The Beast Inside - Taumann

Ideen var fremmed for ham, for at sige det mildt. At leve under et andet væsens vilje, men så igen ikke. Men han var gangske sikker på at patriarchiske forhold, ikke var som det var at leve under doktornes vilje. ”Hvordan føltes det?” det virkede bare.. så besynderligt. Hvorfor ville nogen binde sig fast til nogen på sådan en måde? Taumann nikkede ved hendes svar, tilsyneladende tilfreds med svaret, det gav vel fint mening at han ville lære at lave eget våben, der mindre bevis der kunne traces tilbage på en. Samt var det vel bare praktisk. Selvom disse våben dog så ud til at være mange års erfaring bag, han havde vel haft rigeligt i så fald.
Taumann ville havde blinket i overraskelse, vis han kunne. Denne kvinde, var bestemt ikke af svag kaliber vis han skulle dømme ud fra hans korte møde med hende, men her sad hun og kiggede ned i jorden som om hun faktisk følte sig utilpas, hvilket han havde svært ved at tro på. Han havde observeret det blandt hans ofre, at folk ofte ville undgå øjenkontakt vis de var utilpas. Men kvinden følte jo ikke, eller det sagde hun. Han havde aldrig været god til det med at kommunikere, generelt fordi at han ofte ikke havde brug for det. ”Noget siger mig at du ikke er genert over at overrække mig et tæppe, eller er det måske en intim handling i grotter.” Man kunne tydeligt høre på hans tonelege at han drillede hende. Han rækte ud efter tæppet og lagde det først i hans skød. Før han kiggede på hende, han var ikke helt klar over hvorfor det pludsligt interesseret ham, det vel sjovt blev han enig med sig selv om. Hans tone havde ændrede sig noget, til at være mere seriøs, måske endda sympatisk ”Vækkede det dårlige minder Philippine? ”det lød måske som om han var bekymret, men det kæmpe smil bag masken tyde på noget andet, han var ikke bekymret, eller det sagde han i værdfald sig selv. Men hun var jo trodsalt det første levende væsen han rigtigt havde snakket med. Han kunne godt relatere til problemerne der kom ved at se umenneskelig ud, selvom grunden til at det var et irriterede ham, var nok ganske anderledes.

Taumann nikkede kort ved hendes svar, det var vel forståeligt nok, ifølge bøgerne var folk med dårlige relationer til deres opfostrer ofte forstyrret. Men det gav da til en vis grad mening, træn dit foster op til at kunne kæmpe på dine vegne, uden at danne emotionelle forhold til det. Det var en logik han kunne følge. Han kunne ikke lade vær med at grine ved hendes svar ”Nej det har jeg efterhånden opfanget.” Hans humor gik vist tabt her, men det stoppede ham ikke, han begyndte tværtimod at finde hendes reaktion til at være underholdning nok. Taumann rejste sig kort op og viklede tæppet om sig og følte langsomt varmen brede sig om ham, før han satte sig ned igen. Et tilfredst suk kunne høres bag fra masken, hans hunger var dulmet lidt, han var en smule varm igen ,og de var blot blevet en hvisken igen, den samme gamle forførende hvisken. Med andre ord, alle hans behov var dækket.
Et lykkeligt ’smil’ dannede sig ved hendes svar, hvorfor vidst han ikke helt, men det gjorde godt tilpas. ”Findes der andre slags” lyd han muntre svar. ”På godt eller ondt, er det dem der gør os og dig til hvad vi er” Han tog sin op foran sit ansigt, og studered kort de små klør hans knogler havde groet til, og tvang dem tilbage til deres originale stadie, og ømmede sig kort ved sensationen. Skønt, nu måtte han finde nye handsker på grund af deres udbrud. For ikke at sige de små åbne kød sår gjorde ondt.
Han kiggede lidt rundt i hulen, og opdagede først der, hvor tomt hendes ’hjem’ var ”Fortæl mig lige, hvad plejer du at fordrive tiden med din spartane lille hule.” Hvad kunne man dog fortage sig her, skulle et resident ikke være der man følte sig varm og tryg, havde mad og underholdning? Men så igen, hun var vel ikke lige frem definitionen a velfungerende. Måske en vane hendes Patriarch også havde.