Lad vær med at stille spørgsmål! - Rafaela

Han havde ingen planer haft om at rejse så langt. Men som en af de mere berejste og magtfulde mænd, i hvert fald inden han havde trukket sig tilbage fra sin klan og dets arbejde, virkede det oplagt han tog af sted og trak i sine kontakter, til at finde og gøre de ting, han skulle. Dragons Peak. Han havde selv en forretning i byen, han passende kunne tjekke op på, før han mødtes med en kontaktperson familien Chase havde i byen. Den eneste grund til han rigtig var her, var fordi familien havde sendt ham. Det havde taget ham et par dage at rejse dertil på hest, men nu var han her endelig. Han ankom, som den stolte skikkelse han var, på sin hest med så godt som ingen oppakning. Han stod af og gav hesten til en stalddreng, der stod i nærheden af de stalde, hvor rejsende kunne sætte deres heste, før de begav sig ind i grotte-systemet og dermed ind i byen.
Hans blik gled over indgangen. Ind i dybet. I et kort øjeblik tænkte han på Luce og Rafaela, før han hurtigt opgav det igen. Det var ligegyldigt hvem der boede her. Han var her på grund af arbejde og intet andet. Det skulle bare være en hurtig tur!
Den høje, muskuløse mand, klædt i et par sko, sorte bukser og en varm, sort trøje, med en mørk kappe over sine skuldre, begav sig ind i grotten. Han trak hætten over sit hoved, for at undgå at blive genkendt. Et sværd hvilede ved hans side. Noget han normalt aldrig havde gået med før.

Han fandt hurtigt vej igennem byen. Han kendte den jo. Han valgte først at tjekke op på sin egen forretning og se om alt gik som det skulle, så kunne han opsøge den anden mand bagefter, så derfor satte han kurs mod butikkerne og markedet. Ingen stillede spørgsmål, ingen stoppede ham. Han var bare en af de anonyme rejsende i denne by og folk kunne ikke være mere ligeglad, og han ligeglad med dem. Vant gled hans grå blik over omgivelserne, men mere for at se om der var en skjult fjende eller nogen der genkendte ham, end fordi han selv ledte efter nogen.

Luce var så småt begyndt og gå rundt i Dragons Peak alene eller næsten. Hun havde fået tildelt en hund som hun skulle gå med når hun var udenfor sit hjem og var steder hun ikke kendte så godt for, at hun ikke gik ind i alt muligt. Det var en klog schæfer der var hendes lille følgesven. Hun havde et sort stof bundet hen over sine øjne da det stadig skræmte folk væk fra hende når hun skulle handle eller bare udenfor og gå en tur, hvis de så hendes kridhvide øjne. Når stoffet var på troede folk blot, at hun var en almindelig blind person. Men stoffet var så tundt, at hun stadig kunne se auraren fra dyr og folk.
Hun havde en sort og mørkelilla kjole på der gik ned til hendes knæ og en sort kappe hen ovre skuldrene. Hunden havde en blindesele på som gjorde, at hun kunne holde fast i den imens hun gik sammen med den. Hunden var meget stille og rolig og gik trofast ved hendes side.
Da hun havde gået i et stykke tid så hun en aura der virkede bekendt, men da det var ved og være meget lang tid siden hun havde set Sean kunne hun ikke genkende med det samme, at det var ham. Hun måtte tættere på for og få bekræftet og det var ham eller ej.
Folk flyttede sig til siderne imens hun gik for og vise hensyn. Det var sjældent, at nogen stod foran hende og sprærre vejen for hende så hun ikke kunne komme nogen vejne. Hun var blevet meget mere selvstændig og klarede næsten alt selv. Det sværeste var sådanset rengøringen, men hun gjorde så meget hun kunne selv og så havde hun en veninde der tit var på besøg og som gjorde rent for hende af og til.

Sean så ingen. Selv hvis han gjorde, ignorerede han dem. bekendte ansigter, det var. Han fortsatte frem efter, uden at se Luce var i nærheden, men han havde også allerede besluttet sig for at det ville være lige meget. Alle hans personlige venskaber, alle hans private ting, betød ikke noget længere. Han havde været ude af balance, da han havde opdaget sin nye evne, som han havde haft svært ved at styre. Han havde været følelsesmæssigt i ubalance og han var rendt rundt, som en kylling uden hoved i alt for lang tid. Familien Chase havde taget ham til sig i et passende øjeblik og reddet ham fra at falde dybere ned i sølet. De havde vist ham vejen igen, hvordan renblodet dæmoner burde opføre sig og være i kontrol. Og nu følte han sig endelig som sig selv igen, som en rigtig dæmon. Og han havde nogenlunde styr på sin evne nu. Men det havde krævet tid og energi for at nå det punkt, hvor han var nu.
Hans hænder gled op og skubbede hans hætte til siden, da han nåede sin egen butik.
Han skubbede døren op og en lille klokke ringede og fortalte der kom nogen ind i butikken. Butikkens ejer kom straks frem og genkendte Sean, da Sean i sin tid personligt havde rejst rundt mellem byerne for at starte sine butikker op. Hans blik gled over hylderne med alle mulige varer, da han gik over til ejeren.
"Velkommen Mr. McGivens!" hilste ejeren og virkede en smule nervøs. Godt.
"Det er et kort besøg. Hvordan går forretningerne?" spurgte han ligeud, da han stirrede på ejeren med et køligt blik. Ejeren fiskede nogle papirer frem, fra under disken og lagde dem foran Sean.
"Godt, godt! Folk er ved at komme sig over krigen og den hårde vinter. De er begyndt at bruge penge igen!" forsikrede ejeren. Tallene på papirerne fortalte Sean det passede. Efter en lidt hård start, så tallene ud til at stige stødt og det passede ham udmærket. Han nikkede let, som han blev færdig med at studerer papirerne og skubbede dem tilbage til ejeren, der lagde dem væk igen.
"Kan jeg byde Dem på noget?" spurgte han, men Sean rystede blot på hovedet, som han vendte om og forlod butikken igen. En opgave var overstået. Nu kunne han fokuserer på familiens Chases. Han begyndt at gå ned af gaden igen.

Luce havde gået lige forbi ham. Hun havde svært ved og huske ham. Ihvertfald hans aura da den ikke viste det som den havde gjort alle de andre gange. Hun stod lidt og tænkte over om det overhoved var ham og ikke en anden? Hun havde sikkert blot taget fejl. Det ville ikke undre hende, hvis det var det. Hun var sikker på, at Sean ville haft stoppet hende og snakket til hende, hvis det var ham. Hun syntes ihvertfald alt andet havde været underligt. Han havde været den der havde givet hende mest styrke, tro og håb på, at livet kunne være godt selvom hun ikke var den gamle Luce. Hun var sikker på det. Hun savnede ham rent faktisk. Det var uger eller måneder siden hun sidst havde set ham. Hun havde ingen tidsfornemmelse. Som blind havde man svært ved og holde styr på tiden. Hun var vendt rundt efter noget tid og gået rundt i byen for og se hvad der ellers skete af spændende ting og sager.
Hun var nået hen til Seans butik. Hun havde aldrig været derinde. Hun gik lige ind i Sean da han gik ud af butikken og mærkede hans kolde varsler der pirrede hendes fingerspidser. Det var utroligt hvor meget sådan en varsler kunne pirre en til og søge efter folks fortid. "De må de undskylde det var ikke meningen, at jeg ville gå ind i dem" sagde hun stille i håb om, at personen ikke var blevet vred på hende. Hun undrede sig lidt over, at hun ikke havde set personen. Det plejede hun og være god til, men nok ikke denne gang.

Han var træt af folk der hele tiden dumpede ind i andre. Det skete så ofte. Var folk født uden øjne? De var muldvarper. De var alle muldvarper. Stak hoved frem hist og her, men skyndte sig ned i den mørke jord igen, for at fortsætte deres blinde liv, hvor de kunne ignorerer alt andet end det, de selv fandt interessant. På evig jagt efter insekter af diverse arter. Små dyr de kunne smaske i sig eller knuse på deres vej.
Helt automatisk gled hans hænder op og nærmest greb hende, som de bumpede ind i hinanden i døråbningen. Han genkendte hende jo. Luce. I et øjeblik vidste han ikke helt hvad han skulle gøre. Deres tilfældige møde, der var lidt for tilfældigt. Han trak vejret dybt. Hun så ikke ud til at genkende ham, hvilket faktisk blot var det bedste.
Alligevel gled et svagt smil over ham, som han trådte til siden for hende og holdte døren, hvis hun ønskede at træde ind i forretningen.
"Du genkender ikke engang en gammel ven længere. Men det er også det bedste. Velkommen til min butik, jeg håber du finder alt du har brug for" kommenterede han venligt.

Der gik lidt tid hvor hun nærmest stirrede på Seans aura. Der var noget bekendt ved den og alligevel var der noget over den som ikke passede helt overens med den Sean som hun kendte. Hun lagde sin hånd på hans da hun mærkede, at han greb ud efter hende. Den hånd var der noget kendt ved. Hvem var denne person? Hvad var der ved ham som var så bekendt som hun ikke kunne huske. Det var først da hun hørte hans stemme, at et bredt smil viste sig på hendes kinder. Det var Sean! Hun vidste ikke om hun skulle springe ind i favnen på ham eller hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun klappede kort sin hund på hovedet og smilede stille til Sean før hun sprang i favnen på ham og krammede ham. Hun var virkelig glad for og se ham "Hej Sean. Er virkelig ked af, at jeg ikke kunne genkende dig. Det er bare så lang tid siden og du har forandret dig kan jeg se så du var svær og genkende" sagde hun stille. Hun trak sig lidt væk fra ham efter lidt tid og kiggede stille på ham. Hun undrede sig over, hvad han mente med, at det var bedst hun ikke genkendte ham. Hun skød tanken fra sig og tænkte det nok ikke var det bedste sted de snakkede om det. Hun smilede stille til ham "Jeg tænkte på om jeg ikke byde dig på en god kop the hjemme ved mig?" spurgte hun venligt. Dels for og finde ud af, hvad han mente og hvordan det gik i Doomsville, men også bare for og være lidt sammen med ham igen som i gamle dage.

Han var overrasket over hendes reaktion. Det var hårdt, et eller andet sted. Mere svært, end han havde regnet med. På den ene side var han en ny person og hans egne bekendtskaber var gledet ud i intetheden eller burde glemmes...Men når han mødte de folk, han kendte, især dem der havde betydet noget...Det var svært at ignorerer dem fuldkommen. Specielt når de hopper i favnen på en.
Overrumplet slap han døren, der langsomt gled lidt i, før hans ene arm af automatik gled rundt om hendes slanke krop. Både for at holde hende, så hun ikke faldt og måske alligevel som en form for et kram?
Til sidst, måske efter lidt for lang tid, slap hun ham og han sørgede for også at slippe hende. Han greb ud efter døren igen, for at holde den åben for hende. Et svagt smil hvilede på ham, mens han var lidt i vildrede. Hun inviterede ham...Men han vidste ikke om han ønskede det eller ej. Det bedste ville være at lade være.
"Luce. Overraskende at møde dig. Jeg var bare på gennemrejse, tjekkede til min butik og på arbejde. Jeg har nogle ærinder at løbe i byen, for jeg smutter igen..." hans blik gled ud af den åbne dør og ud på gaden, hvor folk vandrede frem og tilbage. Han ville aldrig kunne holde det hele hemmeligt for Luce. Hun kunne se for meget. Men hun levede her ude, i ensomhed. Mere eller mindre. Tydeligvis havde hun hund. Havde hun haft det sidst? Til hans overraskelse huskede han ikke. Hun huskede kun hvordan han havde mistet kontrollen og havde såret hende. Det ville ikke ske nu.
Han sukkede svagt.
"En hurtig kop. Jeg har travlt" bekendtgjorde han så.

Hun havde savnet og mærke hans tryghed. Alligevel var det som om han var en anden. Ikke den Sean hun kendte. Nok havde de haft en lidt dårlig slutning sidst de havde set hinande, men han betød stadig meget for hende selvom hun levede langt væk fra Doomsville, men hun var vel på en bosat sig fast her indtil nogen ville få brug for hende igen i Doomsville, men der havde ikke været nogen der havde ville opsøge hende derfra udover Rafaela, men de problemer kunne hun ikke løse ligemeget hvad. Hun vidste præcis alt hvad der havde foregået bag murerne på slottet da hun havde set ind i Rafaelas fortid fordi Rafaela selv ikke kunne fortælle hende det. Hun holdt det dog for sig selv da hun vidste, at hun ikke kunne gøre noget ved det.
Hun smilede stille til Sean, men hendes smil forsvandt dog da han sagde, at han rejste igen efter han havde ordnet sine ærender. Hun ville ønske, at han ville blive der lidt længere bare for og høre hvad der er sket og få snakket med ham og bare nyde hans selskab som i gamle dage, hvor han var den eneste der sparkede hende tilbage til livet. Hun skyldte ham så meget og alligevel følte hun sig stadig magtesløs ved og gøre noget for ham. Hendes smil dukkede dog op igen da han sagde ja til og komme og få en kop the.
Hun havde ikke haft hunden sidst hun havde set Sean. Den var kommet noget tid senere. "Det glæder mig, at du vil med og få en kop the. Nåh ja havde helt glemt og presentere dig for Speedy. Fik ham noget tid efter sidst vi så hinanden" sagde hun med glæde i stemmen og nikkede ned mod schæferen. Hun begyndte og gå tilbage til sit hjem med Speedy ved sin side.
Hun åbnede døren da de var nået hen til hendes hjem og slap Speedy fri fra snoren og føreselen. Den løb ind i stuen og lagde sig på et tæppe ved siden af den stol hun altid sad på. Rummene lignede sig selv udover der var kommet nogle få ting til som et tæppe og hundeskåle. "Værsegod og træd indenfor Sean og sæt dig ned så går jeg ud i køkkenet og laver noget the til os" hun gik ind efter ham. Hun tog stoffet af og lagde det på et lille bord lige indenfor døren og gik ud i køkkenet.

Speedy

Hans blik gled et øjeblik ned til hunden, som hun præsenterede den, før det gled op igen. Han var ligeglad med hunden. Faktisk var han ligeglad med det meste, selv om han ikke helt kunne ryste Luces stemme af sig. På en gang glad, håbefuld og på en gang som om hun godt kunne mærke tingene ikke helt var som de plejede.
Han fulgte efter hende igennem byen, til hendes hjem. Han kendte vejen, han havde jo været der et par gange.
"Jeg undskylder for sidst...Jeg har trænet og der burde ikke længere være en risiko for jeg prøver at dræbe dig uden varsel" sagde han undervejs, blot så hun vidste hun ikke skulle frygte for sit liv, nu hvor hun fik besøg af ham. Sakref havde i sin tid lovet at hjælpe ham...Men det var aldrig blevet til noget. Nej, han kunne takke familien Chase for det hele. Derfor skyldte han dem så meget nu.

Huset var som han huskede det, mere eller mindre, selv om det var et stykke tid siden. Sådan var det med Luce, hvis man ønskede hendes selskab skulle man selv rejse hen til hende. Hunden følte sig hjemme og fandt hurtig sin plads, mens Luce gik i køkkenet for at koge noget vand til dem. Han stod midt i lokalet uden at vide hvad han burde gøre af sig selv. Han hørte ikke til her. Det var en tåbelig ide. Forbandet hans evige tendens til at føje kvinder, fordi han var en rigtig gentleman...
"Så...Hvordan går det så?" spurgte han i mangel af bedre.

Hun lyttede stille til det han sagde imens de gik hen imod hendes hjem. Hun var sådanset ikke bange for sit liv for hun vidste godt allerede dengang, at det aldrig havde været hans hensigt, at skade hende. Det havde han advaret hende imod lang tid før hun stak af fra det hele. Hun smilede stille til ham "Du skal ikke undskylde Sean. Jeg ved det ikke var din hensigt. Jeg blev bare forskrækket og nok lettere chokkeret over situationen." sagde hun varmt. Hun var helt rolig i hele kroppen og det kunne man tydeligt se på hendes kropsprog.

Hun gjorde en bakke klar med koppet og nogle kiks. imens hun ventede på, at vandet var kogt. Hun gik stille hen til døren og lændede sig op af dørkarmen og kiggede på ham. "Det går meget godt her Sean. Jeg savner dog Doomsville af og til, men jeg har ikke haft tiden til og komme på besøg endnu" svarede hun stille på hans spørgsmål. Hun kunne godt se på hans aura, at han helst ikke ville være der. Hun ville heller ikke tvinge ham til og blive der. Der kom aldrig noget godt ud af og tvinge folk til noget. "Sæt dig ned og slap af så kommer jeg om lidt med the'en" hun smilede stille til ham, hvor hun igen forsvandt ud i køkkenet og fandt en thekane og lavede the'en.
Hun tog bakken med tingende og gik ud i stuen til Sean. Hvis man ikke vidste, hvor meget hun var blevet selvstændig ville man nærmest fraråde hende til og lave noget i et køkken eller skulle balancere med noget på en bakke. Hun gik hen til sofabordet og stillede bakken fra sig. Hun satte sig på sin stol og kiggede hen på Sean "Hvordan går det ellers med dig Sean? Du ser så forandret ud" spurgte hun stille.

Han kunne ikke slappe af, selv ikke da hun bad ham om det. I stedet gled armene over kors, da han rastløs vandrede over til det nærmeste vindue. Han slappede sjældent af, holdt mest af at være på farten og lave ting. Holde sig beskæftiget. Måske var han psykisk ustabil, men når han holdte sig aktiv, kunne han i det mindste kontrollerer det hele. Når han sad stille og tænkte, gik det til tider galt. De forkerte tanker nåede ham og han var ofte bange for han ikke kunne kontrollerer sig selv.
Sakref havde i sin tid påstået han kunne hjælpe ham, men det var aldrig blevet til noget. Nej. Ingen kunne hjælpe ham, han havde selv fundet ud af det, med lidt hjælp fra familien Chase. Det var det eneste der betød noget.
Han svarede ikke på noget af det.
Først da hun kom ind med theen og nogle kiks, satte sig ned og snakkede til ham, vendte han sig om mod hende igen. Hans arme gled fra hinanden, i stedet hvilede de mod vindueskarmen, som han lænede sig mod. Et svagt smil gled over ham. Luce. Så meget havde ændret sig. I sin tid var han skyldig for at gøre hende til en dragonlycan, hun havde knust nogle knogler i hans krop. Han havde hjulpet hende med Connor, givet hende husly og de havde oplevet en del ting sammen. Alligevel følte han alle, han havde kendt før, var som fremmede. Han havde ikke længere noget at snakke med dem om. Caroline var den eneste der...Der endnu kunne lokke ham ud om natten.
Selv Alane havde trukket sig og de var blevet enige om at skilles. Han var helt alene nu og det var for det bedste.
Og hvordan havde han det så? Det kunne han ikke svare på. Han havde ikke kunne svare på det i et årstid. Og nu virkede det så...irrelevant!
"Travlt" svarede han bare, neutralt. Familien Chase havde ofte travlt med noget og derfor var det hvad han kun svare på. Han så ikke længere sig selv om en person, mere var han en del af en gruppe.
En svag latter gled over ham, som han rystede let på hovedet og så ned i gulvet et øjeblik.
"Meget har forandret sig, Luce. Jeg er ikke længere den mand du kendte. Vi må alle tilpasse os" svarede han så bare. Han rettede sig op fra vindueskarmen og gik over til bordet, hvor han hældte noget the i en kop. Endelig satte han sig ned, med koppen i sit skød. Ja, meget havde ændret sig og det ville aldrig blive det samme igen.
"Jeg vil være ærlig med dig, for gamle dages skyld. Jeg arbejder for Familien Chase. Jeg forventer ikke du kender dem, men jeg har det godt der. Alt jeg beskæftiger mig med er dem og mine egne forretninger. Jeg har ikke brug for venner, for kærester eller noget andet. Jeg har kun brug for mig selv" han så over på hende. Han havde ikke brug for hun kom løbende over mod ham, hver gang han viste sig i byen, så det var bedst han forklarede hende at de ikke længere burde tale sammen.

Hun var lidt urolig over hvordan han opførte sig. Hvad var der sket det sidste årstid med ham? Hun ville gerne til bunds i dette for hun ville ikke få fred indvendig før hun fik, at vide hvad det var der foregik. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun tænkte lidt over det han sagde "Ja, det har du helt ret i" svarede hun stille da hun ikke helt vidste, hvad hun ellers skulle svare for hans aura gjorde hende lettere nervøs og urolig da hun kunne se og mærke på ham, at han havde forandret sig alt for meget og det brød hun sig ikke om. Hun lyttede stille til det han sagde om familien Chase. Hun kendte ihvertfald en af dem personligt, men det var helt tilbage fra da Bron hendes næst ældste var helt lille og efter John havde forladt hende. Hun havde også set et minde fra Rafaela af, hvor Delilah selv samme person som fra skoven af med Bron. I Rafaelas Varsel havde Delilah tortureret Rafaela for noget hendes far havde gjort. Hvad der egentligt var grunden til det kunne hun ikke få ud af Rafaelas varsel eller minder som hun også kaldte dem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare på alt det han lige havde sagt til hende. Hun ville ikke miste Sean ud af sit liv, men hun ville heller ikke tvinge ham til og fortsætte med og have kontakt til hende. "Jeg kender en af Chaserne. Er glad for, at du har det godt der, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige til det med, at du ikke har brug for andre i dit liv. Det kommer helt bag på mig Sean" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun stadig ledte efter det rette og sige. Hun vidste godt, at Sean var en der mente det han sagde og der skulle en helt del til for og få ham til og ændre mening. Noget i hende ville kæmepe for og beholde ham som ven, men noget i hende sagde, at hun skulle lade fuglen flyve. Man sagde jo, at hvis man lader fuglen flyve så kommer de tilbage til en, hvis man havde betydet noget for personen, men om det passede vidste hun ikke

Han pustede let til theen, før han tog et forsigtig sip af koppen. Det var brænd varmt og han konstaterede han hellere måtte vente endnu et minut med rigtig at drikke fra den. Spidsen af hans tunge brændte, efter den lidt for varme tår.
Han så over på hende igen. I starten havde han ledt efter hende, til han endelig havde fundet hende. Siden da var han altid vendt tilbage. Godt nok med lang tid imellem, han var jo en travl mand, men han havde altid endt med at kigge forbi. I dag havde han haft ingen planer om det, de var tilfældigvis stødt ind i hinanden. Samme måde som de havde mødt hinanden i starten, ved en tilfældighed. Hvor Luce havde været helt overbevist om han var den ondeste i verden. Og nu? Nu beviste han blot over for hende at hun havde haft ret. Han var ikke værd at være venner med og han skubbede hende væk nu, trods alt.
Men det var kun godt, hvis det gjorde lidt ondt på hende, for så var chancen for hun selv ville tage kontakt igen, minimal. Præcis som den burde være.
Han sukkede svagt af de ting hun sagde.
"Bag på dig? Det kan umuligt komme bag på dig. Jeg har altid været en selvstændig mand og vi ved begge jeg ikke har den største vennekreds. Ikke af nogen der betyder noget noget, i hvert fald. Alt der interesserer mig er mit nye liv og de få skikkelser, der kalder sig min familie. Resten bliver skåret af. Jeg har ikke brug for dem længere" svarede han ligeud, med vilje hårdt, i håb om på samme tid at skræmme hende lidt væk, så det hele ville blive det nemmere. Alane...De var ikke længere sammen. Det havde været en af de første skridt til at han havde indset han ikke behøvede nogen som helst!

Hun kiggede stille på ham. Hun ville se om hun kunne tyde nogle tegn i hans aura der modsagde det han sagde verbalt til hende?
Hun havde svært ved og skulle give slip på ham. Selvom hun havde gjort det før og det ikke var hendes mening og skulle have kontakt til ham igen. Det hun havde gjort for nogle år siden gjorde han ved hende bare det, at han konfronterede hende med det. Hun var bare stukket af som en ussel kujon. Var det en form for tilbage betaling for det hun havde gjort som kom fra ham af?
Hun trak let på skuldrene over det han sagde. Det havde han så ret i. Han var selvstændig som bare pokker. Det hun havde kæmpet med og blive og det hun havde været indtil hendes verden blev vendt på hovedet pga Zann. "Det har du så ret i. Du har altid været meget selvstændig. Nu jeg tænker mig ordentligt om" hun lod det pralle af hende på måden han sagde tingende på til hende. Han kunne snakke som han havde forstand, men hans sande følelser kunne han ikke skjule for hende og det vidste han godt og det, at hun kunne se hvad der havde foregået kunne hun også hvis hun virkelig ville igang med og bruge sin evne.
Hun rejse sig stille op og gik hen til ham og gav ham et stille kram før hun gik tilbage til sin plads og igen stirrede på ham med helt lillae øjne uden nogen pupiler. "Jeg er selvfølgelig ked af, at vil afskære alt for mig, men du ved hvor jeg er hvis du får brug for og overnatte eller brug for hjælp til et eller andet. Nok er jeg blind, men kan stadig en helt masse" sagde hun stille til ham med en rolig stemme.

Stemningen var afspændt, i hvert fald fra hans side. Et eller andet sted havde han forventet en reaktion, men Luces rolighed...Det var hans egen rolighed der var ved at forsvinde. Ham, der altid var så rolig. Han tvang sig selv til at forblive rolig, den rolighed der kendetegnede ham, som gjorde han næsten aldrig blev vred eller mistede kontrollen med noget som helst.
Selvfølgelig var Luce mere eller mindre ligeglad. De var sikkert gledet fra hinanden, uden han havde opdaget det, fordi de ikke havde haft så meget kontakt med hinanden, siden hun bare var stukket af.
Mest af alt var han nok ked af det med Alane. Han havde aldrig været god til at takle følelsen 'at være ked af det' og nu afreagerede han på Luce. Mest af alt ønskede han, at han kunne klare sig uden nogen som helst, mens sandheden nok var en lidt anden. Men ingen var der...Det var altid ham der rejste rundt for at finde folk, det var sjældent folk selv kom til ham, hverken for hjælp eller bare selskab. Nej. Det var nemmere helt at ignorerer den slags relationer, end gå op i små detaljer som disse, der kunne drive enhver helt sindssyg.

Hendes kram blev mødt af anspændthed. Han sad stille, rank som en pind, til hun var færdig, uden at gengælde krammet. Hendes sidste sætninger var...ja. Nærmest ligegyldige. De fik ham til at smile lidt igen, da han satte theen tilbage på bordet, selv om han næsten ikke havde drukket af den.
"Det sker nok ikke. Jeg foretrækker at klare mig alene" kommenterede han. Han ville faktisk bare helst væk, inden Luce begyndte at bruge sin evne på ham. Det kunne jo ske.
"Men i så fald vil jeg smutte nu. Tak for theen" kommenterede han, før han rejste sig op.

Hun kunne mærke på ham, at han ikke helt brød sig om det som han havde gjort da de var tættere knyttet, nok var de ved og glede fra hinaden, men hun ville ikke tage sorgerne på forskud. Hun kendte selv til den reaktion og skubbe alle væk fra sig. Man fortrød det og hun var helt sikker på, at han ville fortryde det en eller anden dag, men alligevel kunne hun ikke være helt sikker for Sean var en stædig kamel. Han var meget selvstændig det vidste hun godt.
Hun smilede stille til det han sagde og smilede "Ja det ved jeg. Du er meget selvstændig, men nu har du fået tilbudet og det står ved magt, hvis du skulle skifte mening" svarede hun stille. Hun rejste sig op og kiggede stille på ham "Velbekomme og det var rart og se dig igen Sean. Håber du får oplevet nogle nye eventyr" sagde hun stille- Hun vidste ikke om han ville have et kram eller noget, men hun ville ihvertfald følge ham ud. Hun gik hen til døren og åbnede den for ham.

Han så lidt på hende og nikkede svagt. Han tøvede en anelse. Han var lidt usikker på om han bare skulle gå eller sige noget mere, men besluttede sig så for at han havde sagt alt der skulle siges. Alt han skulle fokuserer på nu var Familien Chase og intet andet. Han satte sig i bevægelse, nikkede let til Raf, som hun holdte døren for ham.
"Tak. Og farvel" svarede han blot, før han sikrede han havde alle sine ting og forsvandt ud af døren.

Han fortsatte igennem byen. Det var på tide at få styr på resten af de ting han skulle i byen, nu hvor han havde haft et utilsigtet stop hos Luce. I det mindste fik han det på plads.
Også selv om det allerede nagede et sted i ham.

//Out