! Stella gispede kort. Bevis et på at tingene måske ikke lige virkede som hun havde håbet. Men det gjorde ham lidt langsommere. Til han valgte at forsvinde ud i luften igen. "Han er et spøgelse Josh. Vi kan ikke bare dræbe ham som vi kan dræbe andre. Vi nød til at skynde os hjem. Jeg har nogle bøger der måske kan hjælpe os. "Kom det fra Matt imens han på skift kiggede på Josh og Stella. Stella nikkede til ham. Matt havde brugt meget tid på at studere det forskellige racer - legender samt myter. Det gjorde at de havde måske en lille fordel.

Først da de andre to søskende også gik til angreb, slap Ghost Julians arm og hoppede væk. Den store ulv var overrasket over, at det ikke havde gjort mere ondt på Julian end det havde. Han havde nærmest ikke fortrukket en eneste mine. Havde Ghost ikke taget meget fejl, lignede det, at han blot havde grinet, ved synet af den store ulvs kæber om armen på ham.
Ligesom Ghost, kunne Josh ikke rigtig få tingene til, at høre sammen og slet ikke, da Julian forsvandt lige for øjnene af ham, som sand i vinden. Han så varsomt rundt. På vagt overfor hver pludselig bevægelse. Han strammede grebet om dolken, spændte musklerne i kroppen og kunne ikke vente med, at stikke dolken igennem kraniet på Julian! At se manden død på jorden ville være som en julegave! Og lige nu, var hans død som, at vente på juleaften. Han kunne ikke vente til, at det ville ske.
Stellas hvisken fik ham kort til, at fokusere på hende, selvom hans blik spejdede rundt i horisonten, på jagt efter udyret. Det havde været en fantastisk plan, hvis blot han vidste, hvor Caroline var. Han havde ikke set hende i evigheder, hvilket bekymrede ham meget! Den tur ham og Jacob havde været på, i håb om, at finde hende havde ikke gjort meget nytte. Der var ingen Caroline i syne.
”Det en god plan, men jeg aner ikke hvor Caroline hun er… ser du hun har været..” Mere nåede han ikke, at sige, før Julian dukkede op i horisonten.
I det Josh ville til, at kaste sin dolk, var Stella hurtigst til, at affyre en pil der ramte ham direkte i hjertet.
Pletskud!
Dog, skete der ingenting. Det kunne ikke passe… Den ramte ham direkte i hjertet, hvorfor skete der ikke noget!? For alt i verden, havde udyret bare ikke, at være udødeligt! De var nød til, at finde hans knogler.
Da Matt snakkede, lyttede Josh opmærksom med. Et spøgelse… selvfølgelig, det burde han have sagt sig selv, det kunne ikke bare dræbes normalt.
Han nikkede og skyndte sig, sammen med Ghost, hjemad så de kunne få løst mysteriet om spøgelsesracen.

Så snart han kom indenfor døren, så han sig omkring, hvor han derefter så spørgende om på Matt. ”Hvor har du dine bøger?”
Ghost så også nysgerrigt omkring med snuden stukket lige i vejret.

Stella nikkede stille og løb med de andre hjem. Ember og Morrow kom susende så snart Stella og Matt kom ind af døren. Matt gik ind i stuen, hvor der var et hav af bøger - Stella læste ikke ligeså meget som Matt, men lidt havde hun da også læst. Matt kiggede titlerne på omslagende igennem til han fandt noget om spøgelserne. Han trak bogen ud og rakte den til STella - som åbnede den og gav sig til at skimte i den. "Der står her: Der er mange måder at slå et af disse specielle spøgelser ihjel endnu engang - altså, forvise dem permanent til åndeverdenen. Man kan finde deres krop, og brænde den - Hvis der kun er knogler tilbage, skal disse blot brændes - Det er bare de jordiske rester der skal brændes. Man kan finde den specielle ædelsten og ødelægge den - Dette kan udelukkende gøres med en speciel besværgelse. Man kan fange spøgelset i en magisk cirkel, hvilket dog er ekstremt svært da spøgelser kan gå igennem vægge eller andre faste objekter uden problemer, og bortmane den med en speciel besværgelse." Fortalte Stella direkte fra bogen af og kiggede så op på Josh og Matt.

Matt nikkede stille. "Tror du det er helt håbløst at finde din lille veninde, eller skal vi gå efter en anden plan?" Spurgte Matt og kiggede på Josh. Stella lagde armene overkors og kørte sin hånd igennem Morrows sorte pels. Stella gik ud i køkkenet og hældte to glas blod op - samt et glas whiskey til Josh. Hun rakte ham det og gav Matt hans glas - de havde brug for lidt. Og alkohol i blodet kunne være en god ting, men også en dårlig. Stella drak et par glas af blodet - hun havde brug for det ligenu. "Stella der er mere mad i kælderen. Du har brug for det." Mumlede Matt stille og det gjorde Stella slog sit blik over på ham. Hun nikkede kort - tøvende inden hun så stille forsvandt omkring hjørnet og igennem en hemmelighed indgang. Mad i kælderen kunne betyde mange ting - normalt drak hunblot blod, men faktisk havde hun brug for både blodet men også kødet. Specielt lige nu.

Matt kiggede op på Josh så snart Stella var væk. "Vi tre er de eneste kloge i den her familie. Så du må love, at ligemeget hvad. Så tager du ikke imod hans tilbud - omså det gælder vores liv. Er du med?" Sagde Matt. Denne situation var lettere alvorlig - og for både Josh og Matt - galt det om ikke at gå i fjendens fælde. "Julian ved, hvor meget Stella betyder for os. Så han vil sikkert sætte hende i fare - kunne jeg forstille mig. Selvom hun er stærk og stædig så kan jeg ikke lade hver at bekymre mig om hendes tilstand overfor ham." Måtte Matt indrømme kort.
Ember knurrede lidt af Matt. Kun fordi, at hun følte, at han ikke stolede på Stellas evner lige nu. Dog forsvandt hun kort efter om hjørnet og ind i køkkenet. "Jeg synes vi skal gå nu. Hun har brug for at hvile og æde." Sagde Matt og hentydede til at de skulle smutte. Hvis Josh var med på den smuttede Matt.

Stella var i kælderen, hvor en mand sad lænket. Matt fangede kun dem som havde gjort noget - så hun ikke havde nået imod at æde dem. Denne mand havde torturet og voldtaget små børn. Derfor havde Stella absulot intet imod at sætte sine skarpe tænder i kødet på ham. Hører ham skrige - fordi det var som musik i hendes øre. Ingen udover hende kunne hører ham - jo måske nogle af de andre fanger. Matts fanger også mænd. Kun fordi, Stella ikke lod ham fange kvinder- hvis hun nogensinde fangede ham i det, så vidste han udmærket godt, at Stella ikke ville tilgive ham igen i den nærmeste fremtid.

Efter middagsmaden kom Stella frem igen og gik op ovenpå for at skifte lidt tøj. Hun skiftede til et par korte shorts og en hvid tanktop - det var let at bevæge sig i når det galte bevægelighed. Det var jo en farlig kamp hun skulle i. Imod hendes far var det aldrig let. Efter at have fået sat sit hår gik det op for hende - på trods af ulvens larm - at der var overraskende stille. Stella strøg hånden henover fletningen så den lagde sig henover hendes skulder imens hun gik ud i køkkenet. Der var ingen. Hun luntede ind i stuen - heller ingen.
"Det er fucking løgn det her." Mumlede hun irriteret og vendte sig rundt. "Ember er de virkelig så dumme at tage afsted uden mig?" Sprugte hun så da Ember kom hende imøde. Den hvide hunulv nikkede kort. Stella rystede på hovedet. "Og selvfølgelig de har efterladt jer ulve her for at holde mig i bedre sikkerhed. Hvor ædelt af dem." Fnøs hun kort og lagde irriteret sine arme overkors. "Ghost. Jeg gætter på, at du hurtigt kan finde færten af dem ikke sandt? Så lad os finde dem." Smilede hun skævt og greb hurtigt fat i bogen. Hun lagde den i en taske og smed den om skulderen men fandt hurtigt ud af, at den virkelig ikke var til at løbe med, og smed den fra sig.

Stella åbnede døren og lod de tre ulve løbe med hende. Hun lukkede derefter døren og satte i løb efter Josh og Matt - som tydeligvis havde et godt forspring på de tid hun havde brugt på, at gøre sig klar. Hurtig var hun - det måtte man give hende - Stella havde lært sig selv at være rigtig rigtig hurtig. Stella var frisk på energi og havde fået det mad hun skulle bruge for at overleve og klare sig. Sikke noget pjat at lade hende blive hjemme. Til sidst reagede Morrow på Matts fært og gav et hyl fra sig. Det gjorde Stella klar over, at de var tæt på. Så kunne hun se dem på farten et godt stykke længere væk. Hun spændte en bue så snart hun stopede op og fyrrede den af så den ville flyve over hovederne på dem og lande for deres fødder. Derefter satte hun sig på farten igen og løb op til dem. "Hvorfor fanden smutter i bare uden mig?" Spurgte hun en anelse irriteret imens hun lagde armene overkors.

[ information om spøgelserne er kopiret fra racebeskrivelsen og er skrevet af Delilah. ]

[Spild af min tid med så langt svar, men ja, forsætter emnet nu. Dog vil jeg indformere om, at jeg kommer til at springe en del i tiden nu, da det skal passe ind med et andet emne.]

Siden Ghost var løbet hjem til Stella klynkende havde hun været bekymret for hendes lillebror. Dog havde hun haft rigeligt at se til, da Ghost åbenbart havde valgt at parre Ember. Det havde i dyrverdenen gået som det skulle men i Stellas hoved vidste hun ikke om hun skulle flippe ud eller bevare roen. Et par gange måtte hun indrømme, at hun havde været efter Ghost over det, men han vidste jo, at det blot vr fordi hun bekymrede sig om Ember. Morrow derimod var hårdere ved Ghost end man normalt så i dyrenes verden. Han passede på Ember som en rigtig bror ville gøre, som Matt gjorde ved Stella. Deres forhold var identiske med Stella og Matts at man kunne bruge det til moderne videnskab. Matt var sammen med hans lille kæreste - deres forhold havde været lidt hemmeligt nu med Julian omkring, så det var stadigvæk kun Stella der vidste nået om den fakisk kønne Isabella. Dog selvom Matt var fuld klar over Stella sikkert kunne ske at føle sig tiltrukket af hende, havde hun da selvfølgelig lovet at holde fingrene for sig selv - ligesom han gjorde når hun snakkede om nogle. Det var vel mærkeligt for nogle at hun kunne snakke om piger med hendes bror - men for dem var det ganske normalt. Om de så ikke var så glade for Stella var noget helt andet. Lige nu var Stella alene med ulvene og selvom hun havde været det selv inden Ghost kom forbi, kunne hun ikke undgå at være så bekymret nu. Specielt når den store ulv ikke var sammen med Josh. Hele hendes krop fortalte hende, at der var sket noget forfærdeligt... og Julian sikkert havde nået med det at gøre. Endnu en grund til at bringe den mand tilbage i helved hvor han hørte til.

Imellem tiden fik hun overraskende besøg - faktisk. En høj ung mand trådte ind. Han ville sikkert være ganske nydelig, hvis det ikke havde været fordi, at han havde det samme snørrede smil på sine læber som hendes far ejede. Selvom Stella ikke kendte til Locan eller havde hørt om ham før - så kunne hun sagtens se på ham, at det ville hun komme til, hvis hun ikke passede godt på. Hvad han dog ikke vidste var, at med to ulve og en kæmpe ulv - havde han forladt det helt forkerte hus da han brød ind og hamrede Stella ned gulvet. Død nej ikke ligefrem, spøgelse ej heller. Hun kunne se et ar tæt op af brystkassen på ham. Et spyd havde nok næsten gjort det af med ham, men ikke nok. Locan greb om hendes lysebrune lokker og rejste hende op. Så lukkede han hurtigt døren til stuen inden ulvene kom tumlende ind. "Hvor gemmer du din bror Stella?" Hviskende han hende klamt i øret imens hans anden hånd havde grebet om hendes håndled og gjorde det umuligt for hende at få fremmanet noget at forsvare sig med. Stella måtte indrømme at frygten stille pumpede op i hende. Et dunk i hovedet og en mørk bølge svævede henover hendes øjne og tvang dem i.

Det var en kamp at få øjnene slået op igen og smerten gjorde, at det brændte bagved hendes øjenlåg - kraftigt. Stella slog dog hurtigt blikket op, da hun kunne mærke reb kradse imod hendes håndled. Hun kunne genkende stedet. Det var hendes egen køkken. Fedt - at blive bundet på sit eget køkken. Kulden omfavnede det blottede hud der nu var - udover, at hun havde en nederdel på, var hendes top blevet trukket overhovedet og smidt ned på gulvet. "Endelig! Du er vågen! Du var så kedelig at lege med når du sov." Brokkede Locan sig og pludselig kunne hun se toppen af hovedet fra ham komme frem for sig. Det fik hende til at vride sig rundt, men spredt i et kors gjorde det ikke ligefrem nemt for hende. Stilheden fra hende havde sikkert ikke bekymret ulvene 'så' meget igen som det kunne. Men Embers klynken kunne stadigvæk høres og det irriterede hende voldsomt. Ike fordi at hun troede at hendes ulv var såret, men hun nærmest ønskede at være ved Ember lige nu - det var forfærdeligt. Stella fik mast et stykke stof i sin mund så hun ikke ligefrem kunne tale. Det ændrede dog ikke på, at hele hendes krop var imod dette. Virkelig. Det føltes som små myrer der kravlede henover hendes krop, men i virkeligheden var det Locans klamme fingre der dansede nedover hendes brystkasse og ned til navlen med det skarpe blad fra en kniv som efterlod sig et spor af blod. Det var ikke så meget smerten. Nærmere panikken i hendes sind som hun hadede for at spøge. Men hvem ville være hundrede procent sikker i sådan en sag her. Nemlig ingen! Selvom man havde munden fuld var det ikke umuligt at give lyd fra sig. så Stella skreg alt hvad hun kunne - måske ville naboer hører det - selvom det var MEGET usandsynligt ellers ville de tre ulve helt sikkert reagere voldsommere end før. Skriget gjorde, at Locan løftede armen og lige da Stella skulle til at tro at kniven han hamrede imod hende ville skærer igennem ansigtet på hende landede den lige ved siden af hendes ører og snittede højest en smule af. Han sank sit hoved længere ned imod hendes og kiggede hende lige i øjnene - med et advarende glimt i øjet. Stella gengav det blot med et koldt blik der ikke tog ham så seriøst som hun måske burde, men hvorfor give ham den tilfredsstillelse han søgte?

Pludselig sprang døren op. Ember havde fået nok og suste igennem rummet og sprang på Locan. Hendes stærke gab lukkede sig om hans ene arm for at trække ham imod jorden af. Selvom Locans ansigt afslørede at han var i stand til at føle... smerte. Så kastede han nærmest den hvide ulv hen af gulvet så hun gav et kort klynk fra sig og blev liggende med blottede tænder. Nakkehårene var stadigvæk rejste op imens hun havde øjenkontakt med Locan. Der kom den sorteulv efterfulgt af Ghost stormende ind. Morrow gik direkte efter at hoppe op på bordet og bide rebene over så Stella kunne tage sine arme til sig, hvorefter han sprang på gulvet for at vælte Locan ned på jorden. Morrow gjorde sig faktisk klar til at bide struben på ham midt over, og Stella havde allerede spændt en bue med en pil i sigte på hans hjerte. "Hvis i slår mig ihjel. Så får i nok aldrig Josh at se igen. Eller resterne af ham rettere sagt." Lo han ondt og Stella skubbede Morrow væk, og rev galningen op på benene, hvorefter hun smed ham op af nærmeste væk. "Hvor er han?!" Råbte hun ham i hovedet som om, at han var døv. Locan lo blot igen. Den hånene latter var som en irriterende bib lyd i hendes øre. Den ville bare ikke holde op med at snurre rundt. "Smid tøjet og vi kan snakke seriøst." Kom Locan som svar, og en høj knurren kom fra Ember af. Stella nikkede kort til Ember. "Det er okay. Det er en lille pris at betale." Og i det hun lod sin ene bhstrop køre henover armen knyttede hun hurtigt og ubemærket sin næve og svang den tilbage i hovedet af ham. Så et rødt mærke blottede sig stærkt på hans kind. "Lad os have en seriøs samtale nu. Fortæl mig det. Nu." Stella anede ikke, hvaddenne mand hed - blot, at det var hendes halvbror. "Ellers må du jo gå tilbage til den far og sige, at min ulv bed dine egendele af." Truede hun og nikkede over imod Ember som endelig havde fået rejst sig op. Børsterne var stadigvæk rejst og ørerne vendt tilbage af. "Alt du skal gøre er at sige hvor Josh er og du slipper for smerten." Stella trak kort på skuldren og så stadigvæk ham i øjnene. Men da Locan ikke så ud til at give sig gav Stella et nik til Ember og hun ulven lukkede sit gab om mandens lem og ruskede voldsomt i den til at Locan skreg op af smerten. Stella holdt hans arme på plads og Morrow havde fast i det ene ben så det ikke rykkede sig. Så snart Embers arbejde var gjort slap hun grebet og løftede som en fin ung dame snuden i vejret og vendte ryggen til. Hun lagde sig ned lidt derfra og ventede på, hvad der nu skulle ske. "Ashen Wood forest, men du finder ham aldrig." Kom det udmattende fra Locan af. Stella smilede tilfreds. "Altså jeg har tre ulve. Det jo ikke fordi, at jeg har tænkt mig at gå derhen selv. Forresten." Stella tog rebene og bandt Locan fast til en stol. "VEnt der ikke." Tilføjede hun så og greb fast i hendes trøje som hun trak overhovedet og gik.

Turen imod Ashen Wood forest var ikke så lang igen, men skoven var stor og Josh kunne være overalt i den. Men med tre ulve til at få færten af ham... så burde det da ikke være 'så' svært igen. Eller hvad? "Ghost. Jeg håber du kan huske færten og glemmer lidt om hun ulven ved din side. Vi skal finde Josh lige nu. Hurtigt." Locan havde sagt resterne... hvilket gjorde hende mere bekymret end hun nogensinde havde været for nogle i et stykke tid. Følelsen var gammel og det gjorde hende meget urolig. Familie var ikke noget hun plagede at være så urolig og bekymret omkring. Matt plagede jo at have det fint og de så hinanden næsten hele tiden, men Josh var jo hendes lillebror. Hun skulle passe på ham - følte hun. Og nu når hun vidste, at han muligvis var skadet - så havde hun det forfærdeligt. Lidt kunn man da ikke lade hver med at bebrejde sig selv. Det måtte ligge til den nye rolle som storesøster overfor en lillebror hun faktisk kunne lide. "JOSH?!" Råbte hun så højt hun kunne og det resulterede også med at en flok fugle lettede for træerne.

”Alex,” mumlede han omtumlet.
På fingrene bar han en blodig bandage, snoet op til flere gange rundt om hver finger. Nok healede en archangel, men fik man rykket neglene af, var det ikke lige tilfældet, at de voksede ud på nul komme fem igen. Langt fra. Josh var nød til, at binde noget om sine fingre, for ikke, at skræmme livet af folk med sine negleløse, blodige fingerspidser.
”Julian,” Benene vaklede under ham. Flere dage var gået uden mad og jo mere han gik rundt alene, jo mere voksede hadet og sorgen inde i ham, så han ikke kunne se andet end mørke. Dagene var snoet sammen for ham. Han kunne ikke rigtig huske hvordan han var endt her. Hvordan kunne man gå fra en stolt leder til, at være en skrøbelig engel, der slæbte sig hen ad skovbunden.
”Stella,” Hvert et navn, om han havde det kært eller ej, sneg sig ud imellem hans læber og forsvandt ikke fra hans tanker, selvom han sagde dem konstant. ”Caroline,”
Han faldt ned på sine knæ. Det klistrede hår spændte hans hovedbund, så en hovedpine hærgede hans tindinger. Få sekunder efter hans fald, hostede han voldsomt og navne var nu erstattet med frisk, mørkerødt blod. Slagene fra dæmonerne i kælderen, havde skabt en ubalance i hans krop, så blod fandt sin vej op til hans halsrør. Hosteanfaldet føltes som flere måneder, før det endelig stoppede og han kunne få vejret igen. Han tørrede blodet om munden væk med sin håndryg og så sig derefter omkring.
Langsomt og rystende kom han på benene igen. Han tog sig omtumlet til hovedet. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham, i færd med, at skabe sit eget racerløb.
Hans navn suste pludselig rundt med vinden. I et kort øjeblik troede han, at træerne var begyndt, at kalde på ham. Han var godt og grundigt ved, at blive skør. Dog… kunne han genkende stemmen. Den tilhørte ikke noget træ. Den tilhørte hans søster Stella. Han så rundt, ivrigt efter, at finde sin søsters beroligende ansigt. ”Stella,” råbte han så højt han kunne. Det blev dog ikke til mere end bare et højt hvisken. ”Stella..!” Han tog sig til maven, der spændte i hans forsøg på, at råbe sin søsters navn.

Ghost kiggede op på Stella, nikkede og stak derefter snuden i luften for, at finde sin ejers fært. Ivrigt snuste han ind. Der måtte være en form for fært af ham i luften. Det var dog ikke en fært der endte med, at løse mysteriet på den forsvundne Josh. I stedet kunne Ghost høre den velkendte lyd af hans stemme.
Han gjorde et højt bjæf og satte derefter i løb hen imod sin ejer. Intet kunne stoppe den store ulv, der svævede igennem skoven, på jagt efter, at finde sit kæreste eje. Hans ejer.

”Stella..” Det var stadig ikke lykkedes Josh, at råbe sin søsters navn. Maven krympede sig mere og mere sammen. Til sidst endte han endnu engang på sine knæ, fuldt i gang med, at hoste blod op, så det grønne græs blev rødt.
En snude på hans kind, fik ham til, at løfte hovedet håbefuldt og præcis som han havde håbet, stod hans ulv hos ham og slikkede lykkeligt hans kind, så snart de fik øjenkontakt.
”Ghost..!” Josh hæse stemme var nu lettet. Han svingede omgående armene om sin ulv i en omfavnelse.
Ghost logrede tilfredst med halen, hvor han derefter løftede hovedet højt i vejret og hylede efter Stella. Den forsvundne engel var nu fundet. Josh kom stædigt på benene endnu engang.

Tingene snurrede rundt omkring hende. Julian havde været forbi og true hende.... Locan hvem det så end var - havde næsten... hvad han end havde prøvet på.... Ghost satte i fart hvilket højt og helligt kun kunne betyde en ting. Stella var desperat, vred og bekymret på en gang. Det var aldrig sundt for hende. Hendes ben bevægede sig henover jorden som fløj hun. Der var ingen tid at spilde og hun ønskede ikke at spilde et eneste lille sekund. Så snart Ghost gav et hyl fra sig stormede hun så hurtigt hun kunne derimod. Ember og Morrow var lige foran hende - selvom Ember nu altid prøvede at holde tempo med Stella for at vise hun havde hendes ryg - var hun nu i fuldspurt for at finde Josh. Morrow og Ember stoppede op ved Josh og Ember gav et par klynk fra sig da hun så ham. Stella stoppede op så snart hun kunne se den halv døde engel foran hende. Hun holdt vejret og susede så hurtigt hun kunne hen for at holde ham oppe. "Jeg kom forsent." Mumlede hun svagt og sank en klump imens hun så undersøgende på hendes lillebror. "Hvordan har du det?" Det var et dumt spørgsmål, men hvis han var dødende eller om han lige kunne klare den - det kunne gøre en stor forskel på tingene. "I hvert fald skal du nok klare den." Smilede hun for at prøve at opmuntre ham. Det var ikke rar at komme hjem fra tortur - hvilket hun jo praktisktalt vidste alt om. "Du har brug for et dejligt varmt bad, en lur på et par dage og et møde med din 'søster'." Søster var sagt med et andet tryk på. Tydeligvis mente hun ikke hende selv. Men alle gode nyheder var vel velkommende lige nu? Caroline havde givet hende en besked, men den kunne hun informere Josh om - når han fik det bedre. "Sæt dig på Ghost." Sagde hun og kiggede kort på den store ulv - for at være sikker på, at Ghost ville kunne bære ham - men det måtte han da kunne - han havde båret både hende selv og Alycia. En lyd i skoven skar igennem hende og gjorde hun blev opmærksom. Så slap hun forsigtigt Josh og lod en bue fremmane sig i hendes arme og spændte en pil på - så hun var klar på sigte.

En skikkelse trådte frem og Stella affyrede pilen, men missede uheldigvis. En ny pil kom imod hende og gennemborrede hendes hjerte så hun faldt sammen på stedet. Ember begyndte at klynke, det samme gjorde Morrow. Alle var ramt af en illusion. Stella selv troede også hun var blevet ramt til hun overvandt illusionen - ved hjælp af vrede og satte sig op - selvom de andre ikke så hun gjorde det. "Har du lært noget lille dreng, man skal ikke bare stikke af fra sin familie." Fnøs Edward. Kun en shapeshifter, men en af Julians sønner med en fantastisk evne til at frembringe de mest livagtige illusioner. Hurtig var Stella skam på benene og affyrede en ny pil der gemmenborrede den overraskede shapeshifter så han faldt på benene og hans illusion forsvandt hurtigere end han ramte jorden. Det var ham som havde givet Caroline en illusion også - grimme ansigter glemmer man aldrig. Stella tog en kort indånding og nikkede så kort. "Lad os skynde os." Sagde hun så og sukkede kort.

[Fører du dem hjem? xD ]

Det var jo Stella! Hvor var det fantastisk, at se hende! Hvis han kunne, havde han overfaldet hende i et kram og ikke givet slip, før han var sikker på, at hun var virkelighed og ikke bare en illusion.
Da hun spurgte hvordan han havde det, nikkede han beroligende på hovedet og tog sig til maven, i håb om, at det kunne holde den i ro nogle minutter. ”Jeg skal nok klare den.. Det kunne bare..” Han hostede kort. ”Være rart med et sted at komme hjem til lige nu,” Han sendte hende et svagt smil og rettede sig op, så godt han nu kunne.
Alle de bekymrede hunde øjne der hvilede på ham, fik ham til, at smile svagt og sende både Ember og Morrow et smil. ”Godt at se jer igen,” For ikke, at falde sammen, støttede han sig op af Ghost, der heller end gerne stod som støttepind for ham.
Da Stella bad ham om, at sætte sig op på Ghost, gjorde han det. Det tog langtid og det så kluntet ud, men han kom op på den store ulv, hvor han lagde sig ned, i håbet om, at det gjorde ham nemmere at bære. Ghost var dog ligeglad med hvor tung han var. Han ville bære ham lige meget hvad.
Ordet søster fik ham til, at løfte svagt på hovedet og endda, at sætte det en smule på skrå. ”Søster? Mener du Car..” Endnu engang blev hans ord afbrudt af sin hosten. Blod fumlede nu ned af hans underlæbe. Han droppede, at spørge og sendte hende et stedet bare et nik og taknemmeligt smil. ”Tak Stella.. Lad os se at komme..” Denne gang blev hans ord ikke afbrudt af en hosten, tvært imod var det en raslen i busken og en knurren fra Ghost, der afbrød ham. Bekymret og på vagt, så Josh sig omkring, men nåede ikke, at registrere noget, før illusionen var gået igennem hovedet på ham, så en spiddet Stella nu stod foran ham.
Han ville skrige, bevæge sig og skynde sig over til hende, men kunne ikke rokke sig ud af stedet og så snart han forsøgte, at glide ned af Ghost, knurrede ulven og bad ham om, at blive. Han var alligevel for såret til, at gøre noget. Dog forhindrede det ikke den store ulv i, at gå hen imod hende og lige da han skulle til, at puffe til hende, forsvandt illusionen. Det var nu en rask Stella der stod foran dem.
Lettet åndede Josh ud og lukkede derefter øjnene svagt i. Han var træt og udkørt.. Ikke til den store hjælp lige nu.
Ghost nikkede til Stella og begyndte derefter, at lunte igennem skoven, hjem der hvor de hørte til lige nu.

Så snart de var indenfor murene, så Ghost sig omkring, som ledte han efter et sted, hvor han kunne lægge Josh stille og roligt ned. Josh var imellem tiden vågnet en smule. Hans blik hvilede nu på Stella, imens han stadig lå på den store ulv.
”Hvordan.. Hvordan vidste du, at jeg var derude?” Han var bekymret for om Julian havde været efter hende igen. Det nagede Josh ind til knoglerne, at han ikke havde fået ramt på deres far nede i kælderen. Monsteret var desværre stukket af. Skjult sig i støvet og ladet de andre mænd i stikken, lige i tid nok til, at han kunne komme væk. Kryster. ”Er.. Er du okay? Julian har ikke været efter dig vel?” Han var uden tvivl bekymret for sin søster, mere end han var bekymret for sig selv lige nu.
De mandelfarvede øjne lukkede sig svagt i.. Dog lyttede han stadig til hvad Stella havde, at sige til ham, hvis hun nu svarede på det han spurgte om.

Stella havde hjulpet Ghost med at få Josh op i sofaen så han kunne ligge godt, med nogle gode puder under hovedet og et tæppe henover sig. Stella satte sig næsten ned ved hans side, men rejste sig så op og kiggede på ham. Hendes blik gik henover hans fingre som var ekstremt godt pakket ind. Kort sank hun en klump inden hun så løftede sit blik op i øjnene på ham igen. "Jeg mødte Julian. Han truede på dit liv. Derfor vidste jeg, at der var nået galt. JEg har prøvet at finde dig, men jeg var bange for, hvis du kom hertil og jeg ikke var der når du måske havde brug for mig..." Hun trak let på skulderene. "Men jeg fik irriterende besøg her i starten af dagen. Men han fik hvad han fortjente. Desværre vidste han ikke, hvem han var oppe imod. Stadigvæk er navnet ukendt for mig, men du kan måske indentificere ham for mig inden jeg gør det af med ham..." Hun havde bemærket Josh var meget træt og havde brug for søvn, men hun ville vide, hvem denne mand hun havde bundet til en stol inden i hendes køkken var. Stella forsvandt ud i køkket og man kunne hører en mande stemme brokke sig voldsomt og da Stella kom slæbende med en person med sin næve godt fast i hovedbunden - forstod man næsten hvorfor. Stella tvang Locan i knæ så han kunne kigge på Josh. "Se jeg sagde jo jeg nok skulle finde ham." Hviskede hun truende og næsten drabligt ind i Locans ører. Det var tydeligt at Locan stadigvæk var i smerte - sådan en smerte som Ember havde givet ham kom ikke bare væk af sig selv. "Han var tilgengæld efter mig. Lad os bare sige Ember ordnede ham." Smilede Stella tilfreds. "Men han kommer ned i kælderen så kan han side der og rådne op." Tilføjede hun lidt til sig selv. "Se at få sovet nået. Vi kan snakke når du har det bedre!" Kommenderede hun let. Som en rigtig storesøster kun ville gøre det.

Stella befandt sig ikke i området imens Josh sov. Ikke i de dage han var væk til at samle kræfter. Hun kiggede til ham et par gange i timen for at se, om han var vågen. Bekymret var hun - meget. Hun gik ikke rigtig ud, måske for at handle ind. Så havde hun Morrow med sig, imens Ghost og Ember kunne holde øje med Josh. Ghost kunne vel ikke lave mere skade? Stella var lidt små irriteret over Matt ikke var så meget hjemme mere, men hun havde Josh hjemme nu og det var ligeså godt. Det irriterede hende bare alligevel. Efter et par dage var gået satte Stella sig på gulvet ved hans side med hovedet og den ene arm på kanten af Sofaen tæt ved hans hoved. Til sidst var hun blot faldt i søvn... men let nok sov hun til, at hun ville vågne op, hvis han lavede den mindste bevægelse.

Selvom alting var en smule omtumlet for ham, kunne han sagtens regne ud, at det var en sofa de havde lagt ham i. De bløde puder ved hans hoved og det varme tæppe, gjorde ham tryg og fik den spændte krop til at slappe af, efter flere dages anspændelse.
Han var virkelig taknemmelig for sin søsters hjælp! Hvad skulle han gøre uden hende? Hun havde taget ud i skoven for, at finde ham og ikke givet op, selvom skoven var noget af det sværeste, at finde folk i. Det ville være nemmere, at finde en nål i en høstak.
Da hun fortalte om Julian, lyttede han opmærksomt med, selvom trætheden var ved at æde ham op. Han måtte være vågen lidt længere. Dette var alvorligt. Havde Julian været efter Stella, ville Josh aldrig tilgive sig selv. Da hun bragte en person frem fra kælderen, vidste Josh ikke hvem han havde regnet med at se, men han måtte indrømme, at det overraskede ham at det var Locan. En Locan i stor smerte, tydeligvis.
Josh smilede svagt over, at se Locan i den tilstand og kiggede derefter op på Stella, med hovedet dybt begravet i puden. ”Godt gået… Det der er Locan,” Han gjorde et anspændt nik imod dæmonen. ”En søn af Julian, som er ligeså slem som sin far for ikke, at sige værre,” En enkelt gang fik Josh øjenkontakt med sin hadebror og han skjulte aldeles ikke hadet til ham. De mandelfarvede øjne kunne bore igennem din sjæl. ”Lad ham endelig rådne op i kælderen, så kan han føle hvordan tonsvis af kvinder havde det i så mange år,”
En sten faldt fra hans hjerte, så snart Locan var ude af syne igen, samt tanken om, at han nu skulle ende sine dage i en kælder. Man fik hvad man fortjente og Locan have fortjent, at rådne op alene og uelsket.
Søvnen overmandede til sidst Josh. Han lukkede sine øjne i og forsvandt i et drømmeland.

Efter flere dage, åbnede archangel igen sine øjne og drejede hovedet langsomt rundt for, at tjekke om han nu var det sted, han huskede han var inden han faldt i søvn. Det lettede ham, at det ikke alt sammen havde været en drøm. Han lå rent faktisk på Stellas sofa. Han var stadig en smule blodig, men han lå der.
Det varmede ham om hjertet, at se Stella lægge nær ham, faldet i søvn imens hun passede på ham. Han satte sig op med et smil. ”Tak Stella,”
Forsigtigt tog han benene ud af sofaen og ruskede blidt i hende. ”Hey.. Kan jeg hente noget til dig?” Han satte spørgende hovedet på skrå. Lysten til, at give hende noget for alt det hun havde gjort for ham, hærgede inde i ham.
Han havde fået det meget bedre. Der var stadig nogen ømme steder, men han overlevede det lige…

Så snart Josh var på benene begyndte Stella at vågne ligeså stille og slog blikket op. "Nej jeg ventede bare på du vågnede." Strakte hun sig med et skævt smil. "Hvordan går det sovetryne?" Spurgte hun så imens hun rejste sig op på benene i en hurtig bevægelse. Stella havde ikke ligefrem brug for hjælp til noget lige nu, men ja. Hun passede bare på sin lillebror. "Faktisk har du en meget hidsig veninde som bliver sur hvis vi ikke møder hende i hendes nye hus imorgen tidlig." Sagde Stella så drillende, Josh havde nok ikke fundet ud af det var Caroline hun talte om. Men det måtte han jo finde ud af. "Er du sulten, tørstig? Et eller andet. Vil du have nået andet tøj i stedet for det blodige. Forresten. Så har jeg skiftet dine forbindinger på sine fingre. Jeg har haft tid til at freake udover, hvad han har gjort ved dine negle." Tilføjede hun så og lagde armene overkors. Hun så på ham med blide øjne. Stella kørte en hånd henover sit hår imens hun kiggede nøje på om Josh nu skulle have det godt. "Forresten. Så har Ghost lavet en ulykke her i huset." Kommenterede hun så snart den storeulv kom til syne i døråbningen. Hun havde været muggen på ham og var det da stadigvæk lidt, men ikke så alvorligt igen. "Lad os bare sige at Ember nu gøre sig klar til ulveunger." Tilføjede hun og kiggede på Ghost med et hævet bryn. Stella gik med lidt livlige bevægelser ud i køkkenet og fandt lidt mad frem til Josh og satte det på bordet til ham. "Er du sikker på, at du ikke vil have nået andet tøj på. Måske et bad til at få alt det størknede blod af?" Spurgte hun så igen og støttede med sine håndflader på borddisken imens hun kiggede over på Josh.

Hvor var det godt, at se hende smile og bare slappe af i kroppen, velvidende om, at der ikke kom nogen brasende ind lige om lidt. Han kunne rent faktisk slappe af sammen med sin søster, der sjovt valgte, at kommentere på den mængde søvn han havde indtaget. Hvor lang tid havde han mon sovet. Sikkert i flere timer og skulle det være helt slemt... Dage.
Han strakte sig og så sig omkring. "Det går en smule bedre, men ja, jeg klare den takket være dig," Før havde han ikke kunne mærke sin sult pga. smerter, men nu kunne han mærke hvor meget, at sulten pressede på og rumlede højlydt i maven på ham.
En sur veninde? Mente hun Caroline? Det var hundrede år siden han havde set hende! Lige nu ville det være fantastisk, at se hendes fantastiske smil og lyse lokker igen! Han lyste nærmest op, da hun fortalte ham det. "Caroline? Er hun tilbage? Det jo fantastisk!" Lidt for hurtigt fik han rejst sig op, hvilket gav ham et stød igennem kroppen. Han bed sig irriteret i underlæben over det. Efter få sekunder faldt det dog til ro igen.. "Jeg kan tænke på mad en anden gang, lad os se, at komme hen til Caroline,"
Da hun nævnte han negle, så han flovt ned på dem og knyttede hænderne sammen for, at skjule dem. Han så væk med et svagt og trist smil på læben. "Det går nok, det bare negle, de gror snart ud igen," Han så hen imod døråbningen, hvor hans smukke ulv nu stod og så på ham med sine gyldne øjne af glæde. Lige da han skulle til, at kalde ham til sig, fortalte Stella om den lille 'ulykke', hvilket fik ham til at sende sin ulv et kækt smil. Ulven rykkede uroligt, men dog også stolt på sig. Han fortrød ikke det han havde gjort.
"Javel ja," sagde Josh med en drilsk undertone i sin stemme. "Det bliver da spændende," Han blinkede drilsk til Stella.
Som den bekymrerede storesøster hun var, tilbød hun ham bad og nyt tøj, hvilket lød som noget af det mest fristende i verden lige nu. Han nikkede svagt på hovedet. Det kunne være godt med et bad og nyt tøj. Desuden, tog han over til Caroline sådan, ville det sikkert bare gøre glædes gensynet til en bekymret spørgerunde. "Det kunne være rart med et bad," Indrømmede han lavt til sin søster og smilede blidt til hende. "Hvor kender du egentlig Caroline fra og hvor længe? Ved du noget om hvor hun har været henne i alt den tid?" Spørgsmålene om Caroline fløj bare ud af munden på ham. Som sagt, han havde savnet hende.

Skulle hun være nervøs over, at han så gerne ville snakke med Caroline. Nej vel? Hun nikkede kort. "Jeps hun er tilbage. Du har vel været væk så længe du ikke har opdaget massemordet i byen." Grinnede hun kort og lagde hovedet lidt på skrå. "Hun er ikke hjemme før imorgen tidlig Josh. Du kan sagtens spise nu. Jeg har snakket med hende om det." Tilføjede Stella hurtigt og nikkede over imod tallerkenen. "Spis." Sagde hun og med de ord pegede hun på tallerekenen. "Det håber jeg da for dig." Tilføjede hun hurtigt men skiftede så emne. "Spændende? Det siger du. DEt ikke dig som kommer til at skal lege dyremor." Udbrød STella og rystede så på hovedet med et svag smil. "Desuden vil Morrow sjældent lade Ghost komme mere end to meter tæt på Ember nu. Hvilket er ret synd for Ghost." Grinnede hun let.
"Super. Det er lige ovenpå ved siden af mit og Matts værelse. Og du kan bare hugge nået af Matt. Det tror jeg ikke han har noget imod." Sagde hun så med hensyn til badet.
"Jo altså. Lad os bare sige jeg kan være lidt mindre venlig når jeg er fuld, og ja jeg mødte Carolines søster. Dog blev Caroline ikke glad for det. Men vi kender dig jo alle tre så alle overlevede. Jeg har kun mødt hende to gange. Den anden gang fulgte jeg efter hendes 'mand' fordi han kidnappede en engel, også dukkede Caroline op. Hvad ser hun i sådan en sindsyg stodder? Nå ja. Hun forlod ham. So don't talk about him." Svarede hun så på Joshs spørgsmål.

//Gætter på dette er outet? :3 //