Ohh fuck man (Stella)

”din lille..” råbte han og endnu et slag blev ramt direkte mod hans kind. Han klukkede og spyttede sit eget blod ud, hvilket han nu havde gjort de sidste godt 30 minutter, uden rigtig helt at være sikker ”min søster slår hårdere end det der” lød det drillende fra ham. Sådan her havde det været nogenlunde uafbrudt de sidste 3 måneder. Hvad hans kære søster troede var en simpel forlovelse, var i den grad noget helt andet og det var ikke engang fordi han havde lagt op til det, men lykken havde bare ikke været på hans side. For en sen aften havde han været på vej hjem, var han blevet overfaldet, derefter bagbundet og smidt bag på lagret af en hestevogn der derefter korte ham langt ind i den mørke del af ashen wood forest, hvor han så havde tilbragt sine dag lænket til en træ stol, inde i en fin lille celle. Her havde hans far, samt nogle af hans halvbrødre brugt mange timer om dagen på enten at tæve ham, eller blot lyve for ham.
Som tingene så ud nu, var han gennemtævet, han var ør i hele ansigtet, og kroppen. Hans normalt fine bomuld skjorte var revet op, og han blødte fra adskillige steder, blandt andet strømmede der blod fra et sår omkring hans læber, der allerede nu strømmede ned i baner af gammelt blod, der førte ned af hans bryst. Hvis de ikke slog på ham, så bildte Julien ham ind, at hans søster var blevet taget til fanget og netop i dette øjeblik blev voldtaget og ødelagt på det groveste. Selvom en lille del af ham vidste det ikke var rigtigt, så kunne han jo aldrig rigtig vide. Specielt da en af hans halvbrødre så fint kom ned med noget af hendes tøj, dækket i blod. Synet af det ødelagte tøj, der endnu var varmt, fik hans vrede til at blive tændt. Han havde kæmpet med alt i sig, for at komme fri at stolen…dog havde intet kunne hjælpe. Netop fordi han både var drænnet for energi, også var det ikke just det nemmeste materiale de havde valgt.

Dog lige nu, var han mere bare træt og han havde mest af alt lyst til bare at sove. Dog holde han sig vågen og klar, modtog det ene slags efter det andet, den ene fornærmelse efter den anden. For det meste var det blot ord om at han var svag. Det var som om Julien var helt overbevidst om at han nok med tiden skulle slutte sig til deres lille gruppe mænd, også sammen med dem bortfører kvinder, de sammen ville voldtage og blot gøre hvad de ønskede ved. Han var så fuldt ud sikker på sig selv, så sikker på at igennem tortur og tæsk kunne han få overbevidst ham om at slå sig sammen med dem. Han lagde hovedet tilbage og betragtede stenloftet over sig, mens de andre stod og snakkede om hvad pokker de nu skulle gøre. Fuld af sine egne tanker, lagde han ikke mærke til den vogn de kørte ind, dog var det først da en af hans brødre greb fat om hans hår og tvang hans hovedet frem og derved samtidig hans blik direkte mod redskaberne. Han rynkede brynet, og forsøgte igen at rykke sig fri af stolen ”hvad helvede er det” knurrede han og kneb øjnene sammen, mens han betragtede sin far med død i øjnene.

//yeah i had no idear how to start this…but here it is

Stella var på vej igennem skoven. Alene. Mørket havde sænket sig og skygget nu for dagen. Men det stoppede hende ikke. Med systemet fyldt med nyguffet kød og blod fra mere en blot en mand, så var hun klar til denne kamp. Hun vidste selvfølgelig ikke, om hun ville klare sig igennem det her, men hun ville ikke bukke under uden kamp. Stella bed tænderne sammen og ledte efter færten af hendes storebror. Hvis det ikke var fordi, at Julian var så nem at regne ud, så havde hun nok ikke ledt her som det første. Normalt ville hun have Morrow eller Ember med sig, måske Ghost. Men Hun havde ikke tid til at finde Josh og få ham til at hjælpe hende, hun måtte klare det her selv. Det var deres far ja, men hun havde kendt ham siden det sekund han holdt op med at have nogen somhelst meneskelighed over sig. Hun var klædt i sorts og en top der sad tæt indtil hendes feminine krop. Hun vidste der var koldt, men hun havde brug for det rigtige tøj at bevæge sig rundt i til denne kamp. Desduen var hun ikke så svag, at hun lod en smule kulde slå hende helt ud, der skulle helt klart meget mere til.

Hun kom til et hus midt ude i skoven. Midt ude i ingenting. Hun bed sammen og fremmanede et samuraisværd for at holde sig selv bevæbnet. Hun listede derefter lydløst hen imod huset og kiggede ind af de næsten helt tildækkede vinduer. Hun kunne hører dem mumle. Intet andet. Hun ledte efter en indgang. En måske lidt mere skjult indgang. Stella kom om på bagsiden af huset hvor døren stod åben og to af hendes 'kære' halvbrødre stod og sluddrede lidt, uden de nåede at se sig omkring lagde deres hoveder et godt stykke væk fra deres kroppe. Stella gik ind af den åbne dør på liste tær. Det skar indvendigt i hende da hun så fra en krog, hvordan de holdt fast i Matt. Hun knne næsten ikke tåle at se på, hvordan de havde behandlet ham, hun bed sammen. Hvor havde hun dog været dum, at tro at han var væk på grund af en kvinde. Han ville jo aldrig have hende være i stikken selv hvis han var så lykkelig. Hun kendte ham. Hun følte hun havde forrådt ham.

I vognen åbnede Julian den. En af de sønner der så ud til at være ældest kom ud med en zombie. Om halsen på den var der en rundmetalting, hvor der var en stang der førte ud i førens hånd og holdt det kødædende væsen på afstand af føren dog ikke på afstand af Matt. Sønnen Phillip grinede hånligt imens han gik tættere imod Matt, imens zombien blot bed ud efter Matt, helt desparat for at flå skindet af ham og æde ham helt ind til knoglerne. Et bid og det var slut, så ville man selv blive en af dem.

Stella ville gispe, men ikke højlydt, hun behøvede at gøre noget lige nu. Hun sank en klump og bevægede sig stille igennem nogle overfyldte borde for at undgå opmærksomhed, måske nok til hun kunne komme om bagved Phillip og hugge hovedet af ham og zombien på samme forsøg. Hun ville møge sig forbi en masse ting da hun uheldigvis kom til at rage et glas ned som gik i tu på gulvet. "Shit." Mumlede hun lavt for sig selv og forsatte så, hun havde sværdet parat. Julian sendte to sønner derover for at se, hvad der skete. Begge to endte med hovederne af men en bagved hende fik fast i henes arme og hovedet slået ned i bordet så hun gik ud som et lys.

Hun kunne mærke små dråber lande på hendes ansigt. Hun prøvede at åbne øjnene, men blikket var slørret. Stella slog til sidst sit blik op. Hun var lænket fast. Hun rykkede vildt i i stolen med både arme og ben for at prøve at kome fri, men det endte med en hård næve ind på kinden af en af brødrene. Zombien var lænket fast til en pæl, imens dens lange arme og klamme fingre prøvede at få fast i Matt. Det var et sprøgsmål om tid. Stella kiggede ind i Phillips øjne da han bukkede sig ned foran ansigtet på hende. Allerede der havde Stella samlet en klat af blodspyt i hendes mund og spyttede det lige ud i hans grimme ansigt.
"Så er det nok med jer." Vrissede Julian. Endelig sagde han noget. Han gik imellem dem og kiggede skiftevis på Stella og Matt. "Bare slut jer til mig, også stopper alt det her." Tilføjede han bagefter og gik imod Stella, som med det samme sank en klump. "Hvis du gør det, så slipper jeg Matt fri og Josh lader jeg være i fred. Jeg lader dem være i fred, hvis du tager med mig." Sagde han så direkte til hende. Stella sank en klump. "Hvordan ved jeg at du holder dit ord?" Spurgte hun så og åndede lidt anstrengende ud. "Fordi, at jeg ikke har brug for dem." Svaredeh an så halvkølligt. Stella nikkede så derefter. Hun vidste det var en chance Matt og Josh fik, de ville aldrig blive ladet være i fred, men det var en chance for dem for at de kunne blive ved med at være i live. "Du lader dem være. Jeg er med dig. Slip så Matt fri." Sagde hun så og holdt vejret imens ordene uden mening fossede ud af hendes mund. Julian nikkede stolt og klappede kort hende kind inden han så lavede et ryk med nakken til de bare skulle smide Matt ud nu. Sønnerne greb om Matt så mange der var nødvendigt og tvang ham udenfor og gik et stykke hen med ham. Så snart det var det. Så sank Stella kort da Julian slap hende fri. "Du er jo min datter." Stella kiggede ikke op på ham. Hun ville ikke. Alt han sagde var løgn. Hun stolede ikke engang på ham. At Matt ikke ligeså snildt kunne risikere at blive henrettet lige nu. Hun bed sammen af den tanke, så tyggede hun lidt på den og fremmanede på den kommando så sit samuraisværd og svang det henover Julians hoved. Heldigvis for hende huggede det lidt af ham, men ikke nok af ham. Han var udødelig. Stella satte i løb. Så Julian var hurtigere end hende, men ikke i såret tilstand. Han ville ikke kunne blive ved med at gå rundt uden livsenergi. Stella løb med benene på nakken og kastede sig over en af sine halvbrødre og skar hovedet af den ene og sværdet igennem hovedet på den anden. Derpå lod hun det forsvinde og bandt hurtigt Matt fri. "Matt... jeg er så ked af det. Kom vi må skynde os." Sagde hun stille til ham og hjalp ham på benene.

Han betragtede nysgerrigt hvordan de åbnede vognen, dog havde han aldrig nogensinde set for sig hvordan dette skulle ske. Hans kære far havde simpelthen sunket så lavt, at han rent faktisk havde anskaffet sig en zombie. Han begyndte igen at kæmpe, forsøgte blot at få sig selv fri, for han havde i den grad ikke lyst til at ende sine dage som en hjernedød zombie, hvis eneste formål var at æde at omkring den. Han så vredt på Phillip, og hvis blik kunne dræbe så ville han nok havde været 7 fod under, og måske endda det længere. Han ville så utrolig gerne bare nyde at knuse spadens kranium under sin fod, bare for at nyde den smertefulde død han ville ende ud med at have.
Dog blev alle stille da der med et lød nogle lyde inde fra et andet rum, han rynkede brynet og et sekund glemte han alt om den hvæsende zombie der hellere end gerne ville æde kødet direkte fra hans knogler. Åbenbart var Julien stadig ligeså meget en kujon til selv at ville se hvad der foregik, så derfor gik det ud over nogle af hans andre sønner. Dog kom de to aldrig tilbage, men to kom dog tilbage, bare ikke helt de to der oprindeligt var taget af sted. Synet af hans søster fik hans blod i kog, selv med zombien der forsøgte at få fat i ham, og løftet om flere tæv, alt dette betød intet. Han knurrede og kæmpede igen for at komme fri.

Da de lænkede hende fast, tog det alt i ham for ikke at råbe et eller andet, det nok blot ville forværre hele hans situation det mere. Dog da hun kom ved bevidstheden og kom med den bedste ting han havde set i flere måneder, kunne han ikke holde latteren i sig. Man skulle da nyde de små øjeblik, selv med et løfte om tæv eller zombien der hellere end gerne ville æde ham, så kunne han da ikke holde latteren i sig igen. Bare synet af Phillips ansigt da spyttet ramte ham....klassisk.
Han stivnede dog da Julien med et snakkede om at hun skulle slutte sig til ham "du gør det bare ikke" hvæsede han af hende, han så direkte mod hende med et bestemt blik "det er fint, jeg kan godt tage hans tæsk...han bjæffer værre end han bide" han forsøgte virkelig at få hende til at stoppe. Hvordan kunne hun bare gøre det? men så igen, han ville også hellere end gerne give sig selv op, hvis det betød hun kunne være sikker. Han kunne bare alligevel ikke lade hende gøre det, og det sekund hun sagde ja, havde han mest af alt lyst til at rejse sig fra stolen og ruske i hende, råbe at hun ikke skulle gøre det.

Han kunne ikke tage øjnene fra hende, selv ikke engang zombiens hvæsen og konstante fakene arme kunne ikke tage hans opmærksomhed. Han knurrede advarende til sine halvbrødre da de løsnede ham og lod ham komme ud. Dog det sekund de kom ud skulle han netop til at tage energien fra dem, og derved komme på benene hurtigere, uheldigt for ham og måske alligevel et held kom hans søster ud og kappede hovederne af dem netop som han skulle til at gribe fat i dem og lade deres livsenergi flyde fra dem og hen i hans krop. Han rullede øjnene af hendes ord "lad os komme hjem, jeg har brug for et bad, noget at spise også kan vi snakke" sagde han fast. Med så lidt føde han havde fået igennem det sidste stykke tid, så var han utrolig svimmel, det der med at stå op var ikke just hans yndlingsting lige nu. Han greb sig til hovedet og brummede. Han vidste ikke hvor længe han ville kunne holde ud at stå op, hans ben havde et løfte forude om at han nok snart ville vælte også ville det næppe tage kort tid før han kom på benene igen

Skyldfølelsen gnavede i hende. Den fik det hele til at vende sig rundt inde i hende, og det kunne Matt tydeligt se i hendes øjne. Hun bed sig kort i læben og nikkede så til hvad han sagde. Hun gik over til ham, så han kunne bruge hende til støtte hvis det skulle være nødvendigt. Stella havde det dårligt med, at hun troede at Matt havde levet det her perfekte liv med en ny pige som han havde elsket, og at være fri. Hun hadede sig selv lige nu for ikke at have fattet mistanke til, at hendes far kunne finde på at bortføre ham. Han havde haft fingrene i Josh, hvordan kunne hun ikke have fattet mistanke?!!
Stella tog Matt med sig hjem, og fandt hurtigt forsyningerne frem, en kane med blod til ham, og et enkelt glas kunne hun klare sig med. "Hør Matty. Jeg er så forfærdelig ked af, at jeg ikke.." Hun slog blikket ned. Der var ikke undskyldninger nok i denne verden lige nu. Hun havde fundet sin egen lykke imens at hun troede, at han havde travlt med at planlægge sit liv. "Jeg skulle have vist at brevene ikke var fra dig af. Undskyld." Sagde hun og kiggede ham så i øjnene. De grønne øjne var fyldt med skyld intet andet. Men på trods af at han havde været ved Julian, så var hun glad for at han var mere helskindet end Josh. Men Julian havde nu også altid haft en svaghed for hans første børn. På en mærkelig måde. Han kunne ikke skade dem lige så godt som han ønskede.