The World Has Turned and Left Me Here - Noah (Jazmin)

S: Sunflower District: Slottet.
T: Middag.
O: Sne.. det trods alt vinter.
V: Kølligt, og det sner en smule.
Påklædning

---

Alene igen. Efter hun var kommet tilbage fra Doomsville så havde hun bare brug for et par stille dage. Elena havde brug for sin mor igen, to år gamme, så havde hun selvfølgelig også brug for sin far - men hun turde næsten ikke tage kontakt til Noah omkring dette. Hun var mere end næsten helt sikker på - at han ikke ønskede at have mere med hende at gøre. Hun havde lige puttet Elena til en middagslur da en af hendes vagter var kommet og sagt der ved bud til hende ved døren. Andrea vidste ikke hvem hun skulle regne med at møde idag - om det var nogle af rådsmændene fra de andre byer - eller andre ting. Men hun stoppede næsten åndeløst op - da hun så ham for døren. Noah. hun sank en klump og kiggede kort ned af ham. Han stod der høj, mandig og flot - med de smukkeste røde roser - et brev der næsten lignede gulv - hvis det ikke var guld. Hun vendte sit blik mod hans ansigt, hvor der var en tåre. Den enkle tåre gav hende en knude i maven. "Kom indenfor Noah." Sagde hun med et halvhjertet smil, og lod ham komme indenfor. Tjeneren tog hans jakke og vagterne lod ham komme indenfor i varmen. "Såå.." Hun fulgte dem ind i stuen, hvor hun satte sig i sofaen. "Bare lad som om, at du er hjemme." Tilføjede hun så og sank en klump. Hun følte sig underligt akavet lige nu - for hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige nu.

Noah havde besluttet sig for, at han ville finde hende igen. Engang for alle, ville han finde den kvinde han virkelig elskede. Den kvinde der ejet hans hjerte.
I sin tid, havde han forlovet sig med hende.. Men deres følelser var blevet forvirrende. Han havde flere gange følt at hun ikke gad ham. Han var rædselslagen, og havde derfor valgt at flygte fra det istedet for at tage det op ..

Han stod der høj, mandig og flot - med de smukkeste røde roser - et brev, samt en tåre løbende ned af sin kind. Han savnede hende.. Og ikke bare hende, men også deres datter. Det de sammen havde bragt til verden.
Han trådte ind, og lod blot sin frakke falde i mændenes hænder. Han fulgte hende, og fulgte hver en bevægelse hun lavede.. Han satte sig stille med hende i sofaen.
Han rakte hende Roserne, samt brevet.. Hans stemme var stille, men tydelig.
'' Jeg beklager jeg stak af.. Jeg beklager jeg aldrig kunne være den du ønskede jeg var.. Det hele står der.. i. ... '' Han pegede på brevet..



Brevet:
Min kæreste Andrea.
Jeg undskylder af hele mit hjerte, og sjæl. Alt det jeg har ødelagt mellem os. Alt det jeg har gjort imod dig. Alt det jeg lovede dig og ikke holdte.. Jeg beklager alt.
Jeg ved godt, du ikke vil lytte, men jeg vil fortælle dig hvad jeg egentlig føler om dig.
Jeg kan aldrig få dig ud af mit hoved. Du sidder, fast i min sjæl. Du er min sjæleven, den eneste jeg virkelig elsker. Jeg kan ikke leve uden dig, og jeg vil ikke leve uden dig.
Hvis du vælger at sende mig bort nu, skal du vide, jeg altid har, og altid vil elske dig.
Mit et og alt.

Noah.

Andrea tog en dyb indånding og modtog roserne og brevet. Så snart hun havde sat roserne i en vase, så lyttede hun til hvad han sagde om brevet og nikkede kort. Andrea var ikke følelsesløs - hun kunne sagtens føle han mente hvad han sagde, ellers var han ikke kommet her lige nu. Ingen rejste så langt for en løgn. Andrea tog brevet og åbnede det op. Hun vente sig med ryggen til ham imens hun læste brevet. Hun prøvede ikke at få tåre i øjnene af det - for om hun var rørt eller hvad der ramte hende vidste hun ikke lige nu.
Fordi Noah han var trods alt under hendes skin, men der var gået næsten to år - det var ret langtid alligevel. Og dog hvis man så på det - så havde hun ikke gået en dag uden at være sur på ham - men måske var hun sur på ham - fordi hun ikke var sur på ham? Andrea lagde brevet fra sig og vendte sig rundt. "Noah, jeg..." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige lige nu. Hun havde lige stået i hendes soveværelse for et par dage siden og kyssedet hans lillebror. Ikke bevidst - det skete bare sådan - men stadigvæk. "Jeg.. jeg ved ikke hvad jeg føler.. og jeg ønsker ikke at miste dig. Jeg ønsker heller ikke Elena skal miste sin far... roserne er virkelig smutte." Smilede hun stille , mere oprigtigt end det halvhjertede et hun var startet ud med. Hun gik hen imod ham og kiggede ham direkte ind i øjnene. "Der er sket så meget siden vi sidst så hinanden. Og hvis du kan tage mig med det hele ligemeget, hvad det er - så må du gerne blive boende her - ikke som min kæreste eller forlovede - som dig selv. Indtil vi kan se om vi kan få det til at fungere - men Elena har brug for sin far først og fremmest... for nogen gav hende noget gift og hun er tilbage i sin oprigtige alder. Hun er kun 2 år nu." Tilføjede hun stille til samtalen og kiggede ham i øjnene. Selvom hun faktisk ønskede at kysse ham lige nu - så beherskede hun sig. Men det var måske bare ulven indeni hende - som vidste, at det var hendes første mage - og ulve valgte jo mager for livet gjorde de ikke? Næsten i hvert fald. "Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv inden jeg springer i med begge ben." Hviskede hun svagt, men tydeligt nok til at han ville kunne hører hende - på trods af alt så stod hun lgie foran ham.

Noah anede ikke helt hvordan han skulle reagere overfor hende. Skulle han blive ked af det? Rive hjertet ud på hende? Han vidste godt han havde været væk i lang tid, og at det aldrig ville blive det samme igen. Han vidste godt, at han havde forladt dem, og ikke omvendt. Han var stadig forvirrede over hende, men det var det han elskede allermest ved hende. Udanset hvad, tilhørte hans hjerte hende.
‘’ Jeg ved det… ‘’
Han sukkede lavt. En enkelt tåre kørte ned af kinden på ham.
‘’ Hvor er Elena? …..
Bare glem det, jeg finder hende selv. ‘’ Han smilede en anelse til hende. Falsk eller ej, det vidste han ikke helt selv.
Han bevægede sig imod rummet, hvor han kunne høre hendes vejrtrækning lige så langsomt.
Han stillede sig helt tæt til hende. Så smuk hun var blevet. Lille, eller ej. Han løftede hende roligt op, og så hende i øjne. Hun smaskede en enkelt gang, eller to. Hendes gyldene øjne, der førte til det, Andrea og ham sammen havde skabt. Det der havde holdt dem sammen, i selv de svære tider, men også havde skilt dem ad.
Han holde hende helt ind til sig. Omfavnelsen af hende var behageligt. Han ønskede egentlig blot at forsvinde med hende nu. Men han kunne ikke fjerne hende fra hendes moder, og slet ikke forsvinde fra Andrea endnu engang.
Han bevægede sig ud imod gården. Han gik så lydløst at selv Andrea ikke kunne høre ham. Han satte sig ned foran et par blomster.. De var smukke, og mindede ham om livet alene. Blomster er altid sammen med andre, mens mennesker kan være alene og fortabte, er der altid håb for blomster.. Han smilede en anelse, og knugede Elena tættere ind til ham.
Elena, hvordan havde hun egentlig fundet det navn. Han trak på skuldrene, og løftede Elena væk fra ham. Han så på hende i et kort øjeblik, inden han begyndte at fjolle med hende.

(( Ved godt, det ikke er det bedste. ))

Han spurgte efter Elena, skulle hun lige til at svare da han afbrød hende - Andrea sukkede kort da han gik ovenpå og fandt Elenas soveværelse.
"Min dronning. Skal vi stoppe ham?" Spurgte en af vagterne, men Andrea rystede engang på hovedet. "Nej. Bare giv mig besked, hvis han skulle finde på noget dumdristigt." Som at forsøge at tage Elena med sig. For det vil hun ikke tillade ham. Andrea blinkede et par hurtige gange for at stoppe sine tårer i at komme frem - så åndede hun let ud og begyndte stille at gennemsøge det store slot efter dem. Det var først da hun var oppe på Elenas værelse og kiggede ud i den store baghave - at hun fik øje på dem. Hun stillede sig i vinduet og kiggede ud på dem. Som Nicolas - sad han og legede med Elena. Lighed mellem brødre. Nicolas var intet romantisk for hende - på nogen måde. De havde i et øjeblik delt et kys - men det ville blive det sidste. Et han datede hendes søster? To, de var bedste venner. Desuden var det fortid nu.
Andrea kryb sine bryn kort - inden hun bemærkede sneen stille begyndte at falde igen. Hun tog en pelsfrakke af Elenas med udenfor og gik hen til Noah og Elena. Hun satte sig på hug foran dem for at give Elena frakken på - så det lille hoved ikke frøs. Andrea smilede til Elena - Elena havde en evne til at smelte de koldeste hjerter - de fleste mente dog at den evne var i generne - og at hun havde fået dem fra sin mor. Andrea gnubbede sine arme kort da sneen ramte hende - minusgraderne var svære at holde sig varme i - selv for varulve. "Kan du lide blomsterne? De specielle - vokser kun her i haven om vinteren." Fortalte hun kort Noah - da hun havde set, at han havde kigget på blomsterne.
"Hør. Jeg kan skaffe dig et stort hus lige overfor slottet - du kan komme og se Elena når du har lyst. Hvis det kan friste dig." Smilede hun skævt kort efter og kiggede Noah i øjnene. Før et lille grin fra Elena fangede hendes opmærksomhed. *Gad vide hvor Lockheart gemmer sig henne?* Tænkte hun og rystede på hovedet ved tanken. "Jeg får køkkenpigerne til at kokkerer noget dejligt varmt mad til aften." Smilede hun til Noah og rejste sig så op.

Noah kiggede stille på Elena forsat. Han betragtede blot hver en bevægelse hun lavede. Smilet sad fast på ham. Han kunne ikke være gladere. Han havde folk ved sig, han elskede, det var bare ikke sikkert det var gengældt.
Han rettede hurtigt blikket imod Andrea, da hun gik imod dem, men rettede det tilbage til Elena. Lige nu, var det hende der fyldte hans verden. Han vidste udmærket godt selv, at han ikke ville få Andrea tilbage, med mindre han ofre sig selv. Så egoistisk var han ikke.. Han ville ikke ofre sig selv for andre, end hende.. men han vidste han aldrig ville få hende tilbage.
Han smilede, over hendes lille grin. Han lyttede til Andrea, men i hovedet forsøgte han at ignorere hende, grundet hans følelser for hende, sorgen og alt andet… Han savnede hende, han savnede den kærlighed de havde med hinanden.
‘’ Jeg elsker dem. De er vidunderlige. De minder mig om en, jeg engang elskede. En jeg ville give hele min verden for at gøre glad, en enkelt dag. Dog er det forbi. ‘’ Han sukkede en anelse. Han savnede sin familie. De var splittet op, som alle andre var. Han var alene. Ingen ville være nær ham, det eneste han bragte med sig, var sorg og had.. Han hadet sig selv, for at have forladt hende i to år.
Han rejste sig op, og holde Elena helt ind til sig.
‘’ Jeg vil med glæde tage imod den gave.. ‘’ Han satte Elena ned i sneen, imens han holde øje med hende. Han rettede dog blikket imod Andrea.
‘’ Men jeg vil bo med min dronning. Min prinsesse.. Dem der styre min verden. Jeg vil være sammen med dig igen, skabe den familie vi engang havde. Den kan vi få tilbage igen. ‘’ Han stillede sig helt tæt til hende.
‘’ Jeg vil kun have dig. ‘’ Han smilede en anelse, men sorgen var der stadig. Hvis han ikke kunne bo sammen med hende, måtte han jo bo nær hende. På den måde, kunne han stadig snakke, le og have det hyggeligt med hende.
‘’ Mad? Det har jeg ikke fået længe.. ‘’ Han så efter hende, men trak hende hurtigt helt ind til sig. Han plantede et kys på hendes pande.
‘’ Jeg elsker dig, okay? ‘’
Han smilede, inden han plantede et, intenst kys på hendes mund. Derefter trak han sig selv fra hende. Han løftede Elena op, og gik længere ind i haven. Den var stort, og ikke mindst smuk.

Andrea fulgte Noah med sine brune øjne da han satte Elena ned i sneen. Elena tumlede rundt som en skør kugle imens hun kastede sne op i luften, og grinede af det. Andrea drejede dog hurtigt sit hoved over mod Noah da han var ret tæt på hende igen. Det handlede ikke kun om hende - det handlede om det han sagde til hende. Han ville have det skulle være som før. Andrea sukkede kort. "Lige meget hvad Noah. Så vil det aldrig blive det samme igen. Aldrig. Jeg står et helt andet sted. Jeg har et kongerige at bestemme over... jeg.." Hun thi stille da han afbrød hende igen. Hun tav kort og lukkede sine øjne i et stille suk. Hans næste sætningen mindede hende gevaldigt omkring hans lillebror. Efter Caroline havde forladt Nicolas - så havde Andrea fundet Nicolas næsten helt indtørret fordi han ikke ville indtage føde. De led vel af det samme - de kunne ikke give slip så snart de havde fat. Hun holdt vejret i det han trak hende helt ind til sig, og plantede sine læber mod hendes pande. Andrea stod helt åndeløs og kiggede op på ham. Hun var helt blank om hvad hun skulle sige eller gøre - så derfor stod hun bare helt stille - uden så meget som at bevæge en muskel. Noahs læber ramte hendes, og i det sekund lukkede hun øjnene - som sugede hun næringen ud af det kys han gav hende - men kort efter var hans læber væk fra hendes - og han efterlod hende stående helt forvirret lige der, imens han gik videre med Elena rundt i haven. Hun blinkede hurtigt i hvert fald en masse gange. Det krævede at Lockheart lod sin stærke hale passere hendes ben, og gnubbe sig lidt op af hende før hun åndede ud igen. Til Noahs overraskelse havde han ikke mødt Andreas 'lille' ven. Dragen Lockheart - på størrelse med en kæmpeulv. En fantom drage. Han gav en lille lyd fra sig.
"Det okay. Noah vil bare se sin datter igen..." Lockheart havde vel set de gange Nemesis var blevet såret af mænd, og kunne sagtens se der var noget med Andrea omkring det. Derfor imens Andrea gik længere ind i haven - så fulgte han med tæt op af hendes side. Andrea tog en dyb indånding imens hendes hånd lagde henover Lockheart.
En af tjenestefolkene kom ud.
"Undskyld min dronning. Men skal maden serveres til normal tid, og spiser herren med?" Spurgte den kønne unge husholderske.
"Ja han spiser med. Min nye rådgiver kommer ikke før imorgen, så jeg håber i har sørget for, at hente de ting hans specielle kost kræver." Svarede Andrea og pigen nikkede - og gik så indenfor.
"Din lillebror er min kongelige rådgiver. Han flytter ind imorgen. Du ved Nic og jeg er rigtig gode venner jo." Noah kunne ligeså godt få det at vide som det var jo. Desuden var det ingen hemmelighed - hemmeligheder var kun til det mest nødvendige.
"Håber du godt tilpas med en god ret med en masse kød - du ved jo jeg ikke er så meget til grønsager." Selvfølgelig vidste han det - han havde levet med hende. Hun kunne ikke lide grønsager - man var jo varulv ikke sandt? Andrea smilede til Lockheart som puffede til hende med en styrke nok til at give hende lidt modstand. Andrea grinede af det - med et kært og totalt ægte grin - noget som Noah ikke havde hørt i et godt stykke tid. Hvilket egentlig var et skam - men hvis han elskede hende så meget - måtte han vel have savnet det.
Andrea rettede sit blik over på Noah, hun stoppede med at grine, men efterlod sig dog et dejligt smil.

Han så på hende, da hun begyndte at sige det aldrig ville blive det samme igen. Han havde altid haft sætningen; Hvis du elsker en ting nok, sætter du det fri.. Kommer det tilbage er det dit, for altid. Hvis ikke, så var det aldrig dit. Denne sætning havde han altid haft tilbage i hovedet..
Ville hun nogle sinde tage ham tilbage? Var det undskyldninger hun fandt på nu, bare for at få ham til at forsvinde? Han sukkede lavtmelt, mens tårene løb ned af hans kinder. Mest af alt, ville han forsvinde endnu engang.
'' Jeg ved godt, du er dronningen. Men du er min dronning. Og jeg din konge. '' Han så hende direkte i øjne.
Måske var han meget egoistisk hvad det angik dette. Når han havde fundet sig en ting, han gerne ville have, var han meget ivrig i at få det, og gav det slip, blev han ofte sur.
Men Andrea, var en helt anderledes pige, hun havde det hele. Hun var sød, vidunderlig, havde et hjerte af guld. Hun var hans. Hun havde vundet hans hjerte ved første øjekast, og siden havde han ikke givet slip på hende.
Han kunne huske dengang, de var taget til Italien på ferie. De havde været oppe i bjergene, sovet i telt sammen. Det havde været den vildeste romantiske tur. De havde aftalt hvordan de skulle giftes, hvis de nogle sinde skulle det, og han havde også forlovet sig med hende, et stykke tid efter.. Men han havde rejst fra hende, af rædsel. Hun burde selv vide hvorfor. Hun havde været sammen med en anden.
Han rystede på hovedet, og så på Elena. Hendes kønne lille ansigt, fangede hans opmærksomhed, over alt.
Stille hviskede han, med få ord. 'Jeg elsker dig, Andrea.' Han sukkede efterfølgende. Han vidste godt han ikke ville få hende igen, ud anset hvad, og han vidste godt hun havde fundet en ny.
Normalt ville hun ikke lade folk flytte ind, med mindre der var noget. Der var gået lang tid, fra at de to havde haft noget, til de flyttede sammen.
Måske havde Nic og hendes noget sammen? Det sårede ham en smule, at hun havde valgt hans lillebror, over ham. Han sukkede en anelse og rystede på hovedet.
'' Det er okay. Jeg ved du elsker kød. '' et smil kørte over hans kind, men forsvandt hurtigt igen. Han bevægede sig ind igen med Elena. Måske havde hun noget spændende legetøj? Ellers kunne han hurtigt få fat på det. Han satte hende i stolen.
'' Jeg fandt forresten en gammel ting, i mine glemte sager. '' Han rakte ned i lommen, langsomt trak han en halskæde op. Det var en halskæde, man kunne have ting i. De havde hver i sær proppede en ting i, de holdte af, der minde dem om hinanden. Han rakte den til Andrea. '' Kan du huske den? ''

Andrea vendte opmærksomheden imod Noah da han trak noget op af lommen. En ting der havde været væk i nogle år fra hende - nok fundet hjemme ved deres gamle hus - inden hun flyttede til Sunfury. Der var ikke nogen hun havde fortalt, at hun flyttede - det skete bare så pludseligt. Hun lod vedhængene hvile imod hendes håndflade, imens de brungrønneøjne betragtede perfektionen. Hun havde hængt en fjer derpå. Folk undrede sig, hvorfor og hvordan den sympoliserede noget for hende. Men for hende viste den friheden, freden og kærligheden i det på en og samme tid. En ting hun forstod. "Ja jeg husker den. Helt tydeligt." Sagde hun med et smil på læben. Selvfølgelig havde hun for længest tilgivet ham for at smutte - en af grundene til han gik rundt her uden vagter omkring sig eller ikke var smidt ud. For inderst inde stolede hun trods alt på ham - også selvom hun så noget så hård ud var hun trods alt blød som smør når tiden kom til det. Andrea så på Lockheart. "Du kan flyve en tur Lockheart. Se om du kan finde dig noget mad." Smilede Andrea og Lockheart fløj på vingerne og afsted på den snart stjerneklare himmel. Elena begyndte pludselig at græde og Andrea tog hende op. "Hvad så prinsesse, fryser du?" Spurgte hun med en bekymret stemme. En af huspigerne kom og Andrea rakte dem Elena. "Sorg for hun får et varmt bad inden maden." De forsvandt indenfor igen. "Fryser du ikke Noah, der er frostgrader herude." hun gik tættere på ham med hovedet på skrå. "Du skal vide en enkelt ting. Imens det kun er os der er her ude." Sagde hun og sank en klump. "Jeg har aldrig nogensinde stoppet med at elske dig." Hun bed sig kort i læben og kiggede ned. "Jeg synes at jeg skyldte at fortælle dig det." Hun åndede lettet ud og kiggede ham i øjnene igen.

Noah så en anelse på hende. ‘’ Jo, jeg fryser en anelse.. ‘’ Han smilede blidt til hende, og fulgte hende med inden for. Han elskede hende for, at hun stadig kunne huske den ting, der havde betydet allermest i deres forhold, ud over Elena. Han så kort på hende. Først havde hun sagt, det aldrig ville blive det samme igen, men ikke ret lang tid efter, havde hun ændret mening om det. Han var enormt forvirrede. Hun elskede ham, og ville gerne være sammen med ham igen. Han kunne mærke den samme følelse på hende, som han selv havde. Og nu havde de tiden til at være mere sammen, når han flyttede ind overfor hende. Elena og hende kunne komme på besøg. De kunne lave mad sammen, lege med deres datter sammen, og elske sammen, som de engang gjorde. Han smilede ved tanken. Imens han så hende dybt ind i øjne, trak han hende hurtigt helt ind til sig.
‘’ Jeg… Jeg, ved ikke helt hvad jeg skal sige.. Min elskede.. ‘’ Han kørte en finger over hendes kind, igennem hendes hår. Han elskede hende mere end han elskede nogen anden tøs. Han ville ofre sin sjæl, for at få hende tilbage.
Han gav hende et hurtigt kys på panden, inden han gik helt indenfor. Han smilede forsat, og fulgte blot efter kvinden der var igang med at bade Elena. ‘’ Må jeg tage over? ‘’ Han så hende direkte i øjne, med et blik der sagde: Lad mig få tid, med min datter.
Han smilede da kvinden forlod rummet. Roligt satte han sig ved hende, og vaskede hende langsomt med rolige bevægelser. Hun var en kær pige.

Andrea havde det sådan lidt, hvis han kunne være ærlig overfor hende - så var det mindste hun kunne gøre at være ærlig overfor ham. Det var ikke fordi at tingene ville blive det samme. Det ville aldrig kunne blive det samme - fordi, at de var så forskellige steder i deres liv. Men hun lod tingene falde til som de skulle. Hun blev stående tilbage alene da han havde kysset hendes pande. Hun bed sig kort i læben inden hun sukkede stille for sig selv. Så gik hun op på sit soveværelse og kiggede udenfor stille - udover byen. Den stjerneklare himmel lyste ikke ligefrem den op - men den lignede diamanter på en mørkeblå dug - så smukt. Andrea greb stille fast i vindueskarmen inden hun så gik hen til spejlet. Hendes kjole var blevet våd nedenfor - og hun besluttede sig stille for at skifte tøj. Hun bandt den op i siden og i nakken og lod derefter den falde ned på jorden, hvor hun kunne træde ud af den - hendes solbrune hud var nu blottet imens hun gik hen og åbnede skabet - imens hendes nøgne ryg var det første man ville se når man trådte ind af døren. "Noah bare lad børneplejskerne tage Elena med nedenunder." Sagde hun så lidt højt - fordi badeværelset var døren ligeved siden af hendes. Så han ville kunne hører hende.
Andreas værelse var stort og ekstremt smukt. Aldrig havde man set noget så utroligt stort - medmindre man havde været på andre store slotte som Andreas - de fleste havde aldrig sat fødderne indenfor sådan et. Andrea smed en kjole på sengen som hun ville bære, eller et par. Så gik hun hen til sengen og kiggede lidt på dem, inden hun så fik øje på noget i hendes skab i bunden. En kæde til - denne her bar blot en ring. Den ring Noah engang havde givet til dem - da han havde forlovet sig til hende. Hun slog blikket væk fra den og vendte blikket imod kjolerne da hun hørte døren knirke lidt. "Nårh Noah det bare dig." Sagde hun lidt lettet. Hun stod jo halvnøgen, med blottet bryst, imens hun valgte kjole. Men alle andre bankede på inden de gik ind til hende - men ikke Noah - der var nu heller ikke noget han ikke havde set før. Hun lagde to kjoler ind da hun havde valgt dem.

//Kjolen på sengen.//

Noah så blot ud imod gangen. Han kunne høre Andrea snakke til ham, og smilet på ham blev større end før. Langsomt lod han kvinden tage over igen, der før havde taget sig, af lille smukke Elena. Han rejste sig op, og tørrede sine hænder fri fra det våde vand. Han elskede at vaske sin datter, og ikke mindst bruge tid med hende.
Det var en ting, de sammen havde lavet. Noget han elskede over hele verden.
Han smilede endnu mere ved tanken om at de kunne blive en familie igen. Hvis Andrea, bare lukkede ham ind igen.
Han bevægede sig ind på hendes værelse, uden rigtigt at banke på, eller spørger om lov. Han kendte hende for godt, til at vide hun egentlig var ligeglad med det, hvad det angik ham. Han lukkede stille døren bag sig, og så på kjolen, der lå på sengen. Den var smuk, og passede til hende. Den ville klæde hende enormt godt.
Han gik helt tæt på hende, og rørte stille hendes ryg, hendes bløde og fantastiske hud. Noget han savnede at de to kunne nusse med hinanden. Elske hinanden.
Han smilede, og forsatte bare, inden han rykkede sig helt ind til hende, og omfavnede hende.
Et enkelt kys plantet sig på hendes hals, inden han lod hans hånd, omfavne hende igen, på ryggen.
Ingen ord, kom ud af hans mund. Stilhed, var alt der var der, og hendes ord.

Da han kom ind til hende, lod hun ham komme tættere på hende. Noahs hånd mod hendes ryg - hans møde at berører hendes hud på fik hendes indre ulv frem. Hun lukkede øjnene og nød bare - at han havde armene omkring hende. Det føltes så rigtigt. Hun havde savnet det så meget. Også selvom hun ikke indrømmede det, men nogle få vidste udmærket at Andrea skubbede de folk væk hvis hun var bange for at blive såret. Hun åndede svagt nydende ud da han kyssede hendes hals og omfavnede hende. Hun sagde heller intet. Hun stod blot der og nød det. DEt kriblede indeni hende. Den indre ulv hylede bare af at mærke Noahs hud imod hendes. Den vidunderlige følelse hun havde savnet så meget. Andrea ville kunne vende sig til det igen - ingen tvivl om det. Hun drejede hovedet lidt - hun stod stadigvæk med ryggen imod hans bryst.
Andrea kiggede ham ganske kort i øjnene inden hendes blik landede på hans læber. Hun tævede ikke før hun lod sine læber lande på hans. Intimt og simpelt. Kysset var rent og ikke mindst fyldt med kærlighed. Hvordan kunne hun dog i to hele år have glemt hvordan det føltes at kysse ham - også lige pludselig - så føltes det så rigtigt.

Noah så hende direkte i øjne, da hun vendte hendes ansigt imod ham. Han havde savnet hende, og ikke mindst følelsen af hendes nærvær. Han savnede alt ved hende, og nu føltes det som om, at alt var hans igen. Hun var hans forlovede, Elena var deres lille engel, og de levede lykkeligt. Han sukkede en anelse, han vidste godt det ikke var virkeligheden. Han måtte se det i øjne, at han nok ikke fik hende igen.
Kysset fik ham hurtigt til at tænke på kun deres kærlighed igen. Det var så intimt og fyldt med kærlighed, at han havde svært ved at tro det. Han knugede hende tættere ind til sig, under kysset. Han elskede hende og Elena højre end noget andet. Selvfølgelig elskede han sin familie, men dette var hans familie!
Han vendte hende om imod ham. Han så hende direkte i øjne, inden han kyssede hende intimt og fyldt med kærlighed igen.
Inden hovedet, hviskede han langsomt til hende: '' Jeg elsker dig. ''
Han smilede imens han kyssede hende, og lænede hende langsomt ned imod sengen. Han ville ikke gå for langt, hvis hun ikke havde lyst til det.

Hun havde savnet følelsen af at føle sig elsket på denne måde - af Noah. Hans kærlighed var så ren og det fineste man kunne finde i hele den her verden. Hun blev ved med at kysse ham tilbage. Hun lod ham knuge sig ind til hende, for jo tættere han kom på hende - jo bedre føltes det for hende. Andrea kunne mærke, at hun var ved at lukke ham indenfor i varmen igen - og det gjorde hende egentlig ikke så meget - for lige pludselig så var der intet i vejen mere - hun kunne ikke huske hvad hun skulle være sur over. Andrea lod ham ligge hende ned mod den store bløde seng og kiggede ham intimt i øjnene. Øjenkontakt var et sympol på kærlighed - derfor kiggede hun ham i øjnene imens hun lod ham læne sig nedover hende. Hun fik hurtigt fjernet hans tøj - det var ikke særligt svært. Hun kyssede ham så atter og lod hendes læber ramme hans hals. Hendes ulv vidste udmærket godt, hvad den ønskede og hvad den ville. Ulve dannede trods alt par for livet. Og lige nu vidste hendes hvad den ville have. Det føltes godt. Det føltes så rigtigt. Derfor var Andrea ikke i tvivl om, at lige nu og her - så var det dette hun ville. Han kunne slet ikke gå for langt. Og når han først så hende i øjnene ville han vide - at lige nu kunne han ikke gå for langt - hun ville lade ham gøre lige præcis hvad han ønskede at gøre ved hende lige nu. Så godt kendte han hende alligevel - også et af de tidspunkter hun ikke sagde fra til at blive domineret lidt med.

Han kunne se på hende, at hun var ligeglad med hvad de gjorde, bare han elskede hende nok. Han smilede, og gik helt tæt på hende. Hun fjernede hans trøje fra ham, og han lod hende blot gøre det.
Han gik tættere på hende, og kyssede hende, imens han omfavnede hele hendes krop. Måske lavede de endnu et familie medlem? Så de kunne blive en familie igen, eller gjorde de ikke. Tanken om det, var rar.
Han gik tættere på hende. Langsomt lod han hendes blik stritte imod ham. Han så hende direkte i øjne, og lod en hånd køre igennem hendes hår.
Han kørte efterfølgende hans hånd, langsomt ned af hendes krop, med en kildende fornemmelse. Han elskede hende at hele hendes hjerte. Og ikke mindst mere.


-------- SPRINGE SPRINGE SPRIIIIIIIIIIINGE -------------------------------

Han lå ved siden af hende, ved hendes side.. Eller omvendt. Som kongen ved siden af dronningen. Hun var trods alt hans dronning ud anset hvad, og det ville hun altid være. Han så hende direkte i øjne. Hun så sød ud, sådan som hun lå og sov.
Han rejste sig langsomt, uden hun ville bemærke det.
Han ville lave noget aftensmad til hende. Overraske hende, med Elena.
Han bevægede sig ned imod køkkenet, og gik straks igang med maden. Nogle kartofler, noget brød og kød var altid godt. Samt noget at drikke. Han havde lavet nok til de alle tre kunne få noget. Nu spise Elena heller ikke ret meget mad.
Han så på en af vagterne, og smilede blot til ham. '' Kan jeg få dig, til at hente Elena til mig? '' Vagten smilede blot, og gik imod det lille værelse der var tildelt Elena. Han løftede hende op, og kom tilbage med hende til Noah. Hurtigt tog han fat om hende. Stillede maden på bordet, og gik op imod værelset Andrea lå på.
'' Min elskede? Så er der mad. '' Noah satte sig ved hendes side, med Elena ind til sig. Han smilede ned til hende.

Det var over et år siden hun rigtig havde været sammen med nogen hun kunne lide - men to år siden hun havde været sammen med Noah - og denne aften var noget hun aldrig ville glemme.
Hun elskede at slappe af - lidt doven var man vel engang imellem. Så hun hvilede øjnene efter dette intime øjneblik. Andrea slog stille øjnene op da Noah forlod rummet og smilede for sig selv. Dog havde hun måske ikke ligefrem tænkt på, hvor nemt hun normalt havde det med at blive gravid. Hvad hvis det skulle ske? Hvad ville folk tænke, hun slog tanken ud af hovedet da Noah kom ind igen, denne gang med deres lilleskønhed med sig. Andrea tog dynen op over sit bryst og derefter tog hun Elena. Andrea kunne ikke stoppe med at smile - det var både på grund af Elena, men også på grund af Noah. Lockheart kom snigende ind af døren og sprang op på den ledige side af sengen for at ligge sig op af Andrea. "I tog mødte vidst ikke rigtigt hinanden." Smilede hun skævt. "Noah, det her er Lockheart. Lockheart det her er Noah." Tilføjede hun og lod en fri hånd køre henover Lockheart. Så satte hun Elena ned ved siden af dragen som var på størrelse med en kæmpeulv. Nogle ville mene det var uansvarligt at sætte et barn ved siden af sådan et væsen. Men Andrea stolede på Lockheart med hele sit liv. Den måde han lod Elena kravle op på ham som var han en stor stol. Andrea rejste sig fra sengen og tog kjolen på, så vendte hun sig mod dem igen. "Skal vi gå ned og spise?" Smilede hun større til dem, og Elena klappede i hænderne med et smil på læben. "Ja." Kom det fra Elena. Hun kunne jo godt tale... lidt. Så godt som en på hendes alder kunne. Hun kunne også sagtens gå - det var bare forskelligt for meget de forskellige lod hende selv. Andrea tog Elena op på sin arm og begyndte at gå neden under med Lockheart og Noah ved sin side. Selvfølgelig var Lockheart en smule jaloux på Noah - dragen havde i følge hendes søster en lille ting for hende. Ikke noget man skulle bekymre sig om - man vidste jo, hvad den slags betød i ren ironi. Hun satte Elena på sin stol og derefter satte hun sig selv på sin normale plads.