Nu må vi vist snakke...(Adalia)

S: The forest /en afsides hytte.
O: Træer, en vid variation af planter dyr.
V: Lyst, eller blegt om man vil, kulde og regn.
T: Tidlig aften.
P: Lang duster, jeans, lak sko og en ternet skjorte.


Som Obadiah susede igennem regnen og kulden, højt over jorden og skoven under ham, blev en enkelt tanke ved mere at kredse i hans sind *Hvor er hun*.
Obadiahs dag havde ellers startet ganske stille og roligt, ikke det store stress og så alligevel, for han havde vel ikke været mere stresset end han havde været de sidste måneder. Han havde haft en fornemmelse af at der var sket noget modbydeligt med hans menneske, med Adalia. Det kan godt lyde lidt underligt når nu Adalia omtales sådan, men hun var vel hans menneske, ihvertfald var hun under hans beskyttelse, ikke at han havde gjort et specielt godt stykke arbejde med at beskytte hende indtil videre. Først havde han fejlet at beskytte hende og hendes forældre da Adalia var omkring 6-7 år gammel, og dertil mistet hende i årevis, men han havde aldrig holdt op med at lede efter hende.
Obadah var derfor aldrig rigtigt blevet hendes skytsengel, og havde derfor brugt mangent et år på at prøve at spore Adalia, uden navn alder eller nogen familie relation at kunne kontakte for at få hjælp til hans søgen. Nu hvor han endelig havde fundet hende for næsten et år siden havde hun ikke længere brug for hans hjælp, eller det var ihvertfald hvad han havde troet, lige indtil han kunne føle hendes sind lukke til, derefter havde hun forladt ham og sit hjem i Silvanesti. Obadiah havde taget det som et klart tegn til ham at han skulle holde sig på afstand, et faktum hun havde gjort klart før, men det var da han første gang havde fundet frem til hende efter sin søgen for omkring et år siden.
Obadiah havde derfor holdt sig på afstand, selvom han havde kunnet mærke hvordan hun havde det. Nåja altså, indtil denne morgen hvor hans nerver ikke havde kunnet holde til det mere, hvorpå han var taget afsted for at finde hende, ikke at det havde været svært at spore hende, han var trods alt hendes skytsengel og han havde haft rigeligt med tid til at sætte sporet af hende klart i hans hoved.

Obadiah rettede hans hans krop af til landing og satte farten ned som han kom nærmere Adalia. Han landede kort fra døren til en lille hytte, hvorfra han kunne mærke den smerte der forvoldte Adalia. Obadiah strakte sine vinger og rystede dem let for vand eftersom de var nået at blive enormt kolde, inden han trådte op til døren og bankede på, bare hun nu ikke sendte ham bort igen.