The good in my life - Nicolas

Det meste af dagen var gået i et godt selskab faktisk. Andrea havde intet imod at Nicolas havde fundet sin datter. Tvært imod, så var det sjovt at få små billeder ind fra hans fortid. Der var en masse omkring Gemma som skulle bygges op, hun virkede ødelagt på mange punkter - og så alligevel yderst fungerende. Andrea kunne ikke sætte sin finger på det, men hende og Elena - havde haft Gemma med ude hele dagen. Stakkels Nicolas kunne ikke ligefrem gemme sig fra solen inde i byen, og han ønskede heller ikke de skulle sidde oppe hele dagen og være lukket inde. Andrea var stadigvæk ved at tilvende sig til dette her liv. Hun så ikke Drew så tit som hun måske burde, men hun var ikke ligefrem glad for at skulle se Kai i øjnene. Specielt ikke når det blot lignede hun var stukket af med en anden mand.. hvilket hun jo egentlig også var. Dog var der altid mere til historien end der så ud til - og Andrea havde altid været ligeglad med rygter. Hun var sin egen person nu, og havde kun de personer hun elskede at smide foran sig selv nu. Andrea havde givet Gemma sin tillid til at passe på Elena. De var ikke langt væk, og Lockheart var der også i nærheden. Stille bevægede hun sig imod, hvad hun nu kaldte hjem. Det var ikke første gang hun havde kaldt det her sted for hjem. Et smil strejfede hendes læber i tanken.. tanken om da Angela havde fundet hende første gang på det slavemarked.. og bragt hende hertil. Hvis nogen havde sagt til hende dengang, at hun skulle igennem alt det drama og alle de følelser hun havde været igennem de sidste 4½ år.. så havde hun grinet af dem. Ærligtalt.

Andrea trådte ind af døren og lukkede den bag sig. En fært traffede hendes gode sanser, og fik hende til at rynkebrynet. Noah havde været her. Hurtigt skyndte hun sig videre ind i stuen.. så snart hun så Nicolas åndede hun ud. Noah vred.. og Nicolas vred.. ville ikke være en god ting.
"You are okay." Var det første hun sagde og hun løb hen til ham for blot at svinge armene omkring ham. Deres forhold gik godt. Det gik mere stille end nogle af de andre forhold de havde haft - men det var godt. Endelig åndede hun lettet op og trak sig tilbage. "Elena and Gemma are still out. Lockheart is watching them.. don't worry.." Tilføjede hun og sendte Nic et skævt smil. Gemma var en voksen kvinde, men en person i sådan en tilstand skulle også passes på - uden at overskride nogle grænser.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3

Nicolas havde trukket sig væk fra entréen efter Angela og Noah havde forladt hans hjem. Han havde aftalt, at tales ved med Angela. Hans forhold med Noah var efterhånden så slidt, han tvivlede på de nogensinde kunne reparere det igen. Nicolas følte dog ikke han havde gjort noget galt. Hans timing havde bare ikke været så præcis som den skulle. Men han havde stadig tænkt sig at tale med Noah om ham og Angela, han var bare ikke nået til det. Personligt, var han glad for Gemma, Elena og Andrea havde været væk der fra. Allerhelst så han, at det kun havde været de to brødre. Men det kunne umuligt have endt godt. Nicolas vidste godt, Andrea savnede Drew. Han forstod det godt. Og han ville ønske han kunne gøre noget for at gøre det bedre. Men at opsøge Kai, var muligvis endnu værre end hvis Andrea selv gjorde det. Han stod i stuen og tænkte over hans liv med Andrea. Han elskede hende, det gjorde han virkelig. Og han elskede Elena og Drew. Men han elskede også sin bror. Hvis det bragte ham så meget smerte, var det måske ikke det rigtige valg. Bare tanken, gjorde ham utilpas. Han ville ikke være foruden Andrea. Nu hvor han havde følt hvordan det var at leve med hende, kunne han ikke give slip på det.

Han hørte hoveddøren åbne og lukke sig. Han opfangede hurtigt Andreas duft. Der var en svag duft af Gemma og Elena også, men det var formentlig bare fordi Andrea havde været omkring dem for lidt siden. Han drejede sig imod hende da hun kom til syne. Han omfavnede hende. Han nød at have hende så tæt på. ”He’s not really mad at me. I think he’s mad at himself for letting you go. And I understand that.” Han aede lidt hår væk fra hendes kind, kyssede hende rolig og trådte ud af krammet. Lige som Nicolas skulle til at spørge til deres døtre, da hun kom ham i forkøbet. ”That’s good. How is she doing?” Han mente selvfølgelig Gemma, selvom han også bekymrede sig om Elena.

Så snart hun var sikker på, at han var okay - så var hun okay igen. He’s not really mad at me. I think he’s mad at himself for letting you go. And I understand that. Noah var en kompliceret mand, og som Nicolas var han drevet af en følelse eller flere. Og nogle gang tænkte de sig ikke altid om. Andrea havde givet Noah flere chancer, men hun kunne ikke holde til altid at blive skuffet... men hun forstod Noah var vred. Men han måtte alligevel i sidste ende komme videre.
"Typical him." Svarede hun stille og sank let en klump. Nicolas aede en af hendes lokker væk fra hendes kind. Andrea gengalte det korte rolige kys. De kastanjefarvede øjne så ham imens hun snakkede om Gemma og Elena. That’s good. How is she doing? Andrea tog en dyb indånding, og vippede hovedet let på skrå.
"Better. A little nervous.. but she will get there." Svarede hun ærligt. I det mindste var det en ting, som man altid kunne regne med fra Andrea - hun fortalte sandheden ærlig, hvis hun blev spurgt. Gemma var ikke ret nem at komme ind til, men Andrea var heldigvis også ret tålmodig omkring mange ting. Hun kørte en hånd igennem sit hår og trak let på skulderen.
"She needs you.. it was a good thing you found her.. she will be whole again.. time is needed, but I'm sure it will be okay." Andrea havde erfaring med at se folk der kunne klare en kamp. Desuden, hvis Gemma havde været knækket siden hun var født - ville hun ikke kunne fungere lige nu. Andrea havde regnet lidt ud, at skaderne var kommet for noget tid siden - hvor længe siden anede hun ikke.. og hvad skaderne var - var hun også blank på. De havde deres familie nu. Men det var ikke kun hver sin.. det var deres. Nok var det lettere kompliceret, men det passede sammen alligevel.

Nicolas nikkede som svar til det hun sagde. Det var typisk Noah. Han havde svært ved at give slip. Det blev snart for meget, syntes Nicolas. Han følte ikke han og Andrea kunne være i sikkerhed med deres børn. Hvad hvis han en dag gik efter en af dem? Det var en kæmpe risiko, og Nicolas var træt af at tage den. ”I hope so. I’m worried about her.” Nicolas ville gerne hjælpe hende, men han vidste ikke hvordan. Han hadede at se hende sådan, og ville gøre alt han kunne for at hjælpe hende. Hun var hans datter, og det betød automatisk ubetinget kærlighed og beskyttelse fra ham. Selvom den kærlighed måske var svær for ham at vise. ”I’ll be there for her. I’ll talk to her soon.”

Han havde tænkt meget på Drew og Kai de seneste dag – særligt i dag efter Noahs udbrud. Familie var så vigtigt. Han tog fat om Andreas hænder. ”I know you want to see Drew some more. And I wish I could do something to make that happen. Actually, I wish I could give you that. A son or a daughter. So I’ve thought about something.” Han så hende I øjnene, og vidste ikke helt hvordan han skulle få formuleret sig. Han var ikke nær så god med ord som Angela. ”There is pleanty of children with out parents out there. I think we should adopt one.” Han afventede nervøst hendes reaktion.

Andrea havde flere gange fortalt Noah han skulle holde sig væk, alligevel dansede han omkring som om han ejede verden. Hvilket irriterede hende, men hun havde frustrerende nok lært at leve med det. ”I hope so. I’m worried about her. Andrea kendte følelsen der fulgte med at være forældre. Den konstante bekymring så snart de så forkert på en. Det var sommetider mere voldsomt end hun regnede med. Specielt med en 14 årig pige. I’ll be there for her. I’ll talk to her soon. Andrea gav ham et nik.
"I know you will." Svarede hun og lagde blidt sin hånd imod hans kind. Nok var Nicolas ikke den store til at udvise følelser, før han havde fundet sig tilpas med dem. Men han var ikke kold, det vidste hun trods alt.

Andrea så en smule undrende på ham, som han tog hendes hænder. Let kneb hun øjenbrynene, som han nævnte Drew. Som han talte videre, løftede hun overrasket sine bryn. Actually, I wish I could give you that. A son or a daughter. So I’ve thought about something. Andrea sugede luften ind mellem sine tænder, imens hun ventede på, hvad hans ide var. There is pleanty of children with out parents out there. I think we should adopt one. Ordene havde hun ikke regnet med. Forslaget havde hun ikke set komme - hvilket fik hende til at blinke undrende kort.
"That.." Startede hun stille ud, men kunne ikke holde sig tilbage fra at smile. Andrea håbede så underligt åpå, at hun ikke havde set for alvorlig ud. "I like that idea." Svarede hun ham så, og lod sin tommelfinger kærtegne hans håndryg lidt.