A bloody good day! - Ahri

Tid: 18:30
Vejr: Smule vind, dog ikke nok til at man vil blive blæst omkuld, lige nok til at give en god brise i håret.
Halvt overskyet for ned sene sol.
Omgivelserne: Doomsville City og ydre del med den store Ashen Wood Forest.

Inde i Doomsville City i en sen eftermiddag som en hver anden sen eftermiddag, var mand, klædt i en blanding af tykt skin og ringbrynje blandet sammen til at give en god beskyttelse, så man ikke behøvede at bære en stor rystning på. Hans et hånds økse hang ned langs hans ene ben og vuggede fra side til side som han bevægede sig, hans repil liggende øjne lyste klart i noget af det sidste lyst som vil vise sig her inde for et par timer.
Han var taget ind på den lokale kro i byen da han mente han lige trængte til at få sig noget af drikke, dog havde han ikke tid til at drikke sig i gulvet, selv om hans ene hjerne halvdel mente at han burde blive og drikke sig i hegnet, så han ikke kunne huske noget som helst dagen efter.
Han var gået for sig selv gennem gaderne i Doomsville City og fundet en tilfældig kro og fik sat sig til rette og fik sit første krus mjød på den sene eftermiddag, han regnede da at han hvert fald ku' nå at drikke et par krus mjød før han skulle videre.
Der var ikke så mange i kroen endnu, da det stadig ikke var sent nok for de lokale til rigtig at strømme til kroen og udvikle den stille nat, til et muntret natteliv omkring kroen.
Den vel forberedte mand på kamp, sad og nød sit andet krus og sad med ryggen til resten af kroen og tænkte på sine egne ting og sager, han ignorerede stortset alt andet omkring ham og hørte ikke hvis der kom nye mennesker indenfor i kroen.
Da han havde drukket sit sidst og femte krus, kunne han ikke blive længere og drikke mere, selv om hans ene hjernehalvdel gerne vil, blev han nød til at komme videre, så han betalte kroejeren og fortsatte til kromandens lidt undreren over hvordan han stadig kunne stå oprejst og være så klar i hovedet, da mjødet han havde trukket var en stærkere brøkkede mjød.
Manden som hed Ancalagon, kunne tåle en hel del alkohol før han gik i gulvet eller i det mindste blev beruset, frem krus mjød med den styrke kick i dem, var han vandtil at drikke sammen med sit band of brothers.
Da han stod ude på gaden, kunne man godt se hvordan folk lige så langsomt var ved at pakke sammen af butikker for aften og natten.
Ancalagon strakte sig lige en gang og drejede til højre og begyndte at gå ned af gaden mod udgangen af byen og mod skoven, da han havde en aftale at mødes med en mand om noget handel om noget som ikke helt var lovligt at sælge, så de var blevet enig om at mødes i skoven og får færdiggjort deres handel og forsvinde igen.
Selvfølgelig var det ikke til Ancalagon selv, men en fra hans band of brothers some han lovede at få fat på tingen.
Der gik ikke lang tid før at han nærmede sig porten som førte ud til verden og den store Ashen Wood Forest. Da han kom til porten gik han igennem og kunne mærke en lille brise som hev i hans lange sammenbundet hår som var samlede i en slags hestehale, men var meget tykkere og der var mindre fletninger inde og smalle skindrime rundt om, hele tre af dem, til at holde håret samlede. Han havde en tatovering på begge side af hans hovedskal da han ikke havde noget hår på begge side men kun oppe på den øverste del af hovedbunden.
Han skulle ikke gå langt før han kom til starten af den stille skov, til han forsvandt derind og gik ret så roligt igennem, selv om der kunne være ulve, kæmpe edderkopper eller endda varulve en gang i mellem.
Han mødte en engang derinde, han slog den ihjel, men den havde været en hård modstander, var ikke et væsen som bare lagde sig ned og dø, men i sidste ende fik han ramt en pulsåre ved halsen så den faldt om og døde efter få sekunder.
Endelig var han ankommet til mødestedet og så ud til at han var den første til at ankomme, så han gik hen til et træ og lænede sig op af det og krydsede sine arme og skulle dog kun vente en lille halv time til at han hørte snakken og puslen fra samme vej som han var kommet fra.
Ud kom der seks mænd frem i lyset, da det var en lysning de skulle mødes hvor de sidste solstråler lige akkurat kunne lyse ind.
"Det var på tide Dom" kom det fra Ancalagon som selv kom frem fra sin skygge han havde stået i og gik hen mod de seks mænd der nu stod samlede foran ham.
"Nåh men hvis du bare giver mig min ting og så får i jeres diamanter og vi alle ka' komme videre med vores ting" kom det fra ham og rakte hånden frem for at modtage det som mændene skulle handle med for at få deres diamanter.
"Yea, om det, jeg tror desværre ikke at vi kan gøre handlen" kom det pludselig fra den ene mænd som stod i midten og smilede pludselig ubehageligt til Ancalagon, som så tog sin hånd til sig og lagde den ville på starten af skaftet fra hvor metalet og træskaftet mødtes og var klar på det værste.
"Var ikke en del af planen" sagde Ancalagon bare urørt over de andre havde nu omringet ham og så ud som om de kunne rive hjertet ud på en mand, alle med økser eller køller.
"Ændre af planen, for ser du, vi fandt ud af noget meget interessant om dig her efter vi mødte første gang, det ser vidst ud som om at der er nogen som vil ha' dig dræbt og vil betale ti gange mere end hvad vi vil få ud af at handle med dig, tag det ik' personligt, det bare ren forretning" forklarede han og stod og smilede fornøjet over situationen som han mente, han havde kontrol over.
Ancalagon kunne med det samme se at den eneste udvej, var at dræbe dem alle sammen og så finde nogle andre som havde tingen.
Han stillede sig klar til at trække sin økse og forsvare sig selv imod hvad for et slags angreb der vil komme mod ham og kiggede på dem alle sammen og begyndte at regne ud af hvem der nok vil slå først og hvem der var farligst af dem alle, hvilke der var en af dem som så vildere, større og meget mere aggressiv med et vildt blik, han var helt sikker ikke et menneske, men enten en dæmon eller varulv på den måde mandens krop så så pumpende ud.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] påklædning

Klokken var efterhånden ved at være mange, Ahri sov dog ikke så tit om natten. Hun gik mere udenfor, på jagt efter fisk fra fiskehandlerne. Hvilket havde fremstået tydeligt for alle dem der solgte fisk i byen, der nu engang havde set hende gøre det. De havde alle sendt et rygte ud til landsbyen, om at der vandrede en pige rundt med Sorte katte øre og en kridhvid pjuskede hale, der forbandede de byer hun nu gik ind i. hvis man blev rørt af hende, eller snakkede til hende bragte hun en forbandelse over ens familie. Mange troede på dette rygte, hvilket gjorde at hver gang hun kom ind i byen og folk så halen, samt de sorte øre. Kastede de sten og pinde efter hende, mens de jagtede hende ud af landsbyen.
Ahri løb, løb som vinden fra de forskellige sten der sværmede omkring sig. hun fattede intet, hvorfor kastede de nu sten efter hende. hun gjorde jo intet forkert, de fisk hun havde taget, var der altid efterladt en gave som en død mus hun havde fanget for dem. Hvorfor virkede folk så, så sure! Hun var usikker på sine bevægelser gennem skoven, mens hendes lyseblå øjne flakkede skræmt omkring sig. de sorte øre flakkede rundt, efter lyden af folk der måske råbte efter hende.
En times tid gik, hvor hun ikke lavede andet end at gå rundt i skoven. Faret vild, inde i Ashen wood Forest? Hun rystede blidt på det kønne lille hoved, mens hun gik rundt. Hendes blik landte på nogle folk, uanede om hvem de var. Fulgte hun efter dem, i håb om at de var på vej ud af skoven så hun ville kunne komme væk igen.
Hun holdte sig bag dem, eller over dem det skiftede lidt. Da de stoppede op, mens de snakkede løs, klatrede hun op i et træ. Chancen for at de ville finde hende deroppe, var ikke så stor igen. Medmindre grenen knækkede, hvilket den ikke burde, så meget vejede hun jo heller ikke.
Lyden af de forskellige stemmer, fik hendes sorte øre til at køre sig tilbage. Af en sær grund kunne hun føle hvordan luften kun blev tykkere, det at de havde omringet en person. Fik hende til at løfte hovedet en smule, hvad skete der! havde hun virkelig stalket nogle mordere?! Hun rystede blidt på sit hoved, mens hun kløede sig i hovedbunden. I håb om at det hele var en løgn, hun klemte sine øjne sammen.
Hvis de havde opdaget hende, kunne de så ikke finde på at dræbe hende?! Hendes rysten på hovedet, gjorde hende en smule svimmel. Da hun stoppede med det, snurrede verden lidt rundt omkring hende. inden hun fik set sig om, så hun op mod himlen. Hendes sorte hår blafrede nærmest omkring hendes kinder, nærmest kærtegnede dem. Mens hun faldt ned mod jorden, det virkede som et langt faldt, på måske en times tid.
Da hun ramte Jorden, fløj blade omkring hende. hun ømmede sig en smule, mens hun rullede om på sin mave. Så hun ville kunne sætte sig op, ørene satte sig helt op, mens halen gled omkring hendes hofte. Da hun åbnede sine øjne, og nærmest stirrede ind i øjnene på en af de mænd der havde omringet den ene mand. Hun stirrede skræmte på ham, mens et lille usikkert smil kom frem på hendes læber. lidt i håb om at intet dårligt ville ske, hvis bare hun smilte en smule.
Manden sendte hende derfor et kæmpe smil, hvor han derefter greb fat i hendes ene arm. Han fik hende op på benene og kastede hende nærmest hentil en af de andre. ”Det regner jo med misfostre!” grinte han, i det Ahri faldt mod en af de andre. Hun skubbede sig selv væk fra den ene, med et lavt klynk. Hvor den ene greb fat i hendes højre arm, han hev hende indtil sig og placerede den anden hånd på hendes røv. Han fik hende til at bøje sig bagover, mens han stod som om de dansede. ”Burde vi ikke lege med hende en smule, Anca kan vel vente bare 10 – 20 minutter?” Sagde han, mens han kiggede ind i Ahris skræmte øjne.
De andre nikkede kort til hinanden, hvor en af dem greb fat i Ahris anden arm og snurrede hende rundt. Så hun endte ved ham, de grinte hver i sær over de bitte små skrig hun lod slippe fra hendes læber. hendes hale var nærmest kørt mellem hendes ben, skræmt over at de nærmest legede med hende! skræmt over deres våben!
Manden der havde fat i hende placerede sine modbydelige læber mod hendes pande, mens han nærmest sniffede til hendes sorte hår. hende øre lagde sig ned, mens hendes øjne klemte sig sammen. En af de andre bøjede sig ned bag hende, for at kigge op under hendes kimono. De andre grinte af ham, mens han gjorde det. De havde dog stadigvæk nogle, som holdte øje med Ancalagon.
Da han så lænede ind for et kys, sparkede hun ham i skridtet så et lille knæk blev hørt. Han slap hende og holdte sig til skridtet, hvor en hånd fløj mod hendes kind. Slaget gav en genlyd i skovens dybde, Ahri kiggede til side. Med store øjne, han havde lige slået hende? burde det ikke være hende der slog, de legede jo med hende.
Da hun placerede en hånd på sin nu røde kind, greb en af de andre fat i hånden og smed hende ned i de tørre blade som knækkede under hende. de andre greb fat i hendes ben, så hun kun kunne vride sig en smule rundt. Hun forstod intet af det der skete for hende lige nu, hvorfor lige holde hende nede? Hun ville jo ikke skade nogle. Hvis bare de lod hende gå, tåre tittede frem i hendes øjne. Smerten i kinden, gav hende endda hovedpine. Hun vrid sig rundt, for at slippe for deres forskellige greb. Manden hun havde sparket i skridtet, greb fat i hendes snor som hang ned, den holdte toppen af kimonoen lukket. Så hun ikke endte med at flashe boobs, han hev den af så et knæk fra kjolen blev hørt. Hendes hale slog omkring sig, så dem der holdte hendes fødder næsten var nødtil at gribe fat i den også, bare for ikke at få en masse hvide hår i munden. Hun skreg i vilde, som om det ville gøre hende stærkere!

Ancalagon stod lidt løst, som om han stod foran en modstander i en boksering, dog ikke helt hoppende, men nok til hurtig at kunne bevæge sig fra angreb fra dem.
Men før at der skete noget andet, lød der pludselig et knæk næsten lige bag gruppen, en eller anden tøs var væltede ned?
Ancalagon stod og undrede sig over hvad en tøs dog lavede ude i en skov som den her, men da hun blev taget af en af mændende og kastede ind foran gruppens leder, kunne Ancalagon se at det ikke var en helt almindelig tøs, men et andet væsen.. med hale? og katte øre?!
Men før han nåede at tænke mere over den nye tøs, greb en af mændende hendes arm og der gik ikke lang tid før at to andre sluttede sig til manden som havde grebet hendes arm og så begyndte de ellers at begramse og udnytte hende godt og grundigt, dog kunne Ancalagon ikke slippe væk da han stadig var omringet, da det var en ret stor gruppe som var tilstede.
Et pludselig ynkeligt 'ugh' lyd kom fra en af mændene som havde prøvet at kysse tøsen, havde fået et hårdt spark lige mellem bene og lyden af et knæk, fik de to andre som holdt hende fast til at udbryde et 'ugh, that most have hurt'.
Lederen vendte pludselig om og gav tøsen en ordentlig lussing og gav manden som havde fået sparket i klunkerne, et dask med foden som tegn på at 'mand dig dog op idiot og færdiggør tøsen' og gik tilbage til resten af gruppen som stod omkring Ancalagon.
"Tag dig ikke af dem i baggrunden, de er færdig lige om lidt og så får du din tur Anca" fortalte lederen Ancalagon, som om at det var noget helt normalt som mændende gjorde til hverdag, at voldtage små tøser de kunne finde mens de var igang med at handle eller snakke om handle med folk.
Manden var kommet op igen og samlede sin værdihed op og fik med hjælp fra de to andre, til at vælte tøsen ned og mens de holdt hende nede ved armene, begyndte manden ellers at begramse tøsen og hive kimonoen op så hendes bryster kom frem i lyset som han ellers godt og grundigt begramset og man kunne se et creppy look han havde, som om at han var i himlen og i trance.
Han med lidt besvær, fik spredt og begyndte at bakse med at få åbnede sine bukser og finde sit allerede halv pararte lem frem og kranke tøsens krop og ånd helt.
Men tøsen gav dem modstand og gjorde det en del mere besværligt og gjorde lederen utålmodig, "Åh for fuck sake, kan i ikke skynde jer, tag hende ind bag busken der, kan sku' ikke høre mine egne tanker!" beordrede han dem irriteret og pegede mod nogle store buske ved et stort tykt træ.
Manden som var få minutter fra at voldtage tøsen, men lyttede til bossen, så han knappede bukserne sammen lige nok, så de ikke vil falde ned om bene på ham, men samtidig så han hurtigt kunne smide dem og tage den her lille nymfe.
Han greb hende via det store fyldig sorte hår samtidig med at de to andre greb hendes overarme og med lethed, fik de hende op på sine ben mens hendes kimono åbnede op og halvt dækkende for hendes krop og bryster.
Manden som havde sit jerngreb om hendes hår smed hende ned på jordbunden og tørre blade fra træet mens de to andre greb hende igen, så hun ikke kunne komme op, mens manden som havde prøvet at voldtage hende før, stod med bukserne om anklerne, med sit gigantiske hårde lem i hånd og havde et djævelsk smil og havde fået en unaturlige øjenfarve og hugtænder og en lav dyb knurren kom fra ham. Det var tydeligt at han ikke var et menneske, men en meget farlig varulv som havde lyst til at fortære og krænke tøsen og ødelægge hende total.
"Ah, nåh hvor kom vi fra Anca?" Spurgte han og smilede roligt men på en kold måde til Ancalagon som havde trukket sin økse og stod klar til at kæmpe igen.
"Ha, tror du virkelig at du kan dræbe os alle sammen? Vi er dobbelt så mange som dig og vi er alle sammen tydeligvis stærkere end et sølle menneske" sagde han hoverende og lade sine arme i kors.
Ancalagon kunne godt se at han ikke kunne finde den her kamp uden selv at dø, så han så kun en udvej og lod øksen falde ned på jorden som landede med et tungt bump og lå så helt stille, hvilke fik lederen til at hæve et øjenbryn da Ancalagon smed sin økse.
Men det blev først mærkeligt da Ancalagon pludselig faldt krumbøjet ned på jorden og udbrød et unaturligt smertes skrig og sad på alle fire men slog armene om om selv og flere forfærdelige smerteskrig lød i en stor omkreds omkring Ancalagon.
Lederen vidste pludselig ikke hvad der skete og stod næsten forstenet til og så på Ancalagon ligge og være i nogle smerter åbenbart.
Ancalagon støttede med sin ene hånd på jorden for ikke at plante ansigt i jorden og falde forover. Et ekstremt højt knæk lyd kom fra hele hans krop som fik Ancalagon til at udbryde et smertes skrig igen.
En pludselig ændring i hans udseende havde ændrede sig, små horn begyndte at gro ud af baghovedet på ham, hans tøj begyndte at flække begrund af hans massive størrelse som hele hans krop har groet pludselig.
Hans hud var endda begyndt at krakelere af hans krop mens tynd hud i en ekstrem hurtig fart groede ud fra hans krop og arme og samlede sig hele vejen ned til starten af hvor hans hofter var.
Inden under hans krakelerende hud, var der.. skæl?!
Han var nu groede flere meter i størrelse og længde og da det sidste hud faldt af hans ansigt, startede hele hans mund at gro udad og lignede mere en dinosaur mund end nogen anden menneske mund eller hoved gruppen havde set, alt den løse hud som havde groet ud af hans arme og siden af hans krop var blevet til gigantiske lange og store vinger og lignede ens flagermus' måde at have vinger på, med at arme og vinger var i en. Selv hans hånd var brækket op og havde efterladt en blanding af brøl fra et vildt og farligt væsen men samtidig med en streg af menneske skrig, men hans fingre havde fuldstændig skiftede plads og de fire sidste fingre havde samlede sig til to fingre med ekstrem spidse klør til at kravle med og holde fast i ting hvis han skal kravle.
Hans fødder var også voksede og var blevet til en tre-points fod også med barber skarpe klør på de to forreste tær og den bagerste tå.
En lang piskende hale voksede ud fra hans haleben med en ende som havde en slags form som lignede lidt en båd åre men breder og mere rundformede i det.
Hvor der før havde stået en omringet mand med kun sin økse i hånden, stod nu en vaske ægte drage med skæl, vinger og look.

(( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] looket ))

Folk fra gruppen som stod omkring nu en drage, bakkede nærmest bagud i chok, forfærdede over hvad de lige havde været syn til.
Dragen stod dog stadig lidt foldet sammen da forvandlingen havde kørt hårdt på dens fysiske og psygiske tilstand og havde fået ekstremt hårdt for dens krop, men den havde en dyb og rasende knurren som man næsten ville tro var torden.
Et forfærdede hvæsen kom fra dens indre og en gennemsigtig, næsten savl liggende væske dryppede ned fra dens mund, som efterlod en meget tydelig ætsende lyd fra jorden den rørte.
Lederen var igang med at bakke bagud ud fra rent skræk fra dragen men nåede ikke langt, for hele bystkassen og halsen lyste kraftigt op mellem alle de mange hundrede skæl den havde med en blanding af en kraftig blanding af rødlig, gul og orange.
En frygtindgydende kraft af ild blev skudt ud af munden på dragen som slugte lederen op og opløste ham helt så der kun var kaste tilbage fra ham, spredt over det hele på jorden.
Først nu slog det de andre mænd at de nok skulle se at komme væk og begyndte at flygte men dragen var for hurtig for dem alle på nær en enkel mand som havde forvandlede sig til en tiger og spændt væk fra massakrersen af hans venners.
Dragen vendte sig rundt og med et enkelt stort vingesving, var den lettede fra jorden og sat efter den flygtende tiger og indhentede manden ved at dykke ned og flambere ham op til aske.
Alt i mens at det var sket, var manden med sit lem fremme, slet ikke nåede længere end at stå med den i hånd og foroverbøjet over tøsen, da alt tumultret skete derud, så han rejste sig op og pakkede lemmet tilbage i bukserne mens de to andre fik bundet tøsen fast til træet, men ikke særlig godt, da de havde lidt travelt med at komme hen til den anden som forsvandt ud af busken, da buskene som de var bag ved, var så store og tætte at man blev nød til at gå igennem for at se hvad der skete.
Ikke mere end fem sekunder at han var gået ud, efterfulgte der sig et højlydt skrig som hurtigt forsvandt, som om nogen havde snuppede ham og fløjet væk med manden.
Da de så kun var to tilbage og kiggede usikkert på hinanden og blev enig om at bare løbe fra hvad end der forårsaget alt den larm og får deres gruppe til at skrige op i smerte, plus at der var pludselig blevet meget mere varmt da jorden stadig brændte fra lederens død af drage ild.
De begge talte til fem og så stormede de ellers bare væk fra tøsen som de ikke havde bundet særlig godt til træet og der gik ikke længe før man hørte begge deres højlydte skrig og derefter et højlydt brøl af et eller andet rasende dyr som lød som torden i den nu mere blæslig vind som havde taget en smule mere til.
Over alt på jordbunden lå der spredt døde og næsten maltrakterende mænd, nogle var så voldsomt dræbt at de næsten ikke lignede mennesker mere med store blod pøle som havde givet det mørke græs en rødblods farve, men dragen var ikke til at se, men lyden af dens brøl lød som torden i hele området de befandt sig i

//phew.. o.o

Det at de holdte hende nede, var det der fik hende til at kæmpe sådan imod. Hun anede enlig ikke hvad sex var, plus hun fattede ikke et ord af hvad de sagde til/ omkring hende. det at de hev i hendes tøj, skræmte hende nu heller ikke. Hun var ikke bange for at blive plottet, da hun gennem hele sit liv havde været fanget i en kælder, hvor en tysker gik rundt og lavede forsøg på hende. gjorde at hun ikke forstod sproget, samt det at man skulle have tøj på hele tiden. Hun forstod meget lidt, og gjorde det hun så omkring sig. hvis hun så nogle der kyssede, ville hun tro at man gjorde det som et venligt goddag. Hvis hun så nogle skrige af en gave, ville hun tro at gaver var et slags våben.
”Nyaaaah!” Skreg hun, da manden begyndte at begramse hende. hun klemte sine øjne sammen og vrid sig rundt, som en sindssyg. Hun snappede sågar ud efter dem der holdte hendes arme, mens en lille tåre gled ned af hendes tinding. Lyden af en af de andre der råbte op, fik hende til at åbne sine øjne i et sæt. Måske bad han dem om at stoppe, måske ville de lade hende gå, fordi hun strittede for meget imod.
Hendes lyseblå øjne rettede sig uskyldigt mod lederen af gruppen, de skinnede nærmest som når solens stråler ramte overfladen af vandet i en sø. Øjnene blev lukket endnu engang, da en af dem greb fat i hendes sorte silkebløde hår. Et lavt klynk slap endnu engang hendes læber, da han hev hende i håret. Hun følte de andres hænder, der fik hevet hende op at stå. Hendes hvide hale, trak sig øjeblikkeligt under hendes ben. Da hun trak hendes ben op fra jorden, så de var nødtil at bære hende væk. Hun vejede næsten ingenting, ikke fordi hun lignede en der vejede meget, hun lignede nok mere et stankleben end noget andet.
Hendes øjne åbnede sig en smule, mens hun forsøgte at få manden til at slippe hendes hår, sprællede hun en smule rundt. Hvis bare de ville lade hende gå igen! Da hun følte jorden under hendes fødder, blev hendes hår revet hårdt i. det føltes næsten som om, han havde forsøgt at rive det af. hun faldt til jorden, hvor hun tog af for faldet med sine hænder. Hendes hvide hale viklede sig en smule om hende, som om det var et beskyttende skjold. Hun spændte en smule i sine arme, for at få sig selv rejst en smule op. Forsigtigt drejede hun hovedet en smule, for at kigge tilbage på manden. Inden hun overhovedet fik lagt øjnene på ham, greb de andre endnu engang fat i hende. hendes øjne flakkede rundt, mens hun endnu engang forsøgte at slippe fri fra deres greb!
Hun skreg, da manden smed sine bukser ned om anklerne. Ikke på grund af hans lem, som han havde hevet frem. mere på grund af hans øjenfarve og hugtænder, hun havde haft et møde med en varulv før. Som endte i tortur, hvilket gjorde at hun var skræmt for livet, i at løbe ind i endnu et af disse monstre! Det at han smidt bukserne, tænkte hun ikke over. Man smed vel tøjet en gang i mellem, især hvis man skulle i bad! Så der var intet problem i at se en mand nøgen. Derimod forstod hun ikke ligefrem *Sex* hun anede ikke hvad det var, eller om hvordan sådan noget fungerede.

((Da Ahri er omme bagved med de der mænd, kan hun jo ikke se hvad der sker ved hans forvandling. Hvilket gør at jeg sprænger hentil skrigende, håber det går.))

Ahris øre rejste sig en smule, da hun hørte nogle knæk samt smertesskrig. Hun havde god hørelse, hvilket gjorde at hun kunne høre Ancalagons muskler der nærmest rykkede sig rundt, og voksede. Hun klemte sine øjne sammen, mens hun klynkede. ”Le go Le go!” Skreg hun af dem, mens hun vrid sig rundt. Hendes hvide hale slog en af dem i ansigtet, det irriterede nok mere end den gjorde skade.
Lyset fra en flamme, fik hende til at ligge helt stille. Mens forskellige skrig blev hørt på den anden side af busken, hun blev trukket mod det nærmeste træ. Mens de mumlede sammen, om hvad der kunne fremmande deres kompaner, til at skrige så meget som det gjorde. De greb fat i et reb, hvor de bandt hende fast hurtigt og usikkert fast til træet. Mens hun sad stille som en mus, det der end fik dem til at skrige. Var ikke noget hun skulle nyde noget af! hun rystede på hovedet, mens de forsvandt ind i busken. Lyden af stilheden efter det sidste skrig, fik hende til at bevæge sig lidt. Så rebet faldt ned om hendes hofter, hun satte sine hænder op for at lukke kimonoen, som de enlig havde ødelagt en smule. Ikke at den ville være svær at lave, den skulle bare bindes fast igen og måske syes. Hun kunne dog ikke finde ud af at sy!
Med forsigtige skridt, gik hun væk fra stedet. Hendes hale løftede sig en smule, da hun så de maltrakserede kroppe der lå på jorden. Alt indvolden der var spredt ud over græsset og de tørre blade, sammen med nogle forbrændte lig. Deres munde var åbne, som var et tegn på skrig. Hun satte sine hænder op foran sin mund, stanken fra de brændte kroppe. Var tæt på at få hende til at kaste op, hun gik hurtigt udenom dem. Da lyden af en jammren, lød fra en af dem der var kløvet midt over. Hun sprang til side, med et skrig! Da han stadigvæk levede. Hun bumpede kort ind i noget, et træ?
Det føltes dog anderledes, ikke som et træ. Da hun rettede sit blik op mod himlen, stod grunden til skrigende der! det kæmpe monster, der kiggede ned på hende. med nogle gyselige øjne, den var enorm. Hun ville på ingen måde kunne løbe væk fra sådan en, eller være hurtig nok til at gemme sig. hendes hår på halen rejste sig op, til hun himlede kort med øjnene inden hun faldt til jorden. Frygten havde taget fat i hende, og fået hendes hjerte til at stoppe med at prducere nok ilt til hendes hjerte. Hvilket gjorde at hun besvimede af skræk!

Manden som var splittede i to som lå og nær døden havde ligget med stadig en arm tilbage som ikke var blevet revet af, ud af ren chok og refleks prøvede at kravle væk fra alt døden og ødelæggelsen og.. og DET!
Men han rykkede sig stort set ikke nogensteder da hans krop ingen kontrol havde mere og døde, efter han havde opbrugt de sidste livs energi, men ikke før at hans blik havde rettede sig katte-tøsen som var dumbede ind i hvad de havde under kontrol.
Mandens lå helt stille med vidt åbne øjne og halvt åbent mund mens der var blod overalt omkring og på ham at man næsten skulle tro at det var hans egen hudfarve.
Ancalagon sad med siden til den døde mand og så også Ahri, og grunden til at han ikke havde fået færden af hende, var fordi han havde med vind, så hendes duft var blevet blæst væk fra ham og ikke ind i ham, desuden var hun også så lille og spinkel og lavede intet larm når hun gik.
Han var fuldt i gang med at æde af asken fra en af de brændt op mænd til at han mærkede noget som pludselig rørte ved ham!
Han vendte hovedet rundt og fik øje på dette lille ubetydelige ting stå og glo op på ham, en dyb faretruende knurren og brummen kom fra dybet i ham, men lige inden at han skulle til at dræbe hende, besvimer hun?!
Hvilke gjorde ham forvirret og hans øjne opfattede halen og ørene næsten med det samme efter og vidste pludselig ikke hvad hun var, og det gjorde ham vagtsom, han var trosalt et dyr by birth, og som et hvilket som helst andet dyr, bakkede han bagud og gjorde sig stor og faretruende, rejste sig op på sine bagben og spredte sine to gigantiske vinger ud og brøllede af hende mens gennemsigtigt syrevæske dryppede ned fra hans underkæbe og lavede en tydelig ætsende lyd og fjernede alt græs og blade der var på jorden og lavede huler i jorden.
Da det ikke virkede på tøsen, da hun var besvimet, som han selvfølgelig ikke vidste, stoppede han op og stod bare med dyb knurreren og brummede hen imod det bevistløse pigebarn.
Ancalagon begyndte nu at først langsomt bevæge sig tættere på pigebarnet til han stod med hovedet foroverbøjet Ahri og begyndte at snuse til hende og da hendes duft ramte hans næsebord fnyste han og rystede med hovedet og bakkede bagud og gav et hvæs fra ham.
Hun havde en ukendt duft, en duft han aldrig havde mødt i sit lange liv, eller race for den sags skyld, og så gjorde Ancalagon nåede han aldrig havde gjort før i sin dragekrop.
I stedet for bare at dræbe hende, placerede han sin bagbens fod på hendes krop og gav et enkelt sving med sine majestætisk vinger og var oppe i lufte, højt over Ashen Wood Forest og nogen by om dem og begyndte bare at flyve væk fra massakreringen i skoven og fløj med høj fart væk fra skoven og stedet og hen til et andet sted han kendte.
Grunden til at han ikke havde spist hende, var at han ikke var sulten, han havde allerede spist aske og en blanding af mennesker og væsner i gruppen som havde omringet ham.
Ancalagon efterlod et øvredøvende brøl fra sit indre og drønnede af sted med Ahri i sit greb, stadig bevistløs.
Efter en god ti minutter, landede Ancalagon igen og slap tøsen fra hans greb og kiggede nu ned på hende med en dyb men lav knurren og vidste på ingen måde hvad han skulle gøre med hende, han havde taget hende hele vejen over til bjerget og de placerede sig nu i en klippe dal med masser af små, store og kæmpe stolper af klipper som var blevet skabt for flere hundrede tusindende år, men var nu forladt og kun dødbringende væsner og barbare som kom for at teste deres værd og mod, måske nogle enkel folk som turde våge sig ned i den dybe og kæmpe klippe dal som mange mener var skabt via hænder, og ikke er naturligt lavet, men det så længe siden, at ingen er sikker længere.
Kan være at det er fordi han har levet så længe i sin menneske form, at han kunne kontrolere sin animalske vilde side en smule bedre, for han fik pludselig lyst til at finde ud af hvad tingen var, han kaldte hende tingen, da det at hun havde hale og katte øre, gjorde hende til noget andet end en pige.
Han kiggede rundt og fik øje på et perfekt sted for at holde øje med tingen.
På ingen tid havde han kravlede med hurtig fart op af en klippevæg som stod ret tæt på dem og lagde sig/bukkede sig så han var helt ude at syne for hvis tingen skulle kigge på platformen han lå, men samtidig havde han et godt syn og lå nu og ventede på at tingen skulle vågne op.

Det var grufuldt! Hvem kunne dog være i stand til at dræbe så mange folk på en gang, måske endnu en af de monstre!? Hun rystede blidt på hovedet, det kunne umuligt være en af dem. Da ham der smed tøjet foran hende, var en af dem og han var død, så dette var måske ikke bare et monster men et uhyr. Hun fik gåsehud af tanken, det at der gik noget rundt, som enlig var så stærk. Hun ville aldrig overleve, eller måske lod han hende leve, hvis hun gav ham sit hemmelige våben?!
Det at han forsøgte at kravle væk, var nok til at give hende sure opstød. Den måde indvolden, blodet og resten af de indre organer nærmest gled efter ham. Mens han langsomt kom en millimeter per minut, hun klemte sine øjne sammen. Det var et forfærdeligt syn, hun drejede hovedet væk. Hvor efter hun gik ind i ham, hjerte hamrende og synet af en drage fik hende til besvime.

Hvis det ikke var fordi hun var besvimet, ville hun nok efterligne dragen. Det at han forsøgte at virke faretruende og stor, hvilket han jo enlig ikke behøvede. Hvem frygtede ikke en drage så stor som ham? Så ville hun nok holde øje med ham, forsøge at finde en vej udenom ham eller gøre sig selv skræmmende. I håb om at slippe væk, hvem ved? Måske frygtede han katte?
Fnyset førte luft ned på hende, hvilket fik hendes hår til at blæse væk fra hendes ansigt. Hendes øjenbryn rykkede sig en smule sammen, som hvis en flue kravlede på ens pande. Dog vågnede hun ikke af det, hun lå så godt som død på jorden. Hjælpeløs og uskyldig, med halen om sin hofte og armene på hendes side. Hun lå med siden til ham, så enlig på sin højre side og benene der krydsede over sig.

Da hun endelig åbnede sine øjne igen, var hun indeni en grotte. Hvilket fik hende til at sætte sig op i et sæt, hun kiggede forvirret omkring sig. først var hun ude i skoven, nu var hun inde i en grotte? Det gav ikke mening for hende, men det gjorde intet. Hun skulle væk, uhyret havde sikkert kidnappet hende! siden hun ikke kunne se den nogle steder, tog hun chancen og rejste sig op med et lille hop. Hvor hun løb mod åbningen, det eneste sted hvor der enlig kom lys fra, hendes hænder var placerede til at lukke hendes tøj med, mens hun susede mod udgangen. Hvis han ikke opdagede hende, og afskærmede udgangen ville hun hoppe ned mod de få store stolper, med forskellige former for hop. For ikke at komme til at snuble eller falde, hvis nu der skulle være en løs sten.
Derimod, hvis han stoppede hende ved at afskærme udgangen. Ville hun nærmest falde tilbage og hurtigt kravle væk fra ham, med et lavt skrig. Hvor hendes hvide hale ville stritte op i luften, af choket. Over at han derimod var der, mens hun havde forventet at han holdte sig væk fra hende.

(hun er besvimet, hvad kan man skrive når en person er væk?)

Da tingen åbnede øjne og rejste sig op, fokuserede han sig på tingen og hvad det underlige katte væsen lavede, men dog stadig ved at holde sig i skyggerne, grottens udgang, åbnede ud til en kæmpe kløft som hvis man skulle skulle komme ud, var man nød til at kravle og det var ikke fordi at det var det mest nemmeste at gøre, hvis man ikke var god til det.
Der var dog en meget lille stil, stort set væk som gik op langs klippevæggen og videre op til resten af verden og væk fra grotter og klipper.
Hans øjnes propiler var helt udspillet, begrund af mørket i grotten mens han fulgte tingen med øjne og studerede hende.
Da hun begyndte at løbe mod udgangen vidste han godt at hvis hun ville ud, måtte hun kravle flere kilometer lodret opad en klippevæg med mange løse sten til at tage fat i og falde til sin død, så han kravlede næsten som en skygge op gennem et hul som førte ud til kløften og som også var stor nok til han kunne komme ud gennem hullet.
Da han kom udenfor, var det lidt over middag og fuldmåne som lyste hele kløften op og gav alt i kløften nogle skræmmende skygger, næsten monstre lignede skygger som lurer i mørket til at springe på en uheldig person.
Dog var han ikke lydløs som Ahri var når hun bevægede sig, da han after all var en ret stor drage, så da han fjernede sig fra sit sted på klippe platformen han havde ligget på for at holde øje med Ahri, væltede der masser af små sten ned og gav genlyd i hele grotten og da han også gav en dyb men lav knurren mens han kravlede op mod hullet, lod det som om at han var igang med at jagte hende og storme mod hende inde fra mørket i grotten.
Ancalagon sad nu lige over indgangen til grotten og ventede på at hun skulle komme ud, så han kunne fortsætte med at studere og finde ud af hvad for en ting hun var.
Hun virkede på ingen måde til fare for ham, og hun opførte sig som en lille forskræmt teenager tøs, dem havde han da smagt en god håndfuld gennem sin levealder, i tidligere år.
Men hun dufter intet som en menneske eller nogen anden race og det fik hans menneskelige del ham til at ville finde ud af hvad hun var og så vil han nok dræbe hende, eller bare lege lidt med hende, før han vil dræbe hende.

//blev lidt kort : s//

Lyden af stenen der faldt til jorden, fik hende til at stoppe med at løbe.uhyret var her! Hun drejede hurtigt rundt, med sine lyseblå øjne, som stirrede rundt i mørket. Hun kunne intet se for sig, alt der skulle til var at komme udenfor. Hun valgte derfor at tage chancen, hvis bare hun kunne komme ud. Var der en chance for at falde ned i et hul, hvor uhyret ikke ville kunne finde hende, eller den ville ikke kunne nå hende i hvert fald. Hun rettede sig op og løb mod udgangen endnu engang, med sine øre der var rejst op. Da hun kom udenfor, følte hun vinden der kærtegnede hendes kinder. Køligt, måske mere frossen, da det jo var aften. Hun stoppede op ved kanten af kløften, mens hun tænkte sig lidt om.
Log hun mærke til lyden af klør mod sten, hun drejede sig om mod indgangen. Hvor hendes øjne lande på monstret, hendes øjne spærrede skræmt op. Da hun valgte at ryste på hovedet, hvis han var så tæt på var der ingen grund til at løbe. Hun var så godt som død, hun klemte sine øjne sammen og knurrede kort.
Hendes øjne spræng op i et sæt, hvor farven nærmest var Lilla. Hun viste sine tænder og knurrede af ham, mens hun stirrede ind i de store skræmmende øjne. Hvis hun skulle dø, var den bedste måde så ikke at dø med en smule værdighed. Udover det, måtte der være en grund til at hun stadigvæk levede! Hvis ikke, kunne hun dø med tanken om at hun havde set uhyret i øjenene. Hun holdte vejret, mens hendes hale nærmest strittede lige ud i luften.

Da Ahri kom ud af grotten og stod nu helt nede i kløften med Ancalagon, rejste han hovedet og fik øjenkontakt til væsenet som pludselig fik en lilla øjenfarve? Interessant.
Ancalagon rejste sig op og kunne tydelig høre at hun knurrede til ham?! Han lettede med et stærkt vingepust og landede bag hende så Ahri stod mellem ham og grotten.
Ancalagon svarede igen og hans dybe torden lignede knurren kom fra hans indre igen mens han åbnede munden lige nok til at nogle syle spidse tænder viste sig i månens kraftige lys men selv om han var meget større end tingen, holdt han sig alligevel en af stand fra hende, da hun pludselig kunne få lilla øjne, hvilke han lærte på den hårde måde en gang at når en modstander eller et andet væsen pludselig gør noget uforventet, skal man stadig være lidt varsom.
Han begyndte med meget langsomme bevægelser at bevæge sig sidelæns uden at miste øjenkontakten til pigen.
"Jeg undre mig, hvad er du for en, kattepige" kom det pludselig fra ham, men det var mere en spørgsmål han stillede sig selv.
Hans stemme var dyb og dyrisk samtidig var der en streg af næsten ondskab i hans stemme.
Han gik fra siden til side til denne kattepige som han havde navngivet hende, da han ikke vidste hvad hun var.
Han kunne tydelig se hvordan hun prøvede at virke truende, hvilke fik ham til at smile over hvilken overlegenhed han havde over for hende, men man kunne selvfølgelig ikke rigtig se hans smil, med mindre han var helt på på hans ansigt.
"Jeg undre, hvad er du for en, kattepige" Sagde han igen uden at fjerne blikket fra pigen.
"Hva'?! Hvad er du, kattepige?!" Snappede han pludselig efter hende og udvidede dine horn som groede ud af baghoved på ham, som en kopraslange, hvilket fik ham til at virke meget mere farlig og større.
Han var stoppede op og var igang med at udtænke den ene plan efter den anden om hvordan han havde lyst til at maltraktere pigen eller måske skulle han bare dræbe hende lige nu? Det var jo ikke fordi at det betød noget hvis han vidste hvad hun var, for hun vil dø, lige meget hvad.
Men igen, hans nysgerrig menneske-del og rolighed, gjorde at det smittede af på når han var i sin rigtige drage krop, men det var en krig hver gang at han skulle kontrollere sin indre aggressive natur, da den race var, var utrolig aggressiv, selv over for andre af samme drage race og de vil med det samme enten skramme den indtrængte nye drage væk(var yderst sjældent).
Ancalagon stod med front nu til tøsen og havde sænket hovedet til hendes højde mens han knurrerede tilbage mod hende samtidig med at hans syrevæske dryppede ned fra hans underkæbe.

Hun vendte sig om, med få skridt bagud. Så hun endnu engang stod foran uhyret, da den hoppede ned bag hende. de lillaøjne, virkede nærmest som røg, der svævede ud af dem. Mens hun kiggede uhyret ind i øjnene, lod hun hænderne falde ned om siderne. Hendes hvide hale, viftede forsigtigt fra side til side. Hendes øjne klappede i, da uhyrets indre knurren nærmest lød som torden. Da hun åbnede øjnene igen, tog hun en dyb indånding, så hun nærmest pustede sig op. Mens hun stirrede på ham, som om hun forsøgte at gøre sig større.
Øjne fulgte uhyret, mens det gik fra side til side for at stirre på hende. de sorte øre blev kørt tilbage, som et tegn på at hun var sur eller klar til at angribe. Hårene havde rejst sig, hun var bange men ikke nok til at stoppe sin ynkelige fremvisning.
Lyden der pludselig stammede fra ham, fik det venstre øre til at rejse sig op lidt. Han snakkede? Hun forstod ikke hvad han sagde, men han snakkede! Kort lavede hun et overrasket ansigtet, som enlig var ret uskyldigt. Det forsvandt dog igen, da hun endnu engang forsøgte at virke farlig! Hun kunne umuligt svare på spørgsmålet, da hun jo ikke forstod det. Hvilket gjorde at han spurgte igen og igen, til han snappede ud efter hende.
Af ren refleks slog hun ud efter ham, da han snappede efter hende. hun var få centimeter væk fra at ramme ham, så de begge kunne nærmest mærke vinden fra slaget. Hun trådte tilbage, med øjnene rettede mod ham! ”Katashi… no-e-mi kakashi” Sagde hun tøvende, efter han havde snappet efter hende. hun drejede hovedet kort væk, men lod stadigvæk øjnene hvile på uhyret.
Da han nærmede sig hende, skreg hun ham arrigt op i ansigtet og satte sine hænder på hans snude. Hvor hun undgik syren der nærmest fik jorden under ham til at ætse, hun rettede sig op og et jag kørte gennem hans drage krop. Ikke et smertefuldt jag, da hun bare stjal noget af hans energi. Lidt i håb om at han måske ikke havde meget tilbage, så hun bare kunne få uhyret til at besvime også forsvinde!

Tøsen sagde nogle underlige ord til ham og da hun rørte hans næsebor, røg der sig et lille stød igennem hans krop, hvilke fik ham til at bakke lidt bagud og så brugte han sin ene vinge til at tørre det af, eller prøve da hun havde rørt hans næse.
Han rystede sit hoved og da summen i kroppen havde holdt op, slog der lyn ned i øjne på ham, han rejste sig op og brugte sine stærke bagben til at holde sig oppe og stå og spredte sit vingefang helt ud og hvæsede voldsomt til hende og satte sig ned igen på alle fire.
"Hvor vover du tøs!" Kom det rasende fra ham og hans propiler var meget tynde mens han stod og så hende direkte i hende øjne.
Han begyndte at bakke bagud og gav hende et blik som man næsten ville tro, kunne se direkte ind til ens sjæl og æde den.
Blæsten hev godt i Ahris hår og fik det til at gå en smule ind foran hendes øjne og bare bølge godt i vinden. Det var blevet skyfrit og stjernerne var tittede frem for alle de mange skyer som havde været som dække for dem, men havde bevægede sig langsomt væk fra kløften som de befandt sig nede i begge to. Dog var der ret stille på stedet, ingen lyd fra andre væsner eller dyr, man kunne ikke engang høre ulve hyle, da de var så langt nede i kløften.
"Så fortæl mig, kattepige, hvordan har du lyst til at døø?!" Spurgte han i en nærmest hvæsen og havde munden åbent for fuld gab så man tydelig kunne se hvordan det bagerste af munden og starten af halsen lyste kraftigt op af en blanding af gul og orange.
Som en labyrint, lyste det meget lille mellemrum mellem hans skæl på brystkassen og halsen op med samme farve, hvilke var tegn på at lige om lidt, vil graderne hvor Ahri står, stige til lidt over 1000 grader.

Ahri trådte endnu et skridt tilbage, da han hvæste af hende. things was about to turn into a pill of shit!, hvis hun ikke snart kom væk eller gjorde noget. Da lyden fra uhyrets stemme, endnu engang lød. Kiggede hun ind i hans øjne, hvis bare hun kunne virke truende lidt ligesom uhyret.
Selv dens øjne var skræmmende, det gav et jag i hende. som om de øjne nærmest hev hendes sjæl ud, flænsede den og smed den derefter ud. Vinden der blæste hendes hår ind foran hendes øjne, fik hende til at puste håret ud af munden. Samtidig med at hun nærmest kæmpede for at få det væk fra ansigtet, intet skræmmende over dette. Mere noget fjollede noget, samlet med en kiksede måde at fjerne håret på.
Hun placerede sine hænder på håret, så det blev fjernet fra ansigtet da han endnu engang snakkede til hende. hun løftede sin hånd og pegede på ham, med et ondskabsfuldt blik. Som enlig så mere fornærmet ud, end uhyggeligt hvis man kunne sige det på den måde. ”Nyuu! Ahri Nyu dø…” Hun trappede i jorden kort, for at vise at hun mente det. ”Ahri did no wrong… uhm.” Hun gjorde sit bedste for at finde ord, hun kunne lidt dansk samt engelsk. Men ikke nok til at det ville give den helt store mening, især ikke når hun blandede det hele sammen til børne sprog.
Lyset fra hans hals, fik hende til at lave en lille energi bold i hånden. Hvor hun stod parat til at kaste den, mod hans strobe. Hvis han nu skulle prøve på noget, hun havde aldrig set en drage før. Hvilket gjorde at hun ikke ligefrem forventede flammer, eller noget andet. Nok mere en kæmpe spyt klat!  
Dog af ren panik, kastede hun energi kuglen, som ramte hans hals. hvilket gjorde at hvis han nu spyede ild efter hende, ville hun hoppe væk med lethed. men hvis han intet gjorde, ville hun bare stå og stirre en smule skræmt på ham. forventene om at han måske ville blive sur, eller måske rasende på at hun kastede energi efter hans hals.

(Har lidt svært ved at finde ting jeg kan skrive XD da det er svært når han er drage)

Lige inden at Ancalagon skød sin ild af sted, blev han ramt af noget så hans mund ikke var pegede lige imod Ahri, for lige efter at hun havde ramt hans hals, spyd han sin ild hvor hende, men i stedet for at fjerne hende fra jordens overflade, var hans ild kun få centimeter fra hende og det er ret vildt, da det er en ret bred stikflamme han lavede.
Da ilden ramte siden af grotten, nærmest knuste ilden hulens indgang fordi at ilden havde så meget fart på, at sten fløj om ørene på Ahri mens at der var større sten som havde løsrevet sig længere oppe fra bjerget og var nu begyndt at drøne med meget høj fart ned mod både Ancalagon og Ahri.
Ancalagon fik endda en sten i hovedet, som fik ham til at stoppe op med at spyde ild og så op og fik øje på alle de mange store sten som var med god fart direkte mod dem.
Han gav et øredøvende brøl og løftede sig lodret op i luften dog bakkede han os en smule bagud i luften, for ikke at blive ramt af alle klippeblokkende som uden tvivl vil knuse selv ham, da han stadig var dødelig og han havde ikke tænkt sig at dø.
"Du har kun udsat din dø! Now DIE!" Sagde han og afsluttede med at brøle ud i hele dalen som de befandt sig i og vendte sig rundt og fløj i en cirkel og vendte sig så tilbage mod Ahri og man kunne tydelig se hvordan at hele hans brystkasse og hals lyste op igen, hvilket var tegnet på at alt omkring hvor Ahri stod, vil blive overdækket af over 1000 graders varme i form af ild.
Ancalagon nærmede sig nu Ahri og satte i dyk mod hende og åbnede munden og spyd sin ild mod hende.

// god blev kort o.o

Ahri hoppede med nød og næppe, fra den enorme flamme. Hun lavede et kort skrig, i det hun lavede rullefald væk fra flammen. Lyden af sten der løsrev sig, fik hende til at rette hovedet op mod himlen. Hvor det nu var begyndt at regne med sten, hun bed sig kort i underlæben inden hun begyndte at undvige de forskellige sten der fløj om ørene på hende.
Hun hoppede rundt, med smedige bevægelser kravlede hun under en af de større sten der allerede var landet. Kun nok til at de andre sten ikke ville kunne ramme hende, og knuse hendes lille spinkle krop.
Han kunne spyde ild! Tænkte hun kort, mens hun sad sammen krympet under stenen. Nu hvor hun vidste dette, vidste hun hvilket fare hun var i! hun kiggede forvirret rundt, da stenene stoppede med at rasle sammen. Nogle små sten, kunne dog stadigvæk høres. De gav dog kun nogle små klik, når de ramte jorden. Hans brøl, som genlød i hele kløften. Fik hende til at holde sig for de sorte pjuskede øre, hun klemte sine øjne sammen. Mens hun skreg, for at overdøve hans brøl en smule.
Vinden fra hans vinger, fik en masse støv til at flyve omkring ham. Hun hostede kort, inden hun kravlede ud fra stenen af. lidt i håb om at han var fløjet væk, træls at blive efterladt. Men alligevel, var det bedre end at blive ristet! Lyden af den dybe rungende stemme, fik hende dog til at kigge forvirret rundt. Hvor end han var, måtte hun finde en flugt plan!
Lyset fra hans brystkasse og hals, var det der fik hende til at se ham. Hvis han ikke havde gjort det, ville han nemt kunne være fløjet ned og bare ædt hende. hendes ben fik en lilla aura om sig, inden for kort tid. Var hun næsten forsvundet, hun løb med alt sin kraft, hurtigere end selve lynet. Lod hun sin spinkle krop, flyve over jorden med sten der fløj bag sig. da han dykkede ned efter hende, hoppede hun ned i et hul. Hvor ilden fulgte med ned i hulet, hun gled ned i en anden grotte. Da hun ramte jorden, lavede hun rullefald til siden. Så ilden ville suse forbi hende, hun holdte sig for ørene og klemte sine øjne sammen. Mens den den stegende varme fløj forbi hende.
Hun rejste sig op, da varmen forsvandt. Nu var hun endnu et fremmed sted, der hvor hun kom ind, var for varmt til at kunne kravle ud af igen. Hvilket gjorde at hun var tvunget til at gå efter den eneste udgang, den var stor nok til hende. dog ikke til selve dragen, medmindre han brasede igennem stedet. Det ville dog relatere til at stedet måske ville falde sammen over ham.

Ancalagon havde lagt mærke til hvordan at hun næsten forsvandt ved brug af noget magi helt sikkert, men han havde en ekstrem god lugtesans, og han kendte hendes duft, så han havde rettede sig rundt i luften og havde spydet en god omgang ny ild efter hende.
Hans ild havde fulgte hende ned i en ny hule af en art, men han kunne stadig lugte hende hvilke gjorde at han vidste, at hun ikke var død og det gjorde ham rasende og han brølede endnu engang i en tordens brøl og lavede nogle cirkler højt over stedet hvor tøsen gemte sig, men landede dog så ved indgang hvor hun var smuttede ind.
Det var som at fange en ræv i en skov, altså hvis man var et menneske som jagtede dem, han vil bare brænde skoven op hvis en ræv irriterede ham.
Han satte øjet for indgangen og prøvede at se efter hende men så dum som han havde været, havde han brugt for meget tid på at flyve i cirkler over stedet, hvilke bare gjorde ham arrig. Det at han ikke havde kunne slå hende ihjel, så han brølede ned i grotten som hun havde gemt sig i og sikkert fortsatte videre gennem, da der var ret mange grotte systemer i stedet, da det har været brugt af en gammel order.
Han kunne dog stadig dufte hende, hun havde en ekstrem sød aroma duft, sødere end elver og de havde en virkelig sød duft.
Han begyndte nu at gå ovenpå grotte systemet og fulgte hendes duft mens han knurrede højlydt af sin egen irritation.
Der var dog nogle huller i grottens loft, som gjorde han kunne se ned til grotte systemet som hun befandt sig i og han fik lige akkurat øje på hendes snehvide pjuskede hale og borrede sin mund direkte ned og fik ødelagt noget af loftet, men dog ikke nok til at han kunne få hele hovedet ned.
Dog med hans enorm hurtige reaktion og snappen efter hendes hale med sine store kæber, fik han ikke fat på, men det var kun få centimeter fra at få fat på hende, så han kunne hive hende ud af sit gemmested, så han kunne spise hende.
Han trak sit hoved til sig og fortsatte med at gå oven på grotte system og finde hende, men hver gang der var plads til at han måske kunne få fat på hende, var det luften han snappede efter.
"Du tror du er sikker?! Jeg ska' nok få fat på dig, om det så er det sidste jeg gør!" Fortalte han hende i en blanding af knurren og hvæsen.
Det irriterede ham ekstremt meget at han ikke kunne få fat på hende og det gjorde at han ikke tænkte klart overhoved og var grunden til at han bare hjernedødt prøvede at få fat på hende.

Hun løb forvirret rundt i grotte systemerne, som en anden mus ville gøre, når den blev jagtet af en kat. Hun kiggede omkring sig, da vejen skillede sig. uvidende om hvilken vej hun burde gå, alt dette besvær for at overleve. Det var dog stadig væk bedre end at være fanget, af den gamle tysker. Alt den smerte han havde forvoldt hende, kunne ikke måle sig med noget. Selv hvis denne drage, svitsede hendes ben. Ville det ikke have den samme smerte som da tyskeren, skulle se om syre kunne blande sig med hendes blod. Hvor han ind sprøjtede hende i siden, hvor der nu var et langt ar. Som på en sær måde lignede blodåre, selv hendes healende kraft kunne ikke heale det helt.
Lyden af dragen, der landede over grotten. Fik hende til at kigge kort op mod det store hul der var, hendes øjne spærrede overrasket op. Da hun opdagede ham, snuden han pressede mod hulet! Hun sprang hurtigt væk, så endnu engang med nød og næppe undgik hun hans kæmpe gab. Hun var nødtil at være mere opmærksom, hvis hun ikke ville blive spist af dette uhyre!
Dette gentog sig op til fire gange, hvor hun en forvirret løb omkring. Hun lavede engang i mellem rullefald, for at undgå ham. Da hun så ville blive mindre og på samme tid, komme længere væk fra ham. Hans stemme der fik stedet til at runge, fik hende til at løbe ind et lille hul. Hvor hun uskyldigt foldede sine ben op mod hendes brystkasse, han kunne jo ikke komme derned. Hvilket gjorde at hun var i sikkerhed, hvis bare hun ikke var under et kæmpe hul.
Hvilket gjorde at hun gemte sig inde i et lille hul, stort nok til hende. men for lille til at side på andre måder, hun satte sin hage på sine knæ. Mens ørene rykkede rundt, hvert eneste sekund. For at finde ud af hvor tæt han var på hende, hvis hun skulle dø. Var det nok af sult, og ikke som et uhyres middag!

Pludselig blev der stille, det eneste man kunne høre var nattens kolde hylen når vinden blæste igennem dalen. Månen stod højt på nattehimlen og lavede nogle næsten magiske lys som dannede en slags rund rør ligende lys, da den ramte hullerne, nogle større end andre.
Dragon var ikke til at høre nogen steder mere, hverken hans knurren eller brølen, var som om han var forsvundet fra jordens overflade.
En køllig natteblæst fløj gennem hele grotte systemet og hev i hendes tøj og hår. Det fortsatte videre gennem grotten og forbi hende til den kom ud af den anden indgang der var længere inde af grotten.
En pludselig stemme der lød dybere ind i grotte system, kom fra den anden ende, tæt på indgangen.
Det lød som børne latter, som når børn legede fangeleg eller bare løb rundt og legede, men deres latter havde en vis gennemsigtighed, det var mere en fjern latter, som om at det ikke var levene børn men mere et ekko som genlød, gennem hele grottesystem og et varmt lys begyndte også at lyse op.
Ikke ligeså kraftig som Ancalagons ild, men nok til at give en svag skær af lys og en smule varme som ramte Ahris ansigt. Lyset begyndte nærmest at danse langsomt væk fra hendes øjne, som at der var nogle som bar på ilden og bevægede sig væk fra hende.
Der var stadig ingen lyd eller tegn fra Ancalagon, som om han bare havde givet op på at få fat på hende og bare flyve sin vej fra stedet uden at se sig tilbage og jage noget andet.
Ahris navn blev så pludselig nævnt, eller mere, det lød som om at de kaldte på hende, men havde en spøgelseslig klang når de sagde hendes navn hvor der så kom et kært lille pige grin. Det var dog stadig kun stemme og lyset der var til at se, der var ingen personer til synes.
Lyset fra det dansende lys fra ilden blev svagere og flakkede mere rundt til der kun var et meget lille lys tilbage som snart ville forsvinde rundt om et hjørne i en gang som var blevet delt op i to veje, en til venstre og en til højre, hvor lyset så var i højre gang.

Ahri sukkede for sig selv, hvordan endte hun overhovedet i disse situationer. Hvorfor hadede folk hende så meget, hvorfor gik de lige efter at dræbe hende og kaste ting efter hende. hun gjorde jo intet galt, hun var rar og smilende. Hvis hun noglesinde havde gjort noget galt, var det da hun sparkede den fremmede mand i kuglerne, dog bad han selv om det. Man skulle ikke holde hende nede og lege med hende, på den måde. Det at begramse hende, forstod hun dog ikke. Han virkede så uhyggelig og glad på samme tid, hun kiggede ned mod sine bryster.
Hvad var der lige så fantastisk ved disse, alle folk havde dem. Måske var det, det der gjorde det så fantastisk. At så mange folk havde det, så det at røre en anden persons brystparti. Måtte vel gøre folk glade, som to bolde fyldt med glæde. Hun smilte kort for sig selv, med et lille kært grin.
Da hun åbnede sine øjne, var der et mystisk lys for øjnene af hende. hendes øre løftede sig højt, hvor det ene dog bukkede en smule. Lyden af latter, fik hende til at kravle ud af sit skjulested. I starten var hun i tvivl, om hun skulle komme ud. Da uhyret stadigvæk kunne være der, dog havde det været stille i ret langtid, hvilket gav hende en god mavefornemmelse. Han var helt sikkert smuttet, det kunne umuligt være fedt at jagte en som hende. hun havde heller ikke nok kød på kroppen, til at kunne mætte ham bare en lille smule.
Hun hoppede nærmest efter lyset, hvor hun et tidspunkt troede at hun havde fået fat på det. Hun åbnede forsigtigt hånden, men intet var der inde. Hun kiggede forvirret rundt, hvor lyset var tæt ved et hjørne. Det var næsten som om ilden var ved at dø, hun løb mod stedet. Hvor hun drejede om hjørnet, uden at tænke sig om løb hun ind i den højre gang. Som lyset nærmest havde peget ud, hun løb og løb. Som om intet kunne stoppe hende, da åbningen var næsten lige foran hende. smilte hun bredt, endelig ude!

Takkede være fuldmånens lys, lyste dalen godt op hvor der ikke var klipper eller klippe formationer til at dække for månens lys, der var store og høje regnbueformede stenklipper som gik fra den ene side at kløften til den anden side, nogle mindre end andre, men det gjorde så det kun var bestemte steder i dalen at månens lys, lyste op med sit smukke blå lys.
Ilden som havde ledt Ahri ud, var pludselig længere væk og i den modsatte side af dalen, hvor hun skulle over en område som var helt bar, hvis hun gik direkte over, ellers måtte hun gå uden om som var en længere omvej, men så var der også masser af halv store klippeblokke til at gemme sig bag ved.
børnelatteren var igen blevet fjern da den sværmede om det svage lyst fra ilden som var på den anden side af dalen.
Ahris navn blev sagt igen, eller mere kaldt fra hvor lystet befandt af en lille pige stemme, den mindede meget om Ahris egen stemme som da hun var et barn.
Vinden tog i hendes hår og tøj igen og fik det til at flagre og danse omkring hende og gav en form for hyle lyde i hele dalen når der fløj hurtigt igennem alle grotterne og hulerne som fik det til at lyde som om nogen stod og hyle ud til nattens mørke himmel.
Utroligt nok var det som om at vinden blidt skubbede hende, nærmest bar hendes lille spinkle krop op på et tæppe af luft og hen imod latteren og ildens lys men det var så den hurtige vej og åbne område som hun blev skubbet henimod.
Ahris navn blev kaldt igen af den lille pige stemme som lød som hendes, bare i en mere børne udgave.

Ahri hoppede rundt, nærmest i håb om at fange det hurtige lys. Hvilket ikke gik så fantastisk godt, da det ud i et var på den anden side af dalen. Ahri løb mod lyset, men stoppede op da hun så hvor tomt og spooky stedet var.
De sorte øre kørte sig tilbage, mens hendes øjne kiggede op mod himlen, for at tjekke om uhyret var i nærheden. Intet spor af ham, eller andre gjorde at hun kastede en sten ud i dalen. Hvor intet skete, hendes øre rejste sig da hendes navn blev nævnt. Med et lille smil på sine læber, sprang hun ud fra sit skjul og løb over den bar del af dalen. Mens hendes hale nærmest lå vandret i luften, hendes hår viftede fra side til side. Mens hendes arme svang elegant, hun var hurtig uden tvivl.
Det virkede mistænktsomt at selv vinden, nærmest trak hende ud i det åbne. Men af en sær grund, gjorde det hende ikke noget. Hun følte sig nærmest fri, som om hun havde vinger. Som bar hende over jorden, mens brisen kærtegnede hendes hår og fik det til at fjerne sig fra hendes ansigt.
Da hun nåede i nærheden af lyset, sprang hun som en kat efter det. Med hænderne mod jorden, sad hun på knæ. Mens numsen, samt halen strittede op i luften. de lyseblå øjne var plantet ned på hendes hænder, hvor hun forsigtigt åbnede dem for at se om hun nu havde fanget det mystiske lys.

((Sorry det blev så kort, men har ikke ligefrem meget at arbejde med.))

Lyset var i hendes hånd og et lille grin som lød præcis som hendes eget grin og lyset fløj ud af hendes hånd og forsvandt lige så pludselig som det vist sig, for noget havde skræmt det.
Lyset var forsvundet og der var fuldstændig vindstille samtidig med at latteren brød ud i gråd og forsvandt til sidst helt.
Et frygteligt brøl lød ud i natten men der var intet at se da der hvor brøllet var kommet fra, var hvor månens lys ikke lyste, fordi mørke skyer havde langsomt dækkede månen halvt til.
Endnu et voldsomt brøl, som torden der bulrede derud af, men denne bulren nærmest bevægede sig med ufattelig fart over hende, nogle gange blev den tyndede ud, jo længere den kom væk fra hvor Ahri stod, men hurtigt kom brølende tilbage over hende, men denne gang fulgte der en god omgang vindpust som høvlede støv og meget små småsten op omkring hende og landede sig igen, dog støvet tog det lidt længere tid da det stadig var oppe i luften.
Uden advareles eller nogen som helt anden form for brøl landede der en kæmpe stor og sulten drage foran hende dog med nogle meter mellem dem, den lignede slet ikke Ancalagon, da den her havde en meget mørke lilla farve blandede med sort, så det havde været derfor at det var så umuligt at se den oppe på natte himlen.
Den lignede dig Ancalagon på hvordan den så ud i kropsbygning og det at vinger og arme var i et med hinanden og syre væske som dryppede ud af munden på den.
Den pustede sig op som en kat, hvilket betød af dens hudflap som sad inde ved halsen rejste sig præcis som en kopra der var klar til at hugge.

(( [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ))

Den lavede mix mellem at brøle og knurre faretruende og rive jorden op med sine stærke bagben og vise for stor og farlig den var.

Et pludseligt men velkendt brøl for Ahri lød bag hende og foran hende landede nu Ancalagon og gjorde præcis det samme som den nye drage, hvilke fik dem begge til at stå som to han løver og vise hvem der er mest farligst og stærkest.
"Skrid! Jeg så hende først!" knurrede Ancalagon og brøllede voldsomt ad den anden drage og hævede sin egen hudflap og rev jord op med sine egne ben. Jorden fløj lige forbi Ahri som nu stod bag Ancalagons ryg uden at han faktisk havde tænkt over at han lige havde reddet hende fra at blive svitsede fra den anden drage.
"Jeg er bedøvende ligeglad, hun er min! Hvæsede den anden drage direkte tilbage mod Ancalagon som svarede selv med en faretruende brøl.
Han havde på ingen måde tænkt sig at op give sit "bytte" til en rival drage, han så hende først, så han vil kæmpe for at beholde hende, om det så er det sidste han gør!
Den ny ankommende drage tog et skridt frem hvilke den ikke skulle havde gjort, for lige med det samme stormede Ancalagon direkte i fjæset på den og nærmest svingede sit hoved uden om dens anden kæbe og fik fat i dens nakke og han bed bare til, så hans syle spidse tænder næsten brød igennem dens meget hårde skæl som beskytter den mod fare.
Ancalagon var hurtig og var kommet halvt op på ryggen af den anden mens han tvang dens hoved ned i jorden i et forsøg på at knække nakken på den, men den anden drage satte i et voldsomt spring, så Ancalagons ryg ramte en klippe side og slap dens nakke, så den anden drage kunne komme fri, og den spildte ikke et sekund på at sunde sig over Ancalagons hårde bid og gik med hurtige skridt mod Ahri mens hans brystkasse lyste op, men i stedet for at ramme hende, ramte han flere metre forbi hende, da han havde fået et hale slag fra Ancalagon som gjorde at den anden drage ikke ramte hende, han brølede rasende på Ancalagon og lettede for lige at have Ancalagon lige i røven og forsvandt oppe i natte himlen.
De eneste tidspunkter som Ahri kunne se dem, var når deres brystkasser og starten af maven, var når de skød ild fra deres mund og så selvfølgelig ilden som både misset og ramte hinanden, men efter som at de ikke rigtig kunne tage skade af ilden, var det mere bare et lysshow.
En kort stilhed blev brudt da Ancalagon lavede en hård landing med flere bidmærker på kroppen og blod som løb stille ned. Ancalagon var dog en enorm stædig drage, så selv om at han var blevet så hårdt sårede stod han stadig lige foran Ahri så den anden drage ikke bare kunne nuppe hende eller prøve på at dræbe hende fra luften.
Kort efter landede den anden med lige så slemme sår og skader over det hele, dog den haltede mere på det ene bagben og knurrede af Ancalagon som knurrede tilbage, og uden ord, fløj de i flæsket på hinanden igen og uddelte bid og rifter mens de høvler en masse støv og efterlader fodtryk over det hele.
Dog lavede den anden drage en kæmpe fejl, ved at prøve og bide efter Ancalagons vinge som han nåede at flytte fra dens kæmpe gab at den gav en åbning for Ancalagon til at bide fast i den anden drages nakke og brække den over. Et højlydt brøl af smerte, efterfuldt af et ordentligt knæk af nakkesøjlen, fik den anden drage til at blive fuldstændig stille og slap.
Ancalagon stod med ekstrem tung åndedræt mens blodet nu løb relativ hurtigt ned af hans krop og hals mens han bare står halvt over den døde drage som endda var en af sin egen race og udsendte et øvredøvende brøl lige mod hovedet på den dødende drage og lagde hudflappen tilbage op af halsen og vendte sig mod Ahri og da han tog et skridt væltede han om og prøvede at trække vejret men han var for udmattede og var for såret og inden han vidste sig om, var han bevistløs og var efterladt til pigens nåede.

Lyset forsvandt fra hendes hånd, som om den frygtede noget. Efter lige at have spredt sin varme rundt, i starten forstod Ahri intet, før det kæmpe brøl fik jorden til at ryste. Hun sad stille, som om det ville redde hende, bare at holde vejret. Tanken om at hun var en sten, at monsteret ikke ville kunne se hende hvis hun bare sad helt stille, stille som en mus!
Endnu et brøl lød over hende, sten faldt ned fra de forskellige vægge. Lyden af stemmerne fra monstrene fik hende til at bevæge sig, noget kunne betyde, at hun måske var en smule i sikkerhed. Lige til de sprang i flæsket på hinanden, hun kunne ikke rigtig løbe væk. Stedet var lukket, hun var fanget i et hjørne mens de to kæmper, sloges. Blod der sprang rundt, samt deres syre og skrig der fik hende til at hoppe forvirret rundt. Engang i mellem forsøgte hun at klatre op af den stejle klippevæg, men hver eneste gang blev brudt af faldende sten.
Ilden der fløg forbi hende, fik hende til at svede. Det var som at opholde sig i en ovn, varmt og smertefuldt. Hun rystede kort, mens kampen forsatte i noget tid. Hendes blå øjne var nu kun rettet mod de to monstre, der sloges over hende, hvorfor lige æde hende. hun ville på ingen måde kunne mætte disse to monstre, selv hvis hun kunne. Ville hun sikkert smage forfærdeligt, hvis de altså kunne smage noget udover aske.

Hun klemte øjnene sammen, Ahri satte sig skræmt op af den kolde sten mur, mens lyden af syre, brøl og bid genlød i hendes hoved.
Hun åbnede dem først, da et sidste brøl blev lukket ud. Den ene drage var livløs på jorden, blod over alt. Nærmest som en flod af blod, der kørte ud af halsen på den. Inden hun fik set sig om, havde den anden vendt sig mod hende. hendes hjerte stoppede nærmest op, en klump kvalte hende kort, mens billeder af sig selv der blev spist, gentog sig selv igen og igen i hendes hoved. Det stoppede dog, da dragen faldt til jorden. Hun sad i omkring en time, hvor hun bare stirrede på den. Var den monstro død? Af en sær grund, følte hun nærmest at hun skyldte den et eller andet. Den havde reddet hendes liv… dog regnet med at æde hende, hvis den vandt. Hun sad i tiden og skændtes med sig selv, til hun valgte at rejse sig op.
Hun kastede en sten på den to til tre gange, før hun gik mod ham. At han ikke vågnede fik hende til at sætte i løb, hun satte sig ned for enden af hans snude, roligt placerede hun en hånd på hans snude. Han trak vejret, det var nemt at regne ud. Da han jo var et stort dyr, så luften fra hans næsebor var som vinden, der trak hendes sorte hår væk fra ansigtet.
Hun kiggede på ham, derefter hans sår også på ham igen. Ahri rejste sig op, mens hun børstede tøjet rent for jord og raster af aske. Hun kunne umuligt redde ham, sårende var dybe og livtruende for ham. Hvilket fik hende til at gå væk fra ham, men endte med at løbe tilbage til ham.
Lila lys svang omkring hende, mens hun placerede begge hænder på hans mave. Hun førte sin energi ind i hans blodceller, så de arbejdede på højtryk for at lukke hans sår til. Desværre havde hun ikke nok energi, til at kunne heale ham. I stedet fik hun blodet til at størkne hurtigt, så hans blod forblev i hans krop. selvfølgelig tog det så meget energi, at hun faldt om. Hvor hun vågnede igen om natten, endnu engang gjorde hun det samme. Såret healede ikke, det satte i stedet en tykkere hinde over sig, så der ikke ville gå infektion i hans sår. Hvor hun besvimede igen, dette forsatte i tre dage. Hvor hun ikke opdagede om han vågnede, eller var bevidstløs. Hun lavede enlig ikke noget, udover at vågne, besvime også begynde forfra. Da den tredje nat slog til, rejste hun sig op. Svag og udsultet, hun valgte dog at løbe væk, hvor hun kom tilbage efter en times tid. Med to kaniner og en fisk, en smule sår på sin krop og blod på tøjet.
Hun placerede maden foran hans ansigtet, hvorefter hun endnu engang begyndte at overføre sin energi til hans celler. Et brag lød, og vand faldt fra himlen. Det fik hende dog ikke til at stoppe, denne gang førte hun for meget energi over, hans sår var næsten healet helt. Det var nu ikke andet end nogle papercuts, selvom hans sår var blevet bedre. Var hendes tilstand nu ikke andet end forværet, hun faldt til jorden med et dunk. Hendes energi var opbrugt, ikke på samme måde som de andre gange.
Alt energien var væk, hun havde ikke energi nok til at trækkevejret, til at få sit hjerte til at hamre. Hun lod den sidste ånde slippe ud af sine læber, da hun følte jorden under sig. øjnene var lukket, velvidende om at hun havde brugt for meget energi på et monster, som nok ville æde hende. selvom hun havde reddet hans liv, hvorfor gjorde hun dette?
Øjnene var lukket, men billeder fløj rundt bag de lukket øjenlåg, billeder af en pige og sig selv, da hun lignede et menneske. Hvorfor virkede dette billede så bekendt, pigen i billederne? Hvem var hun, betød hun noget. Hvem var hun, var dette en drøm eller havde det en betydning. Det virkede bekendt, men det gjorde alt jo for hende. så hvad havde denne simple pige, noget at gøre med hende?

Ancalagon lå bare fuldstændig forsvarsløs og kunne intet gøre og han havde været et nemt bytte for rovdyr eller andre væsner, selv Ahri vil kunne ende hans liv hvis hun havde lyst, men i stedet så... reddet hun ham? Hvorfor?!
Godt nok kunne han ikke bevæge sig og var fuldstændig udkørt og havde lukket øjne, men han var stadig halvt vågen, og kunne mærke hver gang at Ahri overførte sin livenergi til ham og det at hun blev ved i flere dage overraskede ham fuldstændig og vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det, det kunne han heller ikke.
Da hun kom med mad og lagde det lige udenfor hans næse gik duften af mad direkte ind i hans næsebor og kunne mærke at sulten slog igennem nu, men selv om han var sulten var smerten stadig for stor og mistede bevidstheden og vågnede først sent om natten, men utroligt nok, følte han sig som sig selv og helbredt?!
Havde den lille tøs virkede reddet ham? Han vendte øjet hen hvor hun lå sidst og lå der stadig, dog så hun fuldstændig udsultet ud og havde brug for hjælp selv for at overleve og for første gang i sit liv som drage, tænkte han ikke på at dræbe en person, men i stedet følte han at han skyldte hende, kunne være hans menneskelige del som har taget lidt over, efter som han har været i menneskeform i så lang tid, at det menneskelige medlidenhed har taget en smule over ham med hende her.
Hvis de havde mødtes for et par 100 til 200 år siden, havde han dræbt hende på stedet og spist hende uden at tænke over medlidenhed, men han havde ændrede sig med årende, det kunne han selv mærke, men vidste ikke om det var helt præcis medlidenhed eller om det var noget andet i ham, men noget i ham fortalte ham at tøsen her ikke var middag eller en som han vil dræbe men beskytte.
Han rejste sig op og vendte sig rundt og så ned på hende, heldigvis kunne han selv bestemme hvornår syrekirtler skulle bruges, så han ikke dryppede syre på hende.
Ancalagon kiggede hen på maden hun havde bragt til ham og tog det forsigtigt med sin mund og lagde det hen til hendes hoved og spredte så sine vinger og lettede op i luften og forsvandt op i nattehimlen og blendende ind i nattehimlen uden at sige en lyd.
ikke mere end nogle få minutter efter at han var fløjet, landede han igen, dog ikke lige så larmende som andre gange og havde hentet en lidt halvstor træstamme med tilbage, dog ikke ekstrem stor, på størrelse med Ahri egentligt.
Han placerede træstammen ved siden af hende, men ikke for tæt på den og så lyste hele hans brystkasse og hals op og træstammen lyste op som et juletræ i julen og spredte sin varme ud til alt omkring den, og ramte Ahri med en ordentlig omgang varme.
Grunden til at han havde bragt træstammen og tændt den, var fordi at det var ved at blive ret koldt i dalen da de var så dybt nede uden jordens overflade og vinden havde også taget til og gjorde det ikke bedre.
Derefter forsvandt han igen og kom først tilbage efter et kvarter og landede med en ret stor fik i munden, på størrelse med Ahri selv og lagde den døde fisk mellem dem og bålet.
Efter som han ikke havde rigtige arme eller hænder som i menneskeformen, gjorde han noget andet, han brugte sin ekstrem varme ånde, uden at bruge ild til at tilberede fisken, så den fik en ekstrem lækker duft som fløj direkte ind i Ahris næsebor da fisken lå lige ved siden af hende.
Ancalagon lagde sig så derefter ned bag hendes og brugte sin vinge til at holde blæsten fra at ramme hende og holde hende varm, da han var så stor at hun nærmest var i en hule da vinden ramte Ancalagon og fløj uden om.

Regnen der ramte hendes ansigt, var det eneste der fortalte hende at hun levede endnu. Hun kunne dog næsten ikke føle noget, eller trække vejret. Det var nærmest smertefuldt, hun havde brug for energi. Hvis hun ikke fik bare et lille bust af energi, var hun sikker på at være død.
Dog inden hun fik set sig op, følte hun varmen ved hendes side, Ahri kunne dog ikke åbne de blå øjne op. Hendes sorte øre rykkede dog lidt på sig, da han fløj igen. Lyden af knitrende fra ilden, der blandede sig sammen med regnen fra himlen, virkede beroligende. Ilden blev kort lilla, mens røgen nærmest trak sig over til hende. hun stjal dens energi, dog ikke nok. Da hun var for svag til at bruge bare en lille smule krafter, selv det at tage energi, kostede noget energi for hende.
Hun kunne nu åbne sine øjne lidt, alting snurrede rundt for hende. himlen var dog smuk, mørk men smuk. Øjnene lukkede i igen, da der gik et kvarter til monstret var tilbage. Hun vågnede først op igen, da lugten af stegt fisk fløj gennem hendes næsebor. Den hvide pjuskede hale løftede sig kort fra jorden, inden den faldt ned igen. En lille støv sky, lettede sig omkring den mens de sorte øre kørte en smule tilbage.
Hun rynkede på sin næse, som et tegn på at hun duftede ud i luften, det tog noget tid, før hun åbnede sine øjne. Da regnen og den kolde vind ikke rigtig ramte hende mere?
Hun forstod intet, hvilket fik hende til at åbne øjnene. Til hendes overraskelse, var monstrets vinge over hende, samt monstret lå ved hendes side. Hun satte sig forsigtigt op, mens øjnene kørte forvirret rundt, hvorfor havde han ikke lige spist hende? hun var skam glad for ikke at være spist, det var mere nyssgerigheden der ønskede at vide hvorfor hun ikke var spist eller brændt af endnu.
Hun kravlede hentil fisken, hvor hun brugte sine negle på at fjerne kødet fra den, normalt ville hun bare begynde at spise, med hele ansigtet mod kødet. Grunden til hun ikke gjorde dette, var hvis hun ikke måtte spise det. Ville hun være hurtig nok til at kunne undgå, en flamme eller hans mund hvis det nu skulle være. Hendes sorte øre, var rettet mod ham. Så hver en bevægelse han lavede, ville hun høre den og være klar på at flygte med det samme.

Ancalagon lå bare og kiggede på Ahri som fik rejst sig op og begyndte at spise af fisken som han havde hentede, hvilket var godt, da fisken var til hende.
Han var sulten, men hun havde mere brug for mad end han havde, plus som kunne han altid spise den døde drage som lå nogle få meter fra dem med blod over det hele omkring den og med det hvide ud af øjne. Der var efterhånden blevet godt varmt inde i den lille hule som Ancalagon havde lavet af sig selv, så varmt at man skulle tro at man sad indenfor i et varmt hus med en kamin så varmede huset op.
Han lå bare og kiggede eller studerede pigen med den hvide hale og øre, hendes duft var stadig ekstrem sød og fremmet og en duft han aldrig havde mødt før, hvilke var med til at dræbe hende og mere interessant.
Han snusede til hende, han proppede dog ikke næsen helt op i ansigtet på hende, men bare snusede ud i luften og en dyb næsten som en afslappende brummen udbrød han, men det var mere en spørgsmål til ham selv han stillede. "Mmm hvad er du for en?" og kiggede på hendes buskede hale og op af kroppen og endte op ved hendes kulsorte hår og øre, hun mindede ham om en kat, men hun var ikke en kat, for en kat lugtede helt anderledes end hvad hun gør.
Et pludselig tordenbrag lød over dem og et hvidt glimt lyste hele dalen op i få sekunder og lige efter begyndte hele himlen at buldre og tordne.
Ancalagon kiggede på mod himlen og kunne se at det absolut ikke var et vejr at flyve i, så så ud til at de måtte tilbringe deres nat her i dalen, da man nu kun kunne komme op ved at flyve. Grunden til at man kun kunne flyve ud nu og ikke fra nogle dage siden, er fordi at det lyn som slog ned, havde ramt den eneste sti op herfra i stykker.
Så den eneste måde man kunne komme op på, var enten at kravle eller flyve og siden at bjergsiderne var så uforudsigelige hvis man prøvede at klatre op, da siderne var utrolig ustabil.
Ancalagon blev pludselig lidt mere nysgerrig på hendes buskede hale og bevægede næsebordet ned til hendes hale og kørte næsen ind i hendes hale men hendes hales pelshår havde kildede hans hæsebor så han trak sin næse til sig selv og lavede en nys som en hund gjorde og rystede kort hovedet.
Regnen stod ned nu men ramte ikke Ahri overhoved men Ancalagons ryg i stedet og bålet, men hans ild var så kraftigt og stort, at det bare fik flammerne til at danse til vindens blæst.
Endnu et brag lød over dem og en lyn slog ned et stykke væk fra dem, oppe i en skov sikkert, da dalen var halvt omringet af skov og ellers så bare græs sletter.
Dog begyndte sulten langsomt at tage over ham og hans mave bag Ahri lavede små rumle lyde og fik savlen til at dryppe en smule, dog ikke hvor Ahri sad, men ikke så langt fra hende og Ancalagon kiggede på hende kort og så hen på den store fisk og fra den store fisk og hen på den døde drage og fra den døde drage og op på nattehimlen og fik ret meget regn i hovedet, så han tog hovedet til sig igen.
Han gjorde så noget lidt uforventet sikkert, han åbnede sin mund og for få sekunder, lignede det at han ville spise hende, men i stedet for tog han et ordenligt stykke af den ene ende af fisken som pegede mod ham og tykkede et par gange på kødet og så slugte det hele, både ben og kød da det hele alligevel vil blive opløst i hans mave.
Dog selv om han havde taget et godt stykke af fisken, var der stadig meget mad tilbage til Ahri, da hun havde brug for maden mere end han havde. "Spis, du har brug for krafterne" fortalte han hende og lavede ryk med hovedet til mod fisken som et tegn på at det var hendes.