Jamen så smider jeg det her...(sajro)

S: shadow peaks
O: en masse pæle, sten og en enkel plante der spire frem.
T: eftermiddagen.
V: let overskyet, men lunt.

Hun havde hørt nogle forskellige rygter herfra. Om hvad der gemte sig mellem alle pælene, pælene som selv havde sine rygter. Om folk der var blevet spiddet her, om nogle guder som ville afmærke stedet af en eller anden grund, at de hver især var et mindesmærke efter en falden person der var død her...Amaranthe kendte ikke sandheden. Og hun tvivlede på nogen faktisk gjorde det.
Men alligevel var hun nysgerrig. For rygterne om de ting der kunne gemme sig her, virkede mere sandsynlige. Og dog, nogle af dem var jo stadig for gode eller frygtelige til at være sande.

På denne afslappede eftermiddag havde hun nogle løse, mørkebrune bukser på og en poset trøje, hvid.
Hendes gyldne hår var løst og gled livligt ned over hendes skuldre og ryg, i sin egen dans.
Hun havde droppet makeuppen i dag.
Der ud over havde hun bare fødder.
hun stoppede op mellem nogle af alle pælene. De lignede meget hinanden og her på eftermiddagen lavede de nu nok nogle lange skygger. Men ikke ligefrem nogle, som lignede de gemte på en hemmelighed. Selvfølgelig.
Hun trådte udenom et lille skelet efter en...mus? Og en enkelt græstue, fra noget sejlivet græs.
Her var stille og tomt. Lidt som en ørken efter hendes mening. Hun stoppede op endnu en gang og spejdede op mod himlen. Hun var nu glad for det var overskyet, ellers havde det nok været for varmt.

Hun havde vandret rundt blandt alle disse pæle i noget tid efterhånden og overvejede at gå hjemad igen. Det havde været fuldstændig fuld af tid. Hvad havde hun ventet? et kort med et kryds, som fortalte hende hvor hun kunne finde en bestemt person?
Nej. Ingen her kendte til ham. Faktisk havde hun slet ikke mødt nogle varulve her endnu. Hun havde mødt faldne engle, vampyrer, dusørjægere...Men ingen varulve.
Hun sukkede og lod en hånd glide gennem sit hår, mens hun holdt pause op af klippen, i skygge fra en af pælene.
Hvor skulle hun dog lede? Hvor skulle hendes næste håb være?

På den klippe hun havde sat sig op af hang der en stor skikkelse der hagede sig fast med kløerne i klippen... Her hang Sajro og slappede egentligt bare af, men kort efter da han havde hængt fast der i noget tid, sprang han over på den pæl hun fik skygge fra, og hagede sig istedet fast der...

Han var i sin varulveform, så ud af ryggen stak der to lange horn ud, og han vidste ikke helt præcist hvad hun var, da han ikke have fanget hendes fært endnu... Han kravlede langsomt ned af klippen og gik så langsomt frem mod hende...

Han var cirka 2.7 meter høj og en smule krumrygget... Varulven havde en kutte på, hvor hornene borede sig igennem ryggen, og gennem to huller i den rustning han havde på...

''Vær hilset!''

Varulven bukkede for hende stille...

''Sajro, til deres vid...''

//billede af hvordan han ser ud: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

//Kan ikke se linket^^//


Amaranthe havde ikke set det komme. Hun havde hverken set, lugtet eller fornemmet ham. Sjovt, hendes sanser havde jo ellers forbedret sig efter hun blev bidt. Et bid der stadig kun var sket for overraskende lidt tid siden.
Hun brugte dog ikke lang tid på at stemple ham som tilhørende varulve racen...Om dog en anden slags end de almindelige. Hun havde i hvert fald ikke store pigge på ryggen eller var et par meter høj.
Hun rettede sig hurtigt op og lod blikket glide over ham, da hun først troede han ville angribe. Og selv da han præsenterede sig, slappede hun ikke helt af.
Hun havde ikke set en som ham før, trods hun havde hørt historier om hvordan racerne havde udviklet sig og at nogle var...ja, større og stærkere end de andre af racen. Men hun accepterede det.
Hun sendte ham et svagt smil, hendes mørkebrune øjne slap ham ikke et øjeblik.
"At liste sig ind på en og bagefter lege gentleman?" kommenterede hun, to ting der for hende ikke helt hørte sammen. Men samtidig var det mest for at prøve ham lidt, se hvad han var for en....Og hvad han ville.
Hun rettede lidt på sig, så hendes vægt nu lå på det andet ben, så det første ben kunne få en lille pause.
"Nå, men jeg er Amaranthe" mere sagde hun ikke. Hun havde gengæld hans åbenhed, om end kun til en vis grad, og ventede nu på hans reaktion. På hvad han ville...Hvis han ville noget? sidst hun havde mødt en vampyr, havde han jo heller ikke villet noget specielt...

Da hun snakkede om at det ikke passede helt sammen det han gjorde, forstod han hende godt, og han blev derfor kort efter til sig selv. Han stod med rustningen stadig stramt siddende da den jo tilpassede sig den krop der bar den... Han smilede forsigtigt til hende og bukkede igen...

''Undskyld... Det var ikke min mening at snige mig ind på dem... Det er bare nemt i området... Jeg beklager min fejltagelse...''

Han stod stille, og tænkte lidt over navnet... Han syntes hun havde hørt det før, men kunne ikke husle hvor, men noget var han sikker på og det var at hun var en varulv...

''Interessant... Man møder ikke mange varulve...''

Han smilede stille til hende, og vidste ikke helt hvad han skulle sige... Han havde ikke noget han som sådan ville, men hun måtte lede efter noget ved at være derude...

''Leder du efter noget?''

Hun nikkede kort til at hans undskyldning var accepteret.
Hun måtte sige han forstod at gøre entre med stil...først som et stort uhyre hun måske burde have frygtet...For da at blive til et...forholdsvis almindelig menneske, og stadig med sin rustning på. Hendes tøj blev altid så ødelagt af en forvandling...
Hun rystede kort på hovedet for at komme ud af sine tanker og lod blikket glide rundt på omgivelserne.
"Faktisk ja. Noget jeg alligevel ikke finder her" svarede hun og rettede sig nu op fra klippen og bevægede sig lidt ud fra skyggen igen, imens hun lavede en gestus mod stedet.
"Alle de rygter og historier man høre...man må jo lige afprøve dem jo" hun så lidt på ham, som han stod der. Slet ikke så tosset alligevel, faktisk...helt tiltrækkende. Hendes smil voksede lidt.
Hun nikkede så lidt til noget andet han havde sagt.
"Du har ret. du er den første jeg har mødt. Hvis man da kan kalde den store hund for en varulv!" lidt en hentydning til, at han gerne måtte fortælle hende noget mere om den slags han var...men spørge direkte lå under hendes værdighed.
"Nå, men kender du stedet her? Du lyder til at vide hvornår her er en varulv eller ej, du skulle vel ikke have set en mandlig varulv, højst sandsynligt ligner han en jagtet person?" spurgte hun så. Han var den første hun rigtig havde spurgt om det...på en måde følte hun at hun bedre kunne stole på ham. Og hvis hun var heldig, viste han måske også noget...når der ikke var mange af samme race, måtte de få der var der, da kende til hinanden? Men ham hun jagtede havde sikkert søgt væk fra alt og alle...

''Hund!?''

Han råbte det, men han havde dog et smil på læben, og grinede svagt af hende, fordi han havde det sjovt med at reagere voldsomt, men han fortsatte om hvad det var...

''Men jeg er en varulv... bare lidt anderledes, jeg er en Nightcan... Kender du skyhounds? Vi er vel som sådan deres modsætning...''

Han smilede forsigtigt specielt, da han ikke vidste hvordan hun ville reagere overfor hvordan hun ville reagere overfor det...

''Desværre... Har kun mødt to varulve... Den ene er død og var en kvinde... og den anden en ung varulv, der var lille...''

han smilede stille betragtede lidt hendes krop, for at se hvordan hun så ud... at hun var varulv var tydelig... Hun havde muskler, og var ikke slap... Det var sådan mange varulve var, men hun havde stadig en feminin og kvindelig krop... Alt i alt tiltrækkende...

Hendes øjenbryn røg op i panden, da han nærmest råbte ordet, men faldt dog på plads igen da hun opdagede han ikke havde ment så alvorligt.
"Beklager...Jeg er ikke så velbevandret i alt det der" svarede hun så. nightcan? skyhound? aldrig hørt om dem.
Faktisk følte hun sig en anelse dum som hun stod her. Men hvad kunne man forvente? Hun havde stadig et menneskes tilgang til livet.
"Nå, det var synd..." sagde hun så til sidst og skjulte ikke det suk der kom fra hende, mens hun lod blikket glide over pælene.
"Endnu en dag spildt..." hun smilte lidt igen og gik hen til den nærmeste pæl og lagde hånden på den. De var gamle, det kunne man både se og mærke.
Gammel og slidt...
Pludselig var det som om skyggen voksede. Den blev længere end de andre og forandrede sig, fik nye former som efter et eller andet væsen.
Amaranthe trak overrasket sin hånd til sig, men hvad der end var sket, havde hun sat noget i gang.
Hun gik lidt baglæns, da jorden lige under hende begyndte at ryste.
Til sidst var det som om pælen sank lidt ned i jorden, samtidig med jorden rundt om den forsvandt og afslørede en gammel faldefærdig trappe af sten, som førte ned i dybet. en kølig brise kom dernede fra.

Amaranthe brugte et øjeblik på at acceptere det skete, før hun vendte sig undrende mod Sajro.
"Er det normalt?" spurgte hun så.
"Det passer ikke til nogle af de historier jeg har hørt"

Han så på hende... Hun måtte lære at man ikke omtalte varulve som hunde... De fleste hadede virkelig at blive sammenlignet med det væsen, og det måtte mange af dem også selv forstå...

''Ville du ikke selv have det skidt med at blive kaldt for en hund?''

Han så stille på hende, og grinede lidt over det der skete... Over hendes reaktion... Hun var helt klart ny i området det var der slet ikke nogen tvivl om...

''Her sker der mange ting... Gange huller, fælder... Her er farligt at færdes...''

Han begyndte dog bare at vandre ned af trappen som om han ikke troede på der var noget farligt men det var kun fordi han ikke troede på at han selv kunne komme til skade sådan dødeligt...

''Kommer du smukke?''

Hun sendte ham et ret bestemt blik.
"Vil du have det godt i en verden uden humor?" svarede hun lige så stikkende igen. Åh, hun var allerede blevet kaldt for hund mindst 100 gange og det havde aldrig irriteret hende. Faktisk så hun det som en styrke...
Ja, hun var jo kort sagt en hund. stammende hunde ikke fra ulven måske? Og en lidt farligere hund end de almindelige kæledyr.
Han måtte da lære at slappe mere af?
Alt dette tænkte hun, samtidig som følelse af, at netop ikke at vide så meget omme dette her, gik hende på. Hun blev en anelse vred på sig selv.
Og havde mest af alt lyst til at sige nej og gå sin vej...
Problemet var bare det måske ville være lige barnligt nok. Så i stedet rankede hun ryggen, knurrede noget uforståeligt og gik ned sammen med ham, forbi ham og videre ned. Hun var skam ikke bange, hvis det var det han hentydede til!

Trappen førte et godt stykke ned og få gange var amaranthe ved at falde, da der pludselig manglede noget af trappen. Hun fik dog altid hurtigt balancen igen, oftest ved at bruge væggen som støtte.
Lyset ovenfra blev langsomt svagere og svagere...Og til sidst fornemmede hun de kom til at stort rum.
På magisk vis blev fakler tændt omkring dem, så de kunne se hvor de var.
amaranthe gik nogle skridt ind i rummet, både af nysgerrighed og for at give Sajro plads til at komme ind også.
Her var køligt, men amaranthe fandt det faktisk bare mere behageligt end varmen udenfor.
Der var tre veje der førte videre. en gang i midten, en til venstre og en til højre. alle forsvandt de ud i mørket.
Da amaranthe ikke ville Sajro endnu en mulighed for at føre sig frem, valgte hun spontant og begyndte at gå til venstre, uden at spørge ham om råd. Han fulgte vel med hvis han havde lyst?.

Han morede sig lidt over hende, men nej han ville ikke leve i en verden uden humpr, men han kunne blot ikke se det sjove i at blive kaldt for en hund... Men han var jo også født som varulv modsat hende...

''Nej... Men kan ikke lide at blive sammenlignet med et dyr der er så langt væk som hunden er fra ulven... Ja de er i familie... Men hunden mangler de mæjestatiske, det vilde, det farlige, det der gør ulven så fantastisk modsat hunden, som er et dyr uden rigtigt at have sin egent frie vilje... Men bare husk at hvis du møder en varulv brug ikke ordet hund om dem...''

Han smilede stille til ehnde og var tæt på at grine over hvordan hun ville vise sig frem for ham... Prøvede hun på noget mon?

''Tag det lidt roligt... Ingen grund til vise dig frem...''

Han fulgte bare efter hende, og havde ingen problemer med at se, hvilket hun heller ikke burde hun var varulv, og derved bedre nattesyn...

''Husk at stol på dit indre dyr og dine instinkter...''

Han stoppede da hun begyndte at gå...

''Amar? Hvad lugter der af ned af gangen?''

Han gik hende på.
Hun vendte sig vred om mod ham og stirrede på ham gennem mørket, hvilket hun rigtig nok ikke havde mange problemer med.
"Åh klap nu hesten! Jeg skal nok holde det ord for mig selv, er du så glad?" knurrede hun. Der skulle efterhånden intet til at bringe hendes pis i kog. Og det opdagede folk omkring hende også hurtigt. Det var dog værst når hun var sulten, dog havde hun ikke det problem lige nu.
Hun vendte sig om med himlende øjne og gik videre gennem mørket. Han lød lidt som...som en læremester, nærmest. Og han havde vel ret...hun havde stadig en tendens til at ignorere sin indre hund. Men de gange hun havde lyttet til den, havde den jo kun hjulpet hende.
hun kommenterede det ikke, men stoppede op og holdt sig for næsen med en lille grimasse.
"Føj...som en samling døde rotter!" svarede hun. hvad hun kaldte døde rotter kaldte folk nok en blanding af lugten af forrådnelse og kloak.
Hun tvivlede på at fortsætte...
Hun kunne ikke lade være med at se sig over skulderen og op så Sajro, som var et hoved højere end hende, i menneskeskikkelse.
så kiggede hun frem efter igen og fortsatte langsomt. Noget indeni hende bad hende om at være forsigtig.
Og det var måske også meget klogt, for lige pludsleig var der ikke mere sten at gå på. I stedet forsvandt bunden dybt ned i mørket, ned i en kløft af en art. Og dernede fra kom det værste af lugten også, selv om den syntes at omringe dem lige nu...

''Hey rolig nu... Jeg prøver bare at hjælpe... Undskyld...''

Han gik bare roligt hen til hende... Han grinede lidt over hendes reaktion for hvordan hun reagerede på lugten, men det var jo meget normalt at det stank sådan under jorden... Han havde med det samme en fornemmelse af en fælde men fulgte med...

''En fælde til skattejlgere vil jeg tro...''

Han begyndte at gå tilbage af, med rolige skridt...

''Hvad siger du til at vi tager den vej af de resterende der lugter mindt af rådenskab og død?''

Han smilede skævt...

Hjælpe? Ved at fortælle hende at han i hvert fald ikke kunne lide hunde, skønt han vel på et punkt var i familie med dem? Det var som hvis hun sagde, hun ikke kunne lide sin fætter!
Hun kiggede ud over kløften, men kunne ikke se hvad der gemte sig på bundet. Desværre. Sikkert nogle lig af en slags. Og vand, fornemmede hun.
Hun kiggede sig omkring, men der var ingen broer eller snore i loftet, så man kunne komme om på den anden side. Hvis der var en anden side.
Hun kunne ikke andet end vende sig om og følge Sajro med tilbage.
"Stinker mindst?" smilte hun og skulle tydeligvis lige til at fyre en kommentar af sted...men holdt den så for sig selv. Hun var lidt i tvivl om hvor meget humor han enlig havde...
De gik noget tid, amaranthe huskede slet ikke vejen så lang, men endelig nåede de tilbage til trappe de var kommet ned af.
Lyset fra himlen udenfor var væk, sikkert fordi huller var lukket til igen så ingen kunne følge dem...Og de ikke komme ud. Skønt. Fanget under jorden!
Hun børstede lidt skidt af sine bukser og så fra den ene gang til den anden, af de to de ikke havde prøvede at gå endnu.
"Jamen så må du hellere vælge, kloge" drillede hun svagt, med et lille smil, da hun så på ham.

Det ville kunne hjælpe hende... Ved at hun skulle passe på med at sige den slags overfor andre varulve, da nogen ville være langt mindre modtagelig og forstående end han faktisk havde været...

''Ja altså ud over dig selv!''

Han smilede skævt og grinede af hende... Han havde massere af humor, ellers havde han også flået hende da hun havde kaldt ham for en hund. Han gik stille videre... Og kiggede sig omkring... Han fornemmede hun var ny varulv...

''Naahh... Det er nu bedst du gør det, så du kan få trænet dine sanser lidt... DU får brug for det specielt hvis du har tænkt dig at kalde alle varulve du møder for hunde...''

Han grinede af hende igen...

Hun brød sig ikke om, at han grinte af hende hele tiden. Sådan forstod hun det i hvert fald.
"Du kan da ikke vide om jeg er ny...måske har jeg bare min egen måde at være på!" prøvede hun, men viste...Ja, at det ikke nyttede noget. At hun vist hellere måtte tilpasse sig...For nu. De skulle jo ud herfra igen.
Med en ligegyldig gestus med hånden, vendte hun ryggen til ham og så fra den ene gang til den anden. De forsvandt begge i mørket og havde begge hver deres hemmelighed.
pludselig blev hun opmærksom på den kølige brise som løb gennem rummet...Og som endnu ikke havde lugtet af død, som den anden gang, den de kom fra, havde gjort.
*et menneske vælger jo helst midten* tænkte hun for sig selv og huskede at hun selv havde været ved det. Men spontant havde skiftet retning.
Hun smilte svagt for sig selv. Jamen skulle de så ikke bare fortsætte ligeud? Det var der den lette kølige, brise kom fra, var det ikke?
Hun så tilbage mod Sajro, da hun jo sikkert skulle gå forrest igen. Hun gad næsten ikke engang sige noget, han skulle jo nok følge med...hvis hun valgte rigtigt. Han havde sikkert bemærket det lige fra starten og netop derfor grint af hende...
Hvilket bare ansporede hende til at blive bedre, hurtigere! For hun kunne som sagt ikke fordrage når folk grinte af hende...
"Jamen så lad os gå videre" sagde hun, uden tvivl i stemmen, da hun valgte, hvad der ville have været højre, hvis de var kommet fra trappen. Og lige ud, nu da de kom fra den modsatte side.

Han smilede stille til hende... Han havde selv været ny og vidste hvordan man helt glemte at lytte til de instinkter som nu var blevet ens nye vejleder, så det var derfor han var næsten sikker på hun var ny...

''Prøv lige at stop amar... Jeg prøver virkelig bare at give dig nogle råd, intet andet end simple venlige råd...''

Han var lidt irriteret over at blive behandlet som skidt af hende når han prøvede på intet andet end at hjælpe hende og give hende nogle råd... Det havde de fleste varulve brug for...

''Se det er ikke svært når du bare lytter til din indre ulv... Altså så længe du kan undtrykke lysten til blod...''

Han gik stille og roligt med hende, men gik helt op ved siden af hende denne gang...

Hun stoppede op, igen, og vente sig med front mod ham. Hun lod blikket glide over ham en enkelt gang, og sukkede så.
"Skal vi så ikke lige blive enige om nogle ting, inden vi fortsætter?" sagde hun, nok mere konstaterende end spørgende. Hun var slet ikke ude på at være ond...Eller uhøflig...eller hvad folk nu sagde. sådan var hun bare! Og hun kunne faktisk ikke helt gøre for det...selv om hun vel kunne forandre sig, hvis hun virkelig gad.
"Hvis jeg skal tage imod råd fra dig...så skal du lade være at få det til at lyde som om jeg er en dum...Ja, en dum hvalp" sagde hun, hund måtte hun vel kalde sig selv? Og da han jo så det som nogen nedværdigende, måtte han vel forstå hendes følelse af det...
"Hvis der er noget jeg vil, så er det at klare mig selv" hun sukkede svagt og lavede en tilfældig bevægelse med hånden.
"Jeg er ikke van til at tage imod råd"
Og med den sidste sætning ventede hun bare på hans svar. Hvis de var enige, slap hun for at føle sig dum og han for...ja, nok lidt uhøflige kommentarer.
Hvis ikke...Ja, så måtte de vel døjes med hinanden til de kom ud herfra?
om end kunne de jo prøve at ignorere hinanden...
Nu hun tænkte over det...Havde hun nok et ret ligefrem og noget ubehøvlet måde at føre sig frem...Men hun var van til samme behandling. Ikke at folk følte sig stødt over den.

Med dette på plads, på den ene eller anden måde, begyndte hun at gå videre.

Han forstod godt hun gerne ville have noget på plads inden, men han blev lidt overrasket over hvordan hun følte han fortalte det, men han ville prøve at ændre på det... Han var bare vant til at de folk han gav råd var som børn...

''Undskyld det var aldrig min mening at nedværdige dig... Blot give dig nogle bedre muligheder for at klare dig selv... Jeg undskylder min smukke 'hvalp'''

Han sagde det sidste med et skævt smil, og gik så roligt videre sammen med hende... Han havde ingen anelse om hvordan hun tog hans spøg, og sagde kun sådan da hun åbenbart ikke lod til at have noget imod at blive kaldt for en hund...

''Hvad regner du med at finde her nede?''

Hun kunne have sagt forskellige ting. Men med tanke på deres nylige fredsaftale, lod hun være og sendte ham i stedet et svagt smil.
De havde haft nogle ulvehunde dengang...hun boede derhjemme. Det var så kort tid siden hun var stukket af fra sit fars lig, at hun endnu ikke havde vendt sig til det. Og tanken om hjemmelige ting gjorde stadig ondt...Men fyldte hende så med en dyb vrede...Hun skulle nok finde ham. Faktisk...hvis hun rigtig nok blev bedre til at lege hund, kunne hun måske have større held med både at finde ham...Og overvinde ham.

Hun trak på skuldrene af hans spørgsmål.
"Det var dig der først ville herned...Men jeg ved ikke..." hun lod blikket glide gennem mørket. Det blev køligere som de bevægede sig fremad...Og var det ikke et svagt lys hun så forude?
"Jeg ved slet ikke hvad man skal forvente at finde! pigerne i byen snakkede om skjulte prinser, fortabte soldater...Mistet guld, juveler og magi. Men det meste er jo historier" eller...Det havde det altid været for hende. Mest af alt håbede hun bare de fandt en udgang.

I stedet kom de ind i et stort rum...Et kæmpe stort rum, faktisk. De mystiske fakler, som også havde mødt for enden af trappen, lyste igen op, dog kun få steder og lod hjørner osv. fortsat være i mørke.
Der stod nogle statuer af...ja, det må engang havde folk. Men de var slidte og detaljerne var væk. Deres ansigter kunne ikke længere ses og man kunne kun lige ane hvilke der havde været kvinder og hvilke der havde været mænd.
De stod over på nogle store sten, alle sammen. nogle firkantede, aflange sten...
"Tror du det er grave?" Først nu opdagede hun en lille dam nede for enden. en lille kilde løb ned i den.
Hun undrede sig over hvor den kølige brise var kommet fra, men så ingen revner, vinduer eller andet ud til verdenen.
Nysgerrig som hun var, begav hun sig hen mod vandet. Var det mon drikkeligt? på vejen lod hun blikket glide over statuerne.

Han gik bare stille med hende... Han havde ikke den store ide om hvad det var der var sket her ned. Hvorfor den var de statuer eller noget, og han vidste slet ikke hvad han skulle svare hende på det hun spurgte om...

''Normalt når folk begraves under jorden, begraves de ikke på lignende måde... Der
ligges de på hylder...''

Han kiggede sig omkring og han overvejde også at kigge på vandet så han fulgte stille efter hende, men han kunne så pludselig høre en lyd af noget der puslede rundet... Og det var for stort til bare at være rotter...

''Der er nogen her nede... Hold dine sanser skarpe...''

Han sagde det lavt til hende... Så kom lyden igen... Det lød næsten som om det var sten mod sten... Han undrede sig meget...

hun stoppede op, netop da han nævnte det. Holde dem skarpe? intet problem! De var jo en del af hende. Selv om de stadig overraskede hende, nogen gange, kunne hun jo næsten ikke undgå at bruge dem. I hvert fald nogen gange.
Men havde de mon sat noget i gang? Var dette en gammel grav, som de var brudt ind i? Beskyttet af...ja, noget? Nogen?
Var det ikke kun egypterne der havde det sådan?
Hylder...Tanken om at hvis hun skulle dø, ville hun blive sat på en hylde...ja, den frydede hende ikke. Men tanken om at dø i en gammel jordhule, hvor ingen ville vide noget, frydede hende endnu mindre...

Hun vendte sig rum og studerede så meget af rummet som muligt. Hun så nu små detaljer, hun før ikke havde bemærket.
De store sten, stom statuerne stod på, havde nærmest en låg. Og derud over også nogle sære mønstre, selv om de fleste af dem var ved at forsvinde, ældet væk.
Hun lod en hånd glide gennem sit hår, da hun spontant nærmede sig en af disse statuer. Lyden af sten mod sten gjorde hende stadig nervøs... Men alligevel følte hun at hun måtte studere det her nærmere.
Hun nåede næsten helt hen til statuen, da statuen...bevægede sig?
Der gik et lille øjeblik, før det gik op for hende hvad der sagde den lyd.
Hun så tilbage mod udgangen, men den var væk. og statuerne bevægede sig...Men hvad ville de åbenbare? Hvad ville komme frem? Nye veje? Væsener de skulle kæmpe mod?
Hvad kunne holde sig i live hernede?

Hun bakkede hurtigt tilbage mod Sajro, men lyden kom nu fra samtlige statuer, da de alle bevægede sig og snart viste frem hvad de gemte på...

Han blev bare stående stille... Han holdt øje med hende for at kunne hjælpe hende hvis det blev nødvendigt, men da statuerne begyndte at bevæge sig... Flytte deres arme og derefter gled deres fundamente væk fra deres plads og ud til siden...

Gulvet hvor de havde stået forsvandt under hans fødder, mens en kraftig brise kom nedde fra det hul der nu under ham... Han havde mærket gulvet fosvinde under sig så han havde lige noget at kaste sig til siden og gribe fast i kanten, hvor han langsomt kravlede op af...

Lige under ham var der bare et langt dybt hul, men i den modsatte ende var der en trappe der gik ned til noget...

''Skal vi prøve?''

Han gik selv stille ned af den nye trappe der var dukket op...

Amaranthe mærkede gulvet forsvinde under sig og havde ikke helt været så opmærksom. hendes opmærksomhed havde været på Statuerne og hvad der dog skulle ske.
Men da gulvet forsvandt mærkede hun et øjeblik hvordan instinkterne tog over. Hun kastede sig fremefter og slog sig nærmest mod kanten, da hun greb fast i den. med kræfter, hun ikke ville have haft som menneske, hev hun sig op over kanten og op på det stykke gulv der endnu var sig selv.
Hun havde fået nogle hudafskrabninger op langs armene ved det og det sved en anelse. Men hun rejste sig bare op og kiggede ud over det nye hul...Og trappen.
Da der jo ingen vej var tilbage, måtte de jo følge trappen.
Hun kastede et blik mod vandet...Tørstig var hun nu...Hun lod blikket glide ned over sine nye rifter og børstede lidt grus af dem.
Hun turde ikke. Kort sagt. Vandet havde sikkert også nogle hemmeligheder.

Og med den tanke, gik hun uden om det nye hul og begyndte langsomt at gå ned af trappen, nogle trin bag Sajro.

''Det er dog et underligt sted... Gad vide hvem der har skabt det?''

Han gik stille ned af trappen, og kunne så efter lidt tid se en åbning ind ad... Han gik der ind og kom ind i et rum der var fuldstændigt oplyst som på en skyfri dag. Han kiggede op og kunne se udagangen øverst op... Væggene var så glatte at der intet var at holde fast i... Han kunne måske hvis han skiftede form...

''Vil du selv klatre op?''

Han tænkte på om hun havde lyst til at få sit tøj flået og ødelagt fuldstændigt så han ville kunne se hende nøgen... Det var den eneste grund til at han spurgte hende...

''Ellers kan du hænge på ryggen hvis du vil?''

Hun kom lidt langsommere ned end ham. Men lidt efter stod hun ved siden af ham og kiggede op...Der var ret langt op. Hun lukkede øjnene et øjeblik og mærkede den friske luft deroppe fra...
Ja, hvem havde bygget dette? Og hvorfor?
Og...hvorfor skulle...udgangen være på den måde? Håbede personen på at folk døde på vejen? Hun havde aldrig interesseret sig for de gamle historier, om gamle grave og lumske fælder.
Hun åbnede dog øjnene igen da han så på hende. og det ene øjenbryn gled op i panden, men gled dog på plads igen lidt efter.
"Væggene er helt glatte!" sagde hun
"Der kan da ikke kravle?" sagde hun tvivlsomt og kiggede nu op af væggene med en helt anden interesse. De var helt glatte. Hvordan det end var lavet, havde de været grundige.
Ud over tanken om hun nok ikke kunne kravle der, bekymrede to andre tanker hende også. Den ene var, rigtig nok, at hun intet ekstra tøj havde med. Den anden var...At hun ikke kunne styre sig som ulv. Hun fik sådan en lyst til at...flå, rive, flænse, bide...
Hvilket havde resulterede i hun næsten var bange for at forvandle sig. Selv om hun vidste hun måtte leve med det. og prøve at kontrollere det.