Jamen halløjsa -Romeo-

Han kunne ikke rigtig bedømme om hun var god eller dårlig til at kysse siden det havde været så kort. Han smilede svagt. "Jeg skal se på lejligheder imorgen. Det ville være rart hvis du kom med." Det var enten hende eller drengene som skulle med ham, og han ville helst have hende med, siden hun var meget sødere end dem.
Lidt tøvende gik han hen til hende og krammede hende forsigtigt, som om han var bange for at hun ville skubbe ham væk. "Vi ses imorgen." Han trådte væk fra hende og gik.

- Næste dag -

Det var eftermiddag og Romeo løb så hurtigt han kunne hen til det gamle hus. Han var forsinket på grund af at drengene havde insisteret på at han skulle med dem hen til en stinkende gyde, men han havde nægtet, desværre havde det fået konsekvenser. Han havde en brun hættetrøje, sorte bukser og sorte sko på. Omkring hans ene øje var det blåt og lidt rødt, og det var helt sikkert meget ømt. Hans mave gjorde ondt, og det hans arm var forstuvet. Han stoppede op foran huset og hev efter vejret, da han var meget forpustet. Han gik indenfor og så rundt efter Stella.

"Jeg skal se om jeg kan skaffe tid." Smilede hun venligt og kiggede ham i øjnene. Hun krammede ham igen, da han lagde armene om hende. Da han gik vinkede hun farvel til ham.
Siden hun intet havde og skulle hjem til blev hun i det gamle hus og sov på sofaen. Hun lagde lagt og trillet tommelfingre hele den ganske dag. Hun havde fundet sig en lille bold at kaste med, det stadie var hun nået til i kedsomhedensverden. Så snart han trådte indenfor rejste hun sig op og så imod ham. Dog bemærkede hun straks at der var nået galt. "Romeo, hvad er der sket?" Spurgte hun alvorligt og hendes blik var mindst ligeså alvorligt. "Er det de idioter eller?" Spurgte hun kort efter. Ikke tale om, at alt Stella havde lyst til lige nu var at gå tilbage, finde dem og give dem en lærestreg de sent ville glemme hende for. "Jeg skal gi dem noget at huske på..." Kom det fra Stella i en vrissende tone.

Romeo satte sig tungt på en af de støvede stole og lænede hovedet bagover, så ansigtet vendte imod loftet. Hans vejrtrækning var ujævn, da det gjorde ondt i hans ribben når han trak vejret. Han så på hende, da hun snakkede til ham. "Jeg ville ikke bryde vores aftale, så da de ville have mig med til en eller anden gyde, sagde jeg nej og de... tævede mig derefter." Det var tydeligvis svært for ham at snakke.
"Nej. Jeg har styr på det." Han rørte lidt på sig for at finde en behagelig stilling, men det var svært. Det var som om at hele hans krop gjorde ondt. "Undskyld fordi jeg kommer lidt sent." Selvom det ikke var hans skyld at han kom forsent ville han alligevel gerne undskylde for det.

Hun ønskede at gøre noget. Der var så mange hun ønskede at give en røvfuld for tiden, og de knægte burde have en også - bare fordi Romeo ikke ville skade folk betød det ikke, at hun ikke ville gøre det. "Men det jo ikke fair behandling overhovedet. Du burde ikke lade dem behandle dig som skidt på den måde." Svarede hun blot og kiggede overpå ham. "Du skal ikke undskylde overhovedet." Kom det så fra hende imens hun kørte en hånd henover sit hår. "Noget du vil have?" Spurgte hun og bed sig selv i læben imens hun kløede sig i nakken ganske kort.

Det føltes som om hans øje dunkede. Forsigtigt rørte han ved det røde og blå område omkring hans øjne. "Av!" Han lod straks være med at røre ved det. For pokker da. Han lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. "Har jeg andet valg? Hvis de fortæller en vampyr eller andre som ønsker mit blod hvor jeg er og hvem jeg er, så er mig og min familie i fare. Jeg har simpelthen ikke noget valg." Sagde han og trak lidt på den ene skulder. Han åbnede sine øjne og så drillende på hende. "Et kys kunne måske hjælpe?" Sagde han kækt. Han mente det dog kun for sjov.

Stella vidste ikke hvad hun skulle gør, eller om hun faktisk skulle gøre noget. Hun havde lyst til at gøre noget. "Vi i fare ligemeget hvad vi gør Romeo. At du går rundt på gaden afslørre dit blod for vores sanser er skarpe og vi kan dufte det på afstand. Om de fortæller om dit blod eller ej, ville de finde dig en dag. Du tror dit liv er sikkert, men det bliver det aldrig. Den her verden er ikke sikker. " Sagde hun så og kiggede på Romeo. Hun rystede på hovedet af ham til det sidste han sagde og himlede kort med øjnene på drillende vis.

Et tungt suk forlod hans læber. Han vidste godt at det var farligt for ham at gå udenfor en dør. Hvis han kom til skade og begyndte at bløde i offentlighed kunne han blive afsløret, men han kunne vel heller ikke gemme sig hele tiden, kunne han? Han kørte træt en hånd igennem håret. "Stella, jeg nægter at gemme mig for verdenen bare på grund af de risiko der er, men hvis jeg ikke gør hvad de siger, så vil jeg med garanti være i konstant fare, selv når jeg er hjemme." Han orkede ikke at diskutere det med hende, og det begyndte at irritere ham lidt. Hun kendte ikke til det, hun vidste ikke hvordan det var. "Da jeg var barn brugte jeg al min tid i skoven. Jeg følte mig i sikkerhed der, men jeg tog så meget fejl. Det gik op for mig med tiden at jeg aldrig var i sikkerhed, men ikke desto mindre blev jeg ved med at gå ud i skoven, for jeg følte mig fri der. Jeg kan ikke bruge hele mit liv på at gemme mig fra dem der ønsker mit blod."

Stella rystede stille på hovedet da han misforstod hendes mening. "Jeg mener lige præcis atdu ikke skal gemme dig. Hvis jeg gemte mig efter alt der er sket for mig ville jeg dø af kedsomhed." Svarede hun hurtigt. Det var ikke for at irritere ham, hun var bare ærlig og ville hjælpe - hvilket kunne irritere nogle til tider. Stella bed sig kort i læben og sukkede så. "Alle er i konstant fare. Bare fordi du er blandning med dit blod gør det dig ikke mere i fare end alle andre?" Udbrød hun så nærmst, det var ikke hendes mening, men igen. Det var Stella hun mente ordene men det var ikke meingen det skulle siges på den måde. "Du burde bare leve. Tage konsekvenserne af de valg du laver." Mumlede hun højt nok til at han ville kunne hører hende.

Romeo rynkede svagt på panden over det hun sagde. Han valgte først at sige noget efter hun havde mumlet. Forsigtigt rejste han sig op. "Jeg har aldrig sagt at jeg var mere i fare end andre bare fordi jeg er blanding." Hans nøddebrune øjne havde et irriteret, nærmest vredt, glimt i øjnene, da han så på hende. "Men, da du lugtede mit blod kunne du ikke lade være med at tage bare lidt, ikke sandt? Hvis det ikke havde været dig ville jeg have været død." Han begyndte at gå. "Tro mig, jeg tager imod konsekvenserne." Han havde ikke lyst til at snakke med hende mere. Det var nok også en god ide at han tog hjem, han kunne jo altid se på lejligheder en anden dag - alene.

Stella holdt vejret. Hendes blod kogede over, og hun hadede sig selv for ikke at kunne styrer det nogengange. Men hun havde trods alt for tiden kun en sovende Josh og tre ulve at snakke med, og det var ikke ligefrem det letteste at snakke med. Hun var vred på Julian... på næsten alle hans sønner. Det gik udover Romeo. Fordi hun havde de følelser hun sloges med hver dag, og detvar ikke meningen at det skulle gå udover ham i hel hed. Derfor var hun blandt andet bange for, at hun skulle blive skudt tilbage til den kolde skid hun engang havde været. Hun tog sig til hovedet da han begyndte at gå, og masserede sine tindinger og lukkede øjnene kort for at tage sig sammen. "Romeo vent." Mumlede hun så og løb op til ham, for at gribe fast i hans håndled."Jeg overreagere. Jeg har bare ikke rigtig talt med nogle de seneste dage, og hele mit liv er i kaos lige nu. DEt var ikke meningen det skulle gå udover dig. Det beklager jeg." Tilføjede hun så med en mild stemme og bed sig kort i læben.

Romeo stoppede først med at gå, da hun greb fat i hans håndled. Han så på hende over sin skulder, og det var tydeligt at hans tillid til hende var forsvinder på ganske kort tid. Romeo var en følsom dreng, men han prøvede for det meste at skjule det.
"Hvorfor fortalte du mig ikke det?" Hans ansigsudtryk var blevet mere mildt og hans øjne havde fået en venlig glød over sig. "Har du lyst til at snakke om det?" Han havde vendt sig om imod hende og lagt sin hånd over hendes, der havde holdt fast i hans håndled.

Det var også hårdt for hende. Hun var ikke van til at snakke med mænd på den måde hun snakkede med Romeo på. Det var nyt for hende på en besynderlig måde. Jo Josh og Matt, men de var brødre, ikke 'mænd' på den måde - hvis man forstod. Stella sank en klump og slap bidet i sin læbe kort efter. "Jeg fortæller normalt aldrig om sådan nogle ting. Da jeg ikke rigtig taler med folk, så glemmer jeg nogengange at tænke før jeg taler." Undskyldede hun på sin måde. Hun knyttede kort den anden hånd og satte medvilje neglene i sin håndflade. "Det er lige det. Jeg ved ikke om det bare er mig der er paranoid. Men min far kom tilbage som spørgelse på første ting af listen af mareridter. Han tog min lillebror, Josh til fange og torturede ham for at tvinge ham over på hans side. Min anden bror Matt er ved sin forlovede hele tiden, jeg ser ham knapt nok mere. Og Julian, min far. Tjo, hans sønner jagter os alle tre. De ligeglade med om man er i familie eller ej, de opføre sig som svin. Specielt overforkvinder." Og derfor mig, men det sidste undlod hun at sige, det var næsten til at regne ud. Hun bed sig atter i læben. Det var ikke hverdags kost at snakke ud om problemerne.

Romeo havde allerede tilgivet hende, om det var klogt eller dumt gjort kunne kun tiden vise. Han gav hendes hånd et lille klem og smilede opmuntrende til hende. "Det er okay. Jeg var vel også lidt uretfærdig." Hans smil forsvandt dog hurtigt, da hun begyndte at snakke. Hans nøddebrune øjne fik efterhånden noget mørkt over sig, og det var meget sjældent at det skete. "Hvorfor er jeres far efter jer?" Spurgte han undrende.
Han kunne høre at han var heldig med sin familie. Hans forælde elskede ham og hans søskende. "Hvordan har Jost det så nu?" Spurgte han og så spørgende på hende.

Hvorfor Julian var efter dem. Svaret var et spørgsmål for sig selv. Stella forstod ikke, hvorfor Julian ikke bare ville lade dem være i fred, måske fordi, at hende Josh og Matt blot ønskede ham død. Specielt hende. Det var en farlig leg de havde gang i, og det så næsten ud som om, at den ville ende med endten dem døde eller Julian, selvfølgelig oddsede hun på, at det ville være Julian der tabte kampen. "Min far. Han er ikke glad for modstand og folk som ikke ser med samme øjne som ham. Derfor, vi vil af med ham, og han prøver at lue os med over på hans side. Han mener vi er som ham, selv mig." Svarede hun med et par blanke øjne, og en ret så tom stemme. "Han har det bedre, han klare den nu nok skal du se. Han er Archangel. De stærke, så trust me. Han skal nok blive helt klar i løbet af ikke så langtid." Tilføjede hun og blinkede så kort med det ene øje. Hun tvivlet langtfra på hendes lillebrorsevner. Desværre og så alligevel ikke - havde de arvet deres fars stædighed. Det Stella hadede var at snakke om sine problemmer, hun følte sig så opmærksomhedskrævende og selvisk. Bare af at opmærksomheden landede på hende et øjeblik.

Romeo rakte udefter hendes ene hånd for at trække hende ind i et kram. Han håbede lidt at det ville hjælpe hende. "Hvad med din mor? Lever hun?" Spurgte han, og hvis hun havde taget imod krammet, ville han kærtegne hendes ryg beroligende, i håb om at det ville trøste hende. "Stella, hvis du har brug for min hjælp med din far, så tøv endelig ikke med at spørge. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig." Så længe det ikke bragte hans egen familie i fare, men det behøvede han vel ikke at sige. "Dejligt." Han smilede venligt til hende og trykkede sine læber imod hendes pande, men det var venskabeligt ment... eller var det? Han havde en fornemmelse af at hun gerne ville snakke om noget andet, så han trak sig væk og smilede kækt til hende. "Vil du med ud og kigge på lejligheder med mig?" Spurgte han.

Stella rystede kort på hovedet. "Jeg dræbte hende. Satte ild til huset imens hun sov, min far slap uheldigvis ud." Svarede hun og sank en klump. Hun blev trukket ind i et kram. Et dejligt varmt kram. Det gjorde hende en smule mere rolig agtig. Trods alt var hun jo ikke typen som sad og plaprede løs om hvordan verden var imod hende, hun levede bare i den i stedet. Så hvor hen hvert eneste skridt førte hende. "Det kan jeg ikke bede dig om at gøre. Det er en familiestrid, og hvis du deltager, er der ting som sker. Og jeg vil ikke have du og andre kommer til skade på grund af det." Tilføjede hun kort og bed sig så ganske få sekunder i læben. Han placerede sine læber på hendes pande, hvilket gav hende en anden fornemmelse af tryghed. Uhyggeligt nok. Bagefter nikkede hun til ham. "Jo lad os gøre det." Smilede hun til ham og lagde hovedet på skrå, imens hun fortog sig et enkelt nik.

Det var som om han fik et slag i maven, da hun sagde at hun havde dræbt sin mor, men han valgte ikke at tænke negativt om hende. Hun havde sikkert haft en god grund. "Hvorfor dræbte du din mor?" Spurgte han forsigtigt. Hun virkede langtfra som typen, der ville dræbe sin egen mor, men han kunne selvfølgelig have taget fejl.
"Er du helt sikker? Jeg kunne måske være til hjælp?" Han så spørgende på hende med et svagt smil om læberne. Han håbede lidt at hun ville lade ham hjælpe hende. Han tog hendes hånd og trak hende med ud af det forfaldne hus. Han gik hen imod en række boliger, der tydeligvis var lejligheder, og stoppede op foran en kvinde, der tydeligvis var mennesker. "Romeo gætter jeg?" Kvinden så halv gnavent på Romeo. "Jep, det er mig." Romeo havde et høfligt smil om læberne. Kvinden rakte ham en masse nøgler som han straks tog imod. Romeo nikkede kort som tak og gik ind i den første bygning.