I can't handle this... ~ Stella

t: omkring middagstid
s: Gågaden i terrorville distrikt
v: lunt, med mild blæst
o: diverse væsner på deres daglige rutiner
p: se avatar

Jo længere ned af gaden hun gik, jo mere frygt kom til udtryk i hendes ansigt.
Det havde startet rimelig simpelt, hun havde ikke andet på end den kjole hun havde fået foræret.
Hun vidste, at hun bare skulle finde et sted at gemme sig. Et sted hun kunne gemme sig mens hun faldt til ro og kunne tage sig sammen indtil hun vidste at hun var i sikkerhed.
Men sådan var det ikke her. Her var der mennesker - hun gik da ud fra at de var mennesker - som talte til hende, skædte hende ud, råbte af hende.
Hun holdte sig panisk for ørerne da en mand greb hende i armene og ruskede hende mens han kaldte hende en tyvetøs og en lille hore. Hendes øjne var åbne, vidt åbne af skræk. Hun kunne ikke få vejret, og hun kunne mærke hendes ben give efter. Snart ville hun falde grædende om, panisk over ikke at vide hvad hun skulle gøre, hvor hun skulle gå hen.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Stella fik rundt i den lune gågade. Hvem vidste, hvad denne dag ville byde på. Noget godt eller nået dårligt? Der skete dog altid et eller andet nyt for det meste. Det lysebrune hår sad ret så nuttet under den mørkeblå beanie. Der var fundet en kur på den sygdom som havde dræbt så mange dæmoner på det sidste - men Stella havde været så heldig ikke at blive ramt af sygdommen. Hendes bror Matt havde været ligeså heldig. En lyd af en vred mand der gik amok var næsten som sød musik i hendes øre. Hun gik med hasstige skridt derover imod og fik øje på en vred mand der stod og ruskede i den unge menneskepige som så ret så panisk ud. Stella fremmanede en bue og en pil til og sigtede ganske kort - inden hun affyrede pilen og lod den borre sig ind i mandens arm, hvor hans greb var fast i menneskepigen. Stella gjorde en ny pil klar og stød den afsted i mandens skulder så han til sidst gav slip for så at løbe væk. Stellas bue og pile forsvandt kort efter - og hun satte i løb over til kvinden. "Klare du den?" Spurgte hun med en rolig stemme imens hun lod sin hånd stryge henover håret imens hun prøvede at støtte hende til at blive stående på hendes ben.

Nymeria kunne ikke undgå at stirre panisk på den unge kvinde der nu stod og støttede hende. Hvor havde hun fået de... våben, fra? Var det virkelig normalt at folk bare skød hinanden herude?...
Hun nikkede dog, nogle lange sekunder senere, for at overbevise dem begge om at hun faktisk var okay. Hun kunne mærke hvordan det sved i hendes øjne, hun vidste dog, at det var latterligt at græde over en smule råben.
''Jeg... Jeg har det fint... Tak..'' sagde hun og tørte hurtigt nogle tårer af sine kinder. Hun var skræmt, men hun havde ikke glemt sine manerer.

For Stella var et liv i denne verden nu meget normalt, men man skulle også i den grad acceptere, hvordan tingene var - det var tilgengæld den store irritation i livet. Stella holdt sit blik på kvinden. Hun virkede så ung - og til at have hele livet foran sig. Et par blide grønne øjne fra Stella håbede hun nu på at kunne berolige kvinden lidt "Det var da så lidt." Smilede hun skævt. "Kan jeg byde dig på noget. Mad. Drikke. Ly?" Spurgte Stella venligt og lagde hovedet lidt på skrå. Stella var venlig imod kvinder modsat mænd - så mente hun mænd behandlede kvinder helt forkert - de skulle behandles ligeværdigt og ikke som små gevinster man kunne vinde eller købe sig til. Stella slog det ud af hovedet og lod sine tanker tilbage til menneskepigen. "Mit navn er Stella." Smilede hun med et enkelt nik - hvis pigen skulle tro sig til hende skulle hun vel også være tryg - og det virkede hun langtfra til at være.

''N-Nymeria...'' fik hun fremstammet, mens hun så lidt rundt.
Denne verden virkede næsten grusom for hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige - hvad kunne hun sige? Det ville være virkelig utilgiveligt at nægte at tage imod hendes tilbud, men samtidig virkede det som om hun ikke rigtigt kunne tillade sig at tage imod dem - hun var jo bange for at Stella måske ville have noget til gengæld. Og Nymeria ejede intet. Hun var fattig, hun var uden bolig, uden værdi til sit navn. Hun var ikke andet end en pige på gaden nu.
Derfor så hun blot på Stella, en smule spørgende.

Stella stoppede op da pigen så spørgende på hende. "Nymeria. Jeg vil blot give dig nået at spise. Du skal ikke tænke på at jeg skal have noget til gengæld." Smilede hun tilbage og nikkede venligt til Nymeria. "Hvis der er nået du vil have så bare sig til. Jeg hjælper gerne så godt jeg kan." Tilføjede hun med en blid dragende stemme . Stella overraskede sig selv ved dette - efter hun havde fået Josh som lillebror - var hun begyndt at tage rollen som storesøster mere tydligt. Og hun kunne mærke - at hun allerede ville gøre alt for at Nymeria fik det godt og ikke var bange.