I never planned anything.. ~ Caden

t: omkring halv otte om aftenen
s: den nye lejlighed i Angerforge Distriktet - den mindrebemidlede del
o: ældre bygninger, tildels faldefærdige
v: vindstille, småregn, køligt

Mørket havde sænket sig over Doomsville. Udenfor luskede nu skyggevæsner, vampyrer og nattevæsner rundt, klar til deres daglige gerninger. I lejligheden som var fyldt med kasser med Madeleines ejendele stod en seng i hjørnet og en vugge der var lidt bredere end normalt. De to små havde været uadskillelige siden fødslen - siden Caden var gået for at få tid til at tænke.
Det var en uge siden at Madeleine var taget hjem til Sunfury City, og havde forklaret James at hun ikke kunne leve med ham - at hun ikke kunne være Lady Winchester-Morrow.
Iført jeans, håret i en hestehale, briller med sort stel og en sort top samt tykke sokker, havde hun lige fået lagt noget sengetøj på. Første nat alene...
Det gjorde ondt, tanken om at Caden havde følelser for hende - men også for Selicity Aldren. Hun vidste, at hun ikke havde en chance - han var forlovet med den skønhed som Selicity var. Maddie var nu blot endnu en borgerlig kvinde - fraskilt og mor til to. Kliché var malet i panden på hende.
Hun gik tværs over det lille rum, og stod nu ved det lille komfur der stod i hjørnet af lejligheden. Hun tog et stykke brød frem og en flaske vand. Efter at have købt ind til børnene og havde skaffet lejligheden, var pengene små. Hun havde fraskrevet sig rettet til sin fars penge, og stod nu uden økonomisk støtte overhovedet. Hun var nu Madeleine... Bare Madeleine...
Madeleine havde ikke givet Caden besked om det med James og hende. Hun havde blot valgt at lade ham få fred - men det var ikke hvad hendes tidligere kammerpige havde ment bedst - derfor havde hun skrevet et brev til Caden - anonymt - hvor han blev bedt om at dukke op på adressen hurtigst muligt. Intet andet stod der i brevet.

Caden holdte brevet i hånden, da han bevægede sig imod lejligheden. Han var ikke sikker på hvem der ville åbne døren, men han havde en idé. Den seneste tid havde han forsøgte at undgå Maddie og Selicity så meget som muligt. Det havde ikke været svært med Maddie, da hun havde haft travlt med sit eget liv, men siden Selicity boede i hans lejlighed, havde det været en udfordring. Men på trods af han havde været væk fra dem begge, var han ikke kommet tættere på en løsning. Han hældte stadig mest imod bare at forsvinde. Selvom det måske ville såre dem begge, mere end at fravælge en gjorde. Han stod trippende foran lejligheden, mens han overvejede hvor vidt han skulle blive eller gå. Han foldede endnu engang brevet ud, og lod hans blik løbe hen over ordene. Det lød vigtigt, men det var fremmet for ham. Han kunne ikke vide hvad der ventede ham, og den uvisheden gjorde ham utryg. Han havde det bedst, når han havde et overblik. Bare et nogenlunde et. Han havde ikke et overblik, hverken over hvem der ventede bag døren, eller hele den situation han stod i. Han følte sig som en brik i et spil, der snart skulle flyttes, for ikke at tabe hele spillet. Det var alt han var. En spillebrik der var tæt på at tabe. Hans grå skjorte var efterhånden en smule gennemblødt, da han havde håbet på vejret havde været med ham. Hans mørke hår hang i lette krøller ned i hans pande, fremfor at sidde i den organiseret frisure, han normalt satte op. Han løftede hånden, og bankede på døren mens han pakkede brevet væk med hans anden hånd. Nu kunne han ikke gøre andet end at vente.

Maddie havde taget en storr tår vand, da det bankede på døren. Overrasket gik hun derhen og åbnede døren - blot for at se direkte ind i øjnene på Caden. Hun tabte vandflasken, en smule panisk og bakkede lidt væk fra døren, mens hun mumlede noget med at vandflasken måtte være blevet våd. Hvad pokker lavede han nu her!?
''De... De sover lige nu... Kom bare... ind...'' hun var lidt perpleks, ikke kun over at se Caden - som hun slet ikke havde regnet med at se igen - men også over at han havde fundet hende. Ingen havde hendes nye adresse, udover... Hun slog sig mentalt mod panden.
Hun fik samlet flasken op og gik hen til en af kasserne for at finde en klud - hvilket ville blive sværere end hun først havde regnet med - for der var ikke labels på kasserne. Hvad kasserne indeholdte var umuligt at vide ud fra udseendet...
''Burde du ikke være hjemme hos Aldren nu...?'' spurgte hun stille, en smule mumlende, mens hun fandt et håndklæde - close enough - og gik hen til hoveddøren for at tørre den lille pyt op som vandflasken havde efterladt.
Havde Caden nogensinde set Maddie - og ikke Madeleine? Nej, det havde han vel ikke... De to kvinder var vidt forskellige - den ene velopdragen, den anden sin egen herre og uden tøjler.
Hun rystede på hovedet.
''Undskyld... Det vedkommer vist ikke mig..'' sagde hun stille. Hun lukkede øjnene lidt, udmattet bare ved tanken om at hun måske måtte forklarer sine følelser for ham nu, hvor Selicity ikke var der..

Caden mærkede et øjeblik en nervøsitet stige, da han hørte skridtene nærme sig døren. Han blev dog ikke overrasket, da det var Maddie der viste sig. Han så på hende, og prøvede at finde ud af hvordan han skulle reagere. Var det overhovedet hende der havde inviteret ham? Sikkert ikke, ud fra hendes reaktion. Hun havde ikke ventet ham. Han trådte ind, da hun bød ham ind. Ganske vist på en forvirrende måde, men han fik fat i indholdet af hendes afbrudte sætning. ”Det ved jeg ikke.” Han vidste ikke hvor han burde være, om det var ved Maddie, Selicity eller i kroen. Han vidste ikke længere hvor han hørte til. Noget der først var sket, efter han havde mødt Maddie og Selicity. Før det, havde han vidst hvor han hørte til, hvem han var, hvordan hans liv skulle udløbe sig. Men sådan var det ikke længere. Da hun begyndte at tørre pølen op, satte han sig på hug foran hende, og lod hans ene hånd ligge på hendes, så han nemt kunne overtage håndklædet. ”Lad mig.” Det var trods alt ham, der kom og overraskede hende, så på en måde var han skyld i hun havde tabt flasken. ”Du behøver ikke undskylde. Jeg ville have spurgt om det samme.” Han blev snart nød til at finde ud af noget. Han kunne ikke holde dem hen, det var ikke fair for dem. Han kunne ikke koncentrere sig, fordi dilemmaet konstant var sømmet fast i hans tanker. Før det var løst, kunne han ikke forsætte sit liv. Maddie og Selicity måtte også have det i tankerne. ”Du er flyttet,” konstaterede han, uden at kende grunden til det. Han ville dog gerne vide det.

Hun så direkte på ham, da han lagde sin hånd oven på hendes for at overtage håndklædet. Uden egentlig at ville det, fjernede hun sin hånd og lod ham overtage. Efter at have sovet en times tid, vågnede deres datter nu op og lå og beklagede sig med utilfredse lyde. Maddie sukkede træt og rejste sig hvorefter hun gik hen til vuggen og tog hende op i sine arme. Kort tid efter stoppede den lille pige med at beklage sig og puttede sig blot ind til sin mors hals.
''Ja, jeg... Det var bedst sådan..'' sagde hun stille, og så hen på Caden. Hun havde egentlig ikke lyst til at fortælle at det var fordi hun ikke kunne holde tanken ud om at skulle sove ved siden andre end Caden selv. Det skulle han ikke tvinges til at tænke på.
''Så.. Hvornår skal i giftes..?'' fik hun mumlet mens hun pillede lidt ved sin ringefinger som nu var tom. Smykker ejede hun intet af - alt var solgt for at få råd til lejligheden.
Hun burde egentlig ikke spørge ham om den slags - det kom ikke hende ved. Selicity måtte vel heller ikke kunne lide at Maddie spurgte ind til det.
Hun så lidt ned, inden hun satte sig på sengen og så på den lille pige som nu bare nød at putte op af Maddies bryst.
Maddie skulle lige til at sige at hun havde savnet ham, men tvang sig selv til at holde mund. Han skulle ikke belæmres med hendes følelser.

Caden tørrede det sidste vand op, og rejste sig så med det våde håndklæde i hånden. Da deres datter begyndte at beklage sig, var Caden med det samme opmærksom. Instinkt, måtte det vel være. Han gik hen imod hende, men stod i en afstand fra hende, så det ikke ville blive ubehageligt for nogen af dem. ”Jeg ved ikke… Tingene er kompliceret lige nu.” Han vidste slet ikke om der ville blive et bryllup, og om det ville være med Selicity, hvis der blev et. Han så ned på hans hænder, der lod håndklædet bevæge sig imellem dem. ”Hvad hedder de? Børnene.” Han gik bare ud fra, at hun havde døbt dem. Men han kunne ikke vide sig sikker. Han var dog heller ikke sikker på, om han havde lyst til at være med til at give dem et navn. Ikke hvis han sjældent eller aldrig ville se dem. Stemningen mellem dem var akavet, og Caden hadede det. Men det havde vel altid været sådan. De havde aldrig kunnet gøre lige hvad de ville, fordi der altid havde været en komplikation. Ved mange lejligheder, havde Caden haft lyst til at kysse hende, men det ville bare gøre tingene endnu mere komplicerede, og det havde han forsøgt at undgå. Han tog en dyb indånding, i håb om det kunne gøre tingene lettere, mindre akavet. Men det hjalp kun i ganske få sekunder. Det var ham. Han var grunden til det hele var så akavet, han var grunden til, at to kvinder ikke kunne vide om de havde en mand i deres liv, som ville forsørge dem, elske dem. Det hele var hans skyld, og skylden var i fuld gang med at æde ham op indefra.

''Kom ikke her og fortæl mig at tingene er komplicerede.'' hun så direkte på Caden med et gennemborende blik.
''Jeg fødte tvillinger for mindre end to uger siden, og manden jeg elsker vælger lige at bede mig fortælle hvad jeg føler foran ham og hans forlovede! Fedt, hva'!? Samtidig, skrider jeg fra ham jeg er gift med, fordi jeg har opgivet tanken om nogensinde at have et lykkeligt ægteskab.'' Hun tog en dyb indånding inden hun så ned på pigen igen.
''Jeg har ikke navne til dem... Jeg synes ikke det var fair at navngive dem uden deres far var med til det - men du gjorde jo præcis det samme som James - du stak af.'' denne gang var tonelejet mere i retningen af opgivende. Hun lukkede øjnene lidt - hun blev altid efterladt til trods for at dem der efterlod hende hver gang havde lovet at de aldrig ville gøre det.
Så så hun atter på Caden, inden hun gik hen og lagde pigen ned til sin bror igen for at sove videre. De to små krøb tættere sammen, og faldt straks til ro.
Maddie gik hen til Caden, så der var mindre end en halv meter mellem dem.
''Jeg ved godt hvornår jeg har tabt, Caden. Jeg er ikke dum. Selicity er magtfuld, smuk, intelligent - og din forlovede. Hun bor endda sammen med dig. Tingene er ikke komplicerede - kun når du gør dem det. Hun har følelser for dig, og du har følelser for hende. I er forlovede. Jeg er bare en pige du gjorde gravid ved et uheld. Hvordan jeg har det er underordnet og har altid været det.'' det hele væltede bare ud af hende, som et vandfald af alt det der havde tynget hende i flere måneder.
Hun så ned og tog et dybt åndedrag.
''Men det hele kan være ligemeget nu..'' sagde hun stille og lagde armene om sig selv.
Hun satte sig hen på sin seng, da det var den eneste form for siddeplads i hele lejligheden.
Hun så hen på kasserne inden hun sukkede.
''Det her er mit liv nu. Mit hjem, min familie. Jeg er ikke længere en Winchester. Jeg er 'bare Maddie'...'' sagde hun stille, og så ned i gulvet lidt.

Caden så på hende, da hun begyndte en lang talestrøm. Han havde ikke specielt meget at byde ind med, hun havde ret. Han havde opført sig som et røvhul, men det var bare hans ting. Han duede ikke til andet. Og hun sammenlignede ham med James. Ikke noget han var stolt af, ikke på den måde hun sammenlignede dem. Han var ikke bedre end James, han var der ikke når hun havde brug for det. Han vidste ikke hvornår hun havde brug for ham, fordi han aldrig var der. ”Jeg er ikke stukket af. Jeg står lige her.” Han så ned og forsøgte at synke den klump, der havde siddet i halsen på ham under hele besøget. En irriterende klump, der mindede ham om at han var egoistisk. Han tænkte kun på hvad han selv ville, og hvad der var godt for ham selv. Hun havde ingen anelse om hvordan hun fik ham til at føle. Hun kunne ikke se det. Han skjulte det, selvom hans blik altid ville fortælle det. Han kunne ikke gemme det helt væk. ”Jeg ved godt jeg bare komplicerer tingene. Jeg er den eneste der gør det kompliceret. Men det er sådan jeg føler, jeg kan ikke bare lade vær med at føle det. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke.” Han havde det virkelig elendigt med sig selv, hver ord hun sagde føltes som et knivstik i brystet på ham. Caden havde en stor trang til bare at gå sin vej, men han kunne ikke stikke af længere. Han blev nød til at tage tyren ved hornene og få styr på sit liv. ”Det er ikke lige meget. Du betyder noget Maddie, det har du altid gjort. Det hele er min skyld, okay? Det er min skyld, at jeg ikke har gjort det klart, at du ikke er ligegyldig for mig. Det er min skyld, at jeg ikke har valgt hvem jeg vil tilbringe mine dage med. Jeg ved godt at jeg er roden til alle dine problemer, og jeg bliver mindet om det hver dag. Bare sig hvad du vil have. Lad vær med at tænke på hvad der er rigtigt, lad vær med at tænke på Selicity. Bare sig om jeg skal gå, eller blive.” Han anede ikke om Maddie rent faktisk ville have han blev hos Selicity, så han blev nød til at få et svar. Et rigtigt svar, der ikke var præget af alt udefra. Et svar der bare handlede om dem.

Maddie så ned på sine fødder mens han talte.
Hun havde intet at sige, intet som var hendes beslutning.
Pludselig kunne hun mærke det, hun igennem så lang tid havde prøvet at holde på afstand - egoismen.. Hun rystede på hovedet, af sig selv, mens hun røb mere sammen. Hun vidste jo godt hvad hun ville - hvad hun ville have. Hun ville have ham til at blive hos hende for altid. Men det kunne hun aldrig få sig selv til at sige. Hun trak knæene op under sin hage, og sad der bare lidt, mens hendes øjne blev fyldt med tårer som stille trillede ned af hendes kinder. Hun vidste hvad der var rigtigt at gøre - hvad der var det bedste... Hvad der var det, som var det rigtige i forbindelse med hendes samvittighed.
Hun tog en dyb vejrtrækning, skælvende. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bede ham blive - hun kunne ikke tage Caden fra Selicity. Hun vidste hvor ondt det gjorde på hende selv at se ham med Selicity - hvordan ville Selicity ikke have det med at Caden brød forlovelsen for at være med sine børn. Det var den eneste grund til at han ville gøre det, troede Maddie. At han ville være sammen med sine børn.
Så kom hun i tanke om hvad han havde sagt efter fødslen. At han lod hende gå. At hun ikke behøvede at se sig tilbage.. Maddie krøb mere sammen, tavs endnu. Sådan som hun sad der, trillede tårerne bare ned af hendes kinder.
''Jeg kan ikke tage en andens mulighed for lykke...'' hviskede hun med skælvende stemme.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] for at se hvordan hun ser ud nu når hun sidder der.. (ansigtsudtryk)

Caden så op, da hun ikke sagde noget. Der foregik tydeligvis meget inde i knolden på hende. Det kunne enhver se. Han ville bare ønske, han vidste hvad det var. Da hun endelig sagde noget, tog han en dyb indånding. Han blev nød til at have styrke nu, vise hende hvor han stod. For et eller andet sted, havde der aldrig rigtig været et valg. Det havde kun været et valg mellem at følge hans følelser og hans fornuft. Han følte noget for dem begge, ingen tvivl om det, men det havde bare altid været Maddie. Han havde forsøgt at gøre det rigtige, at give dem begge en chance, men Selicity var bare ikke nået ind på livet af ham som Maddie havde. Hun var fantastisk, og han holdte meget af hende, men det var bare noget andet med Maddie. Han kunne ikke sætte ord på det. Caden gik hen til hende, og satte sig ved siden af hende. ”Du tager ikke nogens lykke. Det var et planlagt ægteskab. Det ville aldrig være som det skulle være. Det ville altid være forkert. Det er ikke meningen, at man skal forlove sig først og blive forelsket bagefter.” Han så på hende, og lod blidt hans arm ligge sig om hendes skuldre. ”Jeg har gjort tingene mere kompliceret. Meget mere end det var nødvendigt. Jeg skulle bare have mærket efter. Hvis jeg havde gjort det noget før, havde jeg ikke været i tvivl.” Han så frem for sig, og trak forsigtigt sin arm til sig igen. Han havde altid haft intimitetsproblemer når det kom til følelser, så at sidde med armen rundt om hende, mens han fortalte hvad han følte, var bestemt ikke let for ham. ”Jeg holder af Selicity, men jeg elsker dig.” Det havde ikke noget med deres børn af gøre. Det var måske dem der havde givet dem en grund til at holde kontakten, men det var ikke derfor han elskede hende.

Maddie sad der bare, mens han satte sig ved siden af hende og forklarede.
''Hvorfor stoppede du mig så ikke..?'' hviskede hun så, uden at se på ham.. Et sted dybt i hende jublede hun over hans ord, og alligevel, så var det som om at den lykke blev tvunget i knæ.
Hun så nu på ham, og de normalt himmelblå øjne var grå og glinsende.
Hun lagde panden på hans skulder, uden at sige mere. Hun var hverken sur eller bar nag, men hun kunne ikke undgå at føle sig en smule... opgivende.
''Caden... Jeg er virkelig træt... Jeg..'' mere nåede hun ikke at sige før hendes sætning blev afbrudt af et lille gab.
Udmattelsen ved at være alenemor var ikke udeblevet. Tre timers søvn i døgnet ville tage hårdt på enhver - Maddie var ingen undtagelse.
Tårerne var holdt op med at trille ned af hendes kinder, men de samlede sig stadig i hendes øjne. Hvorfor? Fordi, selvom han elskede hende, var han forlovet med Selicity - og det var næppe et valg han havde.
Lige efter hendes lille gab var blevet afsluttet kom et højt vræl fra vuggen, hvorefter Maddie rejste sig hurtigere end en høg og var henne ved vuggen hvor hun tog dem begge op og vuggede dem blidt.

Caden kunne ikke svare hende på, hvorfor han ikke stoppede hende. Måske fordi, han var bange for at miste hende. Eller fordi han var egoistisk. Han så ned og trak vejret ind. ”Jeg ved det ikke. Fordi jeg er en egoistisk idiot,” sagde han efterfulgt af et fnys. Han forstod hende godt. Hun havde brug for luft, og han ville gerne give hende det. Han ville give hende ro. Det fortjente hun. Caden skulle lige til at ligge en arm om hende, da børnene begyndte at græde. Han trak armen til sig, og gik hen til hende. Han så på børnene hen over hendes skulder, og mærkede pludselig en længsel til at være der. Han burde have været der under hendes graviditet og i de sidste to uger. ”Jeg burde have været her for dig. For dem.” Han fortrød hans valg, men han kunne lave om på det nu. Det blev han nød til. Han kunne bare håbe at Selicity ville forstå, selvom hans forældre ville blive den store udfordring. ”Jeg forlader hende. Det bliver jeg nød til.” Han trådte væk fra hende, og gik hen imod et vindue. ”Det bliver jeg nød til,” gentog han i et lavere toneleje. Han vidste ikke om Maddie overhovedet ville være sammen med ham, hvis han forlod Selicity. Men det var heller ikke det vigtigste. Han kunne sagtens være alene. Men han kunne bare ikke være sammen med hende, når han elskede Maddie.

Madeleine stod med børnene i armene, hvor de langsomt faldt til ro mens Caden talte. Madeleines tårer svandt ind og forsvandt. Det var først gået op for hende nu, at hvad hun havde ønsket sig, det havde hun allerede. Hun ønskede sig en familie der elskede hende. Selvom Caden ikke var hendes på nogen måde, var han børnenes far og dermed hendes familie. Og han havde lige gjort det klart at han elskede hende - selvom Madeleine ikke turde tro på det.
Stille gik hun hen til Caden.
''Du er nødt til at give hende en god forklaring, Caden.. Alt andet er urimeligt..'' hun havde et lille smil på læben da hun rakte ham den lille pige og straks rakte ud efter hans bløde krøller.
Det var første gang i lang tid at Maddie smilede - og smilet kunne ikke have været mere lykkeligt. Synet af den lille pige der uden tvivl genkendte manden der havde hjulpet hende til verdenen.
''Du aner ikke hvor længe jeg har ønsket at det var dig der lå hos mig om natten og ikke James..'' sukkede hun stille og så lidt ud af vinduet. James... Hun havde bare forladt ham. Kasseret ham... Hun bed sig i læben, stille. Den lille drengfik fat i enden af hendes hestehale, og hun smilede let.
''Vi er nødt til at finde på nogle navne..'' sagde hun stille, med et lille smil.