. Life is a game, and its time you say game over - Andrea & Nicolas

Andrea nåede ikke rigtig at reagere på at Nicolas besvimede før, at Noah stod med sin hånd omkring hendes hals og klemte til. Hun anede slet ikke hans ord ligemeget, hvor meget han klemte til. Et mindre chok måske. Ligemeget, hvad, så var det nok det hun mindst havde forventet. Derfor gjorde hun ikke andet end at gispe et par gange efter luft, da Lockheart kom brølende ind og sprang mod Noah med sine tænder for at få ham til at give slip, hvilket ikke var et spørgsmål om tid, hvis Noah ikke gav slip ville han bide ham for at røre Andrea. Så snart Andrea var fri lod han Noah være og gik omkring Andrea imens han så truende på Andrea. En af vagterne havde hørt påstyret, det var varulve de fleste af dem med god hørrelse. "Mr. Ednard jeg tror Noah har brug for at komme ned og slappe lidt af. Før ham derned." Sagde hun imens hun ikke tog øjnene fra Noah. Hendes brune øjne bar et chok til ham, men også en vrede som han ikke skulle spøge med, men det vidste han også godt. Vagterne greb om Noah og tvang ham med ned i fangekælderen, hvor han fik en celle for sig selv, som han blev lænket på fødderne til.

Angela var i samme sekund med al skete løbet hen til Nicolas og sad på knæ foran ham, imens hun klappede ham let på kinden for, at få ham til at komme til bevistheden. Imens opfattede hun dog selvfølgelig påstyret bagved da Noah angreb Andrea. "Noah!" Råbte hun i et chok da hans hånd klemte til Andrea. Dog kom Lockheart dragen til og fik afstand på dem. Så blev Noah taget væk. Hun sukkede kort. "Nok kender jeg ikke Noah, men jeg tror som resten af os, har han bare brug for at køle ned. Ligesom jeg. Bare rolig søde, jeg går ned og snakker med ham senere. Så han kan få hele historien om, hvorfor jeg var dernede." Smilede Angela skævt til Andrea og kiggede så på Nicolas, som Andrea også satte sig på hug ved, endda Lockheart smuttede hen og omfavnede Nicolas imens han så bekymret på ham.

Nicolas åbnede lige så langsomt øjnene, og nåede at opfange hvad der skete. Han nåede dog ikke at reagere, før Andrea allerede havde styr på situationen. Hans blik blev rettet imod Angela. Han ville gerne tale mere med hende, men hun var væk for han fik chancen. Han vidste nu næsten alt om sig selv. Han kendte til de tre vigtigste personer i hans liv. Men det gjorde ikke, at han havde det bedre. Han vendte blikket imod Andrea. ”Jeg har det fint.” Han rejste sig op med et svagt grynt, og lænede sig op af væggen. ”Har du det godt?” Han lagde betryggende en hånd på hendes skulder. Selvom Nicolas aldrig havde været den bekymrende type, bekymrede han sig meget alligevel. Især over for de få personer det havde gjort indtryk på ham. Angela, Andrea, Caroline og Nemesis. De fire piger, var de eneste der reelt betød noget for hende, og de var derfor også et problem. Han havde fjender, og de fjender kunne bruge pigerne imod ham, hvilket aldrig endte godt. Nicolas så ned på Lockhart og tog sig selv i at smile en anelse. ”Han er intens.” Nicolas gik ud fra, hun godt vidste hvem han mente.

//Undskyld den korte længde.

I det de to mænd, tog fat i Noah, forsøgte han selvfølgelige på at slippe væk. Dog uden det helt store held. Han var langt fra den stærkeste, og ville aldrig blive det. Han var en sølle engel, og ifølge Jazmin, var han svag. Han havde heller aldrig ønsket sig selv, at være den store stykke farlige engel, der slog alle ned der rørte Caroline. Langt fra. Han ville bare beskytte hende, og sørger for hun ikke døde, ved at tale folk til sundfornuft. Det var bare ikke altid de lyttede. Men hvem lyttede også til hinanden?
Noah satte sig ned i enden, af sit ''kammer''. Han begyndte at suremule en anelse. Egentlig gad han ikke se på nogle af dem mere, han ville bare have Elena ved ham. Hun gjorde ham glad ud anset hvad.
Hun var hans lille engle basse. Han elskede hende over alt på jorden, og hvis nogle rørte hende, ville hun med glæde slå hovedet af dem.

Angela efterfulgte vagterne ned til fangekælderen, hvor de lænkede Noah, dog kun med en lænke efter Angelas bestemmelse. Hun kastede det blonde hår tilbage inden hun så satte sig ind i den ikke lukkede celle overfor Noah. "Så. Det godt at se dig igen." Smilede hun svagt og bed sig kort i læben. "Angående at jeg sad hernede, så må du ikke bebrejde Andrea. Jeg har været ret ustabil på det seneste efter en heks af en ting tvang mig til at forlade min gamle krop, som du kan fornemme, jeg er dæmon nu. Det har været en del belastende at kontrollere, og at være hernede gjorde det nemmere at tænke klart. Så jeg bad Andrea om at holde mig hernede noget længere tid. Vi bedste veninder, vi ville aldrig skade hinanden medmindre det var en ufattelig god grund." Hun lænede sig frem og lagde en hånd på Noahs knæ imens hun smilede til ham. Angela smile og være venlig, var ikke noget alle fik at se. Men det kunne skam lade sig gøre for den selvcenterede bitch at være venlig. "Du siger bare når du er klar til at komme med ovenpå igen, jeg bliver her ved dig indtil." Hun tog hånden til sig og satte sig hen ved siden af ham.

Andrea kiggede af Angela gik nedenunder og så hen på Nicolas. Hun havde et lettere rødt mærke omkring hendes hals, men det ville forsvinde - på et tidspunkt. Andrea nikkede til Nicolas. "Jeg klare mig. Nogle dage er Noahs vrede bare større end andre, han mærker trods alt hver eneste smerte der blev påsat hende, jeg tror det gjorde hamsindssyg i længden." Hunvalgte ikke at bruge Carolines navn medvilje. Hun smilede til Lockheart som vendte sig om mod Andrea og overfaldte hende i en blød og kærlig omfavnelse. Hun grinede. "Yep. Et af hans mange talenter." smilede hun og fik sat sig op. Andrea kørte en hånd igennem sit hår. "Angående din søster.. så har hun været her i lidt tid, men der var sket noget med hende. Nogle har smidt hende over i en dæmons krop, heldigvis har hun kunne få sit ansigt igen, men da hun kom her. Så hun helt anderledes ud. Angela taler med Noah nu, så må jeg håbe det får ham til at køle lidt ned. Ellers ved jeg ikke hva jeg skal gøre." Sukkede hun kort og kiggede så på Nicolas igen og lagde hovedet på skrå. "Calla." Sagde Andrea med hævet stemme og en stuepige kom ud. "Ja, min dronning." Svarede hun uden at tøve. "Et glas blod til rådgiveren." MEd de for forsandt Calla ind og hældte noget blod op til Nicolas og kom ind med det igen på et fad og stllede det på bordet. Hun nejede og gik så igen.

Nicolas var ikke sikker på, hvordan han skulle reagere. En del af ham, ønskede inderligt at rive vingerne af den forbandede engel, bare fordi han lagde en finger på Andrea, men en anden ønskede, at gå ned til Angela og Noah, og genforene sig med den familie, han havde glemt. Men han blev. Det var den bedste løsning i øjeblikket. Han så hen imod fangekælderen, men vendte så blikket mod Andrea. ”Hvis han ikke er død, betyder det at hun ikke er død.” Han var ikke helt sikker på, om han havde forstået det rigtigt. Men han havde et håb. Han håbede på, at Caroline gik rundt derude og hadede ham. Det var bedre, end hvis hun lå og var død udenfor. Han tog imod glasset med blod, og bundede det hurtigt, så han fik sin styrke tilbage. Nicolas følte, at han kun gjorde ondt i huset. Han havde nær dræbt sin egen kone, bror og Andreas.. Ja han var ikke helt sikker på, hvad hans forhold til Noah var, men det betød heller ikke noget. Han havde næsten taget faren fra hans niece. Noget han aldrig ville kunne tilgive sig selv for. Men en stor del af ham, en del han ikke kunne ignorere, havde en trang til at tage den lette udvej. Dræbe alle der kom i vejen for ham. Noah havde blot været en af dem, men han var bestemt ikke den eneste. ”Jeg bebrejder dig ikke Andrea. Jeg ved godt, du aldrig ville gøre Angela ondt.” Nicolas lagde betryggende en hånd på hendes skulder.

Noah så en anelse vredt på Angela. Han vidste godt, at det ikke havde været meningen at Nicolas skulle have gjort de ting han have gjort. Noah var bare gået en del over gevind, og han vidste det godt selv.
Selvom de to brødre kun havde mødt hinanden, følte Noah stadig den størreset skyldfølelse overfor ham. Hvis han havde vidst det ville ende sådan, ville han aldrig have lagt en hånd på Nicolas.
Han vidste udmærket godt, at Andrea aldrig ville tilgive ham for det.
Han så direkte ned i jorden.
'' Jeg vidste det ikke.. '' Han rettede blikket op på Angela.
'' Jeg er klar nu. '' Han rejste sig op, uden nogle form for hjælp. Åbnede døren og gik direkte ud. Selvom vagterne måske ville have meget imod det, var han lidt ligeglad.
På vejen hen til de andre, bevægede han sig forbi Elenas værelse.
Langsomt løftede han sin kære lille datter op, og bevægede sig ud til de andre.
'' Hør, Nicolas. Jeg er ked af min over regering. Men hvad der sker hende, sker også mig. ''

Andrea kiggede på Nicolas og sank en klump. "Hvordan ved vi.. at det ikke bare er en myte. Caroline kunne ligeså godt have sagt det for at beskytte sig selv." Det var måske lidt grovt sagt, men hende og Carolines forhold var alt andet end perfekt, og alligevel okay nok i sidste ende. "Desuden ville hun højestsandsynligt være vendt tilbage og givet dig en endefuld for din opføresel." Hun lagde hovedet på skrå. Hun vidste ikke om hun skulle ønske, at Caroline var død eller ej. For hvis det hjalp Nicolas med at komme videre i sit liv, så var det vel en god ting. På den anden side, så havde hun set ham når han var i sit dårligste. Den familie kørte og var født til at leve af kærlighed. Det kunne hun se nu. Både Noah. Nicolas også Angela. Det virkede så håbløst, men også stærkt. Så forvirrende at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved det - om hun bare skulle lade det gå.
Andrea rejste sig op og var opmærksom da Noah kom gående med Elena. Sammen med Angela. Andrea lagde armene overkors imens hun så mod Noah - lige nu vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, men nikkede til Angela.

Angela fulgte med Noah op og hente Andrea. Hun vidste - at hvis hun gik fra Noah ville Andrea ikke være tryg før hun havde øjnene på ham. Specielt med Elena, faren eller ej. Andrea virkede ikke til at stole hundrede procent på Noahs adfærd lige nu, og derfor hjalp hun Noah med at genvinde Andreas tillid.
Så snart de var tilbage i den store stue og Andrea nikkede til hende, løb Angela over til Nicolas - og svang armene om ham. Hun havde trods alt savnet Nicolas utrolig meget - selvom følelsen af, at han havde været ligeglad med hende havde gjort ufattelig ondt - så var hun glad for hendes brødre var okay.
Lidt af Angelas personlighed måtte have ændret sig - hvordan det var sket var et godt sprøgsmål - på en måde troede hun at den gamle sjæl af personens krop var i live et sted indeni hende. Som havde den anden sjæl haft problemer med personlighedsspaltninger af nogen form. Angela havde i hvert fald aldrig givet direkte udtryg for at have savnet Nicolas ved at omfavne ham direkte. Hun trak sig ud af krammet og åndede så lettet ud. "Jeg troede aldrig jeg skulle se os allesammen på samme sted. I live allesammen." Smilede hun skævt - og der kendte hun sig selv. Både måden at snakke på, den lettere sarkasme, dog stadigvæk med venligheden over sig. De ville vide hvad hun mente trods alt.

Nicolas så på Andrea. En del af ham, havde lyst til bare af forsvinde, at komme af med sine frustrationer, mens en anden havde affundet sig med det. Han kunne ikke ligefrem påstå, at han ville have det godt uden Caroline, men han havde bare ikke lyst til, at lade hans kærlighed til hende, styre hans liv længere. Desuden, havde han meget andet at tænke på. Hans reaktionsmønster havde ændret sig en del, han reagerede ikke længere med vrede og vold, men nærmere med forståelse og fornuft. En ting, de højst sandsynligt ikke ville vare for evigt. Han ville blive sig selv igen på et tidspunkt, og det så ikke ud til at vare længe. Den eneste grund til han handlede fornuftigt nu, var på grund af Andrea, Angela og Elena. Han så på Noah da han undskyldte. Det var helt forståeligt, hvorfor han havde handlet som han havde gjort. Nicolas nikkede en enkelt gang, som tegn på han accepterede undskyldningen. ”Jeg handlede hurtigt og dumdristigt, og jeg burde have tænkt mig bedre om. Jeg forstår godt din reaktion. Jeg undskylder også.” Han nåede ikke at sige mere, før Angela sprang ind i hans favn. Han lagde armene om hende og smilede let over at være tæt på hende igen. Han så kortvarigt hen mod Noah, da Angela fortalte, at hun ikke troede hun skulle se alle sammen på samme sted i live. ”Det er jeg også.” Nicolas var glad for at være tæt på Angela igen, selvom han ikke kunne huske hende tidligere på dagen.

Noah så på Andrea. Da hun sprang i favnen på Nicolas, gik en anelse af hans hjerte i stykker. Han var jaloux, og han forsøgte at skjule det en hel del. Han trykkede Elena ind til sig. Han vidste ikke, om de havde gang i noget, og hvis de havde det, ville det kun gøre ham en anelse glad. Bortset fra, han ville have Andrea for sig selv. Det var længe siden, han havde delt en person med andre. Caroline, og ham havde fået et barn sammen. Hun var forsvundet, og han havde aldrig haft styrke til at tage sig af barnet alene. Det var dengang han var begyndt at være forelsket i Andrea. Han havde aldrig fortalt omkring barnet, og ville sikkert aldrig gøre det, med mindre der var en vigtig grund til det.
Han så ned i jorden, og satte sig selv ned i sofaen.
'' Jeg.. Jeg ved ikke om jeg kan mere. '' Han så Elena ind i øjne. Han var ved at være træt af, at lide konstant.
At være i nød. Folk undrede sig ofte, når han faldt om med smerter. Skulle han fortælle han var skytsengel for denne vampyr kaldet Caroline? Folk ville sikkert bare grine af ham, for hans dumme valg. Problemet var, det aldrig havde været hans valg. Han havde været tvunget til det.
En skytsengel vælger ikke selv hvem de skal beskytte, når de møder personen, ved de at de skal beskytte personen. Sådan havde det været med Caroline.
Han trykkede Elena helt ind til sig.