You again ~ Jazmin.

Jazmin kunne mærke være eneste bevægelse han lavede. Det var tydeligt han også ville have hende.
Da han skubbede hende ind imod væggen, og kyssede hende. Kunne hun kun smile for sig selv. Langsomt lagde hun arme omkring ham, og nød det blot. Efterfølgende, trak hun hovedet væk fra ham.
Han så ham i øjne et øjeblik. Hun blev nød til at sige det. Hun kunne ikke længere holde det inde.
‘’ Jeg ved at du bliver sur.. Men, jeg vil bare være venner? ‘’ Hun så ham direkte i øjne. Skyldfølelsen kørte rundt i hende. Hun havde lige kysset ham, og givet den størreste grund til de sagens kunne have sex, og nu afslog hun ham?
Hun havde endnu ikke fundet ud af sig selv, så hvordan kunne hun håndtere end mand?
Hun så ned i jorden. Tårene begyndte at vælte ud.
‘’ Du, må virkeligt ikke være vred, på mig. ‘’ Hun rettede blikket direkte op i øjne på ham.

(( Same! ))

Caden så på hende da hun trak sig væk. En følelsesmæssig rutsjebane, det var hvad hun var. Han trak sig ud af hendes arme, og trådte et skridt væk fra hende. Han kunne ikke forstå hvad der skete inden i hende, siden hun kunne gå fra varm til kold på så kort tid. En del af ham havde bare lyst til at gå. Men så begyndte hun at græde, og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde aldrig helt lært hvordan han skulle håndtere en grædende kvinde. Han oplevede dog heller ikke særlig tæt. Heldigvis. ”Jeg ved ikke.. Jazz, jeg ved ikke hvor vi står. Du er den mest forvirrende jeg nogensinde har mødt. Jeg ved ikke om vi kan være venner.” Han havde det ikke godt med at sige det, men han havde bare brug for at fortælle hende det. Det var bedre, end at han lod som om de kunne have et venskab, han var ikke sikker. ”Jeg må hellere gå.” Han vendte ryggen til hende, og begyndte at gå ud af grotten. Han havde det ikke godt med at efterlade hende sådan, men det var langt bedre at hun var alene, fremfor at han var der sammen med hende.

Jazmin rakte hånden ud mod ham, da han forsøgte at gå fra hende, eller det lignede det. Han trådte et skridt væk fra hende. Han var helt sikker vred.
Hun så ned i jorden, men rettede blikket op igen. Hendes øjne vidste tydeligt skyld overfor ham.
Jazmin anede ikke hvad hun skulle svare. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, og slet ikke da han valgte at forlade hende.
Det eneste hun kunne gøre, var at græde endnu mere, men i stedet samlede hun sig, og sagde roligt.
‘’ Hvis du går nu Caden. Så, kan jeg ikke se dig i øjne igen.
Hvis du vidste, hvordan mit liv var.. Ville du forstå det. Men det gør ingen! ‘’ Hun så efter ham. Mest af alt, ønskede hun at være sammen med ham, nyde tiden de havde lige nu. Men han forlod hende. Hun ønskede, at han vendte om, og bare krammede og kyssede hende igen. Men det var kun håb.
Hun kunne ikke forvente ret meget.
Hvis han valgte at gå, ville hun nok mest af alt undgå ham. Forsøge ikke at se ham i øjne igen, og bare glemme alt om ham, selvom hun egentlig ikke rigtigt ville. Hun ville have ham. Følelserne i hende begyndte at boble.

Caden forsatte med at gå, men stoppede på hendes sidste ord. Ingen forstod hende. Hun havde nu heller ikke givet ham en chance for at forstå. Han vidste ingenting om hende, så hvordan skulle han kunne forstå det? Han gik hen til hende igen, men han var langt mere vred nu. ”Hvorfor fortæller du mig det så ikke? Fordi jeg ikke kan forstå? Du ved ingenting om hvem jeg er eller hvad jeg har været igennem. Jeg forstår langt mere end du tror.” Han lagde defensivt armene over kors og så på hende med et vredt blik. Han virkede ikke ligefrem som en, man ville fortælle sine dybeste hemmeligheder. Caden vidste ikke om hun overhovedet ville fortælle ham noget. Men det var sikkert også bedst sådan. Han kunne ikke forstille dem være venner. Han kunne slet ikke se hvordan det skulle kunne forløbe sig. ”Hvis vi skal være venner, skal vi stole på hinanden. Så du kan starte med at virke tillid.” Det gav god mening, hvis man fjernede den hårde undertone der lå bag ordene.

Jazmin så blot efter ham. Hver eneste skridt han tog, gjorde ondt i hendes hjerte. Hun kunne mærke hver evig eneste smerte. Hver evig eneste jag.
Da han gik tilbage imod hende, kunne hun tydeligt se vreden i hans øjne. Mest af alt, ville hun bare slappe af, og snakke roligt med ham. Men han var vred.
‘’ Jeg har to fucking andre i mit hoved. Jazz, du mødte.. ER IKKE MIG. ‘’ Hun så ham direkte i øjne. Hendes blik forsøgte at fortælle, at det hun sagde var sandt, men om han stolede på det var hans valg.
Hver eneste ord der kom ud af munden på ham. Selvfølgelig stolede på ham? Selvom de ikke kendte ordenligt hinanden, havde der ikke været nogle grund til hun endnu ikke kunne stole på ham.
Hun lagde blidt en hånd på hans kind, og aede den imens hun snakkede til ham. Ordene var langsomt og betydningsfulde.
‘’ Jeg er ked af, du er sur. Jeg er ked af, jeg trækker det hele ud. Men, hvad forventer du? At jeg går direkte i bukserne på dig? Selvfølgelig har jeg lyst til dig, men livet er besværligt! ‘’ Hun så ham direkte i øjne. Hun håbede mest af alt, på at han ville kysse hende, men hvis han vendte om igen, var det hele slut. Alt.

Caden troede på hende. Han kunne sagtens kende forskel på Jazz, han havde mødt første gang, og den Jazz han havde kysset på kontoret. Der var stor nok forskel til, at han kunne kende forskel. Han nikkede. ”Det ved jeg. Jeg ved ikke hvordan det føltes men jeg ved det.” Han havde svært ved at forstå hvordan det kunne lade sig gøre, men han vidste også, at mange ting kunne lade sig gøre, i den verden de levede i. Han slappede lidt mere af, men hendes næste kommentar fik ham op i det røde felt. ”Er det det du tror? Tror du jeg ville kæmpe imod hele dagen, for at komme i bukserne på dig?” Han fnøs irriteret og rystede på hovedet. Han troede det havde været tydeligt. Han havde kæmpet imod, lige siden hun smed tøjet har han arbejdet på ikke at ligge armene om hende, kysse hende. Han havde taget det første skridt, hun det andet og så lige pludselig stoppede hun det. ”Så hvordan fungerer det? En del af dig vil have mig, mens en anden ikke vil?” Han prøvede at forstå det, men det var ikke let.

Jazmin så blot på ham. Hun anede overhovedet ikke hvad hun skulle svare, eller for den sags skyld gøre.
Det virkede som om han forventede utroligt meget hende. Ting som hun aldrig ville kunne leve op til.
Hun rettede blikket ned i jorden. ‘’ Undskyld. ‘’ Undskyld var det eneste hun kunne sige, det eneste hun ville sige. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle sige, i stedet kiggede hun ham blot i øjne.
‘’ Alle delene vil have dig.. Men.. mit hovede fortæller noget andet. ‘’ Hun så hurtigt ned i jorden. Ydmygelsen var ikke en rar følelse. Normalt fortalte hun ikke folk omkring Jazz, og Jamie. Det var nogle ting hun holde skjult for sig selv. Hun anede slet ikke hvad hun skulle gøre omkring dem. De var begge to forvirrende piger, der havde sat sig fast i hovedet på hende. Ting hun aldrig ville kunne få til at forsvinde.
Hun kunne mærke sig selv rykke sig tættere på Caden. Denne gang var det ikke hende selv, men de to andre.
Jazzy, ved jo alle sammen godt, du vil. Selvom du har Rowan, betyder det ikke du ikke kan elske andre. Hvad med Fay, elsker du ikke hende?
Det er noget anderledes. Det er familie! Hende har jeg jo ikke sex med?
Jazzy, du forstår ikke livet. Hun kunne mærke både Jazz, og Jamie gerne ville. Hun ville også gerne mest af sig selv.
Hun rykkede sig helt tæt på ham, kyssede ham en enkelt, men utrolig kærlighedsfuld, og intim gang. Mest af alt, kunne det være hyggeligt, hvis de sprang ud i vandet, eller måske så solen gå ned? Ikke at hun forventede det.

Caden kunne ikke klare det længere. Det ene øjeblik var hun varm, det næste kold og det næste varm igen. Han anede ikke hvad han skulle forvente af hende. Hun kom tættere på ham, og han vil tilbøjelig til at gå et skridt tilbage. Men han blev stående. Hun kyssede ham. Igen. Modsat alle de andre gange, afbrød han kysset med det samme. Hun blev bare nød til at beslutte sig. Lige nu. ”Du bliver nød til at beslutte dig. Du kan ikke skifte mellem at være villig og afvisende. Det her er bare for forvirrende.” Alle kunne skifte mening, men det her var ude i det absurde. Det var begrænset, hvor langt han ville gå. Hvis hun besluttede sig for, at hun ikke ville være sammen med ham, ville han gå, men hvis hun havde lyst, ville han blive. Så simpelt var det. Caden var allerede klar til at gå, det ville uden tvivl være det letteste at gøre. ”Nej ved du hvad. Jeg går bare, det vil være det bedste for os begge.” Han begyndte at gå igen, og han ikke ligefrem tænkt sig at stoppe op, medmindre hun havde en rigtig god grund til det.

Jazmin lyttede til hvad han sagde. Hun anede dog ikke hvad pokker hun skulle gøre af ham. Han var enormt forvirrende. Det ene tidspunkt ville han have hende, det andet var han møg hamrende sur på hende.
Han kunne se ham vende ryggen til hende, og forlade hende, mest af alt, ville hun gerne stoppe ham. Men det var forvirrende.
Langsomt begyndte hendes ben at bevæge sig frem af. De satte i løb, og inden han vidste af det, var hun op foran ham. Hun satte en arm, på hans brystkasse og så ham direkte i øjne med et blik der ikke anede hvad det skulle sige.
‘’ Vil du ikke godt stoppe? ‘’
Hun så bare på ham. Hvad forventede han? At hun ville have sex med ham, efter at have kendt ham i kort tid. At følge efter ham som en lille hund.
hurtigt greb hun fat i hans hånd, lagde den ved hendes brystkasse..
‘’ Kan du mærke det? Jeg har et hjerte. ‘’ Hun så ham direkte i øjne.

Caden forventede ikke noget. Han ville bare vide hvor de stod, det var det eneste han forlangte. Da hun stod foran ham, og lagde hans hånd imod hendes bryst. Selvfølgelig kunne han godt mærke hendes hjerte, men hvad skulle det gøre godt for? Var det så han vidste hun ikke bare gjorde det for sjov? Eller havde det en helt anden betydning, som han bare ikke forstod. Han fjernede sin hånd og så på hende. ”Fortæl mig hvad du vil have.” Når hun kunne fortælle ham det, kunne deres forhold tilpasse sig efter det. Men hun blev nød til at fortælle ham hvad hun ville have, hvor han stod i forhold til hende. Det handlede ikke om sex. Han ville bare ikke lade hende forvirrede ham længere. Han så på hende med hans intense blå øjne, det tydeligt ventede på et svar. Han ville bare vide, om han skulle gå eller blive. Det hele kom an på hende, og hvordan hun ønskede deres forhold skulle være. Caden lagde hans hænder ned langs hans krop, så de lå imod hans lår. Han virkede helt rolig, selvom hver en muskel i hans krop var klar til at agere.

Jazmin så ham direkte i øjne. Med sit normale blik. Egentlig ønskede hun at fortælle omkring Rowan, men samtidigt holde sin mund lukkede med det.
Hun så roligt på ham, fjerne sin hånd fra hende. Langsomt begyndt skuffelsen at køre op i hende. Han forventede for meget af hende. At hun ville fortælle sin livs historie før han ville være sammen med hende. Det var ikke noget hun ville kunne klare.
'' Jeg vil bare gerne.. tage tingene langsomt? Er der forkert af mig? '' Hun så ham direkte i øjne, med et bedende blik.
'' Det eneste jeg vil. Er at have et venskab med en person, jeg ikke behøver at gå i seng med. '' Hun så ned mod jorden. Skammen løb over hende. Alle de gamle minder, med mænd hun blev nød til at have sex med, for at kunne have en samtale med dem.
Hun havde altid gjort for lidt ud af sig selv.
Hun kunne mærke det hele vælte ned over hende, men i stedet for at græde endnu engang tog hun en dyb vejrtrækning og så ham direkte i øjne.
Hun kunne stadig ikke fortælle om Rowan.
'' Hvis du ikke vil det.. Så er du velkommen til at gå. '' Hun fjernede sig fra hans syn, så han kunne gå direkte hvis det var det han ville.

Hun tog helt fejl. Caden forventede ikke hun fortalte alt om sig selv, så skulle han også fortælle om sig selv hvilket han ikke havde lyst til. Han forventende lagt mindre end hun regnede med. ”Forkert af dig? Nej. Det er der ikke noget forkert med. Men så bliver du også nød til at gå igennem med det.” Han havde slet ikke noget imod, det hun ønskede. Men det var bare ikke noget han gjorde sig særlig meget i. Han var ikke lige frem typen, der var venner med piger. ”Jeg forstår dig godt Jazz. Men jeg tror bare det er bedst, hvis vi ikke ser hinanden i noget tid. Så kan det hele falde til ro.” Han var endnu ikke sikker på, om han kunne være venner med Jazz, men det måtte tiden vise. Indtil da, blev han nød til at holde lidt afstand fra hende. ”Kan vi gøre det?” Caden så afventende på hende, han sagde ikke, at de aldrig kunne blive venner, men det var ikke noget man bare lige blev. Han var også stadig i tvivl, om hun rent faktisk stolede på ham. Hun havde fortalt ham om de andre personligheder, men var det nok? Han måtte reflektere over det, og finde ud af hvor han stod i forhold til hende. Det var tydeligt hvor hun ville stå, men han var ikke så sikker endnu.

Jazmin kunne ikke rigtigt tro hendes egne øjne og øre. Han afslog hende, og ville ikke se hende igen. Fair.
Hendes blik begyndte at blive fyldt med en følelses løs farve.
Selvfølgelig havde han såret hendes følelser utroligt meget. Hvad tænkte han selv på. Hun stillede sig helt ret, meget et irriteret blik imod ham.
'' Så gå? '' Hendes stemme kunne tydelig høre at hun var såret.
Såret over han ikke ville være venner med hende, men ville have hendes krop.
Hun vendte ryggen imod ham, og gik selv frem af.
Vandet strømmede ned imod hendes ryg. Kulden generede hende ikke længere, for han havde vidst hende kulde. Hun sprang i vandet, og selvom panikken steg i hendes, svømmet hun over til kanten. Samlede sit tøj op, og vendte sig om med hovedet. Hun kiggede efter ham.

Caden havde aldrig mødt nogen, der kunne misfortolke ham så meget som hun gjorde. Han havde ikke på noget tidspunkt sagt, at han ikke ville være venner. Han sagde bare det ikke skulle være lige nu. Men hvis hun ville tolke det sådan, måtte hun selv om det. Han så efter hende, da hun gik ud igennem vandfaldet. Han gjorde det samme kort efter, svømmede ind til kanten. Han fandt hen til sin trøje og tog den på. Han så på hendes kjole og fnøs. Hun var alt for besværlig til hans livsstil. Han gik væk fra hende, og var ikke sikker på om han ville se hende igen. Men det var måske og bedre på den måde. Hun lagde en anden betydning i de ord han sagde, hvilket umuligt kunne ende godt i det lange løb. Han forsvandt bag træerne.

//Out.