Don't let me go - Caden

Det var det værste vejr nogensinde. Regnen ramte jorden som det voldsomste forhold. Naturligvis for en Audrey var hun van til voldsomt vejr og at overleve alle de ting et menneske skulle kunne. Men livet som vampyr ja, havde ændret hende - ikke til det bedre. Audrey havde aldrig haft indflydelse på hvem hun var. Hele den karakter som var bygget omkring den hun var - blot en illusion af forskellige folk som ville have hun skulle være noget bestemt. De få gange hun havde haft chancen for at være sig selv. Omkring Blake, Riley og Katana dengang til det blev taget fra hende. Da hun mødte Caden. Og da hun mødte Niylah. Tre gange i hendes liv, hvor det havde vendt sig til det bedre - men var blevet taget fra hende igen. Alt i alt kun fordi, hvem hun var havde hun ingen indflydelse på. En dukke som nu ventede på en ny dukkeføre. Audrey måtte være den svageste af sine søstre. Fysisk styrke bar hun, men mentalt var hun jo ikke engang stærk nok til at vide, hvem hun var. Audrey havde brugt så meget tid på at ændre på hvem Josette var, og Caroline - at hun havde glemt at kigge på sig selv. Nu gik hun igennem regnen. Håret klistret til hendes ansigt, og hendes sorte kjole var det samme. Hun havde gået rundt i regnen i flere timer. Og hvis hun ikke havde været vampyr - så havde hun nok frosset ihjel. Efteråret var på vej. De mørkere timer, som hun nu så mere frem til end noget andet. Natten var hendes nye liv. Og hun hadede det. Audrey havde altid elsket solen og naturen. Nu måtte hun nyde den om natten. Men man kunne ikke nyde solen om natten.

Pludselig så hun noget genkendeligt længere fremme. Det var ufattelig længe siden hun havde set den skikkelse, men den gav hende en længde savnet følelse. En følelse af skyld og tab. De følelser hun længe ikke havde kunne finde kom frem til overfladen, og ramte hende hårdt. Audrey faldt ind imod en mur og skreg højt op af alle de følelser som havde ramt hende. Det gjorde ufattelig ondt indeni, og hun kunne slet ikke håndtere alle de følelser. Smerte. Ensomhed. Svigt. Alle de følelser ramte hende hårdt. Det var første gang efter hun var sluppet fri fra hjernevaskelsen af hun faktisk kunne føle noget andet end vrede og hævntørst. Så åbnede hun øjnene.. Han kom imod hende. Ikke at hun regnede med, at han kunne genkende hende i regnvejret. Hvordan hans skikkelse kunne påvirke hende så meget var et umådeligt godt spørgsmål. Han var den første hun havde elsket efter hun mistede Blake. Den første derefter hun havde turde åbne op for, dengang havde gruppen haft al betydning for hende - at hun havde glemt at da han gik ville hendes lys gå ud.
"Get away from me.." Lykkedes det hende at sige. Stemmen var fyldt med gråd og var forvrænget pågrund af tårerne og følelserne der var tydelig nærmest at dræbe hende indeni. Audrey var ikke typen som græd. Aldrig. Slet ikke efter hun mistede Blake dengang. Hvis man havde set hende græde var man yderst heldig.
"Go away from me..." Tilføjede hun en anelse svagere. Hun orkede ikke kampen. Følelserne var ekstreme for hende. Caroline havde fortalt hende små historier om dengang Caroline selv blev forvandlet, hvordan følelserne kunne føles voldsomme og alt det der. Audrey havde aldrig kunne sætte sig i det før nu. Audrey fandt ned af muren og ramte den kolde våde jord.
"I'm so sorry... I'm so so sorry Caden.. I'm so sorry." Græd hun og lænede hovedet tilbage imod muren og kiggede op på regnen som begyndte at slå mere hårdt som sekunderne gik. Måske var det hvad hunfortjente. Smerten for alle de ting hun havde gjort?

Hvad der var hent hende for et par dage siden anede hun ikke. Kun de havde skåret og sprøjtet massere væsker ind i hendes krop. Den havde brændt, som havde de haft hende hængende over et bål. Hjertet bankede voldsomt. Det var utroligt det kunne føles så voldsomt i forhold til hendes hjerte ikke slog. Alt hun skulle vide var, at det slog. Og det slog hurtigere end det burde. For et menneske kunne det være i nærheden af et panikanfald og måske på vej til noget nærmere dødeligt. Det gjorde ondt at hive vejret ind og hun kunne ikke rigtig få luft. Det føltes som om regnen hjalp til med at kvæle hende stille og smertefuldt - imens hun druknede i en sø af sine egne tårer.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]